Skrevet 5. (18.) juli, 1917. Trykt 6. (19.) juli, 1917 i bladet Listok Pravdy.
Oversat til dansk af Knud-Aage Lauridsen.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 7, s. 160-165, Forlaget Tiden, København 1982.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 28. juni 2013.
Det spørgsmål besvarer man som oftest meget enkelt. Der er i det hele taget ikke nogen kontrarevolution, eller vi ved ikke, hvor den er. Statsmagten er vi derimod udmærket klar over. Den er i hænderne på den provisoriske regering, der kontrolleres af den centrale eksekutivkomité (TsIK) [1] under den alrussiske sovjetkongres af arbejder- og bonderepræsentanter. Således lyder de hyppigste svar.
Gårsdagens politiske krise [2] efterlod en arv, som det sker ved de fleste kriser af enhver art, der nedbryder alt det konventionelle og ødelægger alle illusioner, nemlig ruinerne af illusionerne, der kommer til udtryk i de her anførte hyppige svar på spørgsmål, der er afgørende i enhver revolution.
Der eksisterer et tidligere medlem af den 2. statsduma, Aleksinskij, som de socialrevolutionære og mensjevikkerne – de ledende partier i sovjetterne af arbejder-, bonde- og soldaterrepræsentanter – har afslået at give adgang til eksekutivkomiteen under sovjetten af soldater- og arbejderrepræsentanter, indtil han har rehabiliteret sig, dvs. genoprettet sin ære.
Hvad er der galt? Hvorfor har eksekutivkomiteen offentligt og formelt udtrykt mistillid til Aleksinskij og krævet, at han genopretter sin ære, dvs. fundet ham æreløs?
Fordi Aleksinskij i den grad har gjort sig berygtet med sine bagvaskelser, at journalister fra de mest forskelligartede partier i Paris har stemplet ham som bagtaler. Aleksinskij påtog sig ikke at genoprette sin ære over for eksekutivkomiteen, han foretrak i stedet at skjule sig i Plekhanov-avisen Jedinstvo, [3] hvor han i begyndelsen underskrev sig med sine initialer, senere, da han var blevet modigere, med sit fulde navn.
Den 4. juli, i går middag, fik nogle bolsjevikker et vink fra bekendte om, at Aleksinskij havde leveret journalistkomiteen i Petrograd en ny nederdrægtig løgn. Flertallet af de underrettede værdigede overhovedet ikke dette vink nogen opmærksomhed, da de kun har modvillig foragt til overs for Aleksinskij og hans »arbejde«. Men en bolsjevik, Dsjugasjvili (Stalin), der er medlem af den centrale eksekutivkomité, og som i egenskab af grusisk socialdemokrat længe har kendt kammerat Tjkheidse, talte med denne på TsIK’s møde om Aleksinskijs nye nederdrægtige bagvaskelsestog.
Det var sent om natten, men Tjkheidse erklærede, at TsIK ikke vil forholde sig ligegyldigt til, at folk, der frygter retten og undersøgelse fra TsIK’s side, udspreder bagvaskelse. Tjkheidse henvendte sig øjeblikkeligt telefonisk, på egne vegne som formanden for TsIK og på Tseretelis vegne som medlem af den provisoriske regering, til alle avisredaktioner og anmodede dem om ikke at trykke Aleksinskijs bagvaskelse. Tjkheidse sagde til Stalin, at de fleste aviser udtrykte beredthed til at efterkomme hans anmodning, at kun Jedinstvo og Retj [4] havde været »tavse« nogen tid (vi har ikke set Jedinstvo, men Retj har ikke trykt bagvaskelsen). Som følge heraf er bagvaskelsen kun havnet på siderne i en lille – for de fleste intellegente mennesker i det hele taget ukendt – sensationsavis, Sjivoje Slovo, [5] nr. 51 (404), hvis udgiver og redaktør underskriver sig A. M. Umanskij.
Nu skal bagtalerne stå til ansvar for retten. Set fra den side er sagen enkel og ligetil.
Det forvrøvlede i bagvaskelsen er slående. En vis fænrik fra det 16. sibiriske skytteregiment, Jermolenko, blev »overført« (?) »til os bag den 6. armés front den 25. april for at agitere for hurtigst mulig separatfred med Tyskland«. Det drejer sig tilsyneladende om et subjekt, flygtet fra fangenskab, om hvem det i Sjivoje Slovo aftrykte »dokument« tilføjer: »Jermolenko påtog sig dette hverv efter kammeraternes indtrængende anmodning«!!
Alene herudfra kan man dømme om, hvor megen tillid dette subjekt, der er så uhæderligt, at det kunne påtage sig et sådant »hverv«, fortjener!.. Vidnet er et uhæderligt menneske. Det er en kendsgerning.
Og hvad kunne vidnet så fortælle?
Det fortalte følgende: »Officererne Schiditzki og Lubers i den tyske generalstab havde meddelt han, at agent for den tyske generalstab og samtidig formand for Ukraine-sektionen af Forbundet Til Ukraines Befrielse, [6] A. Skoropis-Ioltukhovskij og Lenin fører agitation af samme art i Rusland. Det er overdraget Lenin af al magt at underminere det russiske folks tillid til den provisoriske regering«.
De tyske officerer har altså, for at bevæge Jermolenko til hans uhæderlige handling, skamløst løjet for ham om Lenin, der, som alle ved, og som hele bolsjevikkernes parti har erklæret officielt, på den mest energiske og uigenkaldelige måde altid og ubetinget har afvist en separatfred med Tyskland!! De tyske officerers løgn er så himmelråbende, grov og absurd, at intet tænkende menneske bare ét øjeblik kan tvivle på, at det er løgn. Og et politisk dannet menneske kan endnu mindre tvivle på, at sammenstillingen af Lenin med en vis Ioltukhovskij (?) og Forbundet Til Ukraines Befrielse er en særlig iøjnefaldende meningsløshed, eftersom både Lenin og alle internationalister mange gange, og netop under krigen, offentligt har afgrænset sig fra dette suspekte social-patriotiske »Forbund«!
Den af tyskerne bestukne Jermolenkos eller de tyske officerers grove løgn fortjente heller ikke skyggen af opmærksomhed, medmindre »dokumentet« tilføjes visse »netop indløbne meddelelser« – ukendt til hvem, hvordan, fra hvem, hvornår – ifølge hvilke »penge til agitation« »modtages« (af hvem? »dokumentet« er bange for at sige rent ud, at Lenin anklages eller mistænkes!! dokumentet fortier, af hvem »der modtages«!) »gennem« »betroede folk«: »bolsjevikkerne« Fürstenberg (Hanecki) og Koslovskij. Som om der i den forbindelse også haves oplysninger om pengeoverførsler gennem bankerne; angiveligt skulle der »af militærcensuren være konstateret en uophørlig(!) udveksling af telegrammer af politisk og pengemæssig karakter mellem de tyske agenter og de bolsjevikiske ledere«!!
Atter en løgn så grov, at absurditeten virker slående. Hvis bare ét ord var sandt, hvordan kunne det så gå til, at 1) man for ganske kort tid siden frit lod Hanecki rejse ind i Rusland og frit lod ham rejse ud igen? at 2) man hverken arresterede Hanecki eller Koslovskij før der i aviserne fremkom oplysninger om deres forbrydelser? Mon generalstaben virkelig, såfremt den faktisk var i besiddelse af bare nogenlunde tillidvækkende efterretninger om pengeoverførsler, telegrammer o.l., kunne have tilladt rygter om dette udspredt gennem Aleksinskij og den gule presse uden at arrestere Hanecki og Koslovskij? Er det ikke klart, at vi her præsenteres for avisbagtaleres makværk af værste slags, og intet andet?
Vi tilføjer, at hverken Hanecki eller Koslovskij er bolsjevikker, men begge medlemmer af det polske socialdemokrati, Hanecki medlem af dets centralkomité, at vi kender ham fra London-kongressen (1903), [7] som de polske delegerede udvandrede fra osv. Bolsjevikkerne har overhovedet ingen penge modtaget, hverken fra Hanecki eller Koslovskij. Alt dette er pureste, groveste løgn.
Hvori består denne løgns politiske betydning? For det første i, at bolsjevikkernes politiske modstandere ikke kan klare sig uden løgn og bagvaskelse. Så lave og nedrige er disse modstandere.
For det andet i, at vi får svar på spørgsmålet, der er stillet i denne artikels overskrift.
Beretningen om »dokumenterne« blev sendt til Kerenskij allerede den 16. maj. Kerenskij er medlem af både den provisoriske regering og sovjetten, dvs. af begge »magtcentre«. Fra 16. maj til 5. juli var der masser af tid. Statsmagten, såfremt den er statsmagten, kunne og skulle selv undersøge »dokumenterne«, afhøre vidner og arrestere mistænkte. Statsmagten, begge »magtcentre«, både den provisoriske regering og TsIK, kunne og skulle gøre dette.
Begge magtcentre er uvirksomme. Og generalstaben viser sig at stå i visse forbindelser med Aleksinskij, der på grund af bagvaskelse er formént adgang til sovjettens eksekutivkomité! Generalstaben tillader, netop da kadetterne forlader kabinettet, – tilfældigt, måske – at dens officielle dokumenter overgives Aleksinskij til offentliggørelse!
Statsmagten er uvirksom. Hverken Kerenskij, den provisoriske regering eller sovjettens eksekutivkomité så meget som tænker på at arrestere Lenin, Hanecki og Koslovskij, hvis de er under mistanke. I går nat, 4. juli, anmoder både Tjkheidse og Tsereteli om ikke at trykke en klar bagvaskelse. Men senere, langt ud på natten, sender Polovtsev imidlertid officerselever og kosakker af sted for at ødelægge Pravdas redaktion, hindre bladet i at udkomme, arrestere udgiverne, beslaglægge regnskabsbøgerne (som for at efterprøve, om der ikke er opført mistænkelige penge i dem). Og samtidig trykkes en lav bagvaskelse i en gul, underlødig, snavset avis, Sjivoje Slovo, for at optænde lidenskaberne, for at tilsvine bolsjevikkerne, for at skabe pogromstemning og for at få ødelæggelsen af Pravdas redaktion – Polovtsevs, officerselevernes og kosakkernes værk – til at se berettiget ud.
Den, der ikke bevidst lukker øjnene for ikke at se sandheden, kan ikke vildledes. Når der skal handles er begge magtcentre uvirksomme, TsIK, da den »har tillid til« kadetterne og er bange for at fortørne dem: samtidig handler kadetterne ikke som statsmagtens udøvere, da de foretrækker at handle bag kulisserne.
Dér er den, kontrarevolutionen bag kulisserne, lige for hånden: det er kadetterne, visse kredse i generalstaben (»hærens øverste officerer«, som sagt i vor partiresolution) og den suspekte, halvt sortehundredbetonede presse. Dé er ikke uvirksomme, dé »arbejder« enigt sammen. Dér er miljøet, der nærer pogromstemningen, forsøgene på pogromer, skuddene på demonstranter osv. osv.
Den, der ikke forsætligt lukker øjnene for ikke at se sandheden, kan ikke længere være vildledt.
Der er ingen statslig myndighed og bliver det ikke, før sovjetterne får magten i hænde og dermed lægger grundlaget for dens oprettelse. Kontrarevolutionen benytter sig af magtesløsheden og forener kadetterne med visse øverste officerer i hæren og sortehundred-pressen. Det er den sørgelige virkelighed, men ikke desto mindre virkeligheden.
Arbejdere og soldater! Af jer kræves der udholdenhed, standhaftighed og årvågenhed!
1. Den Centrale Eksekutivkomité (TsIK) – blev valgt på den 1. alrussiske sovjetkongres i juni 1917. I TsIK indvalgtes 107 mensjevikker, 101 socialrevolutionære, 35 bolsjevikker, samt 13 repræsentanter for andre politiske grupperinger. – S. 161.
2. Lenin tænker på massedemonstrationen 3.-4. juli 1917. Demonstrationen fremkaldtes af harme over den provisoriske regering, som forinden havde beordret tropperne ved fronten i en håbløs offensiv, der som ventet endte i nederlag. Vrede soldater, arbejdere og matroser gik på gaden. Demonstrationen truede med at vokse over i væbnede aktioner mod regeringen.
Bolsjevikkerne var i den givne situation mod væbnede aktioner, da den revolutionære krise i landet efter deres opfattelse endnu ikke var moden hertil. Demonstrationen kunne imidlertid ikke standses, og bolsjevikkerne besluttede derfor at deltage og give demonstrationen fredelig karakter.
Den provisoriske regering indsatte med den mensjevik- og socialrevolutionærdominerede TsIK’s viden og samtykke officerselever og kosakdelinger, som åbnede ild mod demonstranterne. Samtidig tilkaldtes kontrarevolutionære troppeenheder fra fronten.
Natten mellem 4. og 5. juli vedtog bolsjevikkernes centralkomité at foranledige demonstrationen standset i organiseret form – et skridt, der reddede revolutionens hovedkræfter.
Efter juli-dagene overtog den kontrarevolutionære provisoriske regering den fulde magt. Sovjetterne forvandledes til et magtesløst vedhæng. Dobbeltmagten og revolutionens fredelige periode var forbi. For bolsjevikkerne var opgaven herefter at forberede den væbnede opstand mod den provisoriske regering. – S. 161.
3. Jedinstvo (Enhed) – se note 2 til artiklen April-teserne. – S. 161.
4. Retj (Tale) – se note 4 til artiklen Aprilkonferencen. – S. 161.
5. Sjivoje Slovo (Det levende Ord) – dagblad, der støttede de Sorte Hundreder. Grundlagt 1916 med A. M. Umanskij som redaktør; førte en voldsom bagvaskelseskampagne mod bolsjevikkerne. Blev lukket af Petrogradsovjettens militære revolutionskomité i oktober 1917. – S. 162.
6. Forbundet Til Ukraines Befrielse – borgerlig-nationalistisk organisation, dannet af en gruppe ukrainske nationalister kort efter 1. verdenskrigs begyndelse i 1914. Organisationen regnede med Tsarruslands nederlag i krigen. Satte sig som mål at løsrive Ukraine fra Rusland og etablere et ukrainsk monarki under tysk overhøjhed med bourgeoisiet og godsejerne som socialbasis. – S. 163.
7. London-kongressen – RSDAP’s 2. kongres afholdt sine møder i hemmelighed først i Bruxelles og derpå i London, fra den 17. juli til den 10. august 1903. Der deltog 43 delegerede, som repræsenterede 26 organisationer. Nogle delegerede havde to stemmer. De 43 delegerede afgav tilsammen 51 stemmer. Iskra-retningen havde 33 stemmer, men heraf var 9 »bløde« Iskra-tilhængere, der fulgte Martov, og som senere blev mensjevikker. Centrumfolkene eller »sumpen«, som Lenin kaldte dem, rådede over 10 stemmer. Desuden havde økonomisterne 3 stemmer og den jødiske forening Bund 5 stemmer.
Kongressen var forberedt af Iskra, der under Lenins ledelse gjorde et kolossalt arbejde for at samle de russiske socialdemokrater om den revolutionære marxismes principper. Kongressens hovedopgaver var at få vedtaget program og love for partiet samt valg til de ledende particentre.
Opportunisterne på kongressen angreb det forslag til partiprogram, som var udarbejdet af Iskra, i særdeleshed afsnittene om partiets ledende rolle i arbejderbevægelsen, om nødvendigheden af at erobre proletariatets diktatur og om landbrugspolitikken. Kongressen vedtog partiprogrammet, der omfattede såvel proletariatets nærmeste opgaver i den forestående borgerligt-demokratiske revolution (minimumprogrammet) som dets videre opgaver med henblik på den socialistiske revolutions sejr og oprettelsen af proletariatets diktatur (maksimumprogrammet). For første gang efter Marx’ og Engels’ død blev der i den internationale arbejderbevægelse vedtaget et revolutionært program, hvori kampen for proletariatets diktatur blev prioriteret som arbejderklassens partis hovedopgave.
Under drøftelsen af partilovene, navnlig deres paragraf 1, der handlede om medlemskabet i partiet, fremkom der to divergerende holdninger. Lenin og hans tilhængere virkede for et kampdygtigt revolutionært parti med love, der ikke gav adgang for ustabile og vaklende elementer. Derfor foreslog Lenin følgende formulering af partilovenes paragraf 1: »Som medlem af partiet regnes enhver, der anerkender dets program og støtter partiet såvel med materielle midler som med personlig deltagelse i en af partiorganisationerne.« Heroverfor foreslog Martov sin egen formulering, hvorefter man som medlem af partiet skulle regne »enhver, der anerkender dets program, støtter partiet med materielle midler og yder det regelmæssig personlig bistand under ledelse af en af dets organisationer«. Ved definitionen af medlemskab fastholdt Lenin altså »personlig deltagelse i en af partiorganisationerne«, mens Martov nøjedes med »regelmæssig personlig bistand.«
Martovs formulering fik støtte på kongressen, dels af Iskras modstandere, dels af de »bløde« Iskra-tilhængere, og blev vedtaget med et lille flertal. De øvrige love blev vedtaget i Lenins formulering.
På kongressen opstod der splittelse mellem tilhængerne af Iskra-linjen under Lenins ledelse og de »bløde« Iskra-folk, der fulgte Martov. Ved valgene til partiets ledende organer fik Lenins tilhængere flertal og kaldtes herefter bolsjevikker (bolsjinstvo = flertal), mens det opportunistiske mindretal fik navnet mensjevikker (mensjinstvo = mindretal). Kongressen havde stor betydning for den russiske arbejderbevægelses udvikling. Den gjorde op med smågruppernes selvtilstrækkeligheder og lagde grunden til det marxistiske revolutionære parti i Rusland, bolsjevikkernes parti. RSDAP’s 2.-kongres udgjorde et vendepunkt i den internationale arbejderbevægelse. – S. 164.
Sidst opdateret 28.6.2013