Marxisme Online > Arkiv > Lenin
Skrevet i midten af juli 1917. Trykt som særskilt brochure i 1917 af RSDAP’s Kronstadtkomité.
Oversat til dansk af Gelius Lund.
Findes i Lenin: Udvalgte værker, bind 7, s. 188-201, Forlaget Tiden, København 1982.
Overført til Internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 1. juli 2007.
Enhver revolution betyder et brat brud i de enorme folkemassers liv. Hvis tiden ikke er moden til dette brud, kan en virkelig revolution ikke finde sted. Og som alle brud i ethvert menneskes liv lærer det meget, tvinger det til at gennemgå og gennemleve meget, således giver også en revolution på kort tid hele folket de mest indholdsrige og værdifulde læretimer.
I løbet af en revolution lærer millioner og atter millioner hver uge mere end på et år af et almindeligt, søvnigt liv. For ved et brat brud i hele folkets liv bliver det med særlig klarhed synligt, hvilke klasser i folket, der forfølger disse eller hine mål, hvilken styrke, de råder over, og hvilke midler, de bruger.
Hver bevidst arbejder, soldat og bonde må opmærksomt vurdere den russiske revolutions læretimer, især nu i slutningen af juli, hvor det er blevet klart, at første fase af vores revolution er endt med fiasko.
Lad os se på, hvad det i virkeligheden var, arbejdernes og bøndernes masser stræbte imod ved at gennemføre revolutionen. Hvad forventede de af revolutionen?
Vi ved, at de forventede frihed, fred, brød og jord.
Men hvad ser vi i dag?
I stedet for frihed begynder man at gennemføre den samme vilkårlighed som før. Man indfører dødsstraf for soldaterne ved fronten, [1] stiller bønderne for retten for selvbestaltet beslaglæggelse af godsejerjord. Man ødelægger arbejderavisernes trykkerier. Man lukker arbejderaviser uden retskendelse. Man arresterer bolsjevikker, ofte uden at rejse anklage, eller også på grundlag af anklager, der bygger på åbenbar bagvaskelse.
Man vil måske indvende, at forfølgelserne af bolsjevikkerne ikke er krænkelse af friheden, for man forfølger kun bestemte personer for bestemte anklager. Men den indvending er en notorisk og åbenlys usandhed, for hvordan kan man ødelægge trykkerier og lukke aviser på grund af enkeltpersoners forbrydelser selv i det tilfælde, at disse anklager var bevist og fastslået af en domstol. Det ville være en anden sag, hvis regeringen ved lov havde erklæret bolsjevikkernes parti, selve deres retning og synspunkter for forbryderiske. Men alle ved, at det frie Ruslands regering ikke kunne gøre og ikke har gjort noget sådant.
At anklagerne mod bolsjevikkerne har karakter af bagvaskelser, afsløres først og fremmest af, at godsejernes og kapitalisternes aviser rasende skælder bolsjevikkerne ud på grund af deres kamp mod krigen, mod godsejerne og mod kapitalisterne og åbent krævede arrestation og forfølgelse af bolsjevikkerne på et tidspunkt, hvor man endnu ikke havde opdigtet en eneste anklage mod en eneste bolsjevik.
Folket ønsker fred. Men det frie Ruslands revolutionære regering fører igen erobringskrig på grundlag af de samme hemmelige traktater, som den tidligere tsar, Nikolaj II, indgik med engelske og franske kapitalister af hensyn til de russiske kapitalisters interesser i udplyndring af fremmede folk. Disse hemmelige traktater er stadig ikke blevet offentliggjort. Det frie Ruslands regering snakker udenom, den har ikke foreslået alle folk en retfærdig fred.
Der er ikke brød. Hungersnøden truer igen. Alle kan se, at kapitalisterne og de rige samvittighedsløst bedrager statskassen med leverancerne tit hæren (krigen koster nu folket 50 millioner rubler om dagen), at de høster uhørte profitter på de høje priser, mens der overhovedet intet er gjort for at arbejderne kan føre virkelig kontrol med produktionen og fordelingen af levnedsmidler. Kapitalisterne bliver frækkere og frækkere, de smider arbejdere på gaden – og det i en tid, hvor folket lider nød under mangelen på varer.
Det overvældende flertal af bønderne har på en lang række kongresser højt og tydeligt tilkendegivet, at de erklærer godsejernes besiddelse af jorden for at være uretfærdighed og rov. Men regeringen, der kalder sig revolutionær og demokratisk, fortsætter måned efter måned med at tage bønderne ved næsen og holde dem for nar med løfter og forhalinger. Måned efter måned undlod kapitalisterne at give minister Tjernov tilladelse til at udstede en lov om forbud mod køb og salg af jord. Og da denne lov endelig blev udstedt, så satte kapitalisterne en gemen bagvaskelseskampagne i gang mod Tjernov, og denne kampagne fortsætter endnu. Regeringen går så langt i sin frækhed, når det gælder at forsvare godsejerne, at den er begyndt at stille bønderne for retten for »selvbestaltet« beslaglæggelse af jord.
Bønderne bliver taget ved næsen, når man søger at overtale dem til at vente til den Konstituerende Forsamling. Kapitalisterne forhaler stadig indkaldelsen af denne forsamling. Nu da denne indkaldelse under indflydelse af bolsjevikkernes krav er fastsat til den 30. september, råber kapitalisterne åbent op om, at det er en »umulig« kort frist, og kræver indkaldelsen af den Konstituerende Forsamling udsat ... De mest indflydelsesrige medlemmer af kapitalisternes og godsejernes parti, »kadetterne«s parti eller »folkefriheden«s parti, f. eks. Panina, agiterer direkte for, at indkaldelsen af den Konstituerende Forsamling udsættes til efter krigens afslutning.
Vent med jord til den Konstituerende Forsamling. Vent med den Konstituerende Forsamling, til krigen er slut. Vent med at afslutte krigen, til den fuldstændige sejr er vundet. Det er resultatet. Kapitalister og godsejere, som har flertal i regeringen, gør direkte nar af bønderne.
Hvordan kunne dette nu ske i et frit land, efter at tsardømmet var styrtet?
I et ufrit land regeres folket af tsaren og en lille flok godsejere, kapitalister og embedsmænd, som ingen har valgt.
I et frit land regeres folket kun af dem, som det selv har valgt til det. Ved valgene deler folket sig i partier, og sædvanligvis danner hver befolkningsklasse sit særskilte parti, f. eks. danner godsejere, kapitalister, bønder og arbejdere særskilte partier. Derfor regeres folket i frie lande gennem åben kamp mellem partierne og frie overenskomster mellem disse indbyrdes.
Efter at tsarmagten var styrtet den 27. februar 1917, blev Rusland i ca. 4 måneder regeret som et frit land, nemlig gennem åben kamp mellem frit dannede partier og gennem frie overenskomster mellem dem. For at forstå den russiske revolutions udvikling er det først og fremmest nødvendigt at undersøge, af hvad art de vigtigste partier var, hvilke klassers interesser de forsvarede, og hvorledes disse partiers indbyrdes forhold var.
Efter at tsarmagten var styrtet, overgik statsmagten i hænderne på den første provisoriske regering. Den bestod af repræsentanter for bourgeoisiet, dvs. kapitalisterne, som også godsejerne havde sluttet sig til. »Kadetterne«s parti, kapitalisternes vigtigste parti, indtog førstepladsen som bourgeoisiets ledende parti i regeringen.
Det var ikke tilfældigt, at magten tilfaldt dette parti, skønt det naturligvis ikke var kapitalisterne, men arbejderne og bønderne, matroserne og soldaterne, der kæmpede mod de tsaristiske tropper og udgød deres blod for friheden. Magten tilfaldt kapitalisternes parti, fordi denne klasse besad rigdommens, organisationens og kundskabens styrke. I tiden efter 1905 og især under krigen havde kapitalisternes klasse og godsejerne, der knyttede sig til dem, gjort de største fremskridt, hvad angår det at organisere sig i Rusland.
Kadetternes parti var hele tiden monarkistisk, både i 1905 og fra 1905 til 1917. Efter folkets sejr over det tsaristiske tyranni erklærede dette parti sig republikansk. Den historiske erfaring viser, at når folket har besejret monarkiet, så har kapitalisternes partier altid været rede til at blive republikanske, når blot kapitalisternes privilegier og deres eneherredømme over folket bevares.
I ord går kadetternes parti ind for »folkefrihed«. I virkeligheden går det ind for kapitalisterne, og alle godsejerne, alle monarkisterne og alle de Sorte Hundreder gik også straks over på deres side. Et bevis herfor er pressen og valgene. Alle borgerlige aviser og hele de Sorte Hundreders presse anslog efter revolutionen de samme toner som kadetterne. Alle de monarkistiske partier, der ikke turde optræde åbent, støttede, f. eks. i Petrograd, kadetternes parti ved valgene. Da kadetterne havde fået regeringsmagten, satte de alle kræfter ind på at fortsætte den røveriske erobringskrig, som var begyndt af tsar Nikolaj II, der havde sluttet hemmelige røvertraktater med engelske og franske kapitalister. Ifølge disse traktater havde russiske kapitalister fået løfte om, at de i tilfælde af sejr skulle få både Konstantinopel, Galicien, Armenien osv. Men kadetterne spiste folket af med tomme talemåder og løfter, idet de udsatte alle afgørelser på de sager, der var vigtige og afgørende for arbejderne og bønderne, til den Konstituerende Forsamling uden at fastsætte nogen frist for indkaldelsen af denne.
Folket udnyttede friheden og begyndte at organisere sig selvstændigt. Hovedorganisationen for arbejderne og bønderne, som udgør det overvældende flertal af Ruslands befolkning, var arbejder-, soldater- og bonderepræsentanternes sovjetter. Disse sovjetter begyndte at blive dannet allerede under februarrevolutionen, og et par uger efter var alle bevidste progressive folk fra arbejderklassen og bondestanden i de fleste større byer i Rusland og i mange landdistrikter sluttet sammen i sovjetter.
Sovjetterne blev valgt fuldkommen frit. Sovjetterne var ægte masseorganisationer af arbejdere og bønder. Sovjetterne var det store folkeflertals virkelige organisationer. Arbejdere og bønder, klædt i militæruniformer, var bevæbnede.
Det siger sig selv, at sovjetterne kunne og skulle tage hele statsmagten i deres hænder. Frem til indkaldelsen af den konstituerende forsamling skulle der ikke have været nogen anden magt I staten end sovjetterne. Kun da ville vores revolution være blevet en virkelig folkelig, virkelig demokratisk revolution. Kun da kunne de arbejdende masser, som virkelig ønsker fred, og som virkelig ikke har interesse I en angrebskrig, have begyndt beslutsomt og fast at gennemføre en politik, som ville have gjort ende på angrebskrigen og ført til fred. Kun da kunne arbejderne og bønderne have tøjlet kapitalisterne, der tjener vanvittige summer »på krigen«, og som har ført landet ud i kaos og hungersnød. Men i sovjetterne tilsluttede kun mindretallet af de deputerede sig til de revolutionære arbejderes parti, de bolsjevikiske socialdemokrater, som krævede, at hele statsmagten skulle overgives til sovjetterne. Flertallet af de deputerede i sovjetterne fulgte de mensjevikiske socialdemokraters og de socialrevolutionæres partier, som var mod overgivelse af magten til sovjetterne. I stedet for at fjerne bourgeoisiets regering og erstatte den med sovjetternes regering gik disse partier ind for støtte til bourgeoisiets regering og for aftaler med den, for dannelse af en fælles regering med den. I denne aftalepolitik med bourgeoisiet, der blev ført af de social-revolutionæres og mensjevikkernes partier, som folkets flertal havde tillid til, ligger hovedindholdet af hele revolutionens udviklingsgang i de 5 måneder, der er forløbet siden dens begyndelse.
Lad os allerførst se på, hvordan de socialrevolutionæres og mensjevikkernes kompromismageri med bourgeoisiet foregik og derefter søge forklaringen på den omstændighed, at folkets flertal havde tillid til dem.
Mensjevikkernes og de socialrevolutionæres kompromismageri med kapitalisterne fandt sted i alle den russiske revolutions perioder, snart i den ene og snart i den anden form.
I slutningen af februar 1917, lige efter at folket havde sejret og tsarmagten var styrtet, optog kapitalisternes provisoriske regering Kerenskij i sin stab som »socialist«. I virkeligheden har Kerenskij aldrig været socialist, han var kun trudovik, og han begyndte først at regne sig til de »socialrevolutionære« fra marts 1917, da det var ufarligt, men ikke ufordelagtigt. Gennem Kerenskij, der var næstformand for Petrogradsovjetten, forsøgte kapitalisternes provisoriske regering nu at knytte sovjetten til sig og tæmme den. Sovjetten, dvs. de socialrevolutionære og mensjevikker, der var de dominerende her, lod sig tæmme og erklærede mig straks efter dannelsen af kapitalisternes provisoriske regering rede til at »støtte den«, »for så vidt« den ville holde sine løfter.
Sovjetten betragtede det som sin opgave at overvåge og kontrollere den provisoriske regerings handlinger. Sovjettens ledere nedsatte en såkaldt »kontaktkommission«, dvs. en kommission, der skulle have kontakt og føling med regeringen [2]. I denne kontaktkommission førte de socialrevolutionære og mensjevikiske ledere af sovjetten stadige forhandlinger med kapitalisternes regering, idet de rent faktisk indtog en stilling som ministre uden portefølje eller uofficielle ministre.
Denne tingenes tilstand varede ved hele marts og det meste af april. Kapitalisterne prøvede at vinde tid ved forhalinger og udflugter. I dette tidsrum tog kapitalisternes regering ikke et eneste blot nogenlunde alvorligt skridt i retning af at udvikle revolutionen. Den gjorde ikke engang den mindste smule for at opfylde sin direkte umiddelbare opgave, at indkalde den Konstituerende Forsamling, den sendte ikke spørgsmålet videre til andre organer, den nedsatte end ikke en central kommission til forberedelse af spørgsmålet. Regeringen tog sig af en ting: i al hemmelighed at forny de internationale røver-traktater, som tsaren havde indgået med Englands og Frankrigs kapitalister, at bremse revolutionen så forsigtigt og ubemærket som muligt, at love alt og ingenting holde. De socialrevolutionære og mensjevikkerne spillede narrerollen i »kontaktkommissionen«, hvor de blev fodret med svulstige fraser, løfter og luftsteg. Ligesom kragen i den kendte fabel gav de socialrevolutionære og mensjevikkerne efter for smiger og lyttede med behag til kapitalisternes forsikringer om, at de værdsatte sovjetterne højt og ikke ville foretage sig noget skridt uden deres medvirken.
I virkeligheden gik tiden, og kapitalisternes regering havde absolut intet gjort for revolutionen. Men mod revolutionen lykkedes det den i løbet af denne tid at forny de hemmelige røvertraktater, eller rettere, at bekræfte dem og »sætte liv« i dem ved supplerende, lige så hemmelige forhandlinger med den engelsk-franske imperialismes diplomater. Mod revolutionen lykkedes det den i løbet af denne tid at lægge grunden til en kontrarevolutionær organisation af (eller i det mindste til en tilnærmelse mellem) generaler og officerer i felthæren. Mod revolutionen lykkedes det den at begynde organiseringen af industriherrer og fabriksejere, som under tryk fra arbejderne var blevet tvunget til at gøre den ene indrømmelse efter den anden, men som samtidig var begyndt at sabotere produktionen og forberede en standsning af den, når et belejligt tidspunkt indtrådte.
Men organiseringen af progressive arbejdere og bønder i sovjetterne gik støt fremad. De undertrykte klassers bedste folk følte, at regeringen til trods for dens overenskomst med Petrogradsovjetten, til trods for Kerenskijs veltalenhed, til trods for »kontaktkommissionen«, var og blev en fjende af folket, en fjende af revolutionen. Masserne følte, at hvis de ikke brød kapitalisternes modstand, så ville fredens sag, frihedens sag og revolutionens sag uundgåeligt tåbes. I masserne voksede utålmodigheden og forbitrelsen.
Den brød igennem den 20.-21. april. Bevægelsen blussede op spontant, den var ikke forberedt af nogen. Bevægelsen var så direkte rettet mod regeringen, at et regiment endog rykkede bevæbnet ud og indfandt sig ved Mariapaladset for at arrestere ministrene. Det blev helt klart for alle, at regeringen ikke kunne holde. Sovjetterne kunne have taget magten uden den mindste modstand fra nogen side og burde have gjort det. I stedet for støttede de socialrevolutionære og mensjevikkerne kapitalisternes faldende regering, indviklede sig i endnu flere kompromis'er med den, foretog endnu flere skæbnesvangre skridt, der førte til revolutionens undergang.
Alle klasser lærer af revolutionen med en hurtighed og grundighed, som er ukendt i almindelige fredelige tider. Kapitalisterne, der er bedst organiseret og mest erfarne i sager, der angår klassekamp og politik, har lært hurtigere end andre. Da de så, at regeringens stilling var uholdbar, greb de til et middel, som i en række årtier efter 1848 er blevet praktiseret af andre landes kapitalister med det formål at narre, dele og svække arbejderne. Dette middel er det såkaldte »koalition«sministerium, dvs. et forenet, fælles ministerium, sammensat af bourgeoisiet og overløbere fra socialismen.
I de lande, hvor der har eksisteret frihed og demokrati side om side med en revolutionær arbejderbevægelse i længst tid, i England og Frankrig, har kapitalisterne mange gange og med stort held brugt dette middel. De »socialistiske« ledere, der gik ind i bourgeoisiets ministerium, viste sig uvægerligt at være stråmænd, marionetdukker, skærmbræt for kapitalisterne, redskaber til at bedrage arbejderne. Ruslands »demokratiske og republikanske« kapitalister tog samme middel i brug. De socialrevolutionære og mensjevikkerne lod sig straks narre, og den 6. maj var »koalition«sministeriet med deltagelse af Tjernov, Tsereteli og co. en kendsgerning.
Tåberne i de socialrevolutionæres og mensjevikkernes partier jublede og solede sig selvglade i glansen fra deres lederes ministerhæder. Kapitalisterne gned sig i hænderne af tilfredshed over, at de i »sovjetlederne« havde fået hjælpere mod folket, at de af dem havde fået løfte om støtte til »offensive aktioner ved fronten«, dvs. til genoptagelse af den imperialistiske røverkrig, som næsten var ved at gå i stå. Kapitalisterne kendte disse lederes opblæste kraftesløshed og de vidste, at bourgeoisiets løfter – om kontrol med og endda organisering af produktionen, om fredspolitik osv. – aldrig ville blive opfyldt.
Sådan gik det også. Anden fase i revolutionens udvikling, tiden fra 6. maj til 9. eller 18. juni, har fuldt ud bekræftet kapitalisternes vurdering af de lette muligheder for at narre de socialrevolutionære og mensjevikkerne.
Mens Pesjekhonov og Skobelev bedrog sig selv og folket med storslåede fraser om, at man ville tage 100 pct. af profitten fra kapitalisterne, at deres »modstand var brudt« o.l., – så fortsatte kapitalisterne med at konsolidere sig. Der blev i denne periode absolut intet foretaget for at tøjle kapitalisterne. Ministrene fra socialismens overløbere viste sig at være snakkemaskiner, der afledte de undertrykte klassers opmærksomhed, mens hele den statslige styrings apparat i virkeligheden forblev i hænderne på bureaukratiet (embedsstanden) og bourgeoisiet. Den berygtede Paltjinskij, viceminister for industri, var en typisk repræsentant for dette apparat, der bremsede enhver forholdsregel mod kapitalisterne. Ministrene snakkede – alt blev ved det gamle.
Særlig minister Tsereteli blev brugt af bourgeoisiet til at bekæmpe revolutionen. Han blev sendt afsted for at »berolige« Kronstadt, da de derværende revolutionære tillod sig den frækhed at vove at afsætte den udnævnte kommissær. I sine aviser indledte bourgeoisiet en utrolig larmende, ondsindet, rasende løgne- og bagvaskelseskampagne mod Kronstadt, som man beskyldte for at ville »løsrive sig fra Rusland«, man gentog dette og lignende sludder i tusind variationer og satte skræk i småborgerskabet og filistrene. Den mest typiske repræsentant for det afstumpede, skræmte filisteri, Tsereteli, hoppede mere »samvittighedsfuldt« end alle andre på den borgerlige hetz' limpind, han »gennemheglede og beroligede« ivrigere end alle andre Kronstadt uden at forstå sin rolle som det kontrarevolutionære bourgeoisis lakaj. Resultatet var, at han blev et redskab til gennemførelsen af en såkaldt »overenskomst« med det revolutionære Kronstadt, hvorefter kommissæren i Kronstadt ikke slet og ret skulle udnævnes af regeringen, men vælges på stedet og godkendes af regeringen. Det var på sådanne ynkelige kompromis'er ministrene spildte deres tid, efter at de var løbet fra socialismen over til bourgeoisiet.
Der, hvor en borgerlig minister ikke kunne vise sig for at forsvare regeringen, over for revolutionære arbejdere eller i sovjetterne, dér kom (eller rettere, dertil sendte bourgeoisiet) en »socialistisk« minister, Skobelev, Tsereteli, Tjernov, osv., som tog sig samvittighedsfuldt af bourgeoisiets sag, lagde sig i selen for at forsvare ministeriet, renvaskede kapitalisterne, holdt folket for nar ved at gentage løfter, løfter og løfter og ved at råde til at vente, vente og vente.
Minister Tjernov var især optaget af at slå en handel af med sine borgerlige kolleger: lige indtil juli måned, til den nye »magtkrise«, der var indtrådt dengang, efter bevægelsen 3.-4. juli, indtil kadetterne var trådt ud af ministeriet, var minister Tjernov til stadighed optaget af den nyttige, interessante og i bund og grund folkelige sag at »overtale« sine borgerlige kolleger, at appellere til deres samvittighed, for i hvert fald at få dem til at indvillige i et forbud mod køb og salg af jord. Dette forbud var på højtideligste måde lovet bønderne på den alrussiske kongres (sovjet) af bonderepræsentanter i Petrograd. Men løftet blev ikke andet end et løfte. Tjernov kunne ikke indfri det hverken i maj eller juni, først den revolutionære bølge af spontane udbrud den 3.-4. juli, der faldt sammen med kadetternes udtræden af ministeriet, gav mulighed for at gennemføre denne forholdsregel. Men også da var det en isoleret forholdsregel, der ikke indebar nogen alvorlig forbedring for bønderne i deres kamp mod godsejerne for at få jord.
Ved fronten opfyldte på samme tid den »revolutionære demokrat« Kerenskij, der var nybagt medlem af de socialrevolutionæres parti, med succes og glans den kontra-revolutionære, imperialistiske opgave at genoplive den imperialistiske røverkrig, den opgave, som den af folket forhadte Gutjkov ikke kunne opfylde. Han berusede sig i sin egen veltalenhed; imperialisterne, der spillede med ham som med en bonde i et skakspil, brændte røgelse for ham, smigrede ham, forgudede ham – alt sammen fordi han tjente kapitalisterne trofast og uden svig, når han søgte at overtale de »revolutionære tropper« til at indvillige i en genoptagelse af den krig, som føres for at opfylde tsar Nikolaj II's traktat med Englands og Frankrigs kapitalister, den krig, som skal sikre de russiske kapitalister Konstantinopel og Lvov, Erzerum og Trapezund.
Således gik anden fase af den russiske revolution fra 6. maj til 9. juni. Det kontrarevolutionære bourgeoisi blev stærkere og konsoliderede sig, dækket og forsvaret af »socialistiske« ministre under deres forberedelse af fremstød både mod den ydre fjende og mod den indre, dvs. de revolutionære arbejdere.
De revolutionære arbejderes parti, bolsjevikkerne, forberedte en demonstration i Petrograd den 9. juni for at give organiseret udtryk for den voksende utilfredshed og harme blandt masserne, der ikke lod sig holde tilbage. De socialrevolutionære og mensjevikiske ledere, der havde viklet sig ind i aftaler med bourgeoisiet og var bundet af den imperialistiske offensivpolitik, blev rædselsslagne, da de mærkede, at de havde mistet indflydelse på masserne. Der rejste sig et almindeligt brøl mod demonstrationen, et brøl, der denne gang forenede de kontrarevolutionære kadetter med de socialrevolutionære og mensjevikkerne. Under deres ledelse, som følge af deres kompromispolitik med kapitalisterne, blev de småborgerlige massers svingning over mod en alliance med det kontrarevolutionære bourgeoisi helt klar og viste sig med forbavsende tydelighed. Dette er den historiske betydning, dette er det klassemæssige indhold i krisen den 9. juni.
Bolsjevikkerne aflyste demonstrationen, da de ikke på dette tidspunkt overhovedet ønskede at føre arbejderne ud i en fortvivlet kamp mod de forenede kadetter, social-revolutionære og mensjevikker. Men sidstnævnte var for at bevare blot en smule af massernes tillid nødsaget til at fastsætte en fælles demonstration den 18. juni. Bourgeoisiet var ude af sig selv af raseri, da de i dette med rette så det småborgerlige demokrati vakle i retning af proletariatet, og de besluttede at lamme demokratiets aktion ved hjælp af en offensiv ved fronten.
Den 18. juni betød ganske rigtigt en bemærkelsesværdig virkningsfuld sejr for det revolutionære proletariats paroler, bolsjevismens paroler, blandt masserne i Petrograd, men den 19. juni erklærede bourgeoisiet og bonapartisten Kerenskij højtideligt, at der netop den 18. juni var indledt en offensiv ved fronten. [*1]
Offensiven betød en faktisk genoptagelse af røverkrigen i kapitalisternes interesse og mod det store flertal af den arbejdende befolknings vilje. En uundgåelig følge af offensiven var derfor en enorm styrkelse af chauvinismen og overgivelse af den militære (og følgelig også den statslige) magt til en militærklike af bonapartister, og dels en overgang til brug af vold mod masserne, til forfølgelse af internationalister, til ophævelse af agitationsfriheden, til arrestationer og nedskydninger af krigsmodstandere.
Hvis den 6. maj bandt de socialrevolutionære og mensjevikkerne til bourgeoisiets sejrsvogn med reb, så blev de den 19. juni lænket fast med jernkæder som kapitalisternes tjenere.
Massernes forbitrelse øgedes naturligt endnu hurtigere og stærkere som følge af genoptagelsen af røverkrigen. Den 3.-4. juli kom det til en eksplosion af harme, en eksplosion, som bolsjevikkerne forsøgte at holde tilbage, og som de naturligvis måtte prøve at bibringe en så organiseret form som muligt.
De socialrevolutionære og mensjevikkerne gik som bourgeoisiets slaver, der var lænket af deres herrer, med til alt: både til at reaktionære tropper blev ført til Petrograd og til at dødsstraffen blev genindført, både til afvæbningen af arbejderne og de revolutionære tropper og til arrestationer, forfølgelser, avislukninger uden retskendelse. Magten, som bourgeoisiet i regeringen ikke havde kunnet tage fuldt ud, og som sovjetterne ikke havde ønsket at tage, denne magt gled over i hænderne på militærkliken, bonapartisterne, der naturligvis fik fuld støtte fra de Sorte Hundreder, godsejerne og kapitalisterne.
Det ene skridt fører det næste med sig. Efter at de socialrevolutionære og mensjevikkerne én gang var trådt ud på det skråplan, der hedder kompromismageri med bourgeoisiet, så gled de uhjælpeligt nedad, til de nåede bunden. Den 28. februar gav de i Petrogradsovjetten løfte om betinget støtte til den borgerlige regering. Den 6. maj reddede de den fra sammenbrud og lod sig omdanne til dens tjenere og forsvarere, da de sagde ja til offensiven. Den 9. juni gik de sammen med det kontrarevolutionære bourgeoisi i et felttog af rasende ondskab, løgne og bagvaskelser mod det revolutionære proletariat. Den 19. juni godkendte de den påbegyndte genoptagelse af røverkrigen. Den 3. juli gik de med til at tilkalde reaktionære tropper: det var begyndelsen til den endelige overgivelse af magten til bonapartisterne. Det ene skridt fører det næste med sig.
Et sådant forsmædeligt endeligt for de socialrevolutionæres og mensjevikkernes partier er ikke nogen tilfældighed, men et gennem erfaringen fra Europa ofte bekræftet resultat af småbesiddernes, småborgerskabets økonomiske stilling.
Enhver har naturligvis kunnet iagttage, hvordan småhåndværkere og småhandlende slider og slæber, hvordan de stræber efter at »arbejde sig op«, blive rigtige forretningsfolk, hæve sig op til den »solide« borgers stilling, til bourgeoisiets standard. Så længe kapitalismen hersker, har småborgeren ingen anden udvej end enten at nå op i kapitalisternes rækker (og det er i bedste fald muligt for én blandt hundrede) eller også at synke ned til at blive en ruineret småborger, en halvproletar, og derefter proletar. Sådan er det også i politik: det småborgerlige demokrati, Især dets ledere, stræber mod bourgeoisiet. Lederne af det småborgerlige demokrati trøster deres masser med løfter og forsikringer om muligheden for en overenskomst med storkapitalisterne – i bedste fald opnår de for en stakket stund, at kapitalisterne gør indrømmelser over for et lille øvre lag af de arbejdende masser, men på alle afgørende og vigtige punkter har det småborgerlige demokrati altid været et halehæng til bourgeoisiet, dets afmægtige vedhæng, et lydigt redskab i finanskongernes hænder. Erfaringer fra England og Frankrig har mange gange bekræftet dette.
Erfaringen fra den russiske revolution, da begivenhederne, især under indflydelse af den imperialistiske krig og den deraf fremkaldte dybtgående krise, udviklede sig med usædvanlig hastighed, denne erfaring fra februar til juli 1917 har bemærkelsesværdigt klart og tydeligt bekræftet den gamle marxistiske sandhed om småborgerskabets vaklende stilling.
Den russiske revolutions lære: de arbejdende masser kan ikke redde sig fra krigens jernhårde greb, hungersnøden, slavearbejdet for godsejere og kapitalister på anden måde end ved et fuldstændigt brud med de socialrevolutionæres og mensjevikkernes partier, ved klar erkendelse af deres forræderrolle, ved afvisning af enhver form for kompromismageri med bourgeoisiet, ved beslutsomt at gå over på de revolutionære arbejderes side. Alene de revolutionære arbejdere er, hvis de støttes af de fattigste bønder, i stand til at bryde kapitalisternes modstand, at føre folket frem til overtagelse af jorden uden erstatning, til fuldstændig frihed, til sejr over hungersnøden, til sejr over krigen, til en retfærdig og varig fred.
Denne artikel er, som det fremgår af teksten, skrevet i slutningen af juli.
Revolutionens historie i løbet af august har fuldt ud bekræftet det i artiklen skrevne. Derefter, i slutningen af august, har Kornilovopstanden [3] forårsaget en ny vending i revolutionen, idet den tydelig viste hele folket, at kadetterne i forbund med de kontrarevolutionære generaler tragter efter at opløse sovjetterne og genindføre monarkiet. Hvor stærk denne nye vending i revolutionen er, om det vil lykkes at gøre en ende på ødelæggende kompromismageri med bourgeoisiet – det vil den nærmeste fremtid vise ...
6. september 1917
*1. Bonapartisme (opkaldt efter de to franske kejsere Bonaparte) bruges om en regering, som søger at synes upartisk, og som til det yderst udnytter den skærpede kamp mellem kapitalisternes og arbejdernes partier. Da en sådan regering i virkeligheder tjener kapitalen, bedrager den først arbejderne med løfter og almisser.
1. Den provisoriske regering indførte den 12. (25.) juli dødsstraf ved fronten. Ved divisionerne blev der oprettet “revolutionære militærdomstole”, der trådte i kraft straks efter offentliggørelsen, og hvis domme skulle eksekveres uden opsættelse.
2. Kontaktkommissionen – dannet efter en beslutning af 8. (21.) marts i Petrogradsovjettens samarbejdsvillige eksekutivkomité med det formål at »påvirke« og »kontrollere« den provisoriske regerings virksomhed. I kommissionen indgik M. I. Skobelev, M. Steklov, N. N. Sukhanov, V. N. Filippovskij, N. S. Tjkheidse (senere tillige V. M. Tjernov og I. G. Tsereteli). Kontaktkommissionen hjalp den provisoriske regering med at udnytte Petrogradsovjettens autoritet med det formål at maskere regeringens kontrarevolutionære politik. Ved hjælp af kontaktkommissionen regnede mensjevikkerne og de socialrevolutionære med at kunne holde masserne tilbage fra aktiv revolutionær kamp for overgivelse af magten til sovjetterne. Kontaktkommissionen blev nedlagt i midten af april 1917 i forbindelse med overdragelse af dens funktioner til eksekutivkomiteens kontor.
3. Kornilovopstanden – bourgeoisiets og godsejernes kontrarevolutionære oprør i august 1917. I spidsen for oprøret stod hærens øverstkommanderende, den tsaristiske general Kornilov. De medsammensvorne opstillede som deres mål at erobre Petrograd, knuse det bolsjevikiske parti, opløse sovjetterne, indføre militærdiktatur i landet og forberede genindførelsen af monarkiet. Formanden for den provisoriske regering, A. F. Kerenskij, var med i komplottet, men da oprøret begyndte, frygtede han, at han selv sammen med Kornilov ville blive afsat, tog afstand fra sidstnævnte og erklærede ham for oprører mod den provisoriske regering.
Oprøret begyndte 25. august (7. september). Kornilov førte 3. rytterkorps mod Petrograd. I selve Petrograd forberedte Kornilovs kontrarevolutionære organisation sig på aktion.
Bolsjevikkernes parti stod i spidsen for massernes kamp mod Kornilov uden samtidig at indstille afsløringen af den provisoriske regering og dens socialrevolutionære og mensjevikiske håndlangere.
På opfordring af det bolsjevikiske partis centralkomité rejste Petrograds arbejdere og revolutionære soldater og matroser sig til kamp mod oprørerne. Hovedstadens arbejdere begyndte hurtigt at organisere sig i afdelinger af Den røde Garde. En række steder blev der dannet revolutionskomiteer. Kornilovtroppernes bevægelse blev standset. De begyndte at opløses under indflydelse af bolsjevikisk agitation.
Kornilovs aktion blev slået ned af arbejdere og bønder under ledelse af bolsjevikkernes parti. Under tryk fra masserne var den provisoriske regering nødt til at udsende ordre om arrestation af Kornilov og hans medskyldige og om deres overgivelse til retsforfølgelse for oprør.
Sidst opdateret 2.7.2007