Skrevet mellem 8. og 13. (21. og 26.) april 1917. Trykt i pjeceform på forlaget Priboj 1917.
Oversat til dansk af Gelius Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 7, s. 33-45, Forlaget Tiden, København 1982.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 26. juni 2013.
Den 4. april 1917 havde jeg lejlighed til at indlede om det i overskriften anførte emne i Petrograd på et møde for bolsjevikker. Det var delegerede til den alrussiske konference af arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjetter, og da de stod for at skulle rejse hjem, kunne de ikke lade mig udsætte oplægget. Efter mødet foreslog kammerat G. Sinovjev mig på hele forsamlingens vegne at gentage foredraget straks derefter på et fællesmøde for både bolsjevikiske og mensjevikiske delegerede, der havde udtrykt ønske om at drøfte spørgsmålet om en samling af Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti. [1]
Hvor vanskeligt det end var for mig at holde foredraget igen så hurtigt, følte jeg dog ingen ret til at afslå, da det var både mine meningsfæller og mensjevikkerne, der forlangte det, og de på grund af afrejse virkelig ikke kunne give mig udsættelse.
Som en del af foredraget oplæste jeg mine teser, der er bragt i Pravda nr. 26 af 7. april 1917. [*]
Både teserne og foredraget har fremkaldt divergerende opfattelser blandt bolsjevikkerne selv og på Pravdas redaktion. Efter en række møder er vi nået til den samstemmige konklusion, at det vil være ulige mere nyttigt at få gennemdiskuteret disse divergenser åbent og dermed give materiale til den alrussiske konference, som vort parti (Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti, forenet under centralkomiteen) indleder den 20. april 1917 i Petrograd.
Det er i henhold til denne beslutning om at gennemføre en diskussion, at jeg trykker nedenstående breve, hvori jeg ikke gør krav på at have foretaget et udtømmende studium af spørgsmålet, men blot ønsker at fremdrage de hovedargumenter, som er særligt vigtige for de praktiske opgaver, arbejderklassens bevægelse skal tage op.
Marxismen forlanger af os, at vi foretager den mest præcise og objektivt efterprøvelige analyse af klassernes indbyrdes forhold og af det enkelte historiske øjebliks konkrete særtræk. Vi bolsjevikker har altid bestræbt os for at efterleve dette krav, der er så ubetinget obligatorisk for al videnskabelig underbyggelse af politik.
»Vor lære er ikke et dogme, men en vejledning til handling,« [2] sagde Marx og Engels altid; med rette spottede de over udenadslæren og simpel efterplapring af »formler«, som i bedste fald kun kunne udstikke de generelle opgaver, der nødvendigvis må modificeres efter den konkrete økonomiske og politiske situation i hver enkelt, særlig fase af den historiske proces.
Men hvilke præcist fastslåede og objektive kendsgerninger skal det revolutionære proletariats parti da lade sig lede af nu for at bestemme sine arbejdsopgaver og aktionsformer?
I det første af mine Breve Fra Det Fjerne (Den Første Revolutions Første Fase), bragt i Pravda nr. 14 og 15 af 21. og 22. marts 1917 og i mine teser bestemmer jeg »det specielle ved den nuværende situation i Rusland« som overgangen fra revolutionens første fase til dens anden fase. Og derfor formulerede jeg den dagsaktuelle hovedparole i denne situation således: »Arbejdere, i borgerkrigen mod tsarismen har I udført vidundere i organiseringen af proletariatet og af hele folket for at forberede jeres sejr i revolutionens anden fase.« (Pravda nr. 15) [3]
Hvori består da revolutionens første fase?
I statsmagtens overgang til bourgeoisiet.
Før februar-marts revolutionen 1917 lå statsmagten hos én enkelt gamme l klasse, nemlig feudalherrernes, adelens, godsejernes klasse med Nikolaj Romanov i spidsen.
Efter denne revolution overgik magten til en anden, en ny klasse, nemlig bourgeoisiet.
Statsmagtens skifte fra én klasse til en anden er det første, hovedsagelige og grundlæggende kendetegn på en revolution i den såvel strengt videnskabelige som praktisk politiske betydning af dette begreb.
For så vidt er den borgerlige eller borgerlig-demokratiske revolution i Rusland afsluttet.
Her hører vi larmende indvendinger fra folk, der ynder at kalde sig »gamle bolsjevikker«: Ha r vi da ikke altid sagt, lyder det, at kun proletariatets og de arbejdende bønders revolutionær-demokratiske diktatur afslutter den borgerlig-demokratiske revolution? Er agrarrevolutionen, som også er borgerlig-demokratisk, måske slut? Er det måske ikke et faktum, at den tværtimod endnu ikke er begyndt?
Hertil vil jeg svare i bolsjevikkernes paroler og ideer som helhed er fuldt ud blevet bekræftet af historien, men konkret har sagerne udviklet sig anderledes, end man (uanset hvem) kunne forvente, på en mere original, egenartet, broget måde.
At ignorere eller overse denne kendsgerning ville være det samme som at efterligne de »gamle bolsjevikker«, som flere gange har spillet en bedrøvelig rolle i vort partis historie ved bevidstløst at gentage en udenadlært formel i stedet for at undersøge den nye, levende virkeligheds specielle træk.
»Proletariatets og bøndernes revolutionær-demokratiske diktatur« er allerede blevet virkelighed [**] i den russiske revolution, thi denne »formel« forudser kun det indbyrdes forhold mellem klasserne og ikke den konkrete politiske institution, som realiserer dette indbyrdes forhold, dette samvirke. »Arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjet« – her har I livets virkeliggørelse af »proletariatets og de arbejdende bønders revolutionær-demokratiske revolution«.
Denne formel er allerede forældet. Livet har flyttet den fra formlernes til virkelighedens rige, iklædt den kød og blod, konkretiseret den og derved modificeret den.
En ny og anderledes opgave står nu på dagsordenen: at få de proletariske elementer (de internationalistiske, »kommunistiske« anti-forsvarsvenner, som støtter en overgang til Kommunen [4]) spaltet ud fra de småborgerlige eller småbesidderelementerne (Tjkheidse, Tsereteli, Steklov, de socialrevolutionære og lignende revolutionære forsvarsvenner, som er modstandere af at arbejde hen mod Kommunen og tilhængere af at »støtte« bourgeoisiet og den borgerlige regering).
Den, der nu kun taler om »proletariatets og bøndernes revolutionær-demokratiske diktatur«, har ikke holdt trit med livet og er af samme grund i praksis gået over til småborgerskabet mod den proletariske klassekamp, og vedkommende bør henlægges i arkivet for »bolsjevikiske« kuriosa fra før revolutionen (det kunne kaldes arkivet for »gamle bolsjevikker«).
Proletariatets og bøndernes revolutionær-demokratiske diktatur er allerede blevet virkelighed, men særdeles originalt og med en række yderst vigtige modifikationer. Dem skal jeg komme ind på i et af de næste breve. [5] Nu er det nødvendigt at tilegne sig den ubestridelige sandhed, at en marxist skal orientere sig efter det levende liv, efter præcise fakta fra virkeligheden, og ikke blive ved med at klynge sig til en teori fra i går, der ligesom al teori i bedste fald kun konstaterer det grundlæggende, det generelle, og kun tilnærmelsesvis omfatter livets kompleksitet.
»Grå, kære ven, er al teori, men grønt er livets gyldne træ.« [6]
Den, der stiller spørgsmålet om, hvordan den borgerlige revolution »afsluttes«, på den gamle måde, ofrer den levende marxisme for det døde bogstav.
Ifølge den gamle opfattelse kan og skal proletariatets og bøndernes herredømme, deres diktatur, følge efter bourgeoisiets herredømme.
Men i det levende liv er det allerede gået anderledes til: der er opstået noget overmåde originalt, nyt, aldrig før set, sammenfletningen af begge dele. Side om side, sammen, på samme tid eksisterer både bourgeoisiets herredømme (regeringen Lvov og Gutjkov) og proletariatets og bøndernes revolutionær-demokratiske diktatur, som frivilligt afleverer magten til bourgeoisiet, frivilligt gør sig til bourgeoisiets bagtrop.
For man må ikke glemme, at i Petrograd ligger magten faktisk hos arbejderne og soldaterne; den nye regering anvender ikke og kan ikke anvende magtmidler mod dem, for der findes ikke hverken politi eller en særlig fra folket adskilt hær eller et almægtigt, over folket stående embedsmandskorps. Det er et faktum. Det er netop det faktum, som karakteriserer en stat af Pariserkommunens type. Dette faktum passer ikke ind i de gamle tankegange. Man må forstå at tilpasse tankegangene til livet, ikke gentage gamle, nu meningsløse ord om »proletariatets og bøndernes diktatur« generelt.
Lad os gribe spørgsmålet an fra en anden vinkel for at belyse det bedre.
En marxist må ikke forlade det præcise grundlag for en klasseanalyse. Bourgeoisiet er ved magten. Men er bondemasse måske ikke også et bourgeoisi af et andet lag, af en anden art, af en anden karakter? Følger deraf, at dette lag ikke kan komme til magten og således »fuldføre« den borgerlig-demokratiske revolution? Hvorfor skulle det være umuligt?
Gamle bolsjevikker ræsonnerer ofte på den måde.
Hertil svarer jeg, at det fuldt ud er muligt. Men når en marxist analyserer den aktuelle situation, skal han ikke tage udgangspunkt i det mulige, men i det virkelige.
Og virkeligheden viser os jo det faktum, at frit valgte soldater- og bonderepræsentanter frit indgår i den anden, parallelle regering, frit supplerer, udvikler og færdiggør den. Og lige så frit afgiver de magten til bourgeoisiet – en foreteelse der ikke på mindste måde »krænker« marxismens teori, for vi har altid vidst og gang på gang anført, at bourgeoisiet ikke kun holder sig oppe med vold, men også i kraft af massernes mangel på bevidst orientering, deres vanetænkning, forkuede tilstand og mangel på organisation.
Og i betragtning af denne virkelighed her og nu er det ganske enkelt latterligt at vende ryggen til kendsgerningerne og snakke om »muligheder«.
Det er muligt, at bønderne tager al jord og al magt. Jeg overser aldeles ikke denne mulighed og indskrænker ikke min horisont til dagen i dag alene, men opstiller direkte og præcist et agrarprogram under hensyntagen til det nye fænomen, dvs. den dybere udspaltning af daglejere og fattigbønder på den ene side og besiddende bønder på den anden.
Men der er også en anden mulighed, nemlig at bønderne lytter til råd fra de socialrevolutionæres småborgerlige parti, som har underkastet sig bourgeoisiets indflydelse, er gået over til forsvarsviljen og nu anbefaler at afvente den Konstituerende Forsamling, selv om der stadig ikke engang er fastsat nogen dato for dens indkaldelse. [***]
Det er muligt, at bønderne vil opretholde og forlænge deres studehandel med bourgeoisiet, en studehandel, de nu har indgået ikke kun formelt, men også reelt gennem arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjetter.
Meget er muligt. Det ville være den alvorligste fejl at overse agrarbevægelsen og agrarprogrammet. Men lige så forkert ville det være at overse virkeligheden, som viser os det faktum, at der findes en overenskomst eller – for at bruge et mere præcist, et mindre juridisk, et mere økonomisk bestemt, klassemæssigt udtryk – et klassesamarbejde mellem bourgeoisiet og bønderne.
Når dette faktum ikke længere er en kendsgerning, når bønderne afgrænser sig fra bourgeoisiet og tager jorden og magten imod bourgeoisiet, da vil der være tale om en ny fase i den borgerlig-demokratiske revolution, og den skal vi komme ind på for sig.
En marxist, som, fordi en sådan fremtidig fase er mulig, glemmer sine pligter nu, hvor bønderne kommer overens med bourgeoisiet, ville gøre sig selv til småborger. For han ville i praksis prædike for proletariatet, at det måtte vise småborgerskabet tillid (»dette småborgerskab, disse bønder, skal afgrænse sig fra bourgeoisiet allerede under den borgerlig-demokratiske revolution«). Han ville – på grund af den »mulige«, behagelige og skønne fremtid, hvor bønderne ikke er bagtrop hos bourgeoisiet, og hvor de socialrevolutionære og folk som Tjkheidse, Tsereteli og Steklov ikke er vedhæng til en borgerlig regering – på grund af denne »mulige«, behagelige fremtid ville han overse den ubehagelige nutid, hvor bønderne fortsat er bagtrop hos bourgeoisiet, og hvor socialrevolutionære og socialdemokrater stadig ikke har forladt rollen som vedhæng til den borgerlige regering, som »hans majestæt« Lvov s opposition. [7]
Denne hypotetiske person ville minde om en pæn Louis Blanc eller en net kautskyaner, men bestemt ikke om en revolutionær marxist.
Men risikerer vi ikke at forfalde til subjektivisme, til ønsket om at »springe over« en ufuldført revolution af borgerlig-demokratisk karakter – en revolution, som endnu ikke har udtømt bondebevægelsen – og gå lige til en socialistisk revolution?
Hvis jeg sagde »Ingen tsar, men en arbejderregering!« [8] udsatte jeg mig for en sådan risiko. Men det var ikke det, jeg sagde; jeg sagde noget andet. Jeg sagde, at der ikke kunne være nogen anden regering i Rusland (bortset fra en borgerlig) end arbejder-, daglejer-, soldater- og bonderepræsentanternes sovjetter. Jeg sagde, at magten i Rusland, nu kun kunne overgå fra Gutjkov og Lvov til disse sovjetter, som netop domineres af bønder, domineres af soldater, domineres af småborgerskabet for nu at bruge et videnskabeligt, marxistisk udtryk og ikke en triviel, spidsborgerlig eller journalistisk karakteristik, men en klassekarakteristik.
I mine teser har jeg absolut garderet mig mod al overspringen af en endnu ikke udtømt bondebevægelse, eller overhovedet småborgerlig bevægelse, mod enhver »leg« med en »magt-erobring« gennem en arbejderregering, mod enhver form for blanquistisk eventyrpolitik, eftersom jeg direkte henviser til Pariserkommunens erfaringer. Og disse erfaringer véd vi, og Marx belyste det indgående i 1871 og Engels i 1891, [9] udelukkede fuldstændigt blanquisme og sikrede fuldstændigt flertallets direkte, umiddelbare og ubetingede herredømme o g massernes aktivitet, men kun i den udstrækning, flertallet selv optræder bevidst.
I teserne sammenfattede jeg aldeles utvetydigt opgaven sådan, at kampen gjaldt indflydelse inden for arbejder-, daglejer-, bonde- og soldaterrepræsentanternes sovjetter. For at undgå enhver skygge af tvivl desangående, understregede jeg to gange i teserne nødvendigheden af at udføre et tålmodigt og vedholdende »forklarings«-arbejde, »afstemt« efter massernes praktiske behov.
Uvidende folk eller renegater fr a marxismen som hr. Plekhanov o.a. kan råbe op om anarkisme, blanquisme o. lign. Den, der vil tænke og tage ved lære, forstår også ubetinget, at blanquisme er mindretallets erobring af magten, mens arbejderrepræsentanternes m. fl. sovjetter vitterligt er folke-flertallets direkte og umiddelbare organ. Et arbejde, som alene er viet kampen om indflydelse inden for disse sovjetter, kan ganske simpelt ikke ryge ned i blanquismens sump. Ej heller kan det ryge ned i anarkismens sump, thi anarkismen bestrider statens og statsmagtens nødvendighed i den epoke, hvor overgang fra bourgeoisiets til proletariatets herredømme finder sted. Med en tydelighed, som udelukker enhver mulighed for misforståelser, fastholder jeg derimod statens nødvendighed for denne epoke, men – i henhold til Marx og Pariserkommunens erfaringer – ikke en ordinær, borgerlig-parlamentarisk stat, men en stat uden stående hær, uden et politi, der sættes op mod folket, uden et embedsmandsapparat, der stilles over folket.
Når hr. Plekhanov i sit blad Jedinstvo [10] råber højt om anarkisme, beviser det blot endnu en gang hans brud med marxismen. Min opfordring i Pravda (nr. 26) til at berette, hvad Marx og Engels lærte os om staten i 1871, 1872 og 1875, [11] må hr. Plekhanov nu og i fremtiden besvare med tavshed, hvad angår sagens kerne, og ellers med grove ord ligesom det forbitrede bourgeoisi.
Marxismens lære om staten har den forhenværende marxist hr. Plekhanov overhovedet ikke fattet. For resten har denne mangel på forståelse også givet sig udslag i hans tyske pjece om anarkisme. [12]
Lad os nu se på, hvordan kammerat J. Kamenev i et indlæg i Pravda nr. 27 formulerer sine »divergenser« med mine teser og de synspunkter, jeg har lagt frem. Det vil bringe os nærmere til en klarlæggelse af dem.
»Hvad angår kammerat Lenins generelle skema, skriver kammerat Kamenev – er det for os at se uantageligt, da det tager udgangspunkt i, at den borgerlig-demokratiske revolution betragtes som afsluttet, og tilsigter, at denne revolution øjeblikkeligt skal vokse over i den socialistiske...«
Her findes to store fejl.
Fejl nummer ét. Spørgsmålet om den borgerlig-demokratiske revolutions »afsluttethed« er stillet forkert. Problemstillingen er fremsat på en så abstrakt, simpel og om man så må sige ensfarvet måde, at den ikke stemmer med den objektive virkelighed. Den, der rejser spørgsmålet således, den, der nu spørger, om »den borgerlig-demokratiske revolution er afsluttet« og ikke siger mere, fratager sig selv muligheden for at forstå den overordentlig sammensatte og mindst »tofarvede« virkelighed. Det er i teorien. I praksis overgiver vedkommende sig hjælpeløst til en småborgerlig revolutionisme.
For virkeligheden viser os både, at magten er overgået til bourgeoisiet (den »afsluttede« borgerlig-demokratiske revolution af sædvanlig type), og at der ud over den nuværende regering også findes en parallel regering, der står som »proletariatets og bøndernes revolutionær-demokratiske diktatur«. Denne sidstnævnte »også-regering« har selv afstået magten til bourgeoisiet, selv bundet sig til den borgerlige regering.
Bliver denne virkelighed dækket med kammerat Kamenevs gammelbolsjevikiske formel : »den borgerlig-demokratiske revolution er ikke afsluttet«?
Nej, formlen er forældet. Den duer ikke til noget. Den er død. Forsøg på at genoplive den vil være forgæves.
Dertil kommer et praktisk spørgsmål. Ingen ved, om der i Rusland nu kan komme et særskilt »proletariatets og bøndernes revolutionær-demokratiske diktatur«, som er frigjort fra den borgerlige regering. Marxistisk taktik må ikke baseres på det uvisse.
Men hvis det stadig er muligt, gives der én og kun én vej: at de proletariske og kommunistiske elementer i bevægelsen øjeblikkeligt, resolut og uafvendeligt skiller sig fra de småborgerlige elementer.
Hvorfor?
Fordi hele småborgerskabet ikke tilfældigvis, men nødvendigvis nu er gået over til chauvinismen (= forsvarsviljen), til »støtte« af bourgeoisiet, til afhængighed af bourgeoisiet, til angst for at skulle klare sig uden bourgeoisiet osv., osv.
Hvordan kan man »skubbe« småborgerskabet frem til magten, hvis det samme småborgerskab allerede nu kan, men ikke vil tage den?
Kun ved at udskille det proletariske, kommunistiske parti, ved at fremme den proletariske klassekamp, som er fri for disse småborgeres frygtsomhed. Kun ved at samle proletarerne, som ikke i ord, men i praksis har gjort sig fri af småborgerskabets indflydelse, vil man kunne gøre jorden så »varm« under småborgerskabets fødder, at det under bestemte forhold vil blive nødt til at tage magten; det kan endda ikke udelukkes, at Gutjkov og Miljukov – igen under visse omstændigheder – vil gå ind for at give den hele og fulde magt til Tjkheidse, Tsereteli, de socialrevolutionære og Steklov, som jo dog trods alt er »forsvarsvenner«!
Den, der nu og straks, øjeblikkeligt og uigenkaldeligt, skiller sovjetternes proletariske elementer (dvs. det proletariske, kommunistiske parti) ud fra de småborgerlige, giver det rette udtryk for bevægelsens interesser i begge mulige tilfælde: både i det tilfælde, at Rusland oplever et særskilt, selvstændigt »proletariatets og bøndernes diktatur«, som ikke er underlagt bourgeoisiet, og i det tilfælde, at småborgerskabet ikke kan gøre sig fri af bourgeoisiet og for evigt (dvs. indtil socialismen) vil vakle mellem det og os.
Den, der i sit arbejde kun ledes af den simple formel »den borgerlig-demokratiske revolution er ikke afsluttet«, påtager sig nærmest at stille noget i retning af garantier for, at småborgerskabet nok kan gøre sig uafhængig af bourgeoisiet. Og når det tidspunkt kommer, overgiver vedkommende sig hjælpeløst til småborgerskabets nåde.
For resten er det ingen skade til at erindre sig, hvad jeg specielt betonede om »formlen« proletariatets og bøndernes diktatur i To Slags Taktik (juli 1905), s. 85-86 i Gennem Tolv År [13]:
»Proletariatets og bøndernes diktatur har, som alt på Jorden, en fortid og en fremtid. Dets fortid er selvherskerdømmet, feudalismen, monarkiet, privilegierne... Dets fremtid er kampen mod privatejendommen, lønarbejdernes kamp mod arbejdsgiveren, kampen for socialismen.«
Kammerat Kamenevs fejl er, at han også i 1917 kun ser på proletariatets og bøndernes revolutionær-demokratiske diktaturs fortid. I praksis er dets fremtid allerede begyndt, for lønarbejderens og arbejdsgiverens interesser og politik er i praksis allerede gået hver sin vej, bl. a. i et så uhyre vigtigt spørgsmål som »forsvarsviljen«, dvs. holdningen til den imperialistiske krig.
Dette leder mig frem til fejl nummer to i kammerat Kamenevs her anførte ræsonnement. Han bebrejder mig, at mit skema »tilsigter«, at »denne revolution (den borgerlig-demokratiske) øjeblikkeligt vokser over i den socialistiske«.
Det er forkert. Jeg »tilsigter« aldeles ikke, at vor revolution »øjeblikkeligt skal vokse over« i den socialistiske, men advarer direkte imod det og erklærer direkte i 8. tese: »Ikke ‘indførelse’ af socialismen som vor umiddelbare opgave...«. [14]
Mon ikke det fremgår klart, at en person, der tilsigter, at vor revolution øjeblikkeligt skal vokse over i den socialistiske, ikke kunne opponere mod indførelse af socialismen som umiddelbar opgave?
Ikke nok med det. Selv en »kommune-stat« (dvs. en stat, der er organiseret efter Pariserkommunens type) kan ikke indføres »øjeblikkeligt« i Rusland ; dertil kræves nemlig, at et flertal af repræsentanterne i alle (eller de fleste) sovjetter klart har indset det bundurigtige og dybt skadelige i de socialrevolutionæres, Tjkheidses, Tseretelis, Steklovs o.a. taktik og politik. Jeg udtalte derimod fuldkommen præcist, at jeg på dette område kun »tilsigter« »tålmodig« forklaring (behøver man være tålmodig for at opnå en forandring, der kan gennemføres »øjeblikkeligt«?)!
Kammerat Kamenev er faret en kende for »utålmodigt« frem og har gentaget den borgerlige vaneforestilling om Pariserkommunen, som om den ville indføre socialismen »øjeblikkeligt«. Det passer ikke. Kommunen tøvede desværre for længe med at indføre socialismen. Kommunens virkelige væsen ligger ikke dér, hvor bourgeois’en plejer at lede, men i skabelsen af en særlig type stat. Og en sådan stat er allerede født i Rusland, det er netop arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjetter!
Kammerat Kamenev har ikke gennemtænkt faktum, betydningen af de eksisterende sovjetter, deres lighed med Kommunens stat i type, i social og politisk karakter. I stedet for at studere faktum begynder han at snakke om, at det, jeg angiveligt »tilsigter«, er den »øjeblikkelige« fremtid. Resultatet er desværre en gentagelse af den metode, mange bourgeois’er benytter: opmærksomheden afledes fra spørgsmålet om, hvad arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjetter er, om de af type er højere end den parlamentariske republik, om de er nyttigere for folket, om de er mere demokratiske, om de er mere brugbare for kampen, f. eks. mod brødmangelen og lignende, fra dette påtrængende, virkelige spørgsmål, som selve livet har sat på dagsordenen, afledes opmærksomheden til fordel for et tomt, angiveligt videnskabeligt, i praksis indholdsløst, professoralt-dødt spørgsmål om »at tilsigte en øjeblikkelig voksen over«.
Et tomt spørgsmål, falsk stillet. Jeg »tilsigter« kun det, udelukkende det, at arbejderne, soldaterne og bønderne bedre end embedsmændene, bedre end politiet vil kunne klare de praktiske, svære spørgsmål om forøget kornproduktion, bedre fordeling af kornet, bedre forsyninger til soldaterne osv., osv.
Jeg er dybt overbevist om, at arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjetter hurtigere og bedre vil gøre folkemassernes uafhængighed til virkelighed end den parlamentariske republik (jeg skal foretage en mere indgående sammenligning af de to statstyper i et følgende brev). De vil bedre, mere praktisk og rigtigere afgøre, hvordan man kan tage skridt til socialisme og hvilke bestemte skridt, der skal tages i så henseende. Kontrollen over en bank og sammenslutningen af alle banker til én er endnu ikke socialisme, men skridt til socialisme. I dag tages sådanne skridt i Tyskland af junkeren og bourgeois’e n imod folket. I morgen vil soldater- og arbejderrepræsentanternes sovjet være endnu bedre til at tage dem til gavn for folket, hvis hele statsmagten er i dens hænder.
Og hvad fremtvinger sådanne skridt?
Hungersnøden. Det økonomiske kaos. Det truende sammenbrud. Krigens rædsler. De rædsler og sår, krigen påfører menneskeheden.
Kammerat Kamenev slutter sit indlæg med at erklære, at »han i en bred diskussion håber at forfægte sit synspunkt som det eneste mulige for et revolutionært socialdemokrati, hvis dette vil og skal forblive partiet for proletariatets revolutionære masser og ikke forvandle sig til en gruppe af propagandister«.
Det forekommer mig, at disse ord vidner om en ganske fejlagtig vurdering af situationen. Kammerat Kamenev modstiller »massernes parti« og »en gruppe propagandister«. Men masserne ligger jo netop nu under for den »revolutionære« forsvarsviljes rus. Mon ikke det netop for internationalister i en sådan situation var mere sømmeligt at modstå »masse«rusen end at ville »forblive« hos masserne, dvs. bukke under for den almindelige epidemi? Har vi da ikke set i alle de krigsførende lande, hvordan chauvinisterne retfærdiggjorde sig med ønsket om at »forblive hos masserne«? Har man da ikke pligt til at kunne være i mindretal for en tid, imod »masse«rusen? Er netop propagandisternes arbejde ikke det centrale punkt i den helt aktuelle situation, hvor det gælder om at udfri den proletariske linje fra den småborgerlige »masse«rus af forsvarsvilje? Det var netop sammensmeltningen af masserne, både de proletariske og de ikke-proletariske, uanset klasseforskelle inden for masserne, som var en af betingelserne for epidemien af forsvarsvilje. At tale nedsættende om »en gruppe propagandister« for en proletarisk linje er ikke just på sin plads.
*) Jeg genoptrykker disse teser sammen med de korte supplerende bemærkninger fra samme nummer af Pravda som tillæg til dette brev. (Se dette bind, s. 27-32 – Red.)
**) I en vis form og til en vis grad
***) For at undgå overfortolkning af mine ord springer jeg lidt forud og siger med det samme, at jeg ubetinget går ind for, at daglejernes og bøndernes sovjetter straks tager al jord, men selv iagttager den strengeste orden og disciplin, ikke tillader den mindste skade på maskiner, bygninger og kvægbestand og under ingen omstændigheder bringer uorden i driften og kornavlen, men øger denne, for soldaterne behøver dobbelt så meget brød, og folket må ikke lide sult.
1. Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti havde siden 1903 haft en bolsjevikisk og en mensjevikisk fløj, som i 1912 blev organisatorisk adskilt i to selvstændige partier. I sommeren 1917 var adskillelsen ikke alle vegne fuldført, og på steder, hvor adskillelsen var sket, var der stadig socialdemokrater, der ønskede en samling af de to partier til ét. – S. 33.
2. Ordene stammer fra Friedrich Engels’ brev af 29. november 1886 til Friedrich Anton Sorge i USA. Se Marx/Engels, Werke, Bd. 36, s. 578. – S. 34.
3. Se dette bind s. 24. – S. 34.
4. Kommunen – en hentydning til Pariserkommunen 1871, dvs. en stat af Pariserkommunens type. – S. 36.
5. Der kom ikke flere Breve Om Taktik med denne artikel. – S. 36.
6. Citatet stammer fra Goethes værk Faust. – S. 36.
7. Udtrykket »Hans majestæts opposition« stammer fra det engelske parlament. Det betegnede en parlamentarisk opposition, som går ind for det bestående samfundssystem. – S. 39.
8. Parolen »Ingen tsar, men en arbejderregering« blev fremsat af Parvus og Trotskij i 1905. – S. 39.
9. Årstallet 1871 sigter til Marx’ skrift Borgerkrigen I Frankrig (se Udvalgte Skrifter bd. I, s. 468 f., Forlaget Tiden 1976), årstallet 1891 dels til Engels’ forord til dette skrift, dels til hans kritik af udkastet til partiprogram for det tyske socialdemokrati samme år. – S. 39.
10. Jedinstvo – se note 2 til artiklen April-teserne. – S. 40.
11. Se Karl Marx: Borgerkrigen I Frankrig, Udvalgte Skrifter bd. I, s. 468, Forlaget Tiden, København 1976. – S. 40.
12. Plekhanovs brochure Anarchismus Und Sozialismus udkom i 1894. – S. 40.
13. I 1907 udkom i St. Petersborg et udvalg af Lenins skrifter med titlen Gennem Tolv År. Citatet findes i Lenin, Udvalgte Værker bd. 4, s. 85 og 86. – S. 42.
14. Se dette bind s. 51. – S. 43.
Sidst opdateret 26.6.2013