Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 6, s. 7-11, Forlaget Tiden, København 1981.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 2. jan. 2009
De tolv skrifter, der er medtaget i dette bind, udgør en lille tiendedel af Lenins litterære produktion i tidsrummet fra den første verdenskrigs udbrud i august 1914 til udbruddet af revolutionen i marts 1917.
Seks af disse skrifter var med i 1947-udgaven af Udvalgte Værker bd. 6, seks andre er nu føjet til, nemlig Hvad Har Processen Mod Den Socialdemokratiske Dumagruppe Bevist? Kommentar Fra Redaktionen af Sotsial-Demokrat Til RSDAP’s Centralkomités Manifest Om Krigen, Den Socialistiske Revolution Og Nationernes Selvbestemmelsesret, Om Junius-brochuren, Hele Ti »Socialistiske« Ministre og Om Dialektik.
Artiklen Breve Fra Det Fjerne, Første Brev, som afsluttede 1947-udgaven, indleder nu udvalgets bd. 7.
Artiklerne bringes i kronologisk orden. De russiske navne gengives med den stavemåde, der svarer til Dansk Sprognævns vejledning.
Socialdemokratiernes II Internationale, som også Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti (RSDAP) var medlem af, havde på kongresser i Stuttgart 1907, København 1910 og Basel 1912 anklaget imperialismen og advaret mod de imperialistiske magters krigsforberedelser. I resolutioner havde kongresserne forpligtet arbejderpartierne til, hvis krigen kom, at udnytte den til revolution. For Ruslands vedkommende måtte det, påpeger Lenin, i første omgang blive en demokratisk revolution til afsættelse af tsar-monarkiet og indførelse af republik.
Med få undtagelser svigtede socialdemokratiernes ledelser denne forpligtelse og gik i stedet ind for støtte til deres egen regerings krig. II Internationale brød sammen. Kun Lenins parti, RSDAP, bolsjevikkerne i Rusland og socialdemokratiske partier i Bulgarien og Serbien levede op til Internationalens resolutioner.
Dette binds første artikel, Krigen Og Det Russiske Socialdemokrati, blev skrevet af Lenin i begyndelsen af oktober 1914. Partiets centralkomite gjorde den til partibeslutning.
Her opregnes arbejderpartiets opgaver. Partiet må afsløre krigens karakter og den demagogi, som i hvert krigsførende land benyttes for at retfærdiggøre krigsførelsen. Det må arbejde for at forvandle den imperialistiske krig til borgerkrig. Det vil også sige at arbejde for ens egen regerings nederlag (som led i arbejdet for en socialistisk revolution) og at opbygge de »illegale former i kampen for socialismen, der svarer til krise-epoken, og til at sammensvejse arbejderne, ikke med deres eget lands chauvinistiske bourgeoisi, men med arbejderne i alle lande« (s. 21).
I artiklen opstilles parolen om grundlæggelse af Europas republikanske forenede stater, en parole, som umiddelbart efter blev trukket tilbage. Begrundelsen kan læses i artiklen Om Parolen Europas Forenede Stater.
Denne parole »kan føre til den fejlagtige udlægning, at socialismens sejr i et enkelt land er umulig...« (s. 37).
Lenin formulerede en tese, som var ny i marxismens teori: »Den økonomiske og politiske udviklings ujævnhed er en ubetinget lov for kapitalismen. Heraf følger, at socialismens sejr er mulig til at begynde med i nogle eller endog i et enkelt, særskilt, kapitalistisk land« (s. 37).
Tidligere havde socialdemokraterne regnet med, at socialismens sejr forudsatte en nogenlunde samtidig omvæltning i de afgørende kapitalistiske lande.
To år senere gentog Lenin i artiklen Den Proletariske Revolutions Militærprogram denne betragtning: »Kapitalismens udvikling foregår i høj grad ujævnt i de forskellige lande. Anderledes kan det heller ikke være under vareproduktionen. Heraf følger uvægerligt, at socialismen ikke kan sejre samtidig i alle lande. Den vil sejre først i et eller i nogle lande, mens de øvrige i nogen tid vil forblive borgerlige eller førborgerlige« (s. 200).
Til imødegåelse af den grasserende borgerlige nationalisme tjente Lenins artikel Om Storrussernes Nationalstolthed. Storrusland var betegnelsen for det herskende Rusland, hvis tsarregime undertrykte ukrainere, belorussere, polakker og talrige andre nationaliteter i det russiske rige.
Til forskel fra tsar-regimets sociale støtter, godsejerne og bourgeoisiet, kan »vi, storrussiske arbejdere, der er opfyldt af nationalstolthed« ... »ikke ‘forsvare fædrelandet’ på anden måde end ved med alle revolutionære midler at kæmpe mod sit eget lands monarki, godsejere og kapitalister, dvs. vort lands værste fjender ...« skrev Lenin (s. 25).
Det nationale spørgsmål havde Ruslands socialdemokrater i årene før krigen diskuteret i sammenhæng med perspektivet omstyrtning af tsar-regimet og indførelse af en demokratisk republik. Under verdenskrigen aktualiseredes spørgsmålet yderligere af de imperialistiske magters krav om anneksioner og grænseændringer, og af opportunisternes og kautskyanernes demagogi omkring det nationale spørgsmål. Lenin skrev herom i teserne Den Socialistiske Revolution Og Nationernes Selvbestemmelsesret.
Væsentlige temaer i, disse teser er også Lenins revolutionsteori, som omfatter forholdet mellem kampen for demokrati og kampen for socialisme.
I teserne forfægter Lenin uforbeholdent kravet om enhver nations selvbestemmelsesret, indbefattet ret til løsrivelse – til forskel for opportunisterne, der påstod, at politisk koncentration og centralisation er progressiv og at foretrække for selvbestemmelsesret, og også til forskel fra Kautsky og hans meningsfæller, som mente, at selvbestemmelsesret var »for meget forlangt«. Lenin afviste ligeledes de østrigske socialister Karl Renner og Otto Bauer, der ville nøjes med »kulturel-national autonomi«, altså ikke gå ind for ret til løsrivelse.
På samme tid, januar-juni 1916, skrev Lenin sit værk om Imperialismen Som Kapitalismens Højeste Stadium.
Imperialismen er kapitalismens monopolistiske stadium, påpegede Lenin, og han præciserede denne definition således: en definition af imperialismen må indeholde følgende 5 af dens vigtigste kendetegn: 1. en koncentration af produktion og kapital, der har nået et så højt udviklingstrin, at den har skabt monopoler, der spiller en afgørende rolle i det økonomiske liv; 2. bankkapitalens sammensmeltning med industrikapitalen og skabelse af et finansoligarki på basis af denne »finanskapital«; 3. kapitaleksporten, til forskel fra vareeksporten, opnår særlig stor betydning; 4. der opstår internationale monopolistiske kapitalistsammenslutninger, som deler verden mellem sig, og 5. Jordens territoriale opdeling mellem de kapitalistiske stormagter er afsluttet (s. 140).
I dette skrift begrunder Lenin tesen om, at de kapitalistiske landes udvikling foregår ujævnt, snart skyder det ene land sig frem i forgrunden, snart det andet. Dette betinger, at revolutionen må begynde i et enkelt eller nogle få lande.
Imperialismen har desuden afgørende politiske følger. Imperialismen medfører »reaktion over hele linjen«, udhuling og forfalskning af det borgerlige demokrati. Dens verdensomspændende udplyndring af den arbejdende befolkning skaber nye muligheder for at forene alle udbyttede og undertrykte til socialistiske, demokratiske og nationale befrielsesbevægelser. Samtidig øger imperialismen modsætningerne mellem de imperialistiske magter og dermed faren for krige.
Lenins skrifter om imperialismen er grundlæggende for de kommunistiske partiers senere udarbejdelse af teorien for kapitalismens almene krise og den statsmonopolistiske kapitalisme.
Den store artikel Om Junius-brochuren indeholder dels anerkendende ord til dens forfatter Junius – dvs. Rosa Luxemburg, som på det tidspunkt sad i fængsel i Tyskland. Junius-brochuren var et stort bidrag til »kampen mod det forhenværende socialdemokratiske parti i Tyskland« (s. 183). Lenin peger samtidig på væsentlige fejltagelser i Rosa Luxemburgs synspunkter, især påstanden om, at nationale krige ikke kunne forekomme under imperialismen. Her som flere andre steder anfører Lenin også, at en væsentlig svaghed ved de revolutionære socialister i Tyskland var, at de ikke havde brudt med opportunisterne og ikke skabt en selvstændig organisation.
Nødvendigheden af et definitivt brud med opportunismen og opportunisterne i arbejderbevægelsen var emnet i artiklen Opportunismen Og II Internationales Sammenbrud.
I de krigsførende lande indtrådte opportunistiske socialdemokrater i regeringen. De ansporede arbejderne til mere energisk krigsindsats. Da det danske socialdemokratis formand Thorvald Stauning i det ikke-krigsførende Danmark indtrådte som kontrolminister i regeringen Zahle gav det Lenin anledning til at skrive den bidske artikel Hele Ti »Socialistiske« Ministre.
Under landflygtigheden i Svejts i årene 1914-1917 fortsatte Lenin sine filosofiske studier, først og fremmest af Hegels værker. Hans udførlige notater og uddrag er siden udgivet i et bind med titlen Filosofiske Hæfter. Det er endnu ikke oversat til dansk. Et stykke fra dette værk, Om Dialektik, er medtaget i dette udvalg.
Sidst opdateret 3.1.2009