Trykt i Sotsial-Demokrat, nr. 40, 29. marts 1915.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 6, s. 28-33, Forlaget Tiden, København 1981.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 16. aug. 2008
Tsarens domstol har sluttet rettergangen mod 5 medlemmer af den socialdemokratiske gruppe i Dumaen og 6 andre socialdemokrater, alle arresteret på en konference ved St. Petersborg den 4. november 1914. De blev dømt til forvisning til Sibirien. [1] De legale blade har bragt retsreferater, hvori censuren havde strøget de steder, der var ubehagelige for tsarismen og fædrelandsforsvarerne. Rettergangen mod de »indre fjender« blev gennemført hurtigt, og på samfundslivets overflade hverken ses eller høres igen andet end det vilde hyl fra de borgerlige chauvinisters hærskare, akkompagneret af en håndfuld socialchauvinister.
Hvad har da processen mod den socialdemokratiske dumagruppe bevist?
For det første viste den, at denne fremskudte afdeling af Ruslands revolutionære socialdemokrati ikke havde tilstrækkelig fasthed over for retten. De anklagede forfulgte det mål at gøre det vanskeligt for statsadvokaten at finde ud af, hvem der var medlem af centralkomiteen i Rusland, og hvem der var partiets repræsentanter i visse af dets forbindelser med arbejderorganisationerne. Dette mål blev nået, Når man også fortsat vil opnå det, må man anvende den metode som partiet længe og officielt har anbefalet i retssager: ikke at udtale sig. Men at bestræbe sig på at bevise sin solidaritet med socialpatrioten hr. Jordanskij, som kammerat Rosenfeld gjorde, eller sin uenighed med centralkomiteen, er en urigtig og fra det revolutionære socialdemokratis standpunkt utilstedelig metode.
Vi bemærker, at ifølge Dens [2] referat (i nr. 40) – et officielt og fuldstændigt referat af processen findes ikke – erklærede kammerat Petrovskij: »På denne tid (i november) fik jeg centralkomiteens resolution ... og desuden fik jeg forelagt arbejderresolutioner fra syv steder om arbejdernes stilling til krigen, som falder sammen med centralkomiteens.«
Denne erklæring gør Petrovskij ære. Chauvinismen var meget stærk rundtom. Ikke for ingenting indeholder Petrovskijs dagbog en sætning om, at endog den radikalt indstillede Tjkheidse taler begejstret om »frihedskrigen«, Denne chauvinisme har de socialdemokratiske dumadeputerede vist tilbage, mens de var i frihed, men også for retten var det deres opgave at afgrænse sig fra den.
Kadetbladet Retj [3] »takker« logrende tsardomstolen for, at den har »gjort det af med legenden« om, at de socialdemokratiske deputerede ønskede tsartroppernes nederlag. Kadetterne udnytter den omstændighed, at socialdemokraterne i Rusland er bundet på hænder og fødder, til at lade som om man kan tage skin-»konflikten« mellem partiet og gruppen alvorligt, idet de hævder, at de anklagede afgav deres udtalelser ganske uden risiko fra rettens side. De uskyldige små! Som om de ikke ved, at på sagens første stadium truedes de deputerede af krigsret og dødsstraf.
Kammeraterne måtte have nægtet at udtale sig om de illegale organisationer og i forståelse af øjeblikkets verdenshistoriske betydning udnyttet rettens åbne døre til direkte at redegøre for de socialdemokratiske synspunkter, der forholder sig fjendtligt ikke blot til tsarismen overhovedet, men også til socialchauvinismen i alle optænkelige afskygninger.
Lad blot regeringspressen og den borgerlige presse kaste sig over den socialdemokratiske dumagruppe, så vildt den vil, lad de socialrevolutionære, likvidatorerne og socialchauvinisterne med skadefryd »konstatere« svagheder eller uvirkelig »uenighed med centralkomiteen« (de må jo bekæmpe os som de nu kan, når de ikke kan kæmpe på det principielle grundlag!). Det revolutionære proletariats parti er stærkt nok til, at det åbent kan kritisere sig selv og uden omsvøb kalde fejl og svaghed ved rette navn. Ruslands bevidste arbejdere har skabt et sådant parti og frembragt en sådan fortrop, som frem for nogen har vist evne til at gøre sin pligt som internationale, revolutionære socialdemokrater, alt imens verdenskrigen raser og den internationale opportunisme spiller fallit verden over. Den vej, vi er gået, har stået sin prøve i den størst tænkelige krise og har – atter og atter – vist sig som den eneste sande vej: vi vil følge den endnu mere beslutsomt, endnu sikrere, vi vil udvikle nye fremskudte afdelinger, vi vil opnå, at de gør ikke blot dette arbejde, men også fuldfører det på endnu rigtigere måde.
For det andet oprullede processen et i den internationale socialismes historie enestående billede af, hvordan det revolutionære socialdemokrati udnytter parlamentarismen. Dette eksempel på, hvordan den skal udnyttes, vil bedre end nogen tale appellere til de proletariske massers forstand og hjerte og mere overbevisende end nogen logisk argumentation tage grunden bort under opportunister, legalister og anarkismens frasemagere. Beretningen om Muranovs illegale arbejde og Petrovskijs optegnelser vil længe stå som mønster på det arbejde fra de deputeredes side, som vi var nødt til at bevare den strengeste tavshed om, og hvis betydning alle Ruslands bevidste arbejdere nu mere og mere opmærksomt vil gøre sig klart. På den tid, da næsten alle »socialistiske« (undskyld misbrugen af dette ord!) deputerede i Europa viste sig som chauvinister og håndlangere for chauvinister, da den nok som omtalte »europæiske indstilling«, der havde fordrejet hovedet på vore liberale og likvidatorer, viste sig at være en dum hang til slavelegalitet, på den tid fandtes der i Rusland ét arbejderparti, hvis deputerede ikke glimrede ved at holde smukke taler, ikke ved at »gå ud og ind« i den borgerlige intelligens' saloner, ikke ved den »europæiske« advokats og parlamentarikers forretningsmæssige behændighed, men ved at være knyttet til arbejdermasserne, ved selvfornægtende arbejde blandt disse masser, ved udførelse af den illegale propagandists og organisators beskedne, stilfærdige, svære, utaknemmelige, overordentlig farlige funktioner. Komme opad – til den »socialt« indflydelsesrige deputeredes eller ministers rang, det var i virkeligheden meningen med den »europæiske« (læs: krybende) »socialistiske« parlamentarisme. Søge dybere ned – hjælpe til at oplyse og forene de udbyttede og underkuede – det var den parole, der lyste ud af Muranovs og Petrovskijs eksempel.
Og denne parole får verdenshistorisk betydning, Ingen tænkende arbejder i noget land vil længere holde på, at lovligheden under den borgerlige parlamentarisme er tilfredsstillende – efter at denne lovlighed i alle fremskredne lande straks er blevet afskaffet med et pennestrøg, og kun førte til det snævreste faktiske forbund mellem opportunisterne og bourgeoisiet. Den, der drømmer en »enhed« mellem de revolutionære socialdemokratiske arbejdere og de »europæiske« socialdemokratiske legalister af den fortidige – og nuværende – type, han har intet lært og glemt alt, han er i virkeligheden bourgeoisiets forbundsfælle og proletariatets fjende. Hvem der endnu ikke har forstået, hvorfor og hvordan den socialdemokratiske dumagruppe adskiller sig fra en socialdemokratisk gruppe, der har forsonet sig med legaliteten og opportunismen, lad ham nu gennem retsreferaterne studere Muranovs og Petrovskijs arbejde. Dette arbejde udføres ikke af disse to deputerede alene, og kun håbløst naive folk kan drømme om, at den slags arbejde er foreneligt med et »vennesælt, tolerant forhold« til Nasja Sarja eller Severnaja Rabotjaja Gaseta, til Sovremjennik, organisationskomiteen eller Bund. [4]
Håber regeringen at skræmme arbejderne ved at sende den socialdemokratiske dumagruppes medlemmer til Sibirien? Så tager den fejl. Arbejderne lader sig ikke afskrække, men vil bedre endnu forstå deres opgaver, arbejderpartiets opgaver, til forskel fra likvidatorerne og socialchauvinisterne. Arbejderne vil lære at vælge udelukkende sådanne folk som den socialdemokratiske dumagruppes medlemmer til Dumaen, for at de kan udføre netop dette arbejde blandt masserne, blot endnu bredere og samtidig endnu mere skjult. Tror regeringen, at den kan dræbe den »illegale parlamentarisme« i Rusland? Den befæster blot proletariatets hengivenhed for netop den slags parlamentarisme.
For det tredje – og det er det vigtigste – har processen mod den socialdemokratiske dumagruppe for første gang givet offentligt, objektivt materiale, spredt i millioner af eksemplarer ud over Rusland, om det vigtigste, grundlæggende, mest væsentlige spørgsmål: hvordan de forskellige klasser i det russiske samfund stiller sig til krigen. Har man ikke for længst fået nok af den dræbende kedelige, åndfulde snak om »fædrelandsforsvarets« forenelighed med den »principielle« (læs: foregivne eller hyklede) internationalisme? Er det ikke på tide at se på kendsgerninger angående klasserne, dvs. angående livets millioner af mennesker og ikke nogle snese frasehelte?
Der er gået over et halvt år siden krigen begyndte. Alle retningers legale og illegale presse har erklæret sig, alle partimæssige grupper i Dumaen har fået klare omrids – pressen og grupperne er det meget utilstrækkelige, men eneste objektive kendemærke på vore klassemæssige grupperinger. Retssagen mod den socialdemokratiske dumagruppe og genlyden i pressen sammenfattede alt dette materiale. Processen beviste, at proletariatets mest fremskredne repræsentanter i Rusland ikke blot stiller sig fjendtligt til chauvinismen i det hele taget, men yderligere indtager samme stilling som vort centralorgan. De deputerede blev arresteret den 4, november 1914. Følgelig har de gennemført deres arbejde i over to måneder. Med hvem og hvordan har de gennemført det? Hvilke strømninger i arbejderklassen genspejlede og udtrykte de? Svaret på dette ligger i den kendsgerning, at »teserne« og Sotsial-Demokrat tjente som materiale for konferencen, at vort partis Petersborgkomité flere gange har udsendt flyveblade med netop dette indhold. Andet materiale fandtes ikke på konferencen. Andre strømninger i arbejderklassen havde de deputerede ikke at berette om på konferencen, thi andre strømninger fandtes ikke.
Måske udtrykte den socialdemokratiske dumagruppes medlemmer kun opfattelsen hos et mindretal af arbejderne? Vi kan ikke med nogen ret antage det, for i 2½ år, fra foråret 1912 til efteråret 1914, sluttede 4/5 af Ruslands arbejdere op om Pravda, som disse deputerede arbejdede i fuldkommen idémæssig solidaritet med. Det er en kendsgerning. Hvis der havde været en nogenlunde betydende protest blandt arbejderne mod centralkomiteens stilling, måtte en sådan protest have fundet udtryk i et eller flere resolutionsudkast. Noget sådant afslørede retten heller ikke, selv om den unægtelig »afslørede« meget af den socialdemokratiske dumagruppes arbejde. Petrovskijs ændringsforslag og tilføjelser ikke så meget som antyder noget sådant.
Kendsgerningerne viser, at straks i krigens første måneder sluttede de russiske arbejderes bevidste avantgarde i gerning op om centralkomiteen og centralorganet. Det kan være ubehageligt for denne eller hin »fraktion«, dette faktum, men det er ubestrideligt, I anklageskriftet citeredes følgende ord: »Det er nødvendigt at rette våbnene ikke mod sine brødre, lønslaverne i andre lande, men mod de borgerlige og reaktionære regeringer og partier i alle lande« – disse ord spreder og har allerede spredt ud over Rusland en opfordring til proletarisk internationalisme, til proletarisk revolution, og det takket være processen, Den klasseparole, som de russiske arbejderes avantgarde opstiller, er takket være processen nu nået ind i de bredeste masser.
Den grasserende chauvinisme i bourgeoisiet og en del af småborgerskabet, vankelmodigheden hos en anden del, og så arbejderklassens appel – det er det faktiske, objektive billede af vore politiske skillelinjer. På dette faktiske billede, og ikke på intellektuelles og småpartistifteres ønskedrømme må man bygge sine »synspunkter«, forhåbninger, paroler.
Blade som Pravda og arbejde som det, Muranov har udført, har skabt enhed blandt 4/5 af Ruslands bevidste arbejdere. Omkring 40.000 arbejdere har købt Pravda, langt flere har læst den. Så kan krig, fængsler, Sibirien og strafarbejde fem gange, ja ti gange så meget tynde ud i deres rækker. Tilintetgøre dette lag kan man ikke. Det lever. Det er gennemsyret af revolutionsvilje og antichauvinisme. Det alene står midt iblandt de arbejdende masser, rodfæstet der, som talsmand for de arbejdendes, de udbyttedes og undertryktes internationalisme. Det alene har stået fast i det almindelige sammenbrud. Det alene rykker de halvproletariske lag bort fra kadetternes, trudovikkernes, Plekhanovs og Nasja Sarjas social-chauvinisme og fører dem over til socialismen. Dets eksistens, dets ideer, dets arbejde, dets appel til »broderskab med lønslaverne i andre lande« – det har processen mod den socialdemokratiske dumagruppe vist hele Rusland.
Med dette lag må man arbejde, dettes enhed mod socialchauvinisterne må man bevare, kun ad denne vej kan man udvikle Ruslands arbejderbevægelse i retning af den sociale revolution, og ikke i retning af den national-liberale »europæiske« type.
1. Her sigtes til, at de dømte var anklaget for deltagelse i en organisation, hvis opgave var at styrte det eksisterende statssystem. Blandt det vigtigste anklagemateriale var RSDAP's centralkomités manifest Krigen Og Det Russiske Socialdemokrati, der var skrevet af Lenin (nærværende binds første artikel). Materialet var fundet hos de anklagede under en ransagelse. – S.28.
2. Den – liberal-borgerligt dagblad, udkom i Petersborg fra 1912. Bladet blev lukket af den militære revolutionskomite ved Petrograd-sovjetten den 26. oktober 1917. – S.28.
3. Retj – dagblad, det centrale organ for kadetternes parti. Bladet udkom i Petersborg fra februar 1906. Det blev lukket af den militære revolutionskomite ved Petrograd-sovjetten den 26. oktober 1917, men udkom fortsat under forskellige benævnelser til midten af 1918. – S.29.
4. Bund (Almindeligt Jødisk Arbejderforbund i Litauen, Polen og Rusland) – organiseredes i 1897 på de jødiske socialdemokratiske Vilnius-gruppers stiftende kongres som en sammenslutning af overvejende halvproletariske elementer blandt de jødiske håndværkere og små næringsdrivende i de vestlige dele af Rusland. På RSDAP's kongres (1898) indtrådte Bund i RSDAP »som en autonom organisation med selvstændighed alene i spørgsmål vedrørende specielt det jødiske proletariat«.
Bund udbredte nationalisme og separatisme i den russiske arbejderbevægelse. I april 1901 gik Bund's 4. kongres ind for, at de organisationsforhold, som var etablerede på RSDAP's 1. kongres skulle ophæves. Bund-kongressen udtalte i en resolution, at den betragtede RSDAP som en føderativ sammenslutning af nationale organisationer, og at Bund burde indgå i partiet som føderativ afdeling.
Bund udtrådte af RSDAP på partiets 2. kongres, efter at kongressen havde afvist Bund's krav om anerkendelse som enerepræsentant for det jødiske proletariat. I 1906 trådte Bund på ny ind i RSDAP på grundlag af beslutningerne på partiets 4. kongres ( samlingskongressen).
Indenfor RSDAP støttede Bund til stadighed den opportunistiske fløj (økonomister, mensjevikker, likvidatorer) og bekæmpede bolsjevikkerne og bolsjevismen. Overfor bolsjevikkernes programkrav om nationernes ret til selvbestemmelse stillede Bund kravet om kulturel og national autonomi. Under Stolypin-reaktionen indtog Bund en likvidatorisk holdning og deltog aktivt i dannelsen af den partifjendtlige August-blok 1912. Under første verdenskrig 1914-1918 hævdede bundisterne socialchauvinistiske standpunkter. I 1917 støttede Bund den kontrarevolutionære provisoriske regering og kæmpede med den socialistiske oktoberrevolutions fjender.
Under den udenlandske militære intervention og borgerkrigen sluttede Bund's ledelse sig til de kontrarevolutionære styrker. Men samtidig hermed mærkedes der blandt Bund's menige medlemmer et omslag til gunst for samarbejde med sovjetstyret. I marts 1921 opløste Bund sig selv og en del af organisationens medlemmer trådte ind i Ruslands Kommunistiske Parti (bolsjevikkerne), RKP(b). – S.31.
Sidst opdateret 16.8.2008