Skrevet i 1915. Trykt første gang i 1925 i tidsskriftet Bolsjevik, nr. 5-6. [1]
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 6, s. 178-182, Forlaget Tiden, København 1981.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 17. aug. 2008
Tvedelingen af enheden og erkendelsen af dennes modstridende dele (se citatet fra Filon om Heraklit i begyndelsen af III. del (Om Erkendelse) af Lassalles Heraklit) er dialektikkens væsen (et af »væsenerne«, et af hovedkendetegnene eller hovedtrækkene, hvis ikke hovedkendetegnet eller hovedtrækket). Det er netop sådan, også Hegel fremstiller sagen (Aristoteles kæmper med problemet i sin Metafysik og kæmper mod Heraklit, respektive de heraklitske ideer).
Rigtigheden af denne side af dialektikkens indhold skal afprøves ved hjælp af videnskabens historie. Almindeligvis bliver der (f. eks. hos Plekhanov) gjort for lidt ud af denne side af dialektikken: modsætningernes identitet ses som en sum af eksempler (»f. eks. et frø«, »f. eks. urkommunisme«. Det samme gælder for Engels. Men det er »for populariseringens skyld«) og ikke som en erkendelseslov (og som en lovmæssighed i den objektive verden).
I matematik: + og -. Differential og integral.
I mekanik: aktion og reaktion.
I fysik: positiv og negativ ladning.
I kemi: forbindelse og adskillelse af atomer.
I samfundsvidenskab : klassekamp.
Modsætningernes identitet (det ville måske være rigtigere at sige deres »enhed«? – skønt forskellen mellem termerne identitet og enhed ikke er særlig betydningsfuld her. I en vis betydning er de begge rigtige), er erkendelsen (opdagelsen) af de modstridende, hinanden udelukkende, modsatte tendenser i alle naturens fænomener og processer (indbefattet åndsliv og samfund). Betingelsen for erkendelsen af alle verdens processer i deres »selvbevægelse«, i deres ganske spontane udvikling, i deres virkelige liv, er erkendelsen af dem som en enhed af modsætninger.
Udvikling er »kamp« mellem modsætninger. De to grundlæggende (eller to mulige? eller to historisk iagttagelige?) opfattelser af udvikling (evolution) er: udvikling som formindskelse og forøgelse, og udvikling som enhed af modsætninger (tvedeling af en enhed i hinanden; udelukkende modsætninger og relationen mellem dem ).
I den førstnævnte opfattelse af bevægelse ignoreres selv-bevægelsen, dens drivende kraft, dens kilde, dens motiv (eller dens kilde opfattes som udefra kommende – Gud, subjektet, etc.). I den anden opfattelse er opmærksomheden netop rettet mod erkendelsen af kilden til »selv«-bevægelse.
Den første opfattelse er livløs, blegsottig, tør. Den anden er fuld af liv. Kun den anden giver nøglen til »selv-bevægelsen« af alt eksisterende; kun dén giver nøglen til »springene«, til »bruddet i kontinuiteten«, til »forvandlingen til det modsatte«, til tilintetgørelsen af det gamle og fremkomsten af det nye.
Enhed (overensstemmelse, identitet, ligevægt) af modsætninger er betinget, tidsbegrænset, forbigående, relativ. Kampen mellem hinanden udelukkende modsætninger er absolut, ligesom udvikling og bevægelse er det.
NB: Forskellen mellem subjektivisme (skepticisme, sofistik etc.) og dialektik er blandt andet, at i (objektiv) dialektik er også forskellen mellem det relative og aet absolutte relativ. I den objektive dialektik er der noget absolut i det relative. I subjektivismen og sofistikken er det relative kun relativt og udelukker det absolutte.
I Kapitalen analyserer Marx først den enkleste, almindeligste, mest fundamentale, mest altomfattende og vanlige, millioner af gange forekommende relation i det borgerlige (vareproducerende) samfund, nemlig vareudvekslingen. Analysen afslører i dette ganske enkle fænomen (i dette »grundelement« af det borgerlige samfund) alle modsigelser (eller spirer til alle modsigelser) i nutidens samfund. Den efterfølgende fremstilling viser os udviklingen (både væksten og bevægelsen) af disse modsigelser og af dette samfund, som summen Σ af dets enkeltdele, fra begyndelsen til slutningen.
Således må også metoden til fremstilling (eller studium) af dialektikken i almindelighed være (for hos Marx er dialektikken i det borgerlige samfund kun et specielt tilfælde af dialektik). Lad os begynde med det enkleste og mest almindelige etc., med et hvilket som helst udsagn, f.eks.: et træs blade er grønne, Ivan er en mand, Fido er en hund, etc. Allerede her er der dialektik (som Hegel genialt bemærkede): det individuelle er det generelle (sml. Aristoteles: Metafysik i Schweglers oversættelse, bd. II, s. 40, 3. bog, 4. kapitel, 8-9: »for naturligvis kan man ikke være af den opfattelse, at der skulle findes et hus (som sådant) ud over de synlige huse: “ού γαρ άν ΰείημεν είναί τινα οίχίαν παρά τάς τινάς οίχίας”. Følgelig er modsætningerne (det individuelle kontra det generelle) identiske: det individuelle eksisterer kun i en forbindelse, der fører til det generelle. Det generelle eksisterer kun i det individuelle og gennem det. Alt individuelt er (på en eller anden måde) generelt. Alt generelt er en del af, et aspekt ved, essensen af noget individuelt. Det generelle, hvad det end er, omfatter kun tilnærmelsesvis alle individuelle objekter. Det individuelle, hvad det end er, indgår ufuldstændigt i det generelle etc., etc. Individuelt af en hvilken som helst art er med tusinder af overgange forbundet med individuelt af anden art (ting, fænomener, processer) osv. Allerede her har vi elementer, spirer til begrebet nødvendighed, til begrebet objektiv forbindelse i naturen etc. Allerede her har vi det tilfældige og det nødvendige, fænomenet og væsenet; for når vi siger: Ivan er en mand, Fido er en hund, dette er et blad fra et træ osv., ser vi bort fra en mængde træk som værende tilfældige; vi skiller væsen fra fremtræden og stiller disse to op mod hinanden.
Således kan (og skal) vi i ethvert udsagn ligesom i en »kerne« (»celle«) blotlægge spirerne til alle elementer i dialektik og derved vise, at dialektik er karakteristisk for al menneskelig erkendelse i det hele taget. Og naturvidenskaben viser os (og også her skal det påvises med et hvilket som helst simpelt eksempel) den objektive natur med de samme kvaliteter, med overgang fra det individuelle til det generelle, fra det tilfældige til det nødvendige, overgange, modulationer, gensidig forbindelse mellem modsætninger. Dialektik er også (Hegels og) marxismens erkendelsesteori: det er en »side« af sagen (ikke »en side«, men essensen i sagen), som Plekhanov, for ikke at tale om andre marxister, ikke var opmærksom på.
Såvel Hegel (se Logik) som Paul Volkmann (se hans Erkendelsesteoretiske Grundtræk [2]), den moderne erkendelsesteoretiker inden for naturvidenskaben, eklektiker og fjende af hegelianismen (som han ikke har begrebet), fremstiller erkendelse som en række cirkler.
»Cirkler« i filosofien: (er kronologi for personer nødvendig? Nej!)
I antikken: fra Demokrit til Platon og Heraklits dialektik.
Renæssance: Descartes versus Gassendi (Spinoza?).
I den nyere tid: Holbach-Hegel (via Berkeley, Hume, Kant). Hegel-Feuerbach-Marx.
Dialektik er levende mangesidet erkendelse (med et evigt stigende antal sider) med et uendeligt antal nuancer i enhver tilnærmelse til virkeligheden (med et filosofisk system, der ud af hver nuance vokser frem til et hele) – her har vi et uvurderligt rigt indhold sammenlignet med den »metafysiske« materialisme, hvis fundamentale skavank er manglende evne til at anvende dialektikken på Bildertheorie, [3] erkendelsesprocessen og erkendelsens udvikling.
Fra en grov, simpel, metafysisk materialismes synspunkt er filosofisk materialisme kun vrøvl. Fra den dialektiske materialismes synspunkt er filosofisk idealisme derimod en ensidig, overdreven überschwengliches [4] (Dietzgen) udvikling (oppustning, udspilning) af ét træk, én side, en facet ved erkendelsen, der gøres absolut, adskilt fra materien, fra naturen, gøres guddommeligt. Idealisme er præstesnak. Det er rigtigt nok.
NB. denne aforisme
Men filosofisk idealisme er (»rettere« og »desuden«) en vej til præstesnak gennem en af nuancerne i menneskets uendeligt komplicerede (dialektiske) erkendelse.
Menneskets erkendelse er ikke (eller følger ikke) en lige linje, men en krum linje, som uden ende nærmer sig en serie af cirkler, en spiral. Enhver del, stump, brudstykke, af denne krumme linje kan forvandles (ensidigt forvandles) til en selvstændig, hel, lige linje, som (hvis man ikke kan se skoven for bar træer) fører ud i hængedynd, ud i præstesnak (hvor den så forankres af den herskende klasses klasseinteresser). Firkantethed (og ensidighed), stivbenethed og forstening, subjektivisme og subjektiv blindhed – voilá idealismens erkendelsesmæssige rødder. Og præstesnak (= filosofisk idealisme) har selvfølgelig erkendelsesmæssige rødder, den har grund at vokse på; den er en steril blomst, det er ubestrideligt, men en steril blomst, der vokser på levende træ, på levende, frugtbar, ægte kraftfuld, almægtig, objektiv, absolut menneskelig erkendelse.
1. Lenin skrev fragmentet Om Dialektik i et hæfte med betegnelsen »Filosofi«. Det tindes her mellem et konspekt af Lassalles bog om Heraklits filosofi og et konspekt af Aristoteles’ Metafysik. Begge disse konspekter er trykt i den russiske 5. udgave af Lenins Samlede Værker, bind 29, s. 303 ff. og s. 323 ff. Fragmentet er en sammenfatning af Lenins arbejde med denne filosofiske problematik i årene 1914-1915. – S. 178.
2. Der sigtes til P. Volkmanns bog, Erkenntnistheoretische Grundzüge Der Naturwissenschaften Und Ihre Beziehungen Zum Geistesleben Der Gegenwart, Berlin, Teubner, 1910. (Naturvidenskabernes Erkendelsesteoretiske Grundtræk Og Deres Forbindelser Til Nutidens Åndsliv). Der henvises til s. 35 i bogens 2. udgave. – S. 181.
3. Bildertheorie – genspejlingsteorien. – S. 181.
4. Überschwengliches – enorm, outreret, umådelig. Denne term brugtes af J. Dietzgen under hans karakteristik af forholdet mellem absolut og relativ sandhed, materie, ånd osv. Termen brugtes ofte af Lenin, f.eks. i Materialisme Og Empiriokriticisme. – S. 181.
Sidst opdateret 18.8.2008