Trykt i Sotsial-Demokrat, nr. 44, 23. august 1915.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 6, s. 34-38, Forlaget Tiden, København 1981.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 16. aug. 2008
I Sotsial-Demokrat's nr. 40 meddelte vi, at vort partis udlandssektioners konference havde besluttet at stille spørgsmålet om parolen Europas Forenede Stater i bero, indtil den økonomiske side af sagen er behandlet i pressen.
Diskussionen på vor konference om dette spørgsmål antog en ensidigt politisk karakter. Det var måske til dels fremkaldt af, at parolen i centralkomiteens manifest er formuleret som direkte politisk (»den mest nærliggende politiske parole ...« hedder det der), og der tales ikke blot om Europas Forenede Republikanske Stater, men det understreges endvidere specielt, at denne parole er meningsløs og forløjet »uden revolutionær omstyrtelse af det tyske, det østrigske og det russiske monarki«.
Det er aldeles forkert at polemisere mod denne problemstilling inden for rammerne af en politisk vurdering af parolen – f.eks. ud fra det synspunkt, at den tilslører eller svækker parolen om den socialistiske revolution osv. Politiske omdannelser i virkeligt demokratisk retning og da navnlig politiske revolutioner kan i intet tilfælde, aldrig under nogen omstændigheder tilsløre eller svække parolen om den socialistiske revolution. Tværtimod bringer de den bestandig nærmere, udvider grundlaget for den og inddrager nye lag af småborgerskabet og de halvproletariske masser i den socialistiske kamp. Og på den anden side er politiske revolutioner uundgåelige i forløbet af den socialistiske revolution, der ikke kan betragtes som en enkelt handling, men må betragtes som en epoke med stormfulde politiske og økonomiske rystelser, klassekamp skærpet til det yderste, borgerkrig, revolution og kontrarevolution.
Men mens parolen om Europas Forenede Republikanske Stater, opstillet i sammenhæng med omstyrtelsen af de mest reaktionære monarkier i Europa med det russiske i spidsen, er aldeles uangribelig som politisk parole, står imidlertid tilbage det endnu vigtigere spørgsmål om
parolens økonomiske indhold og betydning. Bedømt ud fra imperialismens økonomiske betingelser, dvs. kapitaleksport og opdeling af verden mellem de »fremskredne« og »civiliserede« kolonimagter er Europas Forenede Stater under kapitalismen enten noget umuligt eller noget reaktionært.
Kapitalen er blevet international og monopolistisk. Verden er opdelt mellem en håndfuld stormagter, dvs. magter, som har nået særligt store resultater i den store udplyndring og undertrykkelse af nationer. Europas fire stormagter, England, Frankrig, Rusland og Tyskland, med
en befolkning på 250-300 millioner og et territorium på omkring 7 millioner kvadratkilometer, besidder kolonier med en befolkning på næsten en halv milliard (494,5 millioner) og et territorium på 64,6 millioner kvadratkilometer, dvs. næsten halvdelen af jordkloden (133 millioner kvadratkilometer uden polarområderne). Føj så hertil de tre asiatiske stater Kina, Tyrkiet og Persien, som nu rives i stykker af røvere, der fører »befrielseskrig«, nemlig Japan, Rusland, England og Frankrig. Disse tre asiatiske stater som man kan kalde halvkolonier (i virkeligheden er de nu kolonier til ni tiendele), har en befolkning på 360 millioner og et areal på 14,5 millioner kvadratkilometer (dvs. næsten halvanden gang så stort som hele Europas territorium).
Endvidere har England, Frankrig og Tyskland investeret mindst 70 milliarder rubler kapital i udlandet. Til at indkassere de »legitime« indtægter af denne nette sum – indtægter på over tre milliarder rubler årligt – har man de nationale millionærkomiteer, såkaldte regeringer, som er udstyret med hær og flade, og som placerer »kong kapital«s kære sønner og brødre i kolonierne og halvkolonierne som vice-konger, konsuler, gesandter, embedsmænd af alle slags, præster og andre blodsugere.
På denne måde er en håndfuld stormagters udplyndring af omkring en milliard jordbeboere organiseret i den højest udviklede kapitalismes tidsalder. Og under kapitalismen er nogen anden form for organisation umulig.
Give afkald på kolonierne, på »indflydelsessfærer«, på kapitaleksport? At tænke noget sådant ville være ensbetydende med at stige ned til samme niveau som præstemanden, der søndag efter søndag prædiker kristendommens ophøjethed for de rige og råder dem til at skænke de fattige ... nuvel, om ikke milliarder så dog et par hundrede rubler om året.
Under kapitalismen er Europas Forenede Stater det samme som en overenskomst om deling af kolonierne. Men under kapitalismen er ethvert andet grundlag, ethvert andet princip for denne deling end magten en umulighed. Et kapitalistisk lands »nationalindtægt« kan milliardæren kun dele med nogen anden i et bestemt forhold: kapitalens størrelse (og med den tilføjelse, at den største kapital får mere, end der egentlig tilkommer den). Kapitalisme vil sige privat eje af produktionsmidlerne og produktionsanarki. At prædike »retfærdig« fordeling af indtjeningen på dette grundlag er proudhonisme, småborgerlig, filistrøs indsnævrethed. Der kan ikke deles på anden måde end »efter magt«. Og magten ændres under den økonomiske udvikling. Efter 1871 voksede Tysklands kræfter 3-4 gange så hurtigt som Englands og Frankrigs, og Japans kræfter voksede 10 gange så hurtigt som Ruslands. Der findes ikke og kan ikke findes noget andet middel end krig til at prøve en kapitalistisk stats styrke. Krig strider ikke mod privatejendommens fundament, men er den direkte og uundgåelige videre udvikling af dette fundament. Under kapitalismen er jævn vækst i den økonomiske udvikling af de enkelte erhverv og de enkelte stater en umulighed. Under kapitalismen er ingen andre midler mulige til genoprettelse tid efter anden af den forstyrrede ligevægt end kriser i industrien og krige i politikken.
Naturligvis er midlertidige overenskomster mellem kapitalister og mellem stater mulige. I denne forstand er også Europas Forenede Stater en mulighed som en overenskomst mellem europæiske kapitalister ... om hvad? Ene og alene om i fællesskab at undertrykke socialismen i Europa, i fællesskab at fastholde de udplyndrede kolonier mod Japan og Amerika, som er blevet i høj grad forfordelt ved den nuværende opdeling af kolonier, og som i det sidste halvt hundrede år er styrket langt mere end det tilbageblevne, monarkistiske og af begyndende alderdomssvækkelse plagede Europa. I sammenligning med Amerikas Forenede Stater kendetegnes Europa som helhed ved økonomisk stagnation. På det nuværende økonomiske grundlag, dvs. under kapitalismen, vil Europas Forenede Stater betyde reaktionens organisation til hæmning af den hurtigere udvikling i Amerika. De tider, da demokratiets sag og socialismens sag var knyttet alene til Europa, er uigenkaldeligt forbi.
Verdens Forenede Stater (men ikke Europas) er den statslige form for nationernes forening og frihed, som vi forbinder med socialismen, så længe kommunismens fuldstændige sejr ikke har ført til enhver stats, herunder også den demokratiske stats, definitive forsvinden, Som selvstændig parole ville Verdens Forenede Stater dog nok næppe være korrekt, for det første fordi den smelter sammen med socialismen, for det andet fordi den kan føre til den fejlagtige udlægning, at socialismens sejr i et enkelt land er umulig, og til fejlagtig fortolkning af et sådant lands forhold til de øvrige.
Den økonomiske og politiske udviklings ujævnhed er en ubetinget lov for kapitalismen. Heraf følger, at socialismens sejr er mulig til at begynde med i nogle eller endog et enkelt, særskilt, kapitalistisk land. Det sejrende proletariat i dette land vil, efter at have eksproprieret kapitalisterne og organiseret den socialistiske produktion hos sig, træde op imod den øvrige, kapitalistiske verden, drage andre landes undertrykte klasser til sig, kalde til opstand mod kapitalisterne i disse lande og om fornødent endog anvende militær magt mod udbytterklasserne og deres stater. Den politiske form for det samfund, hvor proletariatet sejrer, idet det styrter bourgeoisiet, vil være den demokratiske republik, som i stadig stærkere grad centraliserer den eller de pågældende nationers proletariats kræfter til kampen mod stater, der endnu ikke er gået over til socialismen. Ophævelse af klasserne er umulig uden den undertrykte klasses, proletariatets diktatur. Nationernes frie forening i socialismen er umulig uden de socialistiske republikkers mere eller mindre langvarige, hårdnakkede kamp mod de øvrige stater.
Ud fra disse overvejelser og som resultat af talrige drøftelser af spørgsmålet på konferencen af RSDAP's udlandssektioner og efter denne konference er centralorganets redaktion nået til den konklusion, at parolen Europas Forenede Stater er urigtig.
Sidst opdateret 16.8.2008