Skrevet på tysk i september 1916. [1] Trykt første gang i tidsskriftet Jugend-Internationale, nr. 9 og 10, september-oktober 1917, under signaturen N. Lenin. Offentliggjort på russisk første gang i 1929 i anden og tredje udgave af Lenins Samlede Værker, bind 19.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 6, s. 198-208, Forlaget Tiden, København 1981.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 17. aug. 2008
I Holland, Skandinavien og i Svejts hører man blandt de revolutionære socialdemokrater, som bekæmper social-chauvinisternes løgne om »fædrelandsforsvar« i den nuværende imperialistiske krig, stemmer til gunst for at erstatte det socialdemokratiske minimumsprograms gamle krav om »milits« eller »folkets bevæbning« med et nyt: »afrustning«. Jugend-Internationale [2] har indledt en diskussion om spørgsmålet og bragte i nr. 3 en redaktionel artikel, der går ind for afrustning. I R. Grimms seneste teser [3] finder vi desværre også en indrømmelse til »afrustnings«ideen. I tidsskrifterne Neues Leben [4] og Vorbote er der åbnet diskussion.
Lad os se på afrustningstilhængernes standpunkt.
Hovedargumentet er, at kravet om afrustning er det klareste, mest resolutte, mest konsekvente udtryk for kamp mod al militarisme og mod enhver krig.
Men netop i dette hovedargument består afrustningstilhængernes hovedfejltagelse. Socialister kan ikke være imod enhver krig, uden at ophøre med at være socialister.
For det første har socialisterne aldrig været og kan aldrig være modstandere af revolutionære krige. De »store« imperialistiske magters bourgeoisi er blevet helt igennem reaktionært, og den krig, som dette bourgeoisi nu fører, betragter vi som en reaktionær krig, en slaveholderkrig, en forbryderisk krig. Men hvordan forholder det sig med en krig mod dette bourgeoisi? F. eks. en krig, som folk, der er undertrykt eller afhængige af det, fører, eller som føres af kolonifolk for at opnå befrielse? I gruppen Internationales teser læser vi i § 5: »I denne den tøjlesløse imperialismes epoke kan der ikke mere gives nationale krige.« Dette er åbenbart urigtigt.
Det 20. århundredes, dette »den tøjlesløse imperialisme«s århundredes, historie er fuld af kolonikrige. Men hvad vi, europæere, undertrykkerne af de fleste af verdens folkeslag, med den for os særegne, nederdrægtige europæiske chauvinisme kalder kolonikrige, er ofte nationale krige eller nationale rejsninger af disse undertrykte folk. Det er netop en af imperialismens mest fundamentale egenskaber, at den fremskynder kapitalismens udvikling i de mest tilbagestående lande og derved udbreder og skærper kampen mod den nationale undertrykkelse. Det er en kendsgerning. Og deraf følger uundgåeligt, at imperialismen i mange tilfælde må afføde nationale krige. Junius, som i en brochure går ind for de nævnte teser, siger her, at i den imperialistiske epoke fører enhver national krig imod en af de imperialistiske stormagter til indblanding af en anden imperialistisk stormagt, der konkurrerer med den første, og at enhver national krig således vil forvandles til en imperialistisk krig. Men også dette argument er urigtigt. Det kan gå sådan, men det sker ikke altid. Mange kolonikrige i årene 1900-1914 fulgte ikke denne vej. Og det ville være simpelt hen latterligt, hvis vi erklærede, at der f. eks. efter den nuværende krig, når den er endt med den yderste udmattelse af de krigsførende lande, ikke »kan« komme »nogen som helst« nationale, progressive, revolutionære krige, ført af, skal vi sige, Kina i forbund med Indien, Persien, Siam osv. mod stormagterne.
At benægte enhver mulighed for nationale krige under imperialismen er teoretisk urigtigt, historisk set åbenbart fejlagtigt og er i praksis at sammenligne med den europæiske chauvinisme: Vi, der tilhører nationer, som undertrykker hundreder af millioner mennesker i Europa, Asien, Afrika osv., vi skal over for de undertrykte folk erklære, at deres krig mod »vore« nationer er »umulig«!
For det andet. Borgerkrig er også krig. Den, der anerkender klassekampen, kan ikke komme uden om at anerkende borgerkrige, som i ethvert klassesamfund udgør den naturlige, under visse omstændigheder uundgåelige fortsættelse, udvikling og skærpelse af klassekampen. Alle store revolutioner bekræfter dette. At benægte borgerkrig eller glemme den vil være ensbetydende med at forfalde til den yderste opportunisme og opgive den socialistiske revolution.
For det tredje udelukker sejrrig socialisme i ét land ingenlunde med ét slag alle krige overhovedet. Tværtimod forudsætter den krige. Kapitalismens udvikling foregår i høj grad ujævnt i de forskellige lande. Anderledes kan det heller ikke være under vareproduktionen. Heraf følger uvægerligt, at socialismen ikke kan sejre samtidig i alle lande. Den vil sejre først i ét eller i nogle lande, mens de øvrige i nogen tid vil forblive borgerlige eller førborgerlige. Det vil ikke alene fremkalde gnidninger, men også direkte bestræbelser fra disse andre landes bourgeoisi for at knuse den socialistiske stats sejrrige proletariat. I så tilfælde ville en krig fra vor side være en berettiget og retfærdig krig. Det ville være en krig for socialismen, for andre nationers befrielse fra bourgeoisiet. Engels havde fuldt ud ret, da han i sit brev til Kautsky 12. september 1882 udtrykkeligt anerkendte muligheden af socialismens »forsvarskrige«, efter at den har sejret. Han mente netop det sejrende proletariats forsvar mod andre landes bourgeoisi.
Først efter at vi har fældet, definitivt besejret og eksproprieret bourgeoisiet i hele verden og ikke blot i et enkelt land, bliver krig umulig. Og fra et videnskabeligt synspunkt ville det være absolut urigtigt og absolut ikke‑revolutionært, hvis vi gik uden om, eller tilslørede det, der netop er det vigtigste: undertrykkelsen af bourgeoisiets modstand – det sværeste, det der kræver den hårdeste kamp under overgangen til socialismen. De »sociale« prædikanter og opportunisterne er altid parat til drømme om fremtidens fredelige socialisme, men de adskiller sig fra de revolutionære socialdemokrater netop derved, at de ikke vil tænke på eller forestille sig den forbitrede klassekamp og klassekrigene for virkeliggørelse af denne herlige fremtid.
Vi må ikke lade os bedrage af ord. F. eks. er begrebet »fædrelandsforsvar« forhadt af mange, fordi de åbenbare opportunister og kautskyanere dækker og tilslører bourgeoisiets løgne i den nuværende røverkrig med dette ord. Det er en kendsgerning, Men deraf følger ikke, at vi skal glemme at tænke over betydningen af politiske paroler. At anerkende »fædrelandsforsvar« i den nuværende krig vil sige at regne den for »retfærdig« og stemmende med proletariatets interesser – intet og endnu engang intet andet, eftersom invasion ikke kan udelukkes i nogen krig. Det ville være ligefrem stupidt at benægte »fædrelandsforsvar« fra undertrykte folks side i deres krig mod imperialistiske stormagter, eller fra det sejrrige proletariats side i dets krig mod en eller anden Gallifet i en borgerlig stat.
Teoretisk ville det være ganske fejlagtigt at glemme, at enhver krig kun er politikkens fortsættelse med andre midler. Den nuværende imperialistiske krig er fortsættelsen af to stormagtsgruppers imperialistiske politik, og denne politik er affødt af og næret af den imperialistiske epokes forhold taget under ét. Men denne samme epoke må nødvendigvis afføde og nære en politik bestående i kamp mod den nationale undertrykkelse og proletariatets kamp mod bourgeoisiet og derfor også muligheden for og uundgåeligheden af for det første revolutionære, nationale rejsninger og krige, for det andet proletariatets krige og rejsninger mod bourgeoisiet, for det tredje forening af begge former for revolutionære krige osv.
Hertil kommer yderligere følgende generelle betragtning.
En undertrykt klasse, som ikke tilstræber at lære våbenbrug, at besidde våben, en sådan undertrykt klasse fortjener kun at blive behandlet som slaver. Heller ikke vi kan uden at forvandles til borgerlige pacifister eller opportunister glemme, at vi lever i et klassesamfund, og at der ikke findes og ikke kan findes nogen anden vej ud end gennem klassekamp. I ethvert klassesamfund – om det er baseret på slaveri, livegenskab eller som i dag på lønarbejde – er den herskende klasse bevæbnet. Ikke blot nutidens stående hære, men også nutidens milits er – selv i de mest demokratiske borgerlige republikker, som f.eks. Svejts – bourgeoisiets våben mod proletariatet. Dette er en så elementær sandhed, at det næppe skulle være nødvendigt at opholde sig særligt ved den. Det må være nok at nævne militæropbuddene mod strejkende i alle kapitalistiske lande.
Bourgeoisiets bevæbning mod proletariatet er en af de største, mest fundamentale og væsentligste kendsgerninger i det moderne kapitalistiske samfund. Og over for denne kendsgerning vil man have de revolutionære socialdemokrater til at rejse »krav« om »afrustning«! Det ville være ensbetydende med fuldstændig opgivelse af klassekampssynspunktet, prisgivelse af enhver tanke om revolution. Vor parole må være: Bevæbning af proletariatet for at besejre, ekspropriere og afvæbne bourgeoisiet. Det er den eneste mulige taktik for den revolutionære klasse, en taktik, der udspringer af hele den kapitalistiske militarismes objektive udvikling og er foreskrevet af denne. Først efter at proletariatet har afvæbnet bourgeoisiet kan det, uden at forråde sin verdenshistoriske opgave lade alle våben blive til skrot, og det vil proletariatet uden tvivl gøre, men først til den tid, ikke på nogen måde før.
Når den nuværende krig kun fremkalder skræk og advarsel, kun afsky for enhver anvendelse af våben, for blod, død osv. hos reaktionære kristelige socialister og hos klynkende småborgere, så må vi sige: Det kapitalistiske samfund har altid været og er altid en rædsel uden ende. Og når der nu med denne, den mest reaktionære af alle krige beredes dette samfund en ende i rædsel, så har vi ingen grund til at henfalde i fortvivlelse. Men objektivt set er dette »krav« – eller rettere sagt, denne drøm – om afrustning jo intet andet end netop udtryk for fortvivlelse på et tidspunkt, da den eneste berettigede og revolutionære krig, borgerkrigen mod det imperialistiske bourgeoisi forberedes åbenlyst for alles øjne af dette bourgeoisis egne kræfter.
Den, der vil kalde dette for livsfjern teori, vil vi erindre om to verdenshistoriske kendsgerninger: trusternes rolle og kvindernes fabriksarbejde på den ene side, og på den anden side Kommunen i 1871 og decemberopstanden i Rusland 1905.
For bourgeoisiet består sagen i at udvikle truster, drive kvinder og børn til fabrikkerne og dér at udpine, fordærve og prisgive dem til den yderste nød. Vi »kræver« ikke denne udvikling og »støtter« den ikke, vi kæmper imod den. Men hvordan kæmper vi? Vi ved, at trusterne og kvindernes fabriksarbejde er progressive foreteelser, Vi ønsker ikke at gå tilbage til håndværket, til den førmonopolistiske kapitalisme, til kvindernes hjemmearbejde. Fremad gennem trusterne osv. og videre forbi dem til socialismen!
Dette ræsonnement lader sig med de behørige ændringer anvende også på den nuværende militarisering af folket. I dag militariserer det imperialistiske bourgeoisi ikke blot hele folket, men også ungdommen. I morgen vil det muligvis begynde at militarisere kvinderne. Vi må hertil sige: så meget desto bedre! Hurtigere fremad! Jo hurtigere, desto nærmere er den væbnede opstand mod kapitalismen. Hvordan kan socialdemokrater lade sig skræmme over militarisering af ungdommen osv., hvis de ikke har glemt Kommunens eksempel? Det er ikke »livsfjern teori«, ikke drømmeri, men kendsgerninger. Og det ville i sandhed stå ilde til, hvis socialdemokraterne på trods af alle økonomiske og politiske fakta begyndte at tvivle om, at den imperialistiske epoke og de imperialistiske krige uundgåeligt vil føre til gentagelse af disse fakta.
En borgerlig iagttager af Kommunen skrev i maj 1871 i et engelsk blad: »Hvis den franske nation bestod alene af kvinder, hvor ville det så være en frygtindgydende nation!« Kvinder og 13-års børn kæmpede under Kommunen side om side med mændene. Og det kan ikke blive anderledes heller under de kommende kampe for at fælde bourgeoisiet. Proletariske kvinder vil ikke se passivt til, når det svært bevæbnede bourgeoisi giver sig til at nedskyde de dårligst eller slet ikke bevæbnede arbejdere. De vil gribe til våben ligesom i 1871, og af de nu skræmte nationer – eller rettere: af den nuværende arbejderbevægelse, som er desorganiseret, snarere af opportunisterne end af regeringerne – vil utvivlsomt, før eller senere, men absolut utvivlsomt fremvokse et internationalt forbund af det revolutionære proletariats »frygtindgydende nationer«.
Militariseringen gennemsyrer nu hele samfundslivet. Imperialismen betyder stormagternes forbitrede kamp om opdeling og nyopdeling af verden, den må derfor uvægerligt føre til yderligere militarisering i alle lande også i de neutrale og i de små lande. Hvad skal da de proletariske kvinder stille op her imod?? Bare forbande enhver krig og alt, hvad der er militært, bare forlange afrustning? Aldrig nogen sinde vil kvinderne i en undertrykt klasse, som er virkeligt revolutionær, affinde sig med en så skændig rolle. De vil sige til deres sønner: »Nu er du snart stor. Man vil give dig et gevær. Tag det og lær grundigt alt, hvad der har med militærvæsenet at gøre. Denne viden er nødvendig for proletarerne – ikke for at skyde på dine brødre, arbejdere i andre lande, som det sker i den nuværende krig, og som forræderne mod socialismen råder dig til at gøre, men for at kæmpe mod dit eget lands bourgeoisi, for at gøre ende på udbytningen, nøden og krigene, ikke ved fromme ønsker, men ved at sejre over bourgeoisiet og afvæbne det.«
Afstår man fra at føre en sådan propaganda, netop en sådan propaganda i forbindelse med den nuværende krig, vil det være bedre slet ikke at tale store ord om et internationalt, revolutionært socialdemokrati, om socialistisk revolution, om krig mod krigen.
Afrustningstilhængerne er imod programpunktet »folkets bevæbning« blandt andet også fordi dette krav angiveligt lettere skulle føre til indrømmelser overfor opportunismen. Vi har ovenfor undersøgt det vigtigste, nemlig afrustningens forhold til klassekampen og den sociale revolution. Lad os nu undersøge afrustningskravets forhold til opportunismen. En af de væsentligste årsager til kravets uantagelighed er netop, at det sammen med de illusioner, det vækker, uvægerligt svækker og tapper kræfterne af vor kamp mod opportunismen.
Der er ingen tvivl om, at denne kamp er det nærmest foreliggende spørgsmål for Internationale. Kamp mod imperialismen, der ikke er uløseligt forbundet med kamp mod opportunismen, er en tom frase eller et bedrag. En af de største mangler ved Zimmerwald og Kiental, [5] og en af hovedårsagerne til den mulige fiasko for disse første spirer til en III Internationale består netop i, at spørgsmålet om kamp mod opportunismen end ikke blev rejst åbent, for slet ikke at tale om en løsning på dette spørgsmål i den forstand, at nødvendigheden af at bryde med den blev fastslået. Opportunismen har sejret – for en tid – i den europæiske arbejderbevægelse. I alle de største lande har der dannet sig to hovedafskygninger af opportunismen: For det første den åbenlyse, kyniske og derfor mindre farlige socialimperialisme, repræsenteret af folk som Plekhanov, Scheidemann, Legien, Albert Thomas og Sembat, Vandervelde, Hyndman, Henderson osv. For det andet den skjulte, kautskyanske: Kautsky-Haase og den Socialdemokratiske Arbejdsgruppe i Tyskland; [6] Longuet, Pressemanne, Mayéras m.fl. i Frankrig; Ramsay MacDonald og andre førere for det Uafhængige Arbejderparti i England, [7] Martov, Tjkheidse m.fl. i Rusland; Treves og andre såkaldte venstre-reformister i Italien.
Den åbenlyse opportunisme arbejder åbent og direkte mod revolutionen og mod de begyndende revolutionære bevægelser og udbrud i direkte forbund med regeringerne, uanset hvor forskellige former dette forbund end kan antage, fra deltagelse i ministerier til deltagelse i militær-industrielle komiteer (i Rusland). [8] De skjulte opportunister, kautskyanerne, er langt skadeligere og farligere for arbejderbevægelsen, fordi de maskerer deres forsvar for et forbund med de førstnævnte med velklingende pseudo-marxistiske talemåder og pacifistiske paroler. Kampen mod begge disse former for den herskende opportunisme må føres på alle den proletariske politiks områder: parlamentarisk virksomhed. fagforeningsarbejde, strejker, militærspørgsmål osv. Den hovedejendommelighed, der karakteriserer begge disse former for den herskende opportunisme. består i, at man fortier, tilslører eller behandler med skelen til politiforbud det konkrete spørgsmål om forbindelsen mellem den nuværende krig og revolutionen tillige med andre konkrete spørgsmål vedrørende revolutionen. Og det til trods for, at man før krigen utallige gange har henvist til netop denne kommende krigs forbindelse med den proletariske revolution. både uofficielt og officielt i Basel-manifestet. [9] Hovedsvagheden ved afrustningskravet består netop i, at man her går uden om alle revolutionens konkrete spørgsmål. Eller måske går afrustningstilhængerne ind for en helt ny ubevæbnet form for revolution?
Endvidere. Vi er ikke på nogen måde imod kamp for reformer. Vi ønsker ikke at se bort fra den triste mulighed, at menneskeheden kan komme til at opleve i værste fald endnu en imperialistisk krig nr. 2, hvis revolutionen trods de talrige udbrud af gæring blandt masserne og massernes utilfredshed og trods alle vore anstrengelser ikke vokser frem af denne krig. Vi er tilhængere af et reform-program, som også må være rettet mod opportunisterne. Det ville kun glæde opportunisterne, hvis vi lod dem ene om kampen for reformer og selv trak os tilbage oven over skyerne i en slags afrustningsdrøm og således flygtede fra den triste virkelighed. Afrustning er netop flugt fra den grimme virkelighed og bestemt ikke kamp mod den.
I et sådant program ville vi sige noget i denne retning: »Parolen om og anerkendelsen af fædrelandets forsvar i den imperialistiske krig 1914-1916 er ikke andet end korrumpering af arbejderbevægelsen ved en bourgeoisiløgn.« Dette konkrete svar på konkrete spørgsmål ville være teoretisk rigtigere, langt nyttigere for proletariatet og for opportunisterne langt mere utåleligt end krav om afrustning og nægtelse af »ethvert« forsvar for fædrelandet. Og vi kunne tilføje: »Bourgeoisiet i alle de imperialistiske stormagter, England, Frankrig, Tyskland, Østrig. Rusland, Italien, Japan, USA, er blevet så reaktionært og så gennemsyret af stræben efter verdensherredømmet, at enhver krig, ført af bourgeoisiet i disse lande ikke kan være andet end reaktionær. Proletariatet må ikke blot være imod enhver sådan krig, men må også ønske «sin egen’ regerings nederlag i sådanne krige og udnytte det til revolutionær rejsning, hvis en rejsning med det formål at hindre krigen ikke lykkes.«
I spørgsmålet om milits måtte vi sige: Vi er ikke for en bourgeoisi-milits, men kun for en proletarisk. Derfor »ikke en skilling og ikke en mand« hverken til den stående hær, eller til en bourgeoisimilits, end ikke i lande som USA eller Svejts, Norge osv. Så meget mere som vi selv i de frieste republik-stater (f. eks. i Svejts) ser prøjseriet trænge mere og mere igennem i militsen, navnlig i årene 1907 og 1911, og ser den blive prostitueret gennem militær indsats mod strejkende. Vi kan forlange folkevalg af officererne, afskaffelse af enhver form for militær rettergang, lige rettigheder for udenlandske og indenlandske arbejdere (et særligt vigtigt punkt for de imperialistiske Stater, der – som f. eks. Svejts – stadig mere skamløst udbytter udenlandske arbejdere i stadig større tal og gør dem retsløse), endvidere kan vi forlange ret for, skal vi sige, hver hundrede indbyggere i et givet land til at danne frie foreninger til militær uddannelse med frit valg af instruktører, hvis arbejde betales af statskassen osv. Kun under disse betingelser vil proletariatet kunne uddanne sig militært for sig selv og ikke for sine slaveholdere, og proletariatets interesser kræver ubetinget en sådan uddannelse. Den russiske revolution har vist, at enhver sejr – om det så også kun er en partiel sejr – for den revolutionære bevægelse, f. eks. erobringen af en bestemt by, en bestemt fabriksbebyggelse, en bestemt hærenhed, uvægerligt tvinger det sejrende proletariat til at gennemføre netop et sådant program.
Endelig lader det sig selvsagt ikke gøre at bekæmpe opportunismen med programmer alene, men kun ved uafladeligt at overvåge, at programmerne virkeligt føres ud i livet. Den fallerede II Internationales største, skæbnesvangre fejl bestod i, at ord ikke svarede til handling, at der udvikledes en hang til hykleri og samvittighedsløst, revolutionært frasemageri (se Kautsky og co.s nuværende holdning til Basel-manifestet). Afrustning som samfundsidé, dvs. som en idé, der er affødt af en bestemt samfundssituation og kan virke i et bestemt socialt miljø og ikke forbliver en personlig grille, er åbenbart affødt af de særlige, exceptionelt »rolige« leveforhold i enkelte småstater, der temmelig længe har ligget uden for krigens blodige verdensbane, og som håber på at kunne forblive uden for. For at indse dette behøver man blot at gennemtænke de argumenter, der f. eks. fremføres af de norske afrustningstilhængere: »Vi er et lille land, vor hær er lille, vi kan intet stille op imod stormagterne« (og er derfor også magtesløse over for voldelig inddragelse i en imperialistisk alliance med den ene eller anden stormagts-gruppe) ... »vi vil være i fred i vores fjerne afkrog og blive ved med at føre afkrogspolitik, forlange afrustning, bindende voldgiftsdomstole, permanent neutralitet osv.« (»permanent« – måske på samme måde som den belgiske?).
Småstaternes småtskårne bestræbelser for at holde sig uden for, det småborgerlige ønske om at være på god afstand af verdenshistoriens store slag og udnytte sin relative monopolstilling til at forblive i den hårdhudede passivitet, det er den objektive samfundssituation, som kan sikre afrustningsideen en vis succes og en vis udbredelse i enkelte småstater. Naturligvis er denne stræben reaktionær og bygger helt igennem på illusioner eftersom imperialismen på den ene eller anden måde vil inddrage småstaterne i verdensøkonomiens og verdenspolitikkens strømhvirvel.
I Svejts f. eks. foreskriver landets imperialistiske placering objektivt to linjer for arbejderbevægelsen: Opportunisterne tilstræber i forbund med bourgeoisiet at gøre Svejts til et republikansk-demokratisk monopol-forbund til indkassering af profitten fra det imperialistiske bourgeoisis turister, og at denne »fredsommelige« monopol-stilling udnyttes så fordelagtigt og stilfærdigt som muligt.
De ægte socialdemokrater i Svejts tilstræber at udnytte den relative frihed i Svejts og landets »internationale« stilling til at hjælpe det snævre forbund af revolutionære elementer i Europas arbejderpartier til sejr. Svejtserne taler gud være lovet ikke et »selvstændigt« sprog, men tre verdenssprog, netop de sprog, der tales i de krigsførende lande, som grænser op til det.
Hvis det svejtsiske partis 20.000 medlemmer ugentligt indbetalte 2 centimer hver som »særlig krigsskat«, ville vi få 20.000 francs årligt – rigeligt til på trods af generalstabenes forbud lejlighedsvis at trykke og udbrede på tre sprog blandt de krigsførende landes arbejdere og soldater alt det, som rummer sandheden om den begyndende harme blandt arbejderne, om deres forbrødring i skyttegravene, om deres forhåbninger om revolutionær anvendelse af våbnene mod deres »egne« landes imperialistiske bourgeoisi osv.
Det er alt sammen ikke nyt. Det gøres netop af de bedste blade som La Sentinelle, Volksrecht og Berner Tagewacht, [10] men desværre kun i utilstrækkeligt omfang, Kun ved denne virksomhed kan den smukke resolution fra partikongressen i Aaran [11] blive til mere end bare en smuk resolution.
Det spørgsmål, der nu interesserer os, er: Stemmer afrustningskravet overens med den revolutionære retning blandt de svejtsiske socialdemokrater? Åbenbart ikke. Objektivt er »afrustning« det mest nationale, det specifikt nationale program i småstaterne og slet ikke det internationale program for det internationale, revolutionære socialdemokrati.
1. Denne artikel (som Lenin i et brev refererer til som en artikel om afrustning) blev skrevet på tysk og beregnet på offentliggørelse i svejtsisk, svensk og norsk venstresocialdemokratisk presse. Den blev imidlertid ikke trykt dengang, og Lenin omredigerede den i nogen grad med henblik på offentliggørelse på russisk. Denne omarbejdede artikel Om Afrustningsparolen tryktes i Sbornik Sotsial-Demokrata, nr. 2, december 1916.
Den originale affattelse af artiklen tryktes i den internationale sammenslutning af socialistiske ungdomsorganisationers organ Jugend-Internationale nr. 9 og 10, september og oktober 1917, forsynet med en formentlig af bladets redaktion affattet manchet:
»I vore dage, hvor Lenin er en af de mest omtalte ledere af den russiske revolution, er følgende artikel af denne hærdede revolutionære veteran af særlig interesse. Vi modtog den kort før hans afrejse fra Zürich i april 1917.« – S. 198.
2. Jugend-Internationale – organ for den internationale sammenslutning af socialistiske ungdomsorganisationer, udkom fra september 1915 til maj 1918 i Zürich, redigeret af Wilhelm Münzenberg, Bladets linje lå nær op ad Zimmerwald-venstres. – S. 198.
3. Der sigtes til Robert Grimms Teser Vedrørende Krigsspørgsmålet, som bragtes i bladet Grütlianer, nr. 162 og 164 af 14. og 17. juli 1916.
I forbindelse med den voksende fare for, at Svejts skulle blive inddraget i krigen, opstod der i socialdemokratiet en diskussion om holdningen til krigen. I april 1916 pålagde det svejtsiske socialdemokratis partiledelse en række af partiets ledende folk, deriblandt Robert Grimm, at fremsætte deres meninger i pressen, og artiklerne bragtes efterhånden i flere svejtsiske blade, derunder altså i Grütlianer. – S. 198.
4. Neues Leben – det svejtsiske socialdemokratis månedsskrift. som fra januar 1915 til december 1917 udkom i Bern. Tidsskriftet gik ind for Zimmerwald-højres standpunkter og indtog fra begyndelsen af 1917 socialchauvinistiske synspunkter, – S. 198.
5. Der er tale om de internationale socialistiske konferencer i Zimmerwald og Kiental.
Zimmerwaldkonferencen – se note 13 til artiklen Den Socialistiske Revolution Og Nationernes Selvbestemmelsesret.
Kientalkonferencen var den anden internationale socialistiske konference og fandt sted i den lille svejtsiske by Kiental i dagene 24.-30. april 1916. Der deltog 43 delegerede fra 10 lande: Rusland, Tyskland, Frankrig. Italien, Svejts, Polen, Norge, Østrig, Serbien og Portugal. Desuden overværedes konferencen af en delegeret fra England og en repræsentant for Ungdoms-Internationales sekretariat som gæster, Repræsentanter for det Uafhængige Arbejderparti i England, USA’s socialister og socialister i Bulgarien, Rumænien, Grækenland, Sverige havde ikke kunnet få udrejsetilladelse. En del repræsentanter for venstregrupper havde givet fuldmagter til andre partiers repræsentanter. RSDAP havde tre repræsentanter med Lenin i spidsen.
Konferencen drøftede: 1) Kampen for at få standset krigen, 2) proletariatets stilling til fredsproblemerne, 3) agitation og propaganda, 4) parlamentarisk virksomhed, 5) massekamp, 6) indkaldelse af det internationale socialistiske bureau.
Zimmerwald-venstre med Lenin som leder indtog en fastere holdning i Kiental, end tilfældet havde været i Zimmerwald. Gruppen omfattede 12 delegerede, men opnåede i visse spørgsmål op til 20 stemmer for sine standpunkter, altså tæt ved halvdelen af konferencen.
Konferencen vedtog en appel Til De Forarmede Og Lidende Folk og en resolution, der kritiserede pacifismen og det internationale socialistiske bureau.
Zimmerwald- og Kientalkonferencerne bidrog til samling på marxismen-leninismens grundlag af venstrefløjselementerne i de vesteuropæiske socialdemokratier, og de kom til at spille en aktiv rolle i kampen for oprettelsen af kommunistiske partier i deres lande og for dannelsen af en III, kommunistisk, Internationale. – S. 204.
6. Den Socialdemokratiske Arbejdsgruppe (Arbeitsgemeinschaft) – en organisation af centrister fra det tyske socialdemokrati, oprettet i marts 1916 af rigsdagsmedlemmer, der havde brudt med den socialdemokratiske gruppe i Rigsdagen. Lederne var Hugo Haase, Georg Ledebour og Wilhelm Dittmann. Gruppen udgav Lose Blätter og havde indtil april 1916 dominans i redaktionen af Vorwärts. Da centristerne blev fjernet fra Vorwärts, udgav gruppen i Berlin Mitteilungsblätter. Gruppen havde støtte af flertallet i organisationen i Berlin og udgjorde kernen i Tysklands Uafhængige Socialdemokrati, der oprettedes i april 1917, Denne partidannelse stillede sig på linje med de erklærede socialchauvinister og gik ind for bevarelse af enheden med dem. – S. 204.
7. Det Uafhængige Arbejderparti (Independent Labour Party) – oprettedes i 1893 af lederne af »de nye fagforeninger", New Trade-Unions, på et tidspunkt da der var store strejker i gang, og bevægelsen for den engelske arbejderklasses frigørelse af afhængighedsforholdet til de borgerlige partier var i vækst. Partiet fik tilgang af både fagforeningsfolk, intellektuelle og småborgere, og det var stærkt påvirket af fabianerne. Dets ledere var Keir Hardy og Ramsay MacDonald, og dets standpunkter var fra begyndelsen borgerligt-reformistisk prægede med hovedvægten på de parlamentariske former og parlamentariske kompromisser med det liberale parti.
Ved begyndelsen af den imperialistiske verdenskrig fremsatte partiet et manifest mod krigen, og på en partikonference i april 1915 vedtoges pacifistiske resolutioner, senere gik partiet dog over til socialchauvinistiske standpunkter. – S. 205.
8. Militær-industrielle komiteer oprettedes i Rusland i maj 1915 af det imperialistiske storbourgeoisi som en hjælp til tsarregimet med krigsførelsen. Den centrale komité havde en af Ruslands største kapitalister, oktobrist-lederen A. I. Gutjkov som leder, og blandt dens medlemmer var fabrikant A. I. Konovalov, bankier og sukkerfabrikant M. I. Teresjtjenko. For at opnå indflydelse på arbejderne og opildne forsvarsstemningen oprettede man »arbejdergrupper« i forbindelse med komiteerne i håb om således at skabe indtryk af, at der var skabt en form for »klassefred« i Rusland. Bolsjevikkerne erklærede boykot overfor komiteerne og deres »arbejdergrupper« og fik tilslutning fra flertallet blandt arbejderne for denne holdning. Ved et møde for arbejderdelegerede i Petrograd den 27. september (10. oktober) 1915 stemte 95 for bolsjevikkernes boykot-resolution, mens mensjevikkerne fik 81 stemmer for deres modsat rettede resolution. Først ved et senere møde. hvori de bolsjevikisk orienterede delegerede ikke deltog, lykkedes det mensjevikkerne at vælge 10 repræsentanter til »arbejdergrupperne«.
Bolsjevikkernes oplysningsarbejde bevirkede, at der kun fandt valg til »arbejdergrupper« sted i 70 af de i alt 239 regionale og lokale komiteer, og at der kun valgtes repræsentanter til 36. – S. 205.
9. Basel-manifestet – se note 4 til artiklen Krigen Og Det Russiske Socialdemokrati. – S. 205.
[Læs Basel-manifestet på Marxisme Online; Web.-red.]
10. La Sentinelle – organ for den socialdemokratiske partiorganisation i kanton Neuchatel.
Volksrecht – det svejtsiske socialdemokratis dagblad, udkom i Zürich.
Berner Tagewacht – det svejtsiske socialdemokratis officielle partiorgan. – S. 208.
11. Det svejtsiske socialdemokrati afholdt kongres i Aaran den 20.-21. november 1915. Hovedemnet var partiets holdning til den internationalistiske Zimmerwald-gruppe, og tre gruppers brydninger prægede kongressen – en anti-Zimmerwald-fløj, en gruppe af Zimmerwald-højres tilhængere og tilhængere af Zimmerwald-venstre. Efter en række komplicerede forhandlinger og manøvrer endte diskussionen med vedtagelse af en resolution, som blandt andet fastslog, at kun en sejrrig revolution kunne gøre ende på den imperialistiske krig. – S. 208.
Sidst opdateret 17.8.2008