Marxisme Online > Historie > 2. Internationale
På tre kongresser op til 1. verdenskrig vedtog 2. Internationale skarpe resolutioner mod den kommende krig: I Stuttgart 1907, i København 1910 og i Basel i 1912. Og man vedtog præcise retningslinier for, hvad socialister skulle gøre for at forhindre krigen.
Det hindrede dog ikke flertallet af de socialdemokratiske partiers ledere i kun 2 år senere at gøre det stik modsatte.
2. Internationales kongres i Basel, Schweiz, blev afholdt 24.-25. november 1912. Det var en ekstraordinær kongres i anledning af den første Balkan-krig (oktober 1912-maj 1913). En uge inden (17. november) havde man holdt en international aktionsdag for fred.
“Basel-manifestet” blev vedtaget enstemmmigt.
Fra Social-Demokraten, Nr. 330, 28. november 1912.
Den oprindelige stavemåde er her bevaret. Mellemrubrikkerne er sandsynligvis indsat af Social-Demokraten.
Afskriften er foretaget af Jørgen Lund, maj 2003.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 21. maj 2003.
Internationale har paa sine Kongresser i Stuttgart og København givet Arbejderklassen i alle Lande følgende Retningslinjer for Kampen mod Krigen:
“Truer en Krig med at udbryde er de arbejdende Klasser og deres parlamentariske Repræsentationer i de paagældende Lande forpligtet til, understøttet af det internationale Bureaus samlede Virksomhed, at opbyde alt for at forhindre Krigens Udbrud ved Anvendelse af de midler, der maa anses for de mest virksomme, - midler, der naturligt maa ændres efter det Stadium af Skarphed, hvortil Klassekampen og den almindelige politiske situation er naaet.
I Fald Krigen allgevel skulle udbryde, er det vor pligt at træde i Skranken for dens hurtige Afslutning og med alle Kræfter stræbe efter at udnytte den ved Krigen fremkaldte økonomiske og politiske Krise til Rejsning af Folket og derved fremskaffe Afskaffelsen af det kapitalistiske Klasseherredømme.”
Den sidste Tids begivenheder har mere end nogen Sinde gjort det til Arbejderklassens Pligt at give sin planmæssige og fælles Virksomhed den Største Kraft og Energi. Paa den ene Side har det almindelige Rustningsvanvid skærpet Levnedsmiddelfordyrelsen, derved tilspidset Klassemodsætningerne og frembragt en ubetvingelig Indignation i Arbejderklassen. Arbejdene vil sætte en Grænse for dette System af Foruroligelse og Bortødsling. Paa den anden Side virker de uophørlige tilbagevendende Krigstrusler stadig mere ophidsende. De store Folk i Evropa staar bestandig paa Tærskelen til at drives imod hinanden, uden at disse Attentater mod Menneskelighed og Fornuft kan retfærdiggøres ved blot det ringeste Paaskud om en eller anden Folkeinteresse.
Balkankrigen, der allerede har medført saa forfærdelig Gru, vilde, dersom den greb om sig, blive den frygteligste Fare for Civilisationen og Arbejderne. Den vilde tillige være Verdenshistoriens største Skændselsdaad ved den skrigende Modsætning mellem Katastrofens Omfang og Ubetydeligheden af de Interesser, der kommer i Betragtning.
Derfor konstaterer Kongressen med Tilfredshed den fuldstændige Enighed, som er udvist af alle Landes socialdemokratiske Partier og Fagforeninger i Krigen mod Krigen.
Idet Arbejderne i alle Lande samtidig rejste sig til Kamp mod Imperialismen og hver Afdeling af Internationale stillede sin Modstand mod Landet Regering og mobiliserede den offentlige Mening mod alle krigeriske Lyster, fuldbyrdedes en storslaaet Kooperation af Arbejdere i alle lande, der allerede har bidraget meget til at frelse den truede Verdensfred. De herskende Klassers Frygt for en proletariske Revolution som følge af en Verdenskrig har vist sig at være en væsentlig Fredsgaranti.
Kongressen opfordrer derfor de socialdemokratiske Partier til at fortsætte deres Aktion med alle formaalstjenlige Midler. Den anviser i denne fælles Aktion hvert Socialdemokrati sin særlige Opgave.
De socialdemokratiske Partier paa Balkanhalvøen har en vanskelig Opgave. Stormagterne i Evropa har ved systematisk at holde alle Reformer nede bidraget til i Tyrkiet at fremkalde de utaalelige økonomiske, nationale og politiske tilstande, der nødvendigt maatte føre til Rejsning og Krig.
Overfor Udbytningen af disse Tilstande i Dynastierne og Bourgeoisklassernes Interesse har de socialdemokratiske Partier paa Balkan med heroisk Mod rejst Kravet om en demokratisk Føderation. Kongressen opfordrer dem til at bevare denne beundringsværdige Holdning; den venter, at Socialdemokratiet paa Balkan efter Krigen vil sætte alt ind paa at forhinde, at de med saa frygtelige Ofre vundne Resultater af Krigen misbruges af Dynastierne, af Militarismen og af det ekspansionslystne Bourgeoisi i deres særlige Øjemed. I Særdeleshed opfordrer Kongressen Socialdemokraterne paa Balkan til at modsætte sig en Fornyelse af de gamle Stridigheder mellem Serbere, Bulgarer, Rumænere og Grækere, men ogsaa enhver voldelig Fremværd med de for Tiden i Fjendens Lejre staaende Balkanfolk, Tyrkerne og Albanerne. Balkans Socialdemokrater har den Pligt at bekæmpe ethvert Forsøg paa at berøve disse Folk deres Rettigheder og overfor den løsslupne nationale Chauvinisme at proklamere Broderskabet mellem alle Balkanfolk, deri indbefattet Albanerne, tyrkerne og Rumænerne.
De socialdemokratiske partier i Østrig, Ungarn, Kroatien og Slavonien, Bosnien og Herzegowina har den Pligt med al Kraft at fortsætte deres virkningsfulde Aktin mod et Angreb fra Donaumonarkiets Side paa Serbien. Det er deres Opgave som hidtil at modsætte sig Planerne om med Vaabenmagt et berøve Serbien Resultaterne af Krigen, at forvandle det til en Koloni af Østrig og for det dynastiske Interessers Skyld indvikle Østrig-Ungarns Folkeslag selv og med dem alle Evropas Nationer i de største Farer. Ligesaa vil de socialdemokratiske Partier i Østrgi-Ungarn ogsaa fremtidigt kæmpe for, at den af Huset Habsburg beherskede Del af det sydslaviske Folk indenfor det østrig-ungarnske Monarkis egne Rammer opnaar Ret til fuldt demokratiske Selvstyre.
Særlig Opmærksomhed maa de socialdemokratiske Partier i Østrig-Ungarn saa vel som Italiens Socialister Skænke det albanske Spørgsmaal. Kongressen anerkender det albanske Folks Ret til Avtonomi. Men den advarer imod, at Albanien med Avtonomi som et Skærmbrædt bliver Offer for østrig-ungarnske og italienske Herskerlyster. Deri ser Kongressen ikke blot en Fare for Albanien selv, men i en ikke fjærn Fremtid ogsaa en Fare for Freden mellem Østrig-Ungarn og Italien. Kun som selvstyret Led i et demokratiske Balkanforbund kan albanerne føre et virkeligt selvstændigt Liv. Kongressen opfordrer derfor Østrig-Ungarns og Italiens Socialdemokrater til at bekæmpe ethvert Forsøg fra deres Regeringer paa at inddrage Albanien i deres Indflydelsessfære og til at fortsætte deres Anstrængelser for at befæste et fredeligt Forhold mellem Østrig-Ungarn og Italien.
Med stor Glæde hilser Kongressen de russiske Arbejderes proteststrejker som en borgen for, at Ruslands og Polens Proletariat begynder at komme til Kræfter efter de Slag, som den zaristiske Kontrarevolution har tilføjet det. Deri ser kongressen den stærkeste Garanti mod Zarismens forbryderiske Intriger, der &– efter at den blodigt har slaaet sit eget Lands Folkeslag til Jorden, efter at den selv utallige Gange har forraadt Balkanfolkene og prisgivet dem til deres Fjender, nu vakler mellem Frygt for Følgerne af en Krig for den selv og frygten for en nationalistisk Agitation, som den selv har skabt. Men naar Zarismen nu igen begynder at gebærde sig som Balkannationernes Befrier, saa sker det kun for under dette hykleriske Paaskud igen gennem en blodig Krig at erobre sig Formynderskabet paa Balkan. Kongressen venter, at Ruslands, Finlands og Polens voksende Arbejderklasse paa Land og i By vil sønderrive dette Løgnevæv, modsætte sig ethvert krigerisk Æventyr fra Zardømmets Side, bekæmpe ethvert Attentat fra Zardømmet paa Armenien eller Konstantinopel og koncentrere hele sin Kraft paa fornyelsen af den revolutionære Befrielseskamp mod Zarvældet. Thi denne er ogsaa al evropæisk Reaktions Haab, den bitreste Fjende af ethvert Selvstyre for de af Zaren selv beherskede Folk, og at hidføre denne Zarismes undergang maa det samlede Internationale anse for en af sine fornemste Opgaver.
Den vigtigste Opgave indenfor Internationales Aktion tilfalder dog Arbejderklassen i Tyskland, Frankrig og England. I Øjeblikket er disses Opgave at fordre af deres Regeringer, at de nægter saavel Østrig-Ungarn som Rusland enhver Understøttelse, afholder sig fra enhver Indblanding i Balkanvirvaret og bevarer ubetinget Neutralitet. En Krig mellem de tre store førende Kulturfolk for den serbisk-østrigske Havnekonflikts Skyld vilde være forbryderisk Vanvid. Tysklands og Frankrigs Arbejdere kan ikke anerkende, at der bestaar nogen ved hemmelige Traktater paatagen Forpligtelse til at gribe ind i Balkanstriden.
Skulde Tyrkiets militære Sammenbrud i sin videre Følge føre til en Rystelse af det osmanniske Herredømme i Forasien, da er det de engelske, franske og tyske Socialdemokraters Opgave med al Kraft at modsætte sig en Erobringspolitik i Forasien, hvilken vilde være den lige Vej til Verdenskrigen. Som den største Fare for Evropas Fred betragter Kongressen den kunstigt nærede Modsætning mellem Storbritanien og det tyske Rige. Kongressen hilser derfor med Glæde de Anstrængelser, som Arbejderklassen i disse to Lande udfolder for at overvinde denne Modsætning. Den betragter det som det bedste Middel hertil, at der afsluttes en Overenskomst mellem Tyskland og England om Indstilling af Flaaderustningerne og Afskaffelse af Priseretten. Kongressen opfordrer Englands og Tysklands Socialdemokrater til at fortsætte deres Agitation for en saadan Overenskomst.
Overvindelsen af Modsætningen mellem Tyskland paa den ene Side, Frankrig og England paa den anden, vilde bringe den største Fare for Verdensfreden til at forsvinde, ryste Zarismens Magtstilling, der udbytter denne Modsætning, umuliggøre et Overfald fra Østrig-Ungarns Side paa Serbien og saaledes Sikre Verdensfreden. Mod dette Maal maa derfor Internationales Anstrængelser først og fremmest være rettet.
Kongressen fastslaar, at det hele socialistiske Internationale er enigt om disse Grundsætninger for den udenrigske Politik. Den opfordrer alle Landes Arbejdere til at sætte den Kraft, der ligger i Proletariatets internationale Solidaritet, mod den kapitalistiske Imperialisme. Den advarer de herskende Klasser i alle Stater mod at skærpe den Masselendighed, som den kapitalistiske Produktionsmaade fører med sig, ved krigeriske Aktioner. Den kræver med Eftertryk Freden. Regeringerne maa ikke glemme, at de under den nuværende Stilling i Evropa og med den i Arbejderklassen herskende stemning ikke uden fare for sig selv kan slippe Krigen løs; de bør erindre, at den tysk-franske Krig havde den revolutionære Kommune til Følge; at den russisk-japanske Krig satte de revolutionære Kræfter i Ruslands Folk i Bevægelse; at de militære og maritime Kaprustninger har givet Klassekonflikterne i England og paa Fastlandet en uhørt Tilspidsning og fremkaldt kæmpemæssige Arbejdsnedlæggelser. Det vilde være Vanvid, om Regeringerne ikke forstod, at blot Tanken om en Verdenskrigs Uhyrlighed vil fremkalde Arbejderklassens voldsomste Indignation. Arbejderne føler det som en Forbrydelse af skyde paa hverandre til Fordel for Kapitalisternes Profit, Dynastiernes Ærgærrighed og til Ære for det diplomatiske Hemmelighedskræmmeri.
Hvis Regeringsmyndighederne skulde afskære enhver Mulighed for en normal Udvikling og derved drive Proletariatet til fortvivlende Skridt, vilde de selv have at bære hele Ansvaret for Følgerne af den Krise, de selv har hidført.
Internationale vil fordoble sine Anstrængelser for at forhindre denne Krise; det vil fremsætte sin Protest med stadig stærkere Eftertryk og stadig drive sin Agitation mere energisk og mere omfattende. Kongressen paalægger derfor det internationale socialistiske Bureau at følge begivenhederne med den størst mulige Opmærksomhed, og hvad der saa end maatte ske, at opretholde og styrke Forbindelsen mellem Arbejderpartierne.
Arbejderklassen er sig bevidst, at den i dette Øjeblik er Bærer af hele Menneskehedens Fremtid. Til at forhinde Tilintetgørelsen af alle Folks Blomst, der trues af alle Massemordets, Hungersnødens og Pestens Rædsler, vil Arbejderklassen opbyde al sin Energi.
Kongressen vender sig da til Eder, Arbejder og Socialdemokrater i alle lande, med Anmodning om, at I i denne afgørende Stund lader eders Stemme høre. Forkynd eders Vilje i alle Former og paa alle Steder, løft eders protest med fuld Vægt i Parlamenterne, saml eder til Massedemonstratoner, udnyt alle Midler, som styrken af eders Organisation stiller til eders Raadighed. Sørg for, at Regeringerne bestandig har Arbejderklassens Aarvaagne og lidenskabelige Fredsvilje for Øje. Mod udbytningens og Massemordets kapitalistiske Verden stiller I saaledes Fredens og Folkebroderskabets Arbejder-Verden!
Sidst opdateret 3.4.2015