Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 4, s. 7-14, Forlaget Tiden, København 1977.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 29. juni 2013
Artiklerne i dette bind stammer fra tiden under den første russiske revolution, 1905-07, dog er den afsluttende artikel, som sammenfatter læren af revolutionen, skrevet i 1910. De fire første blev skrevet, mens Lenin endnu befandt sig i politisk eksil, de fire næste efter hjemkomsten til Rusland, den sidste atter i eksil. Udvalget dækker omkring en tiendedel af Lenins litterære produktion i revolutionsårene.
I skriftet Hvad Må Der Gøres?, denne udgaves bd. 2, havde Lenin fremhævet muligheden for, at den russiske arbejderklasse ville blive den internationale bevægelses fortrop og indlede en ny fase i revolutionsprocessen. Det hang sammen med de særlige forhold i Rusland. Kapitalismen udviklede sig til monopolkapitalisme, en dyb økonomisk krise 1900-03 forværrede levevilkårene for byernes arbejderbefolkning, arbejdsdagen var 11½-14 timer, de sociale forhold usle, også på landet, hvor godsejerne trods bondereformen i 1861 stadig udpinte bønderne. I 1904 kom dertil krigen mod Japan, en imperialistisk krig, som bragte tsardømmet nederlag og folket nye lidelser.
I denne situation udvikledes et proletariat med en revolutionær orientering. Dets parti, Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti, RSDAP, stod imidlertid delt i en revolutionær fløj, bolsjevikkerne, og en opportunistisk fløj, mensjevikkerne. Modsætningerne mellem fløjene var blevet særlig skarpe i tiden frem til 1905. F. eks. havde mensjevikkerne i 1904 under en borgerlig »banketkampagne«, som tsardømmet forsøgsvis tillod, anbefalet at deltage i bourgeoisiets banketter, mens bolsjevikkerne energisk vendte sig mod, at socialdemokratiet på den måde blev en »khvost«, en »hale« på en borgerlig bevægelse.
Andre kræfter søgte at lede harmen i arbejderbefolkningen på afveje. Politiet lavede en provokatørorganisation, en præst Gapon en til. Da der ved nytår 1905 udbrød en strejke på hovedstaden Petersborgs største virksomhed, organiserede Gapon et folketog til tsaren med et bønskrift. Bolsjevikkernes komité i hovedstaden Skt. Petersborg (nu Leningrad) advarede mod foretagendet i et flyveblad, der sluttede med ordene: »Ned med krigen! Ned med selvherskerdømmet! Leve folkets væbnede opstand! Leve revolutionen!«
Folketoget samlede 140.000 mennesker, som bar kirkefaner, ikoner og portrætter af tsaren. Deres krav var politisk amnesti, politisk frihed, ministerans varlighed, lighed for loven, strejkefrihed, samvittighedsfrihed, otte timers arbejdsdag o.a.
Tsaren gav tropperne ordre til at skyde på folketoget. Tusinder blev dræbt og såret. Dette satte revolutionen i gang.
I den første artikel i dette bind, Den Russiske Revolution Begyndt, fortsætter Lenin den ovenfor anførte tanke om den russiske arbejderklasses pionerrolle:
»Proletariatet overalt i verden følger nu med feberagtig utålmodighed proletariatet i hele Rusland. Omstyrteisen af den russiske tsarisme, så heltemodigt indledt af vor arbejderklasse, vil være et vendepunkt i alle landes historie, den vil gøre opgaven lettere for alle arbejdere i alle nationer, i alle stater, overalt på kloden.«
Lenin opstillede øjeblikkeligt klare paroler: bevæbning af folket, revolutionskomitéer på hver fabrik, i hver bydel, i enhver betydende landsby, bortrydning af tsarismens regeringsinstitutioner, indkaldelse af en konstituerende (grundlovgivende) forsamling. Om bevægelsens bredde skrev han: »Vi socialdemokrater kan og må handle uafhængigt af det borgerlige demokratis revolutionære, vi må bevare proletariatets klassemæssige selvstændighed, men vi skal gå hånd i hånd, når opstanden finder sted... «
Titlen på det næste skrift i dette bind, To Slags Taktik i den Demokratiske Revolution, viser hen til den forskellige indstilling og handlingslinje (taktik), som de to fløje, bolsjevikkerne og mensjevikkerne, fulgte i den aktuelle revolution, der var vendt mod tsardømmet og skulle munde ud i indførelse af en demokratisk republik.
Bolsjevikkerne havde opfordret alle partiets komiteer i Rusland til at sende delegerede til 3. kongres i april 1905 i London. Der mødte delegerede for 21 komiteer, alle bolsjevikiske. Mensjevikkerne afslog at deltage, de lavede deres egen konference i Geneve med delegerede fra 9 komiteer.
Kongressens resolutioner opfordrede til væbnet opstand, konferencens rejste betænkeligheder. Bolsjevikkerne opstillede klare paroler for, hvad der skulle gøres, mensjevikkerne vævede om revolutionens sejr. Lenin havde i tiden før kongressen klarlagt, at en demokratisk revolution måtte føre til proletariets og bøndernes revolutionær-demokratiske diktatur, støttet til militær magt, til de bevæbnede masser, til opstanden og ikke til institutioner skabt ad »legal« og »fredelig« vej (s. 58).
Lenin klarlagde muligheden og betingelserne for socialdemokratiets deltagelse i en provisorisk revolutionær regering, dvs. en regering, som skulle forberede afholdelsen af en konstituerende forsamling. Mensjevikkerne turde ikke gå ind på dette, men ville overlade bourgeoisiet det politiske førerskab.
Lenin og hans meningsfæller betragtede arbejderklassen som den mest revolutionære kraft og tildelte desuden bønderne en revolutionær rolle. De ignorerede ikke den borgerlige opposition mod tsardømmet og denne oppositions mulige bidrag til en revolutionær udvikling, men anså bourgeoisiet i sin helhed for en usikker faktor, der var mest tilbøjelig til at lave kohandeler med tsardømmet, af frygt for arbejderklassens mål i revolutionen. I den samlede revolutionære bevægelse måtte arbejderklassen vinde den førende rolle, hegemoniet — en fundamental tanke i Lenins revolutionsteori.
Til forskel fra borgerlige revolutioner i vestlige lande kunne arbejderklassens hegemoni i Ruslands revolutionære bevægelse give mulighed for at føre revolutionen videre, således at den borgerlig-demokratiske revolution kunne vokse over i en socialistisk revolution. Lenin siger herom s. 101:
»Proletariatet må føre den demokratiske omvæltning til ende ved at knytte bøndernes masser til sig for at knuse selvherskerdømmets modstand med magt og lamme bourgeoisiets vankelmodighed. Proletariatet må gennemføre den socialistiske omvæltning ved at knytte massen af halv-proletariske befolkningselementer til sig for at knuse bourgeoisiets modstand med magt og lamme bøndernes og småborgerskabets vankelmodighed.«
I samme periode udformede Lev Trotskij sin teori om den »permanente revolution«. Denne teoris væsen illustreres af en parole, som Trotskij og en anden datidig socialdemokrat Parvus opstillede i 1905: »Ingen tsar, men en arbejderregering«. At følge en sådan parole betød at stile direkte efter en socialistisk revolution og at undervurdere bøndernes rolle, ganske i strid med den indstilling, bolsjevikkerne forfægtede. Lenin betragtede en sådan undervurdering af bønderne som aldeles urigtig og overmåde farlig. I en artikel fra 1909, Målet for Proletariatets Kamp i Vor Revolution, skrev han således: »Grundfejlen hos Trotskij er ignoreringen af revolutionens borgerlige karakter, mangelen på en klar tænkning vedrørende overgangen fra denne revolution til en socialistisk revolution.«
I artiklen Socialdemokratiets Stilling til Bondebevægelsen, skrevet tre måneder efter To Slags Taktik, betragtede Lenin sejr for bondeopstanden som en mulighed og besvarede spørgsmålet om, hvad der i så fald skulle ske med godsejernes jord, med sætningen: Vi lader ikke vore hænder binde. Projekter om »ligelig opdeling af jorden«, »socialisering« osv. måtte ligesom spørgsmålet om nationalisering af jorden indtil videre skydes i baggrunden. Det afgørende var at hjælpe bønderne med at føre opstanden til sejr. Enkelthederne i fremtidens jordpolitik ville blandt andet afhænge af, hvor fuldstændig den demokratiske revolutions sejr blev. Efter den forestod en ny kamp, nu for socialismens sejr. I dette perspektiv lå også afstanden til de socialrevolutionæres parti, som søgte at vinde bønderne med illusoriske projekter.
I denne sammenhæng erklærede Lenin; »... fra den demokratiske revolution vil vi straks begynde at gå over til den socialistiske revolution, og det netop så langt vore kræfter, det bevidste og organiserede proletariats kræfter rækker. Vi går ind for uafbrudt revolution. Vi vil ikke blive stående på halvvejen.« (s. 146).
Artiklen Vore opgaver og Arbejderrepræsentanternes Sovjet blev skrevet i Genéve eller Stockholm i november 1905, mens Lenin var på vej til Rusland. Den indeholder Lenins første bedømmelse af arbejderrepræsentanternes sovjet (råd), sammensat af valgte arbejderrepræsentanter. I flere storbyer blev der under store strejker om efteråret dannet sovjetter, hvis karakter og rækkevidde ikke med det samme kunne overskues. Lenin betegnede uden tøven hovedstadens sovjet som kimen til en provisorisk, revolutionær regering.
De tre følgende artikler: Om Partiets Reorganisation, Partimæssig Organisation og Partimæssig Litteratur og Frihed til kritik og Enhed i Handling behandler problemer, som opstod ved overgangen fra illegalitet til halvlegalitet og legalitet.
Partiets arbejde havde hidtil været ledet af komiteer, som var udpeget ovenfra. Også delegerede til kongresser og konferencer var hidtil blevet udpeget, udvalgt, ikke valgt af medlemmerne. Valgprincippet kunne ikke anvendes under illegale forhold. Nu måtte valgprincippet indføres overalt. Samtidig måtte det konspirative apparat opretholdes, således at organisationen ikke efter tilbageslag kunne »rulles op«.
I sidste del af artiklen Om Partiets Reorganisation behandles nødvendigheden af at forene partiets bolsjevikiske og mensjevikiske fløje. Dette skete også på RSDAP's 4. kongres i april 1906, men der kunne ikke varigt slås bro over dybe principielle divergenser. Enheden blev formel. Lenin skrev 15 år senere: »I 1903 til 1912 stod vi i en årrække formelt sammen med mensjevikkerne i det fælles socialdemokratiske parti, uden nogen sinde at indstille den idémæssige og politiske kamp mod disse folk, der formidlede den borgerlige indflydelse på proletariatet og var opportunister.« (Bd. 12, s. 61). »Også efter oktoberrevolutionen 1917 måtte bolsjevikkerne anvende manøvrernes, forhandlingspolitikkens og kompromis’ernes taktik, selvfølgelig kun i sådanne former, at det lettede, fremskyndede, konsoliderede og styrkede bolsjevikkernes arbejde på mensjevikkernes bekostning.« (Samme sted s. 63).
Artiklen Partimæssig Organisation og Partimæssig Litteratur blev ligesom den foregående skrevet umiddelbart efter Lenins hjemkomst til Rusland. Den drejer sig om partiets udformning og de socialdemokratiske skribenters forhold til partivirksomheden under de nye vilkår, som den delvise legalitet i slutningen af 1905 frembød.
Artiklens titel citeres ofte som Partiorganisation og Partilitteratur. Dette ordvalg kan give indtryk af, at partiorganisation og partilitteratur på det tidspunkt var givne, afklarede ting. Lenins artikler i den periode viser, at det ikke var tilfældet.
Den legale partiorganisation var først ved at danne sig, og arbejdet hermed stødte også i dele af arbejderklassen på en modgående tendens til bespartijnost, partiløshed, afvisning af at tilslutte sig partiet, og til i stedet danne foreninger og klubber uden partifarve. Lenin betegnede bespartijnost som et modeslagord og bekrigede tendensen i flere artikler. Han appellerede til partijnost, tilslutning til partiet og partimæssig tilrettelægning af alt revolutionært arbejde — til forskel fra vilkårene under den hidtidige illegalitet, hvor socialdemokratiske skribenter individuelt havde benyttet borgerlige blade og medvirket i borgerlige forlag, og til forskel fra partiløshedens udflydende revolutionisme.
Det er på den baggrund man skal se sætninger hos Lenin som denne: Ned med partiløse skribenter!
Der har i årevis stået diskussion om, hvor langt Lenins krav om partimæssig litteraturvirksomhed rækker — om betydningen af sætninger som »Ned med partiløse skribenter!... Litteraturvirksomheden må blive en del af den fælles proletariske virksomhed, ‘hjul og møtrik’ i én fælles, stor socialistisk mekanisme, som sættes i bevægelse af hele den bevidste avantgarde for hele arbejderklassen. Litteraturvirksomheden må blive en bestanddel af det organiserede, planmæssige, forenede socialdemokratiske arbejde.« (s. 171).
Andet sted i artiklen skriver Lenin: »For det første er der tale om partimæssig litteratur og om partimæssig kontrol med den. Enhver har frihed til at skrive og sige alt, hvad der passer ham, uden mindste indskrænkning... for det andet, mine herrer borgerlige individualister, må vi sige Dem, at Deres taler om absolut frihed er hykleri helt igennem...« (s. 173).
Nadesjda Krupskaja bemærkede i 1937, at Lenin med denne artikel ikke sigtede til skønlitteratur. (Se tidsskriftet Drusjba narodov, nr. 4, 1960). Der er ikke enighed om problemet.
Med overgangen til halvlegale og legale tilstande og indførelse af demokratiske beslutningsprocesser stod den demokratiske centralismes princip på dagsordenen. Dette behandles i artiklen Frihed til Kritik og Enhed i Handling.
Moskva-opstanden, som er emnet for den næste artikel i dette bind, udspilledes i december 1905. Forud var i oktober-november gået vældige strejker og demonstrationer, økonomiske og politiske. Disse aktioner havde nødsaget tsardømmet til at manøvrere og love reformer, f. eks. indførelse af en duma, et rådgivende »parlament« uden virkelige beføjelser. Løfterne tilfredsstillede ikke arbejderne, hvis krav var anderledes fundamentale. Strejkerne og demonstrationerne forberedte masserne på opstand. Bolsjevikkerne i Moskva besluttede den 5. december på en konference at gå ind for strejke og væbnet opstand. Sovjetten i Moskva erklærede den 7. december politisk generalstrejke.
Kampene i Moskva blev yderst voldsomme og varede til den 19. december, da bolsjevikkernes Moskva-komité og sovjetten opfordrede til indstilling af opstanden, fordi overmagten på tsardømmets side var for stor. Men i selve opfordringen til standsning af kampene var der stadig en sejrssikker tone.
Eksemplet fra Moskva blev fulgt i mange andre byer over hele Rusland. Men som helhed — fremgår det af Lenins artikler og den senere historiske udforskning af begivenhedernes forløb — var kampene utilstrækkeligt samordnede og offensive. Dertil kom, at mensjevikkerne og de socialrevolutionære i sovjetterne modarbejdede opstandene. Plekhanov udtalte: Man burde ikke have grebet til våben. Lenin svarede: Tværtimod, man burde have grebet mere beslutsomt, energisk og offensivt til våben.
De væbnede kampe i Moskva og andre russiske byer i december 1905 betragtes som den første russiske revolutions højdepunkt. Skønt opstandene led nederlag, bragte de adskillige foreløbige resultater. Disse gik atter delvis tabt, da tsardømmet i 1907 følte sig stærkt nok til at tage sine nødtvungne indrømmelser tilbage. Men den indsigt var vundet af store arbejdermasser, at tsardømmet måtte styrtes med væbnet magt, og at løfter fra bourgeoisiets partier ikke var troværdige.
I Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti fik disse erfaringer og den voldsomme reaktion og forfølgelserne efter revolutionens nederlag dybe eftervirkninger. Partiets to fløje drog ganske forskellige konklusioner af revolutionens forløb og opstillede tilsvarende forskellige perspektiver.
Sidst opdateret 30.6.2013