Trykt i bladet Proletarij nr. 16 den 14. (1.) september 1905. Samlede Værker, 5. udgave, bd. 11, s. 215-224.
Oversat til dansk af Anne Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 4, s. 139-148, Forlaget Tiden, København 1977.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 25. juni 2013.
Bondebevægelsens uhyre betydning i den demokratiske revolution, som Rusland gennemlever, er allerede gang på gang blevet klarlagt i hele den socialdemokratiske presse. RSDAP’s tredje kongres vedtog som bekendt en særlig resolution om dette spørgsmål for klarere at bestemme og forene den virksomhed, som det bevidste proletariats parti som en helhed skal udfolde netop med hensyn til den nuværende bondebevægelse. Til trods for, at denne resolution blev forberedt på forhånd (det første udkast blev trykt i Vperjod nr. 11 den 23. (10.) marts i år), til trods for, at den blev omhyggeligt gennemarbejdet af partiets kongres, der bestræbte sig på at formulere de synspunkter, der allerede havde rodfæstet sig i hele det russiske socialdemokrati, til trods for dette har resolutionen vakt nogen tvivl blandt en række kammerater, der arbejder i Rusland. Saratovkomiteen har enstemmigt erklæret denne resolution for uantagelig (se Proletarij nr. 10). Beklageligvis har vi endnu ikke fået opfyldt det ønske, vi dengang udtalte, om at få en forklaring på denne kendelse. Vi ved kun, at Saratovkomiteen ligeledes erklærede den nyiskristiske konferences agrarresolution for uantagelig, – følgelig tilfredsstilledes den hverken af det, der er fælles for de to resolutioner, eller af det, der adskiller dem fra hinanden.
Et brev (udgivet i form af et hektograferet flyveblad), der er sendt os af en kammerat i Moskva, frembyder nyt materiale om dette spørgsmål. Vi gengiver dette brev i sin fulde ordlyd:
Åbent brev til centralkomiteen og de kammerater, der arbejder på landet.
Kammerater! Moskvakomiteens kredskomité er gået i gang med arbejdet blandt bønderne. Mangelen på erfaring i at organisere den slags arbejde, de særlige betingelser i vore centrale landbrugsområder, den utilstrækkelige klarhed i direktiverne i 3. kongres’ resolution om dette spørgsmål og den næsten fuldstændige mangel på litteratur, såvel i den periodiske som i den øvrige presse, om arbejdet blandt bønderne, får os til at anmode centralkomiteen om at sende os detaljerede direktiver, såvel af principiel som af praktisk karakter, og vi beder jer, kammerater, der udfører lignende arbejde, om at gøre os bekendt med den praktiske viden, jeres erfaring har givet jer.
Vi anser det for nødvendigt at informere jer om de tvivlsspørgsmål, som er opstået hos os ved læsningen af 3. kongres’ resolution, »om stillingen til bondebevægelsen«, og om den organisationsplan, som vi allerede begynder at anvende i vort arbejde på landet.
»§ a) Oplyse folkets brede lag om, at socialdemokratiet stiller sig som opgave på den mest energiske måde at støtte alle revolutionære foranstaltninger, som bønderne foretager for at forbedre deres stilling, indbefattet konfiskation af godsejernes, statens, kirkens, klostrenes og hoffets jorder« (fra RSDAP’s 3. kongres’ resolution).
I denne paragraf er det ført og fremmest uklart, på hvilken måde partiorganisationerne vil og bør drive deres propaganda. Propaganda kræver fremfor alt en organisation, der kommer i nær berøring med den, man ønsker at påvirke. Det spørgsmål står åbent, hvorvidt en sådan organisation skal være komiteer af landproletariatet, eller om også andre organisatoriske kanaler til mundtlig og skriftlig propaganda kan anvendes.
Det samme kan siges om løftet om energisk støtte. At yde støtte, tilmed energisk støtte, er også kun muligt med lokale organisationer. Spørgsmålet om »energisk støtte« forekommer os i det hele taget yderst uklart. Kan socialdemokratiet støtte ekspropriering af de godsejerjorder, som dyrkes efter de mest intensive metoder med anvendelse af maskiner, højtydende kulturer osv.? Sådanne jorders overgang til småborgerlige ejendomsbesiddere er, hvor vigtigt det end måtte være at forbedre disses stilling, et tilbageskridt med hensyn til et sådant brugs kapitalistiske udvikling. Og efter vor mening burde vi som socialdemokrater tage et forbehold i dette punkt om »støtte«: »hvis ekspropriationen af sådanne jorder og deres overgang til bondens (småborgerlige) besiddelse vil være en højere form for det givne landbrugs udvikling på de givne jorder«.
Og videre: »§ d) At virke for en selvstændig organisering af landproletariatet, for dets sammensmeltning med byproletariatet under det socialdemokratiske partis fane, og for optagelse af dets repræsentanter i bondekomiteerne«.
Der opstår tvivl med hensyn til den sidste del af denne paragraf. Sagen er, at borgerlig-demokratiske organisationer som »Bondeforbundet« og reaktionært-utopiske organisationer som de socialrevolutionære under deres fane organiserer såvel bøndernes borgerlige elementer som de proletariske. Sender vi vore repræsentanter fra landproletariatets organisationer ind i sådanne »bonde«komiteer, vil vi modsige os selv, vore anskuelser om deltagelse i en blok osv.
Også her forekommer det os, at forbedringer, og meget grundige forbedringer, er nødvendige.
Her er nogle almindelige bemærkninger til 3. kongres’ resolutioner. Det er ønskeligt at få dem analyseret så hurtigt og så detaljeret som muligt.
Hvad angår planen om en »land«organisation i vor kredsorganisation, så må vi arbejde under betingelser, som 3. kongres’ resolutioner slet ikke kommer ind på. Først må det bemærkes, at vort virkefelt – Moskva-guvernementet og de nærliggende distrikter af naboguvernementerne – fortrinsvis er områder med egentlig industri og forholdsvis svagt udviklede hjemmeindustrivirksomheder, mens en meget ubetydelig del af befolkningen udelukkende beskæftiges i landbruget. Uhyre tekstilfabrikker med 10.–15.000 arbejdere hver veksler med små fabrikker på 500–1000 mand hver, spredt over afsides større og mindre landsbyer. Det kunne se ud, som om socialdemokratiet under sådanne betingelser her måtte finde en meget gunstig jordbund, men det har vist sig i praksis, at sådanne overfladiske formodninger ikke kan stå for kritik. Selv nu, hvor visse fabrikker har været i gang i 40–50 år, har det uhyre flertal af vort »proletariat« ikke skilt sig fra jorden. »Landsbyen« har så stærkt et tag i det, at ingen af de psykologiske og andre forudsætninger, der skabes i et »rent« proletariat under det kollektive arbejde, udvikles hos vort proletariat. Vore »proletarer«s landbrug er en slags krydsningsform. En væver på en fabrik ansætter en landarbejder til at dyrke sin stump jord. På samme stump jord arbejder hans kone(, hvis hun ikke er på fabrikken), børn, gamle og invalider, og han vil selv arbejde på den, når han bliver gammel, kommer til skade eller bliver afskediget for voldsom eller mistænkelig optræden. Det er vanskeligt at kalde sådanne »proletarer« for proletarer. Efter deres økonomiske stilling er de kun fattigfolk. Efter deres ideologi er de småborgere. De er uvidende og konservative. Blandt dem hverves elementer til de Sorte Hundreder. Men også hos dem er klassebevidstheden i den sidste tid begyndt at vågne. Med »rene« proletarer som støttepunkter søger vi at vække denne uvidende masse fra århundreders søvn, og ikke uden held. Støttepunkterne vokser i tal, sine steder styrkes de, disse fattigfolk kommer under vor indflydelse og begynder at tilegne sig vor ideologi, såvel på fabrikken som i landsbyen. Og vi tror ikke, det er uortodokst at oprette organisationer i et miljø, som ikke er »rent« proletarisk. Vi har ikke noget andet miljø, og hvis vi står fast på det ortodokse og kun organiserer landbrugs»proletariatet«, så bliver vi nødt til at opløse vore organisationer og organisationerne i nabodistrikterne. Vi ved, at det bliver vanskeligt for os at bekæmpe tørsten efter at ekspropriere agerjorder og andre strækninger, godsejerne har vanrøgtet, eller de jorder, hvor de hellige fædre i munkekutte og præstekjole ikke har formået at drive ordentligt landbrug. Vi ved, at det borgerlige demokrati lige fra den »demokratisk«-monarkistiske fraktion (en sådan eksisterer i distriktet Rusa) og til »bonde«forbundet vil kæmpe med os om indflydelse på disse »fattigfolk«, men vi vil væbne de sidste mod de første. Vi vil udnytte alle socialdemokratiske kræfter i kredsen, såvel intellektuelle som proletariske arbejdere til at oprette og styrke vore socialdemokratiske komiteer af »fattigfolk«. Og vi vil gøre det efter følgende plan. I hver distriktsby eller større industricentrum vil vi oprette distriktskomiteer af kredsorganisationens grupper. Distriktskomiteen vil foruden fabriks- og bedriftskomiteer også organisere »bonde«komiteer i sit område. Sådanne komiteer bør af konspirative grunde ikke have mange medlemmer, og de må bestå af de mest revolutionært indstillede og mest evnerige fattigbønder. Der, hvor der findes både fabrikker og bønder, er det nødvendigt at organisere dem i en enkelt undergruppekomité.
Først og fremmest må en sådan komité skaffe sig en klar og tydelig forestilling om de forhold, der omgiver den: A) Jordforholdene: 1) Bøndernes jordlodder, forpagtning, ejendomsformerne (alminding, familiebesiddelse osv.). 2) De omliggende jorder: a) Hvem de tilhører, b) Hvor megen jord, c) Hvad er bøndernes forhold til disse jorder, d) På hvilke vilkår dyrkes disse jorder: 1) Af-arbejde, 2) overdreven forpagtningsafgift for »otreski« [1] osv., e) Gæld til kulakker, godsejere og andre. B) Afgifter, skatter, vurderingssatser for bondejord og godsejerjord. C) Sæsonarbejde og hjemmeindustri, pas, findes der vinterrekruttering [2] o. 1. D) Lokale fabrikker og bedrifter: Arbejdsbetingelserne på dem: 1) Lønnen, 2) Arbejdsdagen, 3) Driftsledelsens optræden, 4) Boligforholdene osv. E) Administrationen: semskije natjalniki, byoldermanden, skriveren, volostdommeren, politiet, præsten. F) Semstvoen: repræsentanter for bønderne, semstvoembedsmændene: lærer, læge, biblioteker, skoler, beværtninger. G) Kommunalforsamlinger: deres sammensætning og forretningsgang. H) Organisationer: »bondeforbundet«, de socialrevolutionære, socialdemokraterne.
Når den socialdemokratiske bondekomité har gjort sig bekendt med disse ting, er den forpligtet til på møderne at få gennemført de beslutninger, der må udspringe af den eller den unormale tilstand. Sideløbende hermed driver en sådan komité også kraftig propaganda og agitation for socialdemokratiets ideer blandt masserne, organiserer cirkler, hurtige møder, massemøder, fordeler proklamationer og litteratur, indsamler penge til partikassen og opretholder forbindelsen mellem distriktsgruppen og kredsorganisationen.
Hvis det lykkes os at oprette en hel række sådanne komiteer, da vil socialdemokratiets fremgang være sikret.
Det er en selvfølge, at vi ikke vil påtage os den opgave at udarbejde detaljerede praktiske direktiver, som kammeraten taler om: dette påhviler de lokale kammerater og det praktisk ledende russiske centrum. Vi agter af bruge Moskvakammeratens indholdsrige brev til en klarlæggelse af 3. kongres’ resolution og partiets aktuelle opgaver i det hele taget. Af brevet fremgår, at de betænkeligheder, der er fremkaldt af 3. kongres’ resolution, kun delvis skyldes teoretiske tvivl. En anden kilde til dem er et nyt, ikke tidligere opstået spørgsmål om forholdet mellem de »revolutionære bondekomiteer« og de »socialdemokratiske komiteer«, der arbejder blandt bønderne. Selve det, at dette sidste spørgsmål stilles, vidner allerede om, at det socialdemokratiske arbejde blandt bønderne har gjort betydelige fremskridt. På dagsordenen stilles allerede forholdsvis detaljerede spørgsmål, der er opstået i praktiske krav i den »land«agitation, der er begyndt at fæstnes og antage faste, stabile former. Og brevets forfatter glemmer ofte, at når han anker over uklarhed i kongressens resolution, så søger han i virkeligheden svar på et spørgsmål, som partikongressen ikke har stillet og ikke kunne stille.
Således har forfatteren f. eks. ikke ganske ret, når han mener, at såvel propaganda for vore ideer som støtte til bondebevægelsen »kun« er mulig gennem lokale organisationer. Naturligvis er sådanne organisationer ønskelige, og, efterhånden som arbejdet vokser, nødvendige, men det pågældende arbejde er muligt og nødvendigt selv der, hvor der ikke findes sådanne organisationer. I hele vor virksomhed – selv blandt byproletariatet alene – må vi ikke lade bondespørgsmålet ude af betragtning, og vi må udbrede den erklæring, der er afgivet af det klassebevidste proletariats parti i dets helhed gennem 3. kongres: vi støtter bondeopstanden. Bønderne må have dette at vide – gennem litteraturen, gennem arbejderne, gennem særlige organisationer osv. Bønderne skal vide, at det socialdemokratiske proletariat yder denne støtte uden at vige tilbage for nogen form for konfiskation af jord (dvs. ekspropriering uden erstatning til ejerne).
Brevets forfatter rejser her et teoretisk spørgsmål: Bør man ikke ved et særligt forbehold begrænse eksproprieringen af storgodserne og deres overgang til »bondens småborgerlige besiddelse«. Men ved at foreslå dette forbehold indsnævrede forfatteren vilkårligt betydningen af 3. kongres’ resolution. Resolutionen siger ikke et ord om, at det socialdemokratiske parti skulle forpligte sig til at støtte den konfiskerede jords overgang netop til småborgerlige ejendomsbesiddere. Resolutionen siger: Vi støtter »indbefattet konfiskering«, dvs. beslaglæggelse uden erstatning, men spørgsmålet om, hvem det beslaglagte skal overgives til, besvares slet ikke af resolutionen. Det er ikke tilfældigt, at dette spørgsmål lades åbent: af bladet Vperjods artikler (nr. 11, 12, 15)[*] ses det, at det ansås for uklogt at besvare dette spørgsmål på forhånd. Dér påpegedes det for eksempel, at socialdemokratiet ikke under en demokratisk republik kan begrænse sig og lade sine hænder binde med hensyn til nationalisering af jorden.
Til forskel fra de småborgerlige socialrevolutionære lægger vi nemlig nu hovedvægten på den revolutionær-demokratiske side af bondeopstandene og på en særlig organisering af landproletariatet i et klasseparti. Spørgsmålets kerne ligger ikke nu i projekter om »tjornyj peredel« eller nationalisering, men i, at bønderne indser nødvendigheden af en revolutionær sønderbrydning af det gamle system og gennemfører den. Derfor slår de socialrevolutionære på »socialisering« og lignende, vi derimod på revolutionære bondekomiteer: uden dem, siger vi, er ingen omdannelser noget værd. Med dem og støttet på dem er bondeopstandens sejr mulig.
Vi må på enhver måde hjælpe bondestanden, indbefattet konfiskering af jorden, – men aldeles ikke indbefattet alle hånde småborgerlige projekter. Vi støtter bondebevægelsen, for så vidt den er revolutionær-demokratisk. Vi forbereder os (og vi gør det nu, ufortøvet) til kamp mod den, for så vidt den vil optræde reaktionært, antiproletarisk. Hele marxismens væsen ligger i denne dobbelte opgave, som kun folk, der ikke forstår marxismen, kan forenkle eller presse sammen til en enkelt og simpel opgave.
Lad os tage et konkret eksempel. Lad os forudsætte, at bondeopstanden har sejret. De revolutionære bondekomiteer og den provisoriske revolutionære regering (der delvis støtter sig netop til disse komiteer) kan gennemføre en hvilken som helst konfiskation af storbesiddelsen. Vi går ind for konfiskationen, det har vi allerede erklæret. Men til hvem anbefaler vi at overdrage den konfiskerede jord? Her har vi ikke ladet vore hænder binde og vil heller aldrig gøre det med erklæringer af den art, som brevets forfatter uforsigtigt foreslår. Forfatteren har glemt, at den samme resolution fra 3. kongres taler om at »rense bondebevægelsens revolutionær-demokratiske indhold for alle hånde reaktionære indslag«, det er én ting, og dernæst taler den om nødvendigheden af »en selvstændig organisering af landproletariatet i alle tilfælde og under alle omstændigheder«. Det er vore direktiver. Der vil altid være reaktionære indslag i bondebevægelsen, og vi erklærer dem på forhånd krig. Klasseantagonismen mellem landproletariatet og bondebourgeoisiet er uundgåelig, og vi afdækker den på forhånd, forklarer den, forbereder os til kamp på dens grund. En af anledningerne til denne kamp kan meget vel blive spørgsmålet: til hvem og hvorledes skal den konfiskerede jord overdrages? Og vi udvisker ikke dette spørgsmål, vi lover ikke en ligelig opdeling, »socialisering« osv., men siger: dér kommer vi endnu til at kæmpe, kæmpe igen, kæmpe på ny basis og med andre forbundsfæller, dér vil vi ubetinget være med landproletariatet, med hele arbejderklassen mod bondebourgeoisiet. I praksis kan dette betyde jordens overgang til de små ejendomsbesiddende bønders klasse, dér hvor den knægtende, feudale storgodsejendom er fremherskende, hvor der endnu ikke er materielle betingelser for socialistisk storproduktion, og det kan også betyde nationalisering, under forudsætning af den demokratiske revolutions fuldstændige sejr, og endelig de store kapitalistiske ejendommes overdragelse til arbejderassociationer, thi fra den demokratiske revolution vil vi straks begynde at gå over til den socialistiske revolution, og det netop så langt vore kræfter, det bevidste og organiserede proletariats kræfter rækker. Vi går ind for uafbrudt revolution. Vi vil ikke blive stående på halvvejen. Når vi ikke lover, at vi straks og ufortøvet vil foretage alle mulige »socialiseringer«, så skyldes det netop, at vi kender de virkelige betingelser for denne opgaves løsning og ikke udvisker, men afslører den nye klassekamp, der modnes i bondebefolkningens dybe led.
Først støtter vi bonden i almindelighed mod godsejeren, og det gør vi fuldt ud, med alle midler, indbefattet konfiskation, og derefter (ja endda ikke derefter, men samtidig) støtter vi proletariatet mod bonden i almindelighed. At prøve på i dag at beregne, hvordan kombinationen af kræfterne i bondebefolkningen vil være »dagen efter« revolutionen (den demokratiske), er en ren utopi. Uden at kaste os ud i eventyr, uden at svigte vor videnskabelige samvittighed, uden at jage efter billig popularitet kan vi sige og siger kun dette ene: vi vil af alle kræfter hjælpe alle bønder med at gennemføre den demokratiske revolution, for at det skal blive så meget lettere for os, proletariatets parti, så hurtigt som muligt at gå over til en ny og højere opgave – til den socialistiske revolution. Vi lover ikke, at nogen harmoni, nogen udjævning, nogen »socialisering« vil resultere af den nuværende bondeopstands sejr – tværtimod, vi »lover« en ny kamp, en ny ulighed, en ny revolution, som vi også stiler hen imod. Vor lære er ikke så »sød« som de socialrevolutionæres fortællinger, men den, der kun ønsker at få serveret søde drikke, han må gerne gå til de socialrevolutionære, vi siger til den slags folk: rejs bare.
Dette marxistiske synspunkt løser efter vor opfattelse også spørgsmålet om komiteerne. Efter vor mening bør der ikke være socialdemokratiske bondekomiteer: hvis komiteen er socialdemokratisk, er den altså ikke en ren bondekomité, og hvis den er en bondekomité, [**] er den altså ikke rent proletarisk, ikke socialdemokratisk. At blande disse to håndværk sammen, det er der masser af liebhavere til, vi hører ikke til dem. Overalt, hvor det er muligt, vil vi søge at organisere vore komiteer, det socialdemokratiske arbejderpartis komiteer. I dem indgår både bønder, fattigfolk, intellektuelle, prostituerede (for nylig spurgte en arbejder os i et brev, hvorfor man ikke agiterede blandt de prostituerede), soldater, lærere og arbejdere – kort sagt alle socialdemokrater og kun socialdemokrater. Disse komiteer vil udføre alt socialdemokratisk arbejde, i hele dets bredde, men stræbe efter at organisere landproletariatet specielt og for sig selv, idet socialdemokratiet er proletariatets klasseparti. At betragte det som »uortodokst« at organisere det proletariat, der endnu ikke fuldstændigt har frigjort sig fra de forskellige levn fra fortiden, er en meget stor fejltagelse, og vi vil helst tro, at de pågældende steder i brevet simpelt hen beror på en misforståelse. By- og industriproletariatet vil uundgåeligt udgøre grundkernen i vort socialdemokratiske arbejderparti, men vi må, som også vort program siger, knytte til det, oplyse, organisere alle arbejdende og udbyttede uden undtagelse: både hjemmearbejdere, fattigfolk, tiggere, tjenestefolk, landstrygere og prostituerede – naturligvis på den nødvendige og absolutte betingelse, at de knyttes til socialdemokratiet, og ikke socialdemokratiet til dem, at de går over til proletariatets synspunkt og ikke proletariatet til deres synspunkt.
Men hvad skal vi da med revolutionære bondekomiteer? spørger læseren. Betyder det, at de ikke er nødvendige? Nej, de er nødvendige. Vort ideal er: rent socialdemokratiske komiteer overalt i landsbyerne og derefter overenskomst mellem dem og alle revolutionær-demokratiske elementer, grupper, cirkler blandt bønderne om dannelse af – revolutionære komiteer. Her er der en fuldstændig analogi med det socialdemokratiske arbejderpartis selvstændighed i byerne og dets forbund med alle revolutionære demokrater med opstand for øje. [***] Vi er for bøndernes omstand. Vi er ubetinget imod sammenblanding og sammensmeltning af forskelligartede klasseelementer og forskelligartede partier. Vi er for, at socialdemokratiet med opstanden for øje driver hele det revolutionære demokrati frem, hjælper det i sin helhed med at organisere sig, marcherer side om side med det, men uden at smelte sammen med det, på barrikaderne i byerne – mod godsejerne og politiet på landet.
Leve byens og landets opstand mod selvherskerdømmet! Leve det revolutionære socialdemokrati som fortroppen for hele det revolutionære demokrati i den nuværende revolution!
*) Se samlede Værker, 5. udg., bd. 9, s. 341-346, 356-361 og bd. 10, s. 44-60. – Red.
**) I Lenins manuskript står videre: »og aldeles ikke en specifik bondekomité«. – Red.
***) I Lenins maunskript står videre: »Bondebevægelsen er begyndelsen til bondeopstanden«. – Red.
1. Otreski, afskårne arealer. Ved reformen af 1861 »reguleredes« jordfordelingen mellem godsejerne og de tidligere livegne bønder således, at godsejerne kunne skære arealer fra den jord, bønderne hidtil havde dyrket, og selv beholde disse arealer. Da bøndernes lodder derved blev for små og uheldigt beliggende, måtte de nu forpagte jord, de hidtil havde dyrket, ikke sjældent på ågerbetingelser. Ofte måtte bønderne personligt arbejde forpagtningsafgiften af, yde af-arbejde for godsejeren, en form for hoveri under kapitalistiske forhold. – S. 142.
2. Vinterrekruttering var hvervning af bønder til sommerens arbejde, praktiseret om vinteren af godsejere og kulakker, når bønderne havde særligt småt med midler og derfor måtte tage arbejde på ublu vilkår. – S. 142.
Sidst opdateret 25.6.2013