Skrevet 2.-4. (15.-17.) november 1905, trykt første gang i Pravda den 5. november 1940. Samlede Værker, 5. udgave, bd. 12, S. 59-70.
Oversat til dansk af Gelius Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 4, s. 149-158, Forlaget Tiden, København 1977.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 26. juni 2013.
Kammerater! Spørgsmålet om, hvilken betydning og rolle arbejderrepræsentanternes sovjet vil få, står nu på dagsordenen for Petersborgs socialdemokrati og hele hovedstadsproletariatet. Jeg griber pennen for at fremlægge nogle tanker om dette brændende spørgsmål, men før jeg gør det, anser jeg et særdeles væsentligt forbehold for absolut nødvendigt. Jeg udtaler mig som udenforstående. Jeg må stadig skrive på denne forbandede afstand, fra emigrantlivets stillestående »udland«. [1] Og at danne sig en rigtig opfattelse om et så konkret praktisk spørgsmål, uden at have været i Petersborg, uden en eneste gang at have set arbejderrepræsentanternes sovjet, uden at have udvekslet synspunkter med kammerater i arbejdet, lader sig næsten ikke gøre. Jeg overlader det derfor til redaktionen, om dette brev skal bringes eller ikke, skrevet som det er af et uinformeret menneske. Jeg forbeholder mig ret til at ændre opfattelse, når det endelig lykkes mig at få kendskab til spørgsmålet på anden måde end »på papiret«.
Nu til sagen. Jeg synes, at kam. Radin har uret, når han i nr. 5 af Novaja Sjisn (jeg har kun set fem numre af vort faktiske centralorgan for RSDAP [2]) stiller spørgsmålet: Arbejderrepræsentanternes sovjet eller partiet? Jeg synes ikke, at man kan stille spørgsmålet sådan, men at afgørelsen ubetinget må blive: både arbejder repræsentanternes sovjet og partiet. Spørgsmålet – som er yderst vigtigt – er kun, hvordan man skal opdele og hvordan man skal forbinde sovjettens opgaver og det Russiske Socialdemokratiske Arbejderpartis opgaver.
Jeg synes ikke, at det vil være formålstjenligt fra sovjettens side helt og holdent at slutte sig til noget enkelt parti. Denne opfattelse vil vel undre læserne, og jeg (jeg minder endnu en gang på det mest indtrængende om, at det er en udenforståendes opfattelse) går direkte over til at redegøre for mine synspunkter.
Arbejderrepræsentanternes sovjet opstod af generalstrejken, i anledning af strejken, af hensyn til dens mål. Hvem førte strejken og førte den til sejr? Hele proletariatet, i hvilket der også er ikke-socialdemokrater, heldigvis i mindretal. Hvilke mål havde strejken? Økonomiske og politiske på samme tid. De økonomiske mål vedrørte hele proletariatet, alle arbejdere og delvis endda hele den arbejdende befolkning, ikke udelukkende lønarbejdere. De politiske mål vedrørte hele folket, eller rettere alle Ruslands folk. De politiske mål bestod i befrielse af alle Ruslands folk fra selvherskerdømmets åg, fra livegenskab, retsløshed og politivilkårlighed.
Lad os gå videre. Har proletariatet behov for at fortsætte den økonomiske kamp? Ubetinget ja, derom kan der ikke være to meninger blandt socialdemokrater. Bør denne kamp føres udelukkende af socialdemokrater eller udelukkende under socialdemokratisk fane? Det forekommer mig, at sådan er det ikke, jeg nærer fortsat den opfattelse, som jeg (ganske vist under helt andre og nu forældede betingelser) fremsatte i Hvad Må Der Gøres?, nemlig den, at det er uhensigtsmæssigt at begrænse sammensætningen af fagforeningerne og følgelig sammensætningen af deltagere i den faglige, økonomiske kamp udelukkende til medlemmerne af det socialdemokratiske parti. [3] Jeg synes, at arbejderrepræsentanternes sovjet som faglig organisation må stræbe efter at omfatte repræsentanter for alle arbejdere, funktionærer, tjenestefolk, landarbejdere osv., for alle, som blot ønsker at kæmpe og kan kæmpe i fællesskab for en forbedring af hele det arbejdende folks liv, for alle, som besidder blot elementær politisk hæderlighed, alle andre end de Sorte Hundreder. [4] Og vi socialdemokrater bestræber os for vort vedkommende for det første for, at (om muligt) samtlige medlemmer af vore partiorganisationer indtræder i alle fagforeninger, og for det andet at udnytte kampen sammen med kammeraterne, proletarerne, uanset anskuelser, til utrætteligt og ufravigeligt at udbrede den eneste konsekvente, eneste virkelige proletariske verdensanskuelse – marxismen. Til denne udbredelse, til dette propaganda- og agitationsarbejde vil vi ubetinget bevare, styrke og udvikle vort helt selvstændige, principfaste, hærdede klasseparti, det bevidste proletariats parti, dvs. Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti. Hvert skridt, som i den proletariske kamp gøres i uløselig forbindelse med vor socialdemokratiske, planmæssige og organiserede virksomhed, vil mere og mere nærme arbejderklassens masse i Rusland til socialdemokratiet.
Men denne halvdel af spørgsmålet, angående den økonomiske kamp, er forholdsvis simpel og fremkalder næppe engang særlige meningsforskelle. Anderledes ligger det med den anden halvdel af spørgsmålet, om den politiske ledelse, om den politiske kamp. Med risiko for at undre læserne endnu mere må jeg imidlertid straks sige, at det også i denne henseende forekommer mig uhensigtsmæssigt at kræve af arbejderrepræsentanternes sovjet, at den skal acceptere det socialdemokratiske program og indtræde i Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti. Jeg synes, at til ledelse af den politiske kamp på nuværende tidspunkt er både sovjetten (omdannet i en retning, som der nu skal siges noget om) og partiet ligeledes ubetinget nødvendige.
Måske tager jeg fejl, men (ud fra mine ufuldstændige oplysninger, som jeg udelukkende har fra »papir«) forekommer det mig, at arbejderrepræsentanternes sovjet i politisk henseende må betragtes som kimen til en provisorisk revolutionær regering. Det forekommer mig, at sovjetten snarest muligt skal erklære sig for hele Ruslands provisoriske revolutionære regering eller (hvad der er det samme, blot i en anden form) skal skabe en provisorisk revolutionær regering.
Den politiske kamp har nu akkurat nået et sådant udviklingstrin, hvor revolutionens og kontrarevolutionens kræfter nogenlunde holder hinanden i ligevægt, hvor tsarregeringen ikke længere har kraft til at undertrykke revolutionen, mens revolutionen endnu ikke har kraft nok til at feje de Sorte Hundreders regering til side. Opløsningen i tsarregeringen er i fuld gang. Men under sin opløsning i levende live forgifter den Rusland med sin liggift. Opløsningen blandt tsardømmets, kontrarevolutionens kræfter må ubetinget straks, ufortøvet, uden den ringeste forhaling konfronteres med organiseringen af de revolutionære kræfter. Organiseringen er netop i den sidste tid forløbet med herlig fart. Derom vidner både dannelsen af afdelinger af en revolutionær hær (forsvarsgrupper osv.) og den hurtige udvikling af socialdemokratiske masseorganisationer i proletariatet og oprettelsen af bondekomiteer blandt de revolutionære bønder og de første frie møder af vore proletariske brødre i matros- og soldateruniform, som baner sig en svær og vanskelig, men sikker og løfterig vej til frihed og til socialisme.
Det, der nu mangler, er akkurat, at alle virkelig revolutionære, alle allerede aktive revolutionære kræfter forener sig. Det der mangler er et alrussisk politisk centrum, levende, frisk, stærkt ved sine dybe rødder i folket, i besiddelse af ubetinget tillid hos masserne og af sydende revolutionær energi, nært forbundet med de organiserede revolutionære og socialistiske partier. Et sådant centrum kan kun skabes af det revolutionære proletariat, som førte den strålende politiske strejke og nu organiserer den væbnede folkeopstand, og som har skaffet Rusland halvdelen af friheden og vil skaffe det hele friheden.
Hvorfor skulle arbejderrepræsentanternes sovjet da ikke blive kimen til et sådant centrum? Fordi det ikke kun er socialdemokrater, der sidder i sovjetten? Det er ikke et minus, men et plus. Vi har altid sagt, at socialdemokraterne og revolutionære borgelige demokrater skal forene sig til kamp. Det er nødvendigt. Vi sagde det, og arbejderne gjorde det. Og det er storartet, at de gjorde det. Da jeg i Novaja Sjisn læste brevet fra arbejderkammerater, som tilhører det socialrevolutionære parti og protesterer mod sovjettens tilslutning til et enkelt parti, kunne jeg ikke komme udenom, at disse arbejderkammerater i mangt og meget har ret i praksis. Selvfølgelig har vi andre anskuelser end dem, selvfølgelig kan der ikke være tale om sammensmeltning af socialdemokrater og socialrevolutionære, men det er jo ikke det, sagen drejer sig om. Arbejdere, som deler de socialrevolutionæres anskuelser og kæmper i proletariatets rækker, er efter vor dybe overbevisning ikke konsekvente, for samtidig med at gøre ægte proletarisk arbejde holder de fast ved ikke-proletariske anskuelser. Denne inkonsekvens har vi pligt til at bekæmpe idémæssigt på den mest energiske måde, men bekæmpe den sådan, at det ikke går ud over det aktuelle, presserende, levende, af alle erkendte revolutionære arbejde, som forener alle ærlige mennesker. Vi mener nu som før, at de socialrevolutionæres anskuelser ikke er socialistiske, men revolutionær-demokratiske anskuelser. Til kampformål har vi imidlertid pligt til at følges ad, med fuld partimæssig selvstændighed, og sovjetten er netop en kamporganisation og skal være en sådan. At udelukke hengivne og ærlige revolutionære demokrater i et øjeblik, hvor vi er i færd med en revolution, som netop er demokratisk, vil være tåbeligt og vanvittigt. Deres inkonsekvens kan vi let bære, for vore anskuelser bekræftes af selve historien, de bekræftes atter og atter af virkeligheden. Hvis de socialrevolutionære ikke har lært socialdemokratisme af vore skrifter, vil vor revolution lære dem det. Inkonsekvente er naturligvis også de arbejdere, som vedbliver at være kristne og tror på en gud, og de intellektuelle, som er tilhængere (føj, føj!) af mystik, men vi vil ikke udelukke dem af sovjetten, og ikke engang af partiet, for vi nærer den faste overbevisning, at den virkelige kamp, arbejdet i række og geled vil overbevise alle livsduelige elementer om marxismens sandhed, og forkaste alt, hvad der ikke er livsdueligt. Og vi tvivler ikke et sekund på vor styrke, den overvældende styrke, som marxisterne i Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti besidder.
Efter min opfattelse er arbejderrepræsentanternes sovjet som politisk ledende revolutionært centrum ikke en for bred, men tværtimod en alt for snæver organisation. Sovjetten skal proklamere sig som provisorisk, revolutionær regering eller danne en sådan, og med dette formål skal sovjetten drage nye repræsentanter til sig, ikke kun fra arbejderne, men for det første fra matroserne og soldaterne, som alle vegne allerede søger frem til friheden, og for det andet fra de revolutionære bønder, og for det tredje fra den revolutionære borgerlige intelligens. Sovjetten skal udvælge en stærk kerne til den provisoriske revolutionære regering og supplere den med repræsentanter for alle revolutionære partier og alle revolutionære (men naturligvis kun revolutionære, ikke liberale) demokrater. Vi frygter ikke en sådan bredde og brogethed i sammensætningen, men ønsker den, for hvis proletariatet og bønderne ikke forenes, hvis socialdemokraterne og de revolutionære demokrater ikke går sammen til kamp, vil den store russiske revolutions fulde sejr ikke være mulig. Det vil være en midlertidig alliance med henblik på de nærmest liggende klart definerede praktiske opgaver, hvorimod det socialistiske proletariats endnu vigtigere, fundamentale interesser, dets sluttelige mål ufravigeligt vil blive varetaget af det selvstændige, hærdede og principfaste Russiske Socialdemokratiske Arbejderparti.
Man vil indvende mod mig: Kan man da med en bred og broget sammensætning danne et centrum, som er tilstrækkelig sammensvejset og enigt til at udøve den praktiske ledelse? Jeg vil svare med et spørgsmål: Hvad lærer revolutionen i oktober os? [5] Viste strejkekomiteen sig da ikke i gerning som det alment anerkendte centrum, som en virkelig regering? Og optog denne komité måske ikke gerne repræsentanter for den del af »forbundene« og »Forbundenes forbund«, [6] som er virkelig revolutionær og virkelig støtter proletariatet i dets skånselsløse kamp for friheden? Der behøves blot, at der findes en stærk, rent proletarisk grundkerne i den provisoriske revolutionære regering for, at der for hver hundrede – eksempelvis – arbejdere, matroser, soldater og bønder kommer snese af repræsentanter for de intellektuelles revolutionære forbund. Og jeg tænker, at proletarerne hurtigt vil formå i praksis at indføre den rette proportion.
Man vil indvende: Kan man opstille et program for en sådan regering, et program, der er tilstrækkeligt fuldstændigt til at sikre revolutionens sejr og tilstrækkeligt bredt til at skabe mulighed for en forenelse til kamp, uden alle hånde uudtalte forbehold, uklarheder, fortielser og hykleri? Jeg vil svare: Et sådant program har livet allerede opstillet i fuldt omfang. Et sådant program er allerede anerkendt i princippet af alle bevidste elementer i samtlige klasser og befolkningslag, endda indbefattet ortodokse præster. På første plads i dette program skal stå fuld virkeliggørelse i praksis af den politiske frihed, som tsaren så hyklerisk lovede. Afskaffelse af alle love, som beskærer ytrings-, samvittigheds-, forsamlings-, trykke-, forenings- og strejkefriheden, ophævelse af alle institutioner, som begrænser denne frihed, skal foretages ufortøvet, reelt, på betryggende vis og i gerning. Dette program skal indeholde indkaldelse af en konstituerende forsamling, som virkelig repræsenterer hele folket og støtter sig på det frie og bevæbnede folk, og som besidder alle beføjelser og al styrke til at indføre nye tilstande i Rusland. Dette program skal indeholde bevæbning af folket. Nødvendigheden af en sådan bevæbning er erkendt af alle. Det står tilbage at fuldføre og få samling på det værk, som er begyndt og i gang overalt. Programmet for en provisorisk revolutionær regering skal endvidere indeholde, at de nationaliteter, som tsarismens udyr undertrykker, skal have virkelig og fuld frihed. Det frie Rusland er født. Proletariatet står på sin post. Det vil ikke tillade, at det heroiske Polen endnu en gang undertvinges. Det kaster sig selv ud i kampen og rejser sig for Ruslands og Polens frihed, ikke længere kun med en fredelig strejke, men med våben i hånd. Dette program skal indeholde lovfæstelse af otte timers arbejdsdag, som arbejderne allerede er i færd med at »bemægtige sig«, og andre uopsættelige foranstaltninger til imødegåelse af den kapitalistiske udbytning. Endelig må dette program absolut indeholde al jords overdragelse til bønderne, støtte til alle revolutionære foranstaltninger fra bøndernes side for at overtage al jord (uden naturligvis at støtte illusioner om den lille jordbesiddelses »ligedeling«) og oprettelse overalt af revolutionære bondekomiteer, som allerede er begyndt og nu danner sig af sig selv.
Hvem andre end de Sorte Hundreder og de Sorte Hundreders regering anerkender ikke nu, at dette program er presserende og af praktisk aktualitet? Selv borgerlige liberale er jo parat til at anerkende det i ord! Vi derimod skal i gerning gennemføre det med det revolutionære folks kræfter, vi skal med dette formål snarest muligt forene disse kræfter ved, at proletariatet proklamerer en provisorisk revolutionær regering. Naturligvis kan en sådan regering kun have en væbnet opstand som reel grundpille. Men den projekterede regering vil heller ikke være andet end organ for denne opstand, som allerede vokser frem og modnes. Man kan ikke i praksis tage fat på at danne en revolutionær regering, så længe opstanden ikke har antaget dimensioner, som står klart for alle og så at sige er håndgribelige for alle. Akkurat nu er det nødvendigt at skabe politisk samling om denne opstand, at organisere den, at give den et klart program, at omdanne alle de allerede talstærke og i antal hurtigt voksende afdelinger af en revolutionær hær til grundpille og redskab for denne nye, virkelig frie og virkelig folkelige regering. Kampen er uomgængelig, opstanden er uundgåelig, det afgørende sammenstød er allerede meget nært. Det er på tide at fremsætte en direkte udfordring, at stille proletariatets organiserede magt op mod tsarismen, som er i opløsning, at henvende sig til hele folket med et manifest fra en provisorisk revolutionær regering, som er oprettet af de fremskredne arbejdere.
Nu kan vi allerede klart se, at der fra det revolutionære folks dyb vil komme mennesker, som er i stand til at løse denne store opgave, mennesker, som uforbeholdent går ind for revolutionen, og navnlig mennesker med sprudlende, grænseløs energi. Nu kan vi allerede klart se, at der forefindes elementer til en revolutionær hær, som vil støtte denne sag, at alt hæderligt, alt levende, alt bevidst i alle befolkningens klasser definitivt vil vende sig bort fra tsarismen, når en ny regering erklærer det hensygnende, feudale, politiregerede Rusland resolut krig.
Borgere! — bør man sige i denne krigserklæring, i dette manifest fra en revolutionær regering, — borgere, vælg nu! Dér står hele det gamle Rusland, alle de mørke magter, som udbytter, undertrykker og ydmyger mennesket. Her står alliancen af frie borgere, ligeberettigede i alle statsanliggender. Dér står alliancen af udbyttere, pengemænd og politichefer. Her står alliancen af alle arbejdende mennesker, alle levende kræfter i folket, hele den hæderlige intelligens. Dér står de Sorte Hundreder, her de organiserede arbejdere, som kæmper for frihed, for oplysning, for socialisme.
Borgere, vælg nu! Her er vort program, som hele folket for længst har opstillet. Her er vore mål, og for at nå dem erklærer vi de Sorte Hundreders regering krig. Vi påtvinger ikke folket nye påhit, som vi har udspekuleret, vi tager blot initiativet til at virkeliggøre det, som der er almindelig enighed om skal gøres, for at livet kan gå videre i Rusland. Vi isolerer os ikke fra det revolutionære folk, men forelægger hvert af vore skridt, hver af vore beslutninger for dets domstol, vi bygger helt og holdent på det frie initiativ, som udgår fra de arbejdende masser selv. Vi forener samtlige revolutionære partier, vi ønsker i vore rækker at have repræsentanter for enhver befolkningsgruppe, som er parat til at kæmpe for friheden, for vort program, som sikrer opfyldelsen af folkets elementære rettigheder og behov. Vi rækker i særdeleshed hånden ud til de kammerater, som er arbejdere i soldateruniform, og til vore brødre, bønderne, til fælles kamp til det yderste mod godsejernes og embedsmændenes åg, til kamp for jord og frihed.
Borgere! Forbered jer til den afgørende kamp. Vi vil ikke tillade de Sorte Hundreders regering at ydmyge hele Rusland. Vi vil ikke lade os narre af, at nogle embedsmænd udskiftes, at nogle politifolk træder tilbage, mens de Sorte Hundreders politi i hele sin masse bevarer magten til at myrde, plyndre og mishandle folket. Lad de liberale bourgeois’er ydmyge sig selv ved at indgive bønskrifter til denne sorthundredregering. De Sorte Hundreder morer sig, når de bliver truet med den samme tsaristiske domstol dannet af de samme tsaristiske embedsmænd. Vi vil udstede en ordre til vor hærs troppeafdelinger om at arrestere de Sorte Hundreders anførere, som skænker i glasset for uoplyste folk og bestikker dem, vi vil stille alle disse umennesker, i stil med Kronstadts politimester, for en åben, offentlig, revolutionær domstol.
Borgere! Alle andre end de Sorte Hundreder har vendt sig bort fra tsarregeringen. Forén jer omkring den revolutionære regering, hold op med at betale afgifter og skatter, sæt alle kræfter ind på at organisere og bevæbne den frie folkemilits. Virkelig frihed vil Rusland først få i den udstrækning, hvori det revolutionære folk bliver sejrherre over sorthundredregeringens styrker, i borgerkrigen er der ikke og kan der ikke være neutrale. De hvides parti er lutter fejt hykleri. Den, der holder sig borte fra kampen, han støtter de Sorte Hundreders huseren. Den, der ikke er med revolutionen, han er imod revolutionen. Den, der ikke er revolutionær, han er sorthundredmand.
Vi påtager os at forene og uddanne folkeopstandens styrker. Måtte der ved årsdagen for den store dag, den 9. januar, ikke være sten på sten af tsarmagtens institutioner tilbage i Rusland. Måtte det internationale proletariats forårsfest allerede forefinde et frit Rusland med en frit organiseret, folkelig, konstituerende forsamling!
Sådan forestiller jeg mig udviklingen af arbejderrepræsentanternes sovjet til en provisorisk revolutionær regering. Det er sådanne opgaver, jeg i første række ville stille alle vore partiorganisationer, alle bevidste arbejdere, både sovjetten selv, den forestående arbejderkongres i Moskva og bondeforbundets kongres. [7]
1. Lenin skrev artiklen i Stockholm under rejsen fra Svejts til Rusland. Manuskriptet blev først fundet i 1940. – S. 149.
2. Novaja Sjisn, dagblad, udkom legalt i Petersborg fra 27. oktober (9. november) til 3. (16.) december 1905. Lenin, som efter hjemkomsten blev den politisk ledende kraft, skrev 14 artikler deri. Oplaget nåede op på 80.000 eksemplarer. Blandt dets udenlandske medarbejdere var Rosa Luxemburg, Karl Liebknecht, Marcel Cachin og Paul Lafargue. – S. 149.
3. Se Udvalgte Værker, bd. 2, kap. IV c, Forlaget Tiden. – S. 150.
4. Sorte Hundreder – terrorbander, se note 15 til To Slags Taktik ... – S. 150.
5. Lenin sigter til den landsomfattende politiske strejke i oktober 1905. – S. 154.
6. Forbundenes forbund oprettedes i maj 1905 af repræsentanter for 14 faglige organisationer, hvis medlemmer var advokater, læger, ingeniører, lærere, agronomer, kontorfolk o.a. Forbundet førte liberal politik. Det gik i opløsning i løbet af 1906. – S. 154.
7. Bondeforbundet opstod i 1905. Forbundet krævede politisk frihed, indkaldelse af en konstituerende forsamling, afskaffelse af privatejendomsretten til jord, overdragelse af jorden til bønderne o.a. Forbundet opløstes 1907. – S. 158.
Sidst opdateret 5.7.2013