Trykt i bladet Novaja Sjisn nr. 12 den 13. (26.) november 1905. Samlede Værker, 5. udgave, bd. 12, s. 99-105.
Oversat til dansk af Gelius Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 4, s. 169-174, Forlaget Tiden, København 1977.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 26. juni 2013.
De nye betingelser for det socialdemokratiske arbejde, som er skabt i Rusland efter revolutionen i oktober, [1] har sat problemet om partimæssig litteratur på dagsordenen. Forskellen mellem den illegale og den legale presse, denne triste arv fra det feudale og selvherskerlige Ruslands epoke, begynder at svinde. Vor premierministers hykleriske regering huserer endnu i den grad, at Meddelelser fra Arbejdersovjetten må trykkes »illegalt«, men de tåbelige forsøg på at »forbyde« dét, som regeringen ikke magter at forhindre, indbringer ikke regeringen andet end skændsel og nye moralske bagslag.
Så længe forskellen mellem illegal og legal litteratur eksisterede, løstes problemet om partimæssig og ikke-partimæssig presse yderst enkelt og yderst falsk og vanskabt. Hele den illegale presse var partimæssig, den blev udgivet af organisationer, den redigeredes af grupper, der på en eller anden måde var forbundet med grupper af praktiske partiarbejdere. Hele den legale presse var ikke-partimæssig – fordi partimæssig optræden var belagt med forbud – men den »hældede« til det ene eller andet parti. Uundgåeligt opstod der vanskabte alliancer, unormale »samliv«, falske tilsløringer; nødtvungen forsigtighed i udtalelser af folk, der ville udtrykke partianskuelser, blandedes med misforståelser eller tankefejhed hos folk, der endnu ikke var nået frem til disse anskuelser, og som i grunden ikke sluttede sig til et parti.
En forbandet tid, med formummede taler, litterær servilitet, undersåtligt sprog, idémæssigt livegenskab! Proletariatet gjorde ende på denne usselhed, som fik alt levende og friskt i Rus [2] til at hive efter vejret. Men proletariatet har hidtil kun skaffet Rusland halvdelen af friheden.
Revolutionen er endnu ikke afsluttet. Mens tsarismen ikke længere har kraft til at besejre revolutionen, har revolutionen endnu ikke kraft til at besejre tsarismen. Og vi lever i en tid, hvor denne naturstridige kombination af åben, ærlig, direkte, konsekvent partimæssig optræden med underjordisk, tilsløret, »diplomatisk«, durkdreven »legalitet« ytrer sig overalt og i alt. Denne naturstridige kombination påvirker også vort blad: hvor meget hr. Gutjkov end gør sig vittig over et socialdemokratisk tyranni, der ville forbyde trykning af liberalt-borgerlige, moderate aviser, så er og bliver det et faktum, at centralorganet for Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti, Proletarij, stadig befinder sig uden for den selvherskerlige politistat Ruslands dør.
Men i hvert fald tvinger denne halve revolution os alle til straks at tage fat på en ny tilrettelægning af virksomheden. Litteraturen kan nu, selv »legalt«, for 9/10’s vedkommende være partimæssig. Litteraturen må blive partimæssig. I modsætning til borgerlige skikke, i modsætning til den borgerlige arbejdsgiver og kræmmerpresse, i modsætning til den borgerlige litterære karrierisme og individualisme, »herremandsanarkisme« og profitjagt — skal det socialistiske proletariat hævde den partimæssige litteraturs princip, udvikle dette princip og i så fuld og hel form som muligt føre det ud i livet.
Hvori består da dette princip, den partimæssige litteraturs princip? Ikke alene i, at for det socialistiske proletariat kan litteraturvirksomhed ikke være et middel til profit for personer eller grupper, den kan overhovedet ikke være en individuel virksomhed, uafhængig af den fælles proletariske virksomhed. Ned med partiløse skribenter! Ned med skribenter, der betragter sig som overmennesker! Litteraturvirksomheden må blive en del af den fælles proletariske virksomhed, »hjul og møtrik« i én fælles, stor socialdemokratisk mekanisme, som sættes i bevægelse af hele den bevidste avantgarde for hele arbejderklassen. Litteraturvirksomheden må blive en bestanddel af det organiserede, planmæssige, forenede socialdemokratiske partiarbejde.
»Enhver sammenligning halter,« siger en tysk sentens. Også min sammenligning af litteratur og møtrik, af levende bevægelse og mekanisme, halter. Der skal nok også findes hysteriske intellektuelle, der vil hyle op over denne sammenligning, som fornedrer, forstener og »bureaukratiserer« den frie idékamp, friheden til kritik, friheden til litterær skaben osv. osv. Efter sagens natur vil den slags hyl kun være et udtryk for borgerlig-intellektuel individualisme. Det kan ikke bestrides, at litterær virksomhed mindst af alt egner sig for at rette sig mekanisk ind, for nivellering, for et flertals herredømme over et mindretal. Det kan ikke bestrides, at det i denne virksomhed er ubetinget nødvendigt at sikre mest mulig plads for personligt initiativ, individuelle tilbøjeligheder, plads for tanke og fantasi, form og indhold. Alt dette er ubestrideligt, men alt dette beviser kun, at den litterære del af proletariatets partimæssige virksomhed ikke skematisk kan identificeres med andre dele af proletariatets partimæssige virksomhed. Alt dette modbeviser aldeles ikke den opfattelse, som forekommer bourgeoisiet og det borgerlige demokrati så fremmed og mærkelig, at litteraturvirksomhed absolut og ubetinget må indgå en uløselig forbindelse med de øvrige dele af det socialdemokratiske partiarbejde. Bladene bør blive organer for de forskellige partiorganisationer. Forfatterne må være direkte tilsluttet partiorganisationerne. Forlag og lagre, butikker og læsestuer, biblioteker og diverse forhandling af bøger – alt dette må blive partimæssigt og drives under ansvar. Alt dette arbejde må overvåges af det organiserede socialistiske proletariat, som i et og alt må kontrollere det, og som må bringe den levende proletariske virksomheds levende strøm ind i alt dette arbejde, uden undtagelse, således at grunden tages bort under det alderstegne, halvt oblomovske, [3] halvt kræmmeragtige russiske princip: skribenten nusser med lidt skriveri og læseren med lidt læsning.
Vi vil selvfølgelig ikke sige, at denne omlægning af litteraturvirksomheden, som er tilsvinet af asiatisk censur og europæisk bourgeoisi, kan foregå med ét slag. Det ligger os fjernt at agitere for et eller andet ensartet system eller at ville løse opgaven med nogle resolutioner. Nej, på dette område kan der mindst af alt være tale om skematisme. Det drejer sig om, at hele vort parti, hele det bevidste socialdemokratiske proletariat i hele Rusland må erkende denne nye opgave, stille den klart op og tage fat på dens løsning overalt og alle vegne. På vej ud af den feudale censurs fangenskab ønsker vi ikke og agter vi ikke at lade os fange af borgerligt-kræmmeragtige litteraturforhold. Vi ønsker at skabe og agter at skabe en fri presse, ikke alene i politimæssig forstand, men også i betydningen frihed fra kapitalen, frihed fra karrierismen – ja også i betydningen frihed fra den borgerlig-anarkistiske individualisme.
Disse sidste ord kan se ud som et paradoks eller en hån mod læserne. Hvad for noget! vil en og anden intellektuel og ilter frihedsven vel råbe. Hvad for noget! De ønsker at lægge en så fin, individuel virksomhed som litterær skaben ind under kollektiviteten! De ønsker, at arbejderne ved stemmeflertal skal løse videnskabens, filosofiens, æstetikkens problemer! De bestrider den absolutte frihed til absolut individuel idémæssig skaben!
– Tag den med ro, mine herrer! For det første er der tale om partimæssig litteratur og om partimæssig kontrol med den. Enhver har frihed til at skrive og sige alt, hvad der passer ham, uden mindste indskrænkning. Men enhver frivillig sammenslutning (deriblandt et parti) har ligeledes frihed til at udstøde medlemmer, som benytter partiets mærke til at præke anskuelser i strid med partiets. Ytrings- og pressefriheden skal være fuldstændig. Men også foreningsfriheden skal være fuldstændig. Jeg er i ytringsfrihedens navn forpligtet til at overlade dig fuld ret til at skrige, lyve og skrive hvad som helst. Men du er forpligtet til i foreningsfrihedens navn at overlade mig ret til at indgå eller opløse et forbund med mennesker, der siger sådan eller sådan. Partiet er et frivilligt forbund, som uvægerligt vil gå i opløsning, først idemæssigt og så materielt, hvis det ikke renser sig for medlemmer, som forkynder anskuelser i strid med partiets. Til bestemmelse af grænsen mellem det partimæssige og det partistridige tjener imidlertid partiprogrammet, dertil tjener partiets taktiske resolutioner og dets love, dertil tjener endelig de erfaringer, der er indhøstet af hele det internationale socialdemokrati, af proletariatets internationale frivillige sammenslutninger. Proletariatet optager til stadighed i sine partier elementer og strømninger, som ikke er fuldt konsekvente, ikke helt rent marxistiske, ikke ganske rigtige, og foretager ligeledes til stadighed periodiske »rensninger« af sine partier. Sådan vil det også blive hos os, mine herrer tilhængere af den borgerlige »frihed til kritik«, inden for partiet, nu er vort parti med ét slag blevet et masseparti, nu oplever vi en brat overgang til en åbent virkende organisation, nu vil der uvægerligt komme mange inkonsekvente (fra et marxistisk synspunkt inkonsekvente) mennesker, måske endda nogle kristne, måske endda nogle mystikere til os. Vi har stærke maver, vi er hærdede marxister. Vi vil kunne fordøje disse inkonsekvente folk. Tankefrihed og frihed til kritik inden for partiet vil aldrig få os til at glemme menneskenes frihed til at gruppere sig i de frivillige sammenslutninger, der kaldes partier.
For det andet, mine herrer borgerlige individualister, må vi sige Dem, at Deres taler om absolut frihed er hykleri helt igennem. I et samfund, der grunder sig på pengenes magt, i et samfund, hvor de arbejdendes store masser lider nød, mens en håndfuld rige folk lever et snylterliv, kan der ikke være nogen reel og virkelig »frihed«. Ér De måske fri fra deres borgerlige forlæggere, hr. forfatter? Fra Deres borgerlige publikum, som forlanger, at De skal levere pornografi på lærred og i rammer, [4] prostitution som »supplement« til den »hellige« sceniske kunst? Denne absolutte frihed er jo en borgerlig eller anarkistisk frase (for som verdensanskuelse er anarkismen borgerlighed på vrangen). At leve i et samfund og være fri fra samfundet lader sig ikke gøre. Den borgerlige forfatters, kunstners, skuespillerindes frihed er kun en maskeret (eller hyklerisk maskerlig) afhængighed af pengesækken, af bestikkelsen, af underholdet.
Og vi socialister afslører dette hykleri, vi river de falske skilte ned – ikke for at få en litteratur og kunst uden klassepræg (dette vil først være muligt i et socialistisk samfund, som er kommet ud over klasserne), men for at konfrontere den hyklerisk frie, men i virkeligheden borgerligt bundne litteratur med en virkelig fri litteratur, der åbent er knyttet til proletariatet.
Det vil være en fri litteratur, fordi ikke egoisme og ikke karriere, men socialismens idé og sympati med de arbejdende vil hverve nye og atter nye kræfter til dens rækker. Det vil være en fri litteratur, fordi den vil tjene, ikke en overmæt heroine, ikke de blaserte og overvægtige »øverste ti tusind«, men millioner og atter millioner af arbejdende mennesker, som udgør landets blomst, dets kraft, dets fremtid. Det vil være en fri litteratur, som befrugter menneskehedens nyeste revolutionære tænkning med det socialistiske proletariats erfaringer og levende arbejde og skaber en stadig vekselvirkning mellem fortidens erfaringer (den videnskabelige socialisme, kronen på socialismens udvikling fra dens primitive, utopiske former) og nutidens erfaringer (den nutidige kamp, som kammeraterne blandt arbejderne fører).
Derfor til arbejdet, kammerater! Foran os står en vanskelig og ny, men stor og taknemmelig opgave – at organisere en omfattende, alsidig, mangeartet litteraturvirksomhed i nær og uløselig forbindelse med den socialdemokratiske arbejderbevægelse. Hele den socialdemokratiske litteratur må blive partimæssig. Alle blade, tidsskrifter, forlag osv. må øjeblikkelig tage fat på en reorganisering, en forberedelse af en sådan tilstand, at de helt og fuldt kan indgå i de og de partiorganisationer efter de og de principper. Kun så vil den »socialdemokratiske« litteratur blive socialdemokratisk i gerning, kun så vil den formå at gøre sin pligt, kun så vil den formå inden for det borgerlige samfunds rammer at rive sig ud af slaveriet hos bourgeoisiet og smelte sammen med den virkelig fremskredne og helt ud revolutionære klasses bevægelse.
1. Lenin sigter til den landsomfattende politiske strejke i oktober 1905. – S. 169.
2. Rus — betegnelse for en statsdannelse, som opstod i det 8.-9. århundrede i egnene ved Sortehavet og Dnepr. Ordet, som går igen i navnet Rusland, bruges her billedligt. Rusland opstod som stat i slutningen af det 15. århundrede med Moskva som centrum. – S. 170.
3. Oblomov — person i Gontjarovs roman af samme navn, passiv liberal. Lenin brugte ofte ordet oblomovsk for at betegne stagnation, træghed, patriarkalsk efterblevenhed. – S. 171.
4. Det må formodes, at der her foreligger en trykfejl i Novaja Sjisns tekst, således at der ikke skal stå rammer, men romaner. – S. 173.
Sidst opdateret 5.7.2013