Trykt i bladet Novaja Sjisn nr. 9, 13 og 14 den 10. (23.), 15. (28.) og 16. (29.) november 1905. [1] Samlede Værker, 5. udgave, bd. 12, s. 83-93.
Oversat til dansk af Anne Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 4, s. 159-168, Forlaget Tiden, København 1977.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 26. juni 2013.
Betingelserne for vort partis virksomhed ændrer sig radikalt. Forsamlings-, forenings- og trykkefrihed er erobret. Naturligvis er disse rettigheder yderst ustabile, og det ville være vanvittigt, om ikke forbryderisk, at forlade sig på de nuværende friheder. Den afgørende kamp venter endnu forude, og forberedelserne hertil må stå i første række. Partiets konspirative apparat må opretholdes. Men samtidigt er det absolut nødvendigt at udnytte det nuværende, relativt bredere virkefelt på bredest mulig måde. Ved siden af det konspirative apparat er det absolut nødvendigt at oprette flere og flere nye, legale og halvlegale partiorganisationer (og organisationer knyttet til partiet). Hvis vi ikke gør dette, er det utænkeligt, at vi kan tilpasse vor virksomhed til de nye betingelser eller vise os i stand til at løse de nye opgaver ...
For at placere organisationen på den nye grund er en ny partikongres påkrævet. Ifølge lovene skal der afholdes kongres en gang årligt, den næste i maj 1906, men nu er det påkrævet at fremskynde den. Hvis vi ikke udnytter øjeblikket, forpasser vi det – forstået således, at behovet for en organisation, et behov, som arbejderne føler meget stærkt, vil munde ud i forkvaklede, farlige former, styrke diverse »uafhængige« [2] osv. Det haster med at organisere sig på en ny måde, vi må sætte nye metoder til almindelig diskussion, vi må dristigt og resolut fastlægge en »ny kurs«.
Den appel til partiet, der er trykt i dette nummer og underskrevet af vort partis centralkomité, [3] fastlægger efter min dybe overbevisning denne nye kurs helt rigtigt. Vi repræsentanter for det revolutionære socialdemokrati og tilhængere af »flertallet« (bolsjinstvo) har gentagne gange sagt, at en tilbundsgående demokratisering af partiet var umulig, når arbejdet skulle foregå konspirativt, og at »valgprincippet« under de betingelser var en frase. Og praksis har bekræftet vore ord. På tryk (se pjecen af »En arbejder« med forord af Akselrod og brevet fra »En arbejder, én af mange« i Iskra [4] samt brochuren Arbejdere om Partisplittelsen) er det nu gentagne gange blevet fastslået af tidligere tilhængere af mindretallet (mensjinstvo), at det reelt ikke lykkedes for dem at gennemføre nogen alvorlig demokratisering, nogen virkelig valgpraksis. Men vi bolsjevikker har altid anerkendt nødvendigheden af at overgå til valgprincippet under nye forhold, når der indføres politisk frihed; det viser protokollerne fra RSDAP’s 3. kongres [5] særlig overbevisende, hvis der kræves yderligere bevis for det.
Opgaven er altså klar. Indtil videre må det konspirative apparat opretholdes og et nyt, åbent udvikles. Hvad angår kongressen, kan denne opgave, (hvis konkrete opfyldelse naturligvis kræver praktisk kunnen og kendskab til alle betingelser for tid og sted) formuleres således: Indkaldelse af 4. kongres på basis af partilovene samtidigt med, at man straks og ufortøvet begynder at anvende valgprincippet. Centralkomiteen har løst dette problem således: komitemedlemmer, [6] formelt repræsentanter for organisationer med fulde rettigheder, reelt repræsentanter for kontinuiteten i partiet, deltager i kongressen med stemmeret. De delegerede, der er valgt af alle partiets medlemmer og dermed også af partiets arbejdermasse, har centralkomiteen på grundlag af sin ret hertil indbudt til kongressen med taleret, ikke stemmeret. Centralkomiteen har endvidere erklæret, at den straks ved åbningen vil foreslå kongressen at ændre denne taleret til taleret plus stemmeret. Vil de delegerede med stemmeret fra komiteerne gå med til dette?
Centralkomiteen erklærer som sin opfattelse, at det vil de afgjort. Jeg personligt er dybt overbevist herom. Man kan ikke være uenige om noget sådant. Man kan ikke forestille sig, at flertallet af det socialdemokratiske proletariats ledere ikke skulle gå med til det. Vi er sikre på, at partiarbejdernes udtalelser, der omhyggeligt registreres af avisen Novaja Sjisn, meget snart vil vise, at vor opfattelse er rigtig; selv om der skulle opstå strid om et sådant skridt (ændring af taleretten til taleret plus stemmeret), så er udfaldet givet.
Betragt dette spørgsmål fra en anden vinkel, ikke ud fra et formelt synspunkt, men som sagen ligger. Risikerer socialdemokratiet noget ved at realisere den af os foreslåede plan?
Risikoen kunne man forestille sig var, at masser af ikke-socialdemokrater straks trådte ind i partiet. I så fald ville partiet blive opløst i masserne, partiet ville ophøre at være sin klasses bevidste fortrop, partiet ville synke ned til at være bagtrop. Det ville i sandhed blive en bedrøvelig periode. Og denne risiko kunne utvivlsomt antage meget alvorlig karakter, hvis der hos os fandtes tendenser til demagogi, hvis vi helt savnede partiprincipper (program, taktiske regler og organisatorisk erfaring), eller hvis de var svage og vaklende. Men sagen er jo, at dette »hvis« netop ikke eksisterer. Blandt os bolsjevikker har der aldrig været tendenser til demagogi, tværtimod; vi har hele tiden resolut, åbent og direkte bekæmpet selv de mindste forsøg på demagogi, vi har forlangt bevidst indstilling af dem, der meldte sig ind i partiet, vi har fastholdt den kolossale betydning af kontinuitet i partiets udvikling, vi har propaganderet for disciplin og skoling af alle partiets medlemmer i en af partiorganisationerne. Vi har vort grundigt indarbejdede program, der er officielt anerkendt af alle socialdemokrater, og hvis grundsætninger reelt ikke har fremkaldt nogen kritik (kritik af enkelte punkter og formuleringer er en fuldt ud legitim og nødvendig ting i ethvert levende parti). Vi har taktiske resolutioner, der blev udarbejdet konsekvent og systematisk både på 2. og 3. kongres og under den socialdemokratiske presses mangeårige arbejde. Vi har både en vis organisatorisk erfaring og en faktisk organisation, der har spillet en opdragende rolle og ubestrideligt givet resultater, som måske ikke straks er synlige, men som kun blinde eller forblændede folk kan benægte.
Nej, kammerater, lad os ikke overdrive denne risiko. Socialdemokratiet har skabt sig et navn, skabt en retning, skabt socialdemokratiske arbejderkadrer. Og i den nuværende situation, da det heroiske proletariat i gerning har bevist sin beredvillighed til at gå i kamp og sin evne til at kæmpe solidarisk, støt, for klart erkendte mål, i en rent socialdemokratisk ånd, – i den situation vil det være ligefrem latterligt at betvivle, at de arbejdere, der er medlemmer af vort parti, eller som i morgen efter centralkomiteens opfordring melder sig ind, vil være socialdemokrater i 99 af 100 tilfælde. Arbejderklassen er instinktivt, spontant socialdemokratisk, og socialdemokratiets arbejde gennem mere end ti år har udrettet slet ikke så lidt for at forvandle denne spontaneitet til bevidst optræden. Gør jer ingen indbildte bekymringer, kammerater! Glem ikke, at der i ethvert levende parti i udvikling altid vil være elementer, som er ustabile, vaklende og svingende. Men disse elementer er og vil være underkastet påvirkning fra den støtte og solide kerne af socialdemokrater.
Vort parti er stagneret i illegaliteten. I de senere år var det ved at kvæles i illegalitet, som en af de delegerede på 3. kongres så rigtigt udtrykte sig. Illegaliteten er ved at bryde sammen. Gå nu dristigere fremad, tag det nye våben, fordel det til nye folk, udvid jeres støttepunkter, kald alle socialdemokratisk indstillede arbejdere til jer, indlem dem i hundredvis, i tusindvis i partiorganisationerne. Lad deres delegerede sætte liv i vore centrale organer, lad det unge revolutionære Ruslands friske ånd strømme ind gennem dem. Hidtil har revolutionen om og om igen retfærdiggjort alle marxismens teoretiske grundteser, alle socialdemokratiets væsentlige paroler. Og revolutionen har ligeledes retfærdiggjort vort arbejde, det socialdemokratiske arbejde, retfærdiggjort vore forventninger og vor tillid til proletariatets ægte revolutionære ånd. Lad os nu undgå al småtskårenhed i den nødvendige reform af partiet – lad os straks slå ind på den nye vej. Dette fratager os ikke det gamle konspirative apparat (der er ingen tvivl om, at de socialdemokratiske arbejdere har anerkendt og godkendt det; det har revolutionens praktiske erfaringer og forløb bevist hundrede gange mere eftertrykkeligt end beslutninger og resolutioner kunne gøre det). Det giver os også nye, unge kræfter fra selve kernen af den eneste virkeligt og fuldt ud revolutionære klasse, der har tilkæmpet Rusland halvdelen af friheden, og som vil tilkæmpe det fuld frihed, den klasse, som gennem friheden vil føre Rusland frem til socialismen.
Beslutningen fra vort partis centralkomité om indkaldelse af RSDAP’s 4. kongres, offentliggjort i Novaja Sjisnj nr. 9, er et afgørende skridt henimod fuld gennemførelse af det demokratiske princip i partiorganisationen. Valg af kongresdelegerede (som først får taleret, men derpå utvivlsomt også får fuld stemmeret) skal være foretaget inden for en måned. Alle partiets organisationer bør derfor så snart som muligt gå i gang med diskussionen af kandidaterne til kongressen og kongressens opgaver. Man bør absolut regne med muligheden for, at det døende selvherskerdømme vil forsøge at ophæve de lovede friheder og gå til angreb på revolutionære arbejdere og især deres ledere. Derfor vil det næppe være belejligt (undtagen måske i særlige tilfælde) at offentliggøre de delegeredes rigtige navne. Dæknavnene, som det politiske slaveris epoke har lært os at bruge, bør ikke lægges til side, så længe de Sorte Hundreder [7] forbliver ved magten. Og det ville ikke være nogen dårlig idé, endnu engang at vælge suppleanter til de delegerede, atter ligesom tidligere, »med tanke på arrestationer«. Men vi vil ikke opholde os ved alle disse konspirative forsigtighedsregler, for kammeraterne kender de lokale arbejdsforhold og klarer let alle de vanskeligheder, der kan opstå i så henseende. De kammerater, der har rige erfaringer i revolutionært arbejde under selvherskerdømmets betingelser, skal hjælpe og råde alle dem, der begynder på socialdemokratisk virksomhed under de nye, »frie«, forhold (frie står indtil videre i gåseøjne). Det siger sig selv, at der her kræves megen takt af medlemmerne af vore komiteer; de hidtidige formelle forrettigheder mister nu uundgåeligt betydning, og det bliver nødvendigt i mange tilfælde at begynde forfra »med begyndelsen«, at give brede lag af nye partikammerater bevis for, hvor vigtig demokratiets konsekvente program, taktik og organisation er. Man må ikke glemme, at vi indtil nu alt for ofte kun har haft at gøre med revolutionære fra et bestemt socialt lag, hvorimod vil nu have at gøre med typiske repræsentanter for masserne. Denne forandring kræver nye metoder ikke blot i agitation og propaganda (nødvendigheden af en mere populær fremstilling, evne til at behandle et problem, evne til på en yderst enkel, anskuelig og virkelig overbevisende måde at forklare socialismens grundlæggende sandheder), men også hvad angår organisationen.
I denne notits vil jeg gerne komme ind på en enkelt side af de nye organisatoriske opgaver. Centralkomiteens beslutning opfordrer alle partiorganisationer til at sende delegerede til kongressen og alle socialdemokratisk indstillede arbejdere til at træde ind i disse organisationer. For virkelig at realisere dette velmente ønske er det utilstrækkeligt bare at »invitere« arbejderne, utilstrækkeligt bare at udvide antallet af organisationer af den gamle type. Nej, hertil kræves, at alle kammerater i fællesskab er med til på selvstændig og skabende måde at tilvejebringe nye organisationsformer. Her kan man ikke anvise nogen standard, som er fastlagt på forhånd, for denne sag er ny, her må lokalkendskab og navnlig initiativ fra alle partimedlemmer komme til udfoldelse. Den nye organisationsform eller rettere den nye form for organisatorisk grundcelle i arbejderpartiet skal ubetinget være bredere end de gamle grupper. Det er desuden sandsynligt, at den nye celle bør være en mindre fast udformet, en mere »fri«, »lose« /løs/ organisation. Hvis befolkningen havde fuld foreningsfrihed og fulde borgerrettigheder, skulle vi naturligvis oprette socialdemokratiske foreninger overalt (ikke kun faglige, men også politiske foreninger, partiforeninger). Under de nuværende forhold må man søge at komme dette mål nærmere ad alle de veje og med alle de midler, der måtte stå til vor rådighed.
Det er nødvendigt øjeblikkeligt at vække initiativet hos alle partiets folk og hos alle de arbejdere, der sympatiserer med socialdemokratiet. Det er nødvendigt straks og alle vegne at organisere foredrag, diskussioner, møder og friluftsarrangementer, hvor der gives meddelelse om afholdelsen af RSDAP’s 4. kongres, redegøre for kongressens opgaver i den mest populære og letfattelige form, oplyse om den nye form, hvorunder kongressen organiseres, og rette opfordring til alle socialdemokrater om at deltage aktivt i udformningen af et virkeligt proletarisk socialdemokratisk parti efter nye linjer. Et sådant arbejde vil give os en mængde oplysninger om indvundne erfaringer, det vil på to-tre uger, (hvis sagen gribes energisk an) frembringe nye socialdemokratiske kræfter blandt arbejderne og i langt bredere lag vække interesse for det socialdemokratiske parti, som vi nu har besluttet at opbygge på en ny måde sammen med alle kammerater blandt arbejderne. På alle møder vil spørgsmålet om oprettelse af forbund, organisationer og grupper i partiet øjeblikkeligt blive rejst. Hvert forbund, hver organisation og gruppe vil straks vælge sit bureau, sin bestyrelse eller sit forretningsudvalg, med andre ord en central og permanent institution, der varetager organisationens anliggender, opretholder kontakt med stedlige partiinstitutioner, modtager og fordeler partilitteratur, opkræver kontingent til partiets arbejde, arrangerer møder, foredrag og beretninger og endelig forbereder valg af delegerede til partikongressen. Partikomiteerne vil naturligvis sørge for at bistå enhver sådan organisation og forsyne den med materialer, som forklarer, hvad vort parti, RSDAP, står for, hvad dets historie og nuværende store opgaver er.
Endvidere er det på tide også at sørge for oprettelse af lokale økonomiske støttepunkter, om man så må sige, for arbejderne i de socialdemokratiske organisationer, i form af spisesteder, tehuse, ølstuer, biblioteker, læsesale, tir[*] osv., osv., der drives af partimedlemmer. Man må ikke glemme, at ud over det »selvherskende« politi vil også de »selvherskende« arbejdsgivere forfølge socialdemokratiske arbejdere og afskedige agitatorer. Derfor er det en yderst vigtig sag at få etableret baser, der er så uafhængige som muligt af fabrikanternes vilkårlighed.
Vi socialdemokrater bør i det hele taget udnytte den nuværende udvidelse af handlefriheden på enhver tænkelig måde, og jo mere denne frihed sikres, jo mere energisk må vi fremføre parolen »Ud blandt folket!«. Nu vil arbejdernes egne initiativer ytre sig i et omfang, som vi, gårsdagens konspiratorer og smågruppemedlemmer, ikke engang vovede at drømme om. De socialistiske ideers påvirkning af de proletariske masser foregår nu og i den kommende tid ad veje, som vi meget ofte slet ikke vil være i stand til at efterspore. Under hensyntagen til sådanne forhold må vi sørge for en rigtigere fordeling af socialdemokratiske intellektuelle,[**] således at de ikke driver nytteløst omkring på steder, hvor bevægelsen allerede er kommet op at stå og klarer sig ved egne kræfter, om man må udtrykke sig så, men at de går ud blandt »de dybe lag«, hvor arbejdet er sværere, forholdene vanskeligere, behovet for erfarne og kyndige folk stærkere, kilderne til oplysning mindre og det politiske livs hjerteslag svagere. »Ud blandt folket« skal vi også nu, både i tilfælde af valg, hvori hele befolkningen, selv i de mest afsides egne, vil deltage og (det er endnu vigtigere) i tilfælde af åben kamp for at lamme en provinsiel Vendée’s [8] reaktionære linje, og for at sikre, at de paroler, der udgår fra de store centre, spredes over hele landet, blandt alle proletariske masser.
Selvfølgelig er enhver yderlighed skadelig; for at organisere arbejdet på den mest stabile og om muligt »mønsterværdige« måde, vil vi også fortsat blive nødt til at koncentrere vore bedste kræfter i det ene eller det andet vigtige centrum. Erfaringerne vil vise, hvilken proportion vi bør iagttage i så henseende. Vor opgave nu består ikke så meget i at udspekulere normer for organiseringen ad nye linjer som i at udfolde den bredeste og dristigste virksomhed, således at vi på den 4. kongres kan sammenfatte og formulere materialet om partiets erfaringer.
I de første to afsnit behandlede vi den almindelige betydning af valgprincippet i partiet og nødvendigheden af nye organisationsceller og organisationsformer. Vi vil her gennemgå endnu et yderst væsentligt spørgsmål, nemlig spørgsmålet om partiets forenelse.
Det er ingen hemmelighed for nogen, at det store flertal af socialdemokratiske arbejdere er særdeles utilfredse med splittelsen i partiet og kræver forenelse. Det er ingen hemmelighed for nogen, at splittelsen har fremkaldt en vis kølighed blandt socialdemokratiske arbejdere (eller arbejdere, der er rede til at træde ind i partiet) over for det socialdemokratiske parti.
Arbejderne har næsten mistet håbet om, at partiets »spidser« kunne forene sig. Nødvendigheden af en forenelse blev officielt anerkendt såvel af RSDAP’s 3. kongres som af mensjevikkernes konference i maj dette år. Siden da er et halvt år gået, men enhedsbestræbelserne har næsten ingen fremskridt gjort. Det er ikke overraskende, at arbejderne er begyndt at blive utålmodige. Det er ikke overraskende, at »En arbejder, én af mange«, der skrev om forenelse i Iskra og i en pjece, udgivet af »Flertallet« (Arbejdere om Partisplittelsen, udgivet af centralkomiteen, Geneve 1905) sluttelig har truet de socialdemokratiske intellektuelle med en »knytnæve nedefra«. Nogle socialdemokrater (mensjevikkerne) syntes dengang ikke om truslen, andre (bolsjevikkerne) fandt den derimod legitim og fuldt ud berettiget.
Mon ikke den tid nu er kommet, da de bevidste socialdemokratiske arbejdere kan og skal gøre alvor af deres hensigt (jeg siger ikke »trussel«, for det ord smager af anklager og demagogi, og vi bør gøre vort yderste for at undgå begge dele). I virkeligheden er den tid nu kommet, eller er i hvert fald ved at komme, da valgprincippet kan anvendes i partiorganisationerne i gerning og ikke kun i ord, ikke som en smuk, men tom floskel, derimod som et virkeligt nyt princip, der virkelig fornyer, udvider og styrker partiets forbindelser. »Flertallet« har i skikkelse af centralkomiteen direkte opfordret til ufortøvet anvendelse og indførelse af valgprincippet. Mindretallet følger samme vej. Og socialdemokratiske arbejdere udgør det kolossale, overvældende flertal i alle socialdemokratiske organisationer, institutioner, forsamlinger møder osv.
Det vil sige, at muligheden nu er til stede for ikke kun at opfordre til enhed, ikke kun at opnå løfter om enhed, men i praksis at opnå enhed ved en simpel flertalsbeslutning af de organiserede arbejdere såvel i den ene som i den anden fraktion. Her bliver ingen »majorisering«, idet alle i princippet har erkendt nødvendigheden af enhed, og arbejderne har nu kun i praksis at afgøre et spørgsmål, der allerede er afgjort i princippet.
Forholdet mellem de intellektuelles og proletariatets (arbejdernes) funktioner i den socialdemokratiske arbejderbevægelse kan jo udtrykkes ret præcist i følgende generelle formulering: De intellektuelle er gode til at løse problemer »principielt«, er gode til at opstille retningslinjer, gode til at anstille betragtninger om nødvendigheden af handling ... hvorimod arbejderne handler, gør den grå teori til levende liv.
Og jeg vil ikke i mindste måde henfalde til demagogi, ikke på nogen måde forklejne den store rolle, som den bevidste indstilling i arbejderbevægelsen spiller, ikke på noget område svække den marxistiske teoris, de marxistiske princippers gigantiske betydning, når jeg nu siger: både på kongressen og på konferencen skabte vi »grå teori« om forenelse af partiet; kammerater, arbejdere! hjælp os med at gøre denne grå teori til levende liv! Gå i hobetal ind i partiorganisationerne. Gør vor 4. kongres og den 2. mensjevikkonference til en storslået og imponerende kongres af socialdemokratiske arbejdere. Tag sammen med os praktisk fat på samlingsproblemet – lad dette problem blot som en undtagelse (den undtagelse, der bekræfter regelen!) blive et, som løses med en tiendedel teori og ni tiendedel praksis. Ikke sandt, et sådant ønske er legitimt, historisk nødvendigt og psykologisk forståeligt. Vi har »teoriseret« så længe (somme tider – det lægger vi ikke skjul på – til ingen verdens nytte) i emigrantlivets usunde atmosfære, så det ved gud ikke er af vejen, hvis vi nu »spænder buen« noget, bare ganske lidt, en lille bitte smule »til den anden side« og lader praksis rykke lidt mere i forgrunden. Denne metode vil utvivlsomt være på sin plads i spørgsmålet om forenelse, som vi på grund af årsagerne til splittelsen har brugt et hav af blæk og en uendelighed af papir på. Især vi emigranter længes efter praktisk handling. Og desuden har vi allerede skrevet et særdeles godt og fyldestgørende program for hele den demokratiske revolution. Lad os da forenes også for denne revolutions sag!
*) Jeg kender ikke noget tilsvarende russisk ord og bruger (det franske) »tir« for steder, hvor der skydes til måls, hvor der er diverse våben til rådighed, og hvor enhver interesseret for en ringe betaling kan komme til at skyde til måls med revolvere og geværer. I Rusland er der proklameret møde- og foreningsfrihed. Borgerne har også ret til at forsamle sig til skydeøvelser, som ikke kan være til fare for nogen. I enhver europæisk storby kan man finde offentlige skydebaner – i kælderlokaler, undertiden uden for byen osv., og det er absolut ikke overflødigt for arbejderne at lære at skyde, at lære at behandle våben. Naturligvis vil vi først for alvor og i stor stil kunne gøre dette, når der er tilvejebragt foreningsfrihed, og når politislyngler, der ville vove at lukke sådanne institutioner, kan stilles for retten.
**) På partiets 3. kongres udtalte jeg det ønske, at der i partiets komiteer måtte være ca. 8 arbejdere for hver 2 intellektuelle. Hvor forældet er dog dette ønske!
Nu var det at ønske, at der i de nye partiorganisationer vil gå nogle hundrede socialdemokratiske arbejdere på et partimedlem fra den socialdemokratiske intelligens.
1. Om Partiets Reorganisation var den første Lenin-artikel i bladet Novaja Sjisn, november 1905, efter hjemkomsten til Rusland. S. 159.
2. De »uafhængige«, et »arbejderparti«, som tsarregeringens hemmelige politi oprettede om efteråret 1905. Det skulle bekæmpe socialdemokratiet, men fik ringe tilslutning og ophørte i 1908. – S. 159.
3. Appellen blev også trykt som flyveblad, med titlen »Angående indkaldelsen af RSDAP’s 4. kongres«. – S. 160.
4. Det »nye« Iskra, se note 7 til To Slags Taktik ... – S. 160.
5. Se note 6 til To Slags Taktik ... – S. 160.
6. Medlemmerne af RSDAP’s ledelser (komiteer) var, indtil halvlegale eller legale forhold indtrådte i 1905, ikke valgt af medlemmerne, men udpeget og godkendt ovenfra. Denne fremgangsmåde benyttedes for ikke at udsætte de valgte og organisationen i øvrigt for fare. – S. 160.
7. Sorte Hundreder – terrorbander, se note 15 til To Slags Taktik ... – S. 163.
8. Vendée — en provins i Vestfrankrig, hvor efterblevne bønder under den borgerlige revolution i slutningen af 18. århundrede indledte en kontrarevolutionær opstand mod republikken. Opstanden blev ledet af katolske gejstlige, adel og royalister i eksil og fik støtte fra England. Ordet Vendée blev betegnelse for kontrarevolutionært mytteri. – S. 166.
Sidst opdateret 5.7.2013