Trykt som særskilt brochure maj 1921 i Moskva, udgivet af Statsforlaget. [1]
Oversat til dansk af Erik Horskjær.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 14, s. 152-188, Forlaget Tiden, København 1984.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 19. juni 2014.
Spørgsmålet om levnedsmiddelskatten vækker for tiden meget stor opmærksomhed og fremkalder drøftelser og diskussioner. Det er fuldt forståeligt, eftersom det virkelig er et af de politiske hovedspørgsmål under de nuværende forhold.
Drøftelsen har en noget forjaget karakter. Det er en skavank, vi af alt for indlysende grunde alle lider af. Så meget nyttigere vil det være at prøve at gå ind på spørgsmålet fra dets generelle, principielle og ikke fra dets »aktuelle« side. Med andre ord: kaste blikket på den generelle, fundamentale baggrund for det billede – hvorpå vi nu tegner et mønster af bestemte praktiske foranstaltninger i dagens politik.
For at gøre dette forsøg vil jeg tillade mig at anføre et længere citat af min brochure Vore Dages Hovedopgaver. – Om »Venstre«-Barnagtighed Og Småborgerlighed. [2] Brochuren blev udgivet af Petrogradsovjetten i 1918 og indeholder for det første en avisartikel fra 11. marts 1918 i anledning af Brestfreden og for det andet en polemik med den daværende gruppe, venstrekommunisterne, dateret den 5. maj 1918. Polemikken er nu overflødig, og jeg udelader den. Jeg lader det blive stående, som angår overvejelserne om »statskapitalisme« og om grundelementerne i vort nuværende økonomiske liv på overgangen fra kapitalisme til socialisme.
Her følger, hvad jeg skrev dengang:
»...Statskapitalismen vil være et skridt frem i forhold til tingenes nuværende tilstand i vor sovjetrepublik. Hvis vi om et halvt års tid har indført statskapitalisme, så vil det være et uhyre fremskridt og den sikreste garanti for, at socialismen om et år bliver definitivt konsolideret og uovervindelig her i landet.
Jeg forestiller mig, med hvilken ædel harme en ‘venstre-kommunist’ rykker tilbage for disse ord og hvilken ‘morderisk kritik’ han over for arbejderne retter mod den ‘højre-bolsjevikiske afvigelse’. Hvad mener man? I en socialistisk sovjetrepublik skulle overgang til statskapitalisme være et skridt fremad?... Er dette ikke et forræderi mod socialismen?
Netop her ligger roden til den økonomiske fejltagelse fra ‘venstre-kommunisternes’ side. Netop derfor må vi gå nærmere ind på dette punkt.
For det første har ‘venstre-kommunisterne’ ikke forstået, hvordan denne overgang fra kapitalisme til socialisme ser ud, der giver os ret og grund til at kalde os en socialistisk sovjetrepublik.
For det andet åbenbarer de deres småborgerlighed netop ved, at de ikke ser, at hos os er det småborgerlige element socialismens hovedfjende.
For det tredje åbenbarer de ved at gøre ‘statskapitalismen’ til et skræmmebillede, at de ikke forstår, hvad der gør sovjetstaten økonomisk forskellig fra den borgerlige stat.
Lad os undersøge alle disse tre omstændigheder.
Endnu har vel aldrig noget menneske, der har stillet spørgsmålet om Ruslands økonomiske liv, bestridt, at dette økonomiske liv har overgangskarakter. Ingen kommunist har vel heller benægtet, at betegnelsen socialistisk sovjetrepublik betyder sovjetmagtens vilje til at gennemføre overgangen til socialismen, derimod ikke, at de nye økonomiske forhold skulle være socialistiske.
Men hvad betyder så ordet overgang? Betyder det ikke, når det anvendes på det økonomiske liv, at der i det givne system findes elementer, dele, stykker af såvel kapitalisme som socialisme? Hvem som helst anerkender, at sådan er det. Men det er ikke hvem som helst, der samtidig med at anerkende dette, tænker over, hvordan så de elementer af de forskellige samfundsøkonomiske strukturer er, som findes i Rusland. Det er imidlertid sagens kerne.
Lad os opregne disse elementer:
1) patriarkalsk bondebrug, dvs. i høj grad baseret på naturalhusholdning;
2) vareproduktion i lille format (hertil hører flertallet af de bønder, der sælger korn);
3) privatkapitalisme;
4) statskapitalisme;
5) socialisme.
Rusland er så stort og så broget, at alle disse forskellige samfundsøkonomiske strukturtyper flettes sammen i landet. Netop i dette består situationens særegenhed.
Man spørger, hvilke elementer er de dominerende? Det er klart, at i et småbondeland dominerer det småborgerlige element og må dominere; flertallet og det vældige flertal af jordbesiddere er småvareproducenter. Statskapitalismens hylster (kornmonopol, arbejdsgivere og handelsmænd, der står under kontrol, borgerlige kooperationsfolk) bliver snart her, snart der gennembrudt af spekulanter, og hovedgenstanden for spekulation er korn.
Hovedkampen udvikles netop på dette område. Mellem hvem foregår denne kamp, hvis man vil tale i de økonomiske kategoriers termer, f.eks. 'statskapitalisme'? Mellem 4. og 5. trin i den rækkefølge, som jeg netop har opstillet? Naturligvis ikke. Her er det ikke statskapitalismen, der kæmper mod socialismen, men småborgerskabet plus privatkapitalismen, der kæmper sammen i fællesskab, såvel mod statskapitalismen som mod socialismen. Småborgerskabet sætter sig imod enhver statslig indblanding, regnskabsføring og kontrol, uanset om den er statskapitalistisk eller statssocialistisk. Det er et fuldstændigt ubestrideligt faktum i virkelighedens verden, hvad ‘venstre-kommunisterne’ ikke forstår, og heri ligger roden til deres økonomiske fejltagelse. Spekulanten, marodøren inden for handel, sabotøren mod monopolet – det er vor »indre« hovedfjende, fjende af sovjetmagtens økonomiske forholdsregler. Hvis det for 125 år siden endnu var muligt at undskylde de franske småborgere, de mest ivrige og mest oprigtige revolutionære, når de søgte at besejre spekulanten ved henrettelse af nogle få ‘udvalgte’ og ved dundrende deklamationer, så fremkalder det i dag kun afsky og modvilje hos enhver bevidst revolutionær, når visse venstre-socialrevolutionære behandler spørgsmålet med rene fraser. Vi ved udmærket godt, at spekulationens økonomiske grundlag er småbesidderens lag, der er overordentligt bredt i Rusland, og privatkapitalismen, som har sin agent i enhver småborger. Vi ved, at denne småborgerlige hydra med millioner af fangarme snart her, snart der griber enkelte lag af arbejdere, at spekulationen i stedet for statsmonopolet trænger ind i alle porer i vort samfundsøkonomiske liv.
Den, der ikke ser dette, åbenbarer netop ved sin blindhed, at han er fanget i småborgerlige fordomme. Netop sådan står det til med vore ‘venstre-kommunister’, som i ord (og naturligvis i den oprigtigste overbevisning) er skånselsløse fjender af småborgerskabet, men i praksis kun hjælper det, kun tjener det, kun udtrykker dets standpunkt, når de – i april 1918!!– kæmper mod... ‘statskapitalismen’! Der har de virkelig ramt målet!
Småborgeren har lagt lidt til side, nogle tusinde, som han med ‘hæderlige’ og især uhæderlige midler har samlet sammen under krigen. Sådan er den økonomiske type, der udgør det karakteristiske grundlag for spekulation og privatkapitalisme.
Penge er en attest for besiddelse af social rigdom, og småbesidderens milliontallige lag, som holder omhyggeligt fast på denne attest, gemmer den for ‘staten’, ikke tror på nogen socialisme og kommunisme, ‘afventer’ blot, at den proletariske storm driver over. Enten får vi denne småborger til at rette sig efter vor kontrol og regnskabsføring (vi kan gøre det, når vi får de fattige, dvs. flertallet af befolkningen eller halvproletarerne, organiseret omkring den bevidste proletariske fortrop), eller også vil han uundgåeligt og uomgængeligt afskaffe vor arbejdermagt, ligesom Napoleon’erne og Cavaignac’erne, som netop vokser frem på småbesiddernes grund, afskaffede revolutionen. Sådan forholder det sig. Kun de venstre-socialrevolutionære ser ikke denne enkle og klare sandhed på grund af deres fraser om ‘arbejdende’ bønder, men hvem tager de venstre-socialrevolutionære, der er ved at drukne i fraser, alvorligt?
Småborgeren, der hæger om et par tusinde, er fjende af statskapitalismen, og disse tusinder vil han ubetinget selv have noget ud af, mod de fattige, mod al fællesstatslig kontrol, men summen af disse tusinder giver en basis på mange milliarder til en spekulation, som undergraver vor socialistiske opbygning. Lad os antage, at et vist antal arbejdere i løbet af nogle dage producerer en sum af en værdi, der er lig med 1000. Lad os endvidere antage, at 200 af denne sum går tabt for os som følge af småspekulation, af diverse underslæb og småbesiddernes ‘omgåelse’ af sovjetdekreter og -bestemmelser. Enhver bevidst arbejder vil sige: Hvis jeg af de 1000 kunne give 300 som pris for at skabe bedre orden og organisation, så ville jeg gerne give 300 og ikke kun 200, for under sovjetmagten bliver det siden hen en meget let opgave at sænke denne ‘tribut’ til f.eks. 100 eller 150, når først orden og organisation er oprettet, når først småbesiddernes sabotage mod ethvert statsmonopol definitivt er brudt.
Dette enkle taleksempel, som med vilje er forenklet til det yderste for at lette forståelsen, belyser forholdet i den nuværende situation mellem statskapitalismen og socialismen. Arbejderne har statsmagten i hænde, de har fuld juridisk mulighed for at ‘tage’ hele tusindlappen, dvs. ikke at give en eneste øre ud til andet end socialistiske formål. Denne juridiske mulighed, der støtter sig på, at magten faktisk er gået over til arbejderne, er et element af socialisme.
Men ad mange veje undergraver småbesidderelementet og det privatkapitalistiske element den juridiske stilling, smugler spekulation ind, saboterer gennemførelsen af sovjetiske dekreter. Statskapitalismen ville være et gigantisk skridt længere fremad, selv hvis vi (og jeg valgte med vilje et sådant taleksempel for at trække det skarpt op) skulle betale mere end nu; for det lønner sig at betale ‘lærepenge’, det gavner arbejderne, thi sejr over uorden, kaos og sløseri er vigtigere end alt andet, thi fortsættelsen af småbesidderens anarki er den største, den mest truende fare, der ubetinget vil bringe os i fordærv (hvis vi ikke besejrer dette element), mens betaling af en større tribut til statskapitalismen ikke bringer os i fordærv, men tværtimod vil føre os ad den sikreste vej til socialismen. Arbejderklassen, der har lært, hvordan man forsvarer den statslige orden mod småbesiddernes anarkistiske optræden, har lært, hvordan man organiserer en fællesstatslig storproduktion ud fra statskapitalistiske principper, vil så – undskyld udtrykket – have alle trumfer på hånden, og socialismens konsolidering vil være sikret.
Statskapitalismen står økonomisk langt højere end vor nuværende økonomi, det for det første.
Og for det andet indeholder den intet farligt for sovjetmagten, eftersom sovjetstaten er en stat, i hvilken arbejdernes og de fattiges magt er sikret...
For at gøre spørgsmålet endnu klarere vil vi allerførst anføre et helt konkret eksempel på statskapitalisme. Alle ved, hvad det er for et eksempel: Tyskland. Her har vi det ‘sidste nye’ i moderne storkapitalistisk teknik og planmæssig organisation, men underlagt den junkerlig-borgerlige imperialisme. Stryg de kursiverede ord, indsæt i stedet for den militære, junkerlige, borgerlige, imperialistiske stat en anden stat, også en stat, men af en anden social type, med et andet klasseindhold, sovjetstaten, dvs. en proletarisk stat, og man får den samlede sum af betingelser, som fører til socialismen.
Socialismen er utænkelig uden storkapitalistisk teknik, der er bygget på det sidste nye i den mest moderne videnskab, uden en planmæssig statslig organisation, der sørger for, at millioner og atter millioner af mennesker på det nøjeste overholder en fælles norm i fremstillingen og fordelingen af produkterne. Vi marxister har altid sagt dette, og det er ikke umagen værd at bruge bare to sekunder på at drøfte dette med folk, som ikke engang har forstået det (anarkister og godt halvdelen af de venstre-socialrevolutionære).
Socialisme er utænkelig uden proletariatets herredømme over staten; også dette er elementært. Og historien (af hvilken ingen, uden måske de mensjevikiske dumrianer af første skuffe, havde ventet, at den glat, roligt og enkelt ville bringe os den ‘fuldstændige’ socialisme) har taget et så egenartet forløb, at i tiden op til 1918 frembragtes to adskilte halvdele af socialismen, den ene ved siden af den anden, akkurat som to kyllinger, der udruges i samme skal: i den internationale imperialismes skal. Tyskland og Rusland legemliggjorde 1918 på det mest anskuelige den materielle realisation af de økonomiske, produktionsmæssige og samfundsøkonomiske betingelser på den ene side og af de politiske betingelser for socialismen på den anden side.
En sejrrig proletarisk revolution i Tyskland ville på én gang med største lethed bryde igennem en hvilken som helst imperialistisk skal (som desværre er lavet af det bedste stål, og som derfor ikke lader sig bryde af en hvilken som helst ... kyllings anstrengelser), den ville med sikkerhed hidføre verdenssocialismens sejr, uden vanskeligheder eller med ubetydelige vanskeligheder – naturligvis, hvis man anlægger en verdensmålestok på ‘vanskeligheden’.
Så længe revolutionen i Tyskland endnu tøver med sin ‘fødsel’, er det vor opgave at lære af tyskernes statskapitalisme, at overtage den af alle kræfter, ikke sky diktatoriske metoder for at fremskynde denne overtagelse endnu mere, end tsar Peter fremskyndede overtagelsen af den vestlige kultur i det barbariske Rusland, og ikke vige tilbage for barbariske kampmetoder mod barbariet. Hvis der blandt anarkisterne og de venstre-socialrevolutionære (jeg kom uvilkårligt til at tænke på Karelins og Ge’s taler i Den Centrale Eksekutivkomité) findes folk, der er i stand til på narcissistisk vis at ræsonnere, at det ikke sømmer sig for os revolutionære ‘at lære’ af den tyske imperialisme, så kan man ikke sige andet end dette: en revolution, der tog sådanne personer alvorligt, ville være håbløst fortabt (og det ville være aldeles fortjent).
I Rusland dominerer i øjeblikket netop den småborgerlige kapitalisme, fra hvilken en og samme vej fører både til den store statskapitalisme og til socialismen, vejen fører over en og samme mellemstation, der hedder ‘landsomfattende regnskabsføring og kontrol med produkternes produktion og fordeling’. Den, der ikke forstår dette, begår en utilgivelig økonomisk fejl, enten fordi han ikke kender virkelighedens kendsgerninger, fordi han ikke ser, hvad der forefindes, fordi han ikke ser sandheden i øjnene, eller fordi han begrænser sig til en abstrakt modstilling af ‘kapitalisme’ og ‘socialisme’ og ikke sætter sig ind i de konkrete former og stadier i denne overgang hos os nu. I parentes være sagt, at det er den samme teoretiske fejl, som har fordrejet hovedet på de bedste folk fra Novaja Sjisns og Vperjods lejr [3]: de dårligste og middelmådige af dem trasker af dumhed og karakterløshed i hælene på bourgeoisiet og er skræmt af det; de bedste har ikke forstået, at socialismens læremestre ikke uden grund talte om en hel overgangsperiode fra kapitalisme til socialisme og betonede det nye samfunds ‘lange fødselsveer’. [4] Og dette nye samfund er igen en abstraktion, der ikke kan virkeliggøres på anden måde end ved en række forskelligartede, ufuldstændige konkrete forsøg på sådan eller sådan at skabe en socialistisk stat.
Netop fordi man på grund af Ruslands nuværende økonomiske situation ikke kan gå fremad uden at gå igennem det, der er fælles for både statskapitalisme og socialisme (landsomfattende regnskabsføring og kontrol), er det en fuldstændig teoretisk absurditet at forskrække andre og sig selv med en ‘evolution i retning af statskapitalismen’. Det betyder netop at fantasere sig ‘i retning bort’ fra ‘evolutionens’ virkelige vej, ikke at forstå denne vej; i praksis er det det samme som at trække udviklingen baglæns til småbesidder-kapitalisme.
For at læseren kan overbevise sig om, at det ikke først er nu, at jeg vurderer statskapitalismen ‘højt’, men også har gjort det før bolsjevikkerne tog magten, tillader jeg mig at komme med følgende citat fra min brochure Den Truende Katastrofe, Og Hvordan Den Skal Bekæmpes, der blev skrevet i september 1917:
»... Og forsøg nu i stedet for den junkerkapitalistiske, i stedet for den godsejerkapitalistiske stat at sætte den revolutionær-demokratiske stat, dvs. en stat, som revolutionært splintrer alle privilegier og ikke er bange for revolutionært at indføre den mest fuldkomne demokratisme. I vil se, at den statsmonopolistiske kapitalisme i en virkelig revolutionær-demokratisk stat uvægerligt, uundgåeligt betyder et skridt henimod socialismen!
... Thi socialisme er ikke andet end selve det første skridt fremad fra det statskapitalistiske monopol.
... Den statsmonopolistiske kapitalisme er den mest fuldstændige materielle forberedelse til socialismen, den forgård, det trin på den historiske stige, som uden mellemtrin efterfølges af det trin, man kalder socialismen« (s. 27 og 28) [5]
Man skal lægge mærke til, at det er blevet skrevet under Kerenskij, at der her ikke er tale om proletariatets diktatur, ikke om den socialistiske stat, men om en ‘revolutionær-demokratisk’ stat. Er det ikke klart, at jo højere vi stiger over dette politiske stadium, jo mere fuldstændigt vi i sovjetterne har virkeliggjort den socialistiske stat og proletariatets diktatur, des mindre har vi lov til at frygte ‘statskapitalismen’? Er det ikke klart, at vi i materiel, økonomisk, produktionsmæssig forstand endnu ikke befinder os i socialismens ‘forgård’? Og at vi ikke kan komme ind ad socialismens dør på anden måde end gennem denne ‘forgård’, som vi endnu ikke har nået?...
Højst lærerig er også følgende omstændighed.
Da vi i Den Centrale Eksekutivkomité diskuterede med kammerat Bukharin, [6] sagde han blandt andet: i spørgsmålet om de høje lønninger til specialisterne står ‘vi’ (øjensynligt er ‘vi’ ‘venstre-kommunister’) ‘til højre for Lenin’, for vi ser ingen afvigelse fra principperne, vi erindrer os Marx’ ord, at under visse omstændigheder vil det være mere fordelagtigt for arbejderklassen at ‘købe hele banden ud’ [7] (nemlig kapitalisternes bande, dvs. købe jorden, fabrikkerne, virksomhederne og øvrige produktionsmidler af bourgeoisiet).
Det er en overordentlig interessant bemærkning...
... Lad os analysere Marx’ tankegang.
Det drejede sig om England i 70erne i forrige århundrede, om den førmonopolistiske kapitalismes kulminationsperiode, om et land, som dengang havde et minimum af militarisme og bureaukrati, et land der dengang havde de største muligheder for en ‘fredelig’ sejr for socialismen i den betydning, at arbejderne kunne ‘frikøbe’ sig fra bourgeoisiet. Og Marx sagde: Under visse omstændigheder vil arbejderne ingenlunde afvise at frikøbe sig selv fra bourgeoisiet. Marx bandt ikke sine hænder – og bandt ikke den socialistiske revolutions fremtidige ledere – hvad angår overgangens former, metoder, midler, han forstod meget vel, hvilken mængde nye problemer der vil opstå, hvordan hele situationen vil ændre sig i løbet af omvæltningen, hvor ofte og hvor stærkt den vil ændre sig i løbet af omvæltningen.
Vel, og efter proletariatets erobring af magten i Sovjetrusland, efter undertrykkelsen af udbytternes militære modstand og sabotage er det så ikke indlysende, at der dannedes visse betingelser af den type, som havde kunnet danne sig i England for et halvt århundrede siden, hvis England dengang var begyndt fredeligt at gå over til socialismen? Kapitalisternes underordning under arbejderne kunne dengang i England være tilvejebragt gennem følgende omstændigheder: 1) arbejdernes, proletarernes fuldstændige overvægt i befolkningen, eftersom det ikke var en bondebefolkning (i England i 1870erne var der tegn på, at man kunne håbe på en overordentlig hurtig fremgang for socialismen blandt landarbejderne); 2) proletariatets fortræffelige organisering i fagforeninger (England stod dengang forrest blandt alle lande i denne henseende); 3) et forholdsvis højt kulturniveau hos proletariatet, der var blevet skolet gennem en århundredlang udvikling med politisk frihed; 4) den lange tilvænning til at løse politiske og økonomiske problemer ved kompromis’er, som er udviklet hos Englands fortræffeligt organiserede kapitalister – dengang var de de bedst organiserede kapitalister af alle i verden (nu er førstepladsen gået over til Tyskland). Det var på grund af disse omstændigheder, at den tanke dengang kunne opstå, at en fredelig underordning af Englands kapitalister under arbejderne var mulig.
Hos os er denne underordning for øjeblikket tilvejebragt gennem grundlæggende forudsætninger (sejren i oktober og undertrykkelsen fra oktober til februar af kapitalisternes militære modstand og sabotage). I stedet for arbejdernes, proletarernes fuldstændige overvægt i befolkningen og deres høje organiseringsgrad blev den støtte, som proletarerne her i landet fik fra de fattigste og hurtigt ruinerede bønder, til en faktor for sejren. Sluttelig findes her i landet hverken et højt kulturniveau eller nogen tilvænning til kompromis’er. Hvis man gennemtænker disse konkrete betingelser, så står det klart, at vi nu må og skal opnå en forening af skånselsløst opgør med de kulturelt tilbagestående kapitalister, der hverken vil indlade sig på ‘statskapitalisme’, eller vil vide af noget kompromis, men fortsætter med gennem spekulation, korruption af den fattige befolkning osv. at undergrave sovjetmagtens foranstaltninger, med kompromis’ets metoder eller frikøb over for de kultiverede kapitalister, som går med til ‘statskapitalisme’, er i stand til at gennemføre den, er nyttige for proletariatet, er kloge og erfarne organisatorer af de virkelige storvirksomheder, der virkeligt forsyner millioner og atter millioner af mennesker med produkter.
Bukharin er en højt uddannet marxistisk økonom. Derfor husker han, at Marx havde absolut ret, da han indprentede arbejderne vigtigheden af at bevare storproduktionens organisation, netop for at lette overgangen til socialismen, og at den tanke er fuldstændig tilladelig, at man bør betale kapitalisterne godt, købe dem ud, hvis (som undtagelse: England var dengang en undtagelse) omstændighederne former sig sådan, at de nødsager kapitalisterne til fredeligt at underordne sig og på en kultiveret og organiseret måde at gå over til socialismen på betingelse af, at de købes ud.
Men Bukharin begik en fejl, for han har ikke overvejet det konkrete særtræk i situationen i Rusland – en situation, der netop er enestående, idet vi, Ruslands proletariat med hensyn til vort politiske system og styrken i arbejdernes politiske magt, er forud for et hvilket som helst England – og Tyskland, men samtidig bagud i sammenligning med den mest tilbagestående vesteuropæiske stat, hvad angår organiseringen af en velordnet statskapitalisme, hvad angår kulturniveau og graden af forberedelsen til socialismens materielle og produktionstekniske »indførelse«. Er det ikke klart, at denne egenartede situation for øjeblikket netop resulterer i nødvendigheden af et egenartet ‘frikøb’, som arbejderne må foreslå de mest kultiverede, mest talentfulde og i organisatorisk henseende mest begavede kapitalister, som er rede til at træde i sovjetmagtens tjeneste og positivt hjælpe med til at sætte den store og største »statslige« produktion i gang? Er det ikke klart, at vi i en så egenartet situation må forsøge at undgå to slags fejl, der hver på deres måde er småborgerlig? På den ene side var det en uoprettelig fejl at ville påstå, at eftersom der er et misforhold mellem vore økonomiske ‘kræfter’ og vor politiske kraft, skulle man ‘følgelig’ ikke have taget magten. [8] Sådan ræsonnerer ‘mennesker i futteral’, [9] som glemmer, at der aldrig vil være ‘overensstemmelse’, at der aldrig kan være en sådan hverken i naturens udvikling eller i samfundets udvikling, at kun gennem en række forsøg – hvert af dem vil taget for sig være ensidigt og lide af en vis uoverensstemmelse – kan en fuldstændig socialisme skabes ud af et revolutionært samarbejde mellem alle landes proletarer.
På den anden side ville det være en åbenbar fejl at give skrighalse og frasemagere frie tøjler, de holder begejstrede og ‘blændende’ revolutionstaler, men de er ude af stand til at gøre et konsekvent, gennemtænkt, velafvejet revolutionært arbejde, som også tager de sværeste overgange med i beregning.
Lykkeligvis har de revolutionære partiers udviklingshistorie og bolsjevismens kamp mod den slags folk efterladt os stærkt udprægede typer, hvoraf de venstre-socialrevolutionære og anarkister tilstrækkeligt tydeligt illustrerer de dårligste revolutionæres type. De råber nu op, helt hysterisk, så de får ordene galt i halsen, om ‘højrebolsjevikkernes’ ‘kompromispolitik’. Men de er ude af stand til at begribe, hvad der var dårligt ved ‘kompromispolitikken’ og hvorfor historiens og revolutionens gang med rette fordømte den.
Kerenskij-periodens kompromispolitik afstod magten til det imperialistiske bourgeoisi, men spørgsmålet om magten er grundspørgsmålet i enhver revolution. En del af bolsjevikkerne førte i oktober-november 1917 en kompromispolitik, som enten beroede på, at de frygtede proletariatets magtovertagelse, eller at de ville dele magten ligeligt ikke blot med ‘upålidelige rejsefæller’ som de venstre-socialrevolutionære, men også med fjender, Tjernov-folk og mensjevikker, der uvægerligt ville have hindret os i det vigtigste: i den skånselsløse tilintetgørelse af Bogajevskij og co., i opløsningen af den Konstituerende Forsamling, i en komplet oprettelse af sovjetinstitutionerne, og i enhver konfiskation.
Nu er magten overtaget, bevaret og befæstet i hænderne på et enkelt parti, proletariatets parti, endog uden ‘upålidelige rejsefæller’. At tale om kompromispolitik nu, hvor der ikke er og kan være tale om at dele magten, afstå fra proletariatets diktatur mod bourgeoisiet, betyder ganske enkelt som en papegøje at gentage udenadlærte, men uforståede ord. Når man kalder det 'kompromispoli tik', at vi er i en situation, hvor vi kan og skal forvalte landet, at vi da uden at beklage os over de økonomiske om kostninger forsøger at drage de mest kultiverede af de elementer, der er uddannet under kapitalismen til os, at tage dem i vor tjeneste mod småbesiddernes forfald, betyder det, at man helt er ude af stand til at tænke over de økonomiske opgaver under socialismens opbygning...«
I de anførte betragtninger fra 1918 er der en række fejltagelser med hensyn til fristerne. Fristerne blev længere, end man dengang forestillede sig. Det kan ikke undre. Men grundelementerne i vort økonomiske liv er stadig de samme. Blandt bønderne er »de fattige« (proletarer og halvproletarer) i meget stort tal blevet middelbønder. Derved er småbesiddernes, småborgerskabets »element« blevet forstærket. Men borgerkrigen 1918-1920 har forstærket forarmelsen i meget høj grad, hæmmet genskabelsen af dets produktivkræfter og tappet navnlig proletariatets blod. Hertil kommer misvæksten i 1920, fodermanglen, nedgangen i kvægbestanden, hvilket yderligere har hæmmet genopbygningen af transportvæsenet og industrien, idet det eksempelvis påvirkede tilførslerne med bøndernes heste af træ, vort vigtigste brændsel.
Resultatet er, at den politiske situation frem til foråret 1921 har formet sig sådan, at øjeblikkelige, yderst energiske og yderst ekstraordinære foranstaltninger til forbedring af bøndernes stilling og forøgelse af deres produktivkræfter er blevet bydende nødvendige.
Hvorfor netop bøndernes stilling og ikke arbejdernes?
Fordi der til bedring af arbejdernes stilling behøves brød og brændsel. Nu ligger – fra den samlede samfundsøkonomis synspunkt – den største »hæmning« heri. Men produktionen og oplagringen af korn og oparbejdningen og leveringen af brændsel kan ikke øges på anden måde end ved at forbedre bøndernes stilling og øge deres produktivkræfter. Der må begyndes med bønderne. Den, der ikke forstår dette, og som vil betragte denne fremhævelse af bønderne som »afstandtagen« eller noget, der ligner afstandtagen fra proletariatets diktatur, tænker simpelt hen ikke sagen igennem, men giver sig fraserne i vold. Proletariatets diktatur betyder, at proletariatet dirigerer politikken. Som ledende, herskende klasse må proletariatet forstå at styre politikken sådan, at den mest uopsættelige, mest »brændende« opgave løses i første række. Det for øjeblikket mest uopsættelige er foranstaltninger, der omgående kan øge bondebrugets produktivkræfter. Kun derigennem kan der tilvejebringes både forbedring af arbejdernes stilling og styrkelse af arbejdernes forbund med bønderne, styrkelse af proletariatets diktatur. Den proletar eller proletartalsmand, som ville foretrække at gå en anden vej til forbedring af arbejdernes stilling, ville i realiteten virke som hvidgardisternes og kapitalisternes håndlanger. At gå en anden vej vil være ensbetydende med at sætte arbejdernes snævre egeninteresser over klasseinteresserne, det vil være ensbetydende med at ofre hele arbejderklassens interesser, dens diktatur, dens forbund med bønderne mod godsejere og kapitalister, dens ledende rolle i kampen for arbejdets befrielse fra kapitalens åg til fordel for en direkte, øjeblikkelig, delvis fordel for arbejderne.
Altså behøves der i første række omgående og alvorlige foranstaltninger til forøgelse af bøndernes produktivkræfter.
Det lader sig ikke gøre uden alvorlige ændringer i levnedsmiddelpolitikken. En sådan ændring var afleveringspligtens afløsning med en levnedsmiddelskat i forbindelse med fri handel, efter at skatten er betalt, i hvert fald i den lokale omsætning.
Hvad er da essensen af afleveringspligtens afløsning med en levnedsmiddelskat?
Herom hersker der mange steder urigtige forestillinger. Urigtighederne stammer for en stor del fra, at man ikke sætter sig ind i det essentielle ved denne overgang, ikke spørger sig selv, hvorfra og hvortil overgangen fører. Man forestiller sig, at overgangen sker fra kommunisme i almindelighed til borgerlige tilstande i almindelighed. Over for denne fejltagelse er det uafviseligt nødvendigt at pege på, hvad der blev sagt i maj 1918.
Levnedsmiddelskatten er en af overgangsformerne fra den særlige »krigskommunisme«, som var påtvunget os af den yderste nød, af forarmelse og krig, til en regulær socialistisk produktudveksling. Og denne er på sin side en af overgangsformerne fra socialismen med de særtræk, som småbøndernes overvægt i befolkningen bevirker, til kommunismen.
»Krigskommunismens særtræk« bestod i, at vi faktisk fratog bonden al overskudsproduktion, og undertiden ikke blot overskudsproduktion, men også en del af, hvad bonden behøvede til mad, vi tog det til dækning af hærens behov og til forsyning af arbejderne. Vi tog størstedelen på kredit, for papirpenge. På anden måde havde vi ikke kunnet besejre godsejerne og kapitalisterne i et forarmet småbondeland. Og det faktum, at vi sejrede (trods verdens stærkeste stormagters hjælp til vore udbyttere), viser ikke alene, hvilke undere af heltemod arbejdere og bønder kan udrette i kampen for deres frigørelse. Dette faktum viser tillige hvilken lakajrolle for bourgeoisiet, mensjevikkerne, de socialrevolutionære, Kautsky & co. i virkeligheden spillede, da de ville sætte os under anklage for at være skyld i »krigskommunismen«. Den bør regnes os til fortjeneste.
Men ikke mindre nødvendigt er det at kende denne fortjenestes sande begrænsning. »Krigskommunismen« var os påtvunget af krig og forarmelse. Den var ikke og kunne ikke være en politik, der stemmer med proletariatets økonomiske opgaver. Den var en midlertidig foranstaltning. Den rette politik for proletariatet, der udøver sit diktatur i et småbondeland, består i udveksling af korn mod industriprodukter, som bonden har brug for. Kun en sådan levnedsmiddelpolitik stemmer overens med proletariatets opgaver, kun den kan befæste socialismens grundlag og føre til dens fuldstændige sejr.
Levnedsmiddelskatten er overgangen til denne politik. Vi er endnu så forarmede og så kuede af krigens tryk (som eksisterede i går, og som takket være kapitalisternes begærlighed og fjendskab kan komme igen i morgen), at vi ikke kan levere bonden industriprodukter for alt det korn, vi har brug for. I bevidsthed herom indfører vi levnedsmiddelskatten, dvs. at vi tager det minimalt nødvendige kvantum korn (til hæren og arbejderne) som skat, og resten vil vi udveksle med industriprodukter.
I denne forbindelse må man endvidere ikke glemme følgende: Nøden og forarmelsen er så stor, at vi ikke med ét slag kan stable en fabriksmæssig, statslig, socialistisk storindustri på benene. Hertil behøves store reserver af korn og brændsel i storindustriens centrer, nedslidte maskiner skal skiftes ud med nye osv. Vi har lært af erfaringen, at det ikke lader sig gøre med ét slag, og vi ved, at efter den ruinerende, imperialistiske krig vil selv de rigeste og mest fremskredne lande først i løbet af et vist, ret langt åremål kunne løse denne opgave. Det betyder, at småindustrien, som ikke kræver maskiner, og ikke kræver statslige eller egne store lagre af råstoffer, brændsel og levnedsmidler, og som omgående kan yde bondebruget en vis hjælp og øge dets produktivkræfter, til en vis grad må hjælpes på fode.
Hvad bliver så virkningen heraf?
Virkningen bliver, at der på basis af en vis (om end kun lokal) fri handel genfødes småborgerskab og kapitalisme. Det er ubestrideligt. Det vil være latterligt at lukke øjnene for det.
Så kan man spørge, om det er nødvendigt? Kan det retfærdiggøres? Er det ikke farligt?
Den slags spørgsmål stilles ofte, og i de fleste tilfælde afslører de kun spørgerens naivitet (for at sige det mildt).
Se engang på den definition, jeg i maj 1918 gav af de elementer (bestanddele) af forskellige samfundsøkonomiske strukturer, der findes i vort økonomiske liv. Ingen vil kunne bestride, at der findes alle de fem trin (eller bestanddele) af alle de fem strukturer fra den patriarkalske, dvs. den halvbarbariske, til den socialistiske. At småbonde-»strukturen«, dvs. en delvis patriarkalsk, delvis småborgerlig struktur, er fremherskende i et småbondeland er selvindlysende. Udvikling af småbrug er udvikling af småborgerskab, udvikling af kapitalisme, så snart der finder en omsætning sted. Det er en ubestridelig sandhed, en ABC-sandhed i den politiske økonomi, som tilmed yderligere bekræftes selv ved spidsborgerens daglige erfaringer og iagttagelser.
Hvilken politik kan et socialistisk proletariat da føre over for denne økonomiske virkelighed? Give småbonden alle de ting, han behøver af de socialistiske fabrikkers storproduktion, i bytte for korn og råstoffer? Det ville være den mest ønskelige, den »rigtigste« politik – vi begyndte også på det. Men vi kan ikke levere alting, langtfra, og det vil vare nogen tid, før vi kan – i hvert fald kan vi det ikke, før vi i det mindste er færdige med den første serie arbejder til elektrificering af hele landet. Hvad da? Enten må vi forsøge at forbyde, lukke helt af for udviklingen af enhver privat, ikke-statslig omsætning, dvs. handelen, dvs. kapitalismen, en udvikling som er uundgåelig, når der findes millioner af småproducenter. En sådan politik ville være en tåbelighed og betyde selvmord for det parti, der forsøgte sig med den. En tåbelighed, fordi det er en økonomisk umulig politik; selvmord, fordi det parti, der forsøgte sig med en sådan politik, uvægerligt ville lide skibbrud. Der er ingen grund til at dække over synden – en og anden kommunist har syndet »i tanke, ord og gerning« ved at forfalde til netop den politik. Lad os sørge for at rette disse fejl. Vi må ubetinget rette dem, ellers vil det gå meget ilde.
Eller (den sidste mulige og fornuftige politik) vi kan lade være med at forbyde eller lukke af for udviklingen af kapitalismen, men tilstræbe at lede den ind i statskapitalismens baner. Det er økonomisk muligt, eftersom statskapitalismen findes i en eller anden form, i en eller anden grad overalt, hvor der er elementer af fri handel og kapitalisme i det hele taget.
Er det muligt at kombinere, forene, sammenføje sovjetstaten, proletariatets diktatur med statskapitalisme?
Naturligvis er det muligt. Det var netop, hvad jeg ville bevise i maj 1918. Og det var forhåbentlig også, hvad jeg faktisk beviste i maj 1918. Ikke nok med det. Jeg beviste samtidig, at statskapitalisme er et skridt fremad sammenlignet med småbesiddelsens (både det småpatriarkalske og det småborgerlige) element. Man begår et utal af fejl ved at sidestille eller sammenligne statskapitalisme med socialisme alene, eftersom statskapitalisme i den givne politiske og økonomiske situation også må sammenlignes med småborgerlig produktion.
Såvel teoretisk som praktisk består hele sagen i at finde de rette midler til at lede kapitalismens (til en vis grad og for en vis tid) uundgåelige udvikling ind i statskapitalismens baner; man skal finde ud af, hvilke betingelser der må stilles, og hvordan det sikres, at statskapitalismen i en ikke for fjern fremtid omdannes til socialisme.
For at nå til en løsning af dette spørgsmål må vi frem for alt så tydeligt som muligt gøre os klart, hvad statskapitalisme i praksis vil og kan være inden for vort sovjetsystem, inden for vor sovjetstats rammer.
Det simpleste tilfælde eller eksempel på, hvordan sovjetmagten leder kapitalismen ind i statskapitalismens baner, hvordan den »dyrker« statskapitalisme, er koncessionerne. Nu er vi alle enige om, at koncessioner er nødvendige, men ikke alle tænker over koncessionernes betydning. Hvad er koncessioner under sovjetsystemet set i forhold til de samfundsøkonomiske strukturer og deres indbyrdes relationer? Det er en aftale, en blok, en alliance, som sovjetmagten, dvs. den proletariske statsmagt indgår med statskapitalismen mod småbesiddelsens (patriarkalske, småborgerlige) element. Koncessionsindehaveren er kapitalist. Han opererer på kapitalistisk vis for at opnå profit. Han indgår aftaler med den proletariske stat for at opnå en ekstraprofit eller for at få et råmateriale, som han ellers slet ikke eller kun meget vanskeligt kunne skaffe sig. Sovjetstaten opnår den fordel, at produktivkræfterne udvikles og varemængderne forøges straks eller inden for meget kort tid. Vi har eksempelvis hundrede forskellige råstoflejer, malmgruber, skovarealer. Vi kan ikke udnytte dem alle, for vi har ikke maskiner, levnedsmidler og transportmidler nok. Af samme grund udnytter vi også de øvrige områder dårligt. Som følge af den dårlige og mangelfulde udnyttelse af storbedrifterne sker der en styrkelse af småbesiddelseselementet i alle dets ytringsformer: omegnens landbrug (og senere hele landbruget) svækkes, dets produktivkræfter undergraves, dets tillid til sovjetmagten daler, og der optræder snyderi og småspekulation (den farligste form) i masseomfang osv. Ved at »dyrke« statskapitalisme i form af koncessioner styrker sovjetmagten storproduktion imod småproduktion, moderne produktion imod gammeldags, maskinel produktion imod håndværk. Den øger (ved partskontrakt) mængden af varer, som er til disposition, og konsoliderer de statsligt regulerede økonomiske relationer som modvægt mod de småborgerligt anarkistiske. En med måde og forsigtigt ført koncessionspolitik vil ganske givet hurtigt hjælpe os til (i en vis, beskeden udstrækning) at forbedre produktionens tilstand og arbejdernes og bøndernes kår – naturligvis på bekostning af visse ofre, ved udlevering af snesevis af millioner pud [10] værdifulde produkter til kapitalisten. I hvilket omfang og under hvilke betingelser koncessionerne er fordelagtige og ikke farlige for os beror på styrkeforholdet, det afgøres af kampen, for også koncessionerne er en slags kamp, en fortsættelse af klassekampen i en anden form og aldeles ikke nogen afløsning af klassekampen med klassefred. Kampens metoder vil praksis vise.
Sammenlignet med andre former for statskapitalisme inden for sovjetsystemet er koncessionerne nok den enkleste, klareste, tydeligste og skarpest optrukne form. I den har vi en direkte formaliseret, skriftlig aftale med den mest kulturprægede, fremskredne vesteuropæiske kapitalisme. Vi kender præcist det tidsrum, koncessionen gives for, og vi kender betingelserne for erstatning ved afløsning før tiden, hvis aftalen giver ret til afløsning før tiden. Vi betaler en vis »tribut« til verdenskapitalismen, vi »løskøber« os fra den i visse henseender og opnår straks et vist mål af konsolidering af sovjetmagtens stilling, en forbedring af betingelserne for vort økonomiske liv. Hele vanskeligheden med koncessionerne ligger i at gennemtænke og afveje alt, når en koncessionsaftale indgås, og derefter forstå at overvåge dens opfyldelse. Uden tvivl ligger der vanskeligheder her, og fejlgreb er sandsynligvis uundgåelige i den første tid. Men disse vanskeligheder er mindre væsentlige sammenlignet med den sociale revolutions øvrige opgaver og specielt sammenlig net med andre former for udvikling, tilladelse og indførelse af statskapitalisme.
Den vigtigste opgave for alle parti- og sovjetfunktionærer i forbindelse med levnedsmiddelskattens indførelse er at forstå at anvende principperne, udgangspunktet, fundamentet for »koncessions«-politikken (dvs. en politik i stil med »koncessioneret« statskapitalisme) på de øvrige former for kapitalisme, fri handel, lokal omsætning osv.
Tag f.eks. kooperationen. Med god grund bevirkede dekretet om levnedsmiddelskatten omgående en revision af kooperationsbestemmelserne og en vis udvidelse af kooperationens »friheder« og rettigheder. Kooperation er også en slags statskapitalisme, men mindre enkel, mindre klart opridset, mere indviklet, og den stiller derfor vore myndigheder over for større vanskeligheder i praksis. Små vareproducenters kooperation (og det er denne og ikke arbejderkooperationen, der her er tale om, idet det er den fremherskende og typiske form i et småbondeland) afføder uundgåeligt småborgerlige, kapitalistiske forhold, fremmer deres udvikling, bringer småkapitalister i forgrunden og giver dem de største fordele. Anderledes kan det ikke være, når de små næringsdrivende er i overtal, og omsætning er mulig og tillige nødvendig. Kooperationens frihed og rettigheder betyder under de givne forhold i Rusland frihed og rettigheder for kapitalismen. Det ville være dumt eller forbryderisk at lukke øjnene for denne åbenbare sandhed.
Men til forskel fra privatkapitalismen er den »kooperative« kapitalisme under sovjetmagten en afart af statskapitalismen, og som sådan er den fordelagtig og nyttig for os nu – naturligvis til en vis grad. Eftersom levnedsmiddelskatten betyder fri adgang til at sælge resterende overskud (der ikke opkræves som skat), må vi anstrenge os for at lede denne udvikling af kapitalisme – idet frihed til at sælge, frihed til at drive handel, er en udvikling af kapitalisme – ind i den kooperative kapitalismes baner. Den kooperative kapitalisme ligner statskapitalismen i den henseende, at den letter regnskabsføringen, kontrollen, overvågningen og kontraktforholdet mellem staten (i dette tilfælde sovjetstaten) og kapitalisten. Kooperationen er som handelsform mere fordelagtig og nyttig end den private handel, ikke kun af de nævnte grunde, men også fordi den gør det lettere at sammenslutte, organisere millioner af mennesker og senere hele befolkningen, og denne omstændighed er igen et vældigt plus med henblik på den fremtidige overgang fra statskapitalisme til socialisme.
Lad os sammenligne koncessioner og kooperationer som former for statskapitalisme. En koncession er baseret på maskinel storindustri, kooperationen på småindustri, håndværk, ja, delvis patriarkalsk produktion. En koncession berører kun en enkelt kapitalist eller et enkelt firma, et enkelt syndikat eller kartel eller en enkelt trust i hver enkelt koncessionsaftale. Kooperationen omfatter mange tusinde, ja millioner af små næringsdrivende. Koncessionen tillader, ja forudsætter en præcis kontrakt og en præcis frist. Kooperationen tillader hverken en ganske præcis kontrakt eller overholdelse af en ganske præcis frist. Det vil være langt lettere at ophæve en kooperationslov end at annullere en koncessionsaftale, men at bryde kontrakten betyder, at man straks, ganske enkelt, med ét slag afbryder de faktiske relationer i den økonomiske alliance eller det økonomiske »samliv« med kapitalisten, mens ingen ophævelse af en kooperationslov og ingen love overhovedet hverken med ét slag kan afbryde det faktiske »samliv« mellem sovjetstaten og små kapitalisterne eller i det hele taget er i stand til at afbryde de faktiske økonomiske relationer. At »overvåge« en koncessionsindehaver er let, at »overvåge« kooperationens folk er svært. Overgang fra koncessioner til socialisme er overgang fra én form for storproduktion til en anden. Overgang fra de små næringsdrivendes kooperation til socialisme vil være en overgang fra småproduktion til storproduktion, dvs. en mere kompliceret overgang, som til gengæld, såfremt den lykkes, kan omfatte bredere befolkningsmasser, den er i stand til at udrydde de dybere og mere sejlivede rødder til de gamle, før-socialistiske, ja før-kapitalistiske forhold, som er de mest hårdnakkede modstandere af alt »nyt«. Koncessionspolitikken vil, hvis den lykkes, give os et lille antal storvirksomheder, som i sammenligning med vore egne vil være mønsterbedrifter og på højde med den moderne, fremskredne kapitalisme. I løbet af nogle årtier vil disse virksomheder helt og holdent blive vore. Kooperationspolitikken vil, hvis den lykkes, give os et opsving i småbedrift og inden for et uvist tidsrum lette dennes overgang til storproduktion på basis af frivillig sammenslutning.
Lad os se på en tredje slags statskapitalisme. Staten engagerer en kapitalist som købmand og betaler ham en vis kommission for salg af statsproduktion og opkøb af småproducenternes varer. En fjerde slags: staten bortforpagter en af sine virksomheder, et råstofleje, et skovareal, et stykke land osv. til en kapitalist ved en forpagtningskontrakt, der mest af alt ligner en koncessionskontrakt. Disse to sidstnævnte former for statskapitalisme taler vi overhovedet ikke om, tænker ikke på dem, ænser dem ikke. Og det er ikke fordi, vi er stærke og kloge, men fordi vi er svage og dumme. Vi tør ikke se »den usle sandhed« lige i øjnene og lader os alt for ofte bedåre af »et smigrende bedrag«. [11] Vi vender stadig tilbage til, at »vi« er ved at gå fra kapitalisme over til socialisme, og glemmer at gøre os en præcis og klar forestilling om, hvem »vi« egentlig er. Den opregning af alle – uden undtagelse alle – de bestanddele, alle de forskelligartede samfundsøkonomiske strukturer, der indgår i vort økonomiske liv, og som jeg har opstillet i min artikel af 5. maj 1918, må vi holde os for øje, så denne præcise forestilling ikke går i glemme. »Vi«, avantgarden, proletariatets fortrop, går direkte over til socialismen, men fortroppen er kun en lille del af hele proletariatet, som igen kun er en lille del af hele befolkningsmassen. Og skal »vi« med held kunne løse vor opgave, den direkte overgang til socialismen, er det nødvendigt at begribe, hvilke formidlende veje, metoder, midler og fremgangsmåder der må til ved overgangen fra førkapitalistiske forhold til socialisme. Dette er sagens kerne.
Se engang på kortet over RSFSR. Nord for Vologda, sydøst for Rostov ved Don og Saratov, syd for Orenburg og Omsk, nord for Tomsk strækker sig umådelige territorier, som godt kunne rumme en snes store kulturstater. Og på alle disse territorier hersker der patriarkalske tilstande, halvbarbari og rent barbari. Og hvordan er der i de afsides bondelandsbyer i hele det øvrige Rusland? Alle vegne, hvor en snes verst [12] markveje – eller rettere en snes verst vejløshed – skiller landsbyen fra jernbanen, det vil sige fra den materielle kontakt med kultur, med kapitalisme, med storindustri og storby. Hersker der måske ikke også patriarkalske tilstande, stagnation og halvvejs barbar i på disse steder?
Er gennemførelsen af en overgang direkte fra denne tilstand, der er fremherskende i Rusland, til socialismen tænkelig? Ja, det er den til en vis grad, men kun på én eneste betingelse, som vi nu kender nøjagtigt, takket være et bestemt, vældigt, fuldendt videnskabeligt værk. [13] Denne betingelse er elektrificeringen. Når vi får bygget snesevis af regionale elektricitetsværker (vi ved nu, hvor og hvordan de kan og skal bygges), når vi får lagt ledninger fra dem ud til hver eneste landsby, når vi får skaffet tilstrækkelige mængder af elektromotorer og andre maskiner, behøves der ingen eller næsten ingen overgangsstadier og formidlende led fra patriarkalske tilstande til socialisme. Men vi ved udmærket, at denne »ene« betingelse kræver i det mindste ti år til udførelsen alene af den første række arbejder, og en reduktion af denne tidsfrist er på sin side kun tænkelig, i fald den proletariske revolution sejrer i lande som England, Tyskland og Amerika.
I de nærmeste år må vi imidlertid forstå at tænke på de formidlende led, som kan lette overgangen fra de patriarkalske tilstande, fra småproduktionen til socialismen. »Vi« gentager stadig ofte det ræsonnement, at »kapitalismen er et onde, socialismen er et gode«. Men dette ræsonnement er ikke rigtigt, fordi det glemmer hele komplekset af eksisterende samfundsøkonomiske strukturer og kun indbefatter to af dem.
Kapitalismen er et onde i forhold til socialismen. Kapitalismen er et gode frem for middelalderen, frem for småproduktionen, frem for den bureaukratisme, der er forbundet med småproducenternes opsplittethed. For så vidt som vi endnu ikke har kræfter til at gennemføre en direkte overgang fra småproduktion til socialisme, er kapitalisme i en vis udstrækning uundgåelig som et spontant produkt af småproduktion og omsætning, og vi bør udnytte kapitalismen (specielt ved at lede den ind i statskapitalismens baner) som formidlende led mellem småproduktionen og socialismen, som middel, vej, metode, fremgangsmåde til forøgelse af produktivkræfterne.
Tag spørgsmålet om bureaukratisme og betragt det fra den økonomiske side. Den 5. maj 1918 er bureaukratismen ikke inden for vort synsfelt. Et halvt år efter oktoberrevolutionen, efter at vi har sønderslået det gamle, bureaukratiske apparat fra øverst til nederst, har vi endnu ikke mærket til dette onde.
Der går et år. På RKPs 8. kongres den 18.-23. marts 1919, vedtages et nyt partiprogram, og i dette program taler vi rent ud, uden frygt for at erkende ondet, men i ønsket om at afdække det, afsløre det, påvise dets skændsel, vække tanke og vilje, energi og handling til bekæmpelse af ondet, da vi taler om »bureaukratismens stedvise genopståen inden for sovjetsystemet«.
Endnu to år er gået. I foråret 1921, efter 8. sovjetkongres, som har (i december 1921) opgjort facit af stridighederne, som er intimt forbundet med en analyse af bureaukratismen, ser vi dette onde endnu klarere, endnu tydeligere, endnu mere truende foran os. Hvad er bureaukratismens økonomiske rødder. I hovedsagen er de af dobbelt karakter; på den ene side behøver et udviklet bourgeoisi et bureaukratisk apparat, i første række militær og dernæst domstole osv. specielt mod arbejdernes (og til dels bøndernes) revolutionære bevægelse. Det apparat har vi ikke mere. Vore domstole er klassedomstole, vendt mod bourgeoisiet. Bureaukratismen findes ikke i hæren, men i de institutioner, der betjener den. Hos os har bureaukratismen andre økonomiske rødder: småproducenternes splittethed og spredthed, deres armod, manglende kultur, mangel på vejforbindelser, deres mangel på læse- og skrivefærdighed, den manglende omsætning mellem landbrug og industri og manglen på forbindelse og vekselvirkning mellem dem. Dette er i meget høj grad en følge af borgerkrigen. Mens vi var under blokade, var belejret fra alle sider, afskåret fra hele verden, fra det kornrige Syden, fra Sibirien, fra kulminerne, kunne vi ikke give os til at genopbygge industrien. Vi må vige tilbage, for at gennemføre »krigskommunismen«, ikke lade os skræmme af den mest desperate yderlighed: vi måtte udholde en halvvejs hungertilværelse og værre end det, men vi måtte for enhver pris, på trods af ufattelig forarmelse og mangel på vareomsætning hævde arbejder- og bondemagten. Og vi lod os ikke skræmme af det, der skræmte de socialrevolutionære og mensjevikkerne (som faktisk i høj grad af frygt, af forskræmthed, gik med bourgeoisiet). Men det, som var en betingelse for at sejre i et blokaderamt land, i en belejret fæstning afslørede sin negative side netop i foråret 1921, da de sidste hvidgardistiske styrker definitivt var fordrevet fra RSFSR’s territorium. I en belejret fæstning kan og skal man »lukke« for al vareomsætning. Under særlig heroisme hos masserne kan man udholde det i tre år. Derefter er småproducenternes forarmelse yderligere forøget og genopbygningen af storindustrien er yderligere forhalet og udskudt. Bureaukratismen viste sig i fuldt flor som en arv fra »belejringen«, som en overbygning over småproducenternes opsplitning og fortrykthed.
Man må forstå at erkende ondet uden frygt, for at bekæmpe det med større fasthed, for at begynde forfra, om og om igen, – vi kommer til på alle områder af vor opbygning mange gange endnu at begynde om igen fra grunden, udbedre det mangelfuldt udførte, vælge forskellige måder at gribe opgaverne an på. Det har vist sig, at det trækker ud med opbygningen af storindustrien, at »spærringen« for omsætning mellem industri og landbrug er uholdbar – altså må vi tage fat på det mere overkommelige: at genopbygge småindustrien. Vi må fremme sagen fra denne side, understøtte denne side af bygningen, som er lagt halvt i ruiner af krig og blokade. Vi må for enhver pris udvikle vareomsætningen og på enhver måde uden at frygte kapitalismen, fordi vi (økonomisk ved ekspropriation af godsejerne og bourgeoisiet, politisk ved arbejder- og bondemagten) har opstillet temmelig, snævre, temmelig »moderate« rammer for den. Dette er grundtanken med levnedsmiddelskatten, dette er dens økonomiske betydning.
Alle parti- og sovjetarbejdere må lægge al deres kraft og al deres opmærksomhed i arbejdet på at fremkalde, vække omfattende lokalt initiativ – i guvernementerne, endnu mere i kredsene og endnu mere i distrikterne og de små bebyggelser – i den økonomiske opbygning netop for omgående, selv med »små« midler og i lille målestok at forbedre bondebruget og hjælpe det, gennem udvikling af småindustrien i omegnen. Den fælles økonomiske plan for hele staten kræver, at netop dette sættes i centrum for al interesse og omhu, for alt »stød«-arbejde. En vis forbedring her, nærmest ved »fundamentet«, det bredeste og dybeste fundament, vil give mulighed for i løbet af meget kort tid at gå over til en mere energisk og vellykket genopbygning af storindustrien.
Levnedsmiddelarbejderen har hidtil kun kendt ét hoveddirektiv: skaffe de afleveringspligtige produkter til 100 pct. Nu lyder direktivet anderledes: skaf skatten til 100 pet. på kortest mulige tid og skaf så yderligere 100 pct. gennem bytte med varer fra storindustrien og småindustrien. Den, der skaffer 75 pct. skat og 75 (af det andet 100) pct. gennem bytte med produkter fra storindustrien og småindustrien gavner staten mere end den, der skaffer 100 pct. skat og 55 (af det andet 100) pct. gennem bytte. Levnedsmiddelarbejderens opgave bliver mere kompliceret. På den ene side er det en skatteopkrævers opgave. Skatten skal ind så hurtigt og rationelt som muligt. På den anden side er det en generel økonomisk opgave. Det gælder om at styre kooperationen sådan, at frem hjælpe småproduktionen, at udvikle lokalt initiativ og lokal foretagsomhed sådan, at omsætningen mellem landbrug og industri øges og konsolideres. Vi er endnu meget, meget uhjælpsomme her. Bureaukratismen er beviset. Vi må ikke være bange for at indrømme, at der her endnu er meget, som kan og må læres hos kapitalisten. Lad os sammenligne resultaterne af de praktiske erfaringer guvernements-, kreds-, distrikts- og landsbyvis: ét sted har private kapitalister og småkapitalister opnået det og det. Deres profit er tilnærmelsesvis sådan og sådan. Det er en tribut, en betaling, vi udreder som »lærepenge«. Det er ingen sorg at betale lærepenge, blot det, man lærer, er fornuftigt. Men se så til nabostedet, hvor man ad kooperativ vej har opnået det og det. Kooperativernes profit er sådan og sådan. Og det tredje sted har man ad ren statslig, ren kommunistisk vej opnået det og det (dette tredje tilfælde vil for tiden være rent undtagelsesvis).
Opgaven må bestå i, at hvert enkelt økonomisk områdecenter, hvert enkelt guvernements økonomiske konferencer [14] gennem guvernementets eksekutivkomité ufortøvet gør det til en hastesag straks at tilrettelægge forskellige former for forsøg eller systemer vedrørende »omsætningen« af de overskydende varer, der er tilbage, når levnedsmiddelskatten er udredt. I løbet af nogle måneder må man have de praktiske resultater, så man kan sammenligne og studere dem. Lokalt udvundet salt eller salt hentet udefra; petroleum fra centrum; håndværksmæssig træindustri, håndværk, som på basis af lokale råstoffer fremstiller, om ikke særlig vigtige, så dog nødvendige og nyttige forbrugsvarer til bønderne; »grønne kul« (udnyttelse af lokal vandkraft af ringe betydning til elektrificering) og så videre og så fremdeles – alt muligt bør sættes i gang, for under alle omstændigheder at bringe liv i omsætningen mellem industri og landbrug. Den, der på dette område opnår de største resultater, om det så sker ad privatkapitalistisk vej, ja selv om det sker uden kooperation, og uden at denne kapitalisme direkte forvandles til statskapitalisme, han gavner den alrussiske socialistiske opbygning mere end den, der »tænker« på kommunismens renhed, og som skriver reglementer, regulativer og instrukser for statskapitalismen og kooperationen, men som ikke kan få gang i den praktiske omsætning.
Det kan virke som et paradoks: privatkapitalismen i rollen som hjælper for socialismen?
Men det er aldeles ikke noget paradoks, det er et i økonomisk henseende ganske ubestrideligt faktum. Da der er tale om et småbondeland med et særlig ødelagt transportvæsen efter nylig krig og blokade, et land, der politisk ledes af proletariatet, som har transportvæsenet og storindustrien under sin kontrol, så leder disse præmisser helt uundgåeligt til den slutning, for det første, at lokal vareomsætning i dette øjeblik er af primær betydning, og for det andet, at socialismen kan fremmes ved hjælp af privatkapitalismen (for slet ikke at tale om statskapitalismen).
Lad os strides mindre om ord. Vi synder stadig overordentligt meget på det punkt. Lad os få større mangfoldighed af praktisk erfaring og mere indgående studium af den. Der er tilfælde, hvor mønstergyldigt lokalt arbejde, selv i ganske små dimensioner, har vigtigere betydning for staten end mange grene af det centrale statsarbejde. Netop sådan er betingelserne hos os nu for tiden, hvad angår bondebruget i almindelighed og udvekslingen af landbrugets overskudsproduktion med industriprodukter i særdeleshed. Mønstergyldigt arbejde i denne henseende – om så kun i et enkelt distrikt – har langt større betydning for staten som helhed end »mønstergyldig« forbedring af det ene eller andet folkekommissariats centrale apparat. Vort centrale apparat er nemlig allerede på tre og et halvt år blevet så kompliceret, at det har nået at tillægge sig en vis skadelig træghed. Vi kan ikke rette op på dette væsentligt og hurtigt, vi ved ikke, hvordan vi skal gøre det. Den hjælp, det skal have for at bliver radikalt forbedret, for at nye friske kræfter skal strømme til, for resultatrig bekæmpelse af bureaukratismen og overvindelse af den skadelige træghed, må komme lokalt nedefra, fra mønstergyldig organisering af en lille »helhed« som netop er en »helhed«, dvs. ikke kun en enkelt bedrift, ikke kun en enkelt branche, ikke kun en enkelt virksomhed, men summen af alle økonomiske relationer, summen af hele den økonomiske omsætning, selv om det kun drejer sig om et lille område.
De af os, som er dømt til at blive ved det centrale arbejde, vil fortsætte arbejdet med at forbedre apparatet og rense det for bureaukratisme, selv om det kun bliver i beskedent, umiddelbart overkommeligt omfang. Men den vigtigste hjælp i denne henseende kommer og vil komme lokalt fra. Ude omkring i landet står det – så vidt jeg kan overskue – bedre til end i centrum, og det er forståeligt nok, eftersom bureaukratismens onde naturligvis koncentreres i centrum. Moskva kan i så henseende ikke undgå at være den værste by og i det hele taget det værste »lokalområde« i republikken. Ude omkring forekommer der afvigelser fra gennemsnittet til begge sider, afvigelser til den dårlige side er sjældnere end afvigelser til den gode. Afvigelser til den dårlige side består i misligheder begået af tidligere embedsmænd, godsejere, bourgeoiser og andet pak, der klæber sig til kommunisterne og undertiden begår afskyelige skændselsgerninger, svinestreger og ydmygende overgreb mod bønderne. Her trænges der til en terrorlignende udrensning: standret og skydning uden omsvøb. Lad så blot folk som Martov, Tjernov og partiløse spidsborgere af samme skuffe slå sig for brystet og udbryde: »Jeg takker dig, Herre, at jeg ikke er som ‘disse’, at jeg ikke har anerkendt og ikke vil anerkende terror.« Disse tossehoveder »vil ikke anerkende terror«, fordi de har valgt rollen som tjenstvillige håndlangere for hvidgardisterne, hvor det gælder om at holde arbejdere og bønder for nar. De socialrevolutionære og mensjevikkerne »vil ikke anerkende terror«, fordi de udfører rollen som dem, der under »socialismens« fane udleverer masserne til hvidgardisternes terror. Det er bevist under Kerenskijstyret og Kornilovmytteriet i Rusland, Koltjakregimentet i Sibirien, mensjevismen i Grusien; det er bevist af heltene fra II Internationale og »II½« Internationalen i Finland, Ungarn, Østrig, Tyskland, Italien, England osv. Lad blot den hvidgardistiske terrors tjenstvillige håndlangere bryste sig af deres afstandtagen fra al terror. Vi derimod vil sige den tunge, men ubestridelige sandhed: i lande, der oplever den uhørte krise, den opløsning af gamle relationer, den skærpelse af klassekampen, som fulgte efter den imperialistiske krig 1914-1918 – og det er tilfældet i alle lande i verden – kommer man ikke uden om terror, alle hyklere og frasemagere til trods. Enten hvidgardistisk borgerlig terror af amerikansk, engelsk (Irland), italiensk (fascisterne), tysk, ungarsk eller anden model, eller rød, proletarisk terror. Nogen mellemvej findes ikke, nogen »tredje« vej findes ikke og kan ikke findes.
Afvigelser til den gode side består i resultatrig bekæmpelse af bureaukratismen, den mest omhyggelige holdning til arbejdernes og bøndernes behov, den mest omsorgsfulde ophjælpning af økonomien, forbedring af arbejdsproduktiviteten og udvikling af den lokale omsætning mellem landbrug og industri. Disse afvigelser til den gode side er nok hyppigere end afvigelserne til den dårlige, men dog sjældne. De findes imidlertid. Nye, unge, friske kommunistiske kræfter, hærdede i borgerkrig og afsavn er under udvikling overalt ude omkring. Vi gør stadig alt, alt for lidt for systematisk og støt at lade disse kræfter nedefra stige opad. Det kan og må gøres i bredere omfang og mere ihærdigt. En del af funktionærerne kan og må tages bort fra det centrale arbejde og placeres i det lokale arbejde. Som ledere i kredse og distrikter og ved dér at få al økonomisk virksomhed i mønstergyldig gænge som helhed vil de gøre umådelig gavn og udføre et værk, som for hele staten er vigtigere end mangen central funktion. Mønstergyldig tilrettelægning af arbejdet tjener jo som planteskole og eksempel til efterfølgelse, som det ikke vil være særlig vanskeligt at tage op, og vi vil fra centrum gøre vort til, at de mønstergyldige eksempler tages op i bredt omfang alle vegne, og at det gøres til en pligt at tage dem op.
Udvikling af »omsætningen« mellem landbrug og industri på grundlag af det tiloversblevne, efter at levnedsmiddelskatten er udredt, og den hovedsageligt håndværksmæssige småindustri, kræver ifølge sagens natur selvstændigt, kompetent og klogt lokalt initiativ, og derved får mønstergyldig tilrettelægning af arbejdet i kredse og distrikter netop nu helt enestående betydning for staten. Eksempelvis var vi på det militære område under den sidste krig mod Polen ikke bange for at »degradere«, at forflytte medlemmer af republikkens revolutionære krigsråd (samtidig med at de bibeholdt den høje, centrale post) til lavere poster. Hvorfor så ikke nu forflytte nogle af den alrussiske centrale eksekutivkomités medlemmer eller kollegiemedlemmer eller andre højtstående kammerater til arbejde selv i kredsmålestok, selv i distriktsmålestok? Vi er da vel ikke i virkeligheden blevet så »bureaukratiserede«, at vi føler det »pinligt«? Vi har snesevis af centralt placerede medarbejdere, som gerne ville være med til det. Den økonomiske opbygning i hele republikken vil vinde umådeligt derved, og mønsterdistrikterne eller mønsterkredsene vil ikke blot spille en stor, men en direkte afgørende, historisk rolle.
For øvrigt bør man notere sig en lille, men dog betydningsfuld omstændighed, nemlig at den principielle holdning til bekæmpelsen af spekulation må ændres. Vi må støtte den »regulære« handel, som ikke unddrager sig statens kontrol, vi har fordel af at udvikle den. Men spekulation kan ikke skelnes fra »regulær« handel, hvis man opfatter spekulation i politisk-økonomisk forstand. Fri handel er kapitalisme, kapitalisme er spekulation – det ville være latterligt at lukke øjnene for dette.
Men hvad så? Skal spekulation erklæres for straffri?
Nej. Alle lovbestemmelser om spekulation må revideres og omarbejdes, og enhver form for bedrageri, enhver omgåelse, direkte eller indirekte af statens kontrol, overvågning og regnskabsføring må erklæres strafbar (og rent faktisk forfølges tre gange strengere end før). Kun ved at behandle sagen netop sådan (i folkekommissærernes råd er arbejdet allerede begyndt, dvs. at rådet allerede har beordret, at der tages fat på at revidere lovbestemmelserne om spekulation), vil vi tillige opnå at kunne lede den til en vis grad uundgåelige og for os nødvendige udvikling af kapitalismen ind i statskapitalismens baner.
Jeg har endnu tilbage i al korthed at berøre den politiske situation, som den har formet sig og ændret sig i forbindelse med den ovenfor skitserede økonomiske udvikling.
Det er allerede sagt, at grundtrækkene i vor økonomi i 1921 er de samme, som de var i 1918. Foråret 1921 bragte – hovedsageligt som følge af misvæksten og nedgangen i kvægbestanden – en alvorlig skærpelse af bøndernes kår, der i forvejen var overordentlig tunge på grund af krigen og blokaden. Et resultat af denne skærpelse var politiske svingninger, som generelt sagt hører til selve småproducentens natur. Det grelleste udtryk for disse svingninger var Kronstadtoprøret.
Det mest karakteristiske ved Kronstadtbegivenhederne var netop det småborgerlige elements svingninger. Noget fuldt udformet, klart og bestemt var der ikke meget af. Tågede paroler om »frihed«, »frihandel«, »frigørelse«, »sovjetter uden bolsjevikker«, eller nyvalg til sovjetterne, eller befrielse fra »partidiktaturet« og så videre og så fremdeles. Både mensjevikkerne og de socialrevolutionære hævder, at Kronstadtbevægelsen er »deres«. Viktor Tjernov sender ilbud til Kronstadt, og efter forslag fra dette ilbud stemmer en af Kronstadtanførerne, mensjevikken Valk, i Kronstadt for en »konstituerende forsamling«. Hele det hvidgardistiske slæng mobiliseres øjeblikkeligt »for Kronstadt« og dét med så at sige radiotelegrafisk fart. De hvidgardistiske militæreksperter i Kronstadt, ikke Koslovskij alene, men en hel række eksperter, udarbejder en plan for landgang i Oranienbaum, en plan som forskrækker den vaklende mensjevikisk-socialrevolutionære-partiløse masse. Over et halvt hundrede hvidgardistiske, russiske blade i udlandet udfolder med rasende energi en kampagne »for Kronstadt«. Storbankerne, alle finanskapitalens kræfter starter indsamlinger til støtte for Kronstadt. Bourgeoisiets og godsejernes kloge leder, kadetten Miljukov, forklarer tålmodigt og direkte tossehovedet Viktor Tjernov (og indirekte mensjevikkerne Dan og Rosjkov, som på grund af deres forbindelse med Kronstadt sidder i fængsel i Petrograd), at det ikke har nogen hast med en konstituerende forsamling, at man må og skal udtale sig til gunst for en sovjetmagt – bare uden bolsjevikker.
Det er naturligvis ikke svært at være klogere end selvoptagne tossehoveder som Tjernov, denne småborgerlige frasehelt, eller Martov, denne ridder af småborgerlig reformisme, der udgives for »marxisme«. Det afgørende er heller ikke, at Miljukov som person er klogere, men at storbourgeoisiets partifører ser klarere, i kraft af sin klassemæssige placering forstår han sagens klasseindhold og de politiske relationer bedre end småborgerskabets ledere, folk som Tjernov og Martov. For bourgeoisiet er virkelig den klassekraft, som under kapitalismen uvægerligt er herskende i både monarkiet og i den allermest demokratiske republik, samtidig med at alt uvægerligt støttes af verdensbourgeoisiet. Småborgerskabet derimod, dvs. alle II Internationales og II½ Internationales helte, kan ifølge sagens økonomiske natur ikke være andet end et udtryk for klasseafmagt – deraf svingningerne, fraserne, uhjælpsomheden. I 1789 kunne småborgere endnu være store revolutionære. I 1848 var de latterlige og ynkelige. I 1917-1921 er de reaktionens modbyde lige håndlangere, dens direkte lakajer, i kraft af deres virkelige rolle, om de så hedder Tjernov eller Martov eller Kautsky, MacDonald og så videre og så fremdeles.
Når Martov i sit Berlintidsskrift [15] påstår, at Kronstadt ikke alene opstillede mensjevikiske paroler, men også leverede bevis for, at der er mulighed for en antibolsjevikisk bevægelse, som ikke helt og holdent er i hvidgardisternes, kapitalisternes og godsejernes tjeneste, så var dette netop et skoleeksempel på en selvglad spidsborgerlig Narcissus. Lad os ganske enkelt lukke øjnene for det faktum, at alle sande hvidgardister tiljublede Kronstadtfolkene og indsamlede fonde til hjælp for Kronstadt gennem bankerne! Miljukov har ret over for folk som Tjernov og Martov, for han røber den virkelige hvidgardistiske krafts, kapitalist- og godsejerkraftens, virkelige taktik: lad os støtte hvem som helst, selv anarkisterne, ligegyldig hvilken sovjetmagt, blot bolsjevikkerne styrtes, blot der sker en forskydning af magten! Lige meget om det bliver til højre eller til venstre, til mensjevikkerne eller anarkisterne, blot magten forskydes bort fra bolsjevikkerne. Og resten, ja resten skal »vi«, Miljukov’erne, »vi«, kapitalisterne og godsejerne nok selv ordne, vi skal nok klapse anarkistspirerne og folk som Tjernov og Martov af, ligesom vi gjorde i Sibirien med Tjernov og Majskij, som man gjorde i Ungarn med de ungarske Tjernov’er og Martov’er, som man gjorde i Tyskland med Kautsky og i Wien med Friedrich Adler og co. Disse spidsborgerlige Narciss’er – mensjevikker, socialrevolutionære, partiløse – har det virkelige, handlekraftige bourgeoisi gjort til nar i hundredvis og sat ud af spillet i alle revolutioner, gang på gang i alle lande. Det leverer historien bevis for. Det fremgår af kendsgerningerne. Narciss’erne vil snakke. Miljukov’erne og hvidgardisterne vil handle.
»Blot magten forskydes bort fra bolsjevikkerne, ligemeget om det bliver lidt til højre eller lidt til venstre, så ordner resten sig«, deri har Miljukov ganske ret. Det er en klassesandhed, som bekræftes af revolutionernes historie i alle lande, af den nyere histories århundredlange epoke siden middelalderen. De splittede småproducenter, bønderne, samles økonomisk og politisk enten af bourgeoisiet (sådan har det altid været under kapitalismen, i alle lande, under alle revolutioner i nyere tid, og sådan vil det altid være under kapitalismen), eller af proletariatet (sådan har det været i korte perioder og kun antydningsvis, da nogle af de største revolutioner i nyere tid var på deres højeste, og sådan var det i Rusland i 1917-1921 i mere udviklet form). Kun selvoptagne Narciss’er kan snakke og drømme om en »tredje vej«, om en »tredje kraft«.
Med største besvær og i desperat kamp har bolsjevikkerne udviklet proletariatets fortrop til at kunne tage ledelsen, de har oprettet og hævdet proletariatets diktatur, og gennem fire års praktiske erfaring og prøvelse er forholdet mellem klassekræfterne blevet klart som dagen. Først den enkelte revolutionære klasses stålsatte og hærdede fortrop, dernæst det småborgerlige, svingende element og endelig Miljukov’erne, kapitalisterne, godsejerne, som skjuler sig i udlandet, og som støttes af verdensbourgeoisiet. Sagen er klar som dagen. Enhver »forskydning af magten« udnyttes og kan kun udnyttes af de sidstnævnte klassekræfter.
I den citerede brochure fra 1918 hedder det direkte herom: »Hovedfjenden« er »det småborgerlige element«. »Enten får vi denne småborger til at rette sig efter vor kontrol og regnskabsføring, eller også vil han uundgåeligt og uomgængeligt afskaffe vor arbejdermagt, ligesom Napoleon’erne og Cavaignac’erne, som netop vokser frem på småbesiddernes grund, afskaffede revolutionen.« (Fra brochuren af 5. maj 1918, se ovenfor.)
Vor styrke ligger i den fuldstændigt klare og nøgterne vurdering af alle klassekræfter der findes, både russiske og internationale, og i den jernhårde energi, fasthed, beslutsomhed og offervillighed, der udspringer heraf. Fjender har vi mange af, men de er splittede, eller de ved ikke, hvad de vil (som alle småborgere, alle Martov’er og Tjernov’er, alle partiløse, alle anarkister). Vi derimod er enige, direkte indbyrdes og indirekte med proletarerne i alle lande. Vi ved, hvad vi vil. Og derfor er vi uovervindelige i verdensmålestok, selv om dette ingenlunde udelukker muligheden af nederlag for de enkelte proletariske revolutioner i det ene eller det andet tidsrum.
Det småborgerlige element kaldes med god grund element, for det er virkelig noget i høj grad uformeligt, ubestemmeligt og ubevidst. Småborgerskabets Narciss’er tror, at »almindelig valgret« under kapitalismen vil ophæve småproducentens natur, men i realiteten hjælper den bourgeoisiet, med bistand af kirken, pressen, lærerne, politiet, militæret, og ved økonomisk undertrykkelse i tusinde former hjælper den bourgeoisiet med at underlægge sig de splittede småproducenter. Forarmelsen, nøden og de tunge kår fremkalder svingninger: i dag ad bourgeoisiet, i morgen ad proletariatet til. Kun proletariatets hærdede fortrop evner at stå fast og modvirke disse svingninger.
Begivenhederne i foråret 1921 viste endnu engang, hvilken rolle de socialrevolutionære og mensjevikkerne spiller: de hjælper det svingende småborgerlige element med at lægge luft mellem sig og bolsjevikkerne og frem kalde en »magtforskydning« til gunst for kapitalisterne og godsejerne. Mensjevikkerne og de socialrevolutionære har nu lært at maskere sig som »partiløse«. Det er til fulde bevist. Og kun tåber kan nu ikke gennemskue det, ikke fatte, at vi ikke lader os tage ved næsen. Partiløse konferencer er ikke noget helligt begreb. De er værdifulde, når de kan hidføre en tilnærmelse til masser, der endnu ikke er i bevægelse, til millioner af arbejdende, som står uden for politik, men de er skadelige, når de afgiver en platform for mensjevikker og socialrevolutionære i partiløs maskering. Disse folk hjælper og fremmer mytteri, de hjælper hvidgardisterne. Mensjevikker og socialrevolutionære – såvel åbenlyse som i partiløs maskering – hører hjemme i fængslet (eller i udenlandske blade side om side med hvidgardisterne; vi lod gladeligt Martov rejse til udlandet), men ikke på konferencer for partiløse. Der kan og må findes andre metoder til at prøve massernes holdning og nærme sig dem. Lad dem rejse udenlands, som gerne vil lege parlamentarisme, konstituerende forsamling og partiløse konferencer, de er så velkomne til at rejse derhen, til Martov, nyd »demokratiets« vidundere, spørg Wrangels soldater ud om disse vidundere, gør os endelig den tjeneste. Vi har nemlig ikke tid til denne legen »opposition« på »konferencer«. Vi er omgivet af verdensbourgeoisiet, som vogter på hvert eneste øjebliks svingninger, for at kunne sende »deres folk« tilbage hertil og genindsætte godsejerne og bourgeoisiet. Vi agter at holde mensjevikkerne og de socialrevolutionære indespærret, uanset om de optræder åbenlyst eller maskeret som partiløse.
Vi vil med alle midler knytte mere intime forbindelser med de politisk uberørte arbejdende masser, undtagen midler, som giver spillerum for mensjevikker og socialrevolutionære, som giver spillerum for svingninger, der kan gavne Miljukov. I særdeleshed vil vi inddrage hundreder og atter hundreder af partiløse, rigtigt partiløse fra masserne, fra arbejdernes og bøndernes rækker i sovjetternes arbejde, navnlig i arbejdet med økonomien, men ikke dem, der har »maskeret« sig som partiløse for at kunne aflire mensjevikiske og socialrevolutionære instrukser, der er så nyttige for Miljukov. Partiløse i hundred- og tusindvis arbejder blandt os, deraf snesevis på meget betydningsfulde og ansvarlige poster. Vi må følge deres arbejde nøjere. Vi må i større omfang føre tusinder og atter tusinder af menige arbejdere frem til ny prøvelse, prøve dem for systematisk og støt at forfremme dem i hundredvis til højere poster på grundlag af erfaringens kontrol.
Endnu har kommunisterne i vort land kun i ringe grad forstået deres virkelige lederopgave; ikke at gøre »alting selv«, forløfte sig og måtte opgive, kaste sig over tyve forskellige ting uden at gøre en eneste færdig, men tværtimod kontrollere det arbejde, der udføres af snesevis og hundredvis medarbejdere, sørge for, at deres arbejde kontrolleres nedefra, dvs. af den virkelige masse, dirigere arbejdet og lære af dem, der har sagkundskab (specialisterne) og erfaring i at drive stordrift (kapitalisterne). En klog kommunist er ikke bange for at lære af en militærekspert, skønt 9/10 af militæreksperterne er i stand til at begå forræderi ved første givne lejlighed. En klog kommunist er ikke bange for at tage ved lære af en kapitalist (ligegyldigt om denne kapitalist er en storkapitalistisk koncessionsindehaver eller en handelskommissær eller en småkapitalistisk kooperationsmand osv.), skønt kapitalisten ikke er bedre end militæreksperten. I den Røde Hær lærte vi at fange forræderiske militæreksperter, at udskille de hæderlige og samvittighedsfulde og i det store og hele drage nytte af tusinder, ja, titusinder af militæreksperter. Vi er ved at lære os det samme (i en særpræget form) med ingeniører og lærere – selv om vi gør det langt dårligere end i den Røde Hær (dér drev Denikin og Koltjak dygtigt på os og tvang os til at lære hurtigere, ihærdigere og forstandigere). Vi er ved at lære os det samme (igen i en særpræget form) med handelskommissionærerne, opkøberne, der arbejder for staten, de kooperative småkapitalister, de koncessionshavende arbejdsgivere osv.
Arbejder og bondemasserne må have deres kår forbedret omgående. Ved at sætte nye kræfter, deriblandt partiløse, til nyttigt arbejde, kan vi opnå dette. Levnedsmiddelskatten og en række dermed forbundne foranstaltninger vil bidrage dertil. Dermed overskærer vi den økonomiske rod til småproducentens uundgåelige svingninger. Og de politiske svingninger, som kun gavner Miljukov, vil vi bekæmpe uden skånsel. Der er mange, der svinger. Vi er få. De svingende er uenige. Vi er enige. De svingende er økonomisk uselvstændige. Proletariatet er økonomisk selvstændigt. De svingende ved ikke, hvad de vil, de er i syv sind, og Miljukov forbyder. Vi derimod ved, hvad vi vil.
Og derfor vil vi sejre.
Lad os sammenfatte.
Levnedsmiddelskatten er en overgang fra krigskommunismen til regulær socialistisk produktudveksling.
Den dybe forarmelse og svære misvækst i 1920 gjorde denne overgang uopsætteligt nødvendig, idet det var umuligt at genrejse storindustrien hurtigt.
Derfor må først og fremmest bøndernes kår forbedres. Midlet hertil er levnedsmiddelskat, udvikling af omsætningen mellem landbrug og industri og udvikling af småindustrien.
Omsætning betyder fri handel, kapitalisme. Den gavner os i den udstrækning, den medvirker til at bekæmpe småproducenternes splittethed og til en vis grad også bureaukratismen. Omfanget vil praksis, erfaringen, bestemme. For den proletariske statsmagt er der ikke noget afskrækkende heri, så længe proletariatet holder magten fast i sine hænder og har et fast greb om transportvæsenet og storindustrien.
Kampen mod spekulationen må gøres til en kamp mod bedrager i og omgåelse af statens tilsyn, regnskabsførelse og kontrol. Med denne kontrol vil vi styre den til en vis grad uundgåelige og for os nyttige kapitalisme ind i statskapitalismens baner.
Alsidig udvikling på enhver måde og for enhver pris af lokalt initiativ, foretagsomhed og selvstændighed for at fremme omsætningen mellem landbrug og industri. Studium af de praktiske erfaringer i denne henseende. Så stor mangfoldighed som muligt i disse erfaringer.
Hjælp til småindustrien, som betjener bondebruget og hjælper det i vejret; hjælp også i en vis udstrækning ved at tildele råvarer fra statslagrene. Det mest forbryderiske ville være at lade varer ligge uforarbejdede hen.
Ikke være bange for at lade kommunister »lære« af de borgerlige specialister, herunder handelsfolk, kapitalistiske kooperationsfolk og kapitalister. Lære af dem i en anden form, men i realiteten på samme måde som vi har lært af militæreksperterne. »Lærdommens« resultater skal alene prøves gennem praktisk erfaring: gør tingene bedre, end de borgerlige specialister ved din side gjorde det, hidfør på den ene eller anden måde et opsving i landbruget, et opsving i industrien, en udvikling af omsætningen mellem landbrug og industri. Ikke være karrig med »lærepengene«. Dyre lærepenge er godt givet ud, blot man virkelig får lært noget.
På enhver måde hjælpe de arbejdende masser, nærme sig dem, hente hundredvis, tusindvis af partiløse medarbejdere fra disse masser til økonomisk arbejde. Men »partiløse«, som i virkeligheden ikke er andet end mensjevikker og socialrevolutionære, der har klædt sig ud efter sidste mode i partiløst Kronstadt-antræk, må holdes forsvarligt bag lås og slå eller overlades Martov i Berlin, så de frit kan nyde alle det rene demokratis vidundere og frit udveksle tanker med folk som Tjernov og Miljukov og de grusiske mensjevikker.
21. april 1921
1. Sin pjece Om Levnedsmiddelskatten skrev Lenin i marts-april 1921. Den udkom tidligt i maj og blev snart efter optrykt i tidsskriftet Krasnaja Nov (Rød Nyjord) nr. 1 og derpå i en lang række centrale og lokale blade. Allerede i 1921 blev pjecen oversat til tysk, engelsk og fransk. I et specielt cirkulære anbefalede partiets centralkomité alle partiorganisationer at bruge pjecen i arbejdet med at oplyse om den nye økonomiske politiks indhold og betydning. – S. 152.
2. Se denne udgave, bd. 10, s. 257-261 og 262-269. – S. 152.
3. Novaja Sjisn (Nyt Liv) og Vperjod (Fremad) – mensjevikiske dagblade, der udkom i årene 1917-1918. Blev lukket som følge af deres kontrarevolutionære virksomhed. – S. 158.
4. Se Marx/Engels, Udvalgte Skrifter, bd. 2, Forlaget Tiden, København 1976, s. 17 (Kritik af Gothaprogrammet). – S. 158.
5. Se denne udgave, bd. 8, s. 45-46. – S. 159.
6. Se Lenin, Saml. værker, 5. udgave (russ.), bd. 36, s. 272-274 – S. 160.
7. Se Marx/Engels, Udvalgte Skrifter, bd. 2, s. 438 (Bondespørgsmålet i Frankrig). – S. 160.
8. Lenin sigter til mensjevikkerne, der gik imod den socialistiske revolution og proletariatets diktatur. Mensjevikkerne hævdede det var alt for tidligt at tage magten, produktivkræfterne var ikke udviklet nok til at det var muligt at få socialisme. – S. 162.
9. »Mennesker i futteral«. – betegner snæversynede småborgere, der afskyr initiativ og forandring. Stammer fra Tjekhovs fortælling Manden i Futteral. – S. 162.
10. 1 pud = 16,38 kg. – S. 169.
11. Lenin citerer her fra Pusjkins digt Helten. – S. 172.
12. 1 verst = 1067 m. – S. 173.
13. Lenin sigter til GOELRO-planen, dvs. planen for Ruslands elektrificering. – S. 173.
14. Økonomiske konferencer – lokale organer for arbejds- og forsvars rådet, nedsat efter beslutning på 8. alrussiske sovjetkongres december 1920 om lokale organer for økonomisk administration. Konferencerne blev organiseret af guvernementsovjetternes eksekutivkomiteer for at samordne de lokale økonomiske organers virksomhed. – S. 176.
15. Her sigtes til mensjevikkernes emigranttidsskrift Sotsialistitjeskij Vestnik (Socialistisk Budbringer), grundlagt af Martov. Udgivet 1921 i Berlin, derpå i Paris og senere i USA. – S. 182.
Sidst opdateret 19.6.2014