Skrevet 5. maj 1918. Trykt 9, 10. og 11. maj 1918 i Pravda nr. 88, 89 og 90.
Oversat til dansk af Annedorte Dalsgaard.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 10, s. 248-276, Forlaget Tiden, København 1983.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 1. jan. 2009
En lille gruppe »venstre-kommunister«s udgivelse af deres eget tidsskrift Kommunist (nr. 1, 20. april 1918) og deres egne »teser« giver en fortræffelig bekræftelse på mine udtalelser i brochuren om Sovjetmagtens Aktuelle Opgaver. [1] En mere anskuelig bekræftelse – i den politiske litteratur – af naiviteten i det forsvar for småborgerlig løsagtighed, som undertiden skjuler sig bag »venstre«-paroler, kan man overhovedet ikke ønske sig. Det er nyttigt og nødvendigt at opholde sig ved »venstre-kommunisterne«s betragtninger, fordi de er karakteristiske for den tid, vi nu gennemlever. De viser usædvanligt klart – fra den negative side – »humlen« i den øjeblikkelige situation. De er lærerige, fordi vi her står over for de bedste af de folk, som ikke har forstået situationen; folk, som med hensyn til viden og uselviskhed står langt over dusinrepræsentanterne for den samme fejlopfattelse, nemlig de venstre-socialrevolutionære.
Som en politisk størrelse – eller som en gruppe, der vil spille en politisk rolle – har »venstre-kommunisterne« givet os sine egne »teser om den nuværende situation«. Det er en god marxistisk skik at give en sammenhængende og samlet fremstilling af grundlaget for sine synspunkter og sin taktik. Og denne gode marxistiske skik har bidraget til at afsløre vor »venstre-gruppes fejltagelser, for alene forsøget på at argumentere – og ikke blot deklamere – afslører det uholdbare i argumentationen.
Det, der først og fremmest falder i øjnene, er mængden af løse påstande, antydninger og udflugter vedrørende det gamle spørgsmål om, hvorvidt det var rigtigt at indgå Brest-freden. »Venstre-gruppen« har ikke kunnet bestemme sig til at stille dette spørgsmål åbent, og de plasker komisk rundt, mens de stabler det ene argument oven på det andet, de prøver at gøre sig overvejelser, griber efter alskens »på den ene side« og »på den anden side«, bevæger sig i tankerne til alle mulige og umulige emner og vil helst lukke øjnene for, at de rammer sig selv. »Venstre-gruppen« anfører omhyggeligt tallene fra partikongressen, hvor der var 12 medlemmer mod freden, mens 28 var for, men de tier beskedent med, at de af mange hundrede stemmer i sovjetkongressens bolsjevikfraktion samlede mindre end en tiendedel. De udvikler en »teori« om, at freden blev drevet igennem af »de trætte og deklasserede«, mens »arbejdere og bønder i områderne sydpå, der var økonomisk mere livskraftige og bedre forsynede med korn«, var mod freden ... Kan man andet end le ad dette? Ikke en lyd om, at Den Alrussiske Sovjetkongres stemte for freden, ikke det mindste ord om den sociale og klassemæssige karakter af det typisk småborgerlige og deklasserede politiske konglomerat i Rusland (de venstre-socialrevolutionæres parti), som var mod freden. Det er en rent ud barnagtig facon at dække over sin fiasko med komiske »videnskabelige« forklaringer, at dække over kendsgerninger, hvis blotte opregning ville vise, at det netop var deklasserede, intellektuelle »topfigurer« i partiet, der med småborgerlig-revolutionære fraser og slagord anfægtede freden, mens de, der drev freden igennem, netop var arbejdernes og de udbyttede bønders masser.
Den enkle og klare sandhed bryder sig dog vej gennem alle »venstre-gruppens« ovenanførte erklæringer og udflugter i spørgsmålet om krig og fred. Tesernes forfattere indrømmer nødtvungent, at »fredsslutningen indtil videre har svækket imperialisternes bestræbelser for at slå en international handel af« (dette er ikke klart udtrykt hos »venstre-gruppen«, men det er her ikke stedet til at opholde sig ved unøjagtigheder). »Fredsslutningen har allerede ført til en skærpelse af kampen mellem de imperialistiske magter«.
Det er netop en kendsgerning. Netop det har afgørende betydning. Netop derfor spillede modstanderne af fredsslutningen objektivt set imperialisternes spil og var fanget i deres fælde. For så længe der ikke er udbrudt en international socialistisk revolution, der omfatter flere lande og er så stærk, at den kan besejre den internationale imperialisme, er det en direkte pligt for socialister, som har sejret i et enkelt (særligt tilbagestående) land, ikke at tage kampen op mod imperialismens giganter, men søge at undvige kamp og vente indtil imperialisternes indbyrdes sammenstød har svækket dem endnu mere og ført revolutionen i andre lande nærmere. Denne enkle sandhed var ikke gået op for vore »venstre-folk« i januar, februar og marts, og de er ligeledes nu bange for at erkende den åbent; men den bryder sig vej gennem alle deres forvirrede udtalelser: »På den ene side kan man ikke undlade at erkende, på den anden side må man indrømme«. [2]
»I løbet af næste forår og sommer«, skriver »venstre-folkene« i deres teser, »må det imperialistiske systems sammenbrud begynde. I tilfælde af sejr til den tyske imperialisme i krigens nuværende fase kan sammenbruddet kun blive udskudt og vil da give sig udtryk i endnu skarpere former.«
Her er formuleringen endnu mere barnagtig og upræcis, trods alt sit spil på det videnskabelige. Det ligger til børn at »forstå« videnskab sådan, at den kan fastslå, i hvilket år, forår og sommer eller efterår og vinter »sammenbruddet må begynde«.
Dette er latterlige forsøg på at erkende noget, der ikke kan erkendes. Ikke en eneste seriøs politiker vil nogen sinde kunne sige, hvornår det ene eller det andet sammenbrud af et »system« »må begynde« (så meget mere som systemets sammenbrud allerede er begyndt, og det nu drejer sig om tidspunktet for eksplosionen i de enkelte lande). Men gennem formuleringens barnagtige hjælpeløshed baner en ubestridelig sandhed sig vej; vi står nu, en måned efter at »pusterummet« indtrådte med fredsslutningen, nærmere revolutionære udbrud i andre, mere fremskredne lande, end vi gjorde for en måned eller halvanden siden.
Og det indebærer?
Det indebærer, at fredstilhængerne havde fuldstændig ret og allerede er blevet retfærdiggjort af historien, fordi de søgte at gøre det begribeligt for ynderne af det effektfulde, at man må forstå at bedømme styrkeforholdet og ikke må hjælpe imperialisterne ved at lette deres kamp mod socialismen, mens socialismen endnu er svag, og mens chancerne i kampen er åbenbart ugunstige for socialismen.
Men vore »venstre«-kommunister – som også ynder at kalde sig »proletariske« kommunister – er, fordi der er særdeles lidt proletarisk og særdeles meget småborgerligt ved dem, ude af stand til at tænke på styrkeforholdet, endsige bedømme det. Styrkeforholdet og bedømmelsen af det er netop kernen i marxismen og den marxistiske taktik, men de går uden om kernen med »stolte« fraser som denne:
»Det er en objektiv kendsgerning i øjeblikkets politik, at den uvirksomme »fredsmentalitet« har fået tag i masserne ...«
Det er minsandten en perle! Efter tre år med den mest kvalfulde og reaktionære krig har folket takket være sovjetmagten og dens rigtige taktik, der ikke forfalder til frasemageri, fået et lille, et ganske lille, usikkert og langtfra fuldkomment pusterum, og vore unge »venstre«-intellektuelle udtaler dybsindigt, med en selvoptaget Narcissus’ overlegenhed, at »den uvirksomme (!!!???) »fredsmentalitet« har fået tag (!!!) i masserne???« Havde jeg ikke ret, da jeg på partikongressen sagde, at »venstrefolkenes« avis eller tidsskrift ikke burde kalde sig Kommunist, men Pralhals? [3]
Kan en kommunist, der blot nogenlunde kender til de arbejdende, udbyttede massers levevilkår og mentalitet, virkelig forfalde til dette synspunkt, der er kendetegnende for den typisk intellektuelle, den deklasserede småborger med den herremands- eller pralhalsmentalitet, og som erklærer »fredsmentaliteten« for »uvirksom«, mens det anses for »virksomhed« at slå om sig med et papsværd? For vore »venstre-folk« fægter jo bare med papsværd, når de går uden om det velkendte faktum, der endnu en gang er blevet bekræftet af krigen i Ukraine, at når nationerne er udpint af tre års krig, kan de ikke kæmpe uden et pusterum, og at krigen – hvis der ikke er kræfter til at organisere den i national målestok – gang på gang afføder en småborgerlig panikmentalitet i stedet for en proletarisk jerndisciplin. I tidsskriftet Kommunist ser vi atter og atter, at vore »venstre-folk« ikke har begreb skabt om proletarisk jerndisciplin og opbygning af den, og at de er fuldstændig gennemsyret af den deklasserede, småborgerlige intellektuelles mentalitet.
Men »venstre-folkenes« fraser om krigen er måske barnagtig ilterhed, som oven i købet kun beskæftiger sig med fortiden og derfor ikke har skygge af politisk betydning? Sådan er der nogen, der forsvarer vore »venstre-folk«. Men det er urigtigt. Hvis man vil udøve politisk lederskab, må man formå at gennemtænke de politiske opgaver, men det kan vore »venstre-folk« ikke, hvad der gør dem til karakterløse forkyndere af vaklen, og det har objektivt kun én betydning: med deres vaklen hjælper »venstre-folkene« imperialisterne med at provokere Den Russiske Sovjetrepublik til en kamp, som er åbenbart ugunstig for den; de hjælper imperialisterne med at lokke os i en fælde. Hør blot her:
»... Den russiske arbejderrevolution kan ikke »skåne sig selv«, ved at vige bort fra den internationale revolutions vej, ved uafladeligt at undvige kamp og trække sig tilbage for den internationale kapitals pres og gøre indrømmelser til den »hjemlige kapital«.
Fra dette synspunkt er det nødvendigt med en beslutsom international klassepolitik, der forener den internationale revolutionære propaganda i ord og handling, og en styrkelse af den organiske forbindelse med den internationale socialisme (og ikke med det internationale bourgeoisi) ...«
De udfald, der her gøres på det indenrigspolitiske område, vil blive omtalt særskilt. Men se på dette orgie af fraser – samtidig med spagfærdighed i handling – på det udenrigspolitiske område. Hvilken taktik er uomgængelig for enhver, der ikke ønsker at blive redskab for en imperialistisk provokation og gå i fælden på nuværende tidspunkt? På dette spørgsmål må enhver politiker give et klart og ligefremt svar. Vort partis svar er velkendt: på nuværende tidspunkt må vi trække os tilbage og undgå kamp. Vore »venstre-folk« kan ikke beslutte sig til at sige det modsatte, men skyder op i luften: »En beslutsom international klassepolitik«!!
Dette er bedrageri over for masserne. Hvis I vil kæmpe nu, så sig det ligeud. Hvis I ikke ønsker tilbagetrækning nu, så sig det ligeud. Ellers er I et værktøj for den imperialistiske provokation efter jeres objektive rolle. Og jeres subjektive »mentalitet« er den desperate småborgers, der puster sig op og brovter, men som udmærket fornemmer, at proletaren har ret, når han trækker sig tilbage og søger at foretage tilbagetrækningen organiseret; – at proletaren har ret, når han ræsonnerer, at så længe der ikke er kræfter nok, er det nødvendigt at trække sig tilbage (for den vestlige og den østlige imperialisme), endda måske til Ural, for det er den eneste chance for at vinde i den periode, hvor revolutionen i Vesten modnes, revolutionen, som (uanset »venstre-folkenes« snak) ikke »må« begynde »næste forår eller sommer«, men som for hver måned rykker nærmere og bliver mere sandsynlig.
»Venstre-folkene« har ikke nogen »egen« politik; de vover ikke at erklære en tilbagetrækning nu for unødvendig. De vrider og vender sig, de leger med ordene, og i stedet for at diskutere undgåelse af kamp i dette øjeblik, kommer de stikkende med spørgsmålet om »uafladelig« undgåelse af kamp. De blæser sæbebobler: »international revolutionær propaganda i handling«!! Hvad betyder det?
Det kan kun betyde ét af to: enten er det Nosdrjovrnetoder [4] eller også betyder det angrebskrig for at styrte den internationale imperialisme. Åbent kan den slags nonsens ikke siges, og derfor er »venstre«-kommunisterne også nødt til at søge dækning bag højlydte og helt intetsigende fraser, for ikke at blive leet ud af enhver bevidst proletar. Forhåbentlig, tænker de, vil den uopmærksomme læser ikke lægge mærke til, hvad der egentlig menes med dette her: »international revolutionær propaganda i handling«.
Det ligger til den deklasserede, småborgerlige intelligens at strø om sig med velklingende fraser. De organiserede proletariske kommunister vil sikkert straffe disse »manerer«, i det mindste med spottegloser og udsmidning fra enhver ansvarspost. Man må enkelt, klart og ligeud fortælle masserne den bitre sandhed: det er muligt eller endog sandsynligt, at krigspartiet atter vil få overtaget i Tyskland (i spørgsmålet om straks at gå til offensiv mod os), og at Tyskland og Japan efter en formel eller stiltiende aftale vil dele Rusland og kvæle os. Hvis vi ikke ønsker at lytte til skrighalsene, er det vor taktik at afvente, trække tiden ud, undvige kamp og trække os tilbage. Hvis vi fejer skrighalsene til side og »strammer os an« med en virkelig jernhård, virkelig proletarisk, virkelig kommunistisk disciplin, har vi gode chancer for at vinde mange måneder. Og da vil vi, selv hvis vi trækker os tilbage (i værste fald) helt til Ural, gøre det lettere for vor forbundsfælle (det internationale proletariat) at komme os til hjælp og at »stå« (som det hedder i sportssproget) den distance, der skiller de revolutionære udbruds begyndelse fra selve revolutionen.
En sådan taktik og kun en sådan taktik vil virkelig styrke forbindelsen mellem det enkelte, midlertidigt isolerende afsnit af den internationale socialisme, og de øvrige afsnit, men hos jer, kære »venstre-kommunister« bliver det sandt at sige kun til »en styrkelse af den organiske forbindelse« mellem den ene og den anden velklingende frase. Det er en skidt »organisk forbindelse«!
Og jeg skal forklare jer, mine fine venner, hvorfor det er gået så galt med jer. Det er fordi I terper revolutionens paroler og lærer dem udenad, i højere grad end I gennemtænker dem. Derfor sætter I ordene »forsvar af det socialistiske fædreland« i anførselstegn, hvilket sandsynligvis skal betyde, at I gerne vil være ironiske, men i virkeligheden stiller grøden i jeres hoveder til skue. I har vænnet jer til at regne »forsvarsvenlighed« for noget afskyeligt og ækelt, I har terpet og banket det så ihærdigt fast, at nogle af jer har fået overbevist sig selv om den tåbelighed, at forsvar for fædrelandet skulle være utilladeligt i en imperialistisk, reaktionær krig, som føres af bourgeoisiet. Men I har ikke gennemtænkt, hvorfor og hvornår »forsvarsvenlighed« er afskyelig.
At anerkende forsvar af fædrelandet er at anerkende berettigelsen og retfærdigheden af krigen. Berettigelse og retfærdighed fra hvilket synspunkt? Kun fra det socialistiske proletariats og dets befrielseskamps synspunkt; vi anerkender ikke noget andet synspunkt. Hvis det er udbytterklassen, der fører krig for at styrke sit herredømme som klasse, er det en forbryderisk krig, og »forsvarsvenlighed« i en sådan krig er en afskyelighed og et forræderi mod socialismen. Hvis krigen føres af et proletariat, der har besejret bourgeoisiet i sit eget land, og den føres for at styrke og udvikle socialismen, så er krigen berettiget og »hellig«.
Vi er fædrelandsforsvarere siden den 25. oktober 1917. Det har jeg sagt gentagne gange med stor bestemthed, og I vover ikke at bestride det. Netop for at »styrke forbindelsen« med den internationale socialisme er det en pligt at forsvare det socialistiske fædreland. Ødelægge forbindelsen med den internationale socialisme, det gør de, der forholder sig letsindigt til forsvaret af et land, hvor proletariatet allerede har sejret. Da vi var repræsentanter for den undertrykte klasse, forholdt vi os ikke letsindigt til forsvaret af fædrelandet i den imperialistiske krig, vi afviste principielt et sådant forsvar. Efter at vi er blevet repræsentanter for den herskende klasse, der er begyndt at organisere socialismen, kræver vi af alle en seriøs holdning til landets forsvar. At indtage en seriøs holdning til landets forsvar betyder at forberede sig grundigt og nøje bedømme styrkeforholdet. Hvis kræfterne vitterligt er for få, er det vigtigste forsvarsmiddel en tilbagetrækning til landets indre (den, der i dette ser en formel, som blot er trukket frem til lejligheden, kan hos gamle Clausewitz, en af de største militære autoriteter, læse om historiens lære i den forbindelse). Men hos »venstre-kommunisterne« er der end ikke den mindste antydning af, at de har forstået betydningen af spørgsmålet om styrkeforholdet.
Da vi var principielle fjender af fædrelandsforsvaret, havde vi ret til at latterliggøre dem, der angiveligt i socialismens interesser ville »skåne« deres fædreland. Da vi fik ret til at være proletariske fædrelandsforsvarere, ændredes hele problemstillingen grundlæggende. Det er blevet vor pligt på det nøjeste at bedømme kræfterne og på det omhyggeligste at afveje, om vor forbunds-fælle (det internationale proletariat) kan nå frem. Det er i kapitalens interesse at slå fjendens (det revolutionære proletariats) styrker hver for sig, inden arbejderne i alle lande har forenet sig (det vil i praksis sige, at de har indledt revolutionen). Det er i vor interesse at gøre alt det, vi magter, og udnytte den mindste chance til at udskyde det afgørende slag til det øjeblik (eller til efter det øjeblik), hvor en sådan forening af de revolutionære styrker i én mægtig international armé har fundet sted.
Lad os gå over til vore »venstre-kommunisters« fataliteter på det indenrigspolitiske område. Det er svært at holde et smil tilbage, når man i teserne læser sådanne fraser om den nuværende situation:
»... En planmæssig udnyttelse af de tilbageværende produktionsmidler er kun tænkelig gennem den mest beslutsomme socialisering« ... »ikke at kapitulere over for bourgeoisiet og dets småborgerlige, intellektuelle håndlangere, men slå bourgeoisiet ned og definitivt bryde sabotagen ...«
De kære »venstre-kommunister«, hvor megen beslutsomhed har de ikke ... og hvor lidt omtanke! Hvad betyder »den mest beslutsomme socialisering«?
I spørgsmålet om nationalisering og konfiskation kan man være beslutsom eller ubeslutsom. Men sagens kerne er, at selv den største »beslutsomhed« i verden ikke er tilstrækkelig til at gennemføre overgangen fra nationalisering og konfiskation til socialisering. Det er vore »venstre-folks« ulykke, at de med denne naive og barnagtige ordsammenstilling: »den mest beslutsomme ... socialisering« afslører en total mangel på forståelse af kernen i spørgsmålet, kernen i den »nuværende« situation. »Venstre-folkenes« fejlgreb ligger i, at de ikke har bemærket det væsentligste i den »nuværende situation«, nemlig overgangen fra konfiskationer (ved hvis gennemførelse en politikers vigtigste egenskab er beslutsomhed) til socialisering (hvis gennemførelse kræver en anden egenskab af den revolutionære).
I går var det kernen i den nuværende situation så beslutsomt som muligt at nationalisere, konfiskere, gøre det af med bourgeoisiet og bryde sabotagen. I dag er det kun blinde, der ikke kan se, at vi har nationaliseret, konfiskeret, slået og brudt mere end vi har formået at regne sammen. Men socialiseringen adskiller sig fra den simple konfiskation netop ved, at man kan konfiskere, bare man har »beslutsomhed« uden at have evne til rigtigt at registrere og rigtigt at fordele, medens man ikke kan socialisere uden en sådan evne.
Vor historiske fortjeneste bestod i, at vi i går var (og i morgen vil være) beslutsomme i konfiskationerne, i at slå bourgeoisiet ned og i at bryde sabotagen. At skrive om dette i dag i »teser om den nuværende situation« betyder at vende ansigtet mod fortiden og ikke forstå overgangen til fremtiden.
... »Definitivt bryde sabotagen« ... Det er sandelig en opgave! Sabotørerne har vi jo fuldt tilstrækkeligt »brudt«. Vi mangler noget helt, helt andet: at finde ud af, hvor sabotører skal anbringes og hvilke sabotører, hvorledes vi skal organisere vore egne kræfter sådan, at f.eks. en enkelt bolsjevikisk leder eller kontrollør kan føre opsyn med hundrede sabotører, der ansættes hos os. At slynge om sig med fraser som »den mest beslutsomme socialisering«, »slå ned«, »definitivt bryde« under sådanne omstændigheder er ensbetydende med at skyde over målet. Det ligger til den småborgerlige revolutionær ikke at bemærke, at det for socialismen ikke er nok at slå ned, bryde osv. – den slags er nok for småbesidderen, der er blevet rasende på storbesidderen, men en proletarisk revolutionær skulle ikke forfalde til at begå en sådan fejl.
Hvis de ord, vi har anført, fremkalder et smil, så fremkalder »venstre-kommunisternes« opdagelse en virkelig homerisk latter – de har opdaget, at sovjetrepublikken ved en »højre-bolsjevikisk afvigelse« trues af en »evolution i retning af statskapitalisme«. Der er de, kan man sige, virkelig blevet forskrækkede! Og med hvilken iver gentager »venstre-kommunisterne« såvel i teser som i artikler denne skrækkelige opdagelse ...
De har imidlertid ikke tænkt over, at statskapitalismen vil være et skridt frem i forhold til tingenes nuværende tilstand i vor sovjetrepublik. Hvis vi om et halvt års tid har indført statskapitalisme, så vil det være et uhyre fremskridt og den sikreste garanti for, at socialismen om et år bliver definitivt konsolideret og uovervindelig her i landet.
Jeg forestiller mig, med hvilken ædel harme en »venstre-kommunist« rykker tilbage for disse ord og hvilken »morderisk kritik« han over for arbejderne retter mod den »højre-bolsjevikiske afvigelse«. Hvad mener man? I en socialistisk sovjetrepublik skulle overgang til statskapitalisme være et skridt fremad? ... Er dette ikke et forræderi mod socialismen?
Netop her ligger roden til den økonomiske fejltagelse fra »venstre-kommunisternes« side. Netop derfor må vi gå nærmere ind på dette punkt.
For det første har »venstre-kommunisterne« ikke forstået, hvordan denne overgang fra kapitalisme til socialisme ser ud, der giver os ret og grund til at kalde os en socialistisk sovjetrepublik.
For det andet åbenbarer de deres småborgerlighed netop ved, at de ikke ser, at hos os er det småborgerlige element socialismens hovedfjende.
For det tredje åbenbarer de ved at gøre »statskapitalismen« til et skræmmebillede, at de ikke forstår, hvad der gør sovjetstaten økonomisk forskellig fra den borgerlige stat.
Lad os undersøge alle disse tre omstændigheder.
Endnu har vel aldrig noget menneske, der har stillet spørgsmålet om Ruslands økonomiske liv, bestridt, at dette økonomiske liv har overgangskarakter. Ingen kommunist har vel heller benægtet, at betegnelsen socialistisk sovjetrepublik betyder sovjetmagtens vilje til at gennemføre overgangen til socialismen, derimod ikke, at de nye økonomiske forhold skulle være socialistiske.
Men hvad betyder så ordet overgang? Betyder det ikke, når det anvendes på det økonomiske liv, at der i det givne system findes elementer, dele, stykker af såvel kapitalisme som socialisme? Hvem som helst anerkender, at sådan er det. Men det er ikke hvem som helst, der samtidig med at anerkende dette, tænker over, hvordan så de elementer af de forskellige samfundsøkonomiske strukturer er, som findes i Rusland. Det er imidlertid sagens kerne.
Lad os opregne disse elementer:
1) patriarkalsk bondebrug, dvs. i høj grad baseret på naturalhusholdning;
2) vareproduktion i lille format (hertil hører flertallet af de bønder, der sælger korn);
3) privatkapitalisme;
4) statskapitalisme;
5) socialisme.
Rusland er så stort og så broget, at alle disse forskellige samfundsøkonomiske strukturtyper flettes sammen i landet. Netop i dette består situationens særegenhed.
Man spørger, hvilke elementer er de dominerende? Det er klart, at i et småbondeland dominerer det småborgerlige element og må dominere; flertallet og det vældige flertal af jordbesiddere er små vareproducenter. Statskapitalismens hylster (kornmonopol, arbejdsgivere og handelsmænd, der står under kontrol, borgerlige kooperationsfolk) bliver snart her, snart der gennembrudt af spekulanter, og hovedgenstanden for spekulation er korn.
Hovedkampen udvikles netop på dette område. Mellem hvem foregår denne kamp, hvis man vil tale i de økonomiske kategoriers termer, f.eks. »statskapitalisme«? Mellem 4. og 5. trin i den rækkefølge, som jeg netop har opstillet? Naturligvis ikke. Her er det ikke statskapitalismen, der kæmper mod socialismen, men småborgerskabet plus privatkapitalismen, der kæmper sammen i fællesskab, såvel mod statskapitalismen som mod socialismen. Småborgerskabet sætter sig imod enhver statslig indblanding, regnskabsføring og kontrol, uanset om den er statskapitalistisk eller statssocialistisk. Det er et fuldstændigt ubestrideligt faktum i virkelighedens verden, hvad »venstre-kommunisterne« ikke forstår, og heri ligger roden til deres økonomiske fejltagelse. Spekulanten, marodøren inden for handel, sabotøren mod monopolet – det er vor »indre« hovedfjende, fjende af sovjetmagtens økonomiske forholdsregler. Hvis det for 125 år siden endnu var muligt at undskylde de franske småborgere, de mest ivrige og mest oprigtige revolutionære, når de søgte at besejre spekulanten ved henrettelse af nogle få »udvalgte« og ved dundrende deklamationer, så fremkalder det i dag kun afsky og modvilje hos enhver bevidst revolutionær, når visse venstre-socialrevolutionære behandler spørgsmålet med rene fraser. Vi ved udmærket godt, at spekulationens økonomiske grundlag er småbesidderens lag, der er overordentligt bredt i Rusland, og privat-kapitalismen, som har sin agent i enhver småborger. Vi ved, at denne småborgerlige hydra med millioner af fangarme snart her, snart der griber enkelte lag af arbejdere, at spekulationen i stedet for statsmonopolet trænger ind i alle porer i vort samfundsøkonomiske liv.
Den, der ikke ser dette, åbenbarer netop ved sin blindhed, at han er fanget i småborgerlige fordomme. Netop sådan står det til med vore »venstre-kommunister«, som i ord (og naturligvis i den oprigtigste overbevisning) er skånselsløse fjender af småborgerskabet, men i praksis kun hjælper det, kun tjener det, kun udtrykker dets standpunkt, når de – i april 1918!! – kæmper mod ... »statskapitalismen«! Der har de virkelig ramt målet!
Småborgeren har lagt lidt til side, nogle tusinde, som han med »hæderlige« og især uhæderlige midler har samlet sammen under krigen. Sådan er den økonomiske type, der udgør det karakteristiske grundlag for spekulation og privatkapitalisme.
Penge er en attest for besiddelse af social rigdom, og småbesidderens milliontallige lag, som holder omhyggeligt fast på denne attest, gemmer den for »staten«, ikke tror på nogen socialisme og kommunisme, »afventer« blot, at den proletariske storm driver over. Enten får vi denne småborger til at rette sig efter vor kontrol og regnskabsføring (vi kan gøre det, når vi får de fattige, dvs. flertallet af befolkningen eller halvproletarerne, organiseret omkring den bevidste proletariske fortrop), eller også vil han uundgåeligt og uomgængeligt afskaffe vor arbejdermagt, ligesom Napoleon’erne og Cavaignac’erne, som netop vokser frem på småbesiddernes grund, afskaffede revolutionen. Sådan forholder det sig. Kun de venstre-socialrevolutionære ser ikke denne enkle og klare sandhed på grund af deres fraser om »arbejdende« bønder, men hvem tager de venstre-socialrevolutionære, der er ved at drukne i fraser, alvorligt?
Småborgeren, der hæger om et par tusinde, er fjende af statskapitalismen, og disse tusinder vil han ubetinget selv have noget ud af, mod de fattige, mod al fælles-statslig kontrol, men summen af disse tusinder giver en basis på mange milliarder til en spekulation, som undergraver vor socialistiske opbygning. Lad os antage, at et vist antal arbejdere i løbet af nogle dage producerer en sum af en værdi, der er lig med 1000. Lad os endvidere antage, at 200 af denne sum går tabt for os som følge af småspekulation, af diverse underslæb og småbesiddernes »omgåelse« af sovjetdekreter og -bestemmelser. Enhver bevidst arbejder vil sige: Hvis jeg af de 1000 kunne give 300 som pris for at skabe bedre orden og organisation, så ville jeg gerne give 300 og ikke kun 200, for under sovjetmagten bliver det siden hen en meget let opgave at sænke denne »tribut« til f.eks. 100 eller 150, når først orden og organisation er oprettet, når først småbesiddernes sabotage mod ethvert statsmonopol definitivt er brudt.
Dette enkle taleksempel, som med vilje er forenklet til det yderste for at lette forståelsen, belyser forholdet i den nuværende situation mellem statskapitalismen og socialismen. Arbejderne har statsmagten i hænde, de har fuld juridisk mulighed for at »tage« hele tusindlappen, dvs. ikke at give en eneste øre ud til andet end socialistiske formål. Denne juridiske mulighed, der støtter sig på, at magten faktisk er gået over til arbejderne, er et element af socialisme.
Men ad mange veje undergraver småbesidderelementet og det privatkapitalistiske element den juridiske stilling, smugler spekulation ind, saboterer gennemførelsen af sovjetiske dekreter. Statskapitalismen ville være et gigantisk skridt længere fremad, selv hvis vi (og jeg valgte med vilje et sådant taleksempel for at trække det skarpt op) skulle betale mere end nu; for det lønner sig at betale »lærepenge«, det gavner arbejderne, thi sejr over uorden, kaos og sløseri er vigtigere end alt andet, thi fortsættelsen af småbesidderens anarki er den største, den mest truende fare, der ubetinget vil bringe os i fordærv (hvis vi ikke besejrer dette element), mens betaling af en større tribut til statskapitalismen ikke bringer os i fordærv, men tværtimod vil føre os ad den sikreste vej til socialismen. Arbejder-klassen, der har lært, hvordan man forsvarer den statslige orden mod småbesiddernes anarkistiske optræden, har lært, hvordan man organiserer en fællesstatslig storproduktion ud fra statskapitalistiske principper, vil så – undskyld udtrykket – have alle trumfer på hånden, og socialismens konsolidering vil være sikret.
Statskapitalismen står økonomisk langt højere end vor nuværende økonomi, det for det første.
Og for det andet indeholder den intet farligt for sovjetmagten, eftersom sovjetstaten er en stat, i hvilken arbejdernes og de fattiges magi er sikret. »Venstre-kommunisterne« har ikke forstået disse ubestridelige sandheder, som en »venstre-socialrevolutionær« naturligvis aldrig vil kunne forstå, fordi han er helt ude af stand til at fatte nogen som helst tanker om politisk økonomi, men som enhver marxist vil være nødt til at anerkende. Det betaler sig ikke at diskutere med en venstre-socialrevolutionær, det er nok at pege på ham som et »afskrækkende eksempel« på et vrøvlehoved, men man må diskutere med en »venstre-kommunist«, for her er det, marxister begår en fejltagelse, og en analyse af deres fejltagelse vil hjælpe arbejderklassen til at finde den rigtige vej.
For at gøre spørgsmålet endnu klarere vil vi allerførst anføre et helt konkret eksempel på statskapitalisme. Alle ved, hvad det er for et eksempel: Tyskland. Her har vi det »sidste nye« i moderne storkapitalistisk teknik og planmæssig organisation, men underlagt den junkerlig-borgerlige imperialisme. Stryg de kursiverede ord, indsæt i stedet for den militære, junkerlige, borgerlige, imperalistiske stat en anden stat, også en stat, men af en anden social type, med et andet klasseindhold, sovjetstaten, dvs. en proletarisk stat, og man fås den samlede sum af betingelser, som fører til socialismen.
Socialismen er utænkelig uden storkapitalistisk teknik, der er bygget på det sidste nye i den mest moderne videnskab, uden en planmæssig statslig organisation, der sørger for, at millioner og atter millioner af mennesker på det nøjeste overholder en fælles norm i fremstillingen og fordelingen af produkterne. Vi marxister har altid sagt dette og det er ikke umagen værd at bruge bare to sekunder på at drøfte dette med folk, som ikke engang har forstået det (anarkister og godt halvdelen af de venstre-socialrevolutionære).
Socialisme er utænkelig uden proletariatets herredømme over staten; også dette er elementært. Og historien (af hvilken ingen, uden måske de mensjevikiske dumrianer af første skuffe, havde ventet, at den glat, roligt og enkelt ville bringe os den »fuldstændige« socialisme) har taget et så egenartet forløb, at i tiden op til 1918 frembragtes to adskilte halvdele af socialismen, den ene ved siden af den anden, akkurat som to kyllinger, der udruges i samme skal: i den internationale imperialismes skal. Tyskland og Rusland legemliggjorde 1918 på det mest anskuelige den materielle realisation af de økonomiske, produktionsmæssige og samfunds-økonomiske betingelser på den ene side og af de politi-ske betingelser for socialismen på den anden side.
En sejrrig proletarisk revolution i Tyskland ville på én gang med største lethed bryde igennem en hvilken som helst imperialistisk skal (som desværre er lavet af det bedste stål, og som derfor ikke lader sig bryde af en hvilken som helst ... kyllings anstrengelser), den ville med sikkerhed hidføre verdenssocialismens sejr, uden vanskeligheder eller med ubetydelige vanskeligheder – naturligvis, hvis man anlægger en verdenshistorisk og ikke en snæver spidsborgerlig målestok på »vanskeligheden«.
Så længe revolutionen i Tyskland endnu tøver med sin »fødsel«, er det vor opgave at lære af tyskernes statskapitalisme, at overtage den af alle kræfter, ikke sky diktatoriske metoder for at fremskynde denne overtagelse endnu mere, end tsar Peter fremskyndede overtagelsen af den vestlige kultur i det barbariske Rusland, og ikke vige tilbage for barbariske kampmetoder mod barbariet. Hvis der blandt anarkisterne og de venstre-socialrevolutionære (jeg kom uvilkårligt til at tænke på Karelins og Ge’s taler i Den Centrale Eksekutivkomité) findes folk, der er i stand til på narcissistisk vis at ræsonnere, at det ikke sømmer sig for os revolutionære »at lære« af den tyske imperialisme, så kan man ikke sige andet end dette: en revolution, der tog sådanne personer alvorligt, ville være håbløst fortabt (og det ville være aldeles fortjent).
I Rusland dominerer i øjeblikket netop den småborgerlige kapitalisme, fra hvilken en og samme vej fører både til den store statskapitalisme og til socialismen, vejen fører over en og samme mellemstation, der hedder »landsomfattende regnskabsføring og kontrol med produkternes produktion og fordeling«. Den, der ikke forstår dette, begår en utilgivelig økonomisk fejl, enten fordi han ikke kender virkelighedens kendsgerninger, fordi han ikke ser, hvad der forefindes, fordi han ikke ser sandheden i øjnene, eller fordi han begrænser sig til en abstrakt modstilling af »kapitalisme« og »socialisme« og ikke sætter sig ind i de konkrete former og stadier i denne overgang hos os nu. I parentes være sagt, at det er den samme teoretiske fejl, som har fordrejet hovedet på de bedste folk fra Novaja Sjisns og Vperjods lejr: de dårligste og middelmådige af dem trasker af dumhed og karakterløshed i hælene på bourgeoisiet og er skræmt af det; de bedste har ikke forstået, at socialismens læremestre ikke uden grund talte om en hel overgangsperiode fra kapitalisme til socialisme og betonede det nye samfunds »lange fødselsveer«. Og dette nye samfund er igen en abstraktion, der ikke kan virkeliggøres på anden måde end ved en række forskelligartede, ufuldstændige konkrete forsøg på sådan eller sådan at skabe en socialistisk stat.
Netop fordi man på grund af Ruslands nuværende økonomiske situation ikke kan gå fremad uden at gå igennem det, der er fælles for både statskapitalisme og socialisme (landsomfattende regnskabsføring og kontrol), er det en fuldstændig teoretisk absurditet at forskrække andre og sig selv med en »evolution i retning af statskapitalismen« (Kommunist nr. 1, side 8, spalte 1). Det betyder netop at fantasere sig »i retning bort« fra »evolutionens« virkelige vej, ikke at forstå denne vej; i praksis er det det samme som at trække udviklingen baglæns til småbesidder-kapitalisme.
For at læseren kan overbevise sig om, at det ikke først er nu, at jeg vurderer statskapitalismen »højt«, men også har gjort det før bolsjevikkerne tog magten, tillader jeg mig at komme med følgende citat fra min brochure Den Truende Katastrofe, Og Hvordan Den Skal Bekæmpes, der blev skrevet i september 1917:
»... Og forsøg nu i stedet for den junkerkapitalistiske, i stedet for den godsejerkapitalistiske stat at sætte den revolutionær-demokratiske stat, dvs. en stat, som revolutionært splintrer alle privilegier og ikke er bange for revolutionært at indføre den mest fuldkomne demokratisme. I vil se, at den statsmonopolistiske kapitalisme i en virkelig revolutionær-demokratisk stat uvægerligt, uundgåeligt betyder et skridt henimod socialismen!
... Thi socialisme er ikke andet end selve det første skridt fremad fra det statskapitalistiske monopol.
... Den statsmonopolistiske kapitalisme er den mest fuldstændige materielle forberedelse til socialismen, den forgård, det trin på den historiske stige, som uden mellemtrin efterfølges af det trin, man kalder socialismen« (s. 27 og 28) [5]
Man skal lægge mærke til, at det er blevet skrevet under Kerenskij, at der her ikke er tale om proletariatets diktatur, ikke om den socialistiske stat, men om en »revolutionær-demokratisk« stat. Er det ikke klart, at jo højere vi stiger over dette politiske stadium, jo mere fuldstændigt vi i sovjetterne har virkeliggjort den socialistiske stat og proletariatets diktatur, des mindre har vi lov til at frygte »statskapitalismen«? Er det ikke klart, at vi i materiel, økonomisk, produktionsmæssig forstand endnu ikke befinder os i socialismens »forgård«? Og at vi ikke kan komme ind ad socialismens dør på anden måde end gennem denne »forgård«, som vi endnu ikke har nået?
Fra hvilken side man end nærmer sig spørgsmålet, er konklusionen den samme: »venstre-kommunisternes« forestilling om, at vi trues af »statskapitalismen«, er helt igennem økonomisk fejlagtig og et klart vidnesbyrd om, at de fuldstændig er fanget i netop den småborgerlige ideologi.
Højst lærerig er også følgende omstændighed.
Da vi i Den Centrale Eksekutivkomité diskuterede med kammerat Bukharin, [6] sagde han blandt andet: i spørgsmålet om de høje lønninger til specialisterne står »vi« (øjensynligt er »vi« »venstre-kommunister«) »til højre for Lenin«, for vi ser ingen afvigelse fra principperne, vi erindrer os Marx’ ord, at under visse omstændigheder vil det være mere fordelagtigt for arbejderklassen at »købe hele banden ud« [7] (nemlig kapitalisternes bande, dvs. købe jorden, fabrikkerne, virksomhederne og øvrige produktionsmidler af bourgeoisiet).
Denne overordentligt interessante bemærkning afslører, for det første, at Bukharin er to hoveder højere end de venstre-socialrevolutionære og anarkisterne, at han på ingen made er håbløst sunket ned i frasernes sump, men at han tværtimod gør sig umage med at tænke sig ind i de konkrete vanskeligheder ved overgangen – den kvalfulde og vanskelige overgang – fra kapitalisme til socialisme.
For det andet afslører den bemærkning endnu mere anskueligt Bukharins fejl.
For lad os nu se. Lad os analysere Marx’ tankegang.
Det drejede sig om England i 70’erne i forrige århundrede, om den førmonopolistiske kapitalismes kulminationsperiode, om et land, som dengang havde et minimum af militarisme og bureaukrati, et land der dengang havde de største muligheder for en »fredelig« sejr for socialismen i den betydning, at arbejderne kunne »frikøbe« sig fra bourgeoisiet. Og Marx sagde: Under visse omstændigheder vil arbejderne ingenlunde afvise at frikøbe sig selv fra bourgeoisiet. Marx bandt ikke sine hænder – og bandt ikke den socialistiske revolutions fremtidige ledere – hvad angår overgangens former, metoder, midler, han forstod meget vel, hvilken mængde nye problemer der vil opstå, hvordan hele situationen vil ændre sig i løbet af omvæltningen, hvor ofte og hvor stærkt den vil ændre sig i løbet af omvæltningen.
Vel, og efter proletariatets erobring af magten i Sovjetrusland, efter undertrykkelsen af udbytternes militære modstand og sabotage er det så ikke indlysende, at der dannedes visse betingelser af den type, som havde kunnet danne sig i England for et halvt århundrede siden, hvis England dengang var begyndt fredeligt at gå over til socialismen? Kapitalisternes underordning under arbejderne kunne dengang i England være tilvejebragt gennem følgende omstændigheder: 1) arbejdernes, proletarernes fuldstændige overvægt i befolkningen, eftersom det ikke var en bondebefolkning (i England i 1870’erne var der tegn på, at man kunne håbe på en overordentlig hurtig fremgang for socialismen blandt landarbejderne) ; 2) proletariatets fortræffelige organisering i fagforeninger (England stod dengang forrest blandt alle lande i denne henseende); 3) et forholdsvis højt kulturniveau hos proletariatet, der var blevet skolet gennem en århundredlang udvikling med politisk frihed; 4) den lange tilvænning til at løse politiske og økonomiske problemer ved kompromiser, som er udviklet hos Englands fortræffeligt organiserede kapitalister – dengang var de de bedst organiserede kapitalister af alle i verden (nu er førstepladsen gået over til Tyskland). Det var på grund af disse omstændigheder, at den tanke dengang kunne opstå, at en fredelig underordning af Englands kapitalister under arbejderne var mulig.
Hos os er denne underordning for øjeblikket tilvejebragt gennem grundlæggende forudsætninger (sejren i oktober og undertrykkelsen fra oktober til februar af kapitalisternes militære modstand og sabotage). I stedet for arbejdernes, proletarernes fuldstændige over-vægt i befolkningen og deres høje organiseringsgrad blev den støtte, som proletarerne her i landet fik fra de fattigste og hurtigt ruinerede bønder, til en faktor for sejren. Sluttelig findes her i landet hverken et højt kulturniveau eller nogen tilvænning til kompromis’er. Hvis man gennemtænker disse konkrete betingelser, så står det klart, at vi nu må og skal opnå en forening af skånselsløst opgør [*] med de kulturelt tilbagestående kapitalister, der hverken vil indlade sig på »statskapitalisme«, eller vil vide af noget kompromis; de fortsætter med gennem spekulation, korruption af den fattige befolkning osv. at undergrave sovjetmagtens foranstaltninger, med kompromis’ets metoder eller frikøb over for de kultiverede kapitalister, som går med til »statskapitalisme«, er i stand til at gennemføre den, er nyttige for proletariatet, er kloge og erfarne organisatorer af de virkelige storvirksomheder, der virkeligt forsyner millioner og atter millioner af mennesker med produkter.
Bukharin er en højt uddannet marxistisk økonom. Derfor huskede han, at Marx havde absolut ret, da han indprentede arbejderne vigtigheden af at bevare storproduktionens organisation, netop for at lette overgangen til socialismen, og at den tanke er fuldstændig tilladelig, at man bør betale kapitalisterne godt, købe dem ud, hvis (som undtagelse: England var dengang en undtagelse) omstændighederne former sig sådan, at de nødsager kapitalisterne til fredeligt at underordne sig og på en kultiveret og organiseret måde at gå over til socialismen på betingelse af, at de købes ud.
Men Bukharin begik en fejl, for han har ikke overvejet det konkrete særtræk i situationen i Rusland – en situation, der netop er enestående, idet vi, Ruslands proletariat med hensyn til vort politiske system og styrken i arbejdernes politiske magt, er forud for et hvilket som helst England – og Tyskland, men samtidig bagud i sammenligning med den mest tilbagestående vesteuropæiske stat, hvad angår organiseringen af en velordnet statskapitalisme, hvad angår kulturniveau og graden af forberedelsen til socialismens materielle og produktionstekniske »indførelse«. Er det ikke klart, at denne egenartede situation for øjeblikket netop resulterer i nødvendigheden af et egenartet »frikøb«, som arbejderne må foreslå de mest kultiverede, mest talentfulde og i organisatorisk henseende mest begavede kapitalister, som er rede til at træde i sovjetmagtens tjeneste og positivt hjælpe med til at sætte den store og største »statslige« produktion i gang? Er det ikke klart, at vi i en så egenartet situation må forsøge at undgå to slags fejl, der hver på deres måde er småborgerlig? På den ene side var det en uoprettelig fejl at ville påstå, at eftersom der er et misforhold mellem vore økonomiske »kræfter« og vor politiske kraft, skulle man »følgelig« ikke have taget magten. [8] Sådan ræsonnerer »mennesker i futteral«, [9] som glemmer, at der aldrig vil være »overensstemmelse«, at der aldrig kan være en sådan hverken i naturens udvikling eller i samfundets udvikling, at kun gennem en række forsøg – hvert af dem vil taget for sig være ensidigt og lide af en vis uoverensstemmelse – kan en fuldstændig socialisme skabes ud af et revolutionært samarbejde mellem alle landes proletarer.
På den anden side ville det være en åbenbar fejl at give skrighalse og frasemagere frie tøjler, de holder begejstrede og »blændende« revolutionstaler, men de er ude af stand til at gøre et konsekvent, gennemtænkt, velafvejet revolutionært arbejde, som også tager de sværeste overgange med i beregning.
Lykkeligvis har de revolutionære partiers udviklingshistorie og bolsjevismens kamp mod den slags folk efterladt os stærkt udprægede typer, hvoraf de venstre-socialrevolutionære og anarkister tilstrækkelig tydeligt illustrerer de dårligste revolutionæres type. De råber nu op, helt hysterisk, så de får ordene galt i halsen, om »højre-bolsjevikkernes« »kompromispolitik«. Men de er ude af stand til at begribe, hvad der var dårligt ved »kompromispolitikken« og hvorfor historiens og revolutionens gang med rette fordømte den.
Kerenskij-periodens kompromispolitik afstod magten til det imperialistiske bourgeoisi, men spørgsmålet om magten er grundspørgsmålet i enhver revolution. En del af bolsjevikkerne førte i oktober–november 1917 en kompromispolitik, som enten beroede på, at de frygtede proletariatets magtovertagelse, eller at de ville dele magten ligeligt ikke blot med »upålidelige rejsefæller« som de venstre-socialrevolutionære, men også med fjender, Tjernov-folk og mensjevikker, der uvægerligt ville have hindret os i det vigtigste: i den skånselsløse tilintetgørelse af Bogajevskij og co., i opløsningen af den Konstituerende Forsamling, i en komplet oprettelse af sovjetinstitutionerne, og i enhver konfiskation.
Nu er magten overtaget, bevaret og befæstet i hænderne på et enkelt parti, proletariatets parti, endog uden »upålidelige rejsefæller«. At tale om kompromispolitik nu, hvor der ikke er og kan være tale om at dele magten, at afstå fra proletariatets diktatur mod bourgeoisiet, betyder ganske enkelt som en papegøje at gentage udenadlærte, men uforståede ord. Når man kalder det »kompromispolitik«, at vi er i en situation, hvor vi kan og skal forvalte landet, at vi da uden at beklage os over de økonomiske omkostninger forsøger at drage de mest kultiverede af de elementer, der er uddannet under kapitalismen til os, at tage dem i vor tjeneste mod småbesiddernes forfald, betyder det, at man helt er ude af stand til at tænke over de økonomiske opgaver under socialismens opbygning.
Og hvor meget det end taler til kammerat Bukharins fordel, at han i Den Centrale Eksekutivkomité straks »skammede sig« over den »tjeneste«, som Karelin og Ge har vist ham, er det dog med hensyn til »venstre-kommunisternes« strømning sådan, at henvisningen til deres politiske medkæmpere forbliver en alvorlig advarsel.
Se her, hvad de venstre-socialrevolutionæres organ Snamja Truda stolt forklarer den 25. april 1918: »Vort partis nuværende standpunkt solidariserer sig med den anden strømning inden for bolsjevismen (Bukharin, Pokrovskij o.a.)«. Se her det mensjevikiske Vperjod af samme dato, som bl.a. indeholder følgende »tese« af den ikke ukendte mensjevik Isuv:
»Sovjetmagtens politik, der lige fra begyndelsen manglede sand proletarisk karakter, betræder i den seneste tid stadig mere åbent vejen til et kompromis med bourgeoisiet og antager en udpræget arbejderfjendtlig karakter. Under foregivende af industriens nationalisering føres en politik til oprettelse af industritruster, under foregivende af genopbygning af landets produktivkræfter gøres forsøg på at afskaffe otte timers arbejdsdagen og indføre akkordløn og Taylorsystem, sortlister og ulvepas. [10] Denne politik truer med at berøve proletariatet dets vigtigste erobringer inden for det økonomiske område og gøre det til offer for en ubegrænset udbytning fra bourgeoisiets side.«
Det er storartet, ikke sandt?
Kerenskijs venner, der sammen med ham førte imperialistisk krig i de hemmelige traktaters interesse og lovede de russiske kapitalister anneksioner, Tseretelis kolleger, der den 11. juni ville afvæbne arbejderne, [11] Liberdan’erne, der tilslørede bourgeoisiets magt med klingende fraser, de, netop de anklager sovjetmagten for »kompromis med bourgeoisiet«, for »oprettelse af truster« (dvs. netop oprettelse af »statskapitalisme«!), indførelse af Taylorsystem.
Ja, bolsjevikkerne burde tildele Isuv en medalje og hænge hans tese op i enhver arbejderklub og fagforening, som et eksempel på bourgeoisiets provokatoriske taler. Arbejderne kender i dag udmærket Liberdan’er, Tsereteli’er, Isuv’er, de kender dem af egen erfaring alle vegne, og en grundig overvejelse over, hvorfor sådanne bourgeoisi-lakajer provokerer arbejderne til modstand mod Taylor-systemet og »oprettelse af truster« vil være overordentligt nyttigt for arbejderne.
De bevidste arbejdere vil opmærksomt sammenligne de herrer Liberdan og Tseretelis ven Isuvs teser med følgende tese af »venstre-kommunisterne«:
»Indførelsen af arbejdsdisciplin i forbindelse med genindførelse af kapitalisters ledelse af produktionen kan ikke få arbejdsproduktiviteten til at stige væsentligt, men den forringer proletariatets klassemæssige selvvirksomhed, aktivitet og organiserede optræden. Den truer med at trælbinde arbejderklassen og fremkalder utilfredshed såvel i de tilbagestående lag som i proletariatets fortrop. For at føre dette system ud i livet måtte det kommunistiske parti af hensyn til det had, som råder i proletariatets rækker mod de »kapitalistiske sabotører«, støtte sig på småborgerskabet imod arbejderne, hvorved det ville tilintetgøre sig selv som proletariatets parti.« (Kommunist nr. 1, side 8, spalte 2.)
Her har vi det mest anskuelige bevis på, at »venstre-folkene« er gået i fælden og har ladet sig provokere af Isuv og andre af kapitalismens Judas-figurer. Det er en god lære for arbejderne, der ved, at det netop er proletariatets fortrop, der går ind for indførelse af arbejdsdisciplin, at det netop er småborgerne, der anstrenger sig til det yderste for at nedbryde denne disciplin. Sådanne udtalelser som den anførte tese af »venstre-folkene« er den største skændsel og en fuldstændig fornægtelse af kommunismen i handling, det er en fuldstændig overgang netop til småborgerskabets side.
»I forbindelse med genindførelse af kapitalisters ledelse«, det er med sådanne ord »venstre-kommunisterne« vil »forsvare sig«. Et helt udueligt forsvar, thi for det første overdrager sovjetmagten »ledelsen« til kapitalister under forudsætning af, at der findes arbejderkommissærer eller arbejderkomiteer, som overvåger ethvert skridt fra lederens side, lærer af hans ledelseserfaringer, har mulighed for ikke blot at påtale lederens direktiver, men også at afsætte ham gennem sovjetmagtens organer. For det andet får kapitalister »lederskab« til administrative funktioner i arbejdstiden, under betingelser for arbejdet, der fastsættes netop af sovjetmagten, og som kan ophæves eller revideres af den. For det tredje overdrager sovjetmagten »ledelsen« til kapitalister ikke som kapitalister, men som specialister, teknikere eller organisatorer med en højere løn. Og arbejderne forstår udmærket, at organisatorer af virkelig store og meget store virksomheder, truster eller andre institutioner for 99 procents vedkommende hører til kapitalistklassen, ligesom førsteklasses teknikere – men netop dem skal vi, det proletariske parti, tage som »ledere« af arbejdsprocessen og organiseringen af produktionen, for der er ikke andre folk, der har praktisk erfaring i dette arbejde. Arbejderne, som har trådt deres børnesko i en tid, da en »radikal« frase eller småborgerlig løsagtighed endnu kunne lede dem på afveje, kommer jo til socialismen netop gennem den kapitalistiske ledelse af trusterne, gennem maskinel storproduktion, gennem virksomheder med en omsætning på millioner om året – udelukkende gennem sådanne industrier og virksomheder. Arbejderne er ikke småborgere. De er ikke bange for selv den største »statskapitalisme«, de vurderer den som deres proletariske instrument, et instrument som deres statsmagt, sovjetmagten anvender i arbejdet mod småborgerlig opløsning og uorden.
Det er kun deklasserede og derfor helt igennem småborgerlige intellektuelle, der ikke kan forstå dette – en type som Osinskij, der optræder i »venstre-kommunisternes« gruppe og i deres tidsskrift, hvor han skriver:
... »Alt initiativ til virksomhedens organisering og ledelse ligger hos »trusternes organisatorer«: for vi vil jo ikke lære dem noget, ikke gøre dem til ordinære arbejdere, vi vil derimod lære af dem.« (Kommunist nr. 1, side 14, spalte 2.)
Den tilstræbte ironi i denne frase er rettet mod mine ord: »lære socialisme af trusternes organisatorer«.
For Osinskij er det latterligt. Han vil gøre trusternes organisatorer til »ordinære arbejdere«. Hvis det var skrevet af et menneske i den alder, om hvilken digteren sagde: »Kun femten år gammel, ikke mere?« ... [12] – så behøvede vi ikke at undre os. Men for en marxist, der har lært, at socialisme er umulig uden udnyttelse af de fremskridt i teknik og kultur, som storkapitalismen har opnået, at høre sådanne taler, det er en smule mærkeligt. Af marxisme er her ikke spor tilbage.
Nej. Kun de er værdige til at kalde sig kommunister, som forstår, at det er umuligt at opbygge eller indføre socialismen uden at lære af trusternes organisatorer. For socialisme er ikke et påfund, socialisme betyder, at den proletariske fortrop, når den har erobret magten, skal tilegne sig og anvende det, som trusterne har skabt. Vi, proletariatets parti, har intet andet sted, hvor vi kan få de kundskaber, der er nødvendige for at organisere storproduktionen af trust-typen og drive dem som sådan – intet andet sted, hvis vi ikke skaffer os dem fra kapitalismens førsteklasses specialister.
Vi skal ingenting lære dem, hvis man ikke vil stille sig det barnagtige mål at »lære« de borgerlige intellektuelle socialisme: man skal ikke belære dem, men ekspropriere dem (hvilket sker temmelig »beslutsomt« i Rusland), man skal bryde deres sabotage, man skal underordne dem under sovjetmagten som lag eller gruppe. Men vi kommunister – hvis vi ikke er i barnealderen og ikke har barnagtige opfattelser – vi skal lære af dem, de har noget, som vi skal lære, for proletariatets parti og proletariatets fortrop har ingen erfaring i selv at oprette kæmpeforetagender, der betjener millioner af mennesker.
Og det har de bedste arbejdere i Rusland forstået. De er begyndt at lære af de kapitalistiske organisatorer, af ledende ingeniører, af tekniske specialister. De er begyndt målrettet og forsigtigt med det lette og går gradvist over til det svære. Når tingene går langsommere frem i metallurgien og maskinbygningsindustrien, så er det fordi, det er vanskeligere dér. Men tekstilarbejderne, tobaksarbejderne, læderarbejderne var ikke som deklasserede småborgerlige intellektuelle bange for »statskapitalismen«, ikke bange for at »lære af trusternes organisatorer«. Disse arbejdere i centrale ledende institutioner som »Lædercentralen« eller »Tekstilcentralen« sidder ved siden af kapitalister, lærer af dem, organiserer truster, organiserer »statskapitalisme«, som under sovjetmagten er forgården til socialismen, en forudsætning for socialismens varige sejr.
Dette arbejde, som udføres af fremskredne arbejdere i Rusland ved siden af deres bestræbelser for at indføre arbejdsdisciplin, foregår til stadighed, uden ståhej, ikke glansfuldt, uden pauker og trompeter, som visse »venstre-folk« ikke kan undvære, det foregår med den største forsigtighed og gradvished under hensyntagen til de erfaringer, som det praktiske arbejde giver. I dette vanskelige arbejde, arbejdet med i praksis at lære at opbygge storproduktion, ligger garantien for, at vi er på den rette vej – garantien for, at Ruslands bevidste arbejdere fører kamp mod småbesiddernes uorden og opløsende virksomhed, mod småborgerlig mangel på disciplin, [**] garantien for kommunismens sejr.
Til slut to tilføjelser.
Da vi diskuterede med »venstre-kommunisterne« den 4. april 1918 (se Kommunist nr. 1, side 4, fodnote) rettede jeg en direkte opfordring til dem: Prøv at forklare, hvad I er misfornøjede med i dekretet om jernbanerne, lav jeres ændringsforslag. Det er jeres pligt som sovjetiske ledere af proletariatet, ellers er jeres ord ikke andet end fraser.
Den 20. april 1918 udkom Kommunist nr. 1 – og deri er der ikke et eneste ord om, hvordan man efter »venstre-kommunisternes« mening måtte ændre og forbedre dekretet om jernbanerne.
Med denne tavshed har »venstre-kommunisterne« dømt sig selv. De indskrænkede sig til udfald og antydning mod dekretet om jernbanerne (side 8 og 16 i nr. 1), men gav ikke noget sammenhængende svar på spørgsmålet: »Hvordan skal man forbedre dekretet, hvis det ikke er i orden?«
Kommentarer er overflødige. En sådan kritik af dekretet om jernbanerne (et eksempel på vor linje, en fasthedens linje, diktaturets linje, den proletariske disciplins linje) vil de bevidste arbejdere betegne som »Isuv-linjen« eller som frase.
Den anden tilføjelse. I nr. 1 af Kommunist er der en for mig meget smigrende anmeldelse, som kammerat Bukharin har skrevet, at min brochure Staten Og Revolutionen. [13] Men hvor værdifulde udtalelser af personer som Bukharin end er for mig, så må jeg dog ærligt sige, at anmeldelsens karakter afslører en sørgelig og betegnende kendsgerning: Bukharin betragter det proletariske diktaturs opgaver sådan, at han vender sit ansigt mod fortiden og ikke mod fremtiden. Bukharin har bemærket og understreget, hvad der kan være fælles for den proletariske og småborgerlige revolutionære i spørgsmålet om staten. Bukharin har »overset« netop det, som skiller den første fra den anden.
Bukharin har bemærket og understreget, at man må »sønderslå«, »sønderbryde« det gamle statsapparat, at man skal »sætte bourgeoisiet ud af spillet« osv. Det kan en rasende småborger ligeledes ville. Og det gjorde vor revolution i hovedtrækkene allerede fra oktober 1917 til februar 1918.
Men hvad selv den mest revolutionære småborger ikke kan ville, hvad den bevidste proletar vil, og hvad vor revolution endnu ikke har udrettet, det tales der ligeledes om i min brochure. Og om denne opgave, denne morgendagens opgave, har Bukharin forholdt sig tavs.
Jeg derimod har så meget mere anledning til ikke at tie stille, som man for det første af en kommunist må vente større opmærksomhed for morgendagens opgaver end for gårsdagens, og for det andet, fordi min brochure er skrevet inden bolsjevikkerne tog magten, da man ikke kunne servere bolsjevikkerne vulgære og spidsborgerlige bemærkninger som: »Javel, efter at man har erobret magten, begynder man naturligvis at pukke på disciplin ...«
»... Socialismen vil vokse over i kommunismen ... for menneskene vil vænne sig til at overholde de elementære regler for det kollektive liv uden tvang og uden underordning« (Staten Og Revolutionen, s. 77-78 [14]). Det drejede sig altså om de »elementære regler«, før magtovertagelsen) »... først da begynder demokratiet at dø bort ...« når »menneskene efterhånden vil vænne sig til at overholde de mest elementære regler for kollektivt liv, regler som er kendt fra gammel tid, og som gennem årtusinder er blevet gentaget i alle forskrifter, og overholde dem uden magtanvendelse, uden tvang, uden underordning, uden det særlige apparat til tvangsudøvelse, der hedder staten« (samme sted, s. 84 [15]); det drejede sig om forskrifter før magtovertagelsen).
»... Den højere fase af kommunismens udvikling vil indtræde« (af enhver efter evne, til enhver efter behov). »Og når de store socialister forudser, at den vil indtræde, forudsætter de en ganske anden arbejdsproduktivitet end den nuværende og har ikke den nuværende spidsborger for øje, som er i stand til at øde samfundets rigdom bort og forlange umulige ting »for sjov«, omtrent som eleverne på præsteseminariet hos Pomjalovskij« (samme sted, s. 91).
»... Indtil vi er kommet ind i kommunismens »højere« fase, kræver socialisterne den strengeste kontrol fra samfundets og fra statens side med arbejdets og forbrugets mængde ...« (samme sted) [16]
... Registrering og kontrol – det er hovedsagen for at komme i gang med det kommunistiske samfunds første fase og få den til at fungere rigtigt« (samme sted, s. 95). [17] Og det er nødvendigt at have ordnet kontrollen ikke kun »med kapitalisternes forsvindende mindretal, med den slags hertuger, der gerne ville bevare de kapitalistiske uvaner«, men også med de arbejdere, der »er blevet dybt demoraliseret af kapitalismen« (samme sted, s. 96) [18] og med »snylterne, fars sønner, kæltringerne og lignende ‘vogtere af kapitalismens traditioner’« (samme sted).
Det er bemærkelsesværdigt, at Bukharin ikke har understreget dette.
5. V. 1918.
* Man må også her se sandheden i øjnene: vi har endnu for lidt af den skånselsløshed, som er nødvendig for socialismens fremgang, og det er ikke, fordi vi mangler beslutsomhed. Beslutsomhed har vi tilstrækkeligt af. Hvad der mangler, er evnen til tilstrækkeligt hurtigt at gribe et større antal spekulanter, marodører, kapitalister, der undergraver sovjetmagtens foranstaltninger. For denne »evne« opnår man kun ved at organisere registrering og kontrol! For det andet mangler der fasthed hos domstolene, som i stedet for at skyde dem, der modtager bestikkelse, straffer dem med et halvt års fængsel. Begge disse mangler har den samme sociale rod: det småborgerlige elements indflydelse, dets slaphed.
** Det er yderst karakteristisk, at tesernes forfattere ikke siger en lyd om betydningen af proletariatets diktatur på det økonomiske område. De taler kun »om organiserethed« osv. Men det anerkender også småborgeren, der netop slår kors for sig mod arbejdernes diktatur i økonomiske forhold. En proletarisk revolutionær kunne i en sådan situation ikke »glemme« den proletariske revolutions »kerne«, der retter sig mod kapitalismens økonomiske grundlag.
1. Se dette bind, s. 205-241. – S. 248.
2. Citat af den russiske satiriker M. J. Saltykov-Sjtjedrins En Købstadsborgers Dagbog I Petersborg. – S. 250.
3. Lenin bruger ordet Sjljakhtitj, der betyder en polsk lavadelsmand. – S. 251.
4. Nosdrjov-metoder – stammer fra N. Gogols værk Døde Sjæle, en type af godsejere og skandalemagere. Gogol kaldte Nosdrjov for en »historisk« person, fordi han overalt, hvor han færdedes, iscenesatte »historier« og skandaler. – S. 253.
5. Se denne udgave, bind 8, s. 45-46. – S. 265.
6. Se Lenin, Samlede Værker, 5. udg. (russ.), bd. 36, s. 272-274. – S. 265.
7. Se Marx/Engels, Udvalgte Skrifter, bd. 2, s. 438, Forlaget Tiden 1976. – S. 265.
8. Lenin sigter til mensjevikkerne, der gik imod den socialistiske oktoberrevolution og proletariatets diktatur. Mensjevikkerne hævdede det var alt for tidligt at tage magten, produktivkræfterne var ikke udviklet tilstrækkeligt til at det var muligt at få socialisme. – S. 268.
9. »Mennesker i futteral« – betegner snæversynet småborger, der afskyr initiativ og forandring. Stammer fra Tjekhovs fortælling Manden I Futteral. – S. 268.
10. Ulvepas – var i tsartiden et pas, som indeholdt en anmærkning om indehaveren som upålidelig og uegnet til ansættelse i offentlig tjeneste. – S. 270.
11. (24.) juni 1917 holdt arbejder- og soldaterrepræsentanter fra Petrograd-sovjettens eksekutivkomité fælles møde med præsidiemedlemmerne fra sovjetternes 1. alrussiske kongres for at diskutere spørgsmålet om en fredelig demonstration i Petrograd, forberedt af det bolsjevikiske partis centralkomité. På dette møde angreb Tsereteli bolsjevikkerne med løgn og bagvaskelse, beskyldte dem for at lave sammensværgelse mod regeringen og truede med at ville afvæbne de arbejdere, der gik med bolsjevikkerne. – S. 270.
12. Lenin citerer et epigram af den russiske digter V. L. Pusjkin. – S. 272.
13. Se denne udgave, bind 9. – S. 275.
14. Ibid., s. 85. – S. 275.
15. Ibid., s. 92. – S. 276.
16. Ibid., s. 99. – S. 276.
17. Ibid., s. 102. – S. 276.
18. Ibid., s. 103. – S. 276.
Sidst opdateret 1.1.2009