Skrevet den 15. april 1919 og trykt første gang i maj 1919 i Kommunistitjeskij Internatsional, nr. 1.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 11, s. 276-83, Forlaget Tiden, København 1983.
Oversat til dansk af Gelius Lund.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 31. dec. 2009
“Entente”landenes imperialister [1] blokerer Rusland og søger at afskære sovjetrepublikken fra den kapitalistiske verden, ligesom man afspærrer en smittekilde. Disse folk, som praler af deres institutioners “demokratisme”, er så forblindede af had til sovjetrepublikken, at de ikke bemærker, hvor latterlige de gør sig selv. Tænk blot: de fremskredne, de mest civiliserede og “demokratiske” lande, der er væbnede til tænderne og i militær henseende udelt hersker over den ganske jord, frygter som pesten den åndelige smitte, der udgår fra et forarmet, sultende, tilbagestående, ja efter deres opfattelse halvbarbarisk land!
Alene denne modsigelse åbner øjnene på de arbejdende masser i alle lande og bidrager til at afsløre imperialisterne Clemenceaus, Lloyd-Georges, Wilsons og deres regeringers hykleri.
Ikke alene kapitalisternes forblindelse af had til sovjet terne hjælper os, men også deres indbyrdes kiv, der får dem til at spænde ben for hinanden. De havde indgået et virkeligt tavshedskomplot med hinanden, idet de mest af alt frygtede udbredelse af sandfærdige efterretninger om sovjetrepublikken i almindelighed og af dens officielle dokumenter i særdeleshed. Det franske bourgeoisis hovedorgan Le Temps [2] har imidlertid gengivet en meddelelse om grundlæggelsen af III Internationale, Kommunistisk Internationale i Moskva.
Vi bringer hermed det franske bourgeoisis hovedorgan, den franske chauvinismes og imperialismes fører, vor ærbødigste tak for dette. Vi er rede til at sende bladet Le Temps en højtidelig adresse som tegn på vor anerkendelse, fordi det hjælper os så heldigt og dygtigt.
Den måde, på hvilken bladet Le Temps redigerede sin meddelelse på grundlag af vor radio, viser ganske klart de motiver, der leder dette pengesækkens organ. Det ville give Wilson en stikpille, lange ham en ud: se sådan er de mennesker, De plejer forhandlinger med! De vismænd, der skriver på bestilling af pengesækken, bemærker ikke, at når de vil skræmme Wilson med bolsjevikkerne, bliver det i de arbejdende massers øjne til en reklame for bolsjevikkerne. Endnu engang: vor ærbødigste tak til de franske millionærers organ!
III Internationales grundlæggelse skete i en sådan verdenssituation, at ingen af de forbud, ingen af de smålige og jammerlige kneb, som “ententens” imperialister eller kapitalismens lakajer som Scheidemann og co. i Tyskland og Renner og co. i Østrig anvender, var i stand til at hindre, at nyheden om denne Internationale og sympatien for den fandt udbredelse i arbejderklassen verden over. Denne situation var skabt af den proletariske revolution, hvis klart synlige vækst overalt måltes i dage, ja i timer. Denne situation var skabt af en sovjetisk bevægelse blandt de arbejdende masser, en bevægelse, der allerede havde nået en sådan styrke, at den var blevet virkelig international.
Første Internationale (1864-1872) lagde grunden til en international organisering af arbejderne med det formål at forberede dem til et revolutionært angreb på kapitalen. Anden Internationale (1889-1914) var en international organisation af den proletariske bevægelse, hvis vækst gik i bredden, hvad der ikke gik for sig uden en midlertidig sænkning af det revolutionære niveau og en midlertidig styrkelse af opportunismen, som i sidste instans førte til denne Internationales beskæmmende sammenbrud.
Tredje Internationale var faktisk blevet til i 1918, da kampen mod opportunismen og socialchauvinismen, en proces der stod på i mange år og særlig udvikledes under krigen, havde ført til dannelse af kommunistiske partier i en række nationer. Formelt blev III Internationale grundlagt på sin første kongres i marts 1919 i Moskva. Og denne Internationales mest karakteristiske træk, dens kald – at fuldbyrde marxismens testamente, føre det ud i livet og virkeliggøre socialismens og arbejderbevægelsens århundredgamle idealer – det mest karakteristiske træk ved III Internationale ytrede sig med det samme i, at den nye, tredje “internationale arbejderassociation” allerede nu til en vis grad er begyndt at falde sammen med Unionen Af Socialistiske Sovjetrepublikker.
Første Internationale lagde grunden til en proletarisk, international kamp for socialismen.
Anden Internationale dækkede en epoke, hvor jordbunden for en vid masseudbredelse af bevægelsen i en række lande blev forberedt.
Tredje Internationale overtog frugterne af II Internationales arbejde, fjernede dens opportunistiske, socialchauvinistiske, borgerlige og småborgelige udskud og begyndte at virkeliggøre proletariatets diktatur.
Det internationale forbund af partier, der leder den mest revolutionære bevægelse i verden, proletariatets bevægelse for at afkaste kapitalens åg, har nu en basis af ganske enestående soliditet: nogle sovjetrepublikker, som i international målestok levendegør proletariatets diktatur, dets sejr over kapitalismen.
III Internationales, Kommunistisk Internationales verdenshistoriske betydning består i, at den er begyndt omsætte Marx’ store parole, en parole der sammenfattede resultatet af socialismens og arbejderbevægelsens hundredlange udvikling, en parole der finder udtryk i begrebet proletariatets diktatur.
Dette geniale perspektiv, denne geniale teori er ved blive virkelighed.
Disse latinske ord er nu oversat til alle folkesprog i moderne Europa, ja til alle sprog i verden.
En ny epoke i verdenshistorien er begyndt. Menneskeheden afkaster den sidste form for slaveri: det kapitalistiske eller lønslaveriet.
Ved således at frigøre sig for slaveri oplever menneskeheden for første gang virkelig frihed.
Hvordan kunne det gå til, at det første land, der virkeliggjorde proletariatets diktatur og organiserede en, sovjetrepublik, var et af de længst tilbagestående europæiske lande? Vi tager næppe fejl, når vi siger, at netop denne modsigelse mellem Ruslands tilbageståenhed og “spring” til den højeste form for demokratisme, hen over det borgerlige demokrati til det sovjetiske eller proletariske demokrati, at netop denne modsigelse var en af de årsager (ved siden af det tryk, som opportunistiske vaner og filisterfordomme udøvede på de fleste af socialismens førere), der i særlig grad vanskeliggjorde eller forsinkede Vesteuropas forståelse af sovjetternes rolle.
Verden over fandt arbejdermasserne instinktivt ud af, hvad sovjetterne betød som værktøj i proletariatets kamp og som proletarisk statsform. Men “førerne”, der var fordærvede af opportunisme, fortsatte og fortsætter at tilbede det borgerlige demokrati, som de kalder “demokrati” slet og ret.
Er det mærkeligt, at virkeliggørelsen af proletariatets diktatur især var præget af “modsigelsen” mellem Ruslands tilbageståenhed og dets “spring” hen over det borgerlige demokrati? Det ville være mærkeligt, om historien forærede os virkeliggørelsen af en ny form for demokrati uden en række modsigelser.
På spørgsmålet: “Er det sandsynligt, at de forskellige kapitalistiske lande vil gå jævnt eller harmonisk-proportionalt over til proletariatets diktatur?” – ville enhver marxist, ja enhver der overhovedet kender til moderne videnskab, utvivlsomt svare benægtende. Kapitalismens verden har aldrig præsteret eller kunnet præstere nogen jævn udvikling, harmoni eller proportionalitet. Hvert enkelt land har særligt fremelsket så den ene, så den anden side eller linje eller gruppe af egenskaber ved kapitalismen og arbejderbevægelsen. Udviklingsprocessen er forløbet ujævnt.
Dengang Frankrig førte sin store borgerlige revolution ud i livet og vakte hele det europæiske kontinent til historisk nyt liv, stod England i spidsen for en kontrarevolutionær koalition, samtidig med at det i kapitalistisk henseende var langt mere udviklet end Frankrig. Og den engelske arbejderbevægelse på den tid foregreb på genial måde meget af fremtidens marxisme.
Dengang England gav verden den første virkelig brede, politisk udformede, proletarisk-revolutionære massebevægelse, chartismen, udspilledes der på Europas fastland nogle borgerlige revolutioner, der for det meste var svage, men i Frankrig udbrød den første store borgerkrig mellem proletariat og bourgeoisi. Bourgeoisiet sønderslog proletariatets forskellige nationale afdelinger hver for sig og på forskellig vis i de forskellige lande.
England blev forbilledet på et land, hvor – med Engels’ udtryk – bourgeoisiet ved siden af et bourgeoisipræget aristokrati skabte en yderst bourgeoisipræget top på proletariatet. [3] Dette førende kapitalistiske land blev for nogle årtier tilbagestående, hvad proletariatets revolutionære kamp angår. I Frankrig var det, som om proletariatets kræfter blev udtømt under arbejderklassens to heroiske, i verdenshistorisk forstand yderst frugtbare opstande mod bourgeoisiet i 1848 og 1871. Hegemoniet i arbejderbevægelsens internationale gik derpå over til Tyskland fra 1870’erne at regne, hvor Tyskland økonomisk var bagud for England og Frankrig. Da Tyskland så havde overfløjet disse to lande i økonomisk henseende, dvs. henimod det 20. århundredes andet tiår, viste det sig; at ledelsen af Tysklands internationalt forbilledlige, marxistiske arbejderparti bestod af en håndfuld oplagte slyngler, det mest beskidte pak, der havde solgt sig til kapitalisterne, lige fra Scheidemann og Noske til David og Legien, de mest modbydelige bødler af arbejderrod, i tjeneste hos monarkiet og det kontrarevolutionære bourgeoisi.
Verdenshistorien bevæger sig støt henimod proletariatets diktatur, men langtfra ad banede, jævne, lige veje.
Dengang Karl Kautsky endnu var marxist og ikke den renegat mod marxismen, som han er blevet ved at kæmpe for enhed med Scheidemann’erne og for det borgerlige demokrati mod det sovjetiske eller proletariske, da skrev han lige i begyndelsen af det 20. århundrede en artikel De Slaviske Folk Og Revolutionen. I denne artikel redegjorde han for de historiske forhold, der kunne tyde på, at hegemoniet i den internationale revolutionære bevægelse var ved at gå over til de slaviske folk.
Sådan er det gået. For en tid – selvfølgelig kun en kort tid – er hegemoniet i den revolutionære proletariske internationale gået over til russerne, sådan som det i det 19. århundrede til forskellige tider havde ligget hos englænderne, så hos franskmændene, derpå hos tyskerne.
Jeg har allerede flere gange haft lejlighed til at sige : i forhold til de fremskredne lande var det for russerne lettere at begynde på den store proletariske revolution, men det vil være sværere for dem at fortsætte den og føre den igennem til endelig sejr, forstået som fuldstændig organisering af et socialistisk samfund.
At begynde var lettere for os, for det første, fordi tsar-monarkiets – for det 20. århundredes Europa – usædvanlige politiske tilbageståenhed gav massernes revolutionære stormløb en usædvanlig kraft. For det andet bevirkede Ruslands tilbageståenhed, at den proletariske revolution mod bourgeoisiet på ejendommelig måde smeltede sammen med bonderevolutionen mod godsejerne. Det var vort udgangspunkt i oktober 1917, og vi havde ikke sejret så let dengang, hvis det ikke havde været udgangspunktet. Marx henviste allerede i 1856, idet han talte om Preussen, til, at en særegen kombination af proletarisk revolution og bondekrig var mulig. [4] Bolsjevikkerne har siden begyndelsen af 1905 forfægtet tanken om proletariatets og bøndernes revolutionært-demokratiske diktatur. For det tredje gjorde revolutionen 1905 overordentlig meget til at skole arbejder- og bondemasserne politisk, dels gennem deres avantgardes øgede kendskab til den vesteuropæiske socialismes “sidste ord”, dels gennem massernes revolutionære aktioner. Uden en “generalprøve” som 1905 havde revolutionen 1917 været umulig, både den borgerlige februarrevolution og den proletariske oktoberrevolution. For det fjerde bevirkede de geografiske forhold, at Rusland længere end andre lande kunne holde stand mod de kapitalistiske, fremskredne landes ydre overmagt. For det femte lettede det egenartede forhold mellem proletariatet og bønderne overgangen fra den borgerlige til den socialistiske revolution, det fremmede byproletarernes indflydelse på de arbejdendes halvproletariske, fattige lag på landet. For det sjette bevirkede strejkekampens langvarige skole og erfaringerne fra de europæiske arbejderes massebevægelse, at en så egenartet form for proletarisk revolutionær organisation som sovjetterne lettere kunne opstå under en revolutionær situation, der gik i dybden og hurtigt skærpedes.
Denne opregning er naturligvis ikke fuldstændig. Men foreløbig kan man nøjes med den.
Det sovjetiske eller proletariske demokrati kom til verden i Rusland. Efter Pariserkommunen blev her taget det andet verdenshistoriske skridt. Proletarernes og bøndernes sovjetrepublik var verdens første stabile socialistiske republik. Nu kan den ikke mere dø som ny statstype. Den står ikke længere alene.
For at fortsætte arbejdet med socialismens opbygning, for at føre det til ende, kræves der endnu meget store anstrengelser. Rådsrepublikker i lande med højere kultur og med større vægt og indflydelse fra proletariatets side har alle chancer for at overfløje Rusland, så snart de slår ind på proletariatets diktaturs vej.
Den bankerotte II Internationale ligger nu på dødslejet, den opløses i levende live. Den spiller faktisk rollen som lakaj for det internationale bourgeoisi. Det er en ægte gul Internationale. Dens største åndelige førere forherliger som Kautsky det borgerlige demokrati og kalder det “demokratiet” slet og ret eller – hvad der er endnu dummere og grovere – det “rene demokrati”.
Det borgerlige demokratis tid er omme, ligesom II Internationales tid er omme, efter at den har gjort et historisk nødvendigt og nyttigt arbejde, dengang arbejdermassernes skoling inden for dette borgerlige demokrati stod på dagsordenen.
Selv den mest demokratiske, borgerlige republik har aldrig været og kunne ikke være andet end en maskine, hvormed kapitalen undertrykker de arbejdende, et redskab for kapitalens politiske magt, et bourgeoisiets diktatur. Den demokratiske borgerlige republik lovede flertallet magten, forkyndte en sådan magt, men har aldrig kunnet virkeliggøre den, så længe den private ejendomsret til jord og andre produktionsmidler eksisterede.
“Friheden” i den borgerlige demokratiske republik var i virkeligheden frihed for de rige. Proletarerne og de arbejdende bønder kunne og skulle udnytte den til at forberede deres kræfter til kapitalens omstyrtelse, til det borgerlige demokratis overvindelse, men faktisk kunne de arbejdende masser i det store og hele ikke udnytte demokratiet under kapitalismen.
For første gang i verden har det sovjetiske eller proletariske demokrati skabt et demokrati for masserne, for de arbejdende, for arbejderne og småbønderne.
Aldrig før har verden set en statsmagt som sovjetmagten, der udøves af befolkningens flertal, dette flertals magt i praksis.
Den undertrykker udbytternes og deres følgesvendes “frihed”, den fratager dem “friheden” til at udbytte, “friheden” til at berige sig på hungeren, “friheden” til at gå i alliance med udlandets bourgeoisi mod hjemlandets arbejdere og bønder.
Lad blot Kautsky og co. forsvare en sådan frihed. For at gøre det, må man være renegat mod marxismen, renegat mod socialismen.
Det sammenbrud, II Internationales åndelige førere som Hilferding og Kautsky har været ude for, kommer allerklarest til udtryk i deres totale mangel på forståelse af det sovjetiske eller proletariske demokratis betydning, dets forhold til Pariserkommunen, dets historiske placering, dets nødvendighed som en form for proletariatets diktatur.
Bladet Die Freiheit [5] nr. 74, organ for det “uafhængige” (læs: det spidsborgerlige, småtskårne, småborgerlige) tyske socialdemokrati [6] gengiver den 11. februar 1919 et opråb: “Til Tysklands revolutionære proletariat”.
Dette opråb er underskrevet af partiledelsen og hele partifraktionen i nationalforsamlingen, den tyske “konstituerende forsamling”.
Dette opråb beskylder Scheidemann’erne for, at de vil afskaffe rådene, og foreslår – i ramme alvor! – at kombinere rådene med en konstituerende forsamling, at give rådene visse statslige rettigheder, en vis plads i forfatningen.
At forsone, forene bourgeoisiets diktatur med proletariatets diktatur! Hvor er det simpelt! Hvilken genial filistertanke!
Det er kun en skam, at det allerede er forsøgt i Rusland under Kerenskij, af de forenede mensjevikker og social-revolutionære, disse småborgerlige demokrater, der bilder sig ind at være socialister.
Den, som ikke ved at læse Marx har forstået, at så snart situationen tilspidser sig i det kapitalistiske samfund, så snart klassernes sammenstød bliver alvor, er enten bourgeoisiets diktatur eller proletariatets diktatur muligt, han har intet forstået, hverken af Marx’ økonomiske eller af hans politiske lære.
Men Hilferdings, Kautskys og co.’s geniale filistertanke om en fredelig forening af bourgeoisiets diktatur og proletariatets diktatur kræver en særlig undersøgelse, hvis man helt vil klarlægge den økonomiske og politiske tåbelighed, der er koncentreret i dette meget bemærkelsesværdige og meget komiske opråb af 11. februar. Det må udskydes til en anden artikel. [7]
1. Ententelandene – se note 8 til artiklen RKP(b)’s 8. Kongres. – S. 276.
2. Le Temps – dagblad, udgivet i Paris 1861-1942; det franske udenrigsministeriums officielle talerør. – S. 276.
3. Se Marx/Engels Werke, Bd. 29, s. 358. – S. 280.
4. Se Marx/Engels, Udvalgte Skrifter, Forlaget Tiden 1976, bd. 2, s. 454-455. – S. 281.
5. Freiheit – se note 9 til artiklen Kommunistisk Internationales Første Kongres. – S. 283.
6. De Uafhængige – se note 8 til artiklen Kommunistisk Internationales Første Kongres. – S. 283.
7. Se Lenin, Samlede Værker, 5. udg., (russ.), bd. 38, s. 389-398. – S. 283.
Sidst opdateret 27.11.2012