Fra Marx/Engels: Udvalgte Skrifter, bind 2, s. 453-55, Forlaget Tiden, København 1973.
Overført til Internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, dec. 1998.
London, den 16. april 1856.
... I forgårs fandt en lille banket sted i anledning af “People’s Paper”s [1] årsdag. Jeg accepterede denne gang indbydelsen, fordi det forekom mig at være nødvendigt, så meget mere som jeg var den eneste (som meddelt i bladet) af hele emigrationen, der var indbudt, og jeg skulle udbringe den første skål, nemlig på proletariatets herredømme i alle lande. Jeg holdt altså en lille engelsk tale, som jeg imidlertid ikke vil lade trykke. [2] Jeg opnåede, hvad jeg ville. Hr. Talandier, der måtte købe sin billet for 2,5 shilling, og den øvrige emigrationsbande fra Frankrig og andetsteds har kunnet overbevise sig om, at vi er chartisternes eneste “intime” allierede, og at det til enhver tid står i vor magt påny at indtage den position, der historisk tilkommer os, selv om vi holder os tilbage fra offentlige demonstrationer og overlader det til franskmændene at kokettere offentligt med chartismen. Det var blevet særligt nødvendigt, fordi den tyske bøffel Scherzer (old boy) tog ordet på det nævnte møde den 25. februar, hvor Pyat havde forsædet, og i en i sandhed forfærdelig barbarstil denuncerede de tyske “lærde folk”, “åndsarbejderne”, der lod dem (bøflerne) i stikken og derved tvang dem til at blamere sig over for de andre nationer. Du kender jo Scherzer fra Paris. Jeg er igen nogle gange kommet sammen med vor ven Schapper, og finder en meget angergiven synder i ham. Den tilbagetrukkethed, hvori han har levet de sidste to år, synes snarere at have skærpet hans åndsevner. Du forstår, at det for alle tilfælde skyld altid kan være godt at have manden ved hånden og navnlig at få ham ud af Willich’s kløer. Schapper er nu rasende på bøflerne i Windmill. [3]
Jeg skal nok besørge dit brev til Steffen. Du skulle have beholdt brevet fra Levi. Gør det i det hele taget med alle de breve, som jeg ikke beder dig om at sende tilbage. Jo mindre de passerer posten, desto bedre. Jeg deler ganske din opfattelse vedrørende Rhinprovinsen. Det fatale for os er, at jeg ser noget tegne sig i fremtiden, som vil smage af “landsforræderi”. Det vil i høj grad afhænge af den vending, tingene tager i Berlin, om vi bliver tvunget ud i en lignende position som klubbisterne i Mainz [4] under den gamle revolution. Det vil være hårdt. Vi, der er så oplyste om vore brave brødre på den anden side Rhinen! Hele sagen i Tyskland vil afhænge af muligheden for at støtte den proletariske revolution med en slags anden udgave af bondekrigen. Så skal det nok gå strålende ...
1. People’s Paper – chartisternes organ, udkom fra 1852 til 1858 i London under redaktion af E. Jones. – Red.
1. Marx’ tale blev trykt den 19. april 1856 i “People’s Paper”s beretning om banketten; se denne udgave bd. I, s. 351-353. – Red.
3. I Windmill Street i London lå den tyske arbejderoplysningsforenings lokale. – Red.
4. Medlemmerne af Jakobinerklubben i Mainz sluttede sig til de franske revolutionære tropper, da disse i 1792 indtog Mainz. – Red.
Sidst opdateret 31.7.2014