Tale holdt på engelsk af K. Marx den 14. april 1856. Trykt i “People's Paper” den 19. april 1856. Efter bladets tekst. [1]
På dansk i Marx-Engels: Udvalgte Skrifter, bind I, s. 351-53, Forlaget Tiden, København 1973.
Overført til Internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, jan. 1999.
De såkaldte revolutioner i 1848 var kun fattige hændelser – små sprækker og revner i det europæiske samfunds tørre skorpe. De viste imidlertid afgrunden nedenunder. Under den tilsyneladende faste overflade røbede de et hav af flydende masse, der kun behøvede at udvide sig for at få hele verdensdele af fast klippeland til at gå i stumper og stykker. Larmende og forvirrende forkyndte de proletariatets frigørelse, dvs. hemmeligheden ved det 19. århundrede og ved dette århundredes revolution.
Det er rigtigt, at denne sociale revolution ikke var en nyhed, opfundet i 1848. Dampen, elektriciteten og spindemaskinen var revolutionære af noget farligere karakter end selv borgerne Barbès, Raspail og Blanqui. Men selvom den atmosfære, i hvilken vi lever, udøver et tryk på 20.000 pund på alle, mærker vi så det? Ikke mere end det europæiske samfund før 1848 følte den revolutionære atmosfære, der omgav det og trængte ind på det fra alle sider.
Der er en stor kendsgerning, der er betegnende for dette vort 19. århundrede, en kendsgerning, som intet parti vover at benægte. På den ene side er der vågnet industrielle og videnskabelige kræfter, som ingen tidsalder i menneskehedens tidligere historie nogensinde havde drømt om. På den anden side findes der forfaldssymptomer, der lader beretningerne om rædslerne i romerrigets sidste tid langt bag sig.
I vore dage synes hver ting at gå svanger med sin modsætning. Maskinerne, der ejer en vidunderlig evne til at forkorte og frugtbargøre det menneskelige arbejde, ser vi frembringe sult og overanstrengelse. De nye rigdomskilder bliver ved et sælsomt trolddomsord af skæbnen kilder til nød. Kundskabens sejre synes vundet med tab i karakter. I samme grad som mennesket vinder beherskelse af naturen, synes mennesket at blive slave af andre mennesker eller af sin egen nederdrægtighed. Selv videnskabens rene lys synes kun at kunne skinne mod uvidenhedens mørke baggrund. Alle vore opfindelser og fremskridt synes at føre til, at materielle kræfter får åndeligt liv, og at det menneskelige liv afstumpes til en materiel kraft. Denne modsætning mellem nutidens industri og videnskab på den ene side og nutidens elendighed og forfald på den anden, denne modsætning mellem vor tids produktivkræfter og samfundsforhold er en håndgribelig, overvældende og ubestridelig kendsgerning. Nogle partier bryder ud i klageråb over dette, andre ønsker at slippe af med nutidens kunnen og dermed også med nutidens konflikter. Eller de tror, at et så bemærkelsesværdigt fremskridt i industrien må opvejes af et ligeså bemærkelsesværdigt tilbageskridt i politikken. Vi for vort vedkommende tager ikke fejl af den onde ånds natur, der vedblivende karakteriserer alle disse modsætninger. Vi véd, at samfundets nye kræfter for at arbejde godt kun behøver nye mennesker, der behersker dem, og det er arbejderne.
De er ligesåvel som maskinerne selv et produkt af den nye tid. I det tegn, der anretter forvirring blandt bourgeoisiet, adelen og de stakkels tilbageskridtsprofeter, genkender vi vor tapre ven Robin Goodfellow, [2] den gamle muldvarp, der kan arbejde så hurtigt i jorden, den værdige pioner – revolutionen. De engelske arbejdere er den moderne industris førstefødte sønner. De vil altså sikkert heller ikke være de sidste til at bistå den sociale revolution, som denne industri afføder, en revolution, der betyder deres egen klasses frigørelse i hele verden og er ligeså verdensomspændende som kapitalens herredømme og lønslaveriet. Jeg kender de heltemodige kampe, som den engelske arbejderklasse har udkæmpet siden midten af forrige århundrede – kampe, der ikke var mindre berømmelige, fordi de er indhyllet i mørke og forties af de borgerlige historikere. I middelalderen fandtes der i Tyskland en hemmelig domstol, der hævnede den herskende klasses ugerninger, den kaldtes femedomstolen. Når man fandt et rødt kors malet på et hus, så vidste man, at ejeren var dømt af femen. På alle huse i Europa er der nu malet et hemmelighedsfuldt rødt kors. Historien er dommeren – dommens fuldbyrder er proletaren.
1. "People's Paper", et chartistisk blad, udkom i London 1852/58. Marx skrev artikler til bladet og bistod undertiden redaktøren Ernest Jones. – Red.
2. Robin Goodfellow: en fantasifigur, som man i det 16. og 17. århundredes England almindeligt troede på, en hjælper i nøden. En af hovedfigurerne i Shakespeares lystspil "En skærsommernatsdrøm". – Red.
Sidst opdateret 18.6.2008