Trykt første gang på tysk 1920 i »Der I Kongress der Kommunistischen Internationale, Protokoll«. Petrograd.
Trykt på russisk første gang 1921 i »Kommunistisk Internationales Første Kongres. Protokoller«. Petrograd.
Oversat til dansk af Anne Lund fra russisk efter Lenin: Samlede Værker, 5. udgave, Moskva 1969.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 11, s. 207-224, Forlaget Tiden, København 1983.
Overført til Internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 10. jan, 2010.
Tale ved kongressens åbning 2. marts
Teser og beretning om borgerligt demokrati og proletarisk diktatur, 4. marts
Noter
På Ruslands kommunistiske partis og dets centralkomités vegne erklærer jeg hermed den første internationale kommunistiske kongres for åbnet. Tillad mig allerførst at bede de tilstedeværende rejse sig og ære mindet om Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg, to af III Internationales fineste repræsentanter. (Alle rejser sig.)
Kammerater. Vor kongres har vidtrækkende, verdenshistorisk betydning. Den beviser, at alle det borgerlige samfunds illusioner har lidt skibbrud. For ikke kun i Rusland, men også i de mest udviklede kapitalistiske lande i Europa, for eksempel i Tyskland, er borgerkrigen blevet en realitet.
Bourgeoisiet er grebet af en vanvittig angst for proletariatets voksende bevægelse. Dette er forståeligt, når vi tager i betragtning, at begivenhedsforløbet efter den imperialistiske krig uundgåeligt fremmer proletariatets revolutionære bevægelse, at den internationale verdensrevolution er ved at begynde og overalt tager til i styrke.
Folket er ved at indse storheden og betydningen af den kamp, som udspiller sig nu. Hvad der er brug for, er at finde den praktiske form, som sætter proletariatet i stand til at virkeliggøre dets herredømme. Denne form er sovjetsystemet, rådssystemet, med proletarisk diktatur. Proletariatets diktatur! – Indtil for ganske nylig var disse ord latin for masserne. I kraft af, at rådssystemet har bredt sig ud over hele verden, er denne latin blevet oversat til alle moderne sprog. Arbejdermasserne har fundet frem til diktaturets praktiske form. Det er blevet til at forstå for de brede arbejdermasser, takket være sovjetmagten i Rusland, takket være Spartakus-folkene i Tyskland [1] og lignende organisationer i andre lande, f. eks. Shop Stewards Committees England. [2] Dette viser alt sammen, at det proletariske diktaturs revolutionære form er fundet, og at proletariatet nu er i stand til at bruge sit herredømme praktisk.
Kammerater. Efter begivenhederne i Rusland og efter januar-kampene i Tyskland, tror jeg især det er vigtigt at konstatere, at også i andre lande er proletariatets nyeste bevægelsesform ved at slå igennem og opnå herredømmet. I dag læste jeg for eksempel et telegram i en antisocialistisk avis om, at den engelske regering har modtaget en deputation fra Birminghams arbejderråd og udtrykt vilje til at anerkende rådene som økonomiske organer. [3] Rådssystemet har ikke alene sejret i det efterblevne Rusland, men tillige i det mest udviklede land i Europa, nemlig Tyskland, og i kapitalismens ældste land, nemlig England.
Nok bliver bourgeoisiet ved med at rase, nok dræber det stadig tusinder af arbejdere, men sejren er vor, den kommunistiske verdensrevolutions sejr er sikker.
Kammerater. På Ruslands kommunistiske partis og centralkomiteens vegne byder jeg jer hjertelig velkommen og foreslår, at vi nu går over til valg af præsidium. Jeg anmoder om forslag til præsidiemedlemmer.
1. Væksten i proletariatets revolutionære bevægelse verden over har fremkaldt febrilske anstrengelser hos bourgeoisiet og dets agenter i arbejderorganisationerne for at finde ideologiske og politiske argumenter til forsvar af udbytternes herredømme. Et af de argumenter, der fremsættes med særligt eftertryk, er fordømmelsen af diktatur og forsvaret af demokrati. At dette argument, som er gentaget på tusinder af måder i den kapitalistiske presse og på den gule Internationales Bernkonference [4] i februar 1919, er forløjet og hyklerisk, fremgår klart for alle, som ikke vil forråde socialismens grundprincipper.
2. Først og fremmest opererer dette argument med begreberne »demokrati slet og ret« og »diktatur slet og ret« uden at spørge om, hvilken klasse der er tale om. At rejse spørgsmålet på den måde, som om det står uden for eller over klasserne og omfatter hele folket, er en direkte hån mod socialismens grundlæggende lære, nemlig læren om klassekampen, som i ord anerkendes, men i gerning glemmes af de socialister, der er løbet over til bourgeoisiet. For »demokrati slet og ret« findes ikke i noget civiliseret kapitalistisk land; der findes kun borgerligt demokrati. Og det drejer sig ikke om »diktatur slet og ret«, men om den undertrykte klasses, dvs. proletariatets diktatur over undertrykkerne og udbytterne, dvs. bourgeoisiet, for at knuse den modstand, udbytterne gør i kampen for at bevare deres herredømme.
3. Historien lærer os, at ikke én undertrykt klasse nogen sinde er kommet til magten og ej heller kunne komme det uden at gennemgå en periode med diktatur, dvs. erobre den politiske magt og med vold undertrykke den til det yderste desperate og til det yderste rasende modstand, udbytterne altid har gjort uden at vige tilbage for nogen forbrydelse. Bourgeoisiet, hvis herredømme nu forsvares af socialister, der går imod »diktatur slet og ret« og lovsynger »demokrati slet og ret«, vandt magten i de fremskredne lande for en pris af flere opstande, borgerkrige og voldelig undertrykkelse af konger, feudalherrer og slaveholdere og disses forsøg på at generobre magten. Disse borgerlige revolutioners og dette borgerlige diktaturs klassekarakter har socialister verden over tusinder og millioner af gange forklaret folket i bøger, pjecer, kongresresolutioner og agitationstaler. Det aktuelle forsvar af borgerligt demokrati, der foregår under foregivende af, at det repræsenterer »demokratiet slet og ret«, og den aktuelle hylen og skrigen mod proletariatets diktatur under foregivende af, at det repræsenterer »diktaturet slet og ret«, er derfor et direkte forræderi mod socialismen. Det er en faktisk overgang på bourgeoisiets side, en afvisning af proletariatets ret til sin egen proletariske revolution og et forsvar af borgerlig reformisme netop på et tidspunkt, hvor borgerlig reformisme har lidt skibbrud overalt i verden, og hvor krigen har skabt en revolutionær situation.
4. Når socialister har redegjort for den borgerlige civilisations, det borgerlige demokratis og den borgerlige parlamentarismes klassekarakter, har de alle udtrykt den tanke, som med størst præcision formuleredes af Marx og Engels, nemlig at selv den mest demokratiske republik ikke er andet end en maskine, hvormed bourgeoisiet undertrykker arbejderklassen og en håndfuld kapitalister de arbejdende masser. [5] Hver og én af de revolutionære, hver og én af de marxister, som i dag råber op mod diktatur og lovsynger demokrati, har engang svoret og bedyret over for arbejderne, at han anerkender denne fundamentale sandhed i socialismen. Men nu, da det revolutionære proletariat er i gæring og bevægelse for at knuse denne undertrykkelsesmaskine og tilkæmpe sig et proletarisk diktatur, udlægger disse forrædere mod socialismen det, som om bourgeoisiet har skænket den arbejdende befolkning »et rent demokrati«, som om bourgeoisiet afstår fra at gøre modstand og er rede til at bøje sig for de arbejdendes flertal, som om der overhovedet aldrig har eksisteret noget statsmaskineri, hvormed kapitalen undertrykker lønarbejdet i en demokratisk republik.
5. Pariserkommunen, som i ord æres af alle, der vil gå for at være socialister, fordi de véd, at arbejdermasserne nærer varm og oprigtig sympati for den, har givet et særdeles anskueligt eksempel på den betingede og begrænsede værdi af borgerlig parlamentarisme og borgerligt demokrati – institutioner, der i høj grad er progressive sammenlignet med middelalderen, men som uundgåeligt vil kræve en radikal forandring i den proletariske revolutions tidsalder. Netop Marx, der om nogen skattede Kommunens historiske betydning, peger i sin analyse på det borgerlige demokratis og den borgerlige parlamentarismes udbytterkarakter, når de undertrykte klasser får ret til én gang med flere års mellemrum at afgøre, hvilken repræsentant for de besiddende klasser der skal »ud- og undertrykke« (ver- und zertreten) folket i parlamentet. [6] Netop nu, da rådsbevægelsen har grebet den ganske verden og for alles øjne fortsætter Kommunens sag, glemmer forræderne mod socialismen den konkrete erfaring og den konkrete lære af Pariserkommunen og gentager det borgerlige nonsens om »demokrati slet og ret«. Kommunen var ikke en parlamentarisk institution.
6. Kommunens betydning liggere videre i, at den gjorde forsøg på at knuse og til bunds ødelægge det borgerlige statsapparat, hele embedsmands-, rets-, militær- og politivæsenet, og erstatte det med arbejdernes selvstyrende masseorganisation, som ikke kendte til opdeling i lovgivende og udøvende magt. Alle nutidige borgerlig-demokratiske republikker, også den tyske, som forræderne mod socialismen sandhedsforagtende kalder proletarisk, har bevaret dette statsapparat. Således bekræftes det atter og atter, at råbene til forsvar af »demokrati slet og ret« reelt er et forsvar for bourgeoisiet og dets udbytterprivilegier.
7. Som eksempel på »det rene demokratis« krav kan vi tage »forsamlingsfriheden«. Enhver bevidst arbejder, der ikke har brudt med sin klasse, forstår straks, at det ville være absurd at love udbytterne forsamlingsfrihed i en periode og i en situation, hvor udbytterne gør modstand mod at blive styrtet og slås for at bevare deres privilegier. Da bourgeoisiet var revolutionært, gav det hverken i England 1649 eller i Frankrig 1793 forsamlingsfrihed til monarkisterne og adelsmændene, som havde tilkaldt fremmede tropper og »forsamlet« sig for at organisere genrejsningsforsøg. Hvis det nuværende bourgeoisi; der for længst er blevet reaktionært, forlanger af proletariatet, at det uanset hvilken modstand kapitalisterne iværksætter for at undgå ekspropriation, forlods skal garantere udbytterne »forsamlingsfrihed«, da vil arbejderne kun have spot tilovers for bourgeoisiets hykleri.
På den anden side véd arbejderne udmærket, at »forsamlingsfrihed« selv i den mest demokratiske borgerlige republik er en tom frase, fordi de rige disponerer over alle de bedste offentlige og private bygninger og desuden har fritid nok til at holde møder, ligesom de nyder det borgerlige magtapparats beskyttelse. Proletarerne i by og på land og småbønderne, dvs. det overvældende flertal af befolkningen, har hverken det ene, det andet eller det tredje. Så længe det forholder sig sådan, er »lighed«, dvs. »rent demokrati« det samme som bedrag. For at erobre virkelig lighed, for i praksis at virkeliggøre et demokrati for de arbejdende, må man først fratage udbytterne samtlige offentlige bygninger og luksuøse privathuse, give den arbejdende befolkning fritid og sørge for, at dens forsamlingsfrihed beskyttes af bevæbnede arbejdere og ikke af små hertuger eller kapitalistofficerer med et kompagni af forkuede soldater.
Kun efter en sådan forandring kan der tales om forsamlingsfrihed og lighed uden at gøre grin med arbejderne, alle de arbejdende og de fattige. Og denne forandring kan ikke gennemføres af andre end de arbejdendes fortrop, proletariatet, der styrter udbytterne og bourgeoisiet.
8. »Trykkefrihed« er ligeledes en af »det rene demokratis« hovedparoler. Også her véd arbejderne – og socialister verden over har millioner af gange erkendt – at denne frihed er et bedrag, så længe de bedste trykkerier og de største papirlagre er i kapitalisternes hånd, så længe kapitalens magt over pressen består, en magt som overalt i verden fremtræder med des større tydelighed, skarphed og kynisme, jo mere udviklet demokratiet og det republikanske system er, som for eksempel i Amerika. Skal der erobres virkelig lighed og virkeligt demokrati for de arbejdende, for arbejderne og bønderne, må kapitalen fratages sin mulighed for at hyre skribenter, købe forlag og bestikke aviser, og hertil er det nødvendigt at bryde kapitalens åg, at styrte udbytterne og nedkæmpe deres modstand. »Frihed« har for kapitalisterne altid været de riges frihed til at berige sig og arbejdernes frihed: til at dø af sult. Trykkefrihed er for de rige frihed til at stikke pressen, frihed til at bruge rigdommen til fabrikation og forfalskning af den såkaldte offentlige mening. »Det rene demokratis« forsvarere viser sig i praksis at være forsvarere af det mest beskidte og korrupte system, som giver rigmænd magten over massemedierne. De viser sig at være folkebedragere, som med plausible, kønne og helt igennem falske ord afleder folket fra den konkrete historiske opgave at befri pressen for dens slavebinding til kapitalen. Virkelig frihed og lighed kommer med den orden, som kommunisterne er ved at skabe, og som ikke giver mulighed for at berige sig på andres bekostning, ikke giver objektiv mulighed for, hverken direkte eller indirekte, at underkaste pressen pengemagten, ikke bliver en hindring for, at enhver arbejdende (eller grupper af arbejdende, uanset størrelse) har og også realiserer lige ret til at bruge samfundets trykkerier og samfundets papir.
9. Det 19. og 20. århundredes historie har endnu før krigen vist os, hvad det noksom bekendte »rene demokrati« under kapitalismen går ud på. Marxisterne har sagt, at jo mere udviklet og »renere« et demokrati er, des mere afslørende, skånselsløs og skarp bliver klassekampen, des »renere« fremtræder kapitalens og det borgerlige diktaturs åg. Dreyfus-sagen i det republikanske Frankrig, den blodige fremfærd som lejesvende, bevæbnet af kapitalisterne, udøvede mod strejkende i den frie og demokratiske republik Amerika – disse og tusinder af lignende kendsgerninger viser os den sandhed, som bourgeoisiet omhyggeligt søger at skjule, nemlig at selv i de mest demokratiske republikker råder bourgeoisiets terror og diktatur, som slår åbent igennem, hver gang udbytterne mærker, at kapitalens magt begynder at vakle.
10. Den imperialistiske krig 1914-1918 afslørede definitivt, selv for efterblevne arbejdere, hvad der er det borgerlige demokratis sande natur, nemlig at det selv i de frieste republikker er bourgeoisiets diktatur. For at den tyske eller den engelske millionær- eller milliardærgruppe kunne berige sig, blev millioner og atter millioner slået ihjel og bourgeoisiets militærdiktatur indført selv i de frieste republikker. Dette militærdiktatur opretholdes i Entente-landene også efter Tysklands nederlag. Netop krigen har frem for noget lukket arbejdernes øjne op, flået den falske facade af det borgerlige demokrati og vist folket hele den afgrund af spekulation og berigelse, som opstod under og på grund af krigen. Bourgeoisiet førte denne krig i »frihedens og lighedens« navn. I »frihedens og lighedens navn« opnåede våbenleverandørerne uhørte profitter. Ingen som helst anstrengelser fra den gule Bern-Internationales side kan hindre masserne i at se den borgerlige friheds, den borgerlige ligheds og det borgerlige demokratis natur, som er blevet definitivt afsløret.
11. I Tyskland, det mest udviklede kapitalistiske land på Europas kontinent, har de allerførste måneder med republikansk frihed efter det imperialistiske Tysklands nederlag vist de tyske arbejdere og hele verden, hvad en borgerlig demokratisk republiks virkelige klassevæsen består i. Mordet på Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg er en begivenhed af verdenshistorisk betydning, ikke kun fordi nogle af den virkeligt proletariske, Kommunistiske Internationales fineste folk og ledere har mistet livet, men også fordi en fremskreden – man kan uden overdrivelse sige: en i verdensmålestok fremskreden – europæisk stat definitivt har afsløret sit klassevæsen. Hvis mennesker, der er arresteret, dvs. sat under statens bevogtning, ustraffet kan myrdes af officerer og kapitalister, og dét under en regering af socialpatrioter, da er den demokratiske republik, hvor noget sådant kan lade sig gøre, bourgeoisiets diktatur. Folk, der udtrykker indignation over mordet på Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg, men som ikke fatter denne sandhed, afslører hermed blot deres enfold eller deres hykleri. »Frihed« i en af verdens mest frie og fremskredne republikker, den tyske republik, er frihed til ustraffet at myrde proletariatets fængslede ledere. Og anderledes kan det ikke være, så længe kapitalismen består, for demokratiets udvikling vil ikke sløve, men skærpe klassekampen, som i kraft af alle krigens følger, virkninger og indflydelse har nået kogepunktet.
Over hele den civiliserede verden udsættes bolsjevikker nu for udvisning, forfølgelse og fængsling, for eksempel i Svejts, en af de frieste borgerlige republikker, og i Amerika, hvor der iværksættes pogromer mod bolsjevikkerne, osv. Ud fra synspunktet »demokrati slet og ret« eller »rent demokrati« er det direkte latterligt, at fremskredne, civiliserede og demokratiske lande, der er bevæbnet til tænderne, frygter tilstedeværelsen af et par snese personer fra det efterblevne, sultne og forarmede Rusland, som i de borgerlige avisers millionoplag kaldes for barbarisk, forbryderisk osv. Det er klart, at en samfundstilstand, der kan afføde en så skrigende modsigelse, i gerning er bourgeoisiets diktatur.
12. Under denne tingenes tilstand er proletariatets diktatur ikke blot et fuldkommen berettiget middel til at styrte udbytternes magt og nedkæmpe deres modstand. Det er tilmed absolut nødvendigt for hele massen af arbejdende som deres eneste forsvarsmiddel mod bourgeoisiets diktatur, der fremkaldte krigen og forbereder nye krige.
Det vigtigste, som socialister ikke forstår, og som viser deres teoretiske nærsynethed, holder dem fanget i borgerlige vaneforestillinger og får dem til at begå politisk forræderi mod proletariatet, er, at der i et kapitalistisk samfund ikke kan findes nogen middelvej mellem bourgeoisiets diktatur og proletariatets diktatur, når klassekampen, som er dette samfunds grundlag, undergår bare den mindste skærpelse i alvorlig retning. Enhver drøm om en eller anden tredje vej er småborgerens reaktionære jammerklage. Det beviser både erfaringerne fra det borgerlige demokratis og arbejderbevægelsens mere end hundredårige udvikling i alle de fremskredne lande og det seneste femårs erfaringer i særdeleshed. Det siger også hele den politiske økonomi som videnskab og marxismens hele indhold, der klarlægger den økonomiske uundgåelighed af bourgeoisiets diktatur under enhver vareøkonomi, et diktatur som ikke kan afskaffes af andre end den klasse, der udvikles, forøges, sammensvejses og forstærkes af kapitalismens egen udvikling, dvs. proletarernes klasse.
13. Socialisternes næste teoretiske og politiske fejl er deres manglende forståelse af, at demokratiets former lige siden dets første spirer i oldtiden uundgåeligt har skiftet i årtusindernes forløb, efterhånden som den ene herskende klasse afløste den anden. I det antikke Grækenlands republikker, i middelalderens byer og i de fremskredne kapitalistiske lande opviser demokratiet forskellige former og forskellig grad af anvendelse. Det ville være den største dumhed at tro, at den mest dybtgående revolution i menneskehedens historie, hvor magten for første gang i verden overgår fra udbytternes mindretal til de udbyttedes flertal, kan gennemføres inden for det gamle, borgerlige, parlamentariske demokratis rammer og ske uden de skrappeste brud, uden indførelsen af nye former for demokrati og nye institutioner, som materialiserer de nye vilkår for dets anvendelse, osv.
14. Proletariatets diktatur har det til fælles med andre klassers diktatur, at det ligesom ethvert andet diktatur er fremkaldt af nødvendigheden af med vold at undertrykke modstanden fra den klasse, der er ved at miste sit politiske herredømme. Den afgørende forskel på proletariatets diktatur og andre klassers diktatur – godsejernes i middelalderen og bourgeoisiets i de civiliserede kapitalistiske lande – består i, at godsejernes og bourgeoisiets diktatur var voldelig undertrykkelse af modstanden fra det gigantiske folkeflertal, nemlig den arbejdende befolkning. Proletariatets diktatur er derimod voldelig undertrykkelse af modstanden fra udbytterne, dvs. det forsvindende mindretal af befolkningen, godsejerne og kapitalisterne.
Det følger heraf, at proletariatets diktatur på sin side uundgåeligt må medføre ikke bare en forandring af demokratiets former og institutioner i almindelighed, men netop en sådan forandring, der udvider de af kapitalismen undertrykte arbejdende klassers faktiske brug af demokratiet i et omfang, verden ikke før har oplevet.
Og den form for proletariatets diktatur, som allerede er udviklet, dvs. sovjetmagt i Rusland, Räte-System [7] i Tyskland, Shop Stewards Committees og lignende rådsinstitutioner i andre lande, indebærer og realiserer netop en faktisk mulighed for de arbejdende klasser, dvs. det altovervældende flertal af befolkningen, – en faktisk mulighed for at udnytte de demokratiske rettigheder og friheder som ingen sinde før, end ikke tilnærmelsesvist i selv de bedste og mest demokratiske borgerlige republikker.
Sovjetmagtens væsen består i, at det faste og eneste grundlag for hele statsmagten og hele statsapparatet netop er en masseorganisation af de klasser, som var undertrykt af kapitalismen, dvs. arbejderne og halvproletarerne (bønder, der ikke udbytter fremmed arbejdskraft og som bestandigt må sælge i det mindste en del af deres egen arbejdskraft). Netop de folkemasser, som selv i de mest demokratiske borgerlige republikker nok er lige for loven, men som i praksis gennem tusinder af manøvrer og kneb er afskåret fra at deltage i det politiske liv og udnytte de demokratiske rettigheder og friheder, drages nu med ind i en vedvarende, nødvendig og tilmed afgørende deltagelse i den demokratiske administration af staten.
15. Den lighed mellem borgerne uanset køn, religion, race og nationalitet, som det borgerlige demokrati altid og overalt har lovet, men aldrig gennemført og heller ikke kunne gennemføre på grund af kapitalismens herredømme, virkeliggør sovjetmagten, eller proletariatets diktatur, straks og til fulde; noget sådant kan kun lade sig gøre gennem arbejdermagt, for arbejderne har ikke interesse i privateje af produktionsmidlerne eller i kamp om deres fordeling og omfordeling.
16. Det gamle, dvs. borgerlige demokrati og parlamentarismen var indrettet sådan, at netop de arbejdende: masser stod længst borte fra statens administration. Sovjetmagten, dvs. proletariatets diktatur er derimod bygget sådan, at de arbejdende masser kommer tæt på administrationsapparatet. Samme formål har sammenlægningen af den lovgivende og den udøvende magt under den sovjetiske statsorganisation og afskaffelsen af de territoriale valgkredse til fordel for valg i produktionsenheder: værker og fabrikker.
17. Ikke blot under monarkiet var hæren et undertrykkelsesapparat. Det vedblev den at være i samtlige borgerlige republikker, selv de mest demokratiske. Alene sovjetmagten, som netop er de af kapitalismen førhen undertrykte klassers permanente statsorganisation, har været i stand til at afskaffe hærens underordning under en borgerlig kommando og virkelig gøre proletariatet og hæren til ét, virkeligt bevæbne proletariatet og afvæbne bourgeoisiet, uden hvilket socialismens sejr ikke er mulig.
18. Statens organisering som sovjetter passer til proletariatets ledende rolle som den klasse, som kapitalismen har koncentreret og oplyst mest. Erfaringerne fra alle undertrykte klassers revolutioner og bevægelser og fra den socialistiske verdensbevægelse lærer os, at det alene er proletariatet, som er i stand til at forene og lede de spredte og efterblevne befolkningslag af undertrykte og udbyttede.
19. Kun statens organisering som sovjetter er i stand til på én gang at knuse og definitivt afskaffe det gamle, dvs. borgerlige embedsmands- og dommerapparat, som opretholdes og uvægerlig vil blive opretholdt under kapitalismen i selv de mest demokratiske republikker, hvor det i praksis har været den største hindring for at gennemføre demokrati for arbejderne og den arbejdende befolkning. Pariserkommunen tog det første verdenshistoriske skridt på denne vej, sovjetmagten det andet.
20. At afskaffe statsmagten er det mål, alle socialister har sat sig, herunder og i første række Marx. Uden en virkeliggørelse af dette mål er sandt demokrati, dvs. lighed og frihed, uigennemførligt. Men dette mål nås reelt kun gennem et sovjetisk, eller proletarisk, demokrati, som ved at inddrage det arbejdende folks masseorganisationer og i en vedvarende og nødvendig deltagelse i statens administration øjeblikkeligt begynder at forberede enhver, ligegyldig hvilken slags stats fuldstændige bortdøen.
21. Den totale bankerot, som socialisterne i Bern har oplevet og deres totalt manglende forståelse af det nye, dvs. proletariske demokrati, fremgår i særdeleshed af følgende. Den 10. februar 1919 erklærede Branting den gule Internationales internationale konference i Bern for afsluttet. Den 11. februar 1919 offentliggjordes i Berlin en henvendelse til proletariatet fra de »uafhængiges« parti [8] i Die Freiheit, [9] et blad som står den gule Internationale nær. I denne henvendelse erkendes Scheidemann-regeringens borgerlige karakter, og den kritiseres for sit ønske om at afskaffe rådene, som her kaldes Träger und Schützer der Revolution – revolutionens bærer og beskytter – og opfordres til at legalisere rådene, tildele dem statslige beføjelser og give dem ret til at suspendere Nationalforsamlingens vedtagelser, som derpå sendes ud til folkeafstemning.
Dette forslag indebærer et totalt ideologisk skibbrud for de teoretikere, som har forsvaret demokratiet, men ikke begrebet dets borgerlige karakter. Det komiske forsøg på at samordne rådssystemet, dvs. proletariatets diktatur, med Nationalforsamlingen, dvs. bourgeoisiets diktatur, afslører til fulde både de gule socialisters og socialdemokraters åndelige armod og deres småborgerlige, reaktionære politiske væsen og forskræmte indrømmelser til den uimodståelig voksende styrke i det nye, proletariske demokrati.
22. Flertallet af den gule Bern-Internationale handlede rigtigt ud fra et klassesynspunkt, da det fordømte bolsjevismen, selv om det af frygt for arbejdermasserne ikke formelt vovede at vedtage en resolution herom. Netop dette flertal optrådte helt solidarisk med de russiske mensjevikker og socialrevolutionære og Scheidemann’erne i Tyskland. De russiske mensjevikker og socialrevolutionære klager over at blive forfulgt af bolsjevikkerne, men prøver på at skjule den kendsgerning, at disse forfølgelser er fremkaldt af mensjevikkernes og de socialrevolutionæres deltagelse i borgerkrigen på bourgeoisiets side mod proletariatet. På præcis samme måde har Scheidemann’erne og deres parti givet bevis på, at de tilsvarende har deltaget i borgerkrigen på bourgeoisiets side mod arbejderne.
Derfor er det helt naturligt, at et flertal af den gule Bern-Internationale udtalte sig imod bolsjevikkerne. Heri lå ikke et forsvar af »det rene demokrati«, men et selvforsvar, fordi de véd og mærker, at de i borgerkrigen har stillet sig på bourgeoisiets side mod proletariatet.
Det er grunden til, at man fra et klassesynspunkt så afgjort må betegne flertalsbeslutningen i den gule Bern-Internationale som rigtig. Proletariatet skal se sandheden lige i øjnene uden at frygte den og drage alle de deraf følgende politiske konklusioner.
Kammerater. Lad mig knytte et par supplerende bemærkninger til de sidste to punkter. Jeg regner med, at de kammerater, som her skal aflægge beretning om Bern-konferencen, vil give os en mere udførlig redegørelse for den.
Under hele Bern-konferencen blev der ikke sagt et eneste ord om sovjetmagtens betydning. I snart to år har vi debatteret dette spørgsmål i Rusland. Allerede på partiets konference i april 1917 rejste vi problemet teoretisk og politisk: hvad er sovjetmagt, hvad er dens indhold, og hvori består dens historiske betydning? I næsten to år har vi diskuteret dette spørgsmål, og vort partis kongres vedtog en resolution herom. [10]
Berlinerbladet Freiheit bragte den 11. februar et opråb til det tyske proletariat, underskrevet ikke alene af de tyske uafhængige socialdemokraters førere, men tillige af samtlige medlemmer af de uafhængiges fraktion i Nationalforsamlingen. I august 1918 skrev Kautsky, disse uafhængiges største teoretiker, i sin pjece Proletariatets Diktatur, at han var tilhænger af demokrati og rådsorganer, men at rådene kun skulle have økonomisk betydning og aldeles ikke anerkendes som organisationer med statslige beføjelser. Kautsky gentager dette i Freiheit af 11. november og 12. januar. Den 9. februar kommer en artikel af Rudolf Hilferding, der også betragtes som en af II Internationales mest betydelige teoretikere. Han foreslår, at rådssystemet juridisk, via lovgivningen, kobles sammen med Nationalforsamlingen. Dette var den 9. februar. Den 11. vedtages hans forslag af de uafhængiges parti i sin helhed og offentliggøres i form af et opråb.
Til trods for, at Nationalforsamlingen allerede eksisterer, oven i købet efter at »det rene demokrati« er blevet en realitet, og efter at de uafhængige socialdemokraters mest betydelige teoretikere har erklæret, at rådsorganerne ikke skal have statslige beføjelser, trods alt dette – atter vaklen! Det beviser, at disse herrer virkeligt intet har fattet af den nye bevægelse og de betingelser, den kæmper under. Men de beviser også noget andet, nemlig at der må være betingelser og årsager, som har fremkaldt denne vaklen! Når man efter alle disse begivenheder, efter denne snart to år gamle sejrrige revolution i Rusland foreslår os resolutioner som dem, der vedtoges på Bern-konferencen, hvori der intet siges om sovjetterne og deres betydning, og hvor ikke en eneste delegeret mælede så meget som et ord herom fra talerstolen, kan vi med fuld ret hævde, at alle disse herrer som socialister og teoretikere for os er døde.
Men fra et praktisk, politisk standpunkt, kammerater, har vi her et bevis på, at der foregår et stort skred blandt masserne, når disse uafhængige, som før var teoretisk og principielt imod disse statslige organisationer, pludselig foreslår noget så tåbeligt som en »fredelige« sammenkobling af Nationalforsamlingen og rådssystemet, dvs. af bourgeoisiets diktatur og proletariatets diktatur. Vi ser, hvordan de alle har spillet fallit i socialistisk og teoretisk henseende, og hvilket kolossalt omsving der foregår i massernes holdning. Det tyske proletariats efterblevne masser er på vej over til os, de har allerede meldt sig! Betydningen af de tyske socialdemokraters uafhængige parti, den bedste del af Bern-konferencen, er således lig nul fra et teoretisk og socialistisk synspunkt. Og dog har det stadig en vis betydning, som består i, at disse vaklende elementer for os genspejler stemningen i proletariatets efterblevne dele. Efter min overbevisning er det heri, man finder denne konferences særdeles store historiske betydning. Noget lignende så vi under vor revolution. Vore mensjevikker har tilbagelagt næsten præcist samme udviklingsvej som de uafhængiges teoretikere i Tyskland. Da de startede med at have flertal i sovjetterne, gik de også ind for dem. Dengang hørte man kun »Leve sovjetterne!«, »For sovjetterne!«, »Sovjetterne er revolutionært demokrati!«. Men da vi bolsjevikker opnåede flertal i sovjetterne, fik piben en anden lyd. Nu hed det sig, at sovjetterne ikke kunne eksistere side om side med den Konstituerende Forsamling; og mensjevik-teoretikerne fremsatte næsten det samme forslag, nemlig at sammenkoble sovjetsystemet og den Konstituerende Forsamling og indlemme dem i statsorganisationen. Her afsløres det nok en gang, at den proletariske revolutions almene forløb er ens verden over. Først oprettes rådene spontant, derefter breder de sig og udvikles og videre opstår det spørgsmål i praksis: råd eller nationalforsamling, eller Konstituerende Forsamling, eller borgerlig parlamentarisme; derpå følger den mest fuldkomne forvirring blandt lederne, og sluttelig den proletariske revolution. Jeg mener dog, at vi efter næsten to års revolution ikke må stille spørgsmålet således, men skal træffe konkrete beslutninger, eftersom rådssystemets udbredelse for os og for de fleste vesteuropæiske lande i særdeleshed er en opgave af største vigtighed.
Lad mig her anføre blot en enkelt af mensjevikkernes resolutioner. Jeg havde bedt kammerat Obolenskij oversætte den til tysk. Han lovede at gøre det, men desværre er han her ikke. Jeg skal prøve at gengive den efter hukommelsen, da jeg ikke har resolutionens fulde ordlyd på mig.
En udlænding, som ikke har hørt noget om bolsjevismen, må have ret svært ved at danne sig sin egen opfattelse om vore stridsspørgsmål. Alt hvad bolsjevikkerne hævder, bestrides af mensjevikkerne og omvendt. I kampens hede kan det selvfølgelig ikke være anderledes, men netop derfor er det ganske vigtigt, at mensjevikpartiets sidste konference i december 1918 vedtog en lang og udførlig resolution, som offentliggjordes i fuld ordlyd i det mensjevikiske Gaseta Petjatnikov. [11] I denne resolution udlægger mensjevikkerne selv i korthed klassekampens og borgerkrigens historie. Det hedder i resolutionen, at de fordømmer de grupper i partiet, som har allieret sig med de besiddende klasser i Ural, sydpå, på Krim og i Grusien – og alle disse områder remses op. De grupper i det mensjevikiske parti, som er gået i forbund med de besiddende klasser mod sovjetmagten, fordømmes nu i resolutionen, og i sidste punkt fordømmes også dem, der er gået over til kommunisterne. Heraf følger: mensjevikkerne har været tvunget til at indrømme, at der ikke er enhed i deres parti, og at de enten står på bourgeoisiets side eller på proletariatets. Hovedparten af mensjevikkerne er gået over på bourgeoisiets side og under borgerkrigen har de kæmpet mod os. Vi forfølger selvsagt mensjevikkerne, vi skyder dem tilmed, når de i krigen mod os slås mod vor Røde Hær og skyder vore røde befalingsmænd. Bourgeoisiets krig har vi besvaret med proletariatets krig – anden udvej findes ikke. Fra et politisk synspunkt er alt dette altså kun mensjevikisk hykleri. Historisk set er det uforståeligt, hvordan folk, som officielt ikke er erklæret gale, efter pålæg fra mensjevikker og socialrevolutionære, på Bern-konferencen kunne snakke om, at bolsjevikkerne bekrigede dem, men fortie deres egen kamp i forbund med bourgeoisiet mod proletariatet.
Alle angriber de os med forbitrelse, fordi vi forfølger dem. Det er sandt. Men de siger ikke et eneste lille ord om, hvordan de selv deltager i borgerkrigen! Jeg tror, jeg må overlade resolutionens fulde ordlyd til protokollen og bede de udenlandske kammerater være opmærksomme på denne resolution, da den er et historisk dokument, hvori spørgsmålet rejses rigtigt, og den giver det bedst tænkelige materiale til bedømmelse af de »socialistiske« retningers indbyrdes strid i Rusland. Mellem proletariatet og bourgeoisiet findes en klasse af mennesker, som hælder snart til den ene, snart til den anden side; sådan: har det været altid og i alle revolutioner, og det er absolut utænkeligt, at der i et kapitalistisk samfund, hvor proletariatet og bourgeoisiet danner to fjendtlige lejre, ikke skulle være mellemlag. Eksistensen af disse vaklende elementer er historisk set uundgåelig, og sådanne elementer, der ikke selv aner, hvis side de vil kæmpe på i morgen, vil desværre findes ret længe endnu.
Jeg vil gerne stille et praktisk forslag, som går ud på, at vi vedtager en resolution, hvori tre punkter skal fremhæves specielt.
For det første: En af de vigtigste opgaver for de vesteuropæiske lande består i at forklare masserne betydningen, vigtigheden og nødvendigheden af et rådssystem. Omkring dette spørgsmål forekommer stadig en vis uklarhed. Selv om Kautsky og Hilferding nok har spillet fallit som teoretikere, viser deres seneste artikler i Freiheit alligevel, at de udlægger stemningen i det tyske proletariats efterblevne dele rigtigt. Her i landet skete det samme. I den russiske revolutions første otte måneder diskuterede man livligt spørgsmålet om sovjetorganisationen, men arbejderne fik ikke rede på, hvad det nye system bestod i, og om man af sovjetterne kunne skabe et statsligt apparat. I vor revolution har vi ikke fulgt en teoretisk, men en praktisk vej. Tidligere havde vi for eksempel ikke rejst spørgsmålet om den Konstituerende Forsamling teoretisk, og vi havde intet sagt om, at vi ikke anerkendte den. Først senere, da sovjetterne bredte sig ud over hele landet og erobrede den politiske magt, da besluttede vi at opløse den Konstituerende Forsamling. Nu ser vi, at spørgsmålet rejses langt skarpere i Ungarn og Svejts. [12] På den ene side er dette meget udmærket. Det giver os en sikker overbevisning om, at revolutionen i de vesteuropæiske stater bevæger sig hurtigere fremad og bringer os store sejre. På den anden side skjuler der sig heri en vis fare, nemlig at kampen vil forløbe i et så stormende tempo, at arbejdermassernes bevidsthed ikke kan holde trit med udviklingen. Rådssystemets betydning er stadig væk uklart for de store masser af politisk skolede tyske arbejdere, fordi de er opdraget i parlamentarismens ånd og med borgerlige vaneforestillinger.
For det andet: om rådssystemets udbredelse. Når vi hører, hvor hurtigt rådstanken breder sig i Tyskland og sågar i England, er det for os et af de vigtigste beviser på, at den proletariske revolution vil sejre. Dens udvikling kan kun bremses for en kort periode. Anderledes forholder det sig, når kammeraterne Albert og Platten fortæller, at der så godt som ikke findes råd blandt landarbejderne og småbønderne i deres hjemlande. Jeg har i Rote Fahne læst en artikel mod bonderåd, men – fuldkommen rigtigt – for landarbejder- og fattigbonderåd. [13] Bourgeoisiet og dets lakajer såsom Scheidemann og co. har allerede rejst parolen om bonderåd. Men vi har kun brug for landarbejder- og fattigbonderåd. Af kammeraterne Alberts, Plattens og andres beretninger ser vi desværre, at der med undtagelse af Ungarn gøres temmelig lidt for at udbrede rådssystemet på landet. Heri ligger muligvis en praktisk og ret stor fare for det tyske proletariats virkelige sejr. Sejren kan først regnes for sikker, når ikke alene byarbejderne, men tillige landproletarerne er organiseret, ikke som hidtil i fagforeninger og kooperativer, men i råd. Sejren tilfaldt os lettere, fordi vi i oktober 1917 gik sammen med bønderne, hele bondemassen. I den forstand var vor revolution dengang borgerlig. Vor proletariske regerings første skridt bestod i, at den dagen efter revolutionen, den 26. oktober (gammel tidsregning) 1917 [14] udstedte en lov, som imødekom bondemassens gamle krav, der var blevet fremsat allerede under Kerenskij af bondesovjetter og bondemøder. Det var vor styrke, og derfor var det så let for os at erobre det altovervældende flertal. For landsbyens vedkommende vedblev vor revolution at være borgerlig, og først senere, et halvt år efter, blev vi nødt til inden for statsorganisationens rammer at indlede klassekampen på landet, oprette komiteer for fattigbønder og halvproletarer på landet og bekæmpe landsbybourgeoisiet systematisk. Hos os var det uundgåeligt på grund af Ruslands efterblevenhed. I Vesteuropa vil udviklingen forløbe anderledes, og derfor må vi netop understrege, at det er absolut nødvendigt, at rådssystemet også udstrækkes til at omfatte landbefolkningen i dertil svarende, måske helt nye former.
For det tredje: Vi må sige, at den vigtigste opgave i alle de lande, hvor rådsstyret endnu ikke har sejret, er, at kommunisterne erobrer flertallet i rådene. Vort resolutionsudvalg har behandlet dette spørgsmål i går. Måske vil også andre kammerater udtale sig herom, men jeg vil godt foreslå, at vi vedtager disse tre punkter som en særskilt resolution. Vi er selvfølgelig ikke i stand til at foreskrive nogen bestemt udviklingsvej. Det forekommer ret sandsynligt, at revolutionen indtræder meget snart i flere vesteuropæiske lande, men som arbejderklassens organiserede del, som parti, må og skal vi stræbe efter at opnå flertal i rådene. Da vil vor sejr være sikker og ingen kraft overhovedet blive i stand til at iværksætte noget mod den kommunistiske revolution. I modsat fald kan sejren hverken blive så let eller af længere varighed. Jeg vil derfor gerne foreslå, at disse tre punkter vedtages i form af en særlig resolution.
1. Spartakus-folkene – se note 59 til artiklen Den Proletariske Revolution Og Renegaten Kautsky. – S. 208.
2. Shop Stewards Committees, SSC (tillidsmandskomiteer) – valgte arbejderorganer, fandtes inden for flere industrigrene i England, opnåede særlig stor udbredelse under første verdenskrig. Til forskel fra fagforeningerne, der gik ind for kompromis’er og «borgfred» og afslog at bruge strejkeretten, varetog SSC arbejdernes interesser og krav, anførte strejker og drev antikrigspropaganda. Efter oktoberrevolutionens sejr støttede SSC aktivt Sovjetrusland. – S. 208.
3. Efter alt at dømme drejer det sig her ikke om Birminghams arbejderråd, men Shop Stewards Committee. Den avis, Lenin refererer til, har sandsynligvis givet fejlagtige oplysninger. J. Fineberg, engelsk delegeret på kongressen, udtalte bl.a. den 3. marts, at Lloyd George omsider var gået ind på at anerkende SSC som økonomisk organisation. (Se First Congress of the Communist International, Minutes, Moscow 1933). – S. 208.
4. Den gule Internationales Bern-konference – II Internationale opløstes i socialchauvinistiske og reformistiske partier under første verdenskrig. Februar 1919 blev II Internationale genoprettet på en konference i Bern med tilslutning af partier, som repræsenterede den opportunistiske højrefløj i den socialistiske bevægelse. – S. 208.
5. Marx/Engels: Udvalgte Skrifter, Forlaget Tiden 1976, bd. II. – S. 210.
[Se fx Engels: Familiens, privatejendommens og statens oprindelse, kap. 9. – Web.-red.]
6. Marx/Engels: Udvalgte Skrifter, Forlaget Tiden 1976, bd. II. – S. 210.
7. Räte-System – tysk for rådssystem. – S. 216.
8. Tysklands Uafhængige Socialdemokratiske Parti – centristisk parti, dannet april 1917 på en kongres i Gotha (centrisme betyder her forsøg på at holde en midterposition mellem opportunisme og revolution). De «uafhængige» tilstræbte «enhed» med socialchauvinisterne og gik så vidt, at de fornægtede klassekampen. Kautskys gruppe udgjorde den største del af partiet. Det spaltedes på kongressen i Halle, oktober 1920. Samme år sluttede en stor del af partiets medlemmer sig til kommunisterne. Partiets højrefløj dannede et separat parti, som bestod indtil 1922 under det hidtidige navn. – S. 218.
9. Die Freiheit (Friheden) – dagblad udgivet af Tysklands Uafhængige Socialdemokratiske Parti fra november 1918 til oktober 1922. – S. 219.
10. Her sigtes til den resolution om nyt partinavn og revision af partiprogrammet, som vedtoges af RKP (b)s 7. kongres, 6.-8. marts 1918. Se denne udgaves bd. 10. – S. 219.
11. Gaseta Petjatnikov (Typografernes Avis) – udgivet af typografernes fagforening i Moskva. Var under mensjevikisk indflydelse. Udkom fra december 1918 til marts 1919, da den blev lukket af myndighederne for antisovjetisme. – S. 221.
12. Natten til 31. oktober 1918 brød en borgerlig-demokratisk revolution ud i Ungarn. I koalition med socialdemokraterne overtog det liberale bourgeoisi magten. Men den nye regering gennemførte ikke et eneste skridt til forbedring af arbejdernes og bøndernes stilling. De misfornøjede arbejdere dannede deres egne revolutionære magtorganer. 16. november proklameredes Ungarn som republik. Det gamle parlament opløstes, hvorefter de borgerlige partier iværksatte en omfattende agitation til fordel for en grundlovgivende forsamling. Det kommunistiske parti, som var blevet stiftet 20. november 1918, opstillede parolen «Al magt til rådene!» og gik i spidsen for en række store arbejderaktioner ved årsskiftet 1918-1919. En revolutionær situation var opstået. Den 20. marts trådte Karolys regering tilbage. Kommunisterne krævede, at der udråbtes en rådsrepublik, at industrien blev nationaliseret og godsejernes jord konfiskeret, samt at Ungarn indgik forbund med Sovjetrusland. Den arbejdende befolkning støttede kommunisterne. 21. marts havde arbejderne besat alle strategiske punkter i Budapest og afvæbnet politiet. Ungarn udråbtes som rådsrepublik. Rådsrepublikken nedkæmpedes i august 1919 af tropper fra Rumænien, Tjekkoslovakiet og Jugoslavien og af kontrarevolutionære ungarere.
I Svejts udviklede arbejderbevægelsen sig hastigt i årene 1917-1919 under den russiske oktoberrevolutions indflydelse. November 1918 indledtes en politisk generalstrejke til støtte af Sovjetrusland. Revolutionære venstregrupper i det socialistiske parti dannede en kommunistisk gruppe og opfordrede til oprettelse af arbejder- og bonderåd. – S. 223.
13. Die Rote Fahne (Den Røde Fane) – dagblad grundlagt af Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg som centralorgan for Spartakusforbundet (se note 1), senere centralorgan for Tysklands Kommunistiske Parti. Det første nummer udkom 9. november 1918.
Lenin sigter her til en artikel af Rosa Luxemburg, Der Anfang [dansk: Begyndelsen; Web-red.], i nr. 3, 18. november 1918. – S. 223.
14. Noten findes ikke i bogen, men der må være tale om det Dekret om Jorden, der er citeret og omtalt i Lenin: Tale om jordspørgsmålet (Lenin: Udvalgte Værker, bind 10, s. 25f). – Web-red..
Sidst opdateret 10.1.2010