Marxisme Online > Arkiv > Luxemburg
Die Rote Fahne (Berlin). No. 3, 18. november 1918.
Fra Rosa Luxemburg: Politiske skrifter. Et udvalg. Oversat og kommenteret af Toni Liversage, s. 255-258. Forlaget Tiderne Skifter, København 1976.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 24. juli 1999.
Revolutionen er begyndt. Jubel over det, der er nået, og triumf over den slagne fjende er imidlertid ikke på sin plads, men derimod den strengeste selvkritik og den hårdeste samling af energien for at videreføre det påbegyndte værk. For det, der er opnået, er ikke ret meget, og fjenden er ikke slået.
Hvad er der opnået? Monarkiet er blevet fejet bort, den øverste regeringsmagt er kommet på arbejder- og soldaterrepræsentanternes hænder. Men monarkiet var ikke den egentlige fjende, det var kun en facade, det var imperialismens udhængsskilt. Det var ikke Hohenzollerne, der fik verdenskrigen til at flamme op, som satte hele verden i brand og bragte Tyskland til afgrundens rand. Monarkiet var som enhver borgerlig regering blot forretningsfører for den herskende klasse. Det imperialistiske bourgeoisi, det kapitalistiske klasseherredømme - det er forbryderne, som må gøres ansvarlige for folkemordet.
At afskaffe kapitalherredømmet, at virkeliggøre den socialistiske samfundsorden - dette og intet mindre er det historiske tema, for den nuværende revolution. En gigantisk opgave, som ikke kan gøres færdig i en håndevending gennem et par dekreter ovenfra, men kun sættes i gang gennem de arbejdende massers egen bevidste aktion i by og på land, som kun kan bringes lykkelig gennem stormene og frelst i havn ved hjælp af folkemassernes åndelige modenhed og uudtømmelige idealisme.
Revolutionens mål anviser klart vejen, dens opgaver angiver metoderne. Hele magten til de arbejdende masser, til arbejder- og soldaterrådene, sikring af revolutionsværket mod fjenderne, som ligger på lur: dette er retningslinien for alle den revolutionære regerings forholdsregler.
Ethvert skridt, enhver handling som regeringen foretager sig må som et kompas vise i denne retning:
udbygning og genvalg af de lokale arbejder- og soldaterråd, for at de første kaotiske og impulsive handlinger kan blive erstattet af en bevidst selvforståelsens proces, når det gælder revolutionens mål, opgaver og veje;
stående samling af disse massernes repræsentanter og overdragelse af den egentlige politiske magt fra det lille eksekutivråd til den bredere basis i A. og S-rådene;
hurtig indkaldelse af arbejdernes og soldaternes rigsparlament, for at konstituere proletarerne fra hele Tyskland som klasse, som kompakt politisk magt og stille den bag revolutionen som værn og stødkraft;
omgående organisering ikke af "bønderne", men af landproletariatet og småbønderne, der som gruppe hidtil har stået uden for revolutionen; oprettelse af en proletarisk Rødgarde for til stadighed at kunne forsvare revolutionen, og organiseringen af en arbejdermilits, for at uddanne hele proletariatet et til enhver tid beredt værn;
personudskiftning i de organer, der er overtaget efter den absolutistiske militæriske politistat, inden for forvaltning, retsvæsen og hær;
øjeblikkelig konfiskation af de dynastiske formuer og besiddelser såvel som af storgodserne som første foreløbige forholdsregler til sikring af forplejning af folket, for sulten er kontrarevolutionens farligste forbundsfælle;
øjeblikkelig indkaldelse af en arbejderverdenskongres i Tyskland, for klart og tydeligt at fremhæve revolutionens socialistiske og internationale karakter, for den tyske revolutions fremtid beror på Internationalen, på proletariatets verdensrevolution.
Det var kun de første nødvendige skridt, vi her har opregnet. Men hvad gør den nuværende revolutionære regering?
Den lader roligt staten som forvaltningsorganisme fra øverst til nederst forblive i hænderne på gårdsdagens støtter af den Hohenzollerske absolutisme, og morgendagens kontrarevolutionære værktøj;
den indkalder den konstituerende Nationalforsamling, opretter på denne måde en borgerlig modvægt til arbejder- og soldaterrepræsentationen, og skubber dermed revolutionen over på et borgerligt revolutionsspor, idet den får revolutionens socialistiske mål til at fordufte;
den gør intet for at knuse det kapitalistiske klasseherredømmes fortsat eksisterende magt;
den gør alt, for at berolige borgerskabet, for at forkynde ejendomsrettens hellighed og for at sikre kapitalforholdets urørlighed;
den lader roligt kontrarevolutionen, der rører på sig overalt, få frit spil, uden at appellere til masserne, uden at advare folket højt.
Ro! Orden! Orden! Ro! Sådan lyder det fra alle sider, fra alle regeringens bekendtgørelser, således jubler ekkoet fra den borgerlige lejr. Der jamres mod "anarkiets" og "kupmageriets" spøgelse, den velkendte helvedesmusik fra borgeren bekymret for sit pengeskab, ejendommen og profitten - det er den tone, der lyder højst i dag, og den revolutionære arbejder-og-soldater-regering tolererer roligt denne generalopmarch mod socialismen, ja, den deltager i den i ord og handling.
Facit efter revolutionens første uge lyder derfor: I Hohenzollernes stat er der intet, der har ændret sig væsentligt, arbejder-og-soldater-regeringen fungerer som stedfortræder for den imperialistiske regering, som er gået bankerot. Al dens gøren og laden er båret oppe af frygt for arbejdermassen, og endnu inden revolutionen har fået kraft, flugt og fart over sig bliver dens eneste livskraft, dens socialistiske og proletariske karakter bortvejret.
Alt er i orden. En reaktionær stat i den civiliserede verden bliver ikke i løbet af 24 timer til en revolutionær folkestat. De soldater, som i går som reaktionens gendarmer i Finland, Rusland, Ukraine og Baltikum myrdede revolutionære proletarer, er ikke på 24 timer blevet til socialismens målbevidste bærere.
Billedet af den tyske revolution svarer til den indre modenhedsgrad i de tyske forhold. Scheidemann-Ebert udgør den regering, der svarer til den tyske revolution på dens nuværende stadium. Og de Uafhængige, som tror at kunne lave socialisme sammen med Scheidemann-Ebert og som højtideligt bekræfter i "Freiheit", at man sammen med dem udgør "en ren socialistisk regering", har dermed kvalificeret sig selv som en selvskreven støtte i firmaet på dette første provisoriske stadium.
Men revolutioner står ikke stille. Deres livslov er hurtig fremskriden, de vokser ud over sig selv. På grund af sine indre modsætninger driver det første stadium allerede nu videre fremover. Situationen er fuldt forståelig som en begyndelse, men uholdbar i længden som en tilstand. Hvis ikke kontrarevolutionen skal få overtaget over hele linjen, må masserne være på vagt.
Begyndelsen er gjort. Den videre udvikling ligger ikke i hænderne på de dværge, der forsøger at standse revolutionens gang, og vil prøve at bremse verdenshistoriens hjul. Verdenshistoriens dagsorden lyder i dag: Virkeliggørelse af det socialistiske endemål. Den tyske revolution er kommet ind i denne lysende stjernebane. Den vil skridt for skridt gennem storm og uvejr, gennem kamp og lidelse og nød og sejr nå frem til målet.
Den er tvunget til det!
Sidst opdateret 26.11.2007