Skrevet 25. oktober (7. november) 1917. Trykt 26. oktober (8. november) 1917 i Rabotjij I Soldat nr. 9.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 10, s. 25-30, Forlaget Tiden, København 1983.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 22. dec. 2008
Vi er af den mening, at revolutionen har vist og bevist, hvor vigtigt det er, at jordspørgsmålet fremstilles klart. Den væbnede opstands udbrud, den anden revolution, oktoberrevolutionen, viser klart, at jorden må overdrages til bønderne. Det var en forbrydelse, den styrtede regering og mensjevikkernes og de socialrevolutionæres [7] kompromispartier begik, da de under forskellige påskud trak løsningen af jordspørgsmålet i langdrag og derved førte landet ud i kaoset og bondeopstanden. Deres ord om pogromer og anarki i landsbyen lyder som hykleri og fejt bedrageri. Hvor og hvornår er pogromer og anarki blevet fremkaldt af fornuftige foranstaltninger? Hvis regeringen havde handlet fornuftigt, og hvis dens foranstaltninger havde imødekommet de fattige bønders behov, ville bondemasserne så være blevet ophidset? Men alle regeringens foranstaltninger, der blev godkendt af Avksentjevs og Dans sovjetter, gik mod bønderne og drev dem til opstand.
Efter at have fremkaldt opstanden gav regeringen sig til at råbe op om pogromer og anarki, skønt den selv havde fremkaldt dem. Den ville undertrykke opstanden med jern og blod, men blev selv fejet bort af de revolutionære soldaters, matrosers og arbejderes væbnede opstand. Arbejder- og bonderevolutionens regering må først og fremmest løse jordspørgsmålet – det spørgsmål, der kan berolige og tilfredsstille de fattige bønders vældige masser. Jeg vil oplæse punkterne i det dekret, som jeres sovjetregering må udstede. I et af dette dekrets punkter findes en til jordkomiteerne rettet instruks, der er affattet på grundlag af 242 instrukser fra lokale sovjetter af bonderepræsentanter.
1) Godsejernes ejendomsret til jorden afskaffes øjeblikkelig uden nogen erstatning.
2) Godsejernes godser, såvel som al tsarfamiliens, klostrenes og kirkernes jord med alt levende og dødt inventar, bygninger og alt tilbehør stilles indtil Den Konstituerende Forsamlings sammentræden til rådighed for jordkomiteerne i landdistrikterne og bonderepræsentanternes kredssovjetter.
3) Enhver beskadigelse af den konfiskerede ejendom, der fra nu af tilhører hele folket, erklæres for en alvorlig forbrydelse, der straffes af revolutionsdomstolen. Bonde-repræsentanternes kredssovjetter træffer alle nødvendige forholdsregler til at opretholde den strengeste orden ved konfiskationen af godsejernes godser, at fastsætte hvilken jord der skal konfiskeres og i hvilket omfang, at opstille en nøjagtig liste over al den ejendom, der skal konfiskeres, og gennemføre den strengeste revolutionære bevogtning af hele bedriften med alle bygninger, redskaber, kvæg, varelagre osv., der overgår til folket.
4) Som retningslinje ved gennemførelsen af de store jordreformer – indtil deres endelige afgørelse i Den Konstituerende Forsamling – skal følgende bondeinstruks tjene, der er sammenstillet på grundlag af 242 lokale bondeinstrukser af redaktionen af Meddelelser Fra Bonderepræsentanternes Alrussiske Sovjet [8] og offentliggjort i nummer 88 af disse Meddelelser (Petrograd, nr. 88, 19. august 1917).
»Jordspørgsmålet kan i hele sit omfang kun afgøres af en af hele folket valgt konstituerende forsamling.
Den retfærdigste løsning af jordspørgsmålet må gå ud på følgende:
1) Privatejendomsretten til jorden afskaffes for bestandig; jorden må hverken sælges eller købes, hverken bortforpagtes eller pantsættes eller på nogen anden måde afhændes.
Al jord: statens, tsarfamiliens, domæneforvaltningens, klostrenes, kirkens, fabrikkers, stamhuses, privatfolks, det offentliges og bøndernes jord osv. overtages uden erstatning, gøres til hele folkets ejendom, og brugsretten overdrages til dem, der dyrker den.
Den, der lider tab ved omvæltningen af ejendoms-forholdene, har kun ret til offentlig understøttelse i det tidsrum, der er nødvendigt for at tilpasse sig de nye eksistensbetingelser.
2) Alle jordens rigdomme: malm, olie, kul, salt osv. såvel som skove, søer og vandløb, der har betydning for hele staten, overgår til staten, der alene har brugsretten til dem. Brugsretten til alle mindre floder, søer, skove osv. overdrages til landsbyfællesskaberne under forudsætning af, at de administreres af det lokale selvstyres organer.
3) Jordbrug i højt udviklet drift: gartnerier, plantager, planteskoler, frømarker, drivhuse og lignende, skal ikke opdeles, men gøres til mønsterbrug, og brugsretten til dem overdrages, alt efter deres størrelse og betydning, alene til staten eller landsbyfællesskabet.
Brugsretten til gårdjord, byjord og landsbyjord og til husenes haver og nyttehaver forbliver hos de nuværende ejere; omfanget af disse arealer og størrelsen af den skat, der skal betales for brugsretten til dem, fastsættes ad lovgivningens vej.
4) Stutterier, bedrifter til opdrætning af racekvæg og racefjerkræ og lign., tilhørende staten eller private, konfiskeres, og brugsretten til dem overgår, alt efter deres størrelse og betydning, alene til staten eller landsbyfællesskabet.
Spørgsmålet om erstatning behandles af Den Konstituerende Forsamling.
5) Brugsretten til den beslaglagte jords samlede levende og døde driftsinventar overgår uden erstatning, alt efter størrelse og betydning, alene til staten eller landsbyfællesskabet.
Bestemmelsen om konfiskation af inventaret gælder ikke de jordfattige bønder.
6) Brugsretten til jorden tilkommer alle russiske statsborgere (uden hensyn til køn), der ønsker at dyrke den med deres egen arbejdskraft, ved hjælp af deres familie eller i fællesskab, men kun så længe de er i stand til at dyrke den. Lønarbejde tillades ikke.
Er et medlem af et landbrugskollektiv arbejdsudygtig i indtil to år, forpligtes kollektivet til inden for dette tidsrum at komme ham til hjælp ved fælles dyrkning af hans jord, indtil han har genvundet sin arbejdsevne.
Jordbrugere, der på grund af alderdom eller invaliditet for bestandig har mistet evnen til personligt at dyrke jorden, mister brugsretten til den, men får til gengæld pension af staten.
7) Udnyttelsen af jorden skal være ligelig, dvs. jorden fordeles blandt de arbejdende – alt efter de lokale forhold – i overensstemmelse med en ar-bejds- eller forbrugsnorm.
Formerne for jordens udnyttelse må være fuldstændig frie ; der kan oprettes enkeltbrug, udflyttergårde, landsbyfællesskaber og arteller, alt efter hvad de enkelte landsbyer beslutter.
8) Al jord overgår efter dens konfiskation til jordfonden, der er hele folkets ejendom. Fordelingen af jorden blandt de arbejdende ledes af de lokale og centrale selvstyreorganer, fra de demokratisk organiserede, ikke standsdelte, landsby- og byfællesskaber til de centrale distriktsorganer.
Jordfonden opdeles periodisk, efterhånden som befolkningen vokser, og landbrugets produktivitet og kultur højnes.
Ved forandring af loddernes grænser skal loddens oprindelige kerne forblive uberørt.
Udtrædende medlemmers jord går tilbage til jordfonden; udtrædende medlemmers nærmeste slægtninge og personer, som de udtrædende udpeger, har fortrinsret til deres lodder.
Når en lod går tilbage til jordfonden, skal værdien af gødning og melioration (gennemgribende forbedringer) erstattes, for så vidt de ikke er forbrugt.
Hvis den forhåndenværende jordfond i enkelte egne viser sig at være utilstrækkelig til at tilfreds-stille hele den stedlige befolkning, må befolknings-overskuddet flytte andetsteds hen.
Staten skal påtage sig organiseringen af overflytningen samt udgifterne ved den og forsyningen med inventar og lignende.
Overflytningen foregår i følgende orden: bønder uden jord, der selv ønsker at flytte bort, derefter tvivlsomme elementer i fællesskabet, desertører og lign., og endelig efter lodtrækning eller efter overenskomst.«
Alt, hvad der står i denne instruks, der giver udtryk for, hvad det uhyre flertal af bevidste bønder i hele Rusland vil, erklæres for provisorisk lov, der gælder indtil Den Konstituerende Forsamlings sammentræden og føres ud i livet så vidt muligt omgående og for visse afsnits vedkommende i den rækkefølge, der fastsættes af bonderepræsentanternes kredssovjetter.
5) De menige bønders og de menige kosakkers jord konfiskeres ikke.
Der lyder her tilråb om, at selve dekretet og instruksen er forfattet af de socialrevolutionære. Det gør ikke noget. Er det ikke lige meget, hvem der har forfattet dem? Som demokratisk regering kan vi dog ikke forbigå en af folkemasserne truffet beslutning, selv om vi ikke er indforstået med den. Når bønderne selv anvender dette dekret i det praktiske liv og gennemfører det hjemme på deres egn, så vil de i livets kamp forstå, hvor sandheden er. Og selv hvis bønderne fortsat følger de socialrevolutionære, og selv hvis de giver dette parti flertallet i Den Konstituerende Forsamling, vil vi sige: det gør ikke noget. Livet er den bedste læremester, livet vil vise, hvem der har ret; lad så bønderne løse dette spørgsmål fra den ene ende, og lad os løse det fra den anden. I det skabende revolutionære arbejdes almindelige strøm, under udarbejdelsen af de nye statsformer, vil livet nærme os til hinanden. Vi må holde trit med livet, vi må give folkemassernes skaberkraft frit slag. Den gamle regering, der blev styrtet ved den væbnede opstand, ville løse jordspørgsmålet ved hjælp af det gamle tsaristiske bureaukrati, som ikke var skiftet ud. Men i stedet for at løse spørgsmålet førte bureaukratiet kun kamp mod bønderne. Bønderne har lært et og andet i løbet af de otte måneder, vor revolution har varet, de ønsker selv at løse alle jordspørgsmål. Derfor tager vi afstand fra enhver ændring til dette lovforslag. Vi vil ikke gå i enkeltheder, eftersom vi skriver et dekret og ikke et aktionsprogram. Rusland er stort og de lokale betingelser forskellige; vi tror, at bønderne selv, bedre end vi, er i stand til at løse spørgsmålet på den rigtige måde. Om de gør det i vor eller i det socialrevolutionære programs ånd – det er ikke det væsentlige. Det væsentlige er, at bønderne får den faste overbevisning, at der ikke længere er godsejere på landet, at bønderne selv må løse alle problemer, at de selv må bygge deres liv op. (Stormende bifald).
7. De socialrevolutionære – småborgerligt parti, dannet i århundredets begyndelse af overlevende narodnikgrupper. Under verdenskrigen. gik et flertal af de socialrevolutionære ind for Ruslands deltagelse i krigen; efter februarrevolutionen 1917 den vigtigste støtte sammen med mensjevikkerne. Partiets ministre var med til at sende straffekolonner mod de bønder, som havde taget godsejerjord i besiddelse; partiet isoleredes fra den revolutionære befolkning; under og efter oktoberrevolutionen kontrarevolutionært. – S. 25.
8. Meddelelser Fra Bonderepræsentanternes Alrussiske Sovjet – dagblad, officielt organ for Den Alrussiske Sovjet Af Bonderepræsentanter. Udkom i Petrograd fra 9. (22.) maj til december 1917; talerør for de socialrevolutionæres højre fløj, fjendtlig indstillet til oktoberrevolutionen og blev lukket for kontrarevolutionær virksomhed. – S. 27.
Sidst opdateret 22.12.2008