Trykt i »RKP(b)s 8. kongres«, stenografisk referat, Moskva 1919.
Oversat til dansk af Gelius Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 11, s. 225-244, Forlaget Tiden, København 1983.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 27. nov. 2012.
Kammerater, efter den emnedeling, kammerat Bukharin og jeg har aftalt, påhviler det mig at gøre rede for kommissionens syn på en hel række konkrete punkter, der hører til de mest omstridte eller interesserer partiet mest i denne tid.
Jeg vil begynde med i korthed at omtale de punkter, som kammerat Bukharin berørte i slutningen af sin tale, stridspunkter mellem os inden for kommissionen. Det første drejer sig om, hvordan programmets almene del skal bygges op. Kammerat Bukharin har efter min mening ikke her givet nogen helt rigtig fremstilling af, hvorfor kommissionens flertal har afvist alle forsøg på at bygge programmet således op, at alt, hvad der stod om den gamle kapitalisme, blev strøget. Efter kammerat Bukharins ord kunne det undertiden se ud, som om kommissionens flertal var bange for, hvad man ville sige om det, bange for at blive beskyldt for at nære ringeagt for det gamle. Når kommissionsflertallets standpunkt fremstilles sådan, tager det sig utvivlsomt meget latterligt ud. Men det er langt fra sandheden. Kommissionens flertal har afvist sådanne forsøg, fordi de ville være urigtige. De ville ikke svare til tingenes virkelige tilstand. En ren imperialisme uden kapitalismens fundament har aldrig eksisteret, eksisterer ingen steder og vil aldrig eksistere. Det er en urigtig generalisering af alt, hvad der er sagt om syndikater, karteller, truster, finanskapitalisme, når man har fremstillet finanskapitalismen sådan, at den ikke skulle have noget af den gamle kapitalismes grundvold under sig.
Dette er urigtigt. Særlig bliver det urigtigt under den imperialistiske krig og i tiden lige efter den imperialistiske krig. Allerede Engels skrev i en af sine betragtninger over den kommende krig, at ødelæggelserne vil blive langt mere hærgende end Trediveårskrigens, [1] at menneskeheden i betydelig grad vil komme ud i barbari, at vort kunstfærdige handels- og industriapparat vil bryde sammen. [2] I begyndelsen af krigen pralede socialforræderne og opportunisterne af kapitalismens sejlivethed og hånede »fanatikerne« eller »halvanarkisterne«, som de kaldte os. »Se – sagde de – disse spådomme er ikke gået i opfyldelse. Begivenhederne har vist, at dette kun var rigtigt med hensyn til en ganske lille part af landene og for et ganske kort tidsrum!« Men nu begynder der netop, ikke blot i Rusland og ikke blot i Tyskland, men også i sejrherrelandene en så vældig ødelæggelse af den moderne kapitalisme, som i stor stil vil fjerne dette kunstfærdige apparat og lade den gamle kapitalisme genopstå.
Engang kammerat Bukharin talte om, at man kunne forsøge at give et afrundet billede af kapitalismens og imperialismens ødelæggelse, indvendte vi i kommissionen, og jeg vil indvende her: Prøv på det, og I vil se, at det ikke går. Kammerat Bukharin gjorde et enkelt sådant forsøg dér, i kommissionen, og tog selv afstand fra det. Jeg er ganske sikker på, at hvis der var nogen, der kunne gøre det, så var det først og fremmest kammerat Bukharin, der har beskæftiget sig overordentlig meget og meget indgående med dette spørgsmål. Jeg påstår, at et sådant forsøg ikke kan lykkes, fordi opgaven er urigtigt stillet. Her i Rusland oplever vi for tiden den imperialistiske krigs eftervirkninger og det proletariske diktaturs begyndelse. Samtidig oplever vi i en hel række russiske områder, der er blevet afskåret mere fra hinanden end før, at kapitalismen i stor stil fødes på ny, at dens første stadium kommer til udvikling. Det kommer vi ikke fra. Hvis man skrev programmet sådan, som kammerat Bukharin ønskede det, ville dette program blive urigtigt. Det ville højest reproducere det bedste, der er sagt om finanskapitalismen og imperialismen, men ikke reproducere virkeligheden, idet den netop ikke er så afrundet. Et program, sammensat af uensartede dele, er uelegant (hvad der naturligvis er uvæsentligt), men et anderledes program ville simpelt hen ikke være rigtigt. Denne uensartethed, denne opbygning af forskelligartet materiale kommer vi ikke fra i en meget lang periode, hvor ubehageligt det end kan være, og hvor uharmonisk det end er. Når vi kan slippe af med det, vil vi skabe et andet program. Men til den tid vil vi allerede leve i det socialistiske samfund. At påstå, at det dér vil være ligesom nu, ville være latterligt.
Vi lever i en tid, hvor en hel række af kapitalismens mest elementære fænomener er genopstået. Man behøver blot at tage transportvæsenets sammenbrud, som vi er kommet til at kende så godt, eller rettere oplever så ilde. Det har man jo også i andre lande, selv i sejrherrelandene. Og hvad betyder transportvæsenets sammenbrud i det imperialistiske system? – En tilbagevenden til de mest primitive former for vareproduktion. Vi ved jo, hvad en sækkemand [3] er. Dette ord har vist hidtil været uforståeligt for udlændinge, men nu? Tal med de kammerater, der rejste herover til III Internationales Kongres. Det viser sig, at lignende ord begynder at komme frem både i Tyskland og i Svejts. Men den kategori kan man ikke anbringe under noget proletariatets diktatur, man må søge tilbage til det kapitalistiske samfunds og vareproduktionens dybder.
At springe ud af denne sørgelige virkelighed ved at opbygge et glat og afrundet program er det samme som at springe ud i noget lufttomt, oven over skyerne, at skrive et urigtigt program. Det er aldeles ikke ærefrygt for det gamle, som kammerat Bukharin høfligt antydede, der har fået os til her at anbringe en del af det gamle program. Man måtte få følgende indtryk: i 1903 blev der under Lenins medvirken skrevet et program, og det var uden tvivl et dårligt program, men da gamle folk holder mest af at mindes det forgangne, har man i den nye epoke lavet et nyt program, hvor man af ærefrygt for det gamle gentager det gamle. Hvis det forholdt sig sådan, kunne man le ad sådanne tossehoveder. Jeg påstår, at det ikke forholder sig sådan. Den kapitalisme, der blev ridset op i 1903, holder sig stadig i 1919 i den proletariske sovjetrepublik, netop i kraft af imperialismens opløsning, dens sammenbrud. Den slags kapitalisme kan man f.eks. finde såvel i guvernementet Samara som i guvernementet Vjatka, de ligger ikke farlig langt fra Moskva. I en tid, hvor borgerkrigen river landet i stykker, kommer man ikke hurtigt ud af denne situation, denne sækkehandel. Se derfor ville enhver anden opbygning af programmet være urigtig. Man må sige tingene, som de er, programmet skal indeholde det absolut uimodsigelige, det virkelig fastslåede, kun da er det et marxistisk program.
Teoretisk forstår kammerat Bukharin fuldt ud dette og siger, at programmet skal være konkret. Men ét er at forstå det, et andet er at udføre det i praksis. Det konkrete hos kammerat Bukharin er en boglig fremstilling af finanskapitalismen. I virkeligheden iagttager vi uensartede fænomener. I ethvert landbrugsguvernement iagttager vi ved siden af monopoliseret industri også fri konkurrence. Intet sted i verden har der været monopolkapitalisme uden fri konkurrence i en hel række erhvervsgrene, og det vil der intet sted være. At skrive et sådant system vil sige at skrive noget, der er løsrevet fra livet og er urigtigt. Ligesom Marx sagde om manufakturen, at den var en overbygning over en masse småproduktion, [4] sådan er imperialismen og finanskapitalismen en overbygning over den gamle kapitalisme. ødelægger man dens top, kommer den gamle kapitalisme til syne. At indtage det standpunkt, at der findes en afrundet imperialisme uden nogen gammel kapitalisme, vil sige at forveksle det ønskelige med virkeligheden.
Det er en naturlig fejl, som man meget let begår. Og hvis vi havde en afrundet imperialisme for os, som helt igennem havde lavet kapitalismen om, ville vor opgave være tusind gange lettere. Det ville give et system, hvor alt var underlagt finanskapitalen alene. Så behøvede man blot at tage toppen af og overgive resten til proletariatet. Det ville være overordentlig behageligt, men sådan er det ikke i virkeligheden. I virkeligheden foregår udviklingen sådan, at man må gå ganske anderledes frem. Imperialismen er en overbygning over kapitalismen. Når den ødelægges, får man at gøre med toppens ødelæggelse og fundamentets tilsynekomst. Derfor må vort program, hvis det skal stemme, sige tingene, som de er. Der findes en gammel kapitalisme, som på en hel række områder er vokset til imperialisme. Dens tendenser er rent imperialistiske. De fundamentale problemer kan kun behandles på baggrund af imperialismen. Der gives ikke ét stort problem i inden- eller udenrigspolitikken, der kan løses anderledes end på baggrund af denne tendens. Det er ikke det, programmet i øjeblikket taler om. I virkeligheden eksisterer der en uhyre undergrund af gammel kapitalisme. Der findes en overbygning, imperialismen, som har ført til krigen, og krigen resulterede i begyndelsen til proletariatets diktatur. Denne fase kan man ikke sådan springe ud af. Denne kendsgerning bestemmer selve udviklingstempoet for den proletariske revolution i hele verden og vil være en kendsgerning mange år endnu.
Måske vil de vesteuropæiske revolutioner foregå mere glat, men alligevel vil det tage mange, mange år at reorganisere hele verden, reorganisere hovedparten af landene. Og det betyder, at i den overgangsperiode, vi lever i, kan vi ikke springe ud af denne mosaikagtige virkelighed. Denne virkelighed, der er sammensat af uensartede dele, kan man ikke skaffe sig af med, hvor uelegant den end kan være, ikke en smule kan man strege ud. Et program, der er sammensat anderledes end virkeligheden, vil være urigtigt.
Vi siger, at vi er nået frem til at etablere diktaturet. Det er klart. Men man må også vide, hvordan vi har gjort det. Fortiden holder os fast, griber om os med tusinde arme og lader os ikke gå fremad eller tvinger os til at gå så dårligt fremad, som vi gør. Og vi siger: for at forstå, hvilken stilling vi er kommet i, må det siges, hvordan vi er gået, hvad der har ført os frem til selve den socialistiske revolution. Imperialismen har ført os frem. Kapitalismen i dens primære vareøkonomiske former har ført os frem dertil. Alt det må man forstå, for kun ved at tage hensyn til virkeligheden vil vi formå at løse sådanne problemer som f.eks. forholdet til middelbønderne. For hvorfra kunne middelbonden være kommet, hvis epokens kapitalisme havde været rent imperialistisk? Han fandtes jo end ikke i lande, der simpelt hen var kapitalistiske? Hvis vi vil løse problemet om vort forhold til denne næsten middelalderlige foreteelse (middelbonden) alene ud fra imperialismen og proletariatets diktatur, vil der hverken blive hoved eller hale på sagen, og vi vil rende os mangen staver i livet. Hvis vi altså skal ændre vor holdning til middelbonden – så vær så god at sige, også i den teoretiske del, hvorfra han er kommet, hvad han er for en. Han er småvareproducent. Det er den kapitalismens ABC, som skal frem, fordi vi endnu ikke er vokset fra denne ABC. At affærdige det og sige: »Hvorfor skal vi læse ABC, når vi har studeret finanskapitalismen!« – Det er at tage særdeles let på sagen.
Det samme må jeg sige om det nationale spørgsmål. Også her forveksler kammerat Bukharin det ønskelige med virkeligheden. Han siger, at man ikke skal anerkende nationernes selvbestemmelsesret. En nation betyder: bourgeoisiet sammen med proletariatet. Vi proletarer skulle anerkende et eller andet foragteligt bourgeoisis ret til selvbestemmelse! Det ligner virkelig ikke noget! Jo. det gør skam, det ligner tingene, som de er. Hvis I undlader dette, får I noget hjernespind ud af det. I henviser til den differentieringsproces, der foregår i nationernes indre, idet proletariatet skiller sig ud fra bourgeoisiet. Men lad os engang se på, hvordan denne differentiering fore går.
Tag f.eks. Tyskland, et mønster på et fremskredent kapitalistisk land, som stod over Amerika med hensyn til kapitalismens organiseringsgrad, finanskapitalens organiseringsgrad. Tyskland stod lavere i mange henseender, i teknik og produktion og i politisk henseende, men hvad angår finanskapitalismens organiseringsgrad og den monopolistiske kapitalismes forvandling til statsmonopolistisk kapitalisme, stod Tyskland højere end Amerika. Man skulle synes, at det var et mønsterland. Men hvad sker der dér? Har det tyske proletariat skilt sig ud fra bourgeoisiet? Nej! Kun om nogle storbyer meddeles det, at arbejdernes flertal der er imod Scheidemann’erne Men hvordan er det gået til? Ved at Spartakus-folkene [5] har sluttet forbund med trefold forbandede tyske mensjevikker, de »uafhængige«, [6] der anretter forvirring i alt og vil have rådssystemet forlovet med rigsdagen! Det er jo det, der sker i dette Tyskland! Og det er et fremskredent land.
Kammerat Bukharin siger: »Hvad skal vi med nationernes selvbestemmelsesret?« Jeg må gentage, hvad jeg svarede ham, da han i sommeren 1917 foreslog at udelade minimumprogrammet og kun beholde maksimumprogrammet. Jeg svarede dengang: »Pral ikke, før du går i krig, pral først, når du kommer tilbage.« Når vi har vundet magten, venter vi lidt, og så vil vi gøre det. [7] Vi har vundet magten, vi har ventet lidt, nu er jeg villig til at re det. Vi er kommet helt frem til den socialistiske opbygning, vi har afslået det første angreb, der truede os – nu vil det være på sin plads. Det samme gælder nationernes selvbestemmelsesret. »Jeg ønsker kun at anerkende de arbejdende klassers selvbestemmelsesret,« siger kammerat Bukharin. I vil altså anerkende noget, som ikke i virkeligheden er opnået i noget land, undtagen Rusland. Det er latterligt.
Se på Finland: et demokratisk land, mere udviklet, mere oplyst end vi er. Der foregår en udskillelse, en differentiering af proletariatet, det foregår på en egen måde, langt mere pinefuldt end hos os. Finnerne har prøvet Tysklands diktatur, nu mærker de, hvad Ententens [8] diktatur er, og takket være vor anerkendelse af nationernes selvbestemmelsesret er differentieringsprocessen der blevet lettet. Jeg husker meget godt scenen, da jeg i Smolnyj [9] overrakte dokumentet til Svinhufvud [10] – det betyder »svinehoved« – det finske bourgeoisis repræsentant, der har optrådt som bøddel. Han trykkede mig elskværdigt i hånden, vi sagde komplimenter. Hvor var det ubehageligt! Men det måtte gøres, for dengang bedrog dette bourgeoisi folket, det bedrog de arbejdende masser med, at moskovitterne, chauvinisterne, storrusserne ville kvæle finnerne. Det måtte gøres.
Og måtte man ikke nylig gøre det samme over for den basjkirske republik? [11] Dengang kammerat Bukharin sagde: »Nogen kan man godt indrømme denne ret,« noterede jeg også, at hans liste omfattede hottentotter, buskmænd og hinduer. Mens jeg hørte på denne opregning, tænkte jeg: hvordan har kammerat Bukharin kunnet glemme en lille ting som basjkirerne? Buskmænd er der ikke i Rusland, hottentotter har jeg heller aldrig hørt gjorde krav på en autonom republik, men vi har jo basjkirere, kirgisere og en hel række andre folk, og dem kan vi ikke nægte anerkendelse. Det kan vi ikke nægte noget af de folk, der lever inden for det gamle russiske riges grænser. Lad os endda sætte, at basjkirerne havde styrtet udbytterne, og at vi havde hjulpet dem med det. Men den slags er jo kun muligt der, hvor omvæltningen er fuldmoden. Og det må gøres forsigtigt, for at man ikke med sin indblanding bremser netop proletariatets differentieringsproces, som vi skal fremskynde. Hvad kan vi gøre over for folk som kirgisere, usbekere, tadsjiker og turkmenere, der indtil videre befinder sig under deres mullahers indflydelse? Efter lang tids erfaring med poperne hjalp befolkningen her i Rusland os med at sætte dem på plads. Men I ved, hvor dårligt det hidtil er gået med at praktisere dekretet om borgerligt ægteskab. Kan vi da gå til disse folkeslag og sige: »Vi vil sætte jeres udbyttere på plads«? Det kan vi ikke gøre, for de lader sig fuldstændig dirigere af deres mullaher. Her må man vente på udviklingen i den givne nation, den uundgåelige differentiering mellem proletariatet og de borgerlige elementer.
Kammerat Bukharin vil ikke vente. Han er grebet af utålmodighed: »Hvorfor det? Når vi selv har styrtet bourgeoisiet og proklameret sovjetmagten og proletariatets diktatur, hvorfor skal vi da optræde sådan?« Det virker som en fyrig appel, det indeholder en henvisning til vor vej, men hvis vi nøjes med at forkynde dette i programmet, får vi ikke et program, men en proklamation. Vi kan proklamere sovjetmagten og proletariatets diktatur og ophøjet foragt for bourgeoisiet, hvad det tusind gange har fortjent, men i programmet må man med absolut præcision skrive tingene, som de er. Så er vort program uangribeligt.
Vi står på det strenge klassestandpunkt. Det, vi skriver i programmet, er en konstatering af, hvad der er sket i virkeligheden siden den tid, da vi skrev om nationernes selvbestemmelse i almindelighed. Dengang var der end nu ingen proletariske republikker. Da de dukkede op, og kun i den udstrækning de er dukket op, kunne vi skrive det, vi her har skrevet: »Føderativ forening af stater, der er organiserede efter sovjettype«. Sovjettype behøver ikke at være sovjetter, sådan som de findes i Rusland, men sovjettypen bliver international. Kun det kan vi sige. At gå længere, blot et skridt, blot et hårsbred længere, ville allerede være urigtigt, og derfor duer det ikke til et program.
Vi siger: man må tage hensyn til, hvortil den givne nation er nået på vejen fra middelalder til borgerligt demokrati og fra borgerligt demokrati til proletarisk demokrati. Det er absolut rigtigt. Alle nationer har ret til selvbestemmelse; det er ikke umagen værd at gå specielt ind på hottentotter og buskmænd. Det uhyre flertal, sikkert ni tiendedele af hele Jordens befolkning, måske 95 procent falder ind under denne karakteristik, for alle lande befinder sig på vejen fra middelalder til borgerligt demokrati, eller fra borgerligt til proletarisk demokrati. Det er en, vej, man ikke kommer udenom. Mere lader sig ikke sige, for det ville være urigtigt, det ville ikke være tingene, som de er. Forkaste nationernes selvbestemmelse og opstille de arbejdendes selvbestemmelse er ganske urigtigt, idet en sådan opstilling ikke tager hensyn til, hvilke vanskeligheder der er for differentieringen inden for nationerne, og hvilke bugtede veje den følger. I Tyskland foregår den anderledes end hos os: i visse henseender hurtigere, i andre langsommere og blodigere. Hos os er en så uhyrlig tanke som at kombinere sovjetterne og den Konstituerende Forsamling ikke blevet godkendt af noget parti. Vi skal jo leve side om side med disse nationer. Allerede nu siger Scheidemann’erne om os, at vi vil erobre Tyskland. Det er naturligvis noget hårrejsende sludder. Men bourgeoisiet har sine interesser og sin presse, der med sine hundreder af millioner eksemplarer skriger dette ud for alle vinde, og Wilson ser sin interesse i at støtte det. Bolsjevikkerne har en stor hær, siger man, og de agter at indføre bolsjevismen i Tyskland ad erobringens vej. Tysklands bedste folk – Spartakus-folkene – har gjort os opmærksom på, at man hidser de tyske arbejdere op mod kommunisterne: se engang, hvor dårligt det står til hos bolsjevikkerne! Og at det står særligt godt til hos os, kan vi ikke sige. Så påvirker man masserne dér med det argument, at en proletarisk revolution i Tyskland betyder den samme uorden som i Rusland. Vor uorden er en hårdnakket sygdom hos os. Vi kæmper med fortvivlede vanskeligheder, mens vi indfører det proletariske diktatur her. Foreløbig lader bourgeoisiet eller småborgerskabet eller måske en del af de tyske arbejdere sig påvirke af dette skræmmebillede: »Bolsjevikkerne agter med magt at oprette deres system« – og så længe vil formelen »de arbejdendes selvbestemmelse« ikke gøre stillingen lettere. Vi må indrette det sådan, at de tyske socialforrædere ikke kan sige, at bolsjevikkerne påtvinger andre noget universelt system, der måske skulle indføres i Berlin på spidsen af rødarmisternes bajonetter. Hvis man bestrider princippet om nationernes selvbestemmelse, kunne det også gå sådan.
Vort program skal ikke handle om de arbejdendes selvbestemmelse, eftersom noget sådant er urigtigt. Det skal sige tingene, som de er. Da nu nationerne står på forskellige trin på vejen fra middelalder til borgerligt demokrati og fra borgerligt demokrati til proletarisk demokrati, så er denne sætning i vort program absolut rigtig. På denne vej oplevede vi særdeles mange siksakbevægelser. Enhver nation skal have ret til selvbestemmelse, og det fremmer de arbejdendes selvbestemmelse. I Finland foregår proletariatets udskillelse fra bourgeoisiet bemærkelsesværdig klart, kraftigt, dybtgående. Der vil det i hvert fald ikke gå for sig som hos os. Hvis vi ville sige, at vi ikke anerkender nogen finsk nation, men kun arbejdende masser, ville det være ganske hen i vejret. Man kan ikke komme udenom at anerkende tingene som de er, de skal nok selv skaffe sig anerkendt. I de forskellige lande sker afgrænsningen mellem proletariat og bourgeoisi ad egenartede veje. På denne vej må vi gå yderst forsigtig frem. Særlig er det påkrævet at være forsigtig over for de forskellige nationer, for der er ikke noget værre end mis- tro til en nation. Blandt polakkerne foregår der en proletariatets selvbestemmelse. Her er de sidste tal for sammensætningen af Warszawas arbejdersovjet: [12] de polske socialforrædere 333 repræsentanter, kommunisterne 297. Det viser, at der ikke er langt til oktober dér, regnet efter vor revolutionære kalender. Det er måske august, måske september 1917. Men for det første er der ikke udstedt noget dekret om, at alle lande skal rette sig efter bolsjevikkernes revolutionære kalender, og hvis der var udstedt et sådant, ville det ikke blive efterkommet. Og for det andet stiller det sig for tiden sådan, at flertallet af de polske arbejdere, der er mere fremskredne end vore og mere oplyste, står på socialforsvarets, socialpatriotismens standpunkt. Der må ventes. Her går det ikke an at tale om de arbejdende massers selvbestemmelse. Vi må propagandere for denne differentiering. Det gør vi, ment. der er ikke skygge af tvivl om, at man ikke nu kan undlade at anerkende den polske nations selvbestemmelse. Det er klart. Den polske proletariske bevægelse vandrer den samme vej som vor, den stiler efter proletariatets diktatur, men ikke sådan som i Rusland. Og man skræmmer arbejderne der med, at moskovitterne, storrusserne, som altid har knægtet polakkerne, agter at indføre deres storrussiske chauvinisme i Polen under dække af betegnelsen kommunisme. Kommunismen slår ikke rod ad magtens vej, Da jeg sagde til en af de bedste kammerater blandt de polske kommunister: »I vil gøre det anderledes,« svarede han mig: »Nej, vi vil gøre det samme, men vi vil gøre det bedre end I.« Mod en sådan påstand kunne jeg absolut intet indvende. Man må give dem mulighed for at opfylde et så beskedent ønske – at lave sovjetmagten bedre end hos os. Man må tage hensyn til, at vejen der forløber noget egenartet, og man kan ikke sige: »Ned med nationernes ret til selvbestemmelse! Vi giver kun de arbejdende masser selvbestemmelsesret.« Denne selvbestemmelse sker ad en meget kompliceret og vanskelig vej. Den findes ingen andre steder end i Rusland, og man må, når man ser frem over udviklingsstadierne i andre lande, intet som helst dekretere fra Moskva. Derfor er dette forslag principielt uantageligt.
Jeg går over til de følgende punkter, som jeg ifølge vor opstillede plan skal belyse. På første plads har jeg sat spørgsmålet om småbesidderne og middelbonden. Herom hedder det i paragraf 47:
»Med hensyn til middelbønderne går RKP’s politik ud på gradvis og planmæssigt at inddrage dem i det socialistiske opbygningsarbejde. Partiet sætter sig til opgave at skille dem fra kulakkerne og drage dem over på arbejderklassens side ved at være opmærksom over for deres behov, bekæmpe deres tilbageståenhed gennem idémæssig påvirkning, på ingen måde ved tvangsmidler, og i alle de tilfælde, hvor deres livsinteresser berøres, at søge praktisk forståelse med dem og gøre dem indrømmelser, når metoderne til at gennemføre de socialistiske omformninger fastlægges.«
Her har vi vist formuleret det, som også socialismens grundlæggere mange gange har sagt angående middelbønderne. Mangelen ved dette punkt er kun mangelen på konkret indhold. I et program kan vi næppe sige mere. Men på kongressen kan vi ikke nøjes med at rejse programspørgsmål, vi må også gå dybt og detaljeret ind på spørgsmålet om middelbønderne. Vi har fået meddelelse om, at der i de opstande, som har fundet sted i visse egne, klart ses en fælles plan, og denne plan er klart forbundet med hvidgardisternes militærplan, idet de til marts har fastsat en almindelig offensiv og organisering af en række opstande. Hos kongressens præsidium findes der et udkast til et opråb fra kongressen, som vil blive jer forelagt. Disse opstande viser os mere end klart, at de venstre-socialrevolutionære og en del af mensjevikkerne – i Brjansk arbejdede mensjevikkerne på en opstand – virker som direkte agenter for hvidgardisterne. En almindelig offensiv fra hvidgardisternes side, opstande i landsbyerne, afbrydelse af jernbanetrafikken – skulle det mon ikke lykkes at slå bolsjevikkerne af marken på den måde? Her er middelbøndernes rolle særlig klar, særlig livsvigtig. På kongressen bør vi ikke blot særlig understrege vor imødekommende holdning over for middelbønderne, men også tænke over en hel række så vidt muligt konkrete foranstaltninger, der direkte kunne give middelbønderne i hvert fald noget. Det er et bydende krav, dels af hensyn til selvopholdelsen, dels af hensyn til kampen mod alle vore fjender, som ved, at middelbonden svinger mellem dem og os, og som søger at rive ham løs fra os. For tiden er vor stilling sådan, at vi har vældige reserver. Vi ved, at både den polske og den ungarske revolution er i vækst, meget hurtigt endda. Disse revolutioner vil give os proletariske reserver, lette vor stilling og i uhyre omfang styrke vor proletariske basis – den er svag hos os. Det kan indtræffe i de nærmeste måneder, men vi ved ikke bestemt, hvornår det indtræffer. I ved, at situationen er blevet akut, og derfor får spørgsmålet om middelbønderne nu en kolossal, praktisk betydning.
Endvidere vil jeg gerne sige noget om kooperationen – det er paragraf 48i vort program. Til en vis grad er denne paragraf blevet forældet. Da vi skrev den i kommissionen, havde vi nok en kooperation, men ingen forbrugskommuner; for nogle dage siden er der imidlertid udstedt et dekret om sammensmeltning af alle slags kooperativer til en fælles forbrugskommune. Jeg ved ikke, om dette dekret [13] er offentliggjort, og om flertallet af de tilstedeværende kender det. Hvis ikke, vil dekretet blive offentliggjort i morgen eller i overmorgen. I den henseende er paragraffen allerede forældet, men det forekommer mig ikke des mindre, at der er brug for den, for vi ved jo alle, at der fra dekreter til realisering er en afstand af anselig længde. Med kooperativer har vi nu aset og maset siden april 1918, og vel har vi gjort et betydeligt fremskridt, men endnu ikke noget afgørende. Det er undertiden lykkedes os gennem kooperativerne at sammenslutte befolkningen i et sådant omfang, at indtil 98 procent af landbefolkningen i mange kredse er sammensluttet. Men disse kooperativer, der har eksisteret i det kapitalistiske samfund, er gennemsyret af det borgerlige samfunds ånd, og de ledes af mensjevikker og socialrevolutionære, af borgerlige specialister. Dem er det endnu ikke lykkedes os at få herredømme over, her er vor opgave stadig uløst. Vort dekret gør et skridt fremad i retning af at skabe forbrugskommuner, det dekreterer, at alle arter kooperation skal sammensmeltes i hele Rusland. Men selv om vi også gennemfører dette dekret fuldt ud, vil arbejderkooperationen alligevel beholde sin stilling som selvstændig sektion inden for den fremtidige forbrugskommune, idet arbejderkooperationens repræsentanter, der er praktisk inde i sagen, har sagt os og bevist, at arbejderkooperationen som en mere udviklet organisation bør bevares, så langt som dens virksomhed er nødvendig. Vi har i partiet en del meningsforskelle og stridigheder om kooperationen, og der har været gnidninger mellem bolsjevikker i kooperationen og bolsjevikker i sovjetterne. Principielt forekommer det mig, at spørgsmålet utvivlsomt må løses i den retning, at dette apparat, det eneste som kapitalismen har bragt til veje i masserne, det eneste som fungerer blandt masserne på landet, der endnu står på den primitive kapitalismes stade, under alle omstændigheder bør bevares og udvikles, i hvert fald ikke ophæves. Her har vi en vanskelig opgave, idet kooperativerne i de fleste tilfælde har borgerlige specialister til ledere, ofte rene hvidgardister. Derfra stammer hadet til dem, et rimeligt had, derfra stammer kampen mod dem Men den må naturligvis føres med forstand: der må sættes bom for kooperationsfolkenes kontrarevolutionære tilbøjeligheder, men det må ikke blive en kamp mod kooperationsapparatet. Samtidig med at skære disse kontrarevolutionære aktivister bort, må vi underlægge os selve apparatet. Opgaven her er af ganske samme art som med hensyn til de borgerlige specialister – det er det næste spørgsmål, jeg vil fremhæve.
Spørgsmålet om de borgerlige specialister fremkalder en hel del gnidninger og meningsforskelle. Da jeg i disse dage havde lejlighed til at tale i Petrograds sovjet, fik jeg overrakt en del skriftlige spørgsmål, hvoraf nogle handlede om løntarifferne. Man spurgte mig: Kan man vel i en socialistisk republik betale op til 3000 rubler? Vi er gået nøje ind på dette spørgsmål i programmet, for utilfredsheden på dette grundlag har bredt sig temmelig vidt. Spørgsmålet om de borgerlige specialister rejser sig i hæren, i industrien, i kooperationen, overalt. Det er et meget vigtigt spørgsmål i overgangsperioden fra kapitalisme til kommunisme. Vi kan først opbygge kommunismen, når vi med den borgerlige videnskabs og tekniks midler får den gjort mere tilgængelig for masserne. På anden måde lader et kommunistisk samfund sig ikke opbygge. Men for at opbygge det på den måde, må man overtage apparatet fra bourgeoisiet og drage alle disse specialister ind i arbejdet. Vi har med vilje udviklet dette spørgsmål udførligt i programmet, således at det kan blive løst radikalt. Vi ved udmærket, hvad Ruslands kulturelle uudviklethed betyder, hvad den medfører for sovjetmagten, som i princippet har tilvejebragt et langt højere proletarisk demokrati og givet hele verden et forbillede på dette demokrati – vi véd, hvordan denne mangel på kultur nedsætter sovjetmagten og lader bureaukratiet genopstå. Formelt er sovjetapparatet tilgængeligt for alle arbejdende, men i praksis er det langtfra tilfældet, hvad vi alle ved. Og det skyldes på ingen måde lovmæssige hindringer, således som det forholdt sig under bourgeoisiet – lovene er tværtimod her en hjælp for de arbejdende. Men her er love alene ikke nok. Der kræves en mængde opdragelses-, organisations- og kulturarbejde, og det lader sig ikke udføre i en fart ved hjælp af en lov, det kræver et uhyre langvarigt arbejde. Dette spørgsmål om de borgerlige specialister må finde en ganske klar løsning på denne kongres. En sådan løsning vil give kammeraterne, som sikkert lytter til, hvad der bliver sagt her, mulighed for at støtte sig på dens autoritet og indse, hvilke vanskeligheder vi stadig støder på. Den vil hjælpe de kammerater, der ved enhver lejlighed støder på dette spørgsmål, når de f.eks. tager del i propagandistisk arbejde.
De kammerater, der på kongressen her i Moskva repræsenterede Spartakus-folkene, fortalte os, at i det vestlige Tyskland, hvor industrien er mest udviklet, og hvor Spartakus-folkenes indflydelse blandt arbejderne er størst, dér er det, skønt Spartakus-folkene endnu ikke har sejret på dette sted, i mange af de største foretagender sket, at ingeniører og direktører er kommet til Spartakus-folkene og har sagt: »Vi går med jer.« Det har vi ikke oplevet hos os. Dér har arbejdernes højere kulturniveau, det tekniske personels mere fremskredne proletarisering og måske en hel række andre årsager, som vi ikke kender, øjensynlig skabt forhold, der er en del forskellige fra vore.
I hvert fald har vi her en af de største hindringer for den videre bevægelse fremad. Vi har brug for med det samme, uden at vente på støtte fra andre lande, ufortøvet og med det samme at højne produktivkræfterne. Det kan ikke gøres uden de borgerlige specialister. Det må siges en gang for alle. Naturligvis er de fleste af disse specialister gennemsyret af borgerlig verdensanskuelse. De må omgives med en atmosfære af kammeratligt samarbejde, med arbejderkommissærer, med kommunistiske celler, de må placeres sådan, at de ikke kan klemme sig udenom, men man må give dem mulighed for at arbejde under bedre forhold, end det var tilfældet under kapitalismen, ellers vil dette lag, der er opdraget af bourgeoisiet, ikke arbejde. Tvinge et helt lag til at arbejde med pisken over nakken lader sig ikke gøre – det har vi godt nok erfaret. Man kan tvinge dem til ikke at deltage aktivt i kontrarevolutionen, man kan skræmme dem, så de ikke tør række hånd til en hvidgardistisk appel. I den henseende går man energisk til værks blandt bolsjevikkerne. Det kan man gøre, og det gør vi i tilstrækkelig grad. Det har vi alle lært. Men man kan ikke på den måde tvinge et helt lag til at arbejde. Disse folk er vant til kulturarbejde, de har fremmet det inden for det borgerlige systems rammer, dvs. de har beriget bourgeoisiet med vældige materielle erhvervelser, mens de har tildelt proletariatet dem i forsvindende doser – men de fremmede kulturen, det var deres profession. Efterhånden som de ser, at arbejderklassen frembringer organiserede, førende lag, som ikke blot værdsætter kulturen, men også gør deres til at sprede den blandt masserne, ændrer de deres holdning til os. Når en læge ser, at proletariatet i kampen mod epidemier højner de arbejdendes selvvirksomhed, indtager han straks en ganske anden holdning til os. Vi har et stort lag af disse borgerlige læger, ingeniører, agronomer, kooperationsfolk, og når de får at se i praksis, at proletariatet drager stadig bredere masser ind i dette arbejde, vil de blive besejret moralsk, og ikke blot politisk afskåret fra bourgeoisiet. Så vil vor opgave blive lettere. Så vil de af sig selv blive draget ind i vort apparat og blive en del af det. For at nå dette må der bringes ofre. For at nå dette er en udgift selv på to milliarder en bagatel. Frygt for et sådant offer ville være en barnagtighed, det ville betyde, at man ikke forstod de opgaver, der forestår os.
Forfaldet i transportvæsenet, forfaldet i industrien og landbruget undergraver hele sovjetrepublikkens eksistens. Her må vi gribe til de mest energiske midler og anspænde alle kræfter i landet til det yderste. Over for specialisterne må vi ikke drive nålestikspolitik. Disse specialister er ikke udbytteres tyende, det er kulturmennesker, som i det borgerlige samfund tjente bourgeoisiet, og om hvilke alle socialister verden over har sagt, at i det proletariske samfund vil de tjene os. I denne overgangsperiode bør vi give dem så gode eksistensbetingelser som muligt. Det vil være den bedste politik, det vil være det økonomisk mest forsvarlige. Ellers kan vi ved at spare på nogle hundrede millioner tabe så meget, at ingen milliarder vil kunne oprette skaden.
Da vi talte om tarifferne med arbejdskommissær kammerat Schmidt, nævnte han følgende kendsgerninger, Han sagde, at hvad udligning af arbejdsløn angår, har vi gjort mere, end nogen borgerlig stat noget sted har gjort eller kan gøre i årtier. Tag tarifferne før krigen: en ufaglært arbejder fik 1 rubel om dagen – 25 rubler om måneden, mens en specialist fik 500 rubler om måneden, for ikke at tale om dem man betalte hundreder af tusinder. En specialist fik 20 gange så meget som en arbejder. Vore nuværende tariffer svinger fra 600 til 3000 rubler – forholdet er kun 1:5. Vi har gjort meget for at ligne ud. Naturligvis overbetaler vi nu specialisterne, men det ikke blot lønner sig at betale dem et tillæg for videnskaben, det er også en pligt og teoretisk nødvendigt.
I programmet er dette spørgsmål efter min mening behandlet tilstrækkeligt detaljeret. Det må understreges meget stærkt. Det må løses her, ikke blot principielt, men sådan, at alle kongresdeltagerne, når de rejser hjem og aflægger beretning i deres organisationer, kan få dette gennemført overalt, hvor de arbejder.
Vi har allerede hidført et vældigt omsving blandt den vaklende intelligens. Når vi for nylig talte om at legalisere de småborgerlige partier, mens vi i dag arresterer mensjevikkerne og de socialrevolutionære, så lægger vi et ganske bestemt system i disse svingninger. Gennem disse svingninger går der en ganske fast linje: at afskære kontrarevolutionen, at udnytte det kulturelt borgerlige apparat. Mensjevikkerne er de værste fjender af socialismen, for de trækker i en proletarisk ham, men de er et ikke-proletarisk lag. I dette lag findes kun ubetydelige proletariske kerner, ellers består det af småborgerlig intelligens. Dette lag gør visse tilnærmelser. Vi tager det altsammen som lag. Hver gang de kommer til os, siger vi: »Velkommen til.« Hver gang en af disse svingninger indtræffer, kommer en del af dem over til os. Sådan var det med mensjevikkerne og tilhængerne af Novaja Sjisn, [14] med de socialrevolutionære, sådan vil det være med alle disse svingende elementer, som endnu i lang tid vil falde over deres egne ben, jamre og løbe fra den ene lejr til den anden – dem er der ikke noget at stille op med. Men gennem alle disse svingninger opnår vi at få visse lag af den dannede intelligens over i sovjetarbejdernes rækker og at afskære de elementer, som bliver ved at støtte hvidgardisterne.
Det næste spørgsmål, der ifølge emneinddelingen tilfalder mig, er bureaukratismen og de brede massers inddragelse i sovjetarbejdet. Klager over bureaukratisme har længe lydt, og de er sikkert begrundede. I kampen mod bureaukratismen har vi udrettet, hvad ingen anden stat har formået at udrette. Det apparat, som var helt igennem bureaukratisk og borgerligt undertrykkende, og som selv i de frieste borgerlige republikker bliver ved at være det – det har vi sløjfet til grunden. Tag f.eks. domstolene. Her var opgaven ganske vist lettest, her skulle man ikke skabe noget nyt apparat, idet enhver kan dømme på grundlag af de arbejdende klassers revolutionære retsbevidsthed. Vi er langtfra færdige med denne sag, men på en hel række felter har vi gjort domstolene til det, de skal være. Vi har skabt organer, gennem hvilke ikke blot mænd, men også kvinder – det mest efterblevne og vanskeligst bevægelige element – alle som en kan hjælpes fremad.
Funktionærerne i andre grene af administrationen er mere indtørrede embedsmænd og bureaukrater. Her er opgaven vanskeligere. Leve uden dette apparat kan vi ikke, alle mulige administrationsgrene skaber et behov for et sådant apparat. Her lider vi under, at Rusland kapitalistisk set var lidet udviklet. Tyskland kommer tilsyneladende lettere igennem det, fordi det bureaukratiske apparat dér har gennemgået en stor skole, som koster sved, men hvor man tvinges til at bestille noget og ikke drive den af, hvad nok kan ske i vore kontorer. Dette gamle bureaukratiske element har vi jaget ud, vendt op-og ned på, og så er vi igen begyndt at ansætte det på nye poster. Tsaristiske bureaukrater er begyndt at komme over i sovjetinstitutioner og praktisere bureaukratisme, de er begyndt at forklæde sig som kommunister og at skaffe sig medlemsbøger til partiet af hensyn til en hurtigere karriere. Efter at vi har jaget dem på døren, kravler-de altså ind ad vinduet! Her bliver manglen på kulturelle kræfter mest mærkbar. Disse bureaukrater kunne man kassere på en gang, men opdrage dem på en gang kan man ikke. Her forestår der os først og fremmest organisatoriske, kulturelle og opdragende opgaver.
Helt slå bureaukratismen, helt besejre den kan man først, når hele befolkningen vil kunne deltage i administrationen. I borgerlige republikker ville dette ikke blot være umuligt – selve loven ville hindre det. Selv de bedste borgerlige republikker har, hvor demokratiske de end er, tusinder af lovhindringer, som spærrer for de arbejdendes deltagelse i administrationen. Vi har sørget for, at der ikke mere er sådanne hindringer hos os, men hidtil har vi ikke opnået, at de arbejdende masser kan deltage i administrationen – foruden loven er der også det kulturelle niveau, der ikke retter sig efter nogen lov. Dette lave kulturniveau bevirker, at sovjetterne, der ifølge programmet forvalter ved hjælp af de arbejdende, i virkelig heden forvalter for de arbejdende ved hjælp af et fremskredent lag af proletariatet, men ikke ved hjælp af de arbejdende masser.
Her har vi en opgave, som ikke kan løses på anden måde end ved langvarig opdragelse. For tiden er denne gave overmåde vanskelig for os, fordi, som jeg ofte har måttet påpege, det arbejderlag, der forvalter, er overmåde, usandsynlig tyndt. Vi må skaffe bistand. Efter alt at dømme vokser der en reserve frem inden for landet. Den uhyre kundskabstørst og den kolossale uddannelsesfremgang, som hyppigst vindes uden for skolen – den gigantiske fremgang i uddannelsen af de arbejdende masser er hævet over enhver tvivl. Denne fremgang finder ikke sted inden for skolens rammer, men den er kolossal. Alt tyder på, at der i en nær fremtid kan skaffes en uhyre reserve, som vil afløse de alt for overbebyrdede repræsentanter for et tyndt lag af proletariatet. Men for tiden i hvert fald er vor stilling her overordentlig vanskelig. Bureaukratiet er besejret, udbytterne er fjernet, men kulturniveauet er ikke højnet, og derfor indtager bureaukraterne de gamle pladser. Dem kan man kun fortrænge ved at organisere proletariatet og bønderne i langt videre udstrækning end hidtil, samt virkelig gennemføre foranstaltninger for at drage arbejderne ind i administrationen. Disse foranstaltninger kender I alle inden for hvert enkelt folkekommissariat, og jeg skal ikke opholde mig ved dem.
Det sidste punkt, jeg må berøre, er proletariatets ledende rolle og berøvelsen af valgretten. Vor forfatning anerkender proletariatets fortrin frem for bønderne, og udbytternes tab af valgret. Det er navnlig dette, de rene demokrater fra Vesteuropa er faldet over. Vi svarede og svarer dem, at de har glemt de mest fundamentale teser i marxismen, de har glemt, at der hos dem er tale om et borgerligt demokrati, mens vi er gået over til et proletarisk demokrati. Der findes intet land, der har gjort blot en tiendedel af, hvad sovjetrepublikken i de forløbne måneder har gjort for arbejderne og de fattigste bønder for at inddrage dem i statens administration. Det er en absolut sandhed. Ingen vil kunne bestride, at selv de bedste demokratiske republikker ikke på hundrede år har gjort eller kunnet gøre så meget, som vi nu har gjort for at udvikle et virkeligt demokrati, ikke et demokrati på papiret, for at drage arbejderne og bønderne med ind i administrationen. Dette har bestemt sovjetternes betydning, i kraft af dette er sovjetterne blevet en parole for proletariatet i alle lande.
Men dette fritager os på ingen måde for, at vi stadig snubler over massernes utilstrækkelige kultur. Spørgsmålet om at berøve bourgeoisiet valgretten har vi aldeles ikke betragtet fra et absolut synspunkt, for teoretisk er det meget vel tænkeligt, at proletariatets diktatur på enhver måde undertrykker bourgeoisiet og dog lader det beholde valgretten. Dette er teoretisk fuldt ud tænkeligt, og i overensstemmelse hermed fremhæver vi ikke vor forfatning som et forbillede for andre lande. Vi siger kun, at den, der forestiller sig overgangen til socialismen uden undertrykkelse af bourgeoisiet, han er ikke socialist. Men selv om det er nødvendigt at undertrykke bourgeoisiet som klasse, er det ikke nødvendigt at berøve det valgretten og beskære ligheden. Frihed for bourgeoisiet ønsker vi ikke, lighed mellem udbyttere og udbyttede anerkender vi ikke, men vi behandler i programmet dette spørgsmål sådan, at forholdsregler som f.eks. ulighed mellem arbejdere og bønder aldeles ikke er foreskrevet af forfatningen. Forfatningen har ført dem til protokols, efter at de var indført i livet. Ikke engang bolsjevikkerne har udarbejdet sovjetternes forfatning, den har mensjevikker og socialrevolutionære udarbejdet imod sig selv, før den bolsjevikiske revolution. De udarbejdede den sådan, som livet udarbejdede den. Proletariatets organisering foregik langt hurtigere end bøndernes organisering, hvad der gjorde arbejderne til et bolværk for revolutionen og gav dem et fortrin i praksis. Opgaven fremefter er: at komme bort fra disse fortrin og gå over til en gradvis udjævning af dem. Ingen har hverken før eller efter oktoberrevolutionen jaget bourgeoisiet ud af sovjetterne. Bourgeoisiet er selv gået ud af sovjetterne.
Sådan forholder det sig med bourgeoisiets valgret. Vor opgave er at stille spørgsmålet med fuld klarhed. Vi giver på ingen måde undskyldning for vor handlemåde, men opregner ganske nøjagtigt kendsgerningerne, som de er. Vor forfatning har, som vi stadig påpeger, været nødt til at indføre denne ulighed, fordi kulturniveauet er ringe, fordi vor organisering er svag. Men vi gør ikke dette til. noget ideal, tværtimod er det efter partiets program en pligt at arbejde systematisk på at sløjfe denne ulighed mellem det mere organiserede proletariat og bønderne, en ulighed, vi må afvise, så snart det lykkes os at højne kulturniveauet. Så vil vi formå at klare os uden disse begrænsninger. Disse begrænsninger har allerede nu, efter blot 17 måneders revolution, en meget ringe betydning i praksis.
Det er de væsentlige punkter, kammerater, som jeg har ment det nødvendigt at omtale under den almindelige drøftelse af programmet, idet den videre behandling må overlades til diskussion.
1. Trediveårskrigen (1618-1648) – begyndte som de tyske lensfyrsters kamp mod kejseren, Senere blev imidlertid de fleste europæiske lande deltagere i krigen som et udtryk for skærpede modsætningsforhold lem forskellige stater. Udadtil tog krigen form som en kamp mellem katolikker og protestanter. – S. 226.
2. Se Marx/Engels Werke, Bd. 21. 350-351. – S. 226.
3. Sækkemand – det russiske udtryk for sortbørshandler. – S. 227.
4. Se Karl Marx, Kapitalen, Forlaget Rhodos 1970, 1. bog 2, s. 536-538. – S. 228.
5. Spartakus-folkene – se note 59 til artiklen Den Proletariske Revolution Og Renegaten Kautsky. – S. 230.
6. De Uafhængige – se note 8 til artiklen Kommunistisk Internationales Første Kongres. – S. 230.
7. Se Lenin, Samlede Værker, 5. udg., (russ.), bd. 34, s. 372-376. – S. 230.
8. Ententen – imperialistisk blok, som Storbritannien, Frankrig og Rusland dannede i 1907, rettet mod Triple Alliancen, dvs. Tyskland, Østrig-Ungarn og Italien. Ordet entente benyttedes i traktaten mellem Storbritannien og Frankrig 1904, der kaldtes entente cordiale, dvs. hjertelig forståelse. Under den første verdenskrig fik Ententen tilslutning af Japan og andre lande. Efter oktoberrevolutionen 1917 var Ententens hovedmagter bagmænd for den militære intervention mod sovjetrepublikken. – S. 231.
9. Smolnyj – sovjetregeringens hovedsæde i Petrograd indtil marts 1918, da regeringen flyttede til Moskva. – S. 231.
10. Her sigtes til Lenins overdragelse af sovjetregeringens officielle dekret om anerkendelse af Finlands uafhængighed til den borgerlige finske regeringsleder Svinhufvud, december 1917. – S. 231.
11. I marts 1919 førtes forhandlinger, der resulterede i en aftale om dannelsen af den Basjkiriske autonome sovjetrepublik på grundlag af den sovjet-russiske forfatning. Aftalen indeholdt bestemmelser om den autonome republiks grænser og administrative inddeling. – S. 231.
12. Warszawas arbejdersovjet – oprettet 11. november 1918 på initiativ af det polsk-litauiske socialdemokrati, det socialistiske venstreparti og Warszawas faglige fællesorganisation. Traf straks beslutning om indførelse af otte timers arbejdsdag og oprettelse af fabrikskomiteer, bl.a. til bekæmpelse af ejernes sabotage. Under oktoberrevolutionens indflydelse og med de tysk-østrigske besættelsestroppers tilbagetrækning fra Polen oprettedes over 100 sovjetter i byområderne. Sommeren 1919 blev sovjetterne knust af den borgerlige reaktions og forligspartiernes fælles styrker. – S. 234.
13. Dekretet om forbrugskommuner – vedtoges af sovjetregeringen 16. marts 1919 og offentliggjordes 20. marts 1919 i Isvestija. Gennem dekretet sammensluttedes alle kooperativer i byerne og på landet til en fælles forbrugskommune. Alle lokale forbrugskommuner samledes i et forbund på guvernementsplan, og disse forbund var igen underlagt en central ledelse. – S. 236.
14. Novaja Sjisn (Nyt Liv) – udkom i Petrograd fra april 1917 til juli 1918 som talerør for gruppen »internationalistiske mensjevikker«. – S. 241.
Sidst opdateret 27.11.2012