Skrevet i sommeren 1939. [1] Først trykt som appendiks til Trotskij: Stalin. Genoptrykt som The character of the Russian Revolution: As foreseen by Plekhanov, Lenin and Trotsky i: Fourth International, Vol. 3, No. 11, November 1942, p. 326-333 & The New International, Vol. 11, No. 8, November 1945, p. 243-250.
Oversat til dansk af Anders Laubjerg fra den engelske udgave og brugt til skoling hos Internationale Socialister.
Fra udateret duplikat. Er sandsynligvis fra 1974 (blev brugt som baggrundsmateriale til en konference, som IS afholdt i 1974 om DKP).
En anden oversættelse er udgivet på dansk som pjece med titlen: Karakteren af den russiske revolution: som forudset af Lenin, Plekanov og Trotskij. Socialistisk Standpunkt, 2009, 26 sider.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 10. feb. 2015.
Der er foretaget mindre rettelser i oversættelsen til web-udgaven (men den kunne godt trænge til en lidt mere systematisk gennemgang).
Revolutionen i 1905 blev ikke blot en ‘generalprøve’ på 1917, men dannede også det laboratorium i hvilket alle grundlæggende grupperinger i russisk politisk liv udkrystalliserede sig, og i hvilket alle tendenser og nuancer inden for russisk marxisme fremtonede.
Argumentationernes og uoverensstemmelsernes kerne var – selvfølgelig – den russiske revolutions historiske natur og fremtidige udviklingsforløb. De modstridende opfattelser og forudsigelser har ingen direkte forbindelse med biografien om Stalin, som ikke selv deltog egenhændigt i debatten. De få propagandaartikler, som han skrev om emnet, er ganske blottet for enhver teoretisk interesse. En række bolsjevikker, som var flittige skribenter, populariserede betragteligt bedre de samme ideer. Enhver kritisk fremstilling af bolsjevismens revolutionære teorier hører naturligt hjemme i en Lenin-biografi. Men teorier har deres egen skæbne. Endskønt Stalin – gennem den første revolutions periode og derefter til så sent som 1923, da de revolutionære doktriner blev udarbejdet og kom i anvendelse – overhovedet ingen selvstændige meninger havde, indtraf der en pludselig forandring i 1924, som åbnede op for en epoke med bureaukratisk reaktion og med en radikal omvurdering af fortiden. Gamle doktriner blev enten udsat for en ny bedømmelse eller en hel ny fortolkning. Således blev – ganske uventet ved første øjekast – opmærksomheden vendt mod teorien om ‘den permanente revolution’, som hjørnestenen i alle ‘trotskismens’ vildfarelser. For Stalin og hans kollaboratører udgjorde gennem mange år kritikken af denne teori hovedmængden af alle deres teoretiske – sit venio verbo – skrivelser. Siden hver eneste stump af ‘stalinismen’ – på det teoretiske plan – hidrører fra kritikken af ‘den permanente revolution’, som denne blev formuleret i 1905, hører en fremstilling af denne teori – forskellig fra mensjevikkernes og bolsjevikkernes teorier – faktisk hjemme i denne bog – om end som appendiks.
Ruslands udvikling er først og fremmest kendetegnet ved tilbageståenhed. Men historisk tilbageståenhed betyder ikke en blot og bar tilbagespoling af de mere udviklede landes udviklingsforløb til en tid for et hundrede til to hundrede år siden. Derimod afføder historisk tilbageståenhed en yderst anderledes ‘sammensat’ social formation, i hvilken kapitalismens højst udviklede præstationer inden for teknik og organisation er integreret ind i feudalistiske sociale forhold (og før-feudal barbarisme), hvor de omdanner og dominerer disse forhold og former et enestående forhold af klasser. Det samme gælder, hvad angår ideer. Netop på grund af den historiske udviklings langsommelighed, viste Rusland sig at være det eneste europæiske land, hvor marxismen, som en doktrin, og hvor Socialdemokratiet, som et parti, nød en magtfuld udvikling selv før den borgerlige revolution – og dette ganske naturligt, fordi i Rusland blev problemet om forholdet mellem kampen for demokratiet og kampen for socialismen underkastet den grundigste teoretiske undersøgelse.
De idealistiske demokrater – for størstepartens vedkommende populister – nægtede overtroisk at anerkende den kommende revolution som en borgerlig revolution. De kaldte den ‘demokratisk’, idet de under denne neutrale politiske etikette forsøgte at skjule ikke blot for andre, men såvel også for dem selv, revolutionens sociale indhold. Men Plekhanov – grundlæggeren af russisk marxisme – viste, i kampen mod populisterne allerede så langt tilbage som i 80’erne i forrige århundrede, at Rusland i sit udviklingsforløb overhovedet ingen fortrinsberettiget stilling indtog; at det, ligesom de ‘profane’ nationer, var tvunget til at gå gennem kapitalismens skærsild, og at det på denne vej ville fremtvinge en politisk frihed, som ville være uundværligt for proletariatet i dets fortsatte kamp for socialisme.
Ikke blot isolerede Plekhanov den borgerlige revolution – som det umiddelbare mål – fra den socialistiske revolution, som passende henvistes til en ubestemmelig fremtid, men han forudså også for hver af revolutionerne en forskellig kombination af klassekræfter. Proletariatet ville opnå politisk frihed sammen med det liberale bourgeoisi, og derefter – efter mange årtier på et højtudviklet kapitalistisk stade – kunne proletariatet, i direkte konflikt med bourgeoisiet, gå i lag med den socialistiske revolution.
I slutningen af 1904 skrev Lenin: “At anerkende vores revolution som borgerlig, synes altid for de russiske intellektuelle at være det samme som at gøre den farveløs, ydmyge den, vulgarisere den ... Kampen for politisk frihed og demokratisk republik i et borgerligt samfund er for proletariatet blot et nødvendigt stade i kampen for den sociale revolution.” “Marxister er fuldstændigt overbevist om,” skriver Lenin i 1905, “den russiske revolutions borgerlige karakter. Men hvad betyder dette? Det betyder, at disse demokratiske forandringer ... som bliver en nødvendighed for Rusland, ikke tilkendegiver i sig selv nogen underminering af kapitalismen, af bourgeoisiets dominans, men tværtimod vil disse demokratiske forandringer først rigtigt rense grunden for en udbredt og hurtig udvikling af kapitalismen – europæisk snarere end asiatisk; de vil blive de første betingelser, som vil gøre det muligt for bourgeoisiet at herske som klasse ...” Lenin insisterede, at “Vi kan ikke springe over den russiske revolutions borgerligt-demokratiske struktur, men vi kan betragteligt udvide denne struktur” – det vil sige, inden for det borgerlige samfund at skabe mere gunstige betingelser for den fremtidige proletariske kamp. Så langt følger Lenin i Plekhanovs spor. Korsvejen, hvor disse to socialdemokratiske stridsmænd mødtes, var i overbevisningen om revolutionens borgerlige karakter.
Det var ganske naturligt, at Koba [2] – i sin propaganda under disse omstændigheder – ikke dristede sig ud over disse populære formuleringer, som dannede bolsjevikkernes og mensjevikkernes fælles arv. “Det vi skal kæmpe for nu, er den konstitutionelle forsamling, valgt på basis af almen, lige, direkte og hemmelig stemmeret,” skrev han i januar 1905. “Kun en sådan forsamling vil give os en demokratisk republik, som vil være yderst vigtig for os i vor kamp for socialisme. Den borgerlige republik som arena for en forlænget klassekamp med det socialistiske mål for øje sådan var perspektiverne.
I 1908 – det vil sige efter utallige diskussioner i den udenlandske og i den St. Petersborg’ske presse, og efter den ivrigste efterprøvning af de teoretiske forudsigelser i forbindelse med erfaringerne fra 1905-revolutionen – skrev Stalin: “At vores revolution er borgerlig, at den må ende med livegenskabets ødelæggelse og ikke med ødelæggelsen af den kapitalistiske orden, at den kun kan blive kronet med en demokratisk republik – om dette synes alle i vort parti at være enige om.”
Stalin talte ikke om, hvad revolutionen skulle begynde med, men om, hvad den skulle ende med – begrænsede den på forhånd til – temmelig kategorisk – kun at være ‘en demokratisk republik’. I hans skrivelser fra denne tid kan vi forgæves lede efter blot en antydning om perspektivet for den socialistiske revolution i forbindelse med det demokratiske oprør.
Hans standpunkt forblev den samme så sent som til begyndelsen af Februar-revolutionen i 1917, så sent som til Lenins ankomst til St. Petersborg.
Plekhanovs, Akselrods og generelt de mensjevikiske lederes karakteristik af revolutionen som borgerlig, havde trods alt den politiske værdi at forhindre den forhastede bespottelse af bourgeoisiet med socialismens røde farve, og derved ‘skræmme det bort’ ind i reaktionens lejr. “De sociale forhold i Rusland er kun modnet for en borgerlig revolution,” sagde Akselrod – mensjevikkernes største taktiker – ved ‘Genforeningskongressen’. [3] “Mens denne generelle politiske lovløshed vedvarer, må vi ikke så meget som nævne proletariatets direkte kamp mod de andre klasser for opnåelsen af politisk magt ... Proletariatet kæmper for betingelserne for borgerskabets udvikling. Objektive historiske betingelser fordømmer proletariatet til et uundgåeligt samarbejde med bourgeoisiet i kampen mod vor fælles fjende.” Indholdet af den russiske revolution var således på forhånd begrænset til de ændringer, som var forenelige med det liberale bourgeoisis interesser og perspektiver.
Dette var det kriminelle punkt for de fundamentale divergenser mellem de to partiretninger. Bolsjevismen benægtede resolut anerkendelsen af, at det russiske bourgeoisi var i stand til at gennemføre deres egen revolution. Med umådelig større kraft og fasthed end Plekhanov fremsatte Lenin agrar-spørgsmålet som den demokratiske russiske revolutions centrale problem. “Sagens kerne i den russiske revolution er agrar- eller jordspørgsmålet. Vi må gøre os klart om revolutionens nederlag eller sejr ... på basis af betragtningen over massernes vilkår i deres kamp for jord.”
Ligesom Plekhanov betragtede Lenin bønderne som en småborgerlig klasse – og bøndernes jordprogram som et program for bourgeoisiets progressivitet. “Nationalisering er et borgerligt mål,” insisterede Lenin på ‘Genforeningskongressen’. “Det vil give drivkraft til den kapitalistiske udvikling ved intensiveringen af klassekampen, ved styrkelsen af mobiliseringen på landet og kapitalinvesteringen i landbruget og ved sænkelsen af kornpriserne.” Idet det russiske bourgeoisi ikke ville indse, at den agrare revolution rummede et bourgeoisi-perspektiv, stillede det sig derfor fjendtligt over for en ekspropriation af adelens jord; og netop af denne grund stræbte bourgeoisiet efter et kompromis med monarkiet på basis af en løsning efter den preussiske model. Den plekhanovske teori om en union mellem proletariatet og det liberale bourgeoisi, parerede Lenin med teorien om en union mellem proletariatet og bønderne. Han proklamerede disse to klassers revolutionære samarbejdsopgave til at være etableringen af et ‘demokratisk diktatur’, som det eneste middel til en radikal rensning af Rusland fra dets feudale skrald – skabende en fri klasse af bønder og åbnende op for en kapitalistisk udvikling efter amerikansk mønster snarere end efter preussisk.
Revolutionens sejr, skrev Lenin, “bliver netop et diktatur, for gennemførelsen af de omdannelser, som øjeblikkelig og ubetinget er nødvendige for proletariatet og bønderne, vil fremkalde godsejernes, storbourgeoisiets og tsarismens desperate modstand. Uden et diktatur er det umuligt at knuse denne modstand og slå kontrarevolutionære anslag tilbage. Men det vil naturligvis ikke blive et socialistisk, men et demokratisk diktatur. Det kan ikke rokke ved kapitalismens grundlag (uden en hel række mellemtrin i den revolutionære udvikling). I bedste fald kan det føre til en radikal nyfordeling af jordbesiddelsen til fordel for bønderne, gennemføre en konsekvent og fuldstændig demokratisme, til og med dannelse af en republik, rykke alle asiatiske trældomstræk op med rode, ikke blot i landsby-, men også i fabrikslivet, lægge grunden til en betydelig forbedring af arbejdernes stilling og til højnelse af deres levestandard og – sidst, men ikke mindst – føre den revolutionære brand over til Europa.” [a]
Lenins teori repræsenterer et voldsomt skridt fremad, bevægende sig frem fra den agrare revolution snarere end fra konstitutionelle reformer som revolutionens centrale opgave, og fremvisende den eneste realistiske kombination af sociale kræfter, som kunne fuldføre opgaven.
Det svage led i Lenins teori var ifølge sagens natur det modsigende, som lå i begrebet – ‘proletariatets og bøndernes demokratiske diktatur’. Lenin understregede selv den grundliggende begrænsning i dette ‘diktatur’, idet han utilsløret kaldte det borgerligt. Han antydede således, at proletariatet, for at bevare unionen med bønderne, ville være tvunget til at opgive at bringe det socialistiske mål på bane direkte under den forestående revolution. Men dette ville jo være proletariatets forkastelse af sit eget diktatur. I sit væsen var diktaturet konsekvent bøndernes diktatur – på trods af arbejdernes deltagelse. Ved nogle bestemte begivenheder var det nøjagtig sådan, at Lenin selv udtrykte det. Fx. på Stockholmkongressen, [4] hvor han svarede følgende til Plekhanov på dennes modstand mod det ‘utopiske’ i at gribe magten: “Hvilket program taler vi om? Om et agrarprogram. Hvem er formodet til i dette program at deltage i regeringen? De revolutionære bønder. Sammenblander Lenin proletariatets regering med bøndernes?” Lenin svarede nej med reference til sig selv: Lenin adskilte skarpt proletariatets socialistiske regering fra bøndernes borgerlige-demokratiske regering. “Og hvordan er en sejrrig bonderevolution muligt,” forklarede han igen, “uden at de revolutionære bønder griber magten?” I denne polemiske formulering udtrykte Lenin ganske klart sårbarheden i sit standpunkt.
Bønderne var spredt over et umådeligt stort lands overflade, med byerne som kontaktsteder. Ved sig selv var bønderne ude af stand til blot at formulere deres egne interesser, på grund af at opfattelserne var forskellige i hver region. Mellem provinserne var der etableret økonomisk kontakt ved hjælp af markedet og jernbanen, men både markedet og jernbanen var i bybefolkningens hænder. Bønderne bukkede nødvendigvis under over for den politiske afhængighed af byen i forsøgene på at sprænge landsbyens begrænsninger og sammenslutte deres interesser. Desforuden var bønderne heller ikke i deres sociale relationer homogene: Kulaklaget stræbte naturligt efter at lokke bønderne til forening med bybourgeoisiet, mens de lavere lag hos landsbyens bønder trak i retning af byernes proletariat. Bønderne var – som helhed – under disse omstændigheder yderst ude af stand til at overtage regeringens tøjler.
Sandt nok bragte revolutioner i det gamle Kina bønderne til magten eller rettere sagt: De oprørske bønders militære ledelser. Men dette ledte hver gang frem til en reisolering af ‘landet’ fra det etablerede nye ‘bonde’-dynasti, hvorefter historien kunne begynde forfra igen; nye sammendragninger af jord, et nyt aristokrati, nye udbytninger og nye opstande. Lige så lang tid som revolutionen bibeholdt sin rene bondekarakter, lige så lang tid arbejdede samfundet sig ikke ud over denne håbløse rotation. Sådan var historiens basis i det gamle Asien, så vel som i det gamle Rusland. I Europa – med begyndelse i Middelalderens opkomst – affødte de sejrrige bondeopstande ikke en bonderegering, men et venstreborgerligt parti ved magten. Helt præcist viste en bondeopstand sig kun at være sejrrig i den udstrækning, som den formåede at bringe bybefolkningens revolutionære lag frem i rampelyset. De revolutionære bønders overtagelse af magten i det 20. århundredes Rusland var ganske urealistisk.
Prøvestenen i divergenserne mellem revolutionære og opportunister i Socialdemokratiet blev således deres evt. tilnærmelse mod det liberale bourgeoisi. Hvor langt frem den russiske revolution kunne nå; hvilken karakter den fremtidige provisoriske revolutionære regering ville få; hvilke mål den ville stille sig ansigt til ansigt med, og i hvilken rækkefølge den ville realisere dem – alle disse spørgsmål kunne i hele deres dybde, kun blive stillet korrekt i tæt tilknytning til den fundamentale karakter af den proletariske politik, og denne karakter var i sit væsen bestemt af forholdet til det liberale bourgeoisi.
Plekhanov fæstede demonstrativt og hårdnakket øjnene på det 19. århundredes politiske histories fundamentale objektive belæring overalt, hvor proletariatet manifesterede sig med en selvstændig kraft, forskød det straks bourgeoisiet over i kontrarevolutionens lejr. Jo kraftigere masserne kæmpede fra sig, des hurtigere drejede liberalismen om i reaktionen. Endnu har ingen opfundet en måde at lamme klassekampslovenes virken.
“Støtten til de ikke-proletariske partier må vi vurdere højt,” havde Plekhanov for sædvane at gentage gennem årene omkring den første revolution (1905) “og ikke skubbe dem væk fra os ved taktløs opførsel.” Med en sådan ensformig moralisering af marxismens kundskaber, demonstrerede Plekhanov blot, at han var ganske ude af stand til at begribe et samfunds levende dynamik. ‘Taktløshed’ kunne måske drive en tilfældig overfølsom intellektuel bort. Men klasser og partier er dragende eller frastødende ved deres sociale intention. “Det kan siges med sikkerhed,” svarede Lenin Plekhanov, “at de liberale blandt landsdelen vil tilgive millioner af ‘taktløse’ handlinger, men blot vil de aldrig tilgive en tilskyndelse til at tage jorden fra dem.”
Og ikke blot landadelen ræddes for en selvstændig massebevægelse: også borgerskabets øverste lag – bundet til jordejerne ved deres fællesinteresser i ejendomsret og endnu tættere forbundet til bankvæsenet så vel som de bedre stillede lag inden for småborgerskabet og blandt de intellektuelle – materielt og moralsk afhængige af de store og middelstore ejendomsbesiddere.
For at overvinde zarismen, var det dog nødvendigt, at vække snesevis af millioner af undertrykte for en heroisk, selvopofrende, hensynsløs og yderst revolutionær offensiv. Masserne kunne kun vækkes til denne opstand under bannerne af deres egne interesser; derfor måtte opstanden ske i ånden af en uforsonlighedens fjendskab mod den udbyttende klasse – først og fremmest landsdelen.
Revolutionens egen umiddelbare lov var derfor en ‘bortskræmning’ af det oppositionelle bourgeoisi fra de revolutionære bønder og arbejdere – og dette kunne ikke forhindres ved hjælp af diplomatiske ‘taktfuldheder’.
Lenins forudsigelser om liberalismen blev bekræftet for hver ny måned. Stik imod mensjevikkernes dristigste forhåbninger tog Kadetpartiet [5] ikke blot intet skridt i retning af at lede den ‘borgerlige” revolution, men tværtimod fandt de mere og mere deres historiske mission i at bekæmpe den. Efter Decemberrevoltens [6] knusende nederlag bestræbte de liberale, som – i tak til den kortvarige Duma – trådte frem i det politiske rampelys, sig for med hele deres magt at forklare til monarkiet hele deres utilstrækkelige aktive kontrarevolutionære fremfærd i efteråret 1905, da ‘kulturens’ hellige piller var i fare. De liberales leder, Miljukov, [7] som i streng fortrolighed førte forhandlinger med ‘Vinterpaladset’, fremførte i pressen ganske korrekt, at Kadetpartiet i slutningen af 1905 var ude af stand til blot at træde frem foran masserne.
Han skrev: “De, som nu dadler (Kadet)partiet for ikke at have protesteret dengang – ved sammenkaldte møder – mod trotskismens revolutionære illusioner ..., forstår simpelthen ikke eller husker ikke den bevægelsens røre, der dengang – fremherskende blandt de demokratiske republikanere – fulgte med sådanne møder.” Med ‘trotskismens illusioner’ tænkte de liberales leder på proletariatets selvstændige politik, som tiltrak – i sovjetterne – alle byens lavere klassers, soldaters, bønders og alle undertryktes sympati – derfor fremmedgørende den ‘kultiverede’ del af samfundet. Mensjevikkernes udfoldelse udviklede sig ad helt parallelle linjer. Efter oktober 1905 undskyldte de fra tid til anden over for de liberale deres partis samvær med Trotskij. Mensjevikkernes talentfulde publicist, Martov, [8] kom i sine forklaringer dertil, at det var nødvendigt at gøre nogle indrømmelser over for massernes ‘revolutionære illusioner’.
I Tiflis, [9] formede de politiske grupperinger sig på samme principielle grundlag som i Skt. Petersborg. Mensjeviklederen i Kaukasus, Sjordanija, skrev: “Reaktionens knusning, sejren og opnåelsen af konstitutionel lovgivning, vil komme fra det bevidste samarbejde mellem proletariatets og bourgeoisiets ensrettede kræfter... Bønderne vil – sandt nok – blive draget ind i bevægelsen, men vil deltage i den med karakteren af en iboende naturs kraft; derfor er det disse to klasser, som vil udgøre den bestemmende rolle, medens bønderne vil øse vand på deres mølle.”
Lenin gjorde grin med Sjordanijas bange anelser om, at en uforsonlig politik over for bourgeoisiet skulle fordømme arbejderne til hjælpeløshed. Sjordanija “debaterer problemet om en mulig isolation af proletariatet under den demokratiske opstand og glemmer ... bønderne! Blandt proletariatets mulige allierede anerkender han og finder nydelse i de lokalt regerende landadelige, hvorimod han ikke anerkender bønderne. Og dette i Kaukasus!”
Lenins svar – i sit væsen korrekt – overforenkler dog problemet på ét punkt. Sjordanija ‘glemte’ ikke bønderne, og hvilket er indlysende – ifølge Lenins egen bemærkning – kunne han nødvendigvis ikke have glemt det i Kaukasus, hvor bønderne netop rejste sig til opstand under mensjevikkernes egne bannere. Men Sjordanija anså ikke så meget bønderne for at være en politisk allieret som for at være en politisk, vædderagtig slagsbror, som bourgeoisiet kunne og skulle benytte sig af i samarbejde med proletariatet. Han troede ikke på, at bønderne kunne blive en ledende eller blot en uafhængig kraft i revolutionen, og i dette punkt var han ikke forkert afrettet. Men Sjordanija troede heller ikke på, at proletariatet med sit lederskab kunne sikre bondeopstanden sejren – og dette var hans fatale fejltagelse. Mensjevikkernes idé om union mellem proletariatet og bourgeoisiet betød i virkeligheden arbejdernes og bøndernes underkastelse under de liberale. Dette programs reaktionære utopisme gik ud fra kendsgerningen om, at den for længe siden indtrufne deling af klasserne lammede bourgeoisiet fra begyndelsen af som en revolutionær faktor. I dette fundamentale spørgsmål havde bolsjevikkerne ret: Den søgen efter union med det liberale bourgeoisi drev nødvendigvis Socialdemokratiet ind i lejren modsatstående til arbejdernes og bøndernes revolutionære bevægelse. I 1905 manglede mensjevikkerne blot modet til at drage de nødvendige slutninger fra deres teori om ‘borgerlig’ revolution. I 1917, forfølgende deres ideer til den bitre ende, brækkede de halsen.
Stalin stod i årene omkring den første revolution i spørgsmålet om forholdet til de liberale på samme side som Lenin. Det må endvidere anføres, at selv størsteparten af de menige mensjevikker under denne periode i spørgsmålet til det oppositionelle bourgeoisi fandt sig selv nærmere Lenin end Plekhanov. Der var hos de intellektuelles radikalisme en litterær tradition for en ringeagtende holdning over for de liberale. Men det være sig yderst nytteløst at lede efter et selvstændigt bidrag fra Koba i dette spørgsmål – det være sig i en analyse af de sociale relationer i Kaukasus eller i nye argumenter eller blot så meget som nye formuleringer af gamle argumenter. Sjordanija – lederen af mensjevikkerne i Kaukasus – var uden sammenligning mere uafhængig af Plekhanov end Stalin var af Lenin.
“Forgæves forsøger d’herrer liberale,” skrev Koba efter Den blodige Søndag, [10] “at redde zarens vaklende trone. Forgæves rækker de hånden ud til hjælp for zaren: De for agitation udsatte folkemasser er ved
at være rede til revolutionen og ikke til en forsoning medzaren ... Ja, gentlemen, forgæves er jeres anstrengelser: Den russiske revolution er uundgåelig – lige så uundgåelig som solopgangen: Kan I forhindre solopgangen? – Det er spørgsmålet.” – og så videre derudad. Svinge sig højere op end dette, kunne Koba ikke.
2½ år senere skrev han repeterende Lenins ord næsten bogstaveligt: “Det russiske liberale bourgeoisi er anti-revolutionær; det kan ikke blive revolutionens kraft og langt mindre dens hoved; det er en svoren fjende af revolutionen, og imod de liberale må føres en hårdnakket kamp.” Det var med dette fundamentale udgangspunkt, at Stalin gennem de følgende 10 år undergik en fundamental metamorfose, således at han hilste Februarrevolutionen i 1917 som en tilhænger af alliancen med det liberale bourgeoisi, [11] og – i sød harmoni med dette – som forkynder af en partisammenslutning med mensjevikkerne. Kun Lenin bragte i skarpe vendinger – efter ankomsten fra udlandet – Stalins selvstændige politik til ophør – en politik, som han kaldte en parodi på marxismen. [12]
Populisterne betragtede alle arbejdere og bønder som simple ‘slidere’ og ‘udbyttede’, som var lige interesseret i socialisme, hvorimod bonden for marxisten var en småborger, som kun i den udstrækning, at han såvel materielt som åndeligt ophørte med at være bonde, ville være i stand til at blive en socialist. Med en sentimental karakteristik af bønderne så populisterne i denne sociologiske karakteristik en sørgelig fornærmelse af bønderne. Omkring denne linje blev i to generationer udkæmpet det principielle slagsmål mellem revolutionære tendenser i Rusland. For at kunne forstå den grundliggende konflikt mellem stalinisme og trotskisme, er det nødvendigt at betone stærkt, at Lenin, i overensstemmelse med al marxistisk tradition, aldrig betragtede bønderne som en socialistisk allieret for proletariatet. Tværtimod var det bøndernes overvældende majoritet, som havde ført Lenin til den konklusion, at en socialistisk revolution var en umulighed i Rusland. Denne idé kommer igen og igen tilbage i alle de af hans artikler, som direkte eller indirekte berører agrar-spørgsmålet.
“Vi støtter bondebevægelsen,” skrev Lenin i september 1905, “for så vidt som den er revolutionær og demokratisk. Vi er rede til (straks, umiddelbart rede til) at kæmpe imod bønderne, så vidt som de hævder dem selv som en reaktionær anti-proletarisk bevægelse. Hele marxismens essens ligger i denne dobbelte opgave...” Lenin betragtede Vesteuropas proletariat og i nogen udstrækning den russiske landsbys halv-proletarer som socialistiske allierede, men aldrig bønderne som et hele.
“Først støtter vi,” repeterede Lenin med sin typiske ihærdighed, “til den bitre ende og med alle midler, det være konfiskation, bønderne generelt mod jordejerne, men senere (og ikke blot senere, men på den umiddelbare samme tid) støtter vi generelt proletariatet med bønderne.”
I marts 1906 skrev Lenin: “Bønderne vil vinde i en borgerlig demokratisk revolution, og derved vil de fuldstændigt opbruge deres revolutionære ildglød som bønder. Proletariatet vil vinde i en borgerlig demokratisk revolution, og derved vil det blot virkeligt begynde at udfolde dets sande socialistiske revolutionisme.” Samme år i maj gentog Lenin, at “bøndernes bevægelse er en anden klasses bevægelse; det er en kamp, der ikke er rettet imod kapitalismens fundament, men mod en rensning af alle livegenskabets tilbageblevne rester.”
Dette synspunkt kan spores hos Lenin fra artikel til artikel, fra år til år, fra bind til bind. Udtrykkene og illustrationerne varierer, men det grundliggende perspektiv er uforanderligt. Havde Lenin set en socialistisk allieret i bønderne, ville han ikke have haft det fjerneste grundlag for at insistere på revolutionens borgerlige karakter, og begrænset den til ‘proletariatets og bøndernes diktatur’ – til et rent demokratisk mål. Ved de lejligheder, hvor Lenin anklagede mig for at ‘undervurdere’ bønderne, havde han ikke min fejlagtige anerkendelse af bøndernes socialistiske tendenser i tankerne, men snarere min fejl ved i al for høj grad at fiksere på – ud fra Lenins synspunkt – bøndernes borgerligt-demokratiske uafhængighed; på deres evne til at skabe deres egen magt og derigennem besværliggøre etableringen af proletariatets socialistiske diktatur.
Nyvurderingen af dette spørgsmål satte ind i årene under den thermidorianske reaktion, som stort set faldt sammen med Lenins sygdom og død. Fra da af blev alliancen mellem de russiske arbejdere og bønder i sig selv erklæret for at være en tilstrækkelig garanti mod restaurationens fare, og en sikker borgen for, at socialismen ville blive nået inden for Sovjetunionens grænser. Efter at have erstattet teorien om den internationale revolution med teorien om socialisme i ét land, begyndte Stalin, at kalde den marxistiske vurdering af bønderne for ‘trotskistisk’, og dette ikke blot hvad angik hentydninger til nutiden, men også hentydninger tilbagevirkende til den ganske fortid.
Det er selvfølgeligt muligt at spørge om, hvorvidt det klassiske marxistiske syn på bønderne ikke har vist sig at være fejlagtigt. Dette spørgsmål ville dog lede os langt bag om grænserne for dette appendiks. Det er tilstrækkeligt at sige ved denne lejlighed, at marxismen i dens forudsigelse af bønderne som en ikke-socialistisk klasse aldrig tilskrev denne forudsigelse en absolut og uforanderlig karakter. Marx sagde for længe siden, at det var umuligt at bedømme så vel som forudbedømme bønderne. Bøndernes natur er netop foranderlig under forandrede betingelser. Proletariatets diktatoriske regime opdagede meget store muligheder for at øve indflydelse på bønderne og for at ‘omskole’ dem. Historien har endnu ikke skrabet bunden for disse muligheders grænser. Men det er allerede klart, at den voksende betydning af den statslige tvang i USSR – langt fra modbevidst – fundamentalt har befæstet netop det synspunkt, som adskilte de russiske marxister fra populisterne. Dog – ligegyldigt dette synspunkts situation i dag – forbliver tilbage, efter omtrent 20 år under det nye styre, den kendsgerning, at førend Oktoberrevolutionen eller snarere førend året 1924 betragtede ingen i den marxistiske lejr, og allermindst Lenin, bønderne som en kraft i socialismens opbygning. Uden hjælp fra en proletarisk revolution i Vest, gentog Lenin gang på gang, er restaurationen en uundgåelighed i Rusland. Han tog ikke fejl: Det stalinistiske bureaukrati er intet andet end første etape i bourgeoisiets restauration.
På den her beskrevne måde var de divergerende standpunkter for de to retninger i det russiske Socialdemokrati. Men ved siden af disse var så tidligt som fra den første revolutions tid et 3. standpunkt formuleret, som i disse dage fandt så godt som ingen anerkendelse, men som vi alligevel må forklare – ikke blot fordi dette standpunkt blev bekræftet under 1917-begivenhederne, men i særdeleshed fordi det syv år efter revolutionen og efter at være blevet vendt på hovedet, begyndte at spille en yderst uforudset rolle i Stalins socialistiske udfoldelse og i det ganske sovjet-bureaukrati.
I begyndelsen af 1905 publicerede jeg i Geneve en pamflet, som analyserede den politiske situation, som den tog sig ud omkring vinteren 1904. Jeg kom til den konklusion, at de liberales selvstændige kampagne med appeller og banketter havde udtømt deres muligheder; at de radikale intellektuelle, som havde henlagt deres forhåbninger til de liberale, havde fundet sig selv i en blindgyde – sammen med de liberale; at bondebevægelsen skabte gunstige betingelser for en sejr, dog uden at denne selv var i stand til at sikre sejren; at opgøret kun kunne sættes igennem af en proletarisk væbnet opstand; at denne opstands umiddelbare følgen op måtte være generalstrejken. Denne pamflet, kaldet “Indtil den 9. januar”, var blevet skrevet førend den Blodige Søndag i St.Petersborg. Den magtfulde strejkebølge, som begyndte denne dag, sammen med det første væbnede sammenstød, som fulgte med, var en utvetydig bekræftelse på pamflettens strategiske forudsigelser.
Forordet til mit arbejde blev skrevet af Parvus, [13] en russisk emigrant, som allerede på dette tidspunkt var blevet en fremtrædende tysk skribent. Parvus var en ud over det almindelige kreativ person, som var i stand til at lade sig inspirere af andres ideer såvel som at berige andre med sine egne ideer. Han manglede dog den indre balance og evne, som var en nødvendighed for, at nogle af hans værdifulde talenter som tænker og skribent kunne være arbejderbevægelsen til gavn.
Der hersker ingen tvivl om, at han har udøvet en betragtelig indflydelse på min personlige udvikling, i særdeleshed hvad angår den social-revolutionære forståelse af vor epoke. Nogle få år før vort første møde forsvarede Parvus med lidenskab tanken om en generalstrejke i Tyskland; men landet oplevede et forlænget industrielt opsving, Socialdemokratiet tilpassede sig til Hohenzollernes regime og udlændinges revolutionære propaganda blev ikke mødt med andet end ironisk ligegyldighed. Da han havde læst min pamflet i manuskriptform – netop dagen efter de blodige begivenheder i St. Petersborg – var Parvus overvældet ved tanken om den usædvanlige rolle, som proletariatet i det tilbagestående Rusland var kaldet til at spille.
Adskillige hyggelige dage blev tilbragt i München med samtaler, som klargjorde meget for os begge to, og som bragte os personligt nært hinanden. Forordet, som Parvus da skrev til pamfletten, indgår for bestandigt i den russiske revolutions historie. På nogle få sider kastede han lys over det tilbagestående Ruslands sociale ejendommeligheder, som – sandt nok – allerede var kendte, men som ingen før ham havde draget alle nødvendige slutninger fra.
“Som alle ved afhænger politisk radikalisme i hele Vesteuropa primært på småborgerskabet,” skrev Parvus. “Disse var håndværkere, og generelt alle af dem tilhørte den del af bourgeoisiet, som var revet op af den industrielle udvikling, men som på samme tid var overflødiggjort af kapitalistklassen ... I Rusland udviklede byerne sig under den præ-kapitalistiske periode snarere efter den kinesiske model end efter den europæiske. Disse byer var administrative centre, i karakteren helt officielle og bureaukratiske; medens de økonomisk set var markeder for de omkringboende godsejere og bønder. Markedets udvikling var stadigvæk temmelig ubetydelig, da det blev domineret af den kapitalistiske fremgangsmåde, som begyndte at skabe store byer i kapitalistisk stil, dvs. fabriksbyer og centre for verdenshandelen ... Det, som havde hindret en småborgerlig demokratisk udvikling i Rusland, – den kun svage udvikling af den håndværksmæssige produktionsform – kom til at gavne klassebevidstheden hos proletariatet. Proletariatet blev straks koncentreret i fabrikkerne.
“Større og større bondemasser vil blive draget ind i bevægelsen. Men alt, hvad de kan udrette, er at forværre det politiske anarki, som allerede med vold er blevet befæstet her i landet, og derved svække regeringen. Derfor vil, som revolutionen udvikles, en endnu større del af det politiske arbejde falde i proletariatets lod. På samme tid vil proletariatets politiske selvbevidsthed blive forøget, og dets politiske kraft vil vokse hurtigere.”
“Socialdemokratiet vil blive konfronteret med dette dilemma: Enten at overtage ansvaret for den provisoriske regering eller at placere sig langt borte fra arbejderbevægelsen. Arbejderne vil betragte regeringen som deres egen, uanset Socialdemokratiets holdning... I Rusland kan kun arbejderne fuldføre en revolutionær opstand. I Rusland vil den revolutionære provisoriske regering blive arbejdernes demokratiske regering. Denne regering vil blive socialdemokratisk, hvis Social-Demokratiet placerer sig som fortroppen i den russiske proletariats revolutionære bevægelse...”
“Den provisoriske socialdemokratiske regering kan ikke fuldføre et socialistisk oprør i Rusland, men netop likvidationsprocessen af autoriteterne og etableringen af en demokratisk republik vil give proletariatet en frugtbar grund for politisk aktivitet.”
Under højdepunktet af de revolutionære begivenheder i efteråret 1905 traf jeg igen Parvus – denne gang i St. Petersborg. Idet vi forblev organisatorisk uafhængige af begge partiretninger, udgav vi i fællesskab Russkoje Slovo (Den russiske Verden) og i samarbejde med mensjevikkerne den betydningsfulde politiske avis, Nachalo (Begyndelsen).
Sædvanligvis forbandt man teorien om den permanente revolution med navnene ‘Parvus og Trotskij’. Dette er kun til dels korrekt. Parvus opnåede en revolutionær modenhed i slutningen af forrige århundrede, da han var hovedkraften i kampen mod den såkaldte ‘revisionisme’, dvs. de opportunistiske fordrejninger af Marx’ teori. Men hans optimisme blev undermineret af hans mislykkede anstrengelser i at presse det tyske socialdemokrati i retning af en mere resolut politik. Parvus blev i stigende grad forbeholden over for perspektiverne for en socialistisk revolution i Vest. På samme tid fornemmede han, at “den socialdemokratiske provisoriske regering, ikke kunne fuldføre en socialistisk opstand i Rusland”. Derfor pegede hans forudsigelser om Rusland mere på – i stedet for den demokratiske revolutions omdannelse til en socialistisk revolution – etableringen af en arbejdernes demokratiske styre, mere eller mindre som i Australien, hvor den første arbejderregering – støttende sig på en basis af bønder – ikke dristede sig ud over det borgerlige regimes grænser.
Jeg delte ikke denne konklusion med ham. Det australske demokrati, organisk udvokset fra et nyt kontinents jomfruelige jord, antog straks fra begyndelsen af en konservativ karakter og domminerede straks det unge og endnu temmeligt privilegerede proletariat. Omvendt kunne det russiske demokrati kun komme i stand som følge af en storstilet revolutionær opstand, hvis indre dynamik aldrig ville kunne tillade arbejderregeringen at forblive tilbage inden for det borgerlige demokratis rammer.
Afvigelserne i vore synspunkter, som satte ind straks efter revolutionen i 1905, ledte i begyndelsen af krigen til et fuldstændigt brud mellem os, da Parvus – i hvem skepsissen fuldstændigt havde dræbt det revolutionære – viste sig at stille sig på den tyske imperialismes side og senere at blive rådgiver og inspirator for Ebert – den første tyske præsident.
Efter at have skrevet min pamflet, “Indtil den 9. januar”, vendte jeg gentagne gange tilbage til udviklingen og konsolideringen af teorien om den permanente revolution. I betragtning af den betydning, teorien senere erhvervede sig i den intellektuelle udvikling hos denne biografis helt, er det nødvendigt her at præsentere den i en form af eksakte citater fra mine arbejder fra årene 1905 og 1906.
“Kernen i en nutidig bys befolkning – i det mindste i byer med en økonomisk og politisk betydning – er den skarpt udskilte klasse af lønarbejdere. Det er denne klasse, i det væsentlige ukendt under Den store franske Revolution, som er skikket til at spille den afgørende rolle i vores revolution ... I et mere tilbagestående land, økonomisk set, er det muligt for proletariatet at komme til magten før end proletariatet i et – kapitalistisk set – mere udviklet land. Den opfattelse, som placerer proletariatets diktatur på en mekanisk afhængighed af landets tekniske midler og kræfter, er en fordomsagtig ekstrem simplificeret ‘økonomistisk’ materialisme. Sådan et synspunkt har intet at skaffe med marxisme overhovedet ... Uagtet den kendsgerning, at industriens produktive kræfter i USA er 10 gange så store som vores, forbliver tilbage, at det russiske proletariatets politiske rolle – dets indflydelse på landets politik, og den mulighed, at det snart vil komme til at influere på verdenspolitiken – er usammenligneligt større end det amerikanske proletariats rolle og indflydelse ...”
“For mig synes det, at den russiske revolution vil skabe sådanne betingelser, at magten kan (og, i tilfælde af sejr, vil) falde i proletariatets hænder, før end den borgerlige liberalismes politiker vil finde det muligt at udfolde alle deres statsstyrende genialiteter ... Det russiske bourgeoisi vil overgive alle de revolutionære stillinger til proletariatet. Det må også overgive det revolutionære hegemoni over bønderne. Siddende med magten vil proletariatet komme til bønderne som klassebefrieren ... Proletariatet vil – støttende sig på bønderne – bringe alle kræfter i bevægelse for at hæve landsbyens kulturelle niveau og for at udvide bøndernes politiske bevidsthed ...”
“Men vil bønderne måske ikke selv drive proletariatet væk og overflødiggøre det? Det er umuligt. Alle historiske erfaringer forkaster denne antagelse. Historien viser, at bønderne er yderst uduelige i at hævde en selvstændig politisk rolle ... Fra det førnævnte er det klart, hvorledes jeg ser på tanken om ‘proletariatets og bøndernes diktatur’. Sagens kerne er ikke, hvorvidt jeg anser teorien for antagelig i princippet, eller hvorvidt jeg ‘ønsker’ eller ‘ikke ønsker’ en sådan form for politisk samarbejde. Derimod at jeg anser det for urealistisk – i det mindste i en direkte og øjeblikkelig forstand ...”
Det foregående viser allerede, hvor ukorrekt den opfattelse er, at den her fremlagte teori ‘springer over den borgerlige revolution’, hvilket senere er blevet gentaget i det uendelige. På samme tid skrev jeg, at “Kampen for demokratisk fornyelse ... i Rusland i sin helhed er afledt ud fra kapitalismen, er ledt af kræfter formet på kapitalismens basis, og er øjeblikkeligt, i første række rettet mod de feudale og vasale hindringer, som står i vejen for et kapitalistisk samfunds udvikling.” Men spørgsmålets kerne var, med hvilke kræfter og med hvilke metoder disse hindringer skulle overvindes. “Strukturen i alle spørgsmålene om revolutionen kan blive indsnævret ved påstanden om, at vores revolution er borgerlig i dens objektive mål og konsekvent i alle dens uundgåelige resultater, og det mulige i på samme tidspunkt at lukke øjnene for den kendsgerning, at den borgerlige revolutions vigtigste aktive kraft er proletariatet, som ved alle revolutionens sammenstød presser sig selv frem mod magten ...”
“Nogle kan måske nok hygge sig med den tanke, at de russiske sociale betingelser endnu ikke er modnet for en socialistisk økonomi – og på samme tid overse, at proletariatet – efter at være kommet til magten – uundgåeligt og som en logisk følge af dets situation vil sætte sig på planlægningen af økonomien på bekostning af staten ... Efter at være kommet i regeringen, ikke som håbløse gidsler, men som den ledende kraft, vil proletariatets repræsentanter, der i kraft af dette vil bortrydde skillelinjen mellem minimums- og maksimumsprogrammet, dvs. gøre kollektiviseringen dagens mål. I hvilken udstrækning proletariatet vil blive stoppet i dette arbejde, vil komme til at afhænge af kræfternes indbyrdes styrke og bestemt ikke at det proletariske partis førstes intentioner ...”
“Men vi kan allerede spørge os selv: må proletariatets diktatur uundgåeligt knuse sig selv i den borgerlige revolutions struktur, eller kan det på basis af den eksisterende historiske situation på verdensplan, se frem til sejrens perspektiver efter at have tilintetgjort den borgerlige revolutions snærende struktur? ... Ét kan siges med sikkerhed: Uden den direkte regeringsmæssige støtte fra det europæiske proletariat, vil den russiske arbejderklasse ikke være i stand til at forblive ved magten og omdanne den midlertidige regering ind i et blivende socialistisk diktatur ...” Men dette behøver nødvendigvis ikke at lede frem til en pessimistisk prognose: “Den politiske befrielse, ledet af den russiske arbejderklasse, vil løfte lederen op til en højde uden fortilfælde i historien, omdanne til ham kolossale midler og kræfter og gøre ham til initiativtageren til den verdensomspændende likvidation af kapitalismen – for hvilket historien har skabt alle de objektive forudsætninger ...”
I 1906 skrev jeg følgende om, i hvilken grad den internationale socialdemokratisme ville vise sig at være i stand til at fuldføre dens revolutionære mål: “De europæiske socialistpartier – og i første række, det mægtigste af dem, det tyske socialdemokrati – har udviklet en konservatisme, som vokser kraftigere i forhold til de masser, som er grebet af socialismen og i forhold til organiseringens effektivitet og massernes disciplin. På grund af dette, kan Socialdemokratiet, som organisationen, der er legemliggørelsen af proletariatets politiske erfaringer, på et givet tidspunkt blive den umiddelbare hindring på vejen til et åbent sammenstød mellem arbejderne og den borgerlige reaktion ...” Alligevel har jeg konkluderet mine analyser med at udtrykke forsikringen om, at “den østeuropæiske revolution vil påvirke Vestens proletariat med revolutionær glød og opildne det i ønsket om at begynde at tale ‘russisk’ med sine fjender ...”
Opsummering: Populismen gik, i kølvandet på slavofilismen, ud fra illusioner om, at Ruslands udviklingsforløb ville være yderst enestående – undflygtende kapitalismen og den borgerlige republik. Plekhanovs marxisme koncentrerede sig om at vise den principielle identitet mellem Ruslands historiske udvikling, og den som var forløbet i Vesten. Det program, som voksede ud af denne opfattelse, ignorerede den meget virkelige og langt fra mysteriøse mærkværdighed ved Ruslands sociale struktur og revolutionære udvikling. Det mensjevikiske synspunkt om revolutionen, renset for dets episodiske lagdeling og individuelle afvigelser, var ensbetydende med følgende: Det russiske bourgeoisis revolutionære sejr var kun muligt under det liberale bourgeoisis lederskab og måtte ende med de liberale ved magten. Senere ville det demokratiske styre lade det russiske proletariat – med usammenlignelig større succes end hidtil – blive fanget op af dets ældre vestlige brødre på vejen i kampen for socialismen.
Lenins perspektiver kan kort udtrykkes i følgende ord: Det tilbagestående russiske bourgeoisi er ude af stand til at fuldende deres egen revolution! Revolutionens fuldstændige sejr ville – via det midlertidige ‘proletariatets og bøndernes demokratiske diktatur’ – rense landet for den middelalderlige ånd; fremskynde udviklingen af russisk kapitalisme med amerikansk tempo; befæste proletariatet i byerne og på landsbyen og gøre kampen for socialismen virkeligt mulig. På den anden side ville den russiske revolutions sejr give den socialistiske revolution i Vest en enorm saltvandsindsprøjtning, samtidig med at denne ville kunne beskytte Rusland for restaurationens fare, men også sætte det russiske proletariat i stand til at komme til magten i løbet af en forholdsmæssig kort historisk periode.
Den permanente revolutions perspektiver kan opsummeres på følgende måde: Den russiske demokratiske revolutions fuldstændige sejr er kun mulig i form af proletariatets diktatur – støttende sig på bønderne. Proletariatets diktatur, som uundgåeligt ikke blot ville sætte demokratiet på dagens program, men såvel også det socialistiske mål, ville på samme tid magtfuldt sætte fart i den internationale socialistiske revolution. Kun det vestlige proletariats sejr kunne redde Rusland fra bourgeoisiets restauration og sikre det mulighederne for fuldstændiggørelsen af socialismens etablering.
Denne fortættede formulering afslører med samme karakteristik ligheden hos de to sidstnævnte teorier i deres uforsonlige adskillelse fra de liberale mensjevikkers perspektiver, såvel som deres overordentlige essentielle forskellighed i spørgsmålet om det fra revolutionen fremvoksende ‘diktaturs’ sociale karakter og mål.
Den ikke ualmindelige beklagelse i de nuværende Moskva-teoretikeres skriverier – at programmet for proletariatets diktatur i 1905 var ‘forhastet’ falder bag om selve pointen. I en empirisk forstand udviste programmet for proletariatets og bøndernes demokratiske diktatur samme ‘forhastethed’. Den ugunstige kombination af kræfter på den første revolutions tid udelukkede ikke så meget proletariatets diktatur som revolutionens generelle sejr. Alligevel var alle de revolutionære grupper baseret på håbet om en fuldstændig sejr; den overordentligt revolutionære kamp ville have været umulig uden et sådant håb. Forskellighederne i synspunkterne gik på revolutionens generelle perspektiv og strategien udledt deraf. Mensjevikkernes perspektiv var forkert langt ned i fundamentet: Det pegede på den forkerte vej for proletariatet.
Bolsjevikkernes perspektiv var ikke fuldstændigt: Korrekt pegede det på kampens generelle retning, men det karakteriserede stadierne ukorrekt. I 1905 kom det utilstrækkelige i bolsjevismens perspektiv ikke frem i lyset på grund af, at revolutionen selv ikke undergik en yderligere udvikling. Men så i begyndelsen af 1917 var Lenin tvunget til at ændre sine. synspunkter – i direkte konflikt med de gamle kadrer i partiet.
Ingen politiske forudsigelser kan give sig ud for at være matematisk eksakte: Det er tilstrækkeligt, hvis de korrekt kan udpege den generelle linje for udviklingen og hjælpe med til at vejlede forløbet af de aktuelle hændelser, hvilket uundgåeligt placerer hovedvejen fra både ‘venstre’ og ‘højre’. I denne forstand er det umuligt ikke at se, at teorien om den permanente revolution fuldstændigt har lagt historiens prøve bag sig. Gennem Sovjet-styrets første år benægtede ingen dette; derimod fandt denne kendsgerning anerkendelse i adskillige officielle publikationer. Men da den bureaukratiske reaktion mod Oktober satte ind i Sovjetsamfundets øverste rolige og kølige skorpe, rettedes reaktionen straks mod den teori, som mere fuldkommen end noget som helst andet afspejlede den første proletariske revolution, alt imedens samme reaktion åbent afslørede sin ufuldendte, indskrænkede og partielle karakter.
Deraf – som en slags tilbagevisning – udsprang teorien om socialisme i ét land – stalinismens fundamentale dogme.
Sommeren 1939
1. Appendiks til Trotskijs biografi om Stalin (London 1969, pp. 257-277). Da Trotskij skriver meget indforstået, har jeg et par stedet suppleret teksten med en forklarende note. Med en enkelt undtagelse er alle noterne mine.
2. Som professionel revolutionær fra 1902 arbejdede Josef V. Djugasjvili under adskillige dæknavne, deriblandt ‘Ivan’, ‘David’, ‘Stalin’ og ‘Koba’. Koba var en berygtet røverhøvding fra Kaukakus-bjergene, som i ungdomsårene var Stalins drømmehelt. Uden et enkelt vellykket bankrøveri i 1907 (udbytte 341.000 rubler) gik Stalin ellers ikke Kaukasus-røverne i bedene.
3. På RSDAP’s 2. kongres i Bruxelles/London i 1903 spaltedes partiet i bolsjevikker og mensjevikker. Under indtryk af 1905-begivenhederne, gjorde Lenin skridt til en genforening af de to fraktioner, som fik sit organisatoriske udtryk i ‘Forbundsrådet’. Denne, ifølge Lenin, ‘formelle’ forening, varede indtil 1912.
4. Der refereres til ‘Genforeningskongressen’ i 1906 i Stockholm.
5. Kadetpartiet blev dannet 1905, og repræsenterede bourgeoisiets mere liberale del. Ledere var Miljukov og Struve. I den første Duma, august 1905, opnåede Kadetpartiet flertallet, som de bevarede – alene eller sammen med Oktobristerne (godsejerne) i alle de indkaldte Dumaer.
6. Decemberopstanden i Moskva 1905 dannede afslutningen på det revolutionære opsving. I 9 dage holdt 9.000 arbejdere stand mod zarens regimenter.
7. Miljukov: Leder af Kadetpartiet. Flere gange medlem af Dumaen. Udenrigsminister i Kerenskij-regeringen 1917 og medforbereder af Kornilov-kuppet. Efter Oktober hvid emigrant og kontrarevolutionær organisator af interventionshære.
8. Martov var sammen med Lenin medstifter af ‘Kampforbundet’ (1895). Indtil 1903 Lenins nære medarbejder. På Splittelseskongressen tager Martov, Akselrod o.a. standpunkt mod Lenin for en partistruktur efter vesteuropæisk mønster. Herefter mensjevik-leder. Senere ‘centrist’.
9. Bolsjevikkernes leder i Tiflis var Stalin.
10. Den blodige Søndag betragtes som starten på de revolutionære begivenheder. Den 22. januar marcherede tusindvis af St. Petersborg-arbejdere under ledelse af præsten Gapon i en fredelig demonstration til Vinterpaladset, hvor de brutalt blev slået tilbage af hærtropper.
11. Mensjevikkerne støttede den konstitutionelle forsamling. RSDAP(b) ikke.
12. En fyldestgørende redegørelse om alt dette findes andetsteds i denne bog. (Note af Trotskij.)
13. Parvus (Alexander Israel Helphand) var foruden revolutionær skribent ganske alsidig: Leder i Petrogradsovjetten 1905, bladredaktør, millionær, forretningsmand (finansiel rådgiver for tyske kapitalinteresser på Balkan), SPD’er, politisk agent for tysk imperialisme og bl.a. stifter af ‘Handels- og Export-kompagniet’ i Kbh. Bagmanden bag ‘Arbejdernes Brændselsforretning’. Fra sit ‘socialistiske fredsbibliotek’ på Østerbro ledede han et vidtspændende spionagenet i den unge Sovjetstat. Var ‘dus’ med både Stauning og Borgbjerg.
a. Citatet er fra Lenin: To slags taktik for socialdemokratiet i den demokratiske revolution (juli 1905), i: Lenin: Udvalgte værker, bind 4, s. 58-59, Forlaget Tiden, København 1977. Oversættelsen er her taget fra Tiden-udgaven.
Sidst opdateret 20.3.2015