Marxisme Online  >  Arkiv  >  Nerup  >  DK klassesamfund – Indhold

Danmark – et klassesamfund

Jakob Nerup

< Kapitel 3  |  Kapitel 5 >

4. Arbejderklassen

Eksistensen af en arbejderklasse er forsøgt elimineret af intellektuelle samt tidligere (og nuværende) folk fra venstrefløjen.

Den herskende klasses ideologer har altid benægtet eksistensen af klasser, fordi selve klassebegrebet antyder en indbygget kollektiv ulighed, hvor det ikke er et individuelt valg, der afgør den enkeltes skæbne.

Et af de fremmeste argumenter mod eksistensen af en arbejderklasse i dag er kombinationen af teknologisk udvikling og de stigende materielle goder, som arbejderne har tilkæmpet sig. Når arbejderne har fået bil, ejerbolig, TV og PC, er blevet befriet for den blå kedeldragt og har en funktionærlignende ansættelse i et job uden snavs og tunge løft, så kan man ikke længere tale om en arbejderklasse.

Holdninger af denne type bygger ikke på en analyse af, hvad der definerer en klasse, men på et stivnet historisk billede af den "typiske arbejder". Sådanne holdninger forholder sig hverken til, at kapitalismen udvikler sig og dermed også arbejderklassen, eller til de grundlæggende sociale spørgsmål, om hvem der udbytter og udbyttes, hvem der kontrollerer og leder og fordeler arbejdet, og hvem der alene lever af at sælge sin arbejdskraft.

Anvender man derimod disse definitioner, toner der en arbejderklasse frem, som ikke blot lever i bedste velgående, men som er vokset til den altdominerende klasse.

Arbejderklassen har ændret sig

Kapitalismen har gennemgået en enorm udvikling i det 20. århundrede. Produktionen er mangedoblet, industrialiseringen og den totale erobring af alle klodens markeder har skabt voldsomme forandringer i klassestrukturen. På verdensplan er arbejderklassen den største klasse i både antal og betydning, og med den hastige industrialisering af Kina, Indien, Indonesien og andre 3. verdenslande bliver arbejderklassen større og større. Derimod forsvinder bønderne som en betydende klasse, mens det traditionelle småborgerskab bliver stadig mere klemt og udvisket af storkapitalen.

Denne udvikling har Danmark også gennemløbet.

Ved det sidste århundredskifte beskæftigede landbruget stadig næsten halvdelen af befolkningen . På tærsklen til det nye årtusinde er landbruget blevet et effektivt kapitalistisk erhverv med få ansatte, stordrift og masser af teknologi. Folk bor i byerne og arbejder i industri, byggeri, finanssektoren eller i det offentlige.

Påstanden, om at de blå kedeldragter forsvinder, er ligeledes grebet ud af luften. Som det ses af tabellen, så er der faktisk tale om en stigning i antallet af arbejdere i industrien. Det store skift er sket i faldet af landbrugsarbejdere og mangedoblingen af ansatte i det offentlige.

Men det helt afgørende er, at antallet af arbejdere er steget markant, også procentuelt af arbejdsstyrken.

Arbejderklassen, her defineret som lønmodtagere, er vokset fra små 1,4 mill. til godt 2,2 mill. på mindre end 100 år. Den vigtigste vækst er kommet, fordi der for alvor blev brug for kvinderne på arbejdsmarkedet i 60'erne. Der var behov for ekstra og billig arbejdskraft til rengøring, sundhedsvæsen, uddannelsessystemet, børnepasning og den sociale sektor.

Antallet af faglærte arbejdere i de traditionelle fag er uændret, selv om det at være smed i dag er noget andet end for 100 år siden. Antallet af ufaglærte er faldet, fordi uddannelse er et stadig stærkere krav fra arbejdsgiverne. Det gælder såvel rent tekniske færdigheder som boglige og almene. Men heller ikke det højnede uddannelsesniveau ændrer på billedet af en stadig større arbejderklasse.

Fra industri til service

Forskydningen fra industri til servicefag udtrykker ingen grundlæggende forandringer i produktionsforholdene. Den skærpede konkurrence på markederne kræver, at kapitalisterne stiller større krav til arbejdskraften, effektiviserer produktionen, og minimerer omkostningerne for at sikre sig profit. Det betyder, at samfundet, dvs. det offentlige, må udføre stadig flere opgaver for kapitalisterne.

Der skal uddannes arbejdskraft, arbejdskraften skal sikres sundhed, børnepasning og sociale vilkår, så de fungerer optimalt i produktionen. Samtidig kobles stadig flere servicefunktioner på produktionen af den enkelte vare.

Rengøring foretages af ISS, transporten af en vognmand, vagtmandskabet er fra Falck, kantinen er forpagtet osv. Opgaver som traditionelt lå i den enkelte virksomhed er nu udskilt og specialiseret. Men hverken rengøringskonen, chaufføren, vagtmanden eller opvaskeren bliver mindre arbejderklasse af, at de teoretisk set parkeres i et servicefag.

De mange mennesker, som er ansat i finanssektoren, er ikke bankdirektører og børsmæglere alle sammen. Langt hovedparten arbejder til en lav løn, på skæve arbejdstider og med mere rutinepræget arbejde uden nogen som helst indflydelse. Deres pæne tøj er blot en uniform, som skjuler en almindelig arbejder. Derfor er finanssektorens lønarbejdere organiseret i deres fagforening, Finansforbundet, og de optræder som alle andre arbejdere. De forhandler og arbejder efter overenskomst. De truer med strejker og har også gennemført nogle få, hvis de trædes under fode, f.eks. ved de gentagne massefyringer.

Offentligt ansat – fra embedsmand til proletar

Ved århundredskiftet var en offentligt ansat embedsmand en meget vigtig person. Man havde status, en pæn løn og sikker pension i en tid uden folkepension, og var derfor alene gennem sit job en del af middelklassen. Men meget er sket siden.

I dag er størsteparten af de offentligt ansatte uden status, med lav løn og ingen udsigter til fremtidige goder. Faktisk har skolelærere, pædagoger og sygeplejersker lavstatus både hvad angår løn, arbejdstider, nedslidning og ikke mindst anseelse i samfundet.

Denne voldsomme ændring er sket siden 60'erne, hvor antallet af ansatte voksede eksplosivt, og det offentlige nærmede sig det privates normer.

I dag drives offentlige institutioner som virksomheder med management, direktører, salg af serviceydelser og overskudstænkning. Det medfører holdninger og krav til de ansatte, som vi kender det fra det private område. Det har fremtvunget masser af strejker, øget selvforståelse og en gradvis opgivelse af troen på, at en offentligt ansat er finere end arbejderne i det private. Embedsmanden er blevet proletariseret.

Er alle lønmodtagere en del af arbejderklassen?

Som det fremgår af tabellen herunder, er der ca. 2.398.000 lønmodtagere i Danmark. Heraf er der omkring 245.000 direktører og overordnede funktionærer. Resten, godt 2,1 millioner, er almindelige lønmodtagere.

Vender vi tilbage til definitionen på arbejderklassen, så var der tre ting som afgjorde klassetilhørsforholdet.

1. Udbytningen
2. Kontrol med arbejdet
3. Tvangen til at sælge sin arbejdskraft

Anvender vi det på lønmodtagergrupperne, så tvivler de færreste på, at faglærte, ufaglærte og en HK-ansat i Netto tilhører arbejderklassen. Men mange tøver med en klassedefinition af skolelæreren, sygeplejersken, den tekniske tegner, ingeniøren osv.

For det første er de som offentligt ansatte ikke udsat for direkte udbytning, fordi der ikke ligger et personligt profitmotiv bag driften. Men der er et indirekte. Det offentliges ydelser sælges og vurderes langt dyrere, end løn og øvrige omkostninger kan begrunde. Deres arbejde jævnføres ved udlicitering og salg mellem offentlige virksomheder med tilsvarende i det private. Fraværet af det personlige profitmotiv betyder ikke, at de offentlige institutioner og virksomheder ikke arbejder efter maksimal udnyttelse af arbejdskraften. De offentligt ansatte oplever denne situation i nedskæringstider som et reelt udbytningsforhold.

Selvfølgelig er det svært at tale om direkte udbytning af en skolelærer, men oplevelsen af at ens arbejde er meget mere værd, end det man får, deles af de fleste skolelærere.

For det andet har det overvældende flertal af offentligt ansatte ingen kontrol eller reel bestemmelse over sit arbejde. Det gælder, uanset om man er skolelærer, sygeplejerske eller gymnasielærer. Læreplaner, skemalægning, løn, vigtige beslutninger tages af ledere på højere niveauer. Fraværet af indflydelse på målsætninger, værdigrundlag og store beslutninger fører også til en sammenlignelig arbejdssituation med fabriksarbejderen og kontorassistenten i det private. Mange akademikere arbejder i dag med rutineopgaver løsrevet fra helheder, hvor de ingen indflydelse har og alene er reduceret til overgivelse af deres hjernekraft til arbejdsgiveren. Det gælder mange ingeniører i større virksomheder og tonsvis af akademikere i det offentlige.

For det tredje har ingen skolelærer, ingeniør eller sygeplejerske nogen mulighed for at eksistere uden at sælge sin arbejdskraft. Alle er tvunget til at udbyde sin arbejdskraft på markedet, og det reguleres kun af den kollektive styrke, hvormed deres faglige sammenhold kan sælge den så dyrt som muligt. Det afspejles også i lønnen. Hverken skolelærere, sygeplejersker eller andre funktionærer tjener meget mere end faglærte arbejdere, og akademikere med rutinejobs, som fx gymnasielærere, er ikke voldsomt højtlønnede. På den anden side er der et stort spring op til lønniveauet for direktører og overordnede funktionærer. Her er klasseskellet tydeligt.

Selvfølgelig er der grænsetilfælde og hele grupper, som er svære at definere. Det er således vanskeligt at placere læger som arbejdere, selv om deres forhold som yngre læger i det offentlige har en smag af hårdt lønarbejde. Men der er tale om promiller af den samlede befolkning.

Lægger vi antallet af lønmodtagere og folk på overførselsindkomster sammen, så ender vi i nærheden af 3,5-4 millioner, svarende til mellem 80 og 90 pct. af den voksne befolkning, som tilhører arbejderklassen. Derfor må enhver snak om arbejderklassen uddøen forstumme. Arbejderklassen er så stor som aldrig før. Marx og Engels formulerede det præcist i Det kommunistiske Manifest:

Det moderne borgerlige samfund ... har ikke ophævet ... [men] forenklet klassemodsætningerne. Hele samfundet spalter sig mere og mere i to store fjendtlige lejre ...

og de fortsætter:

Borgerskabet har ikke blot smedet de våben, der skal bringe det døden, det har også frembragt de mennesker, der skal føre disse våben – de moderne arbejdere, proletarerne.

Men fra arbejderklassens placering og potentiale til at der handles, og den kæmper, er der et stykke. Vi må skelne mellem klasseposition og bevidsthed.

Marx skelnede således mellem "arbejderklassen i sig selv" – dvs. at arbejderklassen eksisterer, uafhængigt af om flertallet af den selv erkender det og uafhængigt af dens politiske niveau – og "arbejderklassen for sig selv" – hvor den selv erkender det og er bevidst om, hvilken magt den har og kan handle i overensstemmelse hermed.

Tendensen er, at når arbejderklassen kæmper, bevæger den sig fra "en klasse i sig selv" mod "en klasse for sig selv", og først i en revolutionær situation bliver arbejderklassen en selvstændig og bevidst handlende klasse, der kan bryde med kapitalismens undertrykkelse.

Arbejderklassen vil svinge mellem disse to bevidsthedsmæssige positioner: I nogle perioder er der åben og hård klassekamp – her vil erkendelsen rykke, og mulighederne for brud med de herskende ideer er der. I andre perioder er der stille, og borgerlige ideer vil være altdominerende.

På den enkelte arbejdsplads og hos den enkelte arbejder vil man finde begge bevidsthedsmæssige positioner. Det betyder, at nogle arbejdere på samme tid stemmer på det liberale parti Venstre, samtidig med at de deltager aktivt i en strejke. Det oplevede vi i foråret 1998, hvor der både var folketingsvalg og overenskomststrejke med en måneds mellemrum. Den italienske marxist Gramsci formulerede det på følgende måde:

Det aktive menneske fra masserne handler praktisk; men han har ikke en klar teoretisk bevidsthed om sine handlinger, der ikke desto mindre er en erkendelse af verden, idet de forandrer den. Hans teoretiske bevidsthed kan endog historisk være i kontrast til hans handlinger. Man kan næsten sige, at han har to teoretiske bevidstheder (eller en bevidsthed med modsigelse), én, der er implicit i hans handlinger og som realt forbinder ham med alle hans medarbejdere i den praktiske omdannelse af virkeligheden og en anden, der er overfladisk eksplicit eller verbal, og som han har arvet fra fortiden og taget til sig uden kritik.

Antonio Gramsci: Bidrag til marxismens teori og historie i Politik og kultur, 1972, s. 87

Klassetilhørsforhold og klassebevidsthed

Mange lønmodtagere opfatter ikke sig selv som arbejdere og lader sig gerne titulere "middelklasse". I 1994 blev følgende spørgsmål stillet:

Man taler ofte om, at der findes forskellige samfundsklasser i Danmark. Føler De selv, De tilhører en bestemt samfundsklasse. Hvis ja, hvilken samfundsklasse?"

50 pct. svarede Ja til, at der findes samfundsklasser, og 43 pct. Nej

17 pct. svarede, at de tilhørte arbejderklassen, og 31 pct., at de tilhørte middelklassen

Citeret efter Hans Erik Madsen: Frem mod år 200 – har fagbevægelsen en fremtid, Klim 1998, s. 19-20.

I 1996 gennemførte SID i anledning af sit 100 års jubilæum en medlemsundersøgelse. Her svarede medlemmerne, at:

Selv om SID'erne opfatter sig selv som en del af arbejderklassen, mener de ikke, at udtrykket er tidssvarende. 63 pct. siger, at udtrykket i dag er mindre aktuelt end tidligere og 60 pct. tror ikke, at udtrykket bliver anvendt om 10 år. Hver tiende SID'er svarer, at han/hun ikke tilhører arbejderklassen – og de fleste – 60 pct. – at de tilhører arbejderklassen.

Fagbladet nr. 43, 1996, s. 50

Her i 1999 ville en tilsvarende undersøgelse i hele befolkningen og blandt arbejderne i særdeleshed med garanti vise noget andet. De sidste par års angreb på arbejderklassen i form af forringelse af dagpengene, smadringen af efterlønnen og demonteringen af velfærdsstaten, samt storkonflikten i 1998 har ændret billedet.

Således viser et par undersøgelser foretaget af Søndagsavisen, at danske arbejdere i praksis udtrykker deres klasseopfattelse, når de støtter strejker som midlet til at få bedre løn- og arbejdsforhold. Altså en erkendelse af uoverstigelige modsætninger mellem arbejdsgivere og arbejdere, hvor der må anvendes kollektiv magt for at få noget:

I undersøgelserne har man spurgt lønmodtagere, om de er indstillet på at strejke for krav om løn- og arbejdsvilkår. I februar 1998 svarede 49 pct. ja og 43 pct. nej – i november 1998 var tallene 43 pct. ja mod 46 pct. nej. Det interessante er, at en anden undersøgelse fra 1992 viste, at dengang mente kun 8 pct. at strejketrusler og andre former for kollektiv kamp var de bedste måder at få sine krav indfriet på.

Socialistisk Revy, nr. 12, februar 1999

Det er ikke kun i Danmark, men over hele Europa at klasseskel og klassebevidstheden øges. Undersøgelser fra en række andre lande i Europa bekræfter, at begreber som 'klasse' og 'klassekamp' stadig er aktuelle:

For eksempel har den tyske avis, Frankfurter Allgemeine Zeitung, i 1980 og 1997 spurgt, om klassekampen var forældet eller ej. I 1980 svarede 58 pct. af Vesttysklands befolkning ja og 25 pct. nej. I 1997 så billedet anderledes ud: Nu mente 44 pct., at klassekampen stadig var på dagsordenen, mens 41 pct. mente, den var afskaffet.

I Storbritannien har det britiske Gallup-institut siden 1961 spurgt folk: "Mener du, at der finder en klassekamp sted i dette land eller ej?" I 1960'erne og 1970'erne – den periode der normalt opfattes som industrisamfundets storhedstid – lå svarene generelt på omkring 58 pct. ja og 30 pct. nej. Hvordan har svarene så udviklet sig i 1980'erne og 1990'erne? Med udgangspunkt i teorierne om klassesamfundets afskaffelse kunne man forvente færre ja- og flere nej-sigere. Det er gået stik modsat. I 1996 svarede 76 pct. ja og 15 pct. nej til, om der er klassekamp.

Socialistisk Revy, nr. 12, februar 1999

Strejker er ikke fortid

Samtlige arbejdsmarkedsforskere og eksperter, som medierne brugte op til overenskomstforhandlingerne i foråret 1998 anså det for udelukket, at der ville blive konflikt, fordi strejkevåbenet er forældet.

De samme "eksperter" sad mundlamme tilbage, da industriens arbejdere nedstemte det elendige forlig og gik i strejke. Og siden da har de ikke turdet gentage påstanden. Efteråret 1998 bød også på en serie af strejker blandt offentligt ansatte, der blev udsat for nedskæringer.

Når "eksperter" og politikere kunne komme med påstanden skyldes det, at de ønsker et konfliktfrit arbejdsmarked, hvor samarbejde løser alt. Dette synspunkt hjælpes også godt på vej af fagbyrokratiet – de ansatte i og toppen af fagbevægelsen – som for langt den overvejende del lever af klassesamarbejdet og omgang med arbejdsgiverne, fremfor klassekamp. Alligevel er det en fornægtelse af virkeligheden, når de kunne tro på, at strejker hørte fortiden til.

I 1995 strejkede 240.000 arbejdere den 20. april i solidaritet med de fyrede Ri-Bus-chauffører i Esbjerg, og i januar 1996 strejkede og aktionerede mere end 10.000 arbejdere til støttede for de fyrede skraldemænd i Århus. Og år for år har der været et stigende antal strejker mod nedskæringer i det offentlige.

Som man kan se på nedenstående oversigt, så er der faktisk tale om en markant stigning i strejketallet siden krigen, som holder ved til i dag.

Kilde: Diagrammet er baseret på tal fra Statistiske Meddelelser og Statistisk Årbog.
Tallene er her taget fra Hans Erik Madsen: Frem mod år 200 – har fagbevægelsen en fremtid?, s. 24-25, Klim 1998.

Faglig organisering er klasseorganisering

Inderst inde ved de fleste af arbejderne godt, at de kun har deres solidaritet i klassen at stole på. Derfor organiserer de sig i fagforeninger og ikke blot i A-kasser. Trods en massiv kampagne mod fagforeningsmedlemsskab fra medierne, så er organiseringsgraden bevaret i industrien og omfatter i dag også alle offentligt ansatte og alle de nye arbejdere i serviceerhvervene.

Det skyldes ikke ene og alene A-kasse-forsikring eller tvang, som medierne og de borgerlige påstår. Det skyldes det simple faktum, at arbejderne kun har sin arbejdskraft at sælge. Den sælges og beskyttes bedst i kollektiv og solidarisk forening fremfor individuelle udbud på et frit liberalt marked, hvor arbejdsgiverne kan skalte og valte med fyringer, ansættelser, den daglige tilrettelæggelse af arbejdet, efteruddannelse, sikkerhed, arbejdsmiljø. Det er alle opgaver som den kapitalistiske stat ikke er neutral i, og derfor må arbejderne have fagforeninger, som kan understøtte og organisere kampen for at beskytte sine interesser.

Derfor organiserer arbejderne sig. Og hverken sygeplejersker eller magistre føler sig for fine til organisering i fagforeninger, strejker og arbejdskamp. Noget som ellers kun skulle hørte fortidens industriarbejdere til. Det fremgår af ovenstående tabel, at hele 2,25 millioner er fagligt organiseret, så det er vel næppe et udtryk for middelklassens egoistiske normer.

Fagforeningernes karakter

Men netop det defensive udgangspunkt, som er selve klasseorganiseringens udspring, nemlig salget og beskyttelsen af arbejdskraften, skaber også problemer.

Fagforeningerne er låst i et bestemt, afhængigt forhold til klassesamfundet. Salget af arbejdskraften gennem overenskomstforhandlinger og lokale forhandlinger bliver til en permanent samarbejdsform med systemet. Og fagforeningerne afspejler kun det gennemsnitlige bevidsthedsniveau i arbejderklassen, fordi de organiserer og repræsenterer hele klassen. Det betyder, at fagforeningerne som oftest lader sig begrænse politisk.

Det er en diskussion, som er lige så gammel som fagbevægelsen selv. Allerede i 1865 diskuteredes denne situation i Den Internationale Arbejderassociations generalråd. Her sagde Marx bl.a.:

Samtidig må arbejderne ikke – ganske bortset fra det almindelige slaveri, som hænger sammen med lønsystemet – overvurdere de endelige virkninger af denne daglige kamp. De må ikke glemme, at de fører kamp mod virkninger, men ikke mod årsagerne til disse virkninger. ...

I stedet for den konservative parole: "En ærlig dagløn for en ærlig arbejdsdag" skal de på deres fane skrive den revolutionære parole: "Lønsystemets afskaffelse".

... Fagforeningerne arbejder godt som modstandscentre mod kapitalens overgreb. De svigter delvis som følge af uforstandig brug af deres magt. De forfejler i almindelighed deres mål, hvis de indskrænker sig til guerillakrig mod virkningerne af det bestående system i stedet for samtidig at forsøge på at omdanne det, i stedet for at bruge deres organiserede kraft som løftestang for arbejderklassens endelige befrielse, det vil sige lønsystemets sluttelige afskaffelse.

Karl Marx: Løn, pris og profit, taget fra Lønarbejde og kapital, Tiden, s. 114-115

Det kan være svært at forestille sig ovenstående stillet som en udtalelse på en fagforenings generalforsamling. Det kan være skudt helt ved siden af niveauet i diskussionen. Men det helt centrale er, at socialister aldrig må opgive at føre den politiske kamp og diskussion ind i fagforeningerne og også her turde udfordre reformisternes og fagbureaukratiets konstante og vedvarende forsøg på at inddæmme og bremse en kamplinie og socialistisk politik i fagbevægelsen.

Toppen af siden

Sidst opdateret 27.7.2008