Hvis man ønsker at forstå, hvordan og hvorfor klasser opstår på forskellige tidspunkter i historien må man kigge på de økonomiske og sociale faktorer i samfundet. Klasser er en social relation, ikke en personlig.
Det afgørende er ikke, hvilken klasse folk føler, de tilhører, men om deres objektive forhold til det, Marx kalde produktionsmidlerne (fabrikker, maskineri osv.).
Den analyse af klasserne, som Karl Marx og Friedrich Engels udviklede i 1840erne, er stadig det eneste brugbare redskab til at udvikle en forståelse for, hvorfor klasser handler som de gør.
I nutidens samfund er de to største klasser defineret ud fra deres position i kapitalismens produktionsproces: Hvem udnyttes, og hvem udnytter.
De to hovedklasser er borgerskabet – som er den klasse, der ejer og kontrollerer produktionsmidlerne og det arbejde, arbejderne producerer. De køber arbejdskraft, maskiner, bygninger, råstoffer etc. Den anden er arbejderklassen – som er tvunget til at sælge sin arbejdskraft til arbejdsgiverne, og dermed mister kontrollen over sit arbejde.
Samtidig udviklede Marx og Engels en klar analyse af udviklingen i de to klasser.
De beskrev, hvordan borgerskabet, som startede som en revolutionær klasse, efterhånden blev en bremseklods for udviklingen, og hvordan det alene var arbejderklassen, der var i stand til at sikre udviklingen til gavn for hele menneskeheden. Marx skrev:
Borgerskabet har spillet en højest revolutionær rolle i historien. Først borgerskabet har vist, hvad menneskeligt arbejde kan frembringe.
Kapitalismen er den første produktionsmåde som i perioder har været i stand til at afskaffe sult, nød og sygdom.
Den har skabt store byer, centraliseret produktionen, ødelagt de gamle arbejdsmåder, og fejet alle gamle produktionsmåder til side. Samfund, der havde eksisteret mere eller mindre uforandrede i tusinder af år, er blevet ødelagt, lige så snart de er kommet i kontakt med den kapitalistiske produktionsform.
Men han tager samtidig fat i kapitalismens uhyrligheder:
Det moderne samfund ligner troldmanden, der ikke længere er i stand til at beherske de underjordiske magter, han har manet frem.
Det han hentyder til er, at kapitalismen har sine egne love, som mennesket ikke kan styre. Det er de kriser "som ville have forekommet alle tidligere epoker at være rent vanvid" – nemlig overproduktionskriser.
Konkurrencen tvinger dem til at producere mere end de kan afsætte – de kan ikke løse dem med deres snak, om at vi skal producere os ud af kriserne. Det betyder blot, at de næste kriser bliver dybere.
Borgerskabet er ganske enkelt ikke egnet til at være herskende klasse.
Derfor kommer arbejderklassen til at spille en afgørende rolle for Marx og Engels: De skriver bl.a.:
Borgerskabet har ikke blot smedet de våben, der skal bringe det døden, det har også frembragt de mennesker, der skal føre disse våben – de moderne arbejdere, proletarerne.
Endvidere skriver de:
Af alle de klasser, som i dag står over for bourgeoisiet, er det kun proletariatet, der er en virkelig revolutionær klasse. De andre klasser går tilbage og forsvinder, efterhånden som storindustrien trænger frem, men proletariatet er storindustriens alleregentligste produkt.
Ydermere, fortsatte de, er proletariatet en revolutionær klasse, der er nødt til at handle kollektivt for at forandre verden. For at opnå en arbejderrevolution er det nødvendigt ikke blot at omvælte en del, men hele det udbyttende system.
Marx og Engels har to pointer her: At arbejderklassen er en potentielt revolutionær klasse, og at den eneste måde, en revolution kan finde sted, er gennem, at arbejderklassen går sammen om at overtage kontrollen med produktionsmidlerne og grundlægge et samfund baseret på socialiseret produktion til hele samfundets bedste.
Marx og Engels mente, at al historisk udvikling og forandring var et resultat af klassernes indbyrdes kampe. Det var altafgørende for deres forståelse af udviklingen, at erkende at "alle hidtidige samfunds historie er en klassekampens historie."
Den der med, at det er de store mænd, kongerne osv., der styrer historien, holder ikke vand. Vi skal i stedet kigge på klasekræfterne. Marx opfandt ikke klaserne, men han så at de knytter sig til bestemte historiske epoker, til bestemte måder at producere på. Efterhånden som produktivkræfterne udviklede sig, opstod der nye måder at producere på. Gamle klasser gik ned og blev erstattet af nye. Det er de nye klassers kamp mod de gamle som driver historien – jvf. de borgerlige revolutioner og siden da.
Med forståelsen af at det er klassekampen, der driver udviklingen, var Marx og Engels således også i stand til at se social forandring som resultat af en kamp mellem forskellige klasser om kontrollen over den velstand, der blev produceret i det enkelte samfund, og ikke som en tilfældig kæde af usammenhængende hændelser.
For Marx og Engels var det underordnet, at denne kamp foregik "snart skjult, snart åben", at der nogle gange ikke lod til at være kamp, eller at de kampe, der fandt sted, ikke lod til at have meget at gøre med klasser.
For som de skrev:
Enhver kamp inden for staten, kampen mellem demokrati, aristokrati og monarki, kampen for handelsret osv. osv. er blot de illusoriske former... i hvilken den sande kamp mellem forskellige klasser føres.
Denne klassekamp kunne have to mulige konklusioner: Enten "en revolutionær omformning af hele samfundet eller med de kæmpende klassers fælles undergang." Enten ville modsætningerne løses, ved at en ny klasse brød igennem og oprettede sit eget styre – som det fx. var sket i England med borgerkrigen og revolutionen i det 17. århundrede – eller samfundet gik tilbage, idet både den gamle herskende klasse og dens udfordrer gik til grunde – som det skete med romerrigets fald.
Den marxistiske historiker G E M de Ste Croix definerede i sin bog om klassekamp i oldtiden klasser på denne måde:
Klasse (egentlig et forhold) er det kollektive, samfundsmæssige udtryk for udbytningens kendsgerning, den måde, hvorpå udbytning er legemliggjort i en samfundsmæssig struktur. Ved udbytning mener jeg tilegnelsen af en del af resultatet af andres arbejde: I et vareproducerende samfund er det tilegnelsen af, hvad Marx kaldte 'merværdi'.
En klasse (en konkret klasse) er en gruppe mennesker i et samfund, der kendetegnes ved deres stilling i hele det samfundsmæssige produktionssystem, først og fremmest defineret gennem deres forhold (hovedsageligt m.h.t. graden af ejerskab eller kontrol) til produktionsbetingelserne (det vil sige de redskaber og den arbejdskraft, der indgår i produktionen) og til andre klasser.
Det er vigtigt at forstå, at dette er et objektivt forhold. Individernes faktiske klassetilhørsforhold afhænger ikke af, hvad de føler for deres klasse, men af hvorvidt de er tvunget til at sælge deres arbejdskraft for at overleve.
Klassetilhørsforhold er således ikke det samme som klassebevidsthed; arbejdere er stadig arbejdere, selv om de stemmer på de borgerlige, køber ejerbolig eller har et par småaktier.
Denne vigtige pointe bliver ofte overset af alle, der forveksler arbejderklassens interesser med dens faktiske bevidsthed. De påstår ofte, at eftersom Marx sagde, at arbejderklassen er en revolutionær klasse, og eftersom flertallet af arbejdere det meste af tiden har alt andet end revolutionære holdninger, så må Marx have taget fejl på det punkt.
Men der er tydeligvis forskel på det, der er i arbejdernes interesse, og de holdninger, de måtte have på et givet tidspunkt.
Marx slår det fast igen og igen. Hans holdning er ikke, at arbejderklassen er fuldstændig revolutionær hele tiden, men at dens udbytning – dens forhold til produktionsmidlerne, for at bruge det ord, der definerer klassen – vil lede den til en bestemt form for klassekamp og skabe tendens til at handle på en bestemt måde.
I Den hellige familie, et af Marx' og Engels' første fælles arbejder, skriver de:
Det er ikke et spørgsmål om, hvordan denne eller hin proletar, eller sågar hele proletariatet, for øjeblikket betragter dets mål. Det er et spørgsmål om, hvad proletariatet er, og hvad det, i overensstemmelse med sit væsen, vil være historisk tvunget til at gøre.
Ved at tage udgangspunkt i dette er Marx i stand til at skelne mellem arbejderklassen som den er – med alle dens mangler – og hvad den er i stand til at blive.
Det er vigtigt, for det gør det muligt for os at forstå to ting.
Det første er, at uanset hvor lidet revolutionær eller passiv arbejderklassen måtte være på et givet tidspunkt, er den grundlæggende modsætning inden for det kapitalistiske samfund, at de bliver udbyttet af et lille mindretal, og det vil i sig selv have en tilbøjelighed til at føre til konflikt på visse tidspunkter.
Historisk set har den største konflikt hidtil været om hvor stor en andel af den producerede merværdi, der vil gå til dem, der har produceret den, og hvor stor en del, der skal gå til dem, der ejer produktionsmidlerne.
Til tider er denne konflikt nærmest usynlig, mens den til andre tider kan bryde ud i lys lue og blive til storkonflikter. Klasser er dynamiske forhold, hvor nye arbejdere bliver skabt gennem udbytningsprocessen, der trækker stadig flere dele af befolkningen ind i produktionen af profit for kapitalisterne.
Omvendt får den situation, de befinder sig i, med tiden folk til at se sig selv som arbejdere og udvikle et bestemt sæt af ideer og holdninger, der er fælles med andre arbejdere.
Den anden vigtige pointe, man kan drage af denne klasseforståelse, er, at det er muligt for socialister og aktivister at gribe ind i klassekampen og den gryende klassebevidsthed. Hvis arbejderklassen potentielt er en klasse, der ledes til at kæmpe mod systemet, så er de revolutionæres rolle at hjælpe med til at bringe dette potentiale frem.
Mange, selv på venstrefløjen, har en anden indfaldsvinkel til klasser. De ser klasser som en uforanderlig sociologisk gruppe, og deres klassebevidsthed som noget fastlagt og forudbestemt. Så kun folk, der ser sig selv som arbejdere og som handler på en bestemt måde, er en del af arbejderklassen.
Dette synspunkt tager ikke højde for forandringer i arbejderklassen og har ført til teorier om, at arbejderklassen er død.
Fx er kvindelige bankansatte så fjernt fra det stereotype billede af mandlige, manuelle arbejdere som man kan forestille sig, så de opfattes ikke som en del af arbejderklassen. Teorierne er så yderligere underbygget af, at nogle kvindelige bankansatte ser sig selv som middelklasse.
Men en sådan indfaldsvinkel kan kun føre til fuldstændig frugtesløst tankespind om, hvorvidt dette eller hint individ kan betragtes som arbejder, og er desuden med til at forvirre enhver seriøs klasseanalyse.
Sandheden er, at selv hvis en given arbejder adskiller sig fra det stereotype billede ved fx at lytte til opera, så er det noget langt mere fundamentalt, der definerer ham eller hende end en eller anden tilfældig fritidsbeskæftigelse -nemlig hvorvidt han eller hun er tvunget til at sælge sin arbejdskraft for at overleve.
De fejlagtige teorier har betydet, at mange ser arbejderklassen som en tilbagestående og uforanderlig masse, hvorfra kun en håndfuld dygtige individer er i stand til at hæve sig op over den.
I den modsatte ende af skalaen findes der teorier, der forsøger at lave et skel mellem arbejderne, hvor fx de arbejdere, der står i fagforening, er mere avancerede end dem, der ikke gør det.
Men ideen om at låse sig fast på en bestemt 'avantgarde' – hvordan den end defineres – fører til, at arbejdere defineres ud fra, hvad de tænker, og ikke ud fra det, de er, eller hvordan deres livssituation er. På den måde bliver klasse noget, der ikke først og fremmest defineres udfra forholdet mellem en gruppe folk og produktionsmidlerne, men udfra, hvordan de subjektivt ser sig selv.
Som historikeren E. P. Thompson formulerer det i introduktionen til sin bog The Making of the English Working Class:
Klasse er noget, der sker, når folk, som følge af fælles oplevelser (arvede eller delte), føler og udtrykker enheden af deres interesser indbyrdes og i modsætning til andre, hvis interesser er forskellige fra (og ofte i modsætning til) deres egne.
Problemet med den slags formuleringer er, at de kun halvvejs accepterer klasseanalysen – at undervejs i formningen af og ved at handle som en klasse, udvikler medlemmerne en bevidsthed, et idesæt, fordi de er medlemmer af en bestemt klasse. Men det er også rigtigt, at arbejdere kan handle som arbejdere imod arbejdsgiveren uden egentlig at være bevidste om sig selv som arbejdere. Det er derfor, Marx skelnede mellem arbejderklassen 'i sig selv' og ´for sig selv' – mellem en klasse, der objektivt eksisterer, og en, der bliver bevidstgjort som klasse.
For at undgå et statisk billede af klasser – og arbejdernes bevidsthed som en del af klassen – er det nødvendigt at have en fornemmelse for klassekampens dynamik og forandringer. Ellers er det alt for nemt at godtage, at et fastlåst idesæt findes hos 'tilbagestående' arbejdere, mens et andet lige så fastlåst – omend mere progressivt – findes hos arbejder 'avantgarden'. Der er kun et lille skridt fra dette synspunkt til at beslutte, at hvis 'avantgarden' – fx typografer eller maskinarbejdere – går tilbage, så går hele arbejderklassen som sådan tilbage.
Der er et andet problem, vi bliver stillet overfor, når det drejer sig om klasser i dag. Det kapitalistiske samfunds struktur er tydeligvis mere kompliceret, end at man blot kan dele det op i to modstående klasser. For det første er der en anseelig 'middelklasse' – ofte sat til mellem 15 og 20 pct. af befolkningen. For det andet er arbejderklassen tilsyneladende selv så opdelt på grund af køn, nationalitet eller race, at det er umuligt at tale om en sammenhængende klasse.
Kapitalismen ødelagde en hel stribe andre klasser under sin udvikling, dels ved at maskiner gjorde deres evner og viden forældet, dels ved at de blev udkonkurreret af storkapitalen.
Den udvikling skubbede flere og flere folk over i arbejderklassen, og altså over i en af de to store stridende klasser.
Dette var dog ikke ensbetydende med, at disse lag mellem de to store klasser fuldstændigt forsvandt. Marx forstod dette, da han skrev den del om Klasser, der udgør det sidste uafsluttede kapitel i Kapitalens tredje bind, og når han talte om, hvor sammensat klassebilledet var i England, som var langt det mest udviklede kapitalistiske land dengang, og som derfor havde været vidne til en række gamle klassers tilbagegang eller forsvinden i højere grad end andre steder:
Alligevel fremtræder denne klassestrukturering heller ikke her [i England] i helt ren form. Mellem- og overgangstrin tilslører også her overalt bestemmelsen af grænserne. Dette er imidlertid underordnet for vor analyse. Man har set, at det er den kapitalistiske produktionsmådes vedvarende tendens og dens udviklingslov at skille produktionsmidlerne mere og mere fra arbejdet og koncentrere de opsplittede produktionsmidler mere og mere i store grupper, dvs. at forvandle arbejdet til lønarbejde og produktionsmidlerne til kapital.
Kapitalismen gjorde de to største klasser universelt udbredte og udryddede andre klasser.
Dette betød dog ikke, at småborgerskabet eller liberale erhverv – som advokater og læger – blev udslettet. I dag betyder fremvæksten af gigantiske firmaer, uddannelsens udbredelse, behovet for udlært, dygtig og mangfoldig arbejdskraft, at der findes en 'middelklasse' af funktionærer.
Langt de fleste folk passer ind i kategorien 'kapitalist' eller 'arbejder'. Men der er også et anseeligt antal, der ikke synes at passe ind i nogen af definitionerne. Hvad er deres rolle?
Formålet med de efterfølgende kapitler er at forsøge at give nogle svar på, hvad arbejderklassens status er – i hvilken forstand den har ændret sig, hvor andre klasser passer ind, og om arbejderklassen har nogen magt i det moderne samfund.
Kapitel 3 bygger i høj grad på, og store dele er oversat fra Lindsey German: A Question of Class, s. 14-20, Bookmarks 1996. Ansvaret for formuleringerne er dog alene mit. J.N.
Sidst opdateret 27.7.2008