Marxisme Online  >  Arkiv  >  Nerup  >  DK klassesamfund – Indhold

Danmark – et klassesamfund

Jakob Nerup

< Kapitel 1  |  Kapitel 3 >

2. Borgerlige analyser

Den stigende sociale ulighed og den synlige polarisering af samfundets top og bund fordrer forklaringer.

Efter postmodernismens opløsning af alle teorier og værdier samt ekstreme fokusering på individet er der kommet lidt mere virkelighed over 90'ernes vurderinger.

Det ideologiske behov for klarhed betyder, at specielt politikere og medier bruger den forklaring, der fremmer deres egentlige mål. De borgerlige holder fast i, at det enkelte individ er herre over sine egne valg, mens socialdemokrater og SF'ere (og til dels Enhedslisten) støtter sig til holdninger om, at samfundet er delt op i to grupper (svage/stærke, arbejdende/ikke-arbejdende eller 1/3 + 2/3).

Ingen af disse holdninger har et egentligt teoretisk fundament, men søger sin legitimitet i to forhold. Dels forestillingen om, at hvis man gentager en holdning tilstrækkeligt mange gange, bliver det et begreb, som bliver accepteret politisk og anvendt af medierne. Det gælder fx ord som "2/3-samfund" og "Danmark er et middelklassesamfund". For 10 år siden kendte ingen disse politiske begreber, men da Socialdemokratiet begravede lighedstanken til fordel for markedsliberalismen, og venstrefløjen aflyste klassekampen, så havde de brug for nye ord. Efter at ledende politikere og hjernetomme journalister havde gentaget det mange gange nok, er det blevet et anvendt dogme, som bruges i flæng.

Dels bruger politikerne og i særdeleshed medierne en række såkaldte eksperter. Det er akademikere, som i deres egenskab af samfundsforskere, arbejdsmarkedsforskere eller politiske analytikere udtaler sig om, at der ikke mere er klassekamp, at der ikke findes klasser eller traditionelle sociale modsætninger. Nu gælder det i stedet de "bløde værdier", den politiske forbruger eller livsstilsvalg. Deres totale mangel på forståelse af virkelighedens verden blev udstillet i foråret 1998. Først tog "eksperterne" fejl op til folketingsvalget i marts, hvor Socialdemokratiets valgkamp på sociale og solidariske løsninger slog Venstres liberalisme på målstregen. Kort efter måtte de samme "eksperter" desperat komme med nye psykologiske søforklaringer på, at industriens arbejdere havde stemt overenskomsten ned. Klassekampen var alligevel ikke aflyst.

2/3-teorien

Den stigende sociale ulighed og en politisk højredrejning hos Socialdemokratiet og venstrefløjen har skabt begrebet "2/3-samfund". Den benhårde nedskæring af velfærdsstaten og venstrefløjens accept af dette som udgangspunktet for parlamentarisk indflydelse, har medført begrebsændringer. Socialdemokratiet legitimerer sine angreb på velfærdsstaten med, at det er for at hjælpe de svageste. At det så sker gennem tvangsaktivering og yderligere nedskæringer ændrer ikke ved budskabet: "Det store flertal, 2/3, middelklassen må forlange mindre i løn og offentlige ydelser og yde mere arbejdstid og flere skattekroner".

For at legitimere denne omfordeling fra arbejderklassens arbejdende dele til dens fattigste del er der brug for begrebsforandring.

Det dur ikke at sige, at arbejdere skal gi' til arbejdere, mens vi laver skattelettelser for de rige. Så lyder det mere rigtigt at sige, at alle vi, som er i arbejde, er en middelklasse, som må hjælpe de svageste. Som formanden for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, Morten Bødskov, formulerer det i et interview i Politiken den 27.9.98:

Vi kan se at der stadig er fattigdom i Danmark, at der stadig er folk, som langt, langt fra har de samme muligheder, som hovedparten af den danske befolkning har. Og dem skal vi bruge pengene på og ikke middelklassen. ... Vores snak om "ingen rettigheder uden pligter" og "ingen pligter uden rettigheder" og "arbejde til alle" giver faktisk stadig mening. Tag bare lidt syd for København. De store fortællinger (ideologier, JN) er en del af den forpligtigelse, som den priviligerede 2/3 har i dag, fordi det socialdemokratiske velfærdssamfund er tænkt for alle og ikke kun for 2/3-delen.

Men der findes ingen analyse eller teori for "Vi er alle middelklasse"–holdningen. Den bygger på det tynde grundlag, at arbejderklassen ikke havde materielle goder som bil, ejerbolig og arbejde i 50'erne og 60'erne. Det har 2/3 af arbejderklassen i dag. Men de ejer hverken huset eller bilen, og arbejdet kan vi dårligt fungere uden. Det er altså en slags "goddag–mand–økseskaft"–holdning, som er opfundet af socialdemokraterne for at legitimere deres nedskæringer og angreb på arbejderklassen.

Der er gjort lidt mere for at begrunde 2/3-holdningen. SF hyrede i 1997 CASA (Center for Alternativ Samfundsanalyse) til at belyse "Polarisering i det danske samfund". CASA finder frem til følgende:

Denne opdeling hviler alene på en opdeling af arbejdende samt midlertidige og varige modtagere af overførselsindkomster. Dels er det et "frosset" billede, som ikke tager højde for, at de arbejdsløse, syge og bistandsmodtagerne i vid udstrækning ryger ind og ud af arbejdsmarkedet. F.eks. findes der ikke 200.000 arbejdsløse på fuld tid. Det er et teknisk tal, som er en sammentælling af samtlige arbejdsløshedstimer på et år omregnet til arbejdsløse på fuld tid. Det rigtige tal for fuldtidsarbejdsløse ville være 70-80.000.

Opdelingen foretager heller ikke en skelnen mellem rige og fattige, mellem kapitalejere og arbejdere. Det svarer til, at en kassedamen i Netto sættes i bås med direktøren for NOVO. Absurd, hvis selve formålet med undersøgelsen er at belyse polarisering.

CASA sammenligner kernearbejdskraften med de marginaliserede på følgende måde:

Et eksempel: En arbejdsløshedsfamilie, to voksne, begge 30 år med et barn på 1 år, har 260.000 kr. pr. år i indkomst. En lignende kernearbejdskraftfamilie har 600.000 kr. pr. år. ... På denne måde kan vi måske bedre begribe de forskelle, som rent faktisk eksisterer, og de forhold, som giver de enkelte familier forskellige livsmuligheder, livschancer og livsvilkår.

Problemet med dette eksempel er, at det ikke eksisterer i virkeligheden verden. Det er ufatteligt få familier i Danmark, som har en husstandsindkomst på 600.000. Som det ses af tabellen, så er virkelighedens verden meget ulige. 2/3 har mindre end 260.000 i årsindkomst og kun 1/20 tjener 600.000. Det gør CASA's eksempel misvisende, og det bygger på dogmet om, at en almindelig lønmodtagerfamilie tjener mange penge. Tværtimod er gennemsnittet for en arbejderfamilie på ca. 300-350.000 pr. år.

CASA's manglende teoretiske fundament og den lemfældige omgang med realiteterne fører også det ventede, og fra SF ønskede, resultat med sig. Klassekampen er opgivet, og i stedet skal der ske en omfordeling fra arbejderklassens arbejdende til de marginaliserede. CASA konkluderer:

Den samfundsmæssige udfordring er, at de dårligt stillede ikke længere er de mange. Den store middelklasse af lønmodtagere synes at have langt mere til fælles med de bedre stillede end med de udstødte.

Dette mindretal er imidlertid ikke en homogen social gruppe. De adskiller sig på mange måder fra hinanden, men vil som mindretal alle respekteres som samfundsborgere, selv om de er marginaliseret eller udstødt. Det stiller krav til samfundets flertal, krav til en social solidaritet. Hvis ikke kan man se frem til en fortsat udvikling af totredjedelssamfundet.

Det politiske resultat af en sådan analyse tydeliggøres af de seneste forlig i Folketinget.

Da den socialdemokratisk ledede regering gik i forlig om Pinsepakken med SF og Enhedslisten var der alene jubel i det parlamentariske bagland. Ikke på landets arbejdspladser, hvad man ellers skulle tro, når arbejdernes partier havde indgået forlig.

Årsagen til den manglende jubel er enkel.

Pinsepakken omfordeler fra arbejderfamilier med ejerbolig til de fattigste. Og det skaber ingen opbakning i arbejderklassen. Også selv om det kun er krummer sammenlignet med de gratis kager til de rige i form af fjernelse af formueskat, skattereform og fjernelse af aktiebeskatningen, som regeringen gennemførte med de borgerlige.

Livsstilsanalyse – du er hvad du køber

Den klassiske borgerlige samfundsforklaring på ulighed – "det er de dygtigste og mest arbejdsomme, der bliver rige og mægtige" – har fået en moderne udgave, der flittigt optræder i medierne. Den kaldes Livsstilsanalyse.

Essensen af denne måde at analysere samfundet på er, at det enkelte individ bevidst og ubevidst vælger sine handlinger, holdninger og forbrug, og herigennem vælger sin egen livsstil. Det liv vi fører er konsekvensen af egne valg og uden sammenhæng med vores sociale position. Det er en bekvem forklaring for den herskende klasse, og derfor bruges den flittigt som forklaring.

Livsstils-modellens grundlag er sammenstillingen af en række værdibaserede udsagn, der kan opstilles i et system:

Modellen er udviklet af analyseinstituttet AIM og bruges til at levere oplysninger til virksomheder, der vil sælge deres produkter. En af de virksomheder, der køber modellen for at sælge "den rigtige vare til de rigtige mennesker" er Danmarks Radio. De forklarer deres opdeling af befolkningen i fem grupper og deres radioprofil på følgende måde:

De to grundlæggende værdisæt er:

– Modsætningen mellem en moderne og en traditionel indstilling til tilværelsen, hvor de traditionelle værdier betyder tryghed og sociale spilleregler, mens de moderne livsværdier betyder spillerum og retten til at være sig selv.

– Modsætningen mellem en materialistisk, pragmatisk præget grundholdning og en idealistisk, mere følelsesbetonet holdning til tilværelsen.

Direktør i AIM Henrik Dahl har skrevet en bog om livsstilsanalyse: Hvis din nabo var en bil. Heri gennemgår han modellen og leverer et forsøg på en teoretisk basis, som alligevel strander på ren empiri og tro:

Livsstilen skaber en praktisk indsigt i det overfladiske, som medfører, at dagligdags ting og begivenheder bliver meningsfulde og føjer sig ind i egne og andres projekter. Livsstilen er dagligdagens hermeneutik, og den skaber bestandigt social integration og social differentiering. ...

Denne betoning af procesaspektet og sammenhængen til social integration og differentiering betyder i øvrigt også, at det efter min opfattelse er ørkesløst at diskutere, om livsstil "eksisterer". For så vidt som man tror, at der er noget, som hedder social integration og differentiering, så må man nødvendigvis tro, at der er en praktisk proces, der skaber denne integration og differentiering. Og denne praktisk proces er livsstilen.

Kernen i analysen er udsagn fra individer om handlinger og holdninger på overfladen, udtrykt systematisk som livsstil. Men det siger intet om årsager og dybere sammenhænge i samfundet.

Det er måske interessant for en reklamemand, at bankfolk gerne vil surfe, gå i biografen, være individualist og er resultatfikserede. Men det siger jo intet om, hvordan de vil handle i en kommende strejke eller om de vil forsvare velfærdsstaten. Det afgøres derimod af deres placering i produktionen og deres klassebevidsthed, og så er de overfladiske livsstile ligegyldige.

Når livsstilsanalysen alligevel bruges så ofte, og mange tiltrækkes af den, hænger det netop sammen med dens overfladiskhed.

Vi kan alle genkende nogle elementer af os selv, når vi ser en livsstilsmodel. Men det kan vi jo også med horoskopet i Ekstra Bladet eller Alt for Damerne. Derfor kan Henrik Dahl slippe af sted med følgende sludder i Politiken den 10.1.99:

Men først og fremmest forklarer analysen af livsstil, hvorfor samfundet er så stabilt. Senest har aviserne bragt historier om den sociale mobilitet. Eller rettere: manglen på samme. Alle de forestillinger om påklædning, sømmelig optræden, acceptable og uacceptable midler til at fremme sine interesser, der tilhører et bestemt erhverv og en bestemt stilling i samfundet. Analysen af livsstil viser således, at den, der ønsker at være "mønsterbryder", står i et ubehageligt dilemma. Hvis man ikke i et og alt tilpasser sig den nye livsstil, vil man blive frosset ud.

Henrik Dahl og andre livsstils-analytikere ender tilbage hos de gamle borgerlige tågehorn: Bare du selv vil og gør det rigtige, så kan du vælge frit. Klassebaggrund, penge og kontakter betyder intet. Dybest set kan de også være ligeglade, for deres analyse er designet til at hjælpe med salg af produkter. Som samfundsanalyse er den ikke bedre end horoskoper.

Toppen af siden

Sidst opdateret 27.7.2008