![[ Husstande med PC ]](s09pc.jpg)
Verdens 225 rigeste har en samlet formue på over 1.000 milliarder dollars – det svarer til den årlige indtægt for de fattigste 2,5 milliarder mennesker i verden. Det vil sige, at verdens 225 rigeste ejer ligeså meget som 40 pct. af verdens befolkning. For bare to år siden skulle der 358 milliardærer til at matche de fattigste 2,5 milliarder mennesker. Det betyder, at uligheden fortsætter med at vokse. (Tallene stammer fra FN-organisationen UNDP's Human development report 1998).
Verdens tre rigeste er Bill Gates fra computerfirmaet Microsoft med 51 mia. dollars, Walton familien fra WalMart butikskæden i USA med 48 mia. dollars og Warren Buffet, en amerikansk investor, med 33 mia. dollars. Disse mennesker har tilsammen flere penge end de 48 fattigste lande. De 15 rigeste ejer mere end alle afrikanske lande syd for Sahara.
På samme måde er verdenshandlen koncentreret på meget få virksomheders hænder. De 10 største omsætter for 7000 milliarder kr., har 2,4 millioner ansatte og står for 1/6 af verdenshandelen. De hundrede største multinationale virksomheder har en omsætning på 14.000 milliarder kr., har en arbejdsstyrke på 5,8 millioner ansatte og kontrollere 1/3 af verdenshandelen. Og de 44.000 største multinationale koncerner, kontrollerer 1/3 af verdens produktion og op mod 150 millioner menneskers beskæftigelse er afhængig af dem.
Som skærende kontrast til denne enorme rigdom står en lige så ekstrem fattigdom.
Over én mia. mennesker får ikke dækket deres basale behov.
Af de 4,4 mia. indbyggere i udviklingslandene mangler 60 pct. adgang til basale sanitære forhold. Næsten en tredjedel har ikke adgang til rent drikkevand. En fjerdedel mangler bolig. En femtedel har ikke adgang til et moderne sundhedsvæsen. Og en femtedel af dem er underernærede.
FN anslår, at prisen for at sikre grundlæggende uddannelse, gode sundhedsforhold, reproduktiv sundhed for kvinder, skaffe tilstrækkelig mad, rent vand og ordentlige hygiejneforhold for alle mennesker ville være omkring 40 mia. dollars om året.
Hvis verdens 225 rigeste skulle punge ud, ville beløbet blot udgøre sølle 4 pct. af deres formue. Eller Bill Gates kunne betale alene og stadig være mangedobbelt milliardær.
Til sammenligning bruges der på verdensplan hvert år 780 mia. dollars til militær. De 10 lande, der brugte mest på reklamer, brugte i 1996 i alt 146,4 mia. dollars. Det japanske erhvervsliv brugte alene 35 mia. på repræsentation. Samtidig er EU's overskudslagre for korn seksdoblet i løbet af et år, så de i dag indeholder 14,4 mill. tons korn, ligesom lagrene af oksekød og mælk stiger.
Fattigdom og elendighed skyldes altså ikke knaphed. Den eksisterer side om side med overflod og rigdom. UNDP's rapport viser, at ulighederne ikke alene går mellem Nord og Syd, den viser også at forskellen mellem rig og fattig vokser inden for de industrialiserede lande.
I den industrialiserede verden er der 100 mill. hjemløse, 37 mill. arbejdsløse og 200 mill. mennesker, som vil dø, før de fylder 60. USA, Irland og Storbritannien er de industrialiserede landes "topscorere", når det kommer til uligheder, med hhv. 16,5 pct., 15,2 pct. og 15 pct. af befolkningen, der lever i fattigdom, dvs. under FN's officielle fattigdomsgrænse.
UNDP, 1994 og Danmarks Statistik: Statistisk 10-årsoversigt 1998
Andel af samlet familieindkomst efter decilgruppe (10 pct.) i 1995 |
|||
Familieindkomst |
Netto- |
||
Procenttal |
før skat |
efter skat |
|
1. decilgruppe (de fattigste) |
1,7 |
1,9 |
-18 |
2. decilgruppe |
4 |
4,5 |
-3,5 |
3. decilgruppe |
4,9 |
5,6 |
-0,9 |
4. decilgruppe |
6 |
6,6 |
0 |
5. decilgruppe |
7,3 |
7,7 |
0,5 |
6. decilgruppe |
8,9 |
9,1 |
1,7 |
7. decilgruppe |
11 |
11,3 |
5,2 |
8. decilgruppe |
13,7 |
13,8 |
12,1 |
9. decilgruppe |
16,6 |
16,1 |
23,1 |
10. decilgruppe (de rigeste) |
26 |
23,3 |
79,8 |
Note: Datamateriale opdeles i tiendedele efter stigende værdi. |
|||
Den socialdemokratisk ledede regering har gjort en dyd ud af parolen om, at vi alle må bringe ofre for at hjælpe de svageste i samfundet. Men faktum er det modsatte. De rigeste får stadig mere, mens de socialt svageste hele tiden rammes af nye angreb. Her er en oversigt over nogle af de sidste par års forringelser:
Danmark er det land i Norden, der bruger den mindste andel af de offentlige udgifter på sundhed, nemlig 9 pct. Det tilsvarende tal er 13 pct. for Norge og 19,3 pct. for Island. Til gengæld topper Danmark med den laveste levealder og de fleste AIDS-tilfælde i Norden. Den danske sygelighed er stor. Ifølge Danmarks Statistik 1998:
Den elendige sundhedstilstand er ikke lige fordelt. Der er en klar social skævhed i sygeligheden, som det senest er blevet påvist i DIKE's (Dansk Institut for klinisk Epidemiologi 1997) store undersøgelse Danskernes sundhed mod år 2000. Her kan man læse følgende:
Den store forskel i sygelighed og dødsfald er stigende. Op gennem 90'erne er forskellen vokset. Således udtaler seniorforsker Vilhelm Borg fra Arbejdsmiljøinstituttet til Politiken 30.12.98:
Fra 1993 og frem til i dag er tendensen med de stigende forskelle i arbejderes og funktionærers sundhedstilstand fortsat, så den i dag er endnu mere markant. Og det er voldsomt bekymrende.
De væsentligste faktorer for denne ulighed i sundheden er den daglige nedslidning og de stadigt højere krav til øget produktivitet. Mens arbejdsgiverne nyder godt af stadig stigende produktivitet, hvor arbejdskraften udnyttes til det yderste gennem anvendelse af bl.a. moderne teknologi, så betaler arbejderne prisen. Og det er en enormt høj pris. Som det er beskrevet i afsnittet "computer med klasse", så løser den nyeste teknologi ikke problemerne, den skaber snarere nye. Og selv om forsikringsselskabernes eksperter prøver at overbevise os om, at det er arbejdernes drikkevaner og rygning, samt fritidssysler, der gør os syge, så ligger forklaringen i selve arbejdet.
Også den gennemsnitlige levealder for danskerne rasler ned. 12 pct. af danskerne kan ikke forvente at leve til de fylder 60 år. Det er det næsthøjeste tal blandt de 20 lande med de bedste levevilkår. Kun USA, hvor 13 pct. af befolkningen ikke forventes at blive 60, overgår Danmark.
USA er normalt ikke et land, vi plejer at sammenligne os med, når der tales om velfærd og fattigdom.
Det billede, UNDP rapporten tegner af Danmark, giver i det hele taget ikke meget næring til myten om Danmark som foregangsland. Danmark kommer ind på en sølle 18. plads, når det gælder det såkaldte Human Development Index (1998), der måler levetid, analfabetisme, uddannelsesniveau og indkomst. På otte år er Danmark gået ni pladser ned og ligger langt fra lande, vi plejer at sammenligne os med. Fx ligger Norge på en 3. plads og Sverige på en 10. plads. Og Danmark overgås af lande som Spanien og Irland.
For at forstå, hvordan Danmark er havnet der og ikke længere er det skandinaviske velfærdsparadis, som visse turister og politikere tror på, kan nøgletal fra de seneste 25 år illustrere det. Her fremgår det tydeligt, at mens værditilvækst og produktivitet er steget voldsomt til gavn for de rige, så er arbejdernes realløn og velstandsniveau ikke steget tilnærmelsesvis i samme takt, og nødvendige overførsler over skattebilleten til bl.a. dagpenge og efterløn er steget stærkt.
Nøgletal for Danmarks udvikling 1970-1994(1970 = 100) |
|
BNP (Bruttonationalprodukt) |
166% |
Produktiviteten totalt |
160% |
Overførsler (pct. af BNP) |
160% |
Velstandsstigning (inkl. fritid) |
140% |
Velstandsstigning uden fritid |
123% |
Realløn |
117% |
Danmarks Statistik: 50-årsoversigten |
|
Siden 1987 er sygesikringens udgifter til medicin steget meget over 100 pct., og den samlede omsætning af lægemidler er steget med 85 pct. De enorme summer (4,3 mia. kr.), som det offentlige betaler til medicin, havner i lommerne på aktionærerne i de store danske og udenlandske medicinalkoncerner. Her har aktierne været udsat for himmelflugt, og overskuddene er steget med 15-25 pct. de seneste 10 år. Der tjenes profiter på op til 70 pct., så aktionærerne lever højt på vores sygdom og den manglende forebyggelse. Hertil kommer, at medicinalindustrien har lavet prisaftaler, og det samme har apotekerne, så de syge reelt ikke har noget valg. Samtidig er læger og hospitaler i stigende grad i lommen på de store medicinalfirmaer, fordi de donerer penge til forskning.
Det danske sundhedssystem er presset til det yderste af mange års nedskæringer. Ventelisterne vokser og behandlingen bliver stadig dårligere. Det dokumenteres fx af lægen Niels Høiby i bogen Det danske sundhedsvæsens storhed og fald, 1998, hvor han konkluderer, at sundhedssektoren årligt mangler 10 milliarder kr. for at blive genoprettet.
Det vil de rige naturligvis ikke leve med. Derfor laves der privathospitaler og -klinikker, hvor aktieselskaber og griske læger kan score kassen. Det har arbejderklassen ikke råd til, så derfor er vi henvist til det offentlige. Fremtidsudsigterne for en sådan udvikling kan vi se i England, hvor det offentlige sundhedsvæsen er helt nedslidt, og i USA, hvor fattige mennesker ikke kan få lægehjælp eller gældsættes resten af livet.
Den danske folkeskole har gennem flere år været udsat for angreb fra borgerligt og socialdemokratisk hold. Det ideologiske stormløb mod lærere, forældre og elever skal imidlertid dække over, at hverken staten eller kommunerne vil løse de egentlige problemer. Staten og kommunerne har ikke afsat penge til de 100.000 ekstra skoleelever, der kommer ind i skolesystemet inden for de næste 10 år. Det svarer til en stigning i elevtallet på 20 pct. De nødvendige investeringer til nybygninger og vedligeholdelse på to milliarder kr. findes ikke i de kommunale budgetter.
På EDB-området er der behov for milliardinvesteringer. Det modsvares af, at staten har afsat 20 millioner kr. i samlet støtte til indkøb af EDB, mens 2/3 af kommunerne ikke vil bruge flere penge. Den nye folkeskolelov, som bygger på differentieret undervisning af den enkelte elev, kræver mere fysisk plads og små klassestørrelser. Virkeligheden i dagens folkeskole er modsat, nemlig at der mangler plads, og klassekvotienten stiger.
Forældre til skolebørn er naturligvis bekymrede, fordi de selv og gennem deres børn kan mærke problemerne. En bekymring, de borgerlige og socialdemokratiets højrefløj prøver at bruge til syndebukkepolitik, fordi de vil skjule deres nedskæringer. I stedet for bevillinger og opbakning til brugerne af skolen, angribes lærerne for at være dovne, de svage elever bliver skilt fra de dygtige, modersmålsundervisningen bliver afskaffet, og pædagogik erstattes med lærere, som skælder ud. Politikernes mål er en folkeskole, som kan sikre uddannelsen for 2/3, hvoraf en lille elite kan skille sig ud, mens en restgruppe af tabere i den enkelte skoleklasse og i de fattige kommuner bliver ofre for nedskæringerne.
Forældre, lærere og skoleelever står så over for valget, om de skal kaste sig ud i en individuel overlevelseskamp i en nedskæringsramt skole, eller om de skal slås i fællesskab mod forringelser og manglen på bevillinger.
I den nuværende folkeskole er såvel indholdet som karaktererne med til at bevare klassesamfundet. Fokuseringen på individuelle færdigheder står i modsætning til flertallets virkelighed. En kollektiv adfærd er en del af selve arbejdsprocessen, og uden sammenhold får man hverken bedre løn eller arbejdsforhold.
De boglige fags højstatus og fuldstændige adskillelse fra praktiske færdigheder giver yderligere overklassens børn en fordel, fordi de er opflasket med individualisme, højt uddannede forældre og boglige miljøer.
Derfor er det ikke mærkeligt, at det er overklassens børn, som får de bedste karakterer, mens det er arbejderklassens børn, som er i overtal blandt de svageste.
Fx viser en test fra 1968, at 64 pct. af pigerne i 14 års alderen ligger i den bedste tredjedel, hvis forældrene er højtuddannede. Kun 22 pct. af pigerne, hvis forældre er ufaglærte arbejdere, ligger i den bedste halvdel. Samme undersøgelse viste, at selv om disse piger fra arbejderklassen fik samme karakterer som overklassen, så var deres fremtidige liv stadig i arbejderklassen. Af de førnævnte piger fra arbejderklassen havde kun én procent en længerevarende videregående uddannelse i 1992. Tallene stammer fra Socialforskningsinstituttets udgivelse af Erik Jørgen Hansens undersøgelser fra 1968-92, En generation blev voksen, som er et stort dokument over, at det eksisterende uddannelsessystem ikke udjævner ulighederne, men tværtimod fastholder dem.
Desværre undersøges disse klassesammenhænge ikke særligt ofte, men en undersøgelse af de studerende ved samfundsfag på Københavns Universitet i 1992 viste den samme klassemæssige skæve deling: 61 pct. kom fra de to øverste socialgrupper, men kun 15 pct. fra de nederste. I samfundet er fordelingen omvendt. Her tilhører 22 pct. de to øverste grupper, men de to nederste udgør 49 pct. I 1998 viste en undersøgelse, at kun én procent af forskerne fra Københavns Universitet havde en social baggrund i arbejderklassen.
Klassedelingen i uddannelsessystemet vil ikke blive formindsket i de kommende år. Tværtimod.
De kommuner, hvor de rige bor, bruger nemlig dobbelt så mange penge pr. elev som i de fattigste kommuner. Og bor de rige i en "forkert" kommune, så kan de sende deres børn på privatskoler, som typisk opdrager til karriere i erhvervslivet. Allerede i dag går 6 pct. af folkeskoleeleverne på sådanne skoler. Man kan jo også gå ud fra, at den EDB, som ikke er i folkeskolen, nok skal stå i de riges børneværelser.
25 pct. får ikke en uddannelse efter folkeskolen. Det er ikke de riges børn, men arbejderklassens, der må nøjes med de 9 års skolegang.
Sådan kunne vi blive ved med snakken om SU, ungdomsboliger, arbejde efter skoletid, arbejde efter endt uddannelse osv. Alle forhold, som under nedskæringer og øget konkurrence favoriserer de riges børn og yderligere cementerer klassedelingen videre i uddannelsessystemet.
Der en stor frustration over, at de videregående uddannelser ikke lever op til forventningerne. Øjvind Larsen, lektor på Handelshøjskolen, skrev i Information: "Det moderne universitet er blevet en fabrik." Og Peter Hyldgård kommenterede i samme avis: "Billedet af universiteterne som en fabrik er ikke nyt. Ofte kaldes de for pølsefabrikker: Et sted, hvor man producerer en billig metervare, kandidaterne i en jævn strøm, og hvor det blot er et spørgsmål om at få så mange igennem systemet så hurtigt som muligt."
Hyldgård kritiserer det såkaldte taxametersystem, hvor universiteternes bevillinger tildeles efter antallet af studerende, for at være årsag til miseren. På linie med dette sagde Jørgen Gleerup, lektor ved Odense Universitet: "Markedsorientering kan friste til forfladigelse. Vi risikerer universiteter, der udelukkende løber rundt efter flere studerende og ekstra bevillinger."
Kritikerne har utvivlsomt ret i, at taxametersystemet og markedsorienteringen bærer en stor del af ansvaret for, at kvaliteten på de videregående uddannelser er faldet. Gennem de seneste år er antallet af studerende pr. underviser steget voldsomt på de fleste fag, hvilket fører til stigende brug af forelæsninger, hvor muligheden for at stille spørgsmål og for at føre en diskussion mellem undervisere og studerende er meget ringe. Tit foregår forelæsningerne i overfyldte lokaler. Politiken har givet eksempler fra økonomistudiet i København, hvor 410 mødte op til en forlæsning i et lokale med plads til 325, og teologistudiet, hvor 150 mødte op i et lokale med plads til 110.
Men heldigvis er det ikke kun den herskende klasses elitære holdninger og nedskæringspolitik, der tegner fremtiden.
Folkeskolelærerne lægger sig ikke bare ned og accepterer forringelser af skolen eller deres arbejde. Og helt afgørende, så er eleverne, studenterne, studerende ved seminarier og universiteter begyndt at slå igen. Dette manifesterer sig stærkt i "Nu er det nok"-kampagnen. "Nu er det nok"-kampagnen er et tydeligt udtryk for, at der blandt et stort lag af studerende er stor utilfredshed. En utilfredshed, som kan slå ud i store protestaktioner.
Det officielle Danmark forfægter princippet om lighed for loven. Men denne lighed eksisterer ikke. I selve retssystemets indretning, i dets domme og blandt de dømte er klassesamfundets uligheder gennemtrængende.
Professor i jura, Ole Krarup, har udtrykt det præcist:
Den vigtigste er, at straffesystemet – selv om det på papiret rammer ens over for rig og fattig – tydeligt skelner mellem typiske underklasseforbrydelser og typiske overklasseforbrydelser. Det er omtalt.. at de alvorligste forbrydelser – som omhandles i borgerlig straffelov – for størstepartens vedkommende er forbrydelser mod den private ejendomsret, først og fremmest tyveri, dvs. den fattige, besiddelsesløses angreb på besidderen.
Denne iagttagelse af straffesystemets klassekarakter underbygges af statistikken.
Ifølge politiet blev der i første halvår 1998 anmeldt næsten 247.000 straffelovsovertrædelser. Af disse kan de 231.500 direkte relateres til forbrydelser mod den private ejendomsret – 87.000 indbrud, 65.000 tyveri af køretøj, 50.000 tyverier, 20.000 hærværk, 8.500 check/bedrageri m.m. og 1.000 røverier. Det betyder, at 94 pct. af alle anmeldelser handler om ejendomsret.
Det er indlysende, at hverken de rige eller middelklassen tager aktivt del i disse forbrydelser. Dertil er deres sociale sikkerhed alt for høj. Derfor er det også logisk, at udøverne af forbrydelser over for ejendomsretten skal findes i de mest udsatte dele af arbejderklassen. De ovennævnte ejendomsforbrydelser straffes hårdt, og en stor del af de dømte ender i fængsel. Og her er klassedelingen ekstrem. 3/4 af afsonerne i danske fængsler er på overførselsindkomst, og næsten 60 pct. har ingen erhvervsuddannelse.
Anderledes ser det ud for de rige.
Den typiske overklasseforbrydelse omhandles derimod ikke i borgerlig straffelov; det drejer sig om overtrædelse af skattelovgivning, toldlovgivning, miljøbeskyttelsesregler, aktieselskabslovgivning osv. ... kaldet "særlovgivningen"... Overtrædelse af særlovgivningen straffes i almindelighed langt mildere, som regel med en bødestraf, og som oftest med en bødestraf af en størrelse, der ikke berører den pågældende virksomhed væsentligt. (Ole Krarup)
Eksemplerne på overklassens retslige særstatus er utallige.
Hele sagen om selskabstømmerne er et skoleeksempel. Her har landets fremmeste advokater, revisorer og finansfolk solgt og tømt det ene selskab efter det andet for at score skattegevinsten. Det er blevet til et samlet tyveri af skattepenge på 5 milliarder kroner. Men fordi så store dele af den herskende klasse og deres lejesvende i advokatkontorerne og revisorfirmaerne var involveret til op over begge ører, så er det hele endt i stilhed. Staten har med den socialdemokratisk ledede regering i spidsen indgået masseforlig om tilbagebetaling, hvor mange af svindlerne faktisk ender med at tjene på tyveriet af skattekronerne, fordi de kan beholde renterne. Kun nogle få ekstremt grådige bliver dømt, hvis de ikke får lov til at leve i fred i udlandet.
Men også de store miljøsvin, som fx Proms kan leve i luksus i udlandet og nøjes med småbøder på et par hundrede tusinde kroner, mens det offentlige står tilbage med miljøskader for 12 millioner kroner.
Eller rederen fra Scandinavien Star, hvor 154 mennesker brændte ihjel, som i dag undgår sin fængselsstraf på 6 måneder på den spanske solkyst. Eller Klaus Riskjær Petersen, der slipper med en betinget straf.
Retsvæsenet åbenbarer sin klassekarakter tydeligt, når arbejdere og kapital konfronteres.
Det er ikke kun hos de civile domstole, at klasseforskellene kommer til udtryk.
Arbejdsretten er en klassedomstol, hvis formål det er at tøjle oprørske arbejdere. Fagbevægelsens pampere forsvarer Arbejdsretten med, at næsten halvdelen af alle sager vindes af fagbevægelsen. Men sandheden er, at 95 pct. af alle bødekroner havner i arbejdsgivernes lommer. Fagbevægelsen vinder småsagerne, mens kapitalen vinder de vigtigste om retten til at lede og fordele arbejdet samt overholdelse af fredspligten. Og skulle arbejdsrettens domme ikke skræmme arbejderne, så kan der altid komme et regeringsindgreb, som kan bakkes op af politiets fysiske magt. Det så vi til fulde under Ri-Bus-chaufførernes kamp, hvor chaufførerne vandt masser af sager i arbejdsretten, men alligevel fik hele systemmet på nakken, da de stod fast på retten.
Utallige akademikere, politikere og medier har gennem årene udråbt indførelsen af moderne informationsteknologi til verdens frelse. Deres påstande er baseret på idealistiske forestillinger om, at computerteknologien fjerner det kedelige arbejde og øger demokratiet. Enkelte går endda så langt, at de forklarer hele samfundets organisering ud fra den moderne informationsteknologi.
I en nyligt udkommet bog Slip danskerne løs argumenteres der for, at informationssamfundet er afløst af netværkssamfundet, hvor computere i globalt og lokalt netværk er altings centrum. Og deres rene liberale vision er:
Netværkene rummer en samfundsdynamik, som rigtigt anvendt kan bruges til at skabe det mest åbne, det mest frie samfund i menneskets historie – et samfund, som trækker på kreativiteten og virkelysten i den enkelte borger (s.12).
Samtidig skitserer de et billede af samfundet i dag, som hyppigt gentages i medierne, hvor det er evnen til at anvende computere, som bestemmer vores jobmuligheder, indflydelse og sociale placering.
Vi risikerer med andre ord at opleve et netværksapartheid – en opdeling af samfundet i et stærkt A-hold og et svagt, marginaliseret B-hold alt efter evnen til at bruge netværksmediet og begå sig i netværksalderen. (s.43)
Det grundlæggende problem i denne antagelse er, at de ser teknologien som årsag til udviklingen, og ikke som en konsekvens af den. Indførelsen af elektricitet, bilen, atomenergi, TV, genteknologi er store teknologiske udviklinger, men ikke i sig selv bestemmende. De er en følge af den skærpede kapitalistiske konkurrence.
Udviklingen af elektricitet mv. gav også forhåbninger om at kunne fjerne det kedelige arbejde, men disse forhåbninger er for længst blevet gjort til skamme af udviklingen. Jo mere teknologien formes og bindes af markedets profitmotiver, des mere begrænses den i sin anvendelse for almene og arbejdervenlige formål.
Bilen er ikke et kollektiviseret, miljørigtigt samfærdselsmiddel, men et kommercialiseret og anti-kollektivt profitobjekt, selv om mange er afhængige af det som transportmiddel til arbejdspladsen. TV giver os momentvis scener fra en verden, vi kan identificere os med og bruge til noget, men generelt bliver vi dopet. Nyhederne er ideologisk censurerede og underholdningen er fremmedgjort. Computerteknologien er ikke anderledes.
Verdens hurtigst voksende industri er computerindustrien. Verdens rigeste mand er Bill Gates. Han er blevet rig på salg og produktion af computerteknologi og har en monopollignende stilling på verdensmarkedet. Rigdommen er erhvervet gennem millioner af arbejderes produktion af hardware og software på fabrikker verden over. Mange af de arbejdere, der knokler med at producere PC'ere i produktionshallerne har ikke selv råd til at købe en computer. I Kina, Indien og Indonesien, som tilsammen udgør næsten halvdelen af jordens befolkning, har kun få procent af befolkningen en computer.
I Danmark har 48,3 pct. (iflg. Danmarks Statistik 1998) af alle husstande en computer og 16 pct. har adgang til internettet. Men det er meget ulige fordelt (se grafen). Og i fremtiden vil brugen af computere være endnu mere polariseret.
I det danske uddannelsessystem bruges der kun meget små midler på computerundervisning, og det er ingen ret for eleverne. I folkeskolen er der kun én computer pr. 20 elever og det bliver værre, jo højere vi kommer i uddannelsessystemet. Der er heller ingen muligheder for en personlig computer, og det øger naturligvis klasseskellene. Børn fra et hjem med penge har også en eller flere computere, og når de skal hjemmefra, så følger PC'eren med.
Computeren afhjælper ikke klassedelingen i uddannelsessystemet, men forstærker den.
Computeren og i særdeleshed internettet er tildelt en særlig rolle i demokratiet. Talrige er de politikere, som lover mere demokrati gennem brug af computeren. Men desværre er virkeligheden ikke ændret. Adgangen til de vigtigste oplysninger i virksomhedernes regnskaber eller politikernes hemmelige forhandlinger eller det offentliges papirer er fortsat forbeholdt den herskende klasse. Adgangen til politiske informationer er måske formelt ændret, fordi dagsordener og referater af møder kan hentes på internettet. Men reelt er intet ændret, for informationerne er enten uforståelige pga. magthavernes interne sprogbrug, eller også er de intetsigende. Den eneste forbedring, computerteknologien har bragt med, er hastigheden og mængden af politiske informationer, du kan tilegne dig.
Computerteknologien har fjernet en del kedeligt arbejde. Arbejdsgiverne og toppen af fagbevægelsen har ikke tøvet med at fortælle, at nu var det fortid med ensformigt, nedslidende og uselvstændigt arbejde. Computerteknologien ville give os bedre forhold, sagde de. Men teknologien er ikke en neutral eller arbejdervenlig størrelse. Den bruges i produktionen for at få mere profit, og derfor er hverdagen for brugere af computerteknologi ikke forbedret hverken fysisk eller psykisk. Gå ind i en Netto-forretning og se det tempo, HK'erne ved kassen skal arbejde med. Gå ud i en produktionshal og se det tempo og stress, arbejdere ved computerstyret produktion arbejder under. Gå ind på et offentligt kontor og se det tempo og enorme stress, de ansatte udfører foran skærmene.
I Danmark er der knap 1,4 millioner mennesker som dagligt arbejder med computer, heraf bruger de 400.000 hele dagen bag skærmen. Og det hårde arbejde er ikke væk. I følge dagbladet Aktuelt den 10.2.99:
En ny omfattende undersøgelse, som Gallup har foretaget for HK, viser, at computerarbejde giver langt flere gener, end man har været klar over. 1013 HK'ere blev interviewet til undersøgelsen, og heraf har 43pct. dagligt smerter og ubehag foran computerskærmen. For mere end hver tredje er problemet så stort, at de må ty til smertestillende piller og besøg hos fysioterapeuter og kiropraktorer for at klare sig igennem arbejdsdagen ... det betyder, at næsten 200.000 danskere spiser piller på grund af computergener.
Løfterne, om at arbejderne ville få mere indflydelse på arbejdet og større variation og dermed en større jobtilfredshed, er gjort til skamme. I følge Arbejdsmiljøinstituttet (Aktuelt den 29.9.98):
Lønmodtagere der arbejder med computer næsten hele dagen, føler, at de har et dårligere psykisk arbejdsmiljø end andre faggrupper: De har mindre social støtte på arbejdet; De har mindre indflydelse på deres arbejde; De har mindre variation i arbejdet; Der bliver stillet højere krav til dem; Mange oplever, at de er utrygge på arbejdet.
Sidst opdateret 27.7.2008