Arbejderklassen er en uddøende race. De fleste af os er blevet en del af middelklassen. Kampen står ikke mellem arbejdere og arbejdsgivere, men mellem de folk, der er i beskæftigelse, og dem, som må leve af overførselsindkomster. Vi lever i et to-tredjedels-samfund.
Det er det billede, som politikerne, medierne og den herskende klasse forsøger at tegne, med 2/3 priviligerede og 1/3 svage.
Som tidligere nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer udtrykker det til Aktuelt 22.8.98 "Det centrale i velfærdssystemet er meget positivt. Men de senere år er overførslerne steget meget... Og det har været godt for middelklassen, men skidt for de svageste..."
Desværre er en stor del af venstrefløjen hoppet med på galejen.
Men intet er mere forkert end at operere med et 2/3-samfund eller at påstå, at det store flertal af danskere er en del af middelklassen.
Selv om statistikkerne viser, at der tilsyneladende er en stor lighed i det danske samfund, skal man blot kigge lidt dybere i statistikken for at se, at det er så som så med ligheden.
Et par klare eksempler er bil og bolig. I gennemsnit bruger de fattige og de rige en lige stor procentandel på bil og bolig. Men her ophører ligheden også. De rigeste 20 pct. med indkomster på over 500.000 bruger 58.000 på boligbenyttelse, hvoraf 4/5 bor i ejerbolig og 24.000 på bil. De fattigste 30 pct. med indkomster under 200.000 bruger mellem 18.000 og 33.000 på boligen, hvoraf højest 1/4 bor i ejerbolig, og de bruger mellem 835 og 3062 på bilen.
Danmark er stadigvæk et klassesamfund. Og middelklassen udgør langtfra et flertal. Den udgør kun omkring 15 pct. af befolkningen. Langt den største klasse er stadigvæk arbejderklassen, der udgør 80 pct., mens de rige og herskende udgør én (1) procent!
Det er derfor beskæmmende, at Socialdemokratiet og SF og til dels Enhedslisten falder for de argumenter, som ideologerne bag 2/3-samfunds-teorien fremfører.
Konsekvensen af manglende klarhed i analysen af det danske samfunds opdeling i klasser fører venstrefløjen i armene på de rige og deres borgerlige partier.
Socialdemokratiet er villig til at gøre hvad som helst for middelklassen, fordi "middelklassen er det store flertal". SF vil gerne skære på de såkaldt højtlønnedes adgang til børnecheck og efterløn, fordi "vi skal tage hensyn til de allersvageste", og Enhedslisten lægger velvilligt ryg til pinsepakken, som rammer arbejdere i eget hus, fordi "vi skal tage hensyn til de arbejdsløse og lavtlønnede".
En klar marxistisk klasseanalyse, hvor det er forholdet til produktionsmidlerne, der er afgørende, viser, at Danmark fortsat er et klassesamfund. Og ikke et spørgsmål om, at alle folk har et individuelt livstilsvalg.
De danske arbejdere er stadigvæk tvunget til at sælge deres arbejdskraft, de har ingen indflydelse på arbejdet og har hverken ejerskab eller kontrol med kapitalen.
Hvis SF og Enhedslisen havde en klar klasseanalyse, ville de afstå fra at lave finanslove og pinsepakker.
I denne pjece påvises, at Danmark er et klassesamfund, hvor de rige bliver rigere og rigere på bekostning af arbejderklassen, i særdeleshed den fattigste del af den.
En stor del af denne pjeces argumenter bygger på bearbejdningen af statistiske oplysninger. Statistiske oplysninger er ofte misvisende og uanvendelige, fordi deres formål ikke er at synliggøre de sociale forskelle i samfundet. Tværtimod kan man påstå, at statistikkerne langt hen ad vejen slører forskellene.
Grundlæggende er problemet, at statistikken ikke opererer ud fra en klar klasseanalyse, men ud fra forældede borgerlige kategorier. Det udtrykker sig i opdelingen af lønmodtagergrupper på funktionærer og arbejdere.
Samtidig er der et konstant fokus på familiestørrelser, alder og forskelle mellem mænd og kvinder. Altså en grundlæggende opfattelse af, at forskellen i dette samfund er individuelle og ikke sociale og klassebestemte.
Det er også umuligt at give et præcist billede af de rige.
Indkomster, formuer og stillinger adskilles, og det forbliver alene et grumset og ujævnt billede. Bl.a. fordi antallet af millionærer og milliardærer ikke opgøres. I den anden ende af livets skala opgøres det heller ikke, hvor mange hjemløse, narkomaner og psykisk syge der er, ej heller hvor mange der lever under den officielle fattigdomsgrænse.
Statistikken bliver en forlængelse af den borgerlige ideologi om, at forskellen i samfundet ikke går mellem klasser, men mellem individer. Derfor kan det ikke undre, at politikerne og "eksperterne" kan bruge statistikerne til deres nonsens om, at vi alle sammen er middelklasse, eller at vi selv kan vælge os en livsstil. Men selv den mest ideologiske borgerlige statistik kan ikke skjule klasseskellene og ulighedernes konsekvente gennemslagskraft i samfundet.
Sidst opdateret 27.7.2008