Udgivet første gang som en artikelserie i ugeavisen Socialist Worker (UK) mellem marts og juli 1987.
Oversat fra engelsk af Freddie Nielsen. Udgivet i april 1995 af Internationale Socialisters Forlag (ISBN 87-7262-030-7).
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 23. juli 2015.
Den marxistiske bevægelse startede i midten af 1840’erne. Den var produktet af en lang række ideer udviklet af to mennesker, Karl Marx og Friedrich Engels.
Tilfældige faktorer havde uden tvivl betydning for den præcise timing, og det, at Marx var et enestående geni, var også en stor fordel. Men det var ingen tilfældig hændelse. Marxismen hviler på et materielt fundament og ville ikke have været i stand til at springe ud, før dette var på plads.
For det første kunne den ikke være opstået, før den franske revolution havde fundet sted, og før parolen for de borgerlige revolutioner – Frihed, Lighed og Broderskab – havde afdækket sit virkelige indhold som det banner, hvorunder kapitalismen voksede frem verden over. Den kunne heller ikke have opstået før den industrielle revolution i Storbritannien, som for første gang i historien demonstrerede det potentiale, der ligger i samfundsmæssig produktion.
“Eksistensen af revolutionære ideer i en bestemt periode,” skrev Marx, “forudsætter eksistensen af en revolutionær klasse.” Det var informationer om den britiske arbejderklasse fra vennen Engels i Manchester og Marx’ egen kontakt med franske arbejdercirkler i 1843, der for alvor satte skub i udviklingen af marxismen.
Endelig opstod marxismen som en forventning til det revolutionære opsving, der snart skulle bryde løs i Europa i 1848. Det markerede for sidste gang det europæiske borgerskab som en revolutionær klasse, og i Paris sås i 1848 det første direkte forsøg på, at arbejderklassen tog magten.
Starten på marxismen var både iøjnefaldende og ydmyg. Iøjnefaldende hvad angår det teoretiske gennembrud, den var baseret på, og ydmyg hvad angår dens umiddelbare organisatoriske udtryk.
Den teoretiske marxisme repræsenterede en kritik og samtidig en udvikling af de vigtigste landvindinger i alle tidligere intellektuelle bestræbelser inden for tre hovedområder – filosofi (Hegel), økonomi (Smith og Ricardo) og politik (de utopiske socialister). Marxismen sammenfattede det hele i en samlet ny verdensopfattelse.
Organisatorisk tog marxismen form i 1847 som det lille Kommunisternes Forbund med mellem 200 og 300 medlemmer. Principielt var Forbundet en international organisation; men dets vigtigste styrke var blandt tyske håndværkere, hvoraf mange var spredt i eksil i andre lande. Før 1847 havde organisationen, der havde eksisteret siden 1836, kaldt sig for De retfærdiges Forbund, og havde været et af de hemmelige konspiratoriske selskaber, der var typiske for den tids revolutionære bevægelse. De var blevet inspireret af traditionen fra den franske revolution.
Marx og Engels meldte sig ind, fordi Forbundets ledelse havde erklæret sig enige i deres grundlæggende ideer, og fordi Forbundet var enig i at opgive konspirationen til fordel for klassekampen og åben propaganda for revolutionære ideer. Derfor skiftede det også navn.
Kommunisternes Forbund gjorde umiddelbart kun et lille indtryk på historien. Aldrig så snart havde det fået rekonstitueret sig, før det blev trukket ind i 1848-revolutionens malstrøm og opslugt. Som Engels forklarede det senere: “De få hundrede Forbundsmedlemmer forsvandt i de enorme masser, der pludselig blev hvirvlet ind i bevægelsen.”
Marx var personligt i stand til at få større indflydelse, derved at han var redaktør af Neue Rheinische Zeitung – den første i en lang række af marxistiske aviser. Men hans baglands svaghed tvang ham til at fungere som det radikale demokratis yderste venstrefløj, frem for som repræsentant for den revolutionære arbejderklasse.
Ikke desto mindre var den langsigtede betydning af Kommunisternes Forbund enorm. For det var den organisation, der vedtog og udgav Det Kommunistiske Manifest, formentlig den vigtigste og mest indflydelsesrige pjece, der nogensinde er skrevet.
Den lære, som Marx drog af erfaringerne med 1848, var også af langsigtet betydning. Den tyske 1848-revolution mislykkedes, fordi det radikale borgerskab, der ledede bevægelsen, frygtede deres nye modstandere, arbejderklassen, mere, end de frygtede deres gamle fjende, det gamle aristokrati, og således forrådte de deres egen revolution. Dette førte Marx frem til det synspunkt – som lige siden har været et grundlæggende marxistisk princip – nemlig at et klart uafhængigt arbejderparti var en absolut nødvendighed.
I et forsøg på at føre dette ud i livet gik Marx, der nu var i eksil i London, i gang med at reorganisere Kommunisternes Forbund på et nyt og klarere grundlag. I troen på at en ny revolution var forestående, udsendte han sine tanker i den rundskrivelse, der er kendt som Henvendelse fra Centralledelsen til Forbundet, marts 1850.
Henvendelsen argumenterede for et arbejderparti, der var i stand til at handle “så organiseret, så sammensvejset og så selvstændigt som muligt, hvis ikke det igen ligesom i 1848 skal lade sig udnytte af borgerskabet og følge i dets kølvand”. Den opridsede også en strategi for at vende den borgerlige revolution til en arbejderrevolution. Det var det, der senere inspirerede Trotskij til teorien om den permanente revolution.
Uheldigvis var Marx for optimistisk. I stedet for en ny revolution satte en lang periode med reaktion ind, og under indflydelse af den brød Kommunisternes Forbund sammen. En splittelse udviklede sig imellem dem, der som Marx og Engels var indstillet på at se de ubehagelige kendsgerninger i øjnene, og dem, der håbede på kunstigt at fremkalde revolutionen ved hjælp af absurde planer for væbnet invasion af Tyskland.
Splittelsen smadrede Forbundet helt, og det blev snart opløst, og med det slutter åbningskapitlet af den marxistiske bevægelses historie.
Ligesom mange revolutionære både før og siden havde den unge Marx og Engels håbet på hurtig succes.
Men de blev snart nødt til at erkende, at de stod over for noget, der trak i langdrag. Ved udgangen af 1850 var det klart, at der ikke var nogen umiddelbar revolution i sigte. Kapitalismen ekspanderede, og reaktionen sad fast i sadlen. I denne situation besluttede Marx at trække sig ud af de forskellige grupper af kævlende emigranter, hvilket var, hvad der var tilbage af den revolutionære bevægelse, og koncentrere sig om sit teoretiske arbejde.
Det var ikke en beslutning, som marxister i dag ville tage i en situation med nedgang; men han havde ikke andet valg. Tilslutningen til hans ideer var så lille, at han ikke kunne håbe på at opbygge andet end en lille bitte sekt. Desuden eksisterede “marxismen” som generel teori på dette stadie stort set kun i Marx’ hoved. Og det var i hvert fald på grund af denne beslutning og Marx’ målrettede studier igennem det næste halvandet årti, at verden i dag har Kapitalen, Marx’ mesterværk.
Det var grundlæggelsen af Den Internationale Arbejderassociation (1. Internationale) på et møde i London i september 1864, der trak Marx tilbage i direkte politisk aktivitet. Han hverken skabte eller grundlagde Første Internationale, som mange tror. Initiativet kom fra fagforeninger i Paris og London; men det var netop det, der tiltrak Marx, som kunne se, at der denne gang var involveret rigtig “styrke”, og at “genoplivelsen af arbejderklassen” var ved at gå i gang.
Marx gik ind i Internationalen, blev valgt til dens Generalråd og kom snart til at stå for det overordnede politiske lederskab. Men det var et lederskab over en meget forskellig samling mennesker. Blandt medlemmerne var der italienske nationalistiske tilhængere af Mazzini; franske proudhonister, hvis ideer var en blanding af reformisme og anarkisme; engelske owenister, der gik imod strejker, og forskellige hemmelige selskaber i form af frimureragtige loger. Senere blev anarkisterne under ledelse af Bakunin fremtrædende.
I forhold til nutidens standard lyder det som en mærkelig kombination; men i virkeligheden afspejlede det det politiske udseende af den tids internationale arbejderbevægelse.
Marx fik overdraget at formulere Internationalens statutter, og på trods af den politiske forvirring lykkedes det at få gennemført dem på baggrund af marxistiske principper.
Statutterne startede med den historiske deklaration: “At arbejderklassens frigørelse må erobres af arbejderklassen selv”, og fortsatte med at fastslå, at målet for arbejdernes kamp var “afskaffelse af ethvert klasseherredømme”.
De holdt fast ved, at arbejderklassens “økonomiske underkastelse” under dem, der monopoliserer produktionsmidlerne, “danner grundlaget for trældommen i alle dens former – for al social elendighed, al åndelig fornedrelse og politisk afhængighed”; at arbejderbevægelsens store problem havde været “manglende solidaritet mellem arbejdere i de mangeartede afskygninger af arbejdet i hvert land”; og at der var et stort behov for “et broderligt forbund mellem arbejderklasserne i de forskellige lande”.
Første Internationale var et stort skridt fremad for bevægelsen i arbejderklassen og for marxister. Den lavede et vigtigt arbejde med at forhindre import af skruebrækker-arbejdskraft til at bryde strejker, med at skabe støtte til Nordstaterne i den amerikanske borgerkrig og for at fremme polsk og irsk uafhængighed, og den bidrog i allerhøjeste grad til at udbrede socialistiske og marxistiske ideer.
Efterhånden som den voksede, arbejdede Marx tålmodigt med at få den til at overtage mere og mere socialistisk politik. I 1868 erklærede den sig, imod proudhonisternes ønske, for kollektiv ejendomsret, og i 1871 opfordrede den til at danne uafhængige arbejderpartier i modsætning til alle kapitalistiske partier. Og frem for alt etablerede den den solide socialistiske tradition for international organisering.
Men Første Internationale havde også sine svagheder. Det var ikke et internationalt revolutionært parti. Og på grund af dens løse organisation og politiske forskelle kunne den heller ikke blive det. Disse svagheder kom frem i lyset som et resultat af det 19. århundredes mest betydningsfulde klassekamp – Pariserkommunen i 1871.
Medlemmer af Internationalen var aktive i Kommunen, men på ingen måde dominerende. Det var i højere grad en spontan opstand blandt befolkningen i Paris, og især blandt byens arbejderklasse, i afsky over den katastrofale og forræderiske rolle, den franske herskende klasse havde haft i den fransk-tyske krig. Kommunen varede fra 18. marts til 29. maj, hvor den blev druknet i blod af en fællesstyrke under ledelse af Preussens Bismarck og den tidligere franske premierminister Thiers.
I løbet af disse 71 dage fremviste den verdenshistoriens første eksempel på arbejderklassen ved magten.
Marx hyldede Kommunens gevinster og tog afstand fra dens undertrykkelse i en fantastisk adresse, udgivet af Generalrådet som Borgerkrigen i Frankrig.
Det er et af hans største værker. Marx brugte Kommunens erfaringer til at konkretisere sine ideer om arbejdermagt eller proletariatets diktatur. Han påviste dets overlegenhed over borgerlige parlamenter, og de midler, som det ville tage i brug for at bekæmpe bureaukratisering, som oprettelsen af arbejdermilitser og princippet om tilbagekaldelse af delegerede, og at deres løn skulle være en gennemsnitlig arbejderløn.
Først og fremmest understregede Marx den vigtige lære af Kommunen, at arbejderklassen ikke bare kan overtage det eksisterende statsapparat og bruge det til egne formål. Den må smadre den kapitalistiske stat, og skabe en ny stat, som er dens egen.
Imidlertid har store nederlag i klassekampen altid deres pris. Marxister bestræber sig på at lære af erfaringen, ligegyldigt hvor bitter den end måtte være. Men for dem, der mangler den forståelse, som marxismen udstyrer os med, er der en uundgåelig tendens til demoralisering og opsplitning.
Sådan var det også med Første Internationale. Kommunens fald og den reaktion, der fulgte, spredte mange af dens kræfter for alle vinde, og Internationalen blev hjemsøgt af fraktionsslagsmål, især fra Bakunins anarkister. Som den, der aldrig ville gøre en fetich ud af en organisation, der havde haft sin tid, sikrede Marx, at Internationalens hovedkvarter blev overflyttet til Amerika, hvor det hurtigt gik i opløsning. Hvilket lod en dør åben for den fremtidige udvikling af en marxistisk bevægelse i en anden form.
Den sidste fjerdedel af det 19. århundrede var en periode, hvor socialismen og specielt marxistiske grupper gjorde iøjnefaldende fremskridt. Den hurtige udvikling af kapitalismen skabte en vækst i arbejderklassen.
Konsolideringen af demokratiet og udbredelsen af stemmeretten i en række lande gjorde arbejderklassen i stand til at sende sine repræsentanter ind i de borgerlige parlamenter. Den generelle ekspansion og fremgang for systemet tillod arbejderklassen at kæmpe for og vinde delvise, men betydelige sejre.
Den form, som bevægelsen tog på dette tidspunkt, var principielt nationalt baserede partier. Frankrig, Tyskland, Østrig, Schweiz, Belgien, Tjekkoslovakiet, Polen, Italien og andre så alle fremkomsten af sådanne partier i denne periode (Storbritannien og Rusland var af forskellige grunde først med senere). Nogle af dem voksede hurtigt til massepartier. Andre var mindre, men næsten alle blev de vigtige politiske kræfter i deres respektive lande.
Mange af dem var stærkt influeret af marxismen, og da de fleste af Europas socialistiske partier i 1889 deltog i stiftelseskongressen for Anden Internationale i Paris, var det den marxistiske tendens, der dominerede.
Nøglen til denne dominans var den største, bredest organiserede og mest indflydelsesrige sektion af Anden Internationale, Det tyske Socialdemokrati (SPD).
SPD havde allerede en betydelig kamphistorie bag sig. Det var grundlagt i 1875 gennem sammenlægning af Marx tyske tilhængere, under ledelse af Wilhelm Liebknecht og August Bebel, og tilhængere af Lassalle, en fantastisk agitator med en springende politik, som havde ledet Tysklands første nationale arbejderbevægelse i 1860’erne.
I deres sidste år interesserede Marx, der døde i 1883, og Engels, der døde i 1895, sig ivrigt for SPDs udvikling, som de kaldte “vores parti”.
I 1875 skrev Marx Kritik af Gothaprogrammet for at bekæmpe resterne af Lassalles bagvendte ideer i partiet, og for at klarlægge marxismens opfattelse af staten. Så rettede Engels skytset imod en forvirret professors ideer, der var ved at vinde indflydelse i tysk socialisme. I den forbindelse skrev han Anti-Dühring, der blev den tids mest populære og indflydelsesrige forklaring på Marx’ doktrin.
Som et resultat af dette arbejde vandt marxismen flertallet, og SPD vedtog et program, der blev anset for at være ortodoks marxistisk. Og fra dens tyske højborg bredte marxismen sig og vandt tilhængere i lande som Østrig, Polen og Rusland (igennem Georgij Plekhanovs arbejde).
Hvis vi sammenligner Anden Internationale med de tidligere organiseringer af den marxistiske bevægelse, Kommunisternes Forbund og Første Internationale, så var det en virkelig imponerende størrelse. Langt større og mere international i sin tilslutning end nogen af sine forgængere, ligesom den også var mere enig og sammenhængende i sin ideologi.
I 25 år dominerede den totalt den socialistiske verdensbevægelse, og i de første år af det 20. århundrede fremstod den som en evigt voksende hær, der uimodståeligt marcherede imod sit mål.
Kedeligt nok var denne fremtræden vildledende. Under overfladen var Anden Internationale blokeret af fundamentale problemer.
Det første af disse problemer var, at på trods af internationale kongresser i fuldt ornat og en meget tilpasset internationalistisk retorik, så var den i bund og grund ikke en samlet arbejderbevægelse, men en føderation af nationale partier med hver sin nationale dynamik og nationale loyalitet.
Det andet problem var bureaukratiet, der dukkede ud af denne periode med relativ social fred og økonomisk opsving. Anden Internationales partier var ikke smedet i revolutionær kamp på liv og død, men igennem rækker af kampe for reformer og parlamentarisk repræsentation.
I processen med at opbygge deres organisationer på denne baggrund udviklede der sig et lag af privilegerede og grundlæggende konservative tillidsmænd i toppen af denne arbejderbevægelse.
Det var især tilfældet i SPD, hvor en stor hær af bureaukrater voksede frem, hvis praksis, ligegyldigt hvilke verbale udtalelser de kom med, grundlæggende drejede sig om at sikre og styrke deres egen position inden for det kapitalistiske samfund.
Det tredje problem, som både overskyggede og bandt de to andre sammen, var imperialismens fremvækst. Det var monopolernes, kapitaleksportens, slagsmålet om Afrika og andre koloniers, og de stadigt stigende spændinger mellem de fremvoksende imperialistiske magters tidsalder.
Det økonomiske opsving i Europa, der var opnået igennem imperialismen, gjorde det lettere for fagforeningsledere, partiansatte og Internationalens parlamentsmedlemmer, at gå frem efter deres egne ideer om at vinde indrømmelser. Deres latente nationalisme skabte et pres for at identificere sig, omend taktisk, med deres egen herskende klasses imperialistiske erobringer.
Sammenhængen i dette pres skabte inden for Internationalen, og især inden for SPD, tre hovedtendenser.
Den første var den åbent reformistiske og nationalistiske højrefløj, hvis leder var Eduard Bernstein, og som var kendt som “revisionister”, fordi de ønskede at revidere bevægelsens marxistiske grundlag.
Den anden var midtergruppen (Centrum), der tog ideer fra Karl Kautsky, som fortsat brugte et marxistisk sprog, men i stigende grad som dække for en passiv fatalistisk og reformistisk praksis. Den tredje var den revolutionære venstre-minoritet, hvis fremtrædende personer var Rosa Luxemburg i Tyskland og Lenin i Rusland.
I lang tid havde det tilsyneladende ortodokse marxistiske centrum flertallet, og syntes at have alt under kontrol. Men i virkeligheden vandt det opportunistiske højre indflydelse, og centrum gik mod højre for at gøre højre tilpas.
Resultatet af denne udvikling, som vil blive opregnet senere i denne pjece, var en splittelse i den socialistiske bevægelse og overførslen af den revolutionære marxismes banner til en i begyndelsen langt mindre kraft, venstrefløjen.
I sidste kapitel blev det beskrevet, hvordan tre tendenser voksede frem inden for den internationale socialistiske bevægelse i begyndelsen af det 20. århundrede: En voksende reformistisk højrefløj, et talmæssigt dominerende, men vaklende centrum og et mindretal af revolutionære marxister.
I Rusland var forholdet imellem disse retninger imidlertid noget anderledes. I Rusland var den åbne reformisme yderst svag, mens de centristiske kræfter (svingende mellem reform og revolution) og den revolutionære marxisme i grove træk udviklede sig parallelt.
Resultatet var, at der i Rusland, som det eneste sted i verden, blev opbygget et ægte revolutionært parti i arbejderklassen. Dette parti var Bolsjevikpartiet under ledelse af Lenin. Det voksede frem af en splittelse i 1903 af det nydannede Russiske Socialdemokratiske Arbejder Parti.
Selve eksistensen af Bolsjevikpartiet skulle vise sig at være af afgørende betydning for arbejderklassens endelige sejr i den russiske revolution i 1917. Men vi må selvfølgelig hellere starte med den objektive situation.
Produktivkræfternes ekstreme tilbageståenhed sammenlignet med Vesteuropa, det zaristiske herredømmes voldsomhed og fraværet af parlamentarisk demokrati betød, at der ikke var noget spillerum for parlamentarisk reformisme i Rusland. Det var grunden til, at den faktisk ikke eksisterede.
Men fra slutningen af det 19. århundrede havde zaren ikke andet valg end at godkende, ja, i virkeligheden støtte, udviklingen af kapitalisme i Rusland. Ved at gøre sådan skabte regimet med stor hast sin egen banemand – industri-arbejderklassen. Denne klasse var talmæssigt lille, omkring 5% af befolkningen, men meget stærk.
Ethvert kapitalistisk fremskridt i Rusland gjorde zaren mere og mere til en anakronisme, men det russiske borgerskab var for frygtsomt og kompromitteret til at lede en kamp for demokrati. Lederskabet i kampen mod zarismen blev pålagt den revolutionære arbejderbevægelse.
Konsekvensen var, at Rusland, der var gennemsyret af dybe og uløselige modsætninger, blev udsat for en række bitre konfrontationer – repression og terroristiske mord, ulovlige strejker, undergrunds-propaganda, krig (mod Japan i 1904), blodigt undertrykte massedemonstrationer, generalstrejker og opstande.
Men bolsjevismen kan ikke forstås alene som et produkt af den objektive situation. Revolutionæres bevidste aktivitet, især Lenins, spillede en vigtig rolle.
Den russiske marxisme havde været igennem en lang for-historie, hvor den hovedsageligt eksisterede som små propaganda- og agitations-cirkler. Men ved århundredskiftet indså den ledende marxistiske gruppe, hvori Plekhanov, Martov og Lenin var, nødvendigheden af at samle disse cirkler i et landsdækkende, centraliseret revolutionært parti.
For at nå så langt var de nødt til at kæmpe imod dem, der kun ønskede at støtte økonomiske kampe, og som gik imod at gøre den politiske kamp imod zarismen til det centrale for deres aktiviteter.
Lenin spillede den ledende rolle i denne kampagne igennem avisen Iskra (Gnisten) og pjecen Hvad må der gøres? Det var Lenins uforsonlige nej til at lave kompromiser med folk som Martov – som ønskede at nedkøle planen, og som lagde hindringer i vejen for dens praktiske gennemførelse – der førte til splittelsen i 1903 imellem bolsjevikker (som betyder flertal) og mensjevikker (mindretal).
I begyndelsen syntes det, som om splittelsen kun drejede sig om organisatoriske spørgsmål: Om der skulle være en “stram” eller “løs” definering af partiets medlemmer, hvem der skulle være i redaktionen af partiavisen, om mindretallet skulle være bundet af flertalsbeslutninger og så videre.
I de år, der fulgte, især den revolutionære periode 1905-7, blev det klart for bolsjevikkerne, at der var fundamentale forskelle i de politiske perspektiver.
Mensjevikkerne mente, at den anti-zaristiske revolution ville blive ledet af de borgerlige liberale med arbejderklassen i en støtterolle. Lenin og bolsjevikkerne argumenterede for arbejderklassens ledende rolle i en alliance med fattigbønderne.
Disse divergerende strategier førte til forskelle i taktikken på ethvert stadie i kampen. Mensjevikkerne forsøgte at moderere arbejdernes kampe for ikke at støde de liberale fra sig, og bolsjevikkerne forsøgte at hæve kampen til et absolut toppunkt. Således uddybedes bolsjevik/mensjevik-splittelsen, og gik fra en indre deling i et parti i to fraktioner, til at være to komplet adskilte partier.
Dette var af enorm betydning. I andre lande forblev de ægte revolutionære (mest bemærkelsesværdigt Rosa Luxemburg) organisatorisk fanget inden for de brede og stadigt mere reformistiske eller centristiske socialdemokratiske partier. I Rusland skete der et klart brud, og et uafhængigt, udelukkende revolutionært parti blev bygget.
Det ville være forkert at forestille sig, at Lenin forstod den fulde betydning af, hvad han havde gjort, fra begyndelsen. Men det var hans forståelse af det nødvendige i at bekæmpe reformismen, ikke bare ideologisk, men også organisatorisk, der var nøglen til denne proces.
På det tidspunkt blev Lenin fra alle sider afsværget som en sekteriker, en splittelsesmager og en dogmatiker af såvel revolutionære, som Luxemburg og Trotskij, som af reformister.
Men hans enestående beslutsomhed på at bevare partiets revolutionære integritet og kæmpe for det, førte arbejderklassen til at revolutionere sin historie og fandt retfærdiggørelse i årene 1914-17, krigs- og revolutionsårene.
Søndag den 9. januar 1905 marcherede en enorm masse arbejdere, måske 200.000, imod verdens fremmeste tyran, den russiske zars palads. De blev ledet af en præst og bar religiøse ikoner og en bøn, der ydmygt tiggede zaren om at forholde sig til deres krav.
De blev mødt af en kugleregn, som efterlod 1.000 døde på gaderne og 2.000 sårede.
Således startede det 20. århundredes første store revolutionære kamp. I 12 måneder var Rusland grebet af revolutionens feber, der kulminerede med en opstand i Moskva i december.
Rejsningen blev undertrykt, men det tog yderligere 18 måneder inden “ro og orden” var totalt genoprettet i zarens imperium.
I begyndelsen var det præsten fader Gapon, som ledede bevægelsen; men snart var det marxisterne, der kom i spidsen. Begge fraktioner i den russiske marxistiske bevægelse, bolsjevikker og mensjevikker, forøgede deres medlemstal til det ti-dobbelte eller mere.
Den unge revolutionære Leon Trotskij kom til at fremstå som topfigur for hele revolutionen.
Lige som alle store revolutioner beviste 1905 værdien af marxismen: “De store er kun store, fordi vi er på knæene.” Den afslørede, at de fleste tilsyneladende almægtige tyranner er sårbare, og det afslørede den enorme kreativitet og revolutionære energi, der er indbygget i arbejderklassens rækker.
Ligesom alle andre revolutioner viste den den dramatiske ændring af bevidsthed, der sker i kamp: “Dage, hvor den revolutionære uddannelse af arbejderklassen gjorde større fremskridt end måneder og år med almindelig kedelig eksistens,” som Lenin udtrykte det.
Samtidig betød 1905-revolutionen imidlertid en række specifikke nye og umådeligt vigtige bidrag til arbejderklassens erfaringer.
Den første var massestrejken. I det 19. århundredes revolutioner var det gadens barrikader, der var centrum for kampene. På grund af industriens fremgang blev massestrejker centrum for revolutioner i det 20. århundrede. Og det var 1905, der viste mønsteret.
Som så ofte i de følgende år var det metalarbejderne (koncentreret i Skt. Petersborg), der gik i spidsen. De trak arbejderklassen som helhed med sig, og i de senere stadier var det jævnligt Moskvas kvindelige tekstilarbejdere, der viste sig som de mest militante.
Den bedste analyse af massestrejken blev lavet af Rosa Luxemburg.
I pjecen Massestrejke, parti og fagforeninger påviste hun, hvordan strejkebevægelsen overvandt det kunstige skel mellem økonomisk og politisk kamp, som reformisterne var så glade for. Økonomi og politik “udgjorde de to sammenflettede sider i den proletariske klassekamp.”
1905-strejkerne var spontane gulvplans-affærer, der ikke blev domineret og manipuleret af fagforeningsledelser, der endnu ikke havde etableret sig i det zaristiske Rusland. Men de behøvede koordination og ledelse.
Den organisationsform, som massestrejkerne skabte var 1905-revolutionens andet store bidrag – arbejderrådene eller sovjetterne.
Verdens første arbejderråd blev dannet den 13. oktober 1905 i Skt. Petersborg. Det udviklede sig ud af en typograf-strejke over betaling for punktummer, der i løbet af en 14 dages tid havde udviklet sig til en politisk generalstrejke.
Essensen af sovjetten var, at den var sammensat af delegerede valgt i alle strejkende fabrikker. I midten af november var der 562 delegerede, som repræsenterede 200.000 arbejdere, og den 26. november blev Trotskij valgt som formand.
Sovjetten levede kun 77 dage, før den blev opløst, og dens ledere arresteret. Men i løbet af denne korte tid opnåede den en umådelig autoritet i arbejderklassen.
Mensjevikkerne støttede sovjetten, men ønskede at begrænse dens rolle til pression mod zaren.
Bolsjevikkerne indtog først en sekterisk holdning, hvor de så sovjetten som en konkurrent til partiet. De blev skarpt irettesat af Lenin, som holdt fast i, at det ikke var et spørgsmål om sovjetten eller partiet, men om “både sovjetten og partiet”.
Lenin så sovjetten som udgangspunktet for at udforme en revolutionær regering. Faktisk skulle sovjetten, der genskabtes i 1917, blive arbejdermagtens organisatoriske form.
Endelig afslørede 1905 den russiske revolutions fundamentale klassedynamik, som skulle blive virkeliggjort i 1917. Her var det Trotskij, der lavede den centrale analyse.
Forud for 1905 var det fælles gods for russiske marxister, såvel mensjevikker som bolsjevikker, at den kommende revolution kun ville blive en borgerlig revolution (selv om de, som jeg forklarede i sidste kapitel, havde fundamentale forskelle i opfattelsen af, hvordan dette skulle opnås).
På baggrund af 1905-revolutionen så Trotskij, at arbejderklassen ikke bare ville lede den anti-zaristiske revolution, men ville blive tvunget af kampens logik til at omstyrte kapitalismen og etablere sin egen magt.
Han indså også, at arbejderklassen ville være ude af stand til at fastholde sin magt i et tilbagestående land som Rusland, medmindre den kunne sprede revolutionen internationalt.
Således var 1905 inspirationen for Trotskijs berømte teori om den permanente revolution. Derfor viste 1905 sig på alle disse måder at være prototypen på arbejderrevolutioner i det 20. århundrede.
Første verdenskrigs udbrud i august 1914 var et afgørende vendepunkt i verdenshistorien og i den marxistiske bevægelses historie.
Med 15 millioner døde var verdenskrigen den største blodsudgydelse i historien indtil da. Den endte brat det 19. århundredes borgerlige drøm om fremskridt.
En drøm, hvori den uhindrede fremgang for videnskab, teknologi og produktion ville skabe en stabil, fornuftig, harmonisk og velordnet verden. Det var en drøm, som havde inficeret store dele af arbejderbevægelsen.
For den internationale socialistiske bevægelse frembragte krigen en uigenkaldelig splittelse mellem nationalchauvinister og internationalister, mellem reformister og revolutionære, mellem socialdemokrater og kommunister.
Disse tendenser, som hidtil nødtvungent havde eksisteret side om side i Anden Internationale, blev nu adskilt, og Internationalen gik i opløsning.
Krigen, der havde frembragt disse katastrofale konsekvenser, var ikke kommet ud af det blå.
Systemet af fjendtlige alliancer, Storbritannien, Frankrig og Rusland over for Tyskland og Østrig-Ungarn, våbenkapløbet mellem Storbritannien og Tyskland, fremkomsten af “internationale hændelser” i kolonierne – alt dette var blevet bygget op siden århundredskiftet.
Faren for krig var klar for alle, og de socialistiske partier i Anden Internationale havde gentagne gange erklæret deres totale modstand imod den. Under ingen omstændigheder, erklærede de, skulle Europas arbejdere slagte hinanden for de herskende klassers imperialistiske og dynastiske interessers skyld.
Og alligevel forlod det store flertal af disse partier og deres ledere prompte deres modstand, da krigen brød ud over hovedet på dem, for i stedet at blive feje støtter til “deres egne regeringer”.
På overfladen fremstod denne kovending som en simpel kapitulation overfor det nationale krigshysteri, der fejede over Europa.
I virkeligheden var det kulminationen på Anden Internationales hele praksis. Vægtningen af parlamentariske valg skabte en underdanighed over for den offentlige opinion. Krybende bureaukratier satte bevarelsen af organisationerne og disses pengekasser over socialistiske principper. Og reformismen skabte en hengivenhed over for den imperialistiske stat, som de håbede på at overtage.
Der var kun en lille bitte minoritet af før-krigens socialistiske og marxistiske kræfter, der gik imod strømmen og fastholdt en fortsat marxistisk internationalisme.
I Rusland var der Lenin og bolsjevikkerne plus Trotskij og et mindretal af mensjevikkerne; i Tyskland Luxemburg og Liebknecht og en håndfuld tilhængere; i Frankrig Alfred Rosmer og nogle få revolutionære syndikalister; i Storbritannien John McLean; i Irland James Connolly.
Af disse var Luxemburg og Liebknechts fasthed den mest heroiske, og af den største betydning i forhold til at fastholde marxismens ære. For det var det tyske socialdemokratis kapitulation, der var den mest skændige, og det var dem, der blev stillet overfor den mest overvældende pression.
Da Karl Liebknecht stemte imod krigskreditterne i rigsdagen, var han alene imod 110 socialdemokratiske medlemmer. Både Liebknecht og Luxemburg tilbragte det meste af krigen i fængsel på grund af deres anti-krigs-aktiviteter.
Men det var Lenin i eksil i Schweiz, der mest fuldt ud gennemtænkte resultatet af både krigen og splittelsen blandt socialister. I sin pjece Socialisme og Krig, påviste han krigens imperialistiske natur på begge sider.
I Imperialismen som kapitalismens højeste stadium viste han, hvordan den imperialistiske krig hverken var “et tilfælde” eller “en fejltagelse”. Den var det nødvendige resultat af kapitalismens udvikling til monopolkapitalisme, med den deraf følgende kamp om at opdele og genopdele verden.
I ekstrem opposition til den patriotiske snak om at “forsvare fædrelandet”, udviklede han den revolutionære defaitismes standpunkt. I tider med imperialistisk krig var det socialisters pligt at arbejde for den revolutionære omstyrtelse af deres egen regering, uanset hvilken indflydelse det end måtte have på landets militære situation.
Hans parole var: “Vend den imperialistiske krig til en borgerkrig.”
Inden for filosofien genlæste Lenin Hegel og Marx for at lave en kritik af Kautskys og Plekhanovs mekaniske materialisme og fatalisme. Dette førte ham efterhånden til at genoverveje det vitale spørgsmål om staten, hvor han genopbyggede Marx doktrin om nødvendigheden af at smadre staten, i modsætning til den reformistiske idé om at overtage den.
Mens nogle blandt internationalisterne, især Martov, men til en hvis grad også Trotskij, stadig håbede på en genoplivning af Anden Internationale, eller i det mindste modsatte sig et klart brud, var Lenin ubøjelig.
Fra starten argumenterede han for, at Anden Internationale nu var komplet vanæret og død. De reformistiske ledere var borgerskabets agenter i arbejderbevægelsen.
Det var nødvendigt, fastholdt Lenin, at forberede skabelsen af en ny Tredje Internationale, komplet frigjort fra opportunisme og reformisme, og han tænkte endda på at ændre bevægelsens navn.
I december 1914 skrev han: “Er det ikke bedre at opgive det socialdemokratiske navn, der er blevet så tilsølet og degenereret af dem, og vende tilbage til det gamle marxistiske navn kommunister?”
I begyndelsen skar krigen tværs igennem klassekampen og så ud til at afslutte den.
Men som krigen fortsatte, blev masserne desillusioneret af det nyttesløse slagteri, og alle modsætningerne i samfundet skærpedes til bristepunktet. Lenins isolerede teoretiske og organisatoriske værker blev den vitale forberedelse til den forestående revolution.
I virkeligheden er den store lære af hele denne afgørende periode, at dem, der var forberedt på at stå fast imod strømmen i 1914, var dem, der kom ud af det som arbejderklassens ledere i den næste kampbølge. De, der støttede deres regering, var forudbestemt til at fortsætte støtten i kontrarevolutionen.
Den russiske revolution i 1917 er uden tvivl den vigtigste enkeltbegivenhed i den marxistiske bevægelses historie, og kulminationen på alt det, vi har diskuteret i denne pjece indtil nu.
Det er indlysende umuligt at beskrive denne betydningsfulde revolution i en enkelt kort artikel; men hvad, der grundlæggende skete, er som følger:
I februar 1917 førte spontane massestrejker og demonstrationer til storstilede gadekampe i Petrograd. I løbet af disse kampe gik tropperne – hovedsageligt bønder i uniform – der var sat ind for at kvæle urolighederne, over til folket. Zaren, der var ladt forsvarsløs tilbage, blev tvunget til at abdicere.
Magten lå nu i hænderne på arbejderne, der allerede som i 1905 havde opbygget et råd eller en sovjet. Men de delegerede, der blev valgt til sovjetten på dette stadie, støttede hovedsageligt mensjevikkerne og andre moderate socialister, hvis teorier gik på, at revolutionen skulle ledes af middelklasse-liberale.
Derfor blev magten overgivet til den provisoriske regering ledet af prins Lvov. Imidlertid fortsatte sovjetten med at eksistere, og faktisk opstod der lignende sovjetter over hele Rusland.
Den provisoriske regering blev stillet over for at indføre demokrati i Rusland og gøre noget ved de ting, som folk var utilfredse med, hvoraf de vigtigste var: Fødevaremangel skabt af krigen; krigen selv (der nu var udpræget katastrofal og meget upopulær) og fordelingen af jord til bønderne.
I virkeligheden var den provisoriske regering, selv da den blev ledet af “de fattige slideres ven” Kerenskij, ude af stand til at klare disse spørgsmål. Den udsatte valget til den grundlovgivende forsamling gentagne gange, fortsatte krigen og nægtede at fordele jorden. Således fjernede den sig selv mere og mere fra arbejderne og bønderne.
I april kom Lenin tilbage til Rusland fra sit eksil, og gik straks i gang med at presse bolsjevikkerne til at opgive det hidtidige standpunkt om kritisk støtte til den provisoriske regering, og i stedet forberede sig på dens revolutionære omstyrtelse under parolerne “Brød, fred og jord”, og “Al magt til sovjetterne”.
Imidlertid var bolsjevikkerne, på trods af hastig vækst blandt de fremskredne arbejdere, på dette stadie kun en minoritet blandt arbejderne som helhed.
I løbet af juni og juli var store dele af Petrograds arbejderklasse ivrige efter at få en kraftprøve med regeringen. Lenin og bolsjevikpartiets ledelse fandt, at tidspunktet for opstanden ikke var kommet endnu, på grund af at balancen mellem klasserne på landsplan var anderledes end i Petrograd.
I begivenhederne, der fulgte, blev den totale konfrontation afværget, men der var voldsomme sammenstød.
Dette gjorde Kerenskij i stand til at erklære, at bolsjevikkerne havde forsøgt et statskup, og derved sætte hårdt ind over for venstrefløjen. Trotskij, der nu var i bolsjevikpartiet, blev arresteret, og Lenin blev tvunget til at skjule sig, anklaget for at være tysk agent.
Imidlertid fortsatte dobbeltmagt-situationen mellem sovjetterne og regeringen.
I september forsøgte højrefløjsgeneralen Kornilov så et kup med det mål at drukne revolutionen i blod og “genopbygge lov og orden”.
Kerenskij, der tidligere havde konspireret med Kornilov, indså i sidste øjeblik, at denne kontrarevolution ikke bare ville fjerne sovjetterne, men også ham selv. For at redde sit eget skind blev han nødt til at opfordre de folkelige kræfter, inklusive bolsjevikkerne, til at forsvare revolutionen.
Uden at lægge deres kritik af Kerenskij på hylden gik bolsjevikkerne ind i at lede kampen mod Kornilov, og det lykkedes at opløse hans hær igennem revolutionær agitation.
Med denne sejr samlede de store masser af arbejdere, soldater og matroser sig omkring bolsjevikkerne, der hurtigt vandt flertallet i sovjetterne. Trotskij blev som i 1905 formand for Petrograd-sovjetten.
For Lenin var dette signalet om, at det rette øjeblik var kommet for at overtage magten.
Selv nu var han nødt til at føre en rasende ordkrig med sin egen centralkomité, for at overbevise dem om at gå fra ord til handling.
Straks beslutningen var taget, var det Trotskij med sin stilling i sovjetten, der spillede hovedrollen i at iscenesætte opstanden. Den blev timet til at falde sammen med den Anden Sovjetkongres den 25. oktober.
Styrkeforholdet var nu så overvejende i bolsjevikkernes favør, at opstanden straks lykkedes og gjorde det uden alvorlig modstand. Sovjetkongressen trådte sammen som en kongres for arbejdermagt, og den valgte en bolsjevik-regering under ledelse af Lenin.
Denne regering udstedte straks en række dekreter om nationalisering af jorden og dens overgang til småbønderne, om fred og om arbejderkontrol i industrien. Disse dekreter var første skridt i overgangen til socialismen i Rusland.
Internationalt frembragte den russiske revolution dramatiske ændringer for revolutionære marxister. I løbet af 18 måneder blev de ændret fra en håndfuld usammenhængende grupper i små partier til en mægtig international hær, der udfordrede den eksisterende verdensmagt.
Denne effekt fik revolutionen, fordi den viste tre ting:
For det første, at arbejderklassen kunne herske over samfundet (denne enkle meddelelse nåede ud til arbejdere verden over i milliontal).
For det andet, at vejen til arbejdermagt ikke gik gennem det borgerlige parlament, men igennem, at arbejderklassen skabte sine egne magtorganer – arbejderråd.
For det tredje, at arbejderrådenes sejr krævede et lederskab igennem et revolutionært parti af bolsjevik-typen.
I dag, 70 år senere, og på trods af det faktum, at revolutionen for længe siden er degenereret til stalinistisk statskapitalisme, står denne grundlæggende lære tilbage i hele sin vitalitet og relevans som udgangspunktet for revolutionær marxistisk politik.
Forholdene ved slutningen af første verdenskrig med økonomisk og politisk krise kombineret med inspirationen fra den russiske revolution skabte en bølge af revolutionære kampe, der fejede tværs hen over Europa.
I november 1918 væltede en revolution i Tyskland kejseren, og bragte socialdemokratiet til magten. Dette blev fulgt op af den mislykkede Spartakus-opstand i Berlin i januar 1919 – der resulterede i mordene på Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht.
I foråret 1919 blev de kortvarige ungarske og bayerske republikker dannet, og om sommeren begyndte Italien på sine “to røde år” med fabriksråd og besættelser.
Det var den første internationale revolutionære situation siden 1848, og langt den kraftigste udfordring arbejderklassen nogensinde havde stillet verdenskapitalismen overfor. Selv i Storbritannien fik mytterier og strejker Lloyd George (premierminster, liberal) til at udtrykke tvivl om den gamle ordens evne til at overleve.
Dannelsen af Tredje Internationale, kendt som Komintern, var både et produkt af denne dramatiske situation og et svar på den. Lenin havde talt om en ny Internationale siden 1914; men nu blev det muligt at gøre håbet til virkelighed.
Endvidere var det livsnødvendigt, fordi den ingrediens, der indlysende manglede i kampene i 1918 og 1919, var tilstedeværelsen af revolutionære partier af bolsjevik-typen.
Komintern satte sig som mål at tilskynde til og støtte opbygningen af sådanne partier i alle lande.
Selv om Komintern fortsatte traditionen med international arbejderorganisering, grundlagt af Første og Anden Internationale, adskilte den sig grundlæggende fra sine forgængere. De tidligere Internationaler var løsere føderative organiseringer, der tillod deres nationale sektioner mere eller mindre komplet uafhængighed, og samlede en bred vifte af forskellige politiske tendenser.
Komintern derimod stilede efter at blive et eneste centraliseret verdensparti og udelukkende kommunistisk – det vil sige revolutionært marxistisk. Denne organisationsform afspejlede en opfattelse af hele verden som én eneste slagmark, hvorpå klassekrigen måtte føres med én hær og én central ledelse.
Målet var at sikre, at Anden Internationales sammenbrud i 1914 over for reformismen og nationalismen aldrig kunne gentage sig.
På trods af den revolutionære situation var Kominterns første kongres en ganske lille affære, hvor kun 35 delegerede deltog, og de fleste af disses tilstedeværelse i Moskva var tilfældig. Først i løbet af det næste års tid eller deromkring udviklede Internationalen sig til en ægte massekraft. Det var ikke nogen let operation at opnå denne ændring.
Mange millioner arbejdere havde øjnene rettet imod den russiske revolutions eksempel og bevægede sig i revolutionær retning; men de var endnu ikke klar over, hvilke organisatoriske midler dette krævede.
Det, som Kominterns ledelse måtte gøre, var at samle alle kommunistiske og revolutionære tendenser (inklusive tidligere syndikalister) og forene dem i stabile partier.
På en og samme tid skulle de både vinde så mange som muligt af de gamle socialdemokratiske menige medlemmer, der var på vej mod venstre, og samtidig skulle de splitte dem fra deres reformistiske ledere.
Den vigtigste hindring for denne proces var centristerne. Disse var arbejderledere, der under indtryk af tidens ånd prædikede en meget radikal retorik, og endda gik ind for tilslutning til Internationalen.
Men i praksis var disse folk uvillige til at ændre deres gamle socialdemokratiske ideer eller lave et klart brud med de reformistiske elementer i deres partier.
For at bekæmpe centrismen opstillede Lenin 21 optagelsesbetingelser til Komintern, som med stor klarhed definerede, hvad der forventedes af et kommunistisk parti. Han insisterede i særdeleshed på, at: “Enhver organisation, der ønsker at tilslutte sig den Kommunistiske Internationale, må konsekvent og systematisk fjerne reformister og centrister fra enhver ansvarspost i arbejderbevægelsen.”
Den vigtigste og mest iøjnefaldende succes for denne strategi kom i Tyskland i 1920. Da blev flertallet af det Uafhængige Socialdemokrati (USPD), imod opposition fra ledelsen, vundet for tilslutning til Internationalen og sammenslutning med det Tyske Kommunistparti (KPD). Dette ændrede KPD til en masseorganisation med 350.000 medlemmer. En lignende proces i Frankrig skabte et parti med 150.000 medlemmer.
Oveni opgaven med at opbygge sig selv til en vigtig revolutionær kraft måtte Komintern fungere som en “skole i revolutionær strategi og taktik”. De nye og uerfarne partier indeholdt selvfølgelig mange revolutionære, men uundgåeligt også mange ultra-venstre elementer.
De ønskede at marchere direkte til revolutionen ved at boykotte parlamenter og fagforeninger. Det var for at uddanne disse folk, at Lenin skrev “Venstre”-kommunismen – en børnesygdom.
Behovet for at bekæmpe ultra-venstre tendensen blev endnu vigtigere i 1921, da det tyske parti med sin marts-aktion lavede et katastrofalt, kunstigt og umodent forsøg på at overtage magten. På det tidspunkt stod det også klart, at den internationale kapitalisme havde overlevet det umiddelbare stormløb, og at den midlertidigt havde stabiliseret sig.
Nu måtte Lenin og Trotskij argumentere kraftigt for nødvendigheden af det tålmodige arbejde med at vinde flertallet af arbejderklassen, og til det formål udvikledes enhedsfront-taktikken.
Med eftertidens bagklogskab var Komintern i sidste ende en fiasko. Den havde kun nogle få korte år til at smede et internationalt lederskab, der kunne være i stand til at omstyrte kapitalismen. Det lykkedes ikke, og efter 1923 blev den hurtigt korrumperet af stalinismens fremvækst i Rusland.
Ikke desto mindre var det et storslået forsøg. Den dag i dag repræsenterer den det højeste, der er opnået af den internationale marxistiske bevægelse. Dens manifester, teser og debatter forbliver en uvurderlig kilde for nutidens revolutionære socialisme.
Fra det øjeblik, den russiske revolution sejrede, stod den over for svære problemer.
Den arbejderklasse, som havde erobret magten gennem sovjetterne, forblev et lille mindretal af landets befolkning. Den tilbageståenhed, som dette afspejlede, var blevet gjort langt værre af tre års krig.
Under disse omstændigheder, som bolsjevikkerne udmærket var klar over, kunne der ikke være tale om at fuldføre overgangen til socialisme i Rusland selv, eller bare at gøre et jævnt fremskridt i den retning. Alt afhang af, at revolutionen blev spredt til andre lande.
Selv om det kom meget tæt på sejr i Tyskland, Italien og andre steder, var den internationale revolution tragisk nok ikke i stand til at vinde. Forholdene i Rusland forværredes endda yderligere. Fra 1918 til 1921 blev Sovjetrepublikken hjemsøgt af en borgerkrig, der blev startet af kontra-revolutionære hvide generaler med opbakning fra så at sige alle de store kapitalistiske lande.
Dette ødelagde økonomien yderligere. Industri-produktionen blev reduceret til en syvendedel af 1913-niveauet. Hungersnød og epidemier rasede. Arbejderne forlod byerne i hobetal og flygtede ud på landet i deres jagt på føde. Hundreder af tusinder af de mest politisk bevidste arbejdere blev dræbt i krigen.
De hvide blev slået – selv om det holdt hårdt; men i den proces blev den arbejderklasse, der havde gennemført revolutionen i 1917, praktisk talt udslettet. Fra at have været den revolutionære klasses avantgarde blev Bolsjevikpartiet, hvis grundlag blev slået væk under dem, tvunget til mere og mere at sætte sig selv i stedet for denne klasse og handle på vegne af den.
Derudover var det nødvendigt at tvangsinddrive korn hos bønderne, for at holde byerne og den Røde Hær på bare en minimums-ration. Sovjetmagten og partiet blev i højere og højere grad trukket ind i en konflikt med bønderne.
Bolsjevikkernes herredømme blev tvunget af omstændighederne hårdt og autoritært. I 1921 var det, der var kommet ud af det, med Lenins ord: “En arbejderstat med bureaukratiske deformationer.”
Efterhånden som borgerkrigen afsluttedes, spredte der sig oprør blandt bønderne imod tvangsinddrivelsen af korn. Et tilbagetog var nødvendigt og den Nye Økonomiske Politik (NEP), der indførtes i 1921, betød en delvis tilbagevenden til kapitalismen i form af privat kornhandel.
Det lettede spændingerne på landet, men øgede presset på det herskende parti for at blive en privilegeret elite, der hævede sig selv over arbejderne.
Under sådanne omstændigheder vil selv den mest beslutsomme samling af socialister i historien ikke være immune over for presset fra deres sociale omgivelser. Når det kommer til stykket, er det en grundlæggende historisk lov, at som Marx udtrykte det: “Social væren bestemmer social bevidsthed.”
Bureaukratiet voksede hurtigt både i statsapparatet og i partiet, og som noget symptomatisk for denne udvikling kom opvæksten af partiets generalsekretær og chefbureaukrat, Josef Stalin.
Mod slutningen af sit politiske liv, begyndte Lenin (der døde i 1924, men som var for syg til aktivt at deltage fra begyndelsen af 1923) at se denne fare og at udkæmpe en desperat kamp i bagtroppen imod bureaukrati i almindelighed og imod Stalin i særdeleshed.
Men det var for sent. Efter Lenins død skete der en støt udvidelse af magten til Stalin og det bureaukrati, han ledede.
I efteråret 1923 startede Trotskij Venstreoppositionen til at modgå den bureaukratiske reaktion; men Stalin havde flertallet bag sig. I 1925 fik Trotskij følgeskab af Zinovjev og Kamenev (to af de folk, som Lenin havde arbejdet tættest sammen med) og af Lenins enke, Krupskaja, sammen med mange andre gamle ledende bolsjevikker.
Imidlertid holdt Stalins bureaukratiske apparat nu partiet i et skruestikagtigt greb. Den eneste kraft, som Trotskij kunne have søgt støtte hos, arbejderklassen, var stadig kuet og udmattet.
Skridt for skridt knuste Stalin al opposition. I 1927 blev Trotskij ekskluderet af partiet og sendt i internt eksil i Alma Ata ved den kinesiske grænse. I 1929 blev han udvist af landet, og Stalin satte sig selv op som uimodsagt diktator over Rusland.
Stalins vigtigste mål, hvilket på udmærket vis udtrykte det voksende bureaukratis stemning og interesser, var “socialisme i ét land” – ideen om, at det var muligt og nødvendigt at opbygge et komplet socialistisk samfund i Rusland alene, uden hjælp af en international revolution.
Det var et mål, der ikke bare stod i direkte modsætning til Lenins og Marx’ lære; men som også afsagde dødsdommen over den russiske revolution.
Rusland stod isoleret i en fjendtlig imperialistisk verden. Hvis det afstod fra ideen om at omstyrte sine imperialistiske fjender gennem proletarisk revolution, kunne det kun overleve ved at konkurrere med dem på deres betingelser – kapitalistiske betingelser.
Det betød forceret industrialisering på ryggen af den russiske arbejderklasse og genopbygning af kapitalismens udbyttende produktionsforhold.
I 1928 lancerede Stalin en 5-års plan, hvorunder alle spor af arbejderkontrol og alle andre former for arbejderes økonomiske og politiske rettigheder blev destrueret. Arbejdernes allerede magre levevilkår blev beskåret med mere end halvdelen; mens bureaukratiet, som agenter for denne proces, øgede deres privilegier enormt.
Kort sagt: “Socialisme i ét land” førte ikke til socialisme, men til statskapitalisme. Ydermere var det en statskapitalisme af en uhyre brutalitet. I 30’erne gennemførte den massemordet på revolutionens veteraner og nedslagtningen af millioner af arbejdere og bønder i Sibiriens slavearbejdslejre.
Hvis den russiske revolutions triumf var den største sejr for den marxistiske bevægelse, så var den stalinistiske kontra-revolution det største nederlag. Den perverterede og miskrediterede selve ideen om marxisme og socialisme. Den førte til korrumpering af stort set hele den verdensbevægelse, der var blevet inspireret af revolutionen.
Ud af denne katastrofe blev der kun en lille minoritet (mest bemærkelsesværdigt Trotskij) tilbage til at bevare den ægte marxistiske tradition.
Kommunistisk Internationale (Komintern) blev dannet i 1919 som et verdensparti for socialistisk revolution.
I 5 år spillede den denne rolle; men fra 1923 og frem kom den mere og mere under dominans af det stalinistiske bureaukrati i Rusland.
Det afgørende vendepunkt var den tyske revolutions nederlag. I 1923 blev hele det tyske samfund trukket ind i en krise, efterhånden som inflationen løb grassat. Der skete en hastig radikalisering af arbejderklassen, og inden for denne voksede det kommunistiske parti.
Med en beslutsom revolutionær politik var der alle muligheder for at vinde magten. I stedet handlede KPDs ledelse på en vaklende og tøvende måde, efter råd fra Komintern i Moskva. Mulighederne blev forspildte og vendte ikke tilbage i mange år. Det var et grundlæggende tilbageslag for de tyske, ja, for alle europæiske arbejdere.
I hælene på det tyske nederlag fulgte Stalins drejning mod “socialisme i ét land”. På samme måde som denne doktrin gravede den russiske revolutions grav, betød det en fatal korrumpering af Komintern. Med opbygningen af socialismen som sin historiske hovedopgave, og ud fra en forståelse af, at dette kunne opnås i Rusland alene, blev Internationalen ændret til at være et instrument for stalinistisk statsdiplomati. Dens rolle var at vinde venner og allierede for den russiske stat, med det formål at forhindre udenlandsk intervention.
Hvad dette betød i praksis kunne ses i to store rystelser midt i tyverne: Den kinesiske revolution fra 1925 – 27, og den engelske generalstrejke i 1926. I Kina blev en enorm bølge af revolutionære kampe, anført af arbejderne i kystbyerne Shanghai og Kanton, ledt til katastrofale nederlag.
I Storbritannien blev der i mellemtiden oprettet en Engelsk-Sovjetiske Fagforenings Komité, sammensat af repræsentanter fra TUC (det britiske LO, o.a.) og de sovjetiske fagforeninger. Denne alliance blev anset for at være en enhedsfront imod krig. I virkeligheden tjente den kun til at give TUC-bureaukratiet et “venstre”-dække før, under og efter deres forræderi mod generalstrejken, og til at forhindre det britiske kommunistparti i at fremlægge den nødvendige kritik af de utilstrækkelige og forræderiske fagforeningsledere.
Hvis disse nederlag var noget skidt, så var det, der fulgte, værre. I 1928 tog Kominterns politik en tilsyneladende drejning til venstre. På vilkårlig vis bekendtgjorde det stalinistiske lederskab, at nu var verden nået ind i den “tredje periode”, som de påstod indeholdt den afgørende revolutionære kamp.
For denne periode udviklede de en ekstrem ultra-venstre strategi, der indebar, at der skulle opbygges selvstændige “røde fagforeninger”, og ligeledes at de afviste en enhedsfront med de socialdemokratiske partier, der blev beskrevet som “socialfascistiske”.
Denne vilde politiks almindelige virkning var, at kommunistpartierne blev svækket og isoleret, de blev gjort til passive tilskuere til klassekampen – en tilstand, der passede Stalin godt for en tid. I Tyskland, hvor det betød mest, var konsekvenserne imidlertid uendeligt mere alvorlige.
Det var i disse år, at Hitler voksede frem. Under den økonomiske krise toppede arbejdsløsheden i Tyskland med 6 millioner. Støtten til nazisterne voksede med alarmerende hast (mellem 1928 og 1930 sprang deres stemmetal fra 800.000 til 6 millioner). Det så ud, som om deres march mod magten var uimodståelig. Men nazisterne havde kun lille eller slet ingen indflydelse i arbejderklassen, og en beslutsom forenet kamp fra arbejderbevægelsen kunne have stoppet dem.
Men det var præcis, hvad denne tredje periodes ultra-venstre linie forhindrede. Resultatet var, at da Hitler kom til magten i 1933, var der ingen alvorlig modstand, og den tyske arbejderbevægelse, verdens stærkeste arbejderbevægelse, så sine fremmeste dele blive knust, og alle dens organisationer udslettet uden kamp.
Det var et rystende slag med verdenshistoriske følger. For Trotskij og hans allierede i den Internationale Venstreopposition var Hitlers sejr også et afgørende vendepunkt. Fra 1923 havde Trotskij udsat det staliniserede Kominterns slingrekurs for en vedholdende marxistisk kritik.
I sin Oktoberlære analyserede han de forspildte chancer i Tyskland, han fordømte den Engelsk-Sovjetiske Fagforenings Komités opportunisme og advarede imod “venstre”-fagforeningsledernes forræderi. Han krævede, at det kinesiske kommunistparti skulle være uafhængigt af Kuo-min-tang, og på baggrund af den kinesiske revolution udviklede han teorien om den permanente revolution yderligere.
Men i 10 år forblev denne kritik inden for rammerne af Komintern, med det formål at genvinde den for den revolutionære marxisme. For Trotskij var det skændige sammenbrud over for nazisterne og den kendsgerning, at ikke een af Internationalens sektioner gik imod den linie, der førte til katastrofen, ensbetydende med, at Komintern var død for revolutionære formål.
Det var nødvendigt at påbegynde opbygningen af revolutionære partier påny. Trotskij havde ret. I løbet af de 10 år havde Stalin korrumperet Komintern så meget, at den ikke kunne reddes. En hel generation af revolutionære var tabt.
Den store depressions massearbejdsløshed, fascismens triumf i Tyskland, Østrig og Spanien og Stalins tøjlesløse diktatur i Rusland gjorde 30’erne til et mareridt for arbejdende mennesker, både i Øst og Vest.
Disse år var også mørke for den marxistiske bevægelse. At den marxistiske tradition ikke blev brudt totalt ned, kan vi takke en lille håndfuld revolutionære aktivister for.
Langt den vigtigste af disse var Leon Trotskij. Gennem årtiet kæmpede han uophørligt for at genopbygge den internationale marxistiske bevægelse.
Et nøgleelement i denne kamp var Trotskijs hudflettende kritik af den stalinistiske stat. I Revolutionen Forrådt påviser han, at sovjet-bureaukratiet var blevet en kontra-revolutionær kraft, komplet fremmed for socialismen. Det var en kritik, som lagde grunden til hans omhyggelige afsløringer af Moskva-processerne.
Lige så vigtig var Trotskijs urokkelige opposition mod folkefronts-ideerne. Efter at den katastrofale ultra-venstre linie havde åbnet døren for Hitler i Tyskland, fattede Stalin, hvilken trussel Nazi-Tyskland udgjorde over for Sovjetunionen, og førte Komintern igennem et 180 graders sving.
Fra at have afvist enhedsfronten med socialdemokraterne drejede politikken sig nu om at skabe den bredest mulige alliance imod fascismen.
Trotskij argumenterede, at et sådant klassesamarbejde uundgåeligt førte til forræderi imod arbejderklassen. For det første, fordi enhver alliance med borgerskabet ville have som betingelse, at den ofrede arbejdernes interesser. For det andet, fordi den ville fejle i sit erklærede mål, at overvinde fascismen.
Trotskij holdt fast ved, at det krævede en massemobilisering i arbejderklassen at slå fascismen. En alliance med borgerskabet ville nødvendigvis blokere for dette. Erfaringerne med Leon Blums folkefront i Frankrig og den spanske borgerkrigs tragedie viste, at Trotskij havde ret.
Sørgeligt nok var forudsigelsen af katastrofen i sig selv ikke nok til at opbygge en bevægelse, og hvert efterfølgende nederlag gjorde det bare endnu sværere for trotskismen at tiltrække mere end en håndfuld tilhængere.
Fascismens frygtelige trussel styrkede i virkeligheden Stalin, eftersom folk så sig om efter en eller anden magt at sætte ind imod Hitler.
Trotskijs personlige og politiske mod – hans ubøjelighed i en situation, hvor hans kone var under konstante trusler, hans børn blev myrdet og han selv drevet fra det ene land til det andet, var uden lige.
Men bevægelsens isolation krævede uundgåeligt sin pris. I det store hele forblev arbejderbevægelsens masser lukket land for trotskismen, og den rekrutterede hovedsageligt fra småborgerlige og intellektuelle kredse.
På grund af deres levevilkår er sådanne kredse specielt tilbøjelige til intrigemageri og fraktionering.
Trotskij kæmpede med næb og kløer for at overvinde disse problemer, ved at lede sine tilhængere hen imod en massebevægelse og endda eksperimentere i to år med en entristisk taktik, ved at gå ind i de reformistiske socialistiske partier. Men lige meget nyttede det.
De objektive besværligheder, skabt af en tid med almindelig reaktion, var for store. Og efterhånden fik isolationen visse forvridende effekter på Trotskijs egen politiske linie.
Han havde proklameret behovet for en Fjerde Internationale i 1933, men erkendt, at den ikke bare simpelthen kunne erklæres, når de kræfter, der skulle gøre den meningsfuld, manglede.
I 1938, da Fjerde Internationale blev søsat, var de involverede kræfter knapt nok vokset. Stiftelseskongressen bestod af 21 delegerede, der repræsenterede organisationer i 11 lande – ingen af dem var andet end smågrupper, og nogle var mere eller mindre fiktive.
Det var en handling i desperat substitutionisme, der kun kunne fremme illusioner om storhed.
Trotskij forsøgte at overkomme gabet ved hjælp af et politisk program – Overgangsprogrammet, som det blev kendt som – der annoncerede den endelige afgørende kapitalistiske krise, og forudså mægtige revolutionære storme i de kommende år.
Perspektivet var knapt nok troværdigt i 1938, og det skulle snart blive kuldkastet af virkeligheden.
Ingen af disse kritikker forklejner Trotskijs umådelige bedrifter i forbindelse med at forsvare og udvikle marxismen og leninismen.
Da han blev myrdet i 1940 af en stalinistisk agent, havde han haft held med at overføre kerneelementerne i den revolutionære tradition til en ny generation af aktivister, hvor få de så end var.
Den trotskistiske bevægelse, der imod alle odds havde bevaret den marxistiske tradition i 30’erne, overlevede 2. verdenskrig.
Men afslutningen af krigen frembragte en krise. Det var ikke stalinistisk forfølgelse eller – i nogen direkte forstand – presset fra imperialismen, der kastede trotskismen ud i krisen.
Den trotskistiske krise var grundlæggende en teoretisk krise. Ifølge Overgangsprogrammet (1938) – Trotskijs politiske testamente, der have fået status af hellig skrift for mange tilhængere – var kapitalismen inde i sin afgørende krise.
Ingen yderligere udvikling af produktivkræfterne var mulig inden for kapitalismens rammer. Levestandarden kunne ikke stige, og spørgsmålet om systematiske reformer var helt udelukket.
Med udelukkelsen af reform-mulighederne ville de reformistiske partier visne og dø. Masserne ville tage den revolutionære vej.
Sådan stod perspektiverne.
Gennem krigens krampetrækninger var det muligt at ignorere den måde, hvorpå selve krigen genoplivede den kapitalistiske økonomi. Men efter krigen blev det hurtigt klarere og klarere, at kapitalismen boomede.
I stedet for at lønningerne faldt, steg de. I stedet for massearbejdsløshed blev der fuld beskæftigelse, i stedet for ingen reformer kom der nationaliseringer og velfærdsstat. De reformistiske partier voksede.
Dette var virkeligheden.
Hvordan skulle den trotskistiske bevægelse forholde sig? Skulle den annoncere, at den forudsagte verdens ende blot var udsat? Eller skulle den se virkeligheden i øjnene, og revurdere sine perspektiver?
Dette dilemma ødelagde trotskismen i slutningen af 40’erne. Og forvirringen blev uddybet af et spørgsmål, der på nogle måder var endnu mere grundlæggende: Spørgsmålet om Sovjetunionen.
Trotskij havde afvist Sovjetunionens påstand om, at det var socialistisk, og taget afstand fra stalinismen som kontra-revolutionær både hjemme og i udlandet. Ikke desto mindre fastholdt han, at Sovjetunionen stadig var en arbejderstat.
Det retfærdiggjorde han ved, at der i Sovjetunionen eksisterede en statsejet, statsplanlagt økonomi. Privat ejendomsret til produktionsmidlerne var blevet afskaffet.
For Trotskij indeholdt regimet frygtelige modsætninger, og der var en indbygget ustabilitet, “som en pyramide, der stod på hovedet”. Enten ville en arbejderrevolution omstyrte bureaukratiet, eller også ville bureaukratiet udslette arbejderstaten. Regimet kunne under ingen omstændigheder overleve krigen.
Men ikke alene overlevede det, det udvidede sin magt til det meste af Østeuropa og etablerede statsejede, statsplanlagte stalinistiske regimer. Dette stillede trotskismen over for sit mest påtrængende problem:
Hvis statsejendoms-kriteriet, der plejede at definere Sovjetunionen som en arbejderstat, blev overført på Østeuropa, så ville Polen, Ungarn, Østtyskland og resten også være arbejderstater.
Hvis de var arbejderstater, så kunne stalinismen ikke grundlæggende være kontra-revolutionær – den havde jo udvidet sin revolution til otte lande. Hvis de ikke var arbejderstater, så ville det være nødvendigt at revidere Trotskijs analyse af Sovjetunionen.
Selve karakteren af den stalinistiske magtovertagelse i Østeuropa rejste et endnu mere grundlæggende spørgsmål: I alle tilfælde var de blevet udført fra oven stort set af den Røde Hær. I ingen af tilfældene havde arbejderklassens befrielse været dens eget værk.
Sørgeligt nok var disse dilemmaer for meget for efterkrigstidens trotskistiske ledere. Efter utallige undvigelser, sammenstød og splittelser valgte de “ortodoksien”.
Trotskijs overgangsprogram forblev gyldigt, produktivkræfterne var “ikke i virkelig udvikling”. Sovjetunionen forblev en degenereret arbejderstat, og de østeuropæiske lande var “deformerede arbejderstater”.
I en organisatorisk forstand overlevede den trotskistiske bevægelse lige netop krisen i slutningen af 40’erne. Men politisk havde den taget permanent skade.
Kun det lille mindretal blandt trotskisterne, der udviklede statskapitalisme-analysen om de stalinistiske stater, og teorien om den permanente våbenøkonomi til at forklare efterkrigs-boomet, var i stand til konsekvent at modstå trykket.
De lagde det teoretiske fundament for at fortsætte og senere genoplive den revolutionære marxistiske bevægelse.
Det lange kapitalistiske boom startede med 2. verdenskrig, og fortsatte mere eller mindre indtil det internationale tilbageslag i 1973.
Dets blomstringstid var i 50’erne og 60’erne, årene hvor Harold MacMillan (britisk konservativ premierminister, o.a.) kunne sige til de britiske vælgere, “I har aldrig haft det så godt”. Kontrasten til 30’erne, der stadig stod i folks erindring, var slående.
Med undtagelse af opstanden i Berlin i 1953 og revolutionen i Ungarn i 1956 (der kunne forklares med specielle omstændigheder) var der ingen storstilet konfrontation mellem kapital og arbejde i nogen af de udviklede kapitalistiske lande fra krigens afslutning og til midten af 60’erne.
Under disse omstændigheder blev den revolutionære marxisme uundgåeligt marginaliseret, eller mere konkret: Den var ude af stand til at overvinde den marginale position, som den var blevet drevet ind i af stalinismen og af nederlagene i 20’erne og 30’erne.
Ingen revolutionær gruppe var i stand til at tiltrække mere end nogle få hundrede tilhængere, uanset teoretiske eller praktiske mærkesager.
De kommunistiske massepartier tilpassede sig ved åbent at afsværge sig ideen om revolution (programmet Den britiske vej til socialismen, der var overordentlig parlamentaristisk i sit indhold, blev udgivet i 1951), og de blev stadig sværere at skelne fra de socialdemokratiske partier, som de havde splittet sig ud fra 30-40 år tidligere.
Ideologisk var det overvejende dominerende synspunkt, ikke bare på højrefløjen, men også i arbejderbevægelsen, at kapitalismen havde løst de grundlæggende problemer, der havde plaget den siden den industrielle revolution.
Der var selvfølgelig hele tiden en marxistisk minoritet, som forløberen for Socialist Workers Party (britisk søsterorganisation til Internationale Socialister, o.a.), der tog afstand fra alt dette, der fastholdt, at det kapitalistiske boom, omend det var ægte nok, ikke ville vare evigt. De fortsatte med at pege på arbejderklassens revolutionære potentiale.
For dem var det grundlæggende problem ikke bare deres intellektuelle isolation; men at det var umuligt at vinde en base for deres ideer blandt arbejdere, der i det store og hele var uinteresserede i generelle politiske løsninger.
Kort sagt var det en periode næsten nøjagtig magen til den, Marx havde oplevet et århundrede tidligere, en periode hvori det revolutionære parti kun kunne forberedes, ikke opbygges.
Men hvis noget, der nærmede sig social fred, rådede i de udviklede lande, så var billedet i den tredje verden meget anderledes. Boom-årene var også årene med afslutningen på de fleste gammeldags imperier og fremvæksten af de nationale befrielsesbevægelser.
Den mest afgørende begivenhed i hele perioden var den kinesiske revolution i 1949. Men den blev fulgt af den vietnamesiske sejr over franskmændene, den algeriske revolution, den cubanske revolution, Nasser i Ægypten, Nkrumah i Ghana og utallige andre radikale nationalistiske kampe.
I nogle tilfælde blev revolutionerne ledet af kommunistpartier og opbyggede samfund, hvor den private ejendomsret blev ophævet, i andre tilfælde blev de det ikke; men de havde uvægerligt en socialistisk retorik.
Hvad de også havde til fælles var, at i ingen af dem kom arbejderklassen i virkeligheden til magten. Det generelle mønster var nærmere, at en intellektuel middelklasse-elite kom til magten på en bølge af bondeopstande, og denne praksis skabte hurtigt sin egen teori.
Che Guevara, Regis Debray, Franz Fanon og mange andre udviklede en ny tolkning af “marxismen”, hvori fattigbønderne erstattede arbejderklassen som den revolutionære klasse og som bærere af socialismen.
Arbejderklassens tilsyneladende passivitet i de udviklede lande sikrede, at denne nye ideologi også fik et publikum her. For en tid var det meste af venstrefløjen, inklusive dele af den trotskistiske bevægelse, under indflydelse af forskellige tredje-verdens-ismer, hvori den ene radikale nationalist efter den anden blev hyldet som den seneste revolutionære helt.
I virkeligheden var det livsnødvendigt, at marxister modstod denne tendens.
Ideen om bonderevolutionen var en illusion. Som Marx havde argumenteret et århundrede tidligere, og som Trotskij havde genfremført i sin teori om den permanente revolution, berøvede bøndernes eksistensforhold dem muligheden for at befri sig selv.
I fraværet af et arbejderklasse-lederskab var det højeste bondekampene kunne opnå, at gøre en anti-imperialistisk middelklasse til en ny herskende klasse.
Endvidere havde disse nationalistiske regimer, når de var kommet til magten, ikke frihed til at gendanne samfundet efter eget valg.
Deres tilbageståenhed og isolation i en fjendtlig kapitalistisk verden tvang dem til at kæmpe for økonomisk udvikling og industrialisering igennem kapitalakkumulation, det vil sige igennem udbytning af arbejderklassen.
Det uundgåelige resultat var opblomstringen af en række hel- og halv-statskapitalistiske lande i den tredje verden.
Omkring dette spørgsmål, som omkring andre, var det atter engang marxisters opgave at forsvare mindretalssynspunkter, baseret på grundlæggende marxistiske principper, imod den fremherskende strøm. Dem, der undlod at gøre dette, kunne vinde midlertidig troværdighed; men i det lange løb havde de kun held til at afspore sig selv og andre.
I slutningen af 60’erne og begyndelsen af 70’erne oplevede den marxistiske bevægelse en vis international genoplivning.
Det omfang, det skete i, bør ikke overdrives. Ingen steder nåede marxistiske organisationer noget, der lignede det, som Kominterns massepartier opnåede i 20’erne. Ikke desto mindre fandt de revolutionære, som hårdnakket havde holdt fast i deres principper igennem de lange boom-år, et nyt publikum for deres ideer.
I særdeleshed var der ét år, der viste denne genoplivelse – 1968. Året startede med Tet-offensiven i Vietnam. Den gjorde det klart, at USA ville tabe, og det gav anti-krigs-bevægelsen en enorm fremdrift verden over.
Det fortsatte med maj-begivenhederne i Frankrig, med optøjer og næsten-opstande i de sorte ghettoer tværs over USA (som svar på mordet på Martin Luther King), og invasionen i Tjekkoslovakiet, som symbol på stalinismens fortsatte krise. Det sluttede med, at den katolske arbejderklasse i Nordirland rejste sig.
Dengang i 68 så eksplosionen ud, som om den kom ud af den blå luft. Men ved et tilbageblik kan det ses som et sammenfald af processer, der havde udviklet sig igennem nogen tid.
USAs engagement i krigen i Vietnam var blevet optrappet siden begyndelsen af 60’erne. Den sorte modstand var begyndt med borgerrettighedsbevægelsen i sydstaterne, og havde spredt sig til byerne i nordstaterne, mens den var blevet radikaliseret undervejs.
Studenteroprøret var også startet i USA i midten af 60’erne, hvorfra det genskabtes i land efter land med lynets hast, delvis som svar på Vietnam-krigen. Men det var grundlæggende en reaktion på studenters ændrede situation i den moderne kapitalisme.
I Østeuropa havde stalinismens krise – problemet med hvordan man fik moderniseret og øget produktionen uden at udløse en opstand nedefra – udviklet sig siden den gamle diktators død i 1953, og især siden Khrusjov afslørede hans forbrydelser i 1956.
I Vesten var boomet begyndt at flade ud. Det var dog endnu ikke en rigtig nedgang, men den herskende klasse var begyndt at føle, at den trykkede, og fandt det sværere at imødekomme de forventninger, årene med økonomisk ekspansion havde udviklet.
Arbejderklassen begyndte at spille med musklerne.
I 1968 mødtes disse bevægelser, ikke bare i tid, men også i bevidstheden hos hundredtusindvis, måske millioner af mennesker verden over.
Frankrig var højdepunktet. Her skabte studenternes gadekampe et politisk tomrum, som hele den franske arbejderklasse sprang ind i med historiens største generalstrejke .
Det var fremfor alt andet begivenhederne i Frankrig, der afslørede løgnen om den borgerliggjorte eller integrerede arbejderklasse og genopbyggede den proletariske revolutions troværdighed.
Imidlertid var det også Frankrig, der mest klart viste begrænsningerne ved 1968. Her var der en før-revolutionær situation, den første i Europa i to årtier; men der var ingen organisering, der var i stand til at udgøre det lederskab eller skabe den sammenhæng, som denne umådelige bevægelse behøvede.
Der var revolutionære grupper, mest trotskistiske, men de var for små og startede ud fra et for svagt grundlag til at være troværdige for arbejdermasserne. I mangel på et sådant samlingspunkt døde den store kamp uundgåeligt ud. Læren var klar nok: Byg det revolutionære parti.
I de år, der fulgte, blev der gjort en stor indsats i Storbritannien, Frankrig, Italien og mange andre lande, for at opbygge uafhængige, anti-reformistiske partier i arbejderklassen. Forholdene var også rimeligt favorable, i og med at begyndelsen af 70’erne generelt frembragte en voksende bølge af arbejderkampe.
“Den varme sommer” i Italien i 1969 med sine store klassekampe i bilfabrikkerne, og minearbejdernes, metalarbejdernes, bygningsarbejdernes, havnearbejdernes og så videres kamp mod Heath-regeringen i Storbritannien var eksempler på dette.
Nøgleopgaven, som den marxistiske bevægelse først og fremmest stod over for, var at forbinde sig med og blive en del af denne voksende bevægelse i arbejderklassen.
Kampene i 1968 havde involveret millioner af arbejdere; men de, der drog revolutionære konklusioner af disse kampe og blev tiltrukket til de marxistiske organisationer, var overvejende studenter og intellektuelle.
De bragte noget af en middelklasse-atmosfære med sig ind i bevægelsen. Alvorlige revolutionære måtte bryde med dette gennem en bevidst og beslutsom orientering imod arbejderklassen.
Uheldigvis stod der alvorlige hindringer i vejen for at realisere dette perspektiv.
Den første var, som i den franske generalstrejke, det ekstremt svage udgangspunkt. Det var umuligt at overvinde årtiers isolation på en dag. Den anden var det faktum, at genoplivningen i slutningen af 60’erne frembragte lige så meget varme som lys, og temmelig meget mere forvirring end klarhed.
Den revolutionære marxisme, der baserer sig på arbejderklassen og utvetydigt går efter den internationale arbejderrevolution, kæmpede og masede på for at få indflydelse i et sammensurium af ubrugelige ideer, der inkluderede studenter-avantgardisme, forskellige former for anarkisme og spontaneitet, tredje-verdens-nationalisme, sort nationalisme, feminisme, maoisme og så videre.
Marxisters første pligt er at se virkeligheden i øjnene.
Den revolutionære marxistiske bevægelse, forstået som en organiseret politisk linie, der forpligtiger sig til arbejderrevolutionen, er i dag meget svag målt i forhold til den opgave, den har sat sig – at omstyrte verdenskapitalismen.
I det store og hele er håbene og forventningerne fra slutningen af 60’erne og begyndelsen af 70’erne ikke blevet indfriet. Katastrofale nederlag i Chile, Iran og Polen og en forspildt mulighed i Portugal har krævet deres pris.
I de udviklede lande i Europa og Nordamerika har der været en lang og dyb nedgang i klassekampen, hvor nederlaget i den britiske minestrejke 1984-85 er et af de tydeligste symboler.
På den ene side betød det en dyb svækkelse af bevægelsen blandt arbejderne på gulvplan, at massearbejdsløsheden kom tilbage gennem to bølger af internationalt økonomisk tilbageslag.
På den anden side demonstrerede reformister af alle afskygninger deres villighed til at stive systemet af ved at udvande bevægelsen blandt arbejderne. Og højrefløjen i form af Pinochet, Jaruzelski eller Margaret Thatcher har været udmærket i stand til at drage nytte af det.
Samtidig mistede den internationale studenterbevægelse hurtigt sin udbredelse, især i USA, hvor den startede. Og kapitalismen viste sin fleksibilitet ved at udslukke de sortes og kvindernes oprør gennem en kombination af symbolske indrømmelser og indlemmelse.
Den inspiration, som vietnamesernes heroiske kamp gav, fadede ud mellem billeder af bådflygtninge i det Kinesiske Hav og Pol Pots groteske blodbad i Kampuchea.
Under disse omstændigheder mistede en række af de tidlige 70’eres revolutionære partier i kimform deres drivkraft eller deres ideer eller begge dele.
Alt dette er kolde kendsgerninger, og der er overhovedet ingen grund til at benægte dem. Under de nuværende omstændigheder kan ingen vindes til marxismen på grundlag af revolution i morgen eller billig triumferen.
At forbinde sig til marxismen i dag indebærer en sober villighed til at være en lille minoritet, og erkendelse af, at der er behov for en lang hård kamp, før dette ændrer sig. Ikke desto mindre er der ikke den fjerneste grund til håbløshed eller fortvivlelse.
Den grundlæggende årsag til dette er, at kapitalismen er i, og i en forudsigelig fremtid vil forblive låst fast i, en dyb økonomisk krise, hvilket skaber spændinger og potentialet for revolter og opstande overalt fra Seoul til Fiji og hele vejen rundt. Der har ikke været og vil ikke komme nogen gentagelse af 50’ernes og 60’ernes stærke ekspansion og stabilitet.
Hvad der også er slående, er det store antal af sådanne opstande, der har været verden over i de seneste år. Diktatorernes fald i Haiti og Filippinerne, udbruddene i Sudan, massebevægelsen mod Zia i Pakistan, genoplivelsen af modstanden i Chile, den storslåede offensiv mod apartheid i Sydafrika, studenterkampene i Kina og så videre.
Og endnu vigtigere end antallet af revolter er ændringerne i deres sociale sammensætning på grund af den internationale udbredelse af kapitalismen og med den arbejderklassens vækst.
Da Marx første gang opfordrede verdens arbejdere til at forene sig, var det i virkeligheden begrænset til et hjørne af Vesteuropa. Sådan er det ikke i dag. I dag har næsten alle større lande i den tredje verden en betydelig arbejderklasse, og der er en række nyindustrialiserede lande, hvor arbejderklassen er inde i en hastig vækst, både hvad angår størrelse og de mål, den stiller.
Dette betyder bogstavelig talt, at hvor på klodens overflade der end bryder strejker eller revolter ud, så er der en arbejderklasse, der har den objektive styrke til at føre kampen til sejr, ikke alene imod udenlandsk dominans, men også imod selve kapitalismen.
Det er en farefyldt situation for verdensborgerskabet, især fordi der står lande som Ægypten eller Brasilien og venter i kulisserne med enorme arbejderklasser, der har potentialet til at sætte ild i hele regioner eller endda hele kontinenter.
Hvad mere er så, at der er klare tegn fra Frankrig, Danmark, Grækenland og først og fremmest Spanien på, at den europæiske arbejderklasse bliver mere og mere vanskelig at styre.
Det problem, der står tilbage, er selvfølgelig den subjektive faktor, opbygningen af revolutionære partier, uden hvilke, som lange og bitre erfaringer har vist os, den endelige sejr er umulig.
Også på dette område ville det være tåbeligt at blive modløs. Alle gevinster fra 1968 til 1974 er ikke blevet tabt. Og i nogle tilfælde er de blevet konsolideret og udbygget.
Marxister er i dag ikke nær så isolerede, som de har været i mange tilfælde i fortiden: Som Marx og Engels var i 1850’erne, som Rosa Luxemburg var i 1914 eller som trotskisterne var i 1930’erne og 1950’erne.
På verdensplan og i særdeleshed i de udviklede lande er stalinismen stadig den vigtigste hindring, med dens illusioner om Sovjetunionen og dens faseteori – først en alliance med det nationale borgerskab for at opnå “demokrati”, og først derefter kamp for socialismen – der så ofte har lammet revolutioner og ført dem til nederlag.
Imidlertid er tiltrækningen til stalinisterne og deres bastioner afgjort svagere i dag, end den var for bare 20 år siden.
Set i dette lys er det klart, at på trods af alle tilbageslag og nederlag – og havde der ikke været tilbageslag og nederlag, ville vi ikke i dag have levet under kapitalismen – så har arbejderklassen og den marxistiske bevægelse alt at kæmpe for.
Og her skal alt tages bogstaveligt. Det er hele menneskehedens fremtid, der er på spil.
John Molyneux skrev de artikler, der er samlet i denne pjece, i 1987. Siden da er mange ting forandret.
I 1987 ville en påstand om, at de stalinistiske regimer i Sovjet og Østeuropa ville bryde sammen, Berlinmuren blive fjernet og Nelson Mandela blive præsident i Sydafrika, være blevet betragtet som de rene fantasier.
De store forandringer siden 1987 er en bekræftelse på nogle af de mest centrale elementer i marxismen. Karl Marx skrev, at mennesket skaber sin egen historie, og at det er klassekampen, der driver udviklingen frem. Det betyder, at marxismen ikke er nogen krystalkugle, der kan fortælle os, hvad der vil ske i morgen eller til næste år. Men marxismen kan fortælle os, hvilke mulige retninger udviklingen kan tage. Således havde den engelske socialist Tony Cliff allerede i 1948 i en detaljeret analyse af de østeuropæiske samfund konkluderet, at de før eller siden ville bryde sammen “i en gigantisk, spontan storm forårsaget af millioner af mennesker”.
Det var nøjagtigt, hvad der skete. Det var presset nedefra i de østeuropæiske samfund, der endelig i 1989 befriede millioner af mennesker fra de stalinistiske regimer.
Baggrunden for det totale sammenbrud i Østeuropa, kan ikke forklares alene ud fra interne problemer i de østeuropæiske samfund, som den herskende klasse i det stalinistiske stats- og partiapparat var ude af stand til at løse.
Den økonomiske krise, som de østeuropæiske samfund røg ind i fra 80' erne, ramte nemlig med lige så stor kraft de vesteuropæiske samfund. Arbejdsløsheden inden for EU-landene nåede i 1992 op på 50 millioner registrerede arbejdsløse. Sult, nød og elendighed er blevet hverdagen for millioner af mennesker verden over. Lande som Mexico og en række afrikanske lande er reelt gået i opløsning som økonomiske enheder.
Grunden til, at krisen ramte de østeuropæiske samfund ekstra hårdt, skyldes de stivnede produktionsforhold. Der var brug for omstruktureringer for at gøre produktionen profitabel i kapitalistisk forstand. Derfor forsøgte den herskende klasse i Sovjet at indføre “perestrojka”, der dækkede over omstrukturering og effektivisering af produktionen, og “glasnost” der skulle skabe opbakningen fra arbejdere og intellektuelle bag omstruktureringerne og imod de bureaukrater, der ikke ville afgive deres magt. Den herskende klasses manøvrer lykkedes ikke. Presset nedefra fik de gamle strukturer til at bryde sammen.
Selvom ændringerne i Østeuropa ikke umiddelbart satte socialismen på dagsordenen, var det en stor opmuntring for de socialister, der ikke på noget tidspunkt havde forbundet de stalinistiske regimer med socialisme.
For de stalinistiske partier i Vesteuropa var det en katastrofe. De stod uden forklaring og de accelererende oprør mod den herskende klasse i Øst fik partierne i Vest til at forfalde med samme hastighed. Selvom det på kort sigt betød en svækkelse af den organiserede venstrefløj i Vesteuropa, er udviklingen væk fra stalinismen i både Øst og Vest entydigt positivt.
I Østeuropa undertrykkes arbejderklassen ikke længere af en herskende klasse, der bruger socialistiske fraser. Klassemodsætningerne fremstår i et meget klarere lys. Og i Vest er socialister befriet for sammenligninger med den pervertering af socialismen, som stalinismen gennem en menneskealder har repræsenteret.
Den herskende klasse i Vest jublede også efter sammenbruddet. Vesten havde vundet den kolde krig, og kapitalismen havde vundet over socialismen. Nu var fremtiden sikret gennem fri markedsøkonomi og demokrati. En jubel der også spredte sig blandt almindelige mennesker i Danmark. Socialister blev ofte mødt af bemærkninger om, at socialismen er død.
Men jubelen varede kort. Den nye verdensorden uden de to store rivaliserende økonomiske blokke i Øst og Vest blev fremstillet som starten på en ny æra med fred og økonomisk vækst.
Virkeligheden blev hurtig en ganske anden. De østeuropæiske økonomier gik ikke fra stagnation til vækst efter sammenbruddet. Tværtimod fortsatte den økonomiske krise, med store sociale omkostninger til følge.
I Vesten forsatte krisen, og i stedet for fred begyndte konflikter at bryde ud. Golfkrigen mellem Irak og USA brød ud i 1991. I stedet for fred stod over en halv million amerikanske og allierede soldater klar til at indlede den største massakre siden Vietnamkrigen.
Iraks invasion af Kuwait truede Vestens kontrol med olieleverancerne. Et stærkt Irak ville samtidig svække USA's indflydelse i Golfområdet. Derfor blev 250.000 irakiske soldater slagtet i ørkensandet og tusinder af irakiske civile dræbt eller jaget fra deres sønderbombede hjem.
Det var den nye verdensordens fødsel. En verden med større usikkerhed og konflikt.
Lige efter at USA og dets allierede havde massakreret irakerne, brød krigen ud i det centrale Europa. Krigen i Jugoslaven, der nu kører på 4 år, udstillede på den ene side den nye verdensordens manglende evne til at fastholde stabilitet, og viste samtidig indholdet i den nye verdensorden i form af en øget rivalisering landene imellem. Tyskland, Frankrig, Grækenland og USA gik hver for sig enegang for at pleje deres imperialistiske interesser på Balkan. Krigen symboliserer på grusom vis splittelsen og rådvildheden i den herskende klasse på verdensplan.
Men krigen i Jugoslavien har langt fra været enestående. En lang række af konflikter er brudt ud. Ikke bare i det gamle Sovjet, hvor overgrebet mod Tjetjenien i vinteren 1994-95 som det seneste eksempel viser, at krigen er de herskende klasses sidste våben for at fastholde kontrollen, men også i en række andre lande. USA har alene siden Golfkrigen sendt tropper ind i Somalia og Haiti, og begge gange uden at kunne genetablere den gamle herskende orden.
Det er ikke kun på magthavernes side, at der er sket ændringer siden 1987. Arbejderklassen er trådt ind på scenen igen som en kollektiv kraft, der kæmper mod forringelser og for et mere anstændigt liv. 80’ernes mørke periode med nederlag på nederlag for arbejderklassen er stoppet. Den herskende klasses forsøg på at gennemføre en krisepolitik på bekostning af arbejderklassens levevilkår bliver flere og flere steder afvist gennem strejker og demonstrationer.
I Italien måtte hele den borgerlige medieverdens kæledægge Berlusconi bide i støvet, efter at han havde forsøgt at spare 10 milliarder på blandt andet pensioner. Demonstrationer og strejker stoppede hans regeringsperiode. I Frankrig har den borgerlige præsident Balladur flere gange måttet trække sine forslag til forringelser af bordet, efter massivt pres fra arbejdere, skoleelever, studenter og fiskere.
Også i Danmark er situationen ændret. De mange borgerlige medier og forskeres spådomme om, at strejkevåbnet var passé, er blevet modbevist af en lang række strejker i 1994 og 1995 både inden for det private og offentlige arbejdsmarked.
Magthavernes manglende evne til at løse de grundlæggende problemer og den øgede modstand fra arbejderklassens side, har betydet, at polariseringen mellem klasserne er vokset.
En polarisering der både har positive og negative konsekvenser. De negative er, at i takt med at den økonomiske krise fortsætter med massearbejdsløshed og social nød, så har nazister og fascister igen vejret morgenluft. Det gælder i både øst og vest. En trussel der i dag skal tages alvorligt alle steder, hvor nazisterne forsøger at opbygge sig selv. En mere og mere desperat herskende klasse kan – hvis de nazistiske grupper vokser – se dem som deres eneste løsning på at smadre modstanden i arbejderklassen.
Den positive betydning af polariseringen er, at venstrefløjens kolossale tilbagegang og de stalinistiske partiers kollaps i 80’erne nu er afløst af en ny tilgang til socialistiske ideer og organisationer. Samtidig er der mange steder ved at genopstå netværk af militante arbejdere, der koordinerer kampen mod arbejdsgiverne.
Det er disse udviklingstræk, der peger frem mod et nyt egentligt opsving i arbejderklassens kampe. Et opsving der kan rykke afgørende ved de eksisterende styrkeforhold mellem klasserne og genskabe en stærkt socialistisk tendens.
De mange positive begivenheder siden 1987 har understreget, at verden kan forandres gennem kollektive kampe. Lige fra omvæltningerne i Østeuropa, kampen mod nazismen og arbejderklassens øgede vilje til at slås peger udviklingen frem mod socialistiske løsninger, der en gang for alle kan fjerne krig, sult og nød.
I denne situation er opbygningen af et revolutionært socialistisk parti helt afgørende for, om vi gennemfører et sådant revolutionært oprør, eller om det bliver mørke kræfter der igen tager over.
Denne pjece giver et rids over den marxistiske bevægelses historie. Marxister har ofte været et mindretal. Men den vigtige lære af historien er, at verden kan forandres, og at de ideer, der i dag kun deles af et mindretal, i morgen kan blive til flertallets våben mod kapitalismens elendighed.
Ideer kan forandre verden, hvis ideerne bæres af mennesker, der slutter sig sammen for at skabe et flertal for ideerne. I dag betyder det helt konkret at den vigtigste opgave for socialister er opbygningen af et revolutionært socialistisk parti.
Ole Mølholm, april 1995
Der findes mængder af litteratur om marxismens og arbejderbevægelsens historie. Meget af det er desværre præget af reformismens og stalinismens mangeårige dominans. Nedenstående titler er skrevet med et revolutionært marxistisk udgangspunkt.
John Molyneuxs pjece: Den marxistiske tradition stiller marxismen op mod dens reformistiske og stalinistiske forvanskninger. Alex Callinicos bog The revolutionary ideas of Karl Marx er en mere grundig præsentation af Marxs ideer.
Selv om Det kommunistiske Manifest er nævnt i teksten, skal den nævnes igen her. Det er absolut det bedste sted at starte, hvis man skal forstå Marx. Læs kapitel 1 og 2 før forordene. Engels: Socialismens udvikling fra utopi til videnskab opsummerer Marxs ideer og sætter dem ind i en historisk sammenhæng. Franz Mehring: Karl Marx (2 bind) er en ældre, men letlæst historie om Marxs liv (på dansk).
Pete Glatter: 1905 (engelsk) og Steve Wright: Den russiske revolution er to korte pjecer om bolsjevikkerne og den russiske revolution. En mere grundig gennemgang fås i Tony Cliffs to biografier: Lenin (3 bind) og Trotsky (4 bind). Duncan Hallas: Comintern følger Komintern fra dens revolutionære start til den blev slagtet af Stalin. Charlie Lywood: De forspildte muligheder er en pjece om mulighederne for revolution i Tyskland mellem 1918 og 1923.
Harmans pjece Den russiske revolutions nederlag forklarer, hvorfor det gik galt. Abbie Bakan: Det store bedrag og Peter Binns: Teorien om den byråkratiske statskapitalismen er to korte pjecer, der forklarer hvorfor Sovjetunionen ikke var socialistisk, men statskapitalistisk. Tony Cliff: State Capitalism in Russia er den oprindelige, mere grundige analyse.
Den bedste introduktion til Trotskijs ideer er Hallas korte bog Trotskys Marxism. Charlie Hore: Spanien 1936. Folkefront eller arbejdermagt? forklarer, hvordan det lykkedes fascismen at slå den spanske revolution ned. Colin Sparks: Aldrig mere fascisme! handler om, hvad fascisme er, og hvordan den kan bekæmpes, og bygger i høj grad på Trotskijs tanker. Læs i øvrigt Trotskijs egne bøger om nederlagene til Hitler, Chiang Kai-shek og Franco.
De 6 pjecer i serien Revolutioner i vores tid fortæller om mulighederne for revolution i Frankrig 1968, Chile 1972-73, Portugal 1974-75, Iran 1979 og Polen 1980-81. Den sidste: Opstande gennem 20 år opsummerer erfaringerne. Harmans to bøger Class Struggles in Eastern Europe og The Fire Last Time – 1968 and after er en grundig gennemgang af henholdsvis oprørene i Østeuropa frem til 1981 og “1968-oprørene” frem til 1976. Charlie Hore: Kina 1949. Folkets revolution? (Tillæg om 1989) afliver myten om, at Maos revolution var socialistisk.
Charlie Lywoods pjece Derfor socialisme beskriver kapitalismens vanvid og forklarer, hvorfor socialisme er det eneste realistiske alternativ. Harman og Zebrowskis pjece Glasnost før stormen er nødvendig for at forstå, hvad der sker i USSR. Alex Callinicos artikel Marxism and imperialism (i International Socialism Journal nr. 50) er en gennemgang af imperialismens historie med hovedvægten på udviklingen siden 2. verdenskrig.
Sidst opdateret 23.7.2015