I »Volksstaat« nr. 86 giver A. Mülberger sig til kende som forfatter til de artikler, jeg kritiserede i bladets nr. 51 og følgende. Han overdænger mig i sit svar med en sådan række bebrejdelser og forrykker derved i så høj grad alle de synspunkter, det drejer sig om, at jeg, enten jeg vil eller ej, bliver nødt til at svare på det. Jeg vil forsøge at give mit svar, som til min beklagelse for en stor del må bevæge sig på den personlige polemiks område, sådan som Mülberger foreskriver mig det, almindelig interesse ved at udvikle de punkter, det hovedsagelig kommer an på, endnu engang og om muligt tydeligere end før, selv med fare for, at Mülberger igen skal betyde mig, at alt dette »i det væsentlige ikke indeholder noget nyt hverken for ham eller »Volksstaats« øvrige læsere«.
Mülberger beklager sig over min kritiks form og indhold. Hvad formen angår, er det tilstrækkeligt at svare, at jeg dengang slet ikke vidste, hvem der var ophavsmand til de pågældende artikler. Om at være personlig »forud indtaget« imod forfatteren kunne der altså ikke være tale; imod den løsning af boligspørgsmålet, der blev udviklet i artiklerne, var jeg ganske vist for så vidt »forud indtaget«, som jeg for længst kendte den fra Proudhon og min mening om den stod fast.
Om »tonen« i min kritik vil jeg ikke strides med vor ven Mülberger. Når man har tilhørt bevægelsen så længe som jeg, bliver man temmelig hårdhudet mod angreb og forudsætter også let, at andre er det. For at skåne Mülberger vil jeg denne gang prøve på at bringe min »tone« i det rette forhold til følsomheden i hans epidemis (overhud).
Mülberger beklager sig særlig bittert over, at jeg har kaldt ham proudhonist, og bedyrer, at det er han ikke. Jeg må naturligvis tro på ham, men jeg vil føre bevis for, at de pågældende artikler – og det var kun dem, jeg beskæftigede mig med – ikke er andet end den rene proudhonisme.
Men også Proudhon kritiserer jeg, ifølge Mülberger, »letfærdigt« og gør ham stor uret: »Læren om småborgeren Proudhon er hos os Tyskland blevet et fast dogme, som endog mange forkynder uden at have læst blot en linie af ham«. Når jeg beklager, at de romansk-sprogede arbejdere i tyve år ikke har fået anden åndelig næring end Proudhons værker, så svarer Mülberger, at hos de romanske arbejdere »udgør principperne, som blev formuleret af Proudhon, næsten overalt bevægelsens drivende sjæl«. Dette må jeg benægte. For det første ligger arbejderbevægelsens »drivende sjæl« ingen steder i »principperne« men overalt i storindustriens udvikling og i virkningerne heraf, kapitalens akkumulation og koncentration på den ene side og proletariatet: på den anden. For det andet er det ikke rigtigt, at de proudhonske såkaldte »principper« hos de romanske folk spiller den afgørende rolle som Mülberger tilskriver dem, at »anarkiets principper, principperne Organisation des forces économiques, i Liquidation sociale [1] o.s.v. dér ... er blevet den revolutionære bevægelses sande bærepiller«. For slet ikke at tale om Spanien og Italien, hvor det proudhonistiske universal middel i det hele taget kun har vundet indflydelse i den af Bakunin forvanskede skikkelse; det er for enhver, der kender den internationale arbejderbevægelse, en notorisk kendsgerning, at proudhonisterne i Frankrig udgør en lidet talrig sekt, mens arbejdernes store masse ikke vil have noget at gøre med den samfundsmæssige reformplan, son Proudhon har udkastet under titlen Liquidation sociale og Organisation des forces économiques. Det har blandt andet vist sig under Kommunen. Skønt proudhonisterne var stærkt repræsenteret i den, blev der dog ikke gjort mindste forsøg på efter Proudhons forslag at likvidere det gamle samfund eller organisere de økonomiske kræfter. Tværtimod. Det tjener Kommunen til den største ære, at det i alle dens økonomi ske forholdsregler ikke var en eller anden slags principper, der val »den drivende sjæl«, men – det simple praktiske behov. Og derfor var disse forholdsregler – afskaffelse af bagernes natarbejde, forbud mod bøder i fabrikerne, konfiskation af lukkede fabriker og værkstedet og deres overdragelse til arbejderassociationerne -absolut ikke i Proudhons ånd, men nok i deri tyske videnskabelige socialismes. Den eneste sociale forholdsregel, som proudhonisterne gennemførte, var – ikke at beslaglægge Frankrigs Bank, og delvis derfor gik Kommunen til grunde. Heller ikke de såkaldte blanquister har, så snart de prøvede på at forvandle sig fra blot politiske revolutionære til en socialistisk arbejderfraktion med et bestemt program – sådan som det skete med det manifest, de blanquistiske flygtninge i London udsendte: Internationale et Révolution [2] –, heller ikke de har proklameret »principperne« i den proudhonske plan til samfundets redning, men nok, og næsten bogstaveligt, den tyske videnskabelige socialismes anskuelser om nødvendigheden af proletariatets politiske aktion og dets diktatur som overgang til afskaffelsen af klasserne og dermed af staten sådan som det allerede er udtalt i Det kommunistiske Manifest og utallige gange senere. Og når Mülberger endog af tyskernes mangel på agtelse for Proudhon afleder en mangel på forståelse af den romanske bevægelse »lige til Kommunen i Paris«, så ville han måske være så venlig som bevis på denne mangel at nævne det romanske skrift, som har forstået og har fremstillet Kommunen blot tilnærmelsesvis så rigtigt som Internationales generalråds adresse om borgerkrigen i Frankrig, skrevet af tyskeren Marx.
Det eneste land, hvor arbejderbevægelsen står direkte under indflydelse af de proudhonske »principper«, er Belgien, og den belgiske bevægelse kommer også netop derfor, som Hegel siger, »af intet gennem intet til intet«.
Når jeg anser det for en ulykke, at de romanske arbejdere, direkte eller indirekte, i tyve år åndeligt kun har levet af Proudhon, så ser jeg den ikke i det absolut mytiske herredømme, som udøves af den proudhonske reformrecept – det, Mülberger kalder »principperne« –, men i, at deres økonomiske kritik af det bestående samfund er blevet inficeret af de absolut fejlagtige proudhonske vendinger, og at deres politiske aktion er blevet forkludret ved den proudhonistiske indflydelse. Om så de »proudhoniserede romanske arbejdere« eller de tyske, der i alt fald forstår den videnskabelige tyske socialisme uendelig meget bedre, end romanerne forstår deres Proudhon, »mest har fundet hvile i revolutionen«, vil vi kunne besvare, når vi først ved, hvad det vil sige: »ende hvile i revolutionen«. Man har hørt tale om folk, der »har fundet hvile i kristendommen, i den sande tro, i guds nåde« o.s.v. Men finde hvile i revolutionen, i den voldsomste bevægelse? Er da »revolutionen« en dogmatisk religion, som man må tro på?
Endvidere bebrejder Mülberger mig, at jeg i modstrid med, hvad han udtrykkeligt siger i sit arbejde, har påstået, at han erklærer boligspørgsmålet for udelukkende at være et arbejderspørgsmål.
Denne gang har Mülberger faktisk ret. Jeg havde overset det pågældende sted. På uansvarlig vis overset det, for det er et af de mest betegnende for hele tendensen i hans afhandling. Mülberger siger virkelig med rene ord:
»Da der så tit og så kraftigt bliver rettet den latterlige bebrejdelse mod os, at vi driver klassepolitik, at vi tilstræber et klasseherredømme o. lign., så vil vi først udtrykkeligt fremhæve, at boligspørgsmålet aldeles ikke udelukkende angår proletariatet, men tværtimod – det interesserer i ganske særlig grad den egentlige middelstand, den lille industri, det lille bourgeoisi, hele bureaukratiet ... boligspørgsmålet er netop det punkt i de sociale reformer, som mere end alle andre synes egnet til at afsløre den absolutte indre identitet mellem proletariatets interesser på den ene side og samfundets egentlige mellemklassers interesser på den anden side. Mellemklasserne lider lige så stærkt under den lejede boligs trykkende lænke som proletariatet, måske endnu stærkere ... Samfundets egentlige mellemklasser står i dag over for det spørgsmål, om de ... vil finde styrke til ... i forbund med det ungdommeligt-kraftige og energifyldte arbejderparti at gribe ind i samfundets omformningsproces, hvis velsignelser netop vil komme dem til gode frem for alle andre.«
Vor ven Mülberger konstaterer altså her følgende:
1. »Vi« driver ikke »klassepolitik« og stræber ikke efter noget »klasseherredømme«. Det tyske socialdemokratiske arbejderparti driver imidlertid nødvendigvis »klassepolitik«, arbejderklassens politik, netop fordi det er et arbejderparti. Da ethvert politisk parti går ud på at erobre herredømmet i staten, så tilstræber det tyske socialdemokratiske arbejderparti nødvendigvis sit herredømme, arbejderklassens herredømme, altså et »klasseherredømme«. I øvrigt har ethvert virkeligt proletarisk parti, lige fra de engelske chartister, altid opstillet klassepolitikken, proletariatets organisation som selvstændigt politisk parti, som kampens første betingelse og proletariatets diktatur som dens næste mål. Ved at erklære dette for »latterligt«, stiller Mülberger sig uden for den proletariske bevægelse og inden for den småborgerlige socialisme.
2. Boligspørgsmålet har den fordel, at det ikke udelukkende er et arbejderspørgsmål, men »i ganske særlig grad interesserer« småborgerskabet, idet »de egentlige mellemklasser lider lige så stærkt« under den som proletariatet, ja »måske endnu stærkere«. Når nogen erklærer, at småborgerskabet, om end kun i en enkelt henseende, »måske lider endnu stærkere end proletariatet«, så vil han sikkert ikke kunne beklage sig, hvis man henregner ham under de småborgerlige socialister. Har altså Mülberger grund til at være utilfreds, når jeg siger:
»Det er især de lidelser, arbejderklassen har fælles med andre klasser, navnlig småborgerskabet, som den småborgerlige socialisme, til hvilken også Proudhon hører, med forkærlighed giver sig af med. Og det er da absolut ikke tilfældigt, at vor tyske proudhonist først og fremmest kaster sig over boligspørgsmålet, der, som vi har set, aldeles ikke udelukkende er et arbejderspørgsmål.«
3. Mellem »samfundets egentlige mellemklassers« interesser og proletariatets interesser består der »absolut indre identitet«, og det er ikke proletariatet, men disse egentlige mellemklasser, som »velsignelserne« ved samfundets forestående omformningsproces »netop vil komme til gode frem for alle andre«.
Arbejderne vil altså lave den forestående sociale revolution i småborgernes interesse »frem for alle andre«. Og desuden består der en absolut indre identitet mellem småborgernes interesser og proletariatets. Er småborgernes interesser identiske med arbejdernes, så er arbejdernes det med småborgernes. Det småborgerlige standpunkt er altså lige så berettiget i bevægelsen som det proletariske. Og hævdelsen af denne ligeberettigelse er netop, hvad man kalder småborgerlig socialisme.
Det er derfor også ganske konsekvent, når Mülberger side 25 i særtrykket fejrer »den lille industri« som »samfundets egentlige stræbepille, fordi den ifølge sit egentlige anlæg i sig forener de tre faktorer: arbejde – erhverv – besiddelse, fordi den i foreningen af disse tre faktorer ikke stiller nogen skranker for individets udviklingsevne«; og det er konsekvent, når han navnlig bebrejder den moderne industri, at den tilintetgør denne planteskole for normalmennesker og »har gjort en livskraftig klasse, der stadig kunne forny sig selv, til en bevidstløs hob af mennesker, der ikke véd, hvorhen den skal vende sit angstfulde blik«. Småborgeren er altså Mülbergers mønster-menneske, og småindustrien er Mülbergers mønster-produktionsmåde. Har jeg så bagtalt ham, når jeg henførte ham til de småborgerlige socialister?
Da Mülberger afviser ethvert ansvar for Proudhon, ville det være overflødigt her yderligere at drøfte, hvordan Proudhons reformplaner tager sigte på at forvandle alle samfundets medlemmer til småborgere og småbønder. Lige så lidt vil det være nødvendigt at gå ind på den påståede identitet mellem småborgernes interesser og arbejdernes. Det nødvendige findes allerede i Det kommunistiske Manifest. (Leipzig-udgaven 1872, side 12 og 21. [3]
Resultatet af vor undersøgelse er altså det, at vi ved siden af »sagnet om småborgeren Proudhon« får virkeligheden om småborgeren Mülberger.
Vi kommer nu til et hovedpunkt. Jeg bebrejdede de mülbergerske artikler, at de efter Proudhons manér forfalsker økonomiske forhold ved at oversætte dem til juridisk udtryksmåde. Som eksempel fremhævede jeg følgende sætning af Mülberger:
»Det engang byggede hus tjener som evigt retskrav på en bestemt brøkdel af det samfundsmæssige arbejde, selv om husets virkelige værdi allerede for længst er betalt mere end tilstrækkeligt i form af husleje til ejeren. Sådan går det til, at et hus, der er bygget f.eks. for halvtreds år siden, i denne tid gennem lejeindtægten har dækket den oprindelige udgift til huset 2, 3, 5, 10 gange.«
Nu besværer Mülberger sig:
»Denne simple, nøgterne konstatering af en kendsgerning får Engels til at foreholde mig, at jeg skulle have forklaret, hvordan huset bliver ‘retskrav’ – noget, der lå helt uden for min opgaves område ... En skildring er ét, en forklaring noget andet. Når jeg efter Proudhon siger, at samfundets økonomiske liv skal være gennemtrængt af en retsidé, så skildrer jeg hermed det nuværende samfund som et samfund, i hvilket ganske vist ikke enhver retsidé, men revolutionens retsidé mangler, en kendsgerning, som Engels selv vil indrømme.«
Lad os først holde os til det engang byggede hus. Når huset er lejet ud, indbringer det sin bygherre jordrente, reparationsomkostninger og rente af den udlagte byggekapital iberegnet den derpå opnåede profit i form af leje, og alt efter forholdene kan det lejebeløb, der lidt efter lidt betales, udgøre to, tre, fem, ti gange den oprindelige udgift til huset. Dette er, min gode Mülberger, den »simple nøgterne konstatering« af »kendsgerningen«, som er en økonomisk kendsgerning; og når vi vil vide, hvordan »det går til«, at den eksisterer, så må vi foretage undersøgelsen på økonomisk område. Lad os altså se lid nærmere på denne kendsgerning, så intet barn mere skal kunne misforstå den. Salget af en vare består som bekendt i, at ejeren giver dens brugsværdi fra sig og stikker dens bytteværdi i lommen. Varernes brugsværdi adskiller sig blandt andet også i, at forbruget af dem kræver forskellig tid. Et brod fortæres på en dag, et par bukser slides på et år, et hus, skal vi sige på hundrede år. Hvor det drejer sig om varer med lang opslidningstid, indtræder altså den mulighed at sælge brugsværdien stykkevis, hver gang for en bestemt tid, d.v.s. udleje den. Det stykkevise salg realiserer altså først bytteværdien lidt efter Iidt; for at give afkald på øjeblikkelig tilbagebetaling af den udlagte kapital og den derpå erhvervede profit bliver sælgeren holdt skadesløs ved et pristillæg, en forrentning, hvis højde bestemmes af den politiske økonomis love og absolut ikke vilkårligt. Når de hundrede år er gået, er huset udtjent, opslidt, ubeboeligt. Når vi så fra det samlede indbetalte lejebeløb trækker: 1. jordrenten samt den eventuelle stigning, den er undergået i den forløbne tid, og 2. de udlagte løbende reparationsudgifter, så vil vi se, at resten i gennemsnit består af: 1. husets oprindelige byggekapital, 2. profitten af denne, og 3. forrentningen af den efterhånden forfaldne kapital og profit. Nu har lejeren ved udgangen af denne periode ganske vist ikke noget hus, men det har husejeren heller ikke. Han har grunden (hvis den da tilhører ham) og de på grunden værende byggematerialer, som imidlertid ikke længere er et hus. Og hvis huset i mellemtiden »dækkede den oprindelige udgiftssum fem eller ti gange«, så vil vi se, at dette udelukkende skyldes en stigning i jordrenten, hvilket ikke er en hemmelighed for nogen i byer som London, hvor grundejer og husejer som regel er to forskellige personer. Sådanne kolossale lejeforhøjelser forekommer i hurtigt voksende byer, men ikke i en landsby, hvor jordrenten for byggegrunde bliver ved at være næsten uforandret. Det er jo en notorisk kendsgerning, at – bortset fra stigninger i jordrenten – indbringer huslejen gennemsnitlig ikke husejeren mere end 7 % om året af den udlagte kapital (iberegnet profit), og heraf skal endda bestrides reparationsudgifter o.s.v. Kort sagt, huslejekontrakten repræsenterer en ganske almindelig varehandel, som for arbejderen teoretisk ikke har hverken mere eller mindre interesse end enhver anden varehandel undtagen den, der drejer sig cm køb og salg af arbejdskraften, mens den praktisk møder ham som en af det borgerlige snyderis tusind former, som jeg omtaler side 4 [4] i særtrykket, men som også – hvad jeg påviser dér er underkastet en økonomisk regulering.
Mülberger derimod ser i lejekontrakten intet andet end den rene »vilkårlighed« (side 19 i særtrykket), og når jeg beviser det modsatte, så beklager han sig over, at jeg fortæller ham »lutter ting, som han desværre vidste i forvejen«.
Men med alle økonomiske undersøgelser over huslejen når vi ikke til at forvandle afskaffelsen af den lejede bolig til »en af de mest frugtbare og storartede bestræbelser, som er rundet af den revolutionære idés skød«. For at kunne gøre det må man oversætte den simple kendsgerning fra den nøgterne økonomi til den langt mere ideologiske jura. »Huset tjener som evigt retskrav« på husleje – »sådan går det til«, at husets værdi kan blive betalt to, tre, fem, ti gange i husleje. For at få at vide, hvordan det »går til« hjælper »retskravet« os ikke en tomme af stedet; og derfor sagde jeg, at først ved en undersøgelse kunne Mülberger have fået at vide, hvordan det »går til«. Dette får man først, når man, som jeg har gjort, undersøger huslejens økonomiske natur i stedet for at ophidse sig over den juridiske udtryksform, under hvilken den herskende klasse sanktionerer den. – Den, der foreslår økonomiske skridt til afskaffelse af huslejen, han er dog vel forpligtet til at vide noget mere om huslejen, end at den er »den tribut, som lejeren betaler til kapitalens evige rettigheder«. Hertil svarer Mülberger: »En skildring er ét, en forklaring noget andet.«
Vi har altså forvandlet huset, selv om det aldeles ikke er evigt, til et evigt retskrav på husleje. Vi finder, ligegyldigt hvordan dette »går til«, at i kraft af dette retskrav indbringer huset flere gange sin værdi i form af husleje. Vi er, ved at oversætte til jura, lykkeligt kommet så langt bort fra økonomien, at vi nu kun ser det fænomen, at et hus i bruttoleje efterhånden kan betale sig selv flere gange. Da vi tænker og taler juridisk, så anlægger vi rettens, retfærdighedens målestok på dette fænomen og finder, at det er uretfærdigt, at det ikke svarer til »revolutionens retsidé«, hvad det nu end kan være for en tingest, og at retskravet derfor ikke dur. Vi finder endvidere, at det samme gælder rentebærende kapital og bortforpagtet landbrugsjord, og vi har nu et påskud til at udskille disse ejendomskategorier fra de andre og underkaste dem en særbehandling. Denne består i følgende krav: 1) at fratage ejeren opsigelsesretten, retten til at kræve sin ejendom tilbage; 2) gratis at overlade lejeren, låneren eller forpagteren brugsretten til den genstand, der er overdraget ham, men ikke tilhører ham, og 3) betale ejeren i længere rater og uden renter. Og dermed har vi udtømt de proudhonske »principper« i denne henseende. Dette er Proudhons »samfundsmæssige likvidation«.
Jeg indskyder her, at det jo er ganske klart, at hele denne reformplan næsten udelukkende kommer småborgerne og småbønderne til gode på den måde, at den stabiliserer dem i deres stilling som småborgere og småbønder. Den ifølge Mülberger sagnagtige skikkelse »småborgeren Proudhon« får altså her pludselig en meget håndgribelig historisk eksistens.
Mülberger fortsætter:
»Når jeg efter Proudhon siger, at samfundets økonomiske liv skal være gennemtrængt af en retsidé, så skildrer jeg hermed det nuværende samfund som et samfund, i hvilket ganske vist ikke enhver retsidé, men revolutionens retsidé mangler, en kendsgerning, som Engels selv vil indrømme.«
Desværre er jeg ude af stand til at gøre Mülberger denne tjeneste. Mülberger forlanger, at samfundet skal være gennemtrængt af en retsidé, og kalder det en skildring. Når en domstol gennem fogeden sender mig en henstilling om at betale et skyldigt beløb, så gør den, ifølge Mülberger, ikke andet, end at den skildrer mig som et menneske, der ikke betaler, hvad han skylder! En skildring er ét, en opfordring noget andet. Og netop her ligger den væsentlige forskel mellem den tyske videnskabelige socialisme og Proudhon. Vi skildrer – og enhver virkelig skildring er, trods Mülberger, samtidig forklaringen af sagen – de økonomiske forhold, sådan som de er og som de udvikler sig, og vi fører, strengt økonomisk, bevis for, at denne deres udvikling samtidig er udviklingen af elementerne til en social revolution: på den ene side udviklingen af en klasse, hvis hele situation nødvendigvis driver den til social revolution, proletariatet, – på den anden side udviklingen af produktivkræfterne, der er vokset ud over det kapitalistiske samfunds rammer, og som nødvendigvis må sprænge dem, og som samtidig byder midlerne til en gang for alle at fjerne klasseforskellene i selve det samfundsmæssige fremskridts tjeneste. Proudhon derimod stiller det krav til det nuværende samfund, at det skal omforme sig ikke efter lovene for dets egen økonomiske udvikling, men efter retfærdighedens forskrifter (»retsideen« er ikke hans, men Mülbergers). Hvor vi beviser, præker og jamrer Proudhon og med ham Mülberger.
Hvad »revolutionens retsidé« er for en tingest, kan jeg absolut ikke gætte. Proudhon skaber sig ganske vist af »Revolutionen« en slags gudinde, bæreren og fuldbyrderen af hans »retfærdighed«, og det får ham til at begå den mærkelige fejltagelse at sammenblande den borgerlige revolution 1789/94 og fremtidens proletariske revolution. Dette gør han i næsten alle sine værker, især efter 1848; som eksempel anfører jeg kun: Idée générale de la revolution, [5] udg. 1868, s. 39 og 40. Men da Mülberger afviser ethvert ansvar for Proudhon, så er jeg afskåret fra at forklare »revolutionens retsidé« ud fra Proudhon, og jeg bliver i bælgmørket.
Videre siger Mülberger:
»Men hverken Proudhon eller jeg appellerer til en ‘evig retfærdighed’ for derved at forklare de bestående uretfærdige tilstande eller oven i købet, som Engels pådutter mig, for at vente bedringen af disse tilstande på grund af appellen til denne retfærdighed.«
Mülberger må bygge på, at »Proudhon i Tyskland er så godt som ukendt«. I alle sine skrifter måler Proudhon alle samfundsmæssige, retslige, politiske, religiøse sætninger med »retfærdigheden«s målestok, forkaster dem eller anerkender dem, alt efter som de stemmer eller ikke stemmer med, hvad han kalder »retfærdighed«. I Contradictions économiques [6] kaldes denne retfærdighed endnu den »evige retfærdighed«, justice éternelle. Senere nævnes evigheden ikke, men er der faktisk alligevel. F.eks. i: De la Justice dans la Révolution et dans l’Eglise, [7] udg. 1858, er følgende sted teksten i hele denne trebinds præken (bd. I, s. 42):
»Hvad er grundprincippet, samfundenes organiske, styrende, suveræne princip, det princip, som underordner alle andre under sig, som regerer, beskytter, hæmmer, tugter, i nødsfald endog undertrykker alle oprørske elementer? Er det religionen, idealet, interessen? ... Dette princip er, efter min mening, retfærdigheden. – Hvad er retfærdigheden? Selve menneskehedens væsen. Hvad har den været siden verdens begyndelse? Intet. – Hvad bør den være? Alt.«
En retfærdighed, der er selve menneskehedens væsen, hvad er den andet end den evige retfærdighed? En retfærdighed, der er samfundets organiske, styrende, suveræne grundprincip, som alligevel hidtil ikke har været noget, men skal være alt – hvad er den andet end den målestok, som alle menneskelige ting skal måles med, som der skal appelleres til som den afgørende dommer ved ethvert sammenstød? Og har jeg hævdet andet, end at Proudhon har skjult sin økonomiske uvidenhed og hjælpeløshed ved at bedømme alle økonomiske forhold ikke efter økonomiske love, men efter, om de stemmer med hans forestilling om denne evige retfærdighed eller ej? Og hvordan adskiller Mülberger sig fra Proudhon, når Mülberger kræver, at »alle forandringer i det moderne samfunds liv ... skal være gennemtrængt af en retsidé, det vil sige overalt skal gennemføres efter retfærdighedens strenge krav«? Kan jeg ikke læse, eller kan Mülberger ikke skrive?
Videre siger Mülberger:
»Proudhon véd lige så godt som Marx og Engels, at den egentlige drivende kraft i det menneskelige samfund er de økonomiske, ikke de juridiske forhold; han véd også, at de retsideer, et folk til enhver tid har, kun er et udtryk for, et aftryk af de økonomiske forhold – særlig af produktionsforholdene ... Retten er for Proudhon kort sagt – et af historien skabt økonomisk produkt.«
Når Proudhon (jeg vil se bort fra Mülbergers uklare udtryksmåde og lade den gode vilje gælde for handling) »véd alt dette lige så godt som Marx og Engels«, hvordan kan vi da stadig strides? Men det står netop en smule anderledes til med Proudhons videnskab. De økonomiske forhold i et givet samfund viser sig først og fremmest i interesser. Nu siger Proudhon på det netop citerede sted i sit hovedværk med rene ord, at det »samfundenes styrende, organiske suveræne grundprincip, som underordner alle andre under sig«, ikke er interessen; men retfærdigheden. Og han gentager dette i alle sine skrifter på alle afgørende steder. Hvilket ikke forhindrer Mülberger i at fortsætte:
»... at den økonomiske rets idé, sådan som den mest dybtgående er udviklet af Proudhon i La Guerre et la Paix, [8] fuldstændig falder sammen med Lassalles grundtanker, som de så smukt fremstilles i hans forord til ‘De erhvervede rettigheders system’.«
La Guerre et la Paix er måske det mest skoledrengeagtige af Proudhons mange skoledrengeagtige værker, men at det kunne anføres som bevis for en påstået forståelse af den tyske materialistiske historie-opfattelse, som forklarer alle historiske begivenheder og forestillinger. al politik, filosofi, religion, ud fra de økonomiske livsforhold i den pågældende historiske periode, det kunne jeg dog ikke vente. Bogen er i så ringe grad materialistisk, at den ikke engang kan klare sin konstruktion om krigen uden at kalde skaberen til hjælp:
»Imidlertid havde skaberen, der har valgt denne livsform for os, sine formål.« (Bd. II, side 100 i udgaven fra 1869).
Hvilket historisk kendskab den hviler på, fremgår af, at den tror på den gyldne tidsalder:
»I begyndelsen, da menneskeheden endnu var tyndt sået ud over jordkloden, sørgede naturen uden møje for dens behov. Det var den gyldne tidsalder, overflodens og fredens tidsalder.« (Samme sted s. 102).
Hans økonomiske standpunkt er den mest krasse malthusianisme:
»Når produktionen bliver fordoblet, så bliver befolkningen det snart også.« (S. 105).
Og hvori består da bogens materialisme? Den består i, at den på-står, at krigens årsag altid har været og altid vil være: »pauperismen« (f. eks. side 143). Onkel Bräsig [9] var en lige så vellykket materialist, da han i sin 1848-tale med overlegen ro udtalte dette store ord: Årsagen til den store fattigdom er den store pauvreté. [10]
Lassalles »De erhvervede rettigheders system« er ikke blot hildet i juristens hele illusion, men også i gammelhegelianerens. Lassalle forklarer s. VII udtrykkeligt, at også »i det økonomiske er den erhvervede rettigheds begreb den drivende springkilde til al videre udvikling«, han vil (s. IX) påvise »retten som en fornuftig organisme, der udvikler sig af sig selv (altså ikke af økonomiske betingelser)«, det drejer sig for ham om at aflede retten, ikke af økonomiske forhold, men af selve »viljesbegrebet, som det blot er retsfilosofiens opgave at udvikle og fremstille« (s. X) . Hvad skal den bog altså her? Forskellen på Proudhon og Lassalle er kun den, at Lassalle var en virkelig jurist og hegelianer, og Proudhon i juraen og filosofien, som i alle andre ting, en ren dilettant.
At Proudhon, der som bekendt ustandselig modsiger sig selv, også hist og her kommer med en udtalelse, der ser ud, som om han forklarede ideer ud fra kendsgerninger, véd jeg udmærket. Men den slags udtalelser er uden nogen som helst interesse i forhold til mandens gennemgående måde at tænke på, og hvor de forekommer, er det oven i købet yderst forvirret og i sig selv inkonsekvent.
På et vist, meget tidligt trin i samfundets udvikling melder der sig et behov for at sammenfatte de dagligt tilbagevendende momenter i produktionens udfoldelse, i produkternes fordeling og ombytning under en fælles regel, at sørge for, at den enkelte underkaster sig produktionens og ombytningens fælles betingelser. Denne regel, der først er sædvane, bliver snart lov. Med loven opstår nødvendigvis organer med det hverv at hævde den – den offentlige magt, staten. Med den yderligere samfundsmæssige udvikling udformes loven videre til en mere eller mindre omfangsrig lovgivning. Jo mere indviklet denne lovgivning bliver, jo længere fjerner dens udtryksmåde sig fra den, som samfundets almindelige økonomiske livsbetingelser udtrykkes i. Den fremtræder som et selvstændigt element, der ikke finder sin eksistensberettigelse og begrundelsen for sin fortsatte udvikling i de økonomiske forhold, men i egne, indre grunde, for mig gerne i »viljes-begrebet«. Menneskene glemmer rettens afstamning fra deres økonomiske livsbetingelser, ligesom de har glemt deres egen afstamning fra dyreriget. Med lovgivningens videre udvikling til et indviklet, omfangsrigt hele opstår nødvendigheden af en ny samfundsmæssig arbejdsdeling; der danner sig en stand af fagmæssige retslærde, og med dem opstår retsvidenskaben. Under sin videre udvikling sammenligner denne forskellige folks og forskellige tiders retssystemer med hinanden, ikke som aftryk af de til enhver tid herskende økonomiske forhold, men som systemer, der finder deres begrundelse i sig selv. Sammenligning forudsætter en vis overensstemmelse; denne fremkommer ved, at juristerne sammenstiller det mere eller mindre fælles i alle retssystemer til naturret. Men den målestok, med hvilken det måles, hvad der er naturret, og hvad der ikke er det, er netop det mest abstrakte udtryk for retten: retfærdigheden. Fra nu af er altså udviklingen af retten for juristerne og dem, der tror dem på deres ord, ikke andet end bestræbelsen for at bringe de menneskelige tilstande, så vidt de udtrykkes juridisk, stadig nærmere til retfærdighedens ideal, den evige retfærdighed. Og denne retfærdighed er stadig kun det ideologiserede, himmelvendte udtryk for de bestående økonomiske forhold, snart for deres konservative side, snart for deres revolutionære. Grækernes og romernes retfærdighed fandt slaveriet retfærdigt; bourgeois’ens retfærdighed i 1789 krævede feudalismens ophævelse, fordi den ansås for uretfærdig. For de preussiske junkere er selv den rådne kredsordning [11] en krænkelse af den evige retfærdighed. Forestillingen om den evige retfærdighed skifter altså ikke blot med tid og sted, men endog med personerne og hører til de ting, hvorved, som Mülberger rigtigt bemærker, »enhver forstår noget andet«. Kan man i det almindelige liv med de enkle forhold, der dér skal bedømmes, uden at blive misforstået bruge udtryk som ret, uret, retfærdighed, retsfølelse, også hvor det drejer sig om samfundsmæssige forhold, så anretter de, som vi har set, i videnskabelige undersøgelser over økonomiske forhold samme syndige forvirring, som f. eks. ville opstå i den moderne kemi, hvis man ville beholde den flogistiske teori. Endnu værre bliver forvirringen, når man, som Proudhon, tror på det sociale flogiston, »retfærdigheden«, eller, som Mülberger bedyrer, at med flogiston har det lige så vel sin rigtighed som med ilt. [12]
Mülberger besværer sig yderligere over, at jeg kalder følgende »emfatiske« ytring af ham for en reaktionær jeremiade: »Der findes ingen mere frygtelig hån mod vort berømmelige århundredes hele kultur end den kendsgerning, at i de store byer har 90 % og mere af befolkningen ikke et sted, de kan kalde deres eget«. Hvis Mülberger, som han foregiver, havde indskrænket sig til at skildre »nutidens rædsler«, skulle jeg bestemt ikke have sagt et ondt ord om »ham og hans beskedne ord«. Men han gør noget helt andet. Han skildrer disse »rædsler« som virkning af, at arbejderne »ikke har et sted, de kan kalde deres eget«. Om man beklager »nutidens rædsler« ved som årsag at anføre, at arbejdernes besiddelse af eget hus er afskaffet, eller, som junkerne gør, ved som årsag at anføre, at feudalismen og lavene er afskaffet – i begge tilfælde kan der ikke komme andet ud af det end en reaktionær jeremiade, en klagesang over, at det uundgåelige, det historisk nødvendige, stormer frem. Det reaktionære ligger netop i, at Mülberger vil genoplive arbejdernes individuelle ejendomsret til et hus – noget historien for længst har afgjort; det ligger i, at han ikke kan tænke sig arbejdernes befrielse på anden måde, end at enhver igen bliver ejer af sit hus.
Videre:
»Jeg siger på det mest eftertrykkelige: Den egentlige kamp gælder den kapitalistiske produktionsmåde, og kun ud fra en ændring af den kan man håbe på en forbedring af boligforholdene. Af alt dette ser Engels intet ... jeg forudsatte hele løsningen af det sociale spørgsmål for at kunne skride til afløsning af den lejede bolig.«
Desværre ser jeg heller ikke nu noget af alt det. Jeg kan dog umuligt vide, hvad et menneske, hvis navn jeg ikke engang kendte, forudsætter i sin hjernes stille lønkammer. Jeg kan kun holde mig til Mülbergers trykte artikler. Og der finder jeg stadig den dag i dag, at Mülberger (side 15 og 16 i særtrykket) for at kunne skride til afløsning af den lejede bolig ikke forudsætter andet end – den lejede bolig. Først på side 17 tager han »kapitalens produktivitet ved hornene«, hvad vi senere skal vende tilbage til. Og selv i sit svar bekræfter han dette, når han siger:
»Det gjaldt tværtimod om at vise, hvordan en fuldstændig ændring i boligspørgsmålet kunne gennemføres ud fra de bestående forhold.«
Ud fra de bestående forhold, og ud fra en ændring (skal være afskaffelse) af den kapitalistiske produktionsmåde, det er dog vel ganske modsatte ting.
Intet under, at Mülberger beklager sig, når jeg i de herrer Dollfus’ og andre fabrikanters filantropiske bestræbelser for at hjælpe arbejderne til egne huse ser den eneste mulige virkeliggørelse af hans proudhonske projekter. Hvis han ville indse, at Proudhons plan til samfundets redning er en fantasi, der helt igennem bevæger sig på det borgerlige samfunds grund, så ville han naturligvis ikke tro på den. Hans gode vilje har jeg jo aldrig nogen sinde betvivlet. Men hvorfor roser han da dr. Reschauer for, at han anbefaler Wiens borgerrepræsentation Dollfus’ projekter til efterfølgelse?
Endvidere forklarer Mülberger:
»Hvad specielt modsætningen mellem land og by angår, så hører det til utopierne at ville ophæve den. Denne modsætning er en naturlig, eller rettere sagt en modsætning skabt af historien ... Det gælder ikke om at ophæve denne modsætning, men om at finde politiske og sociale former, under hvilke den er uskadelig, ja endog frugtbringende. På denne måde kan man vente en fredelig udligning, en gradvis ligevægt mellem interesserne.«
Altså ophævelsen af modsætningen mellem land og by er en utopi, fordi denne modsætning er en naturlig, eller rettere sagt en modsætning skabt af historien. Lad os anvende denne logik på andre af det moderne samfunds modsætninger, og lad os så se, hvor vi kommer hen. F. eks.:
»Hvad specielt modsætningen mellem ‘kapitalister og lønarbejdere’ angår, så hører det til utopierne at ville ophæve den. Denne modsætning er en naturlig, eller rettere sagt en modsætning skabt af historien ... Det gælder ikke om at ophæve denne modsætning, men om at finde politiske og sociale former, under hvilke den er uskadelig, ja endog frugtbringende. På denne måde kan man vente en fredelig udligning, en gradvis ligevægt mellem interesserne.« Hvormed vi igen er havnet hos Schultze-Delitzsch.
Ophævelsen af modsætningen mellem land og by er ikke mere og ikke mindre en utopi end ophævelsen af modsætningen mellem kapitalister og lønarbejdere. Den bliver dag for dag stadig mere et praktisk krav fra industri- som fra landbrugsproduktionen. Ingen har mere højrøstet krævet den end Liebig i sine skrifter om landbrugets kemi, hvor hans første krav stadig er, at mennesket skal give marken det tilbage, som det får fra den, og hvor han beviser, at kun byernes, navnlig de store byers eksistens forhindrer dette. Når man ser, hvordan der alene her i London produceres mere gødning end i hele kongeriget Sachsen, og at det dag for dag under uhyre omkostninger hældes i havet, og når man ser, hvilke kolossale anlæg der kræves for at forhindre, at denne gødning forgifter hele London, så får utopien om afskaffelsen af modsætningen mellem land og by et mærkelig praktisk grundlag. Og selv det forholdsvis ubetydelige Berlin har i mindst tredive år været fyldt af stank fra sit eget skarn. På den anden side er det en ren utopi, når man, som Proudhon, vil revolutionere det nuværende borgerlige samfund og vil opretholde bonden som sådan. Kun en så vidt muligt ligelig fordeling af befolkningen ud over hele landet, kun en intim forbindelse af industriproduktionen med landbrugsproduktionen samt den udvidelse af kommunikationsmidlerne, som dette kræver – det forudsættes, at den kapitalistiske produktionsmåde afskaffes –, er i stand til at rive landbefolkningen ud af den isolation og fordummelse, i hvilken den næsten uforandret har vegeteret i årtusinder. Det er ikke nogen utopi at påstå, at menneskenes befrielse for de lænker, som deres historiske fortid har smedet, først vil være fuldstændig, når modsætningen mellem land og by er afskaffet; utopien opstår først, når man påtager sig »ud fra de bestående forhold« at foreskrive den form, under hvilken denne eller hvilken som helst anden af det bestående samfunds modsætninger skal løses. Og det gør Mülberger, idet han tilegner sig den proudhonske formel for løsningen af boligspørgsmålet.
Så beklager Mülberger sig over, at jeg på en vis måde gør ham medansvarlig for »Proudhons uhyrlige anskuelser om kapital og rente«, og siger:
»Jeg forudsætter ændringen i produktionsforholdene som givet, og den overgangslov, der skal regulere rentefoden, har ikke produktionsforholdene, men de samfundsmæssige processer, cirkulationsforholdene som genstand ... Ændringen af produktionsforholdene, eller som den tyske skole mere nøjagtigt siger, afskaffelsen af den kapitalistiske produktionsmåde, fremkaldes ganske vist ikke, sådan som Engels pådutter mig at have sagt, af en overgangslov, der ophæver renten, men ved det arbejdende folks faktiske overtagelse af samtlige arbejdsredskaber, ved at det tager den samlede industri i besiddelse. Om det arbejdende folk herved snarest vil hylde(!) afløsningen eller den øjeblikkelige ekspropriation, skal hverken Engels eller jeg afgøre.«
Jeg gnider forbavset øjnene. Jeg læser Mülbergers afhandling igen-nem endnu engang fra begyndelsen til enden for at finde det sted, hvor han forklarer, at hans afløsning af den lejede bolig forudsætter følgende fuldbyrdet: »Det arbejdende folks faktiske overtagelse af samtlige arbejdsredskaber, ... at det tager den samlede industri i besiddelse«. Jeg kan ikke finde stedet. Det eksisterer ikke. Om »faktisk overtagelse« o.s.v. er der ingen steder tale. Men på side 17 hedder det:
»Vi antager nu, at kapitalens produktivitet virkelig bliver taget ved hornene, sådan som det før eller senere må ske, f. eks. ved en overgangslov, der fastsætter renten af alle kapitaler til een procent, vel at mærke med tendens til at nærme også denne procentsats mere og mere til nulpunktet ... Som alle andre produkter falder naturligvis også hus og lejlighed inden for rammerne af denne lov ... Vi ser altså, betragtet fra denne side, at afløsningen af den lejede bolig med nødvendighed fremgår som en følge af afskaffelsen af kapitalens produktivitet overhovedet.«
Her siges det, ganske i modsætning til Mülbergers nyeste omslag, med rene ord, at kapitalens produktivitet – et forvirret udtryk, som han indrømmer betyder den kapitalistiske produktionsmåde – ved loven om afskaffelse af renter ganske vist »bliver taget ved hornene«, og at »afløsningen af den lejede bolig med nødvendighed fremgår som en følge af afskaffelsen af kapitalens produktivitet overhovedet« netop ifølge denne lov. Aldeles ikke, siger Mülberger nu. Den overgangslov har »ikke produktionsforholdene, men cirkulationsforholdene som genstand«. Over for denne fuldkomne modsigelse, der ifølge Goethe »er lige hemmelighedsfuld for vise som for dårer«, tvinges jeg til at antage, at jeg har at gøre med to helt forskellige Mülbergere, af hvilke den ene med rette beklager sig over, at jeg har påduttet ham, hvad den anden har ladet trykke.
At det arbejdende folk hverken vil spørge mig eller Mülberger, om det ved den faktiske overtagelse »snarest vil hylde afløsningen eller den øjeblikkelige ekspropriation«, det er sikkert rigtigt. Det vil højst sandsynligt foretrække overhovedet ikke at »hylde«. Men der var jo slet ikke tale om det arbejdende folks faktiske overtagelse af samtlige arbejdsredskaber, men kun om Mülbergers påstand (s. 17), at »hele indholdet i løsningen af boligspørgsmålet er givet med ordet: afløsning«. Når han nu erklærer denne afløsning for yderst tvivlsom, hvorfor så gøre os to og læserne alt det besvær til ingen nytte?
I øvrigt må det konstateres, at det arbejdende folks »faktiske overtagelse« af samtlige arbejdsredskaber, af den samlede industri, er det stik modsatte af den proudhonistiske »afløsning«. Ved den sidstnævnte bliver den enkelte arbejder ejer af boligen, bondegården, arbejdsredskabet; ved den førstnævnte bliver det »arbejdende folk« fællesejer af husene, fabrikkerne og arbejdsredskaberne og vil næppe, i det mindste i en overgangstid, overlade brugen af dem til enkeltpersoner eller selskaber uden at få godtgørelse for omkostningerne. Ganske lige som afskaffelsen af ejendomsretten til jorden ikke er det samme som afskaffelsen af jordrenten, men dens overdragelse til samfundet, om end i modificeret form. Det arbejdende folks faktiske overtagelse af samt-lige arbejdsredskaber udelukker altså på ingen måde, at man beholder lejeforholdet.
Overhovedet drejer det sig ikke om det spørgsmål, hvorvidt proletariatet, når det kommer til magten, simpelt hen skal tage produktionsmidlerne, råstofferne og livsfornødenhederne i besiddelse med vold, om det straks skal betale erstatning for dem, eller afløse ejendomsretten til dem ved langsomme ratebetalinger. At ville besvare et sådant spørgsmål på forhånd og for alle tilfælde ville være at fabrikere utopier, og det overlader jeg til andre.
Så meget skriveri var nødvendigt for, gennem Mülbergers mangfoldige udflugter og forsøg på at sno sig, endelig at nå frem til selve sagen, som Mülberger omhyggeligt undgår at berøre i sit svar.
Hvad positivt havde Mülberger sagt i sin afhandling?
For det første, »forskellen mellem den oprindelige udgift til hus, byggegrund o.s.v. og den nuværende værdi« tilhører retmæssigt samfundet. Denne forskel hedder i økonomisk sprog jordrente. Denne vil Proudhon ligeledes overlade samfundet, hvad man kan læse i Idée générale de la revolution, udgaven 1868, s. 219.
For det andet, løsningen af boligspørgsmålet består i, at enhver i stedet for at være lejer bliver ejer af sin bolig.
For det tredie, denne løsning opnås ved, at man ved en lov forvandler lejebetalingerne til afbetalinger på boligens købspris. – Disse punkter 2 og 3 er begge lånt fra Proudhon, hvad enhver kan se i Idée générale de la révolution, side 199 og følgende; her finder man endog side 203 det pågældende lovudkast færdigredigeret.
For det fjerde, at kapitalens produktivitet bliver taget ved hornene gennem en overgangslov, hvorved rentefoden foreløbig nedsættes til een procent med det forbehold, at den senere nedsættes yderligere. Dette er ligeledes lånt fra Proudhon, sådan som det udførligt står at læse i Idée générale, s. 182-186.
Jeg har ved hvert af disse punkter citeret det sted hos Proudhon, hvor originalen til Mülbergers kopi findes, og spørger nu, om jeg var berettiget til at kalde forfatteren til en helt igennem proudhonistisk artikel, en artikel, der ikke indeholdt andet end proudhonistiske anskuelser, for en proudhonist eller ej. Og dog er der intet, Mülberger beklager sig mere bittert over, end at jeg kalder ham sådan, fordi jeg »stødte på nogle vendinger, som er ejendommelige for Proudhon!« Tværtimod. »Vendingerne« tilhører alle Mülberger, indholdet tilhører Proudhon. Og når jeg så supplerer den proudhonistiske afhandling med Proudhon, så klager Mülberger over, at jeg tillægger ham Proudhons »uhyrlige anskuelser«!
Hvad har jeg nu svaret på denne proudhonistiske plan?
For det første, at overdragelsen af jordrenten til staten er ensbetydende med afskaffelsen af den individuelle ejendomsret til jord.
For det andet, at afløsningen af den lejede bolig og overdragelsen af ejendomsretten til boligen til den hidtidige lejer slet ikke berører den kapitalistiske produktionsmåde.
For det tredje, at dette forslag med den nuværende udvikling af storindustrien og byerne er lige så tåbeligt som reaktionært, og at genindførelsen af hver enkelts individuelle ejendomsret til sin bolig ville være et tilbageskridt.
For det fjerde, at den tvungne nedsættelse af kapitalrenten aldeles ikke angriber den kapitalistiske produktionsmåde, men at den tværtimod, som lovene om åger beviser, er lige så ældgammel som umulig.
For det femte, at ved at afskaffe kapitalrenten afskaffer man aldeles ikke lejebetalingen for huse.
Punkt 2 og 4 har Mülberger nu indrømmet. På de andre punkter svarer han ikke et ord. Og dog er det netop de punkter, det drejer sig om i debatten. Men Mülbergers svar er ingen imødegåelse: det går omhyggeligt uden om alle økonomiske punkter, som dog er de afgørende; det er et personligt klageskrift, ikke andet. Således beklager han sig, når jeg foregriber hans bebudede løsning af andre spørgsmål, f. eks. statsgæld, privatgæld, kredit, og siger: løsningen er overalt den, at – ligesom ved boligspørgsmålet – renten bliver afskaffet, rentebetalinger bliver forvandlet til afbetalinger på kapitalbeløbet, og kredit bliver gjort gratis. Alligevel tør jeg i dag vædde på, at når disse mülbergerske artikler ser verdens lys, vil deres væsentlige indhold stemme lige så godt med Proudhons Idée générale: kredit s. 182, statsgæld s. 189, privatgæld s. 196, som artiklerne om boligspørgsmålet stemmer med de citerede steder fra samme bog.
Ved denne lejlighed belærer Mülberger mig om, at sådanne spørgsmål som skatter, statsgæld, privatgæld, kredit, hvortil nu kommer kommunens selvstyre, er af den største betydning for bonden og for propagandaen på landet. For en stor del indforstået; men 1) har der hidtil slet ikke været tale om bønderne, og 2) er de proudhonske »løsninger« af alle disse spørgsmål lige så økonomisk meningsløse og lige så borgerlige i deres væsen som hans løsning af boligspørgsmålet. Mod Mülbergers antydning af, at jeg skulle underkende nødvendigheden af at drage bønderne ind i bevægelsen, behøver jeg ikke at forsvare mig. Men jeg anser det ganske vist for dårskab til dette formål at anbefale bønderne den proudhonske vidunderkur. I Tyskland findes der endnu overordentlig megen stor jordejendom. Efter den proudhonske teori skulle det hele opdeles i små bondegårde, hvilket med landbrugsvidenskabens nuværende stade og efter de erfaringer, der er gjort med jord-udstykning i Frankrig og Vesttyskland, ville være ligefrem reaktionært. Den endnu bestående store jordejendom vil snarere byde os en velkommen mulighed for ved kooperative arbejdere at drive landbrug i det store format, der alene tillader at anvende alle moderne hjælpemidler, maskiner o.s.v., og derved gøre det indlysende for småbønderne, hvilke fordele stordrift ved hjælp af kooperationen byder, De danske socialister, som i denne henseende er forud for alle andre, har for længst indset dette.
Lige så lidt behøver jeg at forsvare mig mod den påstand, at arbejdernes nuværende infame boligforhold skulle forekomme mig »som en ubetydelig bagatel«. Jeg er, så vidt jeg véd, den første, der på tysk har skildret disse forhold i deres klassisk udviklede form, sådan som de består i England, ikke, som Mülberger tror, fordi de »er et slag i ansigtet på min retsfølelse« – den, der ville omsætte alle de kendsgerninger, som er et slag i ansigtet på retsfølelsen, til bøger, han fik nok at gøre –, men, som man kan læse i forordet til min bog, for at give den da fremvoksende tyske socialisme, der svælgede i hule fraser, et faktisk grundlag ved at beskrive de samfundstilstande, som den moderne storindustri skabte. Men at ville løse det såkaldte boligspørgsmål, det falder mig ganske vist ikke ind, lige så lidt som jeg befatter mig med detaljerne i løsningen af det endnu vigtigere ernæringsspørgsmål. Jeg er tilfreds, når jeg kan påvise, at vort moderne samfunds produktion er tilstrækkelig til at skaffe alle samfundets medlemmer nok at spise, og at der findes huse nok til foreløbig at give de arbejdende masser rummelige og sunde boliger. At spekulere over, hvordan et fremtidigt samfund vil regulere fordelingen af mad og boliger, det fører lige ind i utopi. Vi kan højst ud fra vor indsigt i grundbetingelserne for samtlige hidtidige produktionsmåder fastslå, at med den kapitalistiske produktions fald bliver visse af det hidtidige samfunds tilegnelsesformer umulige. Selv overgangsforholdsreglerne må overalt rette sig efter de på det pågældende tidspunkt bestående forhold; i lande præget af den lille jordbesiddelse vil det være væsentlig anderledes end i lande med store jordejendomme o.s.v. Hvad man ender i, når man søger at løse disse såkaldte praktiske spørgsmål som boligspørgsmålet o.s.v. isoleret, det beviser ingen bedre end Mülberger selv, der først på 28 sider udvikler, hvordan »hele indholdet i løsningen af boligspørgsmålet er givet med ordet: afløsning« for så, når man går ham på klingen, forlegent at fremstamme, at det i virkeligheden var meget tvivlsomt, om det arbejdende folk ved den faktiske overtagelse af husene »snarere ville hylde afløsningen« eller en anden form for ekspropriation.
Mülberger forlanger, vi skal være praktiske, vi skal ikke »over for de virkelige praktiske forhold blot føre døde abstrakte formler i marken«, vi skal »forlade den abstrakte socialisme og give os i lag med samfundets bestemte konkrete forhold«. Havde Mülberger gjort det, så havde han måske indlagt sig store fortjenester af bevægelsen. Det første skridt, man må gøre, når man vil i lag med samfundets bestemte konkrete forhold, består dog vel i, at man lærer dem at kende, at man undersøger dem med hensyn til deres bestående økonomiske sammenhæng. Og hvad finder vi så hos Mülberger? Hele to sætninger, nemlig disse:
1. »Hvad lønarbejderen er i forhold til kapitalisten, det er lejeren i forhold til husejeren.«
Jeg har side 6 [13] i særtrykket påvist, at dette er fuldkommen forkert, og Mülberger har ikke et ord som svar på det.
2. »Men den tyr, som (ved den sociale reform) må tages ved hornene, er kapitalens produktivitet, som den liberale nationaløkonomiske skole kalder det, noget som i virkeligheden ikke eksisterer, men som i sin tilsyneladende eksistens tjener som skalkeskjul for al den ulighed, der tynger det nuværende samfund.«
Den tyr, der skal tages ved hornene, eksisterer altså »i virkeligheden ikke«, har altså heller ingen »horn«. Ikke den selv, men dens tilsyneladende eksistens er af det onde. Alligevel er kapitalens »såkaldte produktivitet i stand til at trylle huse og byer frem af jorden«, ting hvis eksistens er alt muligt andet end »tilsyneladende« (s. 12). Og en mand, der – skønt Marx’ »Kapitalen« »også er ham velbekendt« – væver på denne hjælpeløst forvirrede måde om forholdet mellem kapital og arbejde, påtager sig at ville vise de tyske arbejdere en ny og bedre vej og giver sig ud for den »bygmester«, der »i det mindste i det store og hele er klar over det fremtidige samfunds arkitektoniske struktur«?
Ingen har mere umiddelbart »taget fat på samfundets bestemte konkrete forhold« end Marx i »Kapitalen«. Han har brugt fem og tyve år til at undersøge dem til alle sider, og resultaterne af hans kritik indeholder overalt også kimene til de såkaldte løsninger, så vidt sådanne overhovedet er mulige i dag. Men det er ikke tilstrækkeligt for den gode Mülberger. Det er alt sammen abstrakt socialisme, døde abstrakte formler. I stedet for at studere »samfundets bestemte konkrete forhold« nøjes den gode Mülberger med at læse nogle bind Proudhon, der ganske vi st så godt som intet byder ham med hensyn til samfundets bestemte konkrete forhold, men derimod meget bestemte konkrete vidunderkure mod alle samfundsmæssige onder, og denne færdige sociale redningsplan, dette proudhonske system, forelægger han for de tyske arbejdere under påskud af, at han vil »sige farvel til systemerne«, mens jeg »vælger den modsatte vej«! For at begribe dette må jeg antage, at jeg er blind og Mülberger døv, så at enhver forståelse mellem os er helt umulig.
Det får være nok. Hvis denne polemik ikke gør anden gavn, så har den i hvert fald gjort det gode, at den har præsteret bevis for, hvordan det forholder sig med disse såkaldte »praktiske« socialisters praksis. Disse praktiske forslag til fjernelse af alle sociale onder, disse samfundsmæssige universalmidler, har altid og overalt været fabrikeret af de sektstiftere, der optrådte på en tid, da den proletariske bevægelse endnu var i sin barndom. Også Proudhon hører til dem. Proletariatets udvikling kaster snart disse svøb til side og fremkalder i arbejderklassen selv den indsigt, at intet er mere upraktisk end disse i forvejen udspekulerede »praktiske løsninger«, anvendelige i alle tilfælde, og at praktisk socialisme tværtimod består i en rigtig erkendelse af den kapitalistiske produktionsmåde i alle dens ejendommeligheder. En arbejderklasse, som ved besked herom, vil i givet fald aldrig være i forlegenhed med hensyn til, mod hvilke sociale institutioner og på hvilken måde den skal rette sine hovedangreb.
1. Organisation af de økonomiske kræfter; Den sociale likvidation. – Red.
2. »Internationale og revolution«. Engels analyserede dette manifest i en artikel i »Volksstaat« 1874; i 1894 blev denne artikel optrykt i hans brochure »Internationales aus dem Volksstaat« under titlen »Programm der blanquistischen Kommuneflüchtlinge«. – Red. [engelsk]
3. Se dette bind, s. 36-37 og 50-51. – Red.
4. Se dette bind, s. 556. – Red.
5. P. J. Proudhon: »Idée générale de la révolution du XIX siècle« (Grundtanken i det 19. århundredes revolution), Paris 1868. – Red.
6. Der sigtes til Proudhons skrift »Système des contradictions économiques ou Philosophie de la misère« (De økonomiske modsigelsers system eller elendighedens filosofi). – Red. [engelsk]
7. P. J. Proudhon: »De la justice dans la révolution et dans l’église« (Retfærdigheden i revolutionen og i kirken), bd. 1-3, Paris 1858. – Red.
8. P. J. Proudhon: »La guerre et la paix« (Krigen og freden), Paris 1869. – Red.
9. Onkel Bräsig – komisk figur hos Fritz Reuter. – Red.
10. Fattigdom. – Red.
11. Engels sigter til den preussiske forvaltningsreform af 1873, som gav kommunerne ret til selv at vælge deres formænd, der hidtil var blevet udnævnt af godsejerne. – Red.
12. Før opdagelsen af ilt forklarede kemikerne legemers forbrænding i atmosfærisk luft ved antagelsen af et særligt brændstof, flogiston, som frigøres ved forbrændingen. Da de fandt, at forbrændte elementer vejede mere efter forbrændingen end før, forklarede de, at flogiston havde en negativ vægt, sådan at et element uden sit flogiston vejede mere end med det. På denne måde blev der efterhånden tillagt flogiston iltens hovedegenskaber, men alle omvendt. Den opdagelse, et forbrændingen består i, at det brændende element indgår forbindelse med et andet, nemlig ilt, samt fremstillingen af denne ilt gjorde en ende på denne antagelse – men først efter lang modstand fra de ældre kemikere. (Note af Engels).
13. Se dette bind, s. 557 f. – Red.
Sidst opdateret 11.12.2008