I »Volksstaat« nr. 10 og følgende er boligspørgsmålet behandlet i seks artikler, som fortjener opmærksomhed af den ene grund, at de er det første forsøg på at overføre Proudhons skole til Tyskland – bortset fra nogle for længst glemte skønåndsbetragtninger fra fyrrerne. Dette betyder et så uhyre tilbageskridt i forhold til hele udviklingen i den tyske socialisme, som allerede for 25 år siden tilføjede netop de proudhonske forestillinger det afgørende slag, [1] at det er ulejligheden værd straks at imødegå dette forsøg.
Den såkaldte bolignød, der nu til dags spiller så stor en rolle i pressen, består ikke i, at arbejderklassen i det hele taget lever i dårlige, overfyldte, usunde boliger. Denne bolignød er ikke noget, der er ejendommelig for vor tid; den er ikke engang en af de lidelser, der er ejendommelig for det moderne proletariat i sammenligning med alle tidligere undertrykte klasser; tværtimod, den har ramt de undertrykte klasser så nogenlunde ligeligt til alle tider. Til at gøre en ende på denne bolignød findes der kun eet middel: at fjerne den herskende klasses udbytning og undertrykkelse af den arbejdende klasse i det hele taget. – Det, man i dag forstår ved bolignød, er den særegne skærpelse, arbejdernes dårlige boligforhold har undergået ved befolkningens pludselige tilstrømning til de store byer – en kolossal stigning i huslejepriserne, en yderligere øget sammenhobning af beboere i de enkelte huse; for nogles vedkommende er det blevet umuligt i det hele taget at få husly. Og denne bolignød bliver der kun snakket så meget om, fordi den ikke indskrænker sig til arbejderklassen, men også har ramt småborgerskabet.
Bolignøden for arbejderne og en del af småborgerskabet i vore modene store byer er et af de utallige mindre, sekundære onder, der fremgår af den nuværende kapitalistiske produktionsmåde. Den er absolut ikke en direkte følge af kapitalistens udbytning af arbejderen som arbejder. Denne udbytning er det egentlige onde, som den sociale revolution vil afskaffe ved at afskaffe den kapitalistiske produktionsmåde. Men hjørnestenen i den kapitalistiske produktionsmåde er den kendsgerning, at vor nuværende samfundsordning sætter kapitalisten i stand til at købe arbejderens arbejdskraft til dens værdi, men samtidig sætter ham i stand til at presse langt mere end dens værdi ud af den ved at lade arbejderen arbejde længere, end det er nødvendigt for at genskabe den pris, der er betalt for arbejdskraften. Den merværdi, der er skabt på denne måde, fordeler sig på hele klassen af kapitalister og grundejere samt deres betalte tjenere, fra paven og kejseren til natvægteren og længere ned. Hvordan denne fordeling sker, kommer os ikke ved her; så meget er sikkert, at alle, der ikke arbejder, kun kan leve af, hvad der falder af til dem netop af denne merværdi, som tilflyder dem på den ene eller den anden måde. (Sammenlign Marx: »Kapitalen«, hvor dette først er udredet).
Fordelingen mellem de ikke arbejdende klasser af den merværdi, som er skabt af arbejderklassen og frataget den uden betaling, foregår under højst opbyggelige kævlerier og indbyrdes svindel; for så vidt denne fordeling sker gennem køb og salg, er et af dens vigtigste midler dét, at sælgeren snyder køberen, og i detailhandelen, navnlig i de store byer, er dette nu blevet til en fuldstændig eksistensbetingelse for sælgeren. Men når arbejderen af købmanden eller bageren bliver snydt med hensyn til varens pris eller kvalitet, så bliver han ikke snydt i sin særlige egenskab af arbejder. Tværtimod, så snart snyderi i et vist gennemsnitligt omfang er blevet den samfundsmæssige regel på et givet sted, må det i det lange løb udlignes ved en tilsvarende lønstigning. Over for den handlende optræder arbejderen som køber, d.v.s. som den, der har penge eller kredit, og altså aldeles ikke i sin egenskab af arbejder, d.v.s. som den, der sælger arbejdskraft. Han, som den fattigere klasse i det hele taget, kan blive ramt hårdere af snyderiet end de rigere samfundsklasser, men det er ikke et onde, som udelukkende rammer ham, som er ejendommeligt for hans klasse.
Nøjagtig ligesådan er det med bolignøden. Vor tids store byers vækst giver ofre, især i de centralt beliggende kvarterer, grundene en kolossalt stigende værdi; de bygninger, der ligger på disse grunde, øger ikke denne værdi, men trykker den snarere ned, fordi de ikke mere svarer til de ændrede forhold; man river dem ned og erstatter dem med andre. Dette sker især med de centralt beliggende arbejderboliger, for hvilke lejen aldrig eller dog kun yderst langsomt kan nå op over et vist maksimum selv ved den største overfyldning. Man river dem ned og bygger butikker, lagerbygninger, offentlige bygninger i stedet. Bonapartismen har gennem sin Haussmann i Paris udnyttet denne tendens i det mest kolossale omfang til svindel og privat berigelse; men Haussmanns ånd er også gået gennem London, Manchester, Liverpool, og i Berlin og Wien synes den ligeledes at føle sig hjemme. Resultatet er, at arbejderne trænges fra byernes midte ud mod omkredsen, at arbejderlejligheder og mindre lejligheder i det hele taget bliver sjældne og dyre og tit slet ikke er til at opdrive; for under disse forhold vil byggeindustrien, som finder et langt bedre spekulationsfelt i dyrere lejligheder, kun undtagelsesvis bygge arbejderboliger.
Denne bolignød rammer altså sikkert arbejderen hårdere end enhver mere velhavende klasse; men den er lige så lidt som den handlendes snyderi et onde, der udelukkende går ud over arbejderklassen, og den må ligeledes, for så vidt den omfatter arbejderklassen, ved et vist omfang og en vis varighed medføre en vis økonomisk udligning.
De kvaler, den småborgerlige socialisme, som også Proudhon tilhører, med forkærlighed beskæftiger sig med, er af den slags, som er fælles for arbejderklassen og andre klasser, navnlig småborgerskabet. Og det er da absolut ikke tilfældigt, at vor tyske proudhonist kaster sig over boligspørgsmålet, der, som vi har set, ingenlunde er et specielt arbejderspørgsmål, og at han, tværtimod, erklærer det for et specielt arbejderspørgsmål.
»Hvad lønarbejderen er i forhold til kapitalisten, det er lejeren i forhold til husejeren.«
Dette er fuldkommen forkert.
I boligspørgsmålet har vi to parter over for hinanden, lejeren og værten eller husejeren. Den første vil af den sidste købe den midlertidige brugsret til en lejlighed; han har penge, eller kredit – selv om han også må afkøbe husejeren selv denne kredit for ågerpris, for et tillæg til lejen. Det er et simpelt varesalg; det er ikke en forretning mellem proletar og bourgeois, mellem arbejder og kapitalist; lejeren – selv om det er en arbejder – optræder som formuende mand, han må allerede have solgt sin særegne vare, arbejdskraften, for med salgssummen at kunne optræde som køber af brugsretten til en lejlighed, eller han må kunne give garantier for det forestående salg af denne arbejdskraft. De ejendommelige resultater, som salget af arbejdskraften til kapitalisten har, mangler fuldstændig her. Kapitalisten lader for det første den købte arbejdskraft skabe sin værdi igen, men for det andet en merværdi, der foreløbig bliver i hans besiddelse med det forbehold, at den fordeles blandt kapitalistklassen. Der bliver altså her skabt en overskydende værdi, den forhåndenværende værdis samlede sum bliver øget. Helt anderledes med lejetransaktionen. Hvor meget end værten trækker lejeren op, er det dog stadig kun en overdragelse af en forhåndenværende værdi, en i forvejen skabt værdi, og den samlede sum af de værdier, som ejes af lejer og vært tilsammen er og bliver de samme før og efter transaktionen. Enten arbejderen af kapitalisten får sit arbejde betalt under, over eller til dets værdi, bliver han altid snydt for en del af sit arbejdsprodukt; det bliver lejeren kun i det tilfælde, at han må betale lejligheden over dens værdi. Det er altså en fuldstændig fordrejelse af forholdet mellem lejer og vært at ville ligestille det med forholdet mellem arbejder og kapitalist. Tværtimod, vi har at gøre med en ganske sædvanlig varehandel mellem to borgere, og denne handel forløber efter de økonomiske love, der i det hele taget regulerer varesalget og specielt salget af den vare, der hedder ejendom. Husets eller den pågældende husdels opførelses- og vedligeholdelsesomkostninger må først tages i betragtning; den grundværdi, der er betinget af husets mere eller mindre gunstige beliggenhed, kommer i anden række; endelig er det afgørende, hvordan forholdet mellem tilbud og efterspørgsel er på det pågældende tidspunkt. Denne enkle økonomiske sag bliver i vor proudhonists hoved udtrykt på følgende måde:
»Det engang byggede hus tjener som evigt retskrav på en bestemt brøkdel af det samfundsmæssige arbejde, selv om husets virkelige værdi allerede for længst er betalt mere end tilstrækkeligt i form af husleje til ejeren. Sådan går det til, at et hus, der er bygget f. eks. for 50 år siden. i denne tid gennem lejeindtægten har dækket den oprindelige udgift til huset 2, 3, 5, 10 gange.«
Her har vi straks hele Proudhon. For det første glemmer man, at huslejen ikke blot forrenter udgifterne ved husets opførelse, men også dækker reparationer og det gennemsnitlige beløb, der skyldes dårlige debitorer, ubetalt husleje samt tab ved, at lejligheden nu og da står tom, og endelig skal den kapital, der er anlagt i et forgængeligt hus, som med tiden bliver ubeboeligt og værdiløst, afdrages i årlige rater. For det andet glemmer man, at huslejen også skal forrente værdistigningen på den byggegrund, huset ligger på, at altså en del af den består af jordrente. Vor proudhonist skynder sig ganske vist at forklare, at da denne værdistigning er sket uden grundejerens medvirkning, tilhører den rettelig ikke ham, men samfundet; han overser imidlertid, at han dermed i virkeligheden kræver afskaffelse af retten til at eje jord, et punkt, som det vil føre for vidt at komme nærmere ind på her. Endelig overser han, at det ved hele denne handel slet ikke drejer sig om at købe huset af ejeren, men kun retten til at bruge det i en bestemt tid. Proudhon, der aldrig brød sig om de virkelige, faktiske betingelser, under hvilke et eller andet økonomisk fænomen foregår, kan naturligvis heller ikke forklare sig, hvordan den oprindelige udgiftspris for et hus i givet tilfælde betales ti gange på 50 år i form af husleje. I stedet for at undersøge dette slet ikke vanskelige økonomiske spørgsmål og konstatere, om det virkelig strider mod de økonomiske love og eventuelt hvordan, klarer han sig med et dristigt spring fra økonomien over i juraen: »det engang byggede hus tjener som evigt retskrav« på bestemt årlig betaling. Hvordan det går til, hvordan huset bliver et retskrav, det tier Proudhon om. Og det er dog netop det, han skulle have forklaret. Hvis han havde undersøgt det, ville han have set, at ingen retskrav i verden, selv om de er nok så evige, kan give et hus magt til at få sin byggepris betalt ti gange på halvtreds år i form af husleje, men at kun økonomiske betingelser (der kan være samfundsmæssigt anerkendt i form af retskrav) kan bringe dette i stand. Og dermed var han nøjagtig så langt, som da han begyndte.
Hele den proudhonske lære hviler på dette frelsende spring fra den økonomiske virkelighed over i den juridiske frase. Hver gang den økonomiske sammenhæng glipper for den brave Proudhon – og det sker ved hvert eneste alvorligt spørgsmål –, bringer han sig i sikkerhed på juraens område og appellerer til den evige retfærdighed.
»Proudhon henter først sit ideal om den evige retfærdighed fra de retsforhold, der svarer til vareproduktionen, hvorved der, i parentes bemærket, også til opmuntring for alle spidsborgere føres bevis for, at vareproduktionsformen er lige så nødvendig som retfærdigheden. Omvendt vil han så omforme den virkelige vareproduktion og de dertil svarende virkelige retsforhold efter dette ideal. Hvad ville man mene om en kemiker, der i stedet for at studere de virkelige lave for stofskiftet og på grundlag af disse løse bestemte opgaver ville ændre stofskiftet ved hjælp af »naturlighedens og slægtskabets evige ideer«? Ved man måske mere om ågerkarlen, når man siger, at han står i modstrid med den »evige retfærdighed« og den »evige rimelighed« og den »evige gensidighed« og andre »evige sandheder«, end kirkefædrene vidste, når de sagde, at han stod i modstrid med den »evige nåde«, den »evige tro« og »Guds evige vilje«?« (Marx: »Kapitalen«, s. 54 [2]).
Det går ikke vor proudhonist bedre end hans herre og mester:
»Huslejekontrakten er en af de tusind omsætningsprocesser, der er lige så nødvendige i det moderne samfundsliv som blodets kredsløb i dyrenes legeme. Det ville naturligvis være i dette samfunds interesse, hvis alle disse omsætningsprocesser var gennemtrængt af en retsidé, d.v.s. overalt blev gennemført efter retfærdighedens strenge krav. Kort sagt, samfundets økonomiske liv må, som Proudhon siger, svinge sig op til en økonomisk ret. I virkeligheden finder det stik modsatte sted.«
Skulle man tro, at det var muligt fem år efter, at Marx så kort og rammende har stemplet proudhonismen netop i denne afgørende henseende, stadig at lade den slags konfuse tøjeri trykke på tysk? Hvad betyder dette galimatias? Ikke andet, end at de praktiske virkninger af de økonomiske love, der styrer det nuværende samfund, er et slag i ansigtet på forfatterens retsfølelse, og at han nærer det fromme ønske, at sagen skulle kunne ordnes sådan, at der blev rådet bod på det. – Ja, hvis skrubtudserne havde hale, var de netop ikke skrubtudser mere. Og er den kapitalistiske produktionsmåde ikke »gennemtrængt af retsidé«, nemlig af ideen om dens egen ret til at udbytte arbejderen? Og når forfatteren fortæller os, at det ikke er hans retsidé, er vi da kommet eet skridt videre?
Men tilbage til boligspørgsmålet. Vor proudhonist giver nu sin »retsidé« fri tøjler og giver følgende rørende deklamation til bedste:
»Vi tager ikke i betænkning at hævde, at der ikke findes nogen frygteligere hån mod hele kulturen i vort højt priste århundrede end den kendsgerning, at 90 procent eller mere af befolkningen i de store byer ikke har et sted, de kan kalde deres eget. Det egentlige knudepunkt i det sædelige liv og i familielivet, hus og hjem, bliver revet med af den sociale hvirvelstrøm ... I denne henseende står vi langt under de vilde. Troglodytten har sin hule, australieren har sin lerhytte, indianeren sin egen arne, – den moderne proletar svæver faktisk i luften« o.s.v.
I denne jeremiade har vi proudhonismen i hele dens reaktionære skikkelse. For at skabe den moderne revolutionære klasse, proletariatet, var det absolut nødvendigt, at den navlestreng blev overskåret, som bandt tidligere tiders arbejdere til jorden. Håndvæveren, der foruden sin vævestol havde sit lille hus, sin lille have og mark, var trods al elendighed og politisk tryk en stille, tilfreds mand »i al gudfrygtighed og ærbarhed« tog hatten af for de rige, for præsteskabet og embedsmændene og var i bund og grund en slave. Netop den moderne storindustri, som forvandlede den til jorden lænkede arbejder til en fuldstændig besiddelsesløs fuglefri proletar befriet for alle fortidens lænker, netop denne økonomiske revolution er det, som har skabt de betingelser, som alene gør det muligt at styrte den sidste form for udbytning af den arbejdende klasse, den kapitalistiske produktion. Og nu kommer denne tårepersende proudhonist og jamrer, som drejede det sig om et stort tilbageskridt, over, at arbejderne er blevet fordrevet fra hus og hjem, hvilket var den allerførste betingelse for deres åndelige frigørelse.
For 27 år siden har jeg (i »Den arbejdende klasses stilling i England«) i hovedtrækkene skildret netop denne proces, hvorved arbejderne blev fordrevet fra hus og hjem, sådan som den forløb i England i det i8. århundrede. De nedrigheder, som jordbesidderne og fabrikanterne herunder tillod sig, de materielt og moralsk skadelige virkninger, som denne fordrivelse i første omgang måtte have på de arbejdere, det gik ud over, er ligeledes fremstillet der efter fortjeneste. Men kunne det falde mig ind i denne historiske udviklingsproces, der under de givne omstændigheder var absolut nødvendig, at se et tilbageskridt »til et lavere stade end de vildes«? Umuligt. Den engelske proletar af 1872 står uendeligt højere end den landlige væver med »hus og hjem« af 1772. Og vil troglodytten med sin hule, australieren med sin lerhytte, indianeren med sin egen arne nogen sinde iværksætte en Juniopstand og en Pariserkommune?
At arbejdernes stilling efter gennemførelsen af den kapitalistiske produktion i stor målestok i det hele er blevet dårligere, det tvivler kun bourgeoisiet på. Men skal vi af den grund med længsel rette blikket tilbage mod Ægyptens (også meget magre) kødgryder, mod den landlige småindustri, som kun fostrede trællesjæle, eller mod »de vilde«? Tværtimod. Først proletariatet, som er skabt af den moderne storindustri, og som er befriet for alle nedarvede lænker – også de lænker, der bandt det til jorden – og som er drevet sammen i de store byer, er i stand til at fuldbyrde den store omformning, der vil gøre en ende på al klasseudbytning og alt klasseherredømme. De gamle landlige håndvævere med hus og hjem ville aldrig have været i stand til det; de ville aldrig have kunnet fatte sådan en tanke og endnu mindre have haft vilje til at udføre den.
For Proudhon derimod er hele den industrielle revolution i de sidste hundrede år, dampkraften, storfabrikationen, som erstatter håndarbejdet med maskiner og øger arbejdets produktionskraft tusind gange, en højst afskyelig tildragelse, noget, der egentlig ikke burde have fundet sted. Småborgeren Proudhon forlanger en verden, i hvilken enhver fremstiller et særegent selvstændigt produkt, der straks kan forbruges og omsættes på markedet; når så kun enhver får den fulde værdi af sit arbejde igen i et andet produkt, så er »den evige retfærdighed« sket fyldest og den bedste verden bragt til veje. Men denne proudhonske bedste verden er allerede blevet søndertrådt, da den stod i knop, af den fremadskridende industrielle udvikling, som for længst har tilintetgjort enkeltarbejdet i alle store industrigrene og hver dag yderligere tilintetgør det i de mindre og mindste industrigrene, og som, hjulpet af maskiner og udnyttede naturkræfter, sætter det samfundsmæssige arbejde i stedet, og hvis færdige produkt, der umiddelbart kan ombyttes eller gå ud i forbruget, er skabt i fællesskab af de mange enkelte, gennem hvis hænder det har måttet gå. Og netop gennem denne industrielle revolution har det menneskelige arbejdes produktionskraft nået et så højt stade, at der – for første gang så længe der har eksisteret mennesker – er skabt mulighed for, hvis man fordeler arbejdet
forstandigt mellem alle, at frembringe ikke blot tilstrækkeligt til rigeligt forbrug for alle samfundsmedlemmerne og til fyldestgørende reservefonds, men også til at skaffe hver enkelt tilstrækkelig fritid til, at det af den historisk overleverede dannelse – videnskab, kunst, omgangsformer o.s.v. –, som virkelig er værd at bevare, ikke blot kan blive bevaret, men fra at være et monopol for den herskende klasse kan forvandles til fællesgods for hele samfundet og udvikles videre. Og her ligger det afgørende punkt. Så snart det menneskelige arbejdes produktionskraft har nået dette høje stade, forsvinder ethvert påskud til at opretholde en herskende klasse. Den sidste grund, man har forsvaret klasseforskellen med, har dog altid været denne: Der må være en klasse, som ikke skal slide og slæbe med at producere til livets ophold, så den kan få tid til at sørge for samfundets åndelige arbejde. Grundlaget for denne tale, der tidligere havde sin store historiske berettigelse, er en gang for alle slået væk af de sidste hundrede års industrielle revolution. Eksistensen af en herskende klasse bliver for hver dag en stadig større hindring for udviklingen af den industrielle produktivkraft og i lige så høj grad for udviklingen af videnskaben, kunsten og især af de dannede omgangsformer. Større bisser end vore moderne bourgeois’er har der aldrig eksisteret.
Alt dette kommer ikke vor ven Proudhon ved. Han vil »den evige retfærdighed« og intet andet. Enhver skal i bytte for sit produkt have det fulde arbejdsudbytte, den fulde værdi af sit arbejde. Men at regne dette ud for et moderne industriprodukt er en indviklet historie. Den moderne industri tilslører netop den enkeltes særlige andel i det fælles produkt, mens den under det gamle enkeltmandshåndarbejde af sig selv fremtrådte i det frembragte produkt. Desuden afskaffer den moderne industri mere og mere det enkeltmandsbytte, som hele Proudhons system er opbygget på, nemlig det direkte bytte mellem to producenter, af hvilke hver især tilbytter sig den andens produkt for at konsumere det. Derfor går der gennem hele proudhonismen et reaktionært træk, en modvilje mod den industrielle revolution og en snart mere åbent snart mere dulgt udtrykt lyst til at kaste hele den moderne industri, dampmaskinen, spindemaskinen og alt det andet stads ud af templet og vende tilbage til det gamle, solide håndarbejde. At vi så i produktionskraft mister ni hundrede ni og halvfems tusindedele, at hele menneskeheden bliver fordømt til det værste arbejdsslaveri at den største fattigdom bliver almindelig regel, – hvad har det at sige, hvis det bare lykkes os at indrette varebyttet sådan, at enhver får »det fulde arbejdsudbytte«, og at »den evige retfærdighed« bliver gennemført? Fiat justitia, pereat mundus!
Retfærdigheden skal bestå –
Om så hele verden skal forgå!
Og verden ville forgå ved denne proudhonske kontrarevolution, hvis den overhovedet kunne gennemføres.
Det er i øvrigt klart, at også ved den samfundsmæssige produktion, som er betinget af den moderne storindustri, kan der sikres enhver »det fulde udbytte af sit arbejde«, så vidt denne talemåde har en mening. Og en mening har den kun, når den udvides til, at ikke den enkelte arbejder bliver ejer af »det fulde udbytte af sit arbejde«, men at hele samfundet, der består af lutter arbejdere, bliver ejer af det samlede produkt af sit arbejde, som det dels fordeler blandt sine medlemmer, dels anvender til fornyelse og forøgelse af sine produktionsmidler, og dels henlægger som reservefonds til produktionen og konsumtionen.
*
Efter det foregående kan vi allerede forud vide, hvordan vor proudhonist vil løse det store boligspørgsmål. På den ene side har vi kravet om, at enhver arbejder skal have sin egen bolig, der tilhører ham selv, for at vi ikke mere skal stå under de vilde. På den anden side har vi forsikringen om, at den dobbelte, tre-, fem- eller tidobbelte betaling af de oprindelige udgifter ved et hus i form af husleje, sådan som det faktisk sker, hviler på et retskrav, og at dette retskrav står i modsætning til »den evige retfærdighed«. Losningen er simpel: vi afskaffer retskravet, og erklærer i kraft af den evige retfærdighed den betalte husleje for at være afdrag på selve boligens pris. Når man har indrettet sine forudsætninger sådan, at de allerede rummer følgeslutningen i sig, så hører der naturligvis ikke mere behændighed, end enhver charlatan råder over, til at trække det velforberedte resultat fikst og færdigt op af sækken og pukke på den ufejlbarlige logik, som har frembragt det.
Og sådan går det her. Afskaffelsen af den lejede bolig bliver proklameret som nødvendighed, og det sker i den form, at man kræver, at hver lejer skal forvandles til ejer af sin bolig. Hvordan skal vi bære os ad med det? Det er ganske nemt:
»Den lejede bolig afløses ... Den hidtidige husejer får på krone og øre udbetalt værdien af sit hus. I stedet for, at den betalte husleje, som hidtil, udgør den tribut, som lejeren yder kapitalens evige ret, bliver fra den dag, afløsningen af den lejede bolig er proklameret, den sum, som lejeren betaler, og som er nøje reguleret, det årlige afdrag for den bolig, der nu er overgået i hans besiddelse ... Samfundet ændrer sig på denne måde til at blive et hele af uafhængige fri boligejere.«
Proudhunisten ser en forbrydelse mod den evige retfærdighed i, at husejeren uden arbejde kan presse jordrente og rente ud af den kapital, han har anlagt i huset. Han dekreterer, at dette må høre op, at den kapital, der er anlagt i huse, ikke mere skal indbringe rente og, for så vidt den repræsenterer købt jordejendom, heller ikke jordrente. Nu har vi set, at dette slet ikke berører den kapitalistiske produktionsmåde, grundlaget for det nuværende samfund. Det afgørende punkt i udbytningen af arbejderen er salget af arbejdskraften til kapitalisten og den anvendelse, kapitalisten gør af denne handel ved at tvinge arbejderen til at producere langt mere, end arbejdskraftens betalte værdi andrager. Det er denne handel mellem kapitalist og arbejder, der frembringer al den merværdi, der bagefter i form af jordrente, handelsprofit, skatter o.s.v. fordeler sig på de forskellige underarter af kapitalister og deres tjenere. Og nu kommer vor proudhonist og tror, at hvis man forbød en enkelt underart af kapitalister, oven i købet af den slags kapitalister, der slet ikke direkte køber arbejdskraft og altså heller ikke lader producere merværdi, at skaffe sig profit henholdsvis rente, så var man kommet et skridt videre! Den samlede masse af ubetalt arbejde, som var frataget arbejderklassen, ville stadig være nøjagtig den samme, selv om man i morgen berøvede husejerne muligheden for at lade sig udbetale jordrente og rente, hvilket dog ikke hindrer vor proudhonist i at erklære:
»Afskaffelsen af den lejede bolig er altså en af de mest frugtbare og storartede bestræbelser, der er opstået i den revolutionære idés skød og må blive et krav af første rang fra det sociale demokratis side.«
Det er lige så markskrigersk, som var det sagt af selve mesteren Proudhon, hvis kaglen altid står i omvendt forhold til størrelsen af de æg, han lægger.
Men tænk jer nu den herlige tilstand, når hver eneste arbejder, småborger og bourgeois bliver tvunget til gennem årlige afdrag at blive først delvis så fuldstændig ejer af sin bolig! I Englands industriområder, hvor industrien er storindustri, men arbejderboligerne er småhuse, og hvor hver gift arbejder bor i et lille hus for sig selv, kunne der dog være en vis mening i tingen. Men til småindustrien i Paris og de fleste store byer på fastlandet svarer store huse, i hvilke der bor ti, tyve, tredive familier. Den dag, det verdensbefriende dekret bliver udstedt, der proklamerer afløsningen af den lejede bolig, arbejder Peter i en maskinfabrik i Berlin. Efter et års forløb er han ejer af lad mig sige en femtedel af sin bolig, der består af et kammer på femte sal et sted i nærheden af Hamburger Tor. Han mister sit arbejde og sidder kort efter i en lignende lejlighed, med glimrende udsigt til gården, på tredie sal ved Pothof i Hannover, hvor han efter et ophold på fem måneder har erhvervet akkurat 1/36 af ejendommen, da en strejke jager ham til München og tvinger ham til efter elleve måneders ophold at overtage nøjagtigt 11/180 af ejendomsretten til et temmelig skummelt sted, i stuen, bag ved Ober-Angergasse. Som det i vor tid så tit sker for arbejdere, kommer han ud for at måtte flytte endnu mere omkring: 7/360 af en ikke mindre anbefalelsesværdig lejlighed i St. Gallen, 23/180 af en anden i Leeds og – ganske nøjagtigt, så »den evige retfærdighed« ikke kan beklage sig – 347/56223 af en tredie i Seraing. Hvad skal nu vor Peter med alle disse boligandele? Hvem giver ham den rigtige værdi for dem? Hvor skal han finde ejeren eller ejerne af de andre andele i hans forskellige tidligere lejligheder? Og hvordan forholder det sig med ejendomsforholdene med hensyn til et hvilket som helst stort hus, der indeholder skal vi sige tyve lejligheder, og som, når afløsningsfristen er udløbet og den lejede bolig afskaffet, måske tilhører tre hundrede parthavere, der er spredt i alle egne af verden? Vor proudhonist vil svare, at til den tid eksisterer den proudhonske byttebank, som til enhver tid vil udbetale enhver det fulde arbejdsudbytte for ethvert arbejdsprodukt, altså også for andele i huse. Men den proudhonske byttebank kommer os for det første ikke ved her, da den ingen steder er omtalt selv i artiklerne om boligspørgsmålet; den beror for det andet på den mærkværdige fejltagelse, at når nogen vil sælge en vare, finder han også nødvendigvis en aftager, der vil købe den for dens fulde værdi, og den er for det tredie, inden Proudhon opfandt den, allerede gået fallit mere end een gang i England under navnet Labour Exchange Bazar. [3]
Hele den forestilling, at arbejderen skal købe sin bolig, beror atter på den allerede fremhævede proudhonske grundanskuelse, at de tilstande, der er skabt af den moderne storindustri, er sygelige udvækster, og at samfundet med vold og magt – d.v.s. imod den strøm, det har fulgt i hundrede år – må føres henimod en tilstand, hvor den enkeltes gamle stabile håndarbejde er reglen, og som overhovedet ikke er andet end en idealiseret genskabelse af den småindustrielle bedrift, der dels er forsvundet og dels er ved at forsvinde. Er arbejderne først kastet tilbage igen til disse stabile tilstande, er »den sociale hvirvel« først lykkeligt fjernet, så kan arbejderen naturligvis også igen have brug for ejendomsret til »hus og hjem«, og den omtalte afløsningsteori synes da mindre ilde anbragt. Kun glemmer Proudhon, at for at iværksætte dette må han først stille verdenshistoriens ur hundrede år tilbage, og at han dermed igen ville gøre de moderne arbejdere til sådanne indskrænkede, krybende, skinhellige slavesjæle, som deres tipoldefædre var.
Men for så vidt der i denne proudhonske løsning af boligspørgsmålet ligger et rationelt, praktisk realisabelt indhold, bliver den allerede nu virkeliggjort, og denne virkeliggørelse stammer ikke fra »den revolutionære idés skød«, men fra storbourgeoisiet selv. Lad os høre, hvad et fortræffeligt spansk blad »La Emancipacion«, [4] Madrid, nummeret fra 16. marts 1872, skriver:
»Der findes også er andet middel til boligspørgsmålets løsning, som er foreslået af Proudhon, og som ved første blik ser blændende ud, men ved nøjere undersøgelse viser sin totale afmagt. Proudhon foreslog at forvandle lejerne til købere, der betalte i afdrag, sådan at den årlige husleje blev regnet for afløsningsrate på lejlighedens værdi og lejeren efter udløbet af en vis tid ville blive ejer af denne lejlighed. Dette middel, som Proudhon anså for meget revolutionært, praktikeres nu i alle lande af selskaber dannet af spekulanter, som således ved at forhøje lejen får betalt husenes værdi to til tre gange. Hr. Dollfus og andre storfabrikanter i det nordøstlige Frankrig har realiseret dette system ikke bare tor at slå mønt af det, men oven i købet med politiske bagtanker.
De klogeste førere for de herskende klasser har altid stilet efter at øge antallet af små ejendomsbesiddere for at opdrage en armé imod proletariatet. De borgerlige revolutioner i forrige århundrede opdelte adelens og kirkens store jordejendom i små parceller, sådan som de spanske republikanere nu vil gøre det med den endnu bestående store jordejendom, og skabte således en klasse af små jordbesiddere, der siden da er blevet samfundets allermest reaktionære element og en stadig hindring for byproletariatets revolutionære bevægelse. Napoleon III havde til hensigt ved at formindske statsgældsbevisernes pålydende at skaffe sig en lignende klasse i byerne, og hr. Dollfus og hans kolleger prøvede på, ved at sælge deres arbejdere boliger, der skulle afdrages ved årlige rater, at kvæle al revolutionær ånd blandt arbejderne og samtidig, ved at gøre dem til grundejere, at hinde dem til den fabrik, de nu engang arbejder på; Proudhons plan skabte altså ikke blot ingen fordel for arbejderklassen – den vendte sig endog direkte imod den.« [5]
Hvordan skal nu boligspørgsmålet løses? I det nuværende samfund løser man det akkurat, som man løser ethvert andet samfundsspørgsmål: ved at forskellen mellem efterspørgsel og tilbud efterhånden udlignes økonomisk, en løsning, der i sig selv stadig rejser spørgsmålet på ny, og altså ikke er nogen løsning. Hvordan en social revolution ville løse dette spørgsmål, afhænger ikke alene af de til enhver tid foreliggende omstændigheder, men hænger også sammen med langt mere vidtgående spørgsmål, blandt hvilke ophævelsen af modsætningen mellem by og land er et af de væsentligste. Da vi ikke skal opstille utopistiske systemer om, hvordan det fremtidige samfund skal indrettes, ville det være mere end ørkesløst at komme ind på dette. Men så meget er sikkert, at der allerede nu findes tilstrækkelig mange beboelseshuse i de store byer til, at man ved rationel udnyttelse af dem straks kunne afhjælpe enhver virkelig »bolignød«. Dette kan naturligvis kun ske ved, at man eksproprierer de nuværende ejere eller i deres huse indkvarterer arbejdere, der er hjemløse eller lever sammenstuvet i deres nuværende boliger, og så snart proletariatet har erobret den politiske magt, vil en sådan forholdsregel, der påbydes af almenvellet, lige så let lade sig gennemføre, som den nuværende stat gennemfører andre ekspropriationer og indkvarteringer.
*
Men vor proudhonist er ikke tilfreds med sine hidtidige præstationer i boligspørgsmålet. Han må hæve det fra den flade jord op i den højere socialismes sfære, for at det også her kan godtgøre, at det er en væsentlig »brøkdel af det sociale spørgsmål«:
»Vi antager nu, at kapitalens produktivitet virkelig bliver taget ved hornene, sådan som det for eller senere må ske, f.eks. ved en overgangslov, der fastsætter renten af alle kapitaler til een procent, vel at mærke med tendens til at nærme også denne procentsats mere og mere til nulpunktet, sådan at der til sidst ikke betales mere end det arbejde, der er nødvendigt til omsætning af kapitalen. Som alle andre produkter falder naturligvis også hus og lejlighed inden for rammerne af denne lov ... Ejeren selv vil være den første til at række hånden frem for at sælge, da hans hus ellers ikke ville blive benyttet, og den kapital, han har sat i det, simpelt hen ville være nytteløs.«
Dette stykke indeholder en af hovedtrosartiklerne i den proudhonske katekismus og er et slående eksempel på den konfusion, der hersker dér.
»Kapitalens produktivitet« er en absurditet, som Proudhon har overtaget ubeset fra de borgerlige økonomer. De borgerlige økonomer begynder ganske vist også med den sætning, at arbejdet er kilden til al rigdom og er alle varers værdimåler; men de må også forklare, hvordan det går til, at kapitalisten, der sætter penge i et industriforetagende eller en håndværksmæssigt drevet forretning, til sidst ikke bare får sin indskudte kapital tilbage, men oven i købet også får en profit. De må derfor indvikle sig i alle mulige modsigelser og også tilskrive kapitalen en vis produktivitet. Intet beviser bedre, hvor stærkt Proudhon stadig er hildet i den borgerlige tankegang, end at han tilegner sig denne talemåde om kapitalens produktivitet. Vi har straks til at begynde med set, at den såkaldte »kapitalens produktivitet« ikke er andet end den egenskab at kunne tilegne sig ubetalt arbejde af lønarbejdere, en egenskab, der klæber til kapitalen (under de nuværende forhold, uden hvilken kapitalen netop ikke ville være kapital).
Men Proudhon adskiller sig fra de borgerlige økonomer ved, at han ikke billiger denne »kapitalens produktivitet«, men tværtimod i den har opdaget en krænkelse af »den evige retfærdighed«. Det er den, der forhindrer, at arbejderen får det fulde udbytte af sit arbejde. Den må altså afskaffes. Og hvordan? Ved at nedsætte rentefoden gennem tvangslove og til sidst reducere den til nul. Så hører ifølge vor proudhonist kapitalen op med at være produktiv.
Renten af den udlånte pengekapital er kun en del af profitten; profitten – enten det er af industrikapitalen eller af handelskapitalen – er kun en del af den merværdi, som kapitalistklassen fratager arbejderklassen i form af ubetalt arbejde. De økonomiske love, der regulerer rentefoden, er så uafhængige af dem, der regulerer merværdiens rate, som det overhovedet er muligt mellem love inden for en og samme samfundsform. Men med hensyn til fordelingen af denne merværdi blandt de enkelte kapitalister er det klart, at for industrifolk og købmænd, der i deres forretning har meget kapital, som er indskudt af andre kapitalister, må deres profitrate stige i samme grad, som rentefoden falder – hvis alle andre omstændigheder i øvrigt er uforandrede. Nedsættelsen og til sidst afskaffelsen af rentefoden ville altså på ingen måde virkelig »tage ‘kapitalens produktivitet’ ved hornene«, men ville kun regulere fordelingen af den ubetalte merværdi, der er berøvet arbejderklassen, på en anden måde blandt de enkelte kapitalister; den ville ikke give arbejderen fordel i forhold til industrikapitalisten, men industrikapitalisten fordel i forhold til rentier’en.
Ud fra sit juridiske standpunkt forklarer Proudhon rentefoden, som alle andre økonomiske kendsgerninger, ikke ved hjælp af den samfundsmæssige produktions betingelser, men ved hjælp af de statslove, i hvilke disse betingelser får et alment udtryk. Ud fra dette standpunkt, der savner enhver anelse om statslovenes sammenhæng med samfundets produktionsbetingelser, må disse statslove nødvendigvis være rent vilkårlige befalinger, der hvert øjeblik lige så godt kan erstattes af det stik modsatte. Der er altså ikke noget, der er lettere for Proudhon end at udstede et dekret – så snart han har magt til det –, hvorved rentefoden nedsættes til een procent. Og hvis alle andre samfundsmæssige omstændigheder bliver ved at være, som de var, så vil dette proudhonske dekret kun eksistere på papiret. Rentefoden vil nu som før følge de økonomiske love, den er underkastet, trods alle dekreter; solide folk vil efter omstændighederne få penge til 2, 3, 4 procent eller mere akkurat lige så godt som før, og den eneste forskel vil være, at rentier’erne ser sig nøje for og kun forstrækker sådanne folk med penge, som man ikke kan vente at få proces med. Desuden er denne store plan om at berøve kapitalen dens »produktivitet« ældgammel, lige så gammel som – ågerlovene, der ikke tilsigter andet end at begrænse rentefoden, og som nu er afskaffet overalt, fordi de i praksis altid blev brudt eller omgået og staten måtte bekende sin afmagt over for den samfundsmæssige produktions love. Og genindførelsen af disse middelalderlige love skal »tage ‘kapitalens produktivitet’ ved hornene«? Man ser, at jo nærmere man undersøger proudhonismen, jo mere reaktionær viser den sig at være.
Og når så rentefoden på denne måde er bragt ned til nul og kapitalrenten altså er afskaffet, så »betales der ikke mere end det arbejde, der er nødvendigt til omsætning af kapitalen«. Meningen skal være, at afskaffelsen af rentefoden er lig med afskaffelsen af profitten, ja endog af merværdien. Men hvis det var muligt virkelig at afskaffe renten ved et dekret, hvad ville så være følgen? At rentier’ernes klasse ikke mere havde grund til at stille deres kapital til rådighed i form af lån og kreditter, men ville udnytte den industrielt for egen regning personlig eller i aktieselskaber. Massen af den merværdi, kapitalistklassen har taget fra arbejderklassen, ville stadig være den samme, kun fordelingen ville ændre sig, og endda ikke særlig betydeligt.
Faktisk overser vor proudhonist, at der allerede nu, i det borgerlige samfunds varehandel, gennemsnitlig netop ikke betales mere end »det arbejde, der er nødvendigt til omsætning af kapitalen (skal være: til produktion af den bestemte vare)«. Arbejdet er målestokken for værdien af alle varer, og i det nuværende samfund er det bortset fra markedssvingninger komplet umuligt, at der i samlet gennemsnit betales mere for varerne end det arbejde, der er nødvendigt til at fremstille dem. Nej, nej, kære proudhonist, det springende punkt ligger et ganske andet sted: det ligger i, at »det arbejde, der er nødvendigt til omsætning af kapitalen (for at bruge Deres konfuse udtryksmåde)« netop ikke betales fuldtud! Hvordan det går til, kan De slå efter og læse hos Marx (»Kapitalen«, s. 182-190. [6])
Men ikke nok med det. Når kapitalrenten bliver afskaffet, er dermed også huslejen afskaffet. For »som alle andre produkter falder naturligvis også hus og lejlighed inden for rammerne af denne lov«. Dette er ganske i samme ånd, som besjælede den gamle major, der lod en soldat kalde til sig: »Sig mig, jeg hører, De er doktor – så kan De nok af og til komme hen til mig; når man har kone og syv børn, så er der altid noget at lappe på.« –
Soldaten: »Ja men undskyld, hr. major, jeg er doktor i filosofi.«
Majoren: »Det er mig ganske lige meget, et plaster er et plaster.« –
Sådan går det også vor proudhonist: husleje eller kapitalrente, det er ham lige meget, forrentning er forrentning, plaster er plaster. – Vi har ovenfor set, at lejeprisen, almindeligvis kaldet husleje, består af: 1. en portion jordrente; 2. en portion rente på byggekapitalen iberegnet bygningsentreprenørens profit; 3. en portion til reparations- og forsikringsudgifter; 4. en portion, der i årlige ratebetalinger afdrager (amortiserer) byggekapitalen iberegnet profit i det forhold, hvori der efterhånden går slid på huset.
Og nu må det ære blevet klart selv for den mest blinde: »Ejeren selv vil være den første til at række hånden frem for at sælge, da hans hus ellers ikke ville blive benyttet og den kapital, han har sat i det, simpelt hen ville være nytteløs.« Naturligvis, hvis man afskaffer renten på den indskudte kapital, så kan ingen husejer mere få en øre i leje for sit hus, bare fordi husleje også er en slags rente, og fordi huslejen indeholder en del, der virkelig er kapitalrente. Plaster er plaster. Mens ågerlovene med hensyn til den sædvanlige kapitalrente dog kun kan gøres uvirksomme ved omgåelse, så har de aldrig berørt huslejesatsen blot det allerfjerneste. Først Proudhon blev det forbeholdt at bilde sig ind, at hans nye ågerlov uden videre ville regulere og efterhånden afskaffe ikke blot den simple kapitalrente, men også den komplicerede lejeafgift for boliger. Hvorfor det »simpelt hen nytteløse« hus så også skal afkøbes husejeren for dyre penge, og hvorfor husejeren under disse omstændigheder ikke snarere giver penge for at slippe af med dette »simpelt hen nytteløse« hus, for at han ikke mere skal være nødt til at have reparationsomkostninger på det, det lader man os i uvished om.
Efter denne triumferende præstation inden for den højere socialisme (suprasocialisme kaldte mesteren Proudhon det) anser vor proudhonist sig for berettiget til at flyve endnu et stykke højere.
»Det drejer sig nu kun yderligere om at drage endnu nogle slutninger for fra alle sider at kaste fuldt lys over vor så betydningsfulde genstand.«
Og hvad er det for slutninger? Ting, der lige så lidt følger af det foregående som beboelseshusenes værdiløshed af rentefodens afskaffelse, og som, når de afføres vor forfatters pompøse og højtidelige talemåder, ikke betyder andet, end at følgende er ønskeligt til en bedre afvikling af afløsningsforretningen vedrørende lejede boliger: 1. en nøjagtig statistik over genstanden, 2. et godt sundhedspoliti og 3. andelsselskaber af bygningsarbejdere, der kan overtage opførelsen af nye huse – alt sammen ting, som ganske vist er meget smukke og gode, men som trods al markskrigersk fraseindpakning absolut ikke bringer noget »fuldt lys« ind i den proudhonske tankeforvirrings mørke.
Den, der har fuldbragt noget så stort, har nu også ret tit at rette en alvorlig advarsel til de tyske arbejdere:
»Sådanne og lignende spørgsmål, forekommer det os, er vel det sociale demokratis opmærksomhed værd ... Måtte det, som her med hensyn til boligspørgsmålet, søge også at blive klar over de andre lige så vigtige spørgsmål som kredit, statsgæld, privatgæld, skatter o.s.v.« o.s.v.
Her stiller vor proudhonist os altså en hel række artikler om »lignende spørgsmål« i udsigt, og hvis han behandler dem alle sammen lige så udførligt som nærværende »så betydningsfulde genstand«, så har »Volksstaat« manuskripter nok til et år. Vi kan imidlertid foregribe dette – det går alt sammen ud på det samme, som allerede er sagt: Kapitalrenten bliver afskaffet; dermed bortfalder den rente, der skal betales for statsgæld og privatgæld, kreditten bliver gratis o.s.v. Det samme trylleord anvendes på en hvilken som helst genstand, og i hvert enkelt tilfælde kommer der med ubønhørlig logik det forbavsende resultat ud af det: at når kapitalrenten er afskaffet, behøver man ikke mere at betale renter for modtagne penge.
I øvrigt er det dejlige spørgsmål, vor proudhonist truer os med: Kredit! Hvilken anden kredit behøver arbejderen end den fra uge til uge eller pantelånerkontorets kredit? Om denne ydes ham gratis eller mod renter, selv pantelånerrenter, hvor stor forskel gør det? Og hvis han, i al almindelighed, havde fordel af det, det vil sige, at arbejdskraftens produktionsomkostninger ville blive billigere, måtte så ikke arbejdskraftens pris falde? – Men for bourgeois’en og specielt for småborgeren – for dem er kreditten et vigtigt spørgsmål, og for småborgeren især ville det være dejligt til enhver tid at kunne få kredit, oven i købet uden at betale renter. – »Statsgæld«! Arbejderklassen ved, at den ikke har stiftet den, og når den kommer til magten, vil den overlade afbetalingen til dem, der har gjort det. »Privatgæld« – se kredit. – »Skatter«! Noget, der interesserer bourgeoisiet meget, men arbejderne meget lidt; hvad arbejderen betaler i skatter, indgår i det lange løb i arbejdskraftens produktionsomkostninger og må altså godtgøres af kapitalisten. Alle disse punkter, der her foreholdes os som spørgsmål af største vigtighed for arbejderklassen, har i virkeligheden kun væsentlig interesse for bourgeois’en og endnu mere for småborgeren, og vi hævder, trods Proudhon, at arbejderklassen ikke er kaldet til at varetage disse klassers interesser.
Om det store spørgsmål, der virkelig angår arbejderne, om forholdet mellem kapitalist og lønarbejder, om det spørgsmål, hvordan det går til, at kapitalisten kan berige sig af sine arbejderes arbejde, det siger vor proudhonist ikke et ord om. Hans herre og mester har ganske vist beskæftiget sig med det, men absolut ikke bragt nogen klarhed i det og er heller ikke i sine sidste skrifter i det væsentlige kommet videre end i »Philosophie de la misère« (Elendighedens filosofi), som Marx allerede i 1847 så slående opløste til det rene ingenting.
Det er slemt nok, at de romansk-talende arbejdere i fem og tyve år næsten slet ikke har fået anden socialistisk åndelig næring end de skrifter, der er forfattet af denne »det andet kejserdømmes socialist«; det ville være en dobbelt ulykke, hvis den proudhonistiske teori nu også skulle oversvømme Tyskland. Det er der dog sørget for. De tyske arbejderes teoretiske standpunkt er halvtreds år forud for det proudhonistiske, og det vil være tilstrækkeligt at statuere et eksempel med dette ene spørgsmål om boligerne for at kunne spare sig yderligere besvær i denne henseende.
1. I Marx: Misère de la philosophie etc., Bruxelles et Paris, 1847. (Note af Engels).
(På dansk: Filosofiens elendighed, Web.red. [engelsk] [tysk])
2. Sidetallene gælder første oplag af første bind af »Das Kapital«. – Red.
3. »Arbejdsomsætningsbasar«. Engels sigter til Robert Owens forsøg på at oprette arbejdsbasarer til omsætning af produkter mod arbejdsmærker, hvis grundenhed var en arbejdstime. – Red.
4. »La Emancipacion« – ugeblad, udgivet af I internationales marxistiske sektioner i Spanien; udkom i Madrid fra juni 1871 til 1873. – Red.
5. Hvordan denne løsning af boligspørgsmålet, at binde arbejderne til eget »hjem«, vokser frem af sig selv i nærheden af de store amerikanske byer, der skyder op, ses af følgende sted fra et brev skrevet af Eleanor Marx-Aveling, Indianopolis, den 28. november 1866: »I eller rettere ved Kansas City så vi usle små træskure med ca. tre værelser, endnu i det bare vildnis; grunden kostede 6oo dollars og var lige stor nok til, at det lille hus kunne anbringes på den; huset selv kostede andre 6oo dollars, altså i alt 4800 mark for en elendig lille hytte en times vej fra byen i en mudret udørken.« Arbejderne må altså påtage sig stor prioritetsgæld for blot at få disse boliger og er nu først rigtig deres arbejdsgiveres slaver: de er bundet til deres huse; de kan ikke komme derfra og må finde sig i de arbejdsbetingelser, der bydes dem. (Note af Engels).
6. Sidetallene gælder første oplag af første bind af »Das Kapitel«. – Red.
Sidst opdateret 11.12.2008