I afsnittet om den proudhonistiske løsning af boligspørgsmålet viste vi, i hvor høj grad småborgerskabet er direkte interesseret i dette spørgsmål. Men også storborgerskabet har en betydelig om end indirekte interesse i det. Den moderne naturvidenskab har påvist, at de såkaldte »dårlige kvarterer«, som arbejderne presses sammen i, er arnesteder for alle de epidemier, der fra tid til anden hjemsøger vore byer. Kolera, tyfus, kopper og andre hærgende sygdomme spreder deres kim i disse arbejderkvarterers forpestede luft og forgiftede vand; de dør næsten aldrig der, men udvikler sig, så snart omstændighederne tillader det, til epidemier og trænger så ud over deres arnesteder, ind i de mere luftige og sunde bydele, der bebos af de herrer kapitalister. Kapitalisternes herredømme kan ikke ustraffet tillade sig den fornøjelse at afstedkomme epidemiske sygdomme blandt arbejderklassen; følgerne falder tilbage på dem selv, og morderengelen raser lige så hensynsløst mellem kapitalisterne som mellem arbejderne.
Så snart dette engang var videnskabeligt fastslået, flammede de menneskevenlige bourgeois’er op i ædel kappestrid for arbejdernes sundhed. Der blev stiftet selskaber, skrevet bøger, stillet forslag, debatteret love og vedtaget love for at tilstoppe kilderne til de stadig tilbagevendende epidemier. Arbejdernes boligforhold blev undersøgt, og der blev gjort forsøg på at afhjælpe de mest skrigende mangler. Navnlig i England, hvor man havde de fleste store byer, og hvor storborgerne derfor var alvorligere truet end andre steder, blev der udfoldet stor virksomhed; der blev nedsat regeringskommissioner for at undersøge arbejderklassens sundhedsmæssige forhold; deres beretninger, der prisværdigt udmærkede sig ved nøjagtighed, fuldstændighed og upartiskhed frem for alle kilder på fastlandet, afgav grundlag for nye mer eller mindre dybtgående love. Så ufuldkomne disse love end er, så er de uendelig højt hævet over alt, hvad man hidtil har set i denne retning på fastlandet. Og alligevel frembringer den kapitalistiske samfundsordning stadig de elendige tilstande, som kuren tager sigte på, med en sådan nødvendighed, at kuren selv i England næsten ikke har gjort det mindste fremskridt.
Tyskland behøvede, som sædvanlig, meget længere tid, før de epidemikilder, der også til stadighed fandtes her, udviklede sig til en sådan akut højde, som var nødvendig for at ruske det søvnige storborgerskab op. Men den, der går langsomt, går sikkert, og der opstod da også hos os en borgerlig litteratur om den offentlige sundhed og om boligspørgsmålet, et udvandet uddrag af den udenlandske, især dens engelske forgænger, som man ved velklingende, højtidelige fraser skød en tilsyneladende højere opfattelse i skoene. Til denne litteratur hører dr. Emil Sax: »De arbejdende klassers boligforhold og deres reformering«, Wien 1869.
Grunden til, at jeg for at belyse den borgerlige behandling af boligspørgsmålet fremdrager denne bog, er ene og alene den, at der her gøres et forsøg på så vidt muligt at sammenfatte den borgerlige litteratur om emnet. Og det er en dejlig litteratur, der tjener som »kilde« for vor forfatter! Af de engelske parlamentsbetænkninger, de virkelige hovedkilder, nævnes kun tre af de allerældste ved navn; hele bogen beviser, at forfatteren aldrig har set blot en eneste af dem; derimod bliver vi præsenteret for en hel række trivielt borgerlige, velmenende spidsborgerlige og hyklerisk filantropiske skrifter; Ducpétiaux, Roberts, Hole, Huber, forhandlingerne på de engelske socialvidenskabelige kongresser (eller rettere vrøvlekongresser), Tidsskrift udg. af Foreningen til de arbejdende Klassers Vel i Preussen, den officielle østrigske beretning om verdensudstillingen i Paris, de officielle bonapartistiske beretninger om samme emne, »Illustrierte Londoner Zeitung«, [1] »Über Land und Meer«, [2] og endelig »en anerkendt autoritet«, en mand med »skarpsindig, praktisk opfattelse«, med »en overbevisende indtrængende måde at tale på«, nemlig – Julius Faucher! I denne kildefortegnelse mangler kun »Gartenlaube«, »Kladderadatsch« og Infanteristen Kutschke. [3]
For at der ikke skulle kunne opstå nogen misforståelse med hensyn til hr. Sax’ standpunkt, erklærer han på side 22:
»Som socialøkonomi betegner vi nationaløkonomien anvendt på de sociale spørgsmål, nøjere bestemt: indbegrebet af de midler og veje, som denne videnskab byder os til på grundlag af dens »jernhårde« love inden for rammerne af den nu herskende samfundsordning at hæve de såkaldte (!) besiddelsesløse klasse; op på de besiddendes niveau.«
Vi vil ikke gå ind på den konfuse forestilling, at nationaløkonomien, den politiske økonomi, overhovedet skulle beskæftige sig med andet end »sociale« spørgsmål. Vi går straks løs på hovedpunktet. Dr. Sax kræver, at den borgerlige økonomis »jernhårde love«, at »den nu herskende samfundsordnings rammer«, at med andre ord den kapitalistiske produktionsmåde skal vedblive at bestå uændret, og alligevel skal »de såkaldte besiddelsesløse klasser hæves op på de besiddendes niveau«. Men nu er det en uomgængelig forudsætning for den kapitalistiske produktionsmåde, at der forefindes ikke en såkaldt, men en virkelig besiddelsesløs klasse, som netop ikke har andet at sælge end sin arbejdskraft, og som derfor også er tvunget til at sælge denne arbejdskraft til de industrielle kapitalister. Opgaven for den af hr. Sax opfundne nye videnskab, socialøkonomien, består altså i at finde midler og veje til, hvordan man inden for en samfundstilstand, der bygger på modsætningen mellem kapitalister, indehavere af alle råmaterialer, produktionsinstrumenter og livsfornødenheder, på den ene side, og besiddelsesløse lønarbejdere, der kun kan kalde deres arbejdskraft og intet andet deres eget, på den anden side, hvordan man inden for denne samfundstilstand kan forvandle alle lønarbejdere til kapitalister, uden at de ophører med at være lønarbejdere. Hr. Sax mener at have løst dette spørgsmål. Måske vil han være så god at vise os, hvordan man kan forvandle alle soldater i den franske armé, af hvilke hver eneste jo siden den gamle Napoleons tid bærer sin marskalstav i tornysteret, til feltmarskaller, uden at de ophører at være menige soldater. Eller hvordan man skal bære sig ad med at gøre alle det tyske riges 40 millioner undersåtter til tyske kejsere.
Det er den borgerlige socialismes væsen at ville opretholde grundlaget for alle det nuværende samfunds onder og samtidig afskaffe disse onder. De borgerlige socialister vil, som allerede Det kommunistiske Manifest siger, »afhjælpe de sociale misforhold for at sikre det borgerlige samfunds beståen«, de ønsker »bourgeoisiet uden proletariatet«. Vi har set, at hr. Sax stiller spørgsmålet nøjagtigt ligesådan. Løsningen på det finder han i løsningen af boligspørgsmålet; han er af den opfattelse, at det »ved at forbedre boligerne for de arbejdende skulle være muligt med held at afhjælpe den skildrede legemlige og åndelige nød og på den måde – alene ved omfattende forbedring af boligforholdene – hæve den overvejende del af disse klasser op af deres ofte knap nok menneskeværdige tilværelses sump til det materielle og åndelige velbefindendes rene højder«. (Side 14). I parentes bemærket ligger det i bourgeoisiets interesse at tilsløre, at der består et proletariat, der er skabt af de borgerlige produktionsforhold, og som betinger dets fortsatte beståen. Derfor fortæller hr. Sax os, side 21, at der ved arbejdende klasser skal forstås alle »ubemidlede samfundsklasser«, »småfolk i det hele taget som håndværkere, enker, pensionister(!), underordnede embedsmænd og funktionærer o.s.v.« foruden de egentlige arbejdere. Bourgeois-socialismen rækker den småborgerlige socialisme hånden.
Hvor kommer nu bolignøden fra? Hvordan er den opstået? Hr. Sax tør som god bourgeois ikke være vidende om, at den er et nødvendigt produkt af den borgerlige samfundsform, at uden bolignød kan et samfund ikke bestå, i hvilket den store arbejdende masse udelukkende er henvist til arbejdsløn, altså til den sum af livsfornødenheder, som er nødvendig til dens eksistens og videreførelse, et samfund, i hvilket nye forbedringer af maskineriet o.s.v. stadig kaster masser af arbejdere ud af arbejdet, i hvilket voldsomme regelmæssigt tilbagevendende industrielle svingninger på den ene side betinger tilstedeværelsen af en talrig reservearmé af ubeskæftigede arbejdere, på den anden side i perioder smider den store masse af arbejdere på gaden som arbejdsløse, et samfund, i hvilket arbejdere i massevis presses sammen i de store byer og i et hurtigere tempo, end der under de bestående forhold opstår boliger til dem, et samfund, i hvilket der altså altid må findes lejere selv til de mest infame svinestier, i hvilket endelig husejeren, i sin egenskab af kapitalist, ikke blot har ret til, men som følge af konkurrencen på en måde også pligt til hensynsløst at presse den højeste leje ud af sin ejendom. I et sådant samfund er bolignøden ikke noget tilfældigt; den er en nødvendig institution; den kan sammen med sine tilbagevirkninger på sundheden o.s.v. kun fjernes, når hele den samfundsordning, som den udspringer af, undergår en omvæltning fra grunden. Men det tør bourgeois-socialismen ikke være vidende om. Den tør ikke forklare sig bolignøden ud fra forholdene. Den har da ingen anden udvej end at forklare den med moralske fraser ud fra menneskenes slethed, så at sige ud fra arvesynden.
»Og her må man ikke overse – og følgelig ikke benægte (dristig slutning!), – at skylden ... for en del ligger hos arbejderne selv, de boligsøgende, men for en del, og for største delen, hos dem, der overtager tilfredsstillelsen af behovet, eller også vægrer sig ved at overtage den, skønt de råder over de nødvendige midler, hos de besiddende, højere samfundsklasser. Skylden hos de sidste ... består i, at de skyder den opgave fra sig at sørge for tilstrækkeligt udbud af gode boliger.«
Ligesom Proudhon flytter os fra økonomien over i juraen, sådan flytter vor bourgeois-socialist os her fra økonomien over i moralen. Og intet er mere naturligt. Den, der erklærer den kapitalistiske produktionsmåde, det nuværende borgerlige samfunds »jernhårde love«, for urørlige og alligevel vil afskaffe dets ubehagelige, men nødvendige følger, han har ikke anden udvej end at holde moralprækener for kapitalisterne, moralprækener, hvis rørende virkninger straks opløses i tåge på grund af de private interesser og om fornødent af konkurrencen. Disse moralprækener ligner nøjagtigt dem, hønen holder på kanten af dammen, som dens ællinger lystigt svømmer omkring i. Ællingerne styrter sig i vandet, skønt det ikke giver fast bund under fødderne, og kapitalisterne styrter sig over profitten, skønt den ikke har hjerte i livet. »I pengesager hører hjerteligheden op«, sagde allerede den gamle Hansemann, der vidste bedre besked med det end hr. Sax.
»De gode lejligheder er så dyre, at det er fuldstændig umuligt for største delen af arbejderne at bruge dem. Storkapitalen ... holder sig ængsteligt tilbage fra lejligheder til de arbejdende klasser ... og derfor bliver disse klasser med deres boligbehov for største delen overladt til spekulationen.«
Afskyelig spekulation – storkapitalen spekulerer naturligvis aldrig! Men det er ikke ond vilje, det er kun uvidenhed, der afholder storkapitalen fra at spekulere i arbejderhuse:
»Husejerne véd slet ikke, hvilken stor og vigtig rolle en normal tilfredsstillelse af boligbehovet ... spiller, de véd ikke, hvad de gør mod de mennesker, når de, som reglen er, tilbyder dem så uforsvarligt dårlige, skadelige boliger, og de véd endelig ikke, hvor de skader sig selv med det.« (S. 27).
Kapitalisternes uvidenhed kræver dog arbejdernes uvidenhed for sammen med den at fremkalde bolignøden. Først indrømmer hr. Sax, at arbejdernes »allerlaveste lag, for ikke at stå helt uden tag over hovedet, er tvunget (!) til at søge natteleje hvor som helst og i denne henseende er ganske hjælpeløse og værgeløse«; derefter fortæller han os:
»For det er et gammelkendt faktum, at mange blandt dem (arbejderne) af letsindighed, men især af uvidenhed, man kunne næsten sige med virtuositet, unddrager deres legeme betingelserne for naturlig udvikling og sund tilværelse, idet de ikke har det ringeste begreb om rationel sundhedspleje, men især ikke om, hvilken enorm betydning denne tillægger boligen.« (S.27).
Men nu stikker det borgerlige æselsøre frem. Mens »skylden« for kapitalisternes vedkommende forflygtigede sig til uvidenhed, er denne uvidenhed for arbejdernes vedkommende kun anledningen til skylden. Hør her:
»Sådan går det til (nemlig som følge af uvidenheden), at de, hvis de bare kan spare noget på huslejen, flytter ind i mørke, fugtige, utilstrækkelige boliger, der kort sagt spotter alle hygiejniske krav ..., at tit flere familier slår sig sammen om at leje en enkelt lejlighed, ja et enkelt værelse – alt sammen for at give det mindst mulige ud for lejligheden, mens de samtidig på virkelig syndig måde smider deres indtægt ud til drikkeri og alle slags tomme fornøjelser.«
De penge, arbejderne »smider ud til brændevin og tobak« (s. 28), »værtshuslivet med alle dets beklagelige følger, der som en blyvægt stadig trækker arbejderstanden ned i dyndet«, ligger i virkeligheden som en blyvægt i maven på hr. Sax. At drikfældighed blandt arbejderne under de givne forhold er et nødvendigt produkt af hele deres situation, lige så nødvendig som tyfus, forbrydelse, utøj, kongens foged og andre samfundsmæssige sygdomme, at man forud kan beregne gennemsnitstallet på drikfældige, det må hr. Sax heller ikke vide. I øvrigt sagde allerede min gamle lærer i underskolen: »De jævne folk går på knejpe, og de fine går i klubben«, og da jeg har været begge steder, kan jeg bevidne rigtigheden.
Hele denne snak om begge parters »uvidenhed« er akkurat det samme som de gamle talemåder om harmoni mellem kapitalens og arbejdets interesser. Hvis kapitalisterne kendte deres sande interesse, ville de levere arbejderne gode boliger og i det hele taget stille dem bedre; og hvis arbejderne forstod deres sande interesse, ville de ikke strejke, ikke lave socialdemokrati, ikke politisere, men pænt adlyde deres foresatte, kapitalisterne. Desværre finder begge parter deres interesser ganske andre steder end i hr. Sax’ og hans utallige forgængeres prækener. Evangeliet om harmoni mellem kapital og arbejde er nu blevet præket i henimod halvtreds år; det har kostet den borgerlige filantropi mange penge at bevise denne harmoni ved hjælp af mønsteranstalter; og som vi senere skal se, er vi i dag nøjagtig lige så vidt som for halvtreds år siden.
Vor forfatter tager nu fat på den praktiske løsning af spørgsmålet. I hvor ringe grad Proudhons forslag om at gøre arbejderne til ejere af deres boliger var revolutionært, fremgår alene af, at den borgerlige socialisme allerede før ham havde forsøgt at praktisere dette forslag og endnu forsøger det. Også hr. Sax erklærer, at boligspørgsmålet kun kan løses fuldstændigt ved, at ejendomsretten til boligen overdrages til arbejderne. (S. 58 og 59). Hvad mere er, han falder i digterisk henrykkelse ved denne tanke og udbryder i følgende begejstrede tirade:
»Der er noget ejendommeligt ved den mennesket iboende længsel efter at besidde jord, en drift, som selv nutidens feberagtigt pulserende vareøkonomi ikke har formået at afsvække. Det er den ubevidste følelse af betydningen af den økonomiske erobring, som jordbesiddelsen er. Den giver mennesket et sikkert holdepunkt, han slår så at sige rod i jorden, og hver husholdning (!) får sin varige basis i denne jord. Men jordbesiddelsens velsignende kraft rækker langt ud over disse materielle fordele. Den, der er så lykkelig at kunne kalde et stykke jord sit eget, har nået det højeste trin af økonomisk uafhængighed, man kan forestille sig; han har et område, på hvilket han kan skalte og valte suverænt, han er sin egen herre, han har en vis magt og en sikker reserve i nødens tid; hans selvbevidsthed vokser og med den hans moralske styrke. Derfor den dybe betydning, ejendomsretten har i det foreliggende spørgsmål ... Arbejderen, som i dag er et hjælpeløst bytte for konjunkturernes skiften, som befinder sig i stadig afhængighed af arbejdsgiveren, ville derved til en vis grad blive rykket ud af denne prekære stilling, han ville blive kapitalist og ville være sikret mod arbejdsløshedens og uarbejdsdygtighedens farer gennem den realkredit, der som følge heraf ville stå ham åben. Han ville derved fra de besiddelsesløses klasse blive hævet op i de besiddendes.« (S. 63).
Hr. Sax synes at forudsætte, at mennesket væsentlig er bonde, ellers ille han ikke digte en længsel efter jordbesiddelse ind i vore storbyers arbejdere, som ellers ingen har opdaget hos dem. For vore arbejdere i storbyerne er bevægelsesfrihed den første livsbetingelse, og jordbesiddelse kan kun være en lænke for dem. Skaf dem egne huse, bind dem igen til jorden, og I bryder deres modstandskraft over for fabrikanternes løntrykkeri. Den enkelte arbejder vil måske kunne sælge sit hus, når det passer ham; men under en alvorlig strejke eller en almindelig industrikrise ville samtlige de huse, der tilhører de pågældende arbejdere, blive udbudt til salg på markedet og ville altså slet ingen købere finde eller måtte ryge til langt under anskaffelsesværdien. Og hvis de alle fandt købere, så ville jo hele hr. Sax’ store boligreform være gået op i røg, og han kunne begynde forfra igen. Imidlertid, digtere lever i en indbildt verden, og således også hr. Sax, der bilder sig ind, at jordbesidderen har »nået det højeste trin af økonomisk uafhængighed«, at han har »en sikker reserve«, at »han ville blive kapitalist og ville være sikret mod arbejdsløshedens og uarbejdsdygtighedens farer gennem den realkredit, der som følge heraf ville stå ham åben« o.s.v. Hr. Sax skulle se nærmere på de franske og vore rhinske småbønder; deres huse og marker er voldsomt tynget af prioriteter, deres afgrøder tilhører deres kreditorer, før de er høstet, og på deres »område« er det ikke dem, der skalter og valter suverænt, men ågerkarlen, sagføreren og fogeden. Det er ganske vist det højeste trin af økonomisk uafhængighed, man kan forestille sig – for ågerkarlen! Og for at arbejderne så hurtigt som muligt kan bringe deres småhuse ind under ågerkarlens suverænitet, henviser den velvillige hr. Sax dem betænksomt til den realkredit, der står dem åben, og som de kan benytte under arbejdsløshed og uarbejdsdygtighed i stedet for at falde fattigforsorgen til byrde.
I hvert fald har hr. Sax nu løst det i begyndelsen opstillede problem: arbejderen »bliver kapitalist« ved at erhverve eget hus.
Kapital er herredømme over andres ubetalte arbejde. Arbejderens hus bliver altså kun kapital, så snart han udlejer det til trediemand og i form af husleje tilegner sig en del af denne trediemands arbejdsprodukt. Ved at han selv bebor huset, hindres huset netop i at blive kapital, ligesom frakken ophører at være kapital i samme øjeblik, jeg køber den af skrædderen og trækker den på. Den arbejder, der ejer et hus til en værdi af tusind daler, er ganske vist ikke proletar mere, men man må være hr. Sax for at kalde ham kapitalist.
Men vor arbejders kapitalistvæsen har også en anden side. Lad os antage, at det i en industriegn er blevet reglen, at hver arbejder ejer sit eget hus. I det tilfælde bor arbejderklassen gratis i den egn; udgifter til bolig indgår ikke mere i værdien af deres arbejdskraft. Men enhver forringelse af frembringelsesudgifterne til arbejdskraften, d.v.s. enhver varig prisnedgang i arbejderens eksistensbehov, bliver »i henhold til økonomiens jernhårde love« det samme som en nedgang i arbejdskraftens værdi og medfører derfor et tilsvarende fald i arbejdslønnen. Arbejdslønnen ville altså gennemsnitlig falde med det sparede gennemsnits-lejebeløb, d.v.s. arbejderen ville betale lejen for sit eget hus, dog ikke – som tidligere – i penge til husejeren, men i ubetalt arbejde til den fabrikant, han arbejder for. På denne måde blev det beløb, arbejderen har opsparet og sat i sit hus, ganske vist på en vis måde til kapital, men ikke kapital for ham, men derimod for den kapitalist, der beskæftiger ham.
Det lykkes altså ikke engang på papiret for hr. Sax at forvandle sin arbejder til en kapitalist.
Det kan her i forbigående bemærkes, at hvad der ovenfor er sagt, gælder om alle såkaldte sociale reformer, der går ud på besparelser i eller billiggørelse af arbejderens livsfornødenheder. Enten bliver de almindelige, og så følges de af en tilsvarende lønnedsættelse, eller også bliver de ikke andet end ganske isolerede eksperimenter, og så beviser deres blotte eksistens som enkelte undtagelser, at deres gennemførelse er uforenelig med den bestående kapitalistiske produktionsmåde. Lad os antage, at det i en egn lykkedes ved almindelig indførelse af brugsforeninger at billiggøre arbejdernes livsfornødenheder med 20 %; så måtte arbejdslønnen dér i det lange løb falde med tilnærmelsesvis 20 %, d.v.s. i samme forhold, hvori de pågældende livsfornødenheder indgår i de midler, arbejderne skal bruge til livets ophold. Anvender arbejderen f. eks. gennemsnitlig tre fjerdedele af sin ugeløn til disse livsfornødenheder, så falder arbejdslønnen til sidst med 3/4 X 20 = 15 %. Kort sagt: så snart en sådan sparereform er blevet almindelig, får arbejderen mindre løn i samme forhold, som det sparede beløb tillader ham at leve billigere. Giv hver arbejder en opsparet, uafhængig indtægt på 52 daler, og hans ugeløn må til sidst synke med een daler. Altså: jo mere han sparer, jo mindre løn får han. Han sparer altså ikke i sin egen interesse, men i kapitalistens. Hvad kræves der mere end »på det kraftigste at vække den første økonomiske dyd, sparsommeligheden...« i ham? (S. 64).
I øvrigt fortæller hr. Sax os lige derefter, at arbejderne skal blive husejere ikke så meget i deres egen interesse som i kapitalisternes:
»Men ikke alene arbejderstanden, også samfundet som helhed har den største interesse i at se så mange af sine medlemmer som muligt sammenknyttet(!) med jorden (jeg kunne nok have lyst til engang at se hr. Sax i denne positur) ... Alle de hemmelige kræfter, der sætter liv i den vulkan, også kaldet det sociale spørgsmål, som gløder under vore fødder, den proletariske forbitrelse, hadet ... den farlige begrebsforvirring ... de må svinde hen som tågen for morgensolen, når ... arbejderne selv ad den omtalte vej overgår i de besiddendes klasse.« (S.65).
Med andre ord: hr. Sax håber, at arbejderne ved en forskydning i deres proletariske stilling, som måtte hidføres ved, at de erhverver egne huse, også ville miste deres proletariske karakter og igen blive lydige, underdanige pjok af samme slags som deres forfædre, der ligeledes var husejere. Det vil proudhonisterne nok være så venlige at mærke sig.
Hr. Sax tror at have løst det sociale spørgsmål med følgende:
»Den mere retfærdige fordeling af goderne, den sfinksgåde, som mange allerede forgæves har søgt at løse, står den ikke her for os som et håndgribeligt faktum, er den ikke hermed løftet ud af idealernes rige og trådt ind i virkelighedens område? Og når dette er realiseret, er så ikke et af de højeste mål nået, som selv socialisterne af den mest yderliggående retning opstiller som toppunktet af deres teorier?« (S. 66).
Det er en sand lykke, at vi har arbejdet os igennem helt hertil. Dette jubeludbrud udgør nemlig »toppunktet« i hr. Sax’ bog, og fra nu af går det igen jævnt ned ad bakke, fra »idealernes rige« til den flade, nøgne virkelighed, og når vi kommer helt ned, vil vi opdage, at intet, absolut intet, har ændret sig under vort fravær.
Det første skridt nedad lader vor fører os foretage ved at belære os om, at der findes to systemer af arbejderboliger: cottagesystemet, hvor hver arbejderfamilie har sit eget lille hus og om muligt have, sådan som tilfældet er i England, og kasernesystemet med store bygninger, der indeholder mange arbejderboliger, sådan som tilfældet er i Paris, Wien o.s.v. Mellem disse står det system, der er almindeligt i Nordtyskland. Nu er ganske vist – stadig ifølge hr. Sax – cottagesystemet det eneste rigtige, og det eneste, hvorved arbejderen kan erhverve ejendomsretten til sit hus; kasernesystemet skal også have store ulemper med hensyn til sundhed, moralitet og husfred – men desværre, ak desværre er cottagesystemet urealisabelt netop i bolignødens centrer, i de store byer, på grund af grundstigningen, og man skal være glad, hvis man der i stedet for store kaserner kan bygge huse med 4 à 6 lejligheder eller afhjælpe hovedmanglerne ved kasernesystemet ved alle mulige bygningstekniske påfund. (S. 71-92).
Ikke sandt, er vi ikke allerede kommet et godt stykke ned? Arbejdernes forvandling til kapitalister, løsningen af det sociale spørgsmål, huset, der ejes af hver enkelt arbejder – det er alt sammen blevet oppe i »idealernes rige«; vi skal ikke beskæftige os med andet end at indføre cottagesystemet på landet – og så i byerne indrette etagehusene så tåleligt som muligt.
Det indrømmes altså her, at den borgerlige løsning af boligspørgsmålet er strandet, – strandet på modsætningen mellem land og by. Og her er vi ved spørgsmålets kernepunkt. Boligspørgsmålet kan først løses, når samfundet har undergået en omvæltning stor nok til, at det kan tage fat på at ophæve den modsætning mellem land og by, som det nuværende kapitalistiske samfund har drevet til det yderste. Det kapitalistiske samfund er langtfra i stand til at ophæve denne modsætning; det må tværtimod daglig skærpe den yderligere. Derimod har allerede de første moderne utopistiske socialister, Owen og Fourier, rigtigt erkendt dette. I deres mønsterbygninger eksisterer modsætningen mellem land og by ikke. Forholdet er altså det modsatte af, hvad hr. Sax hævder: løsningen af boligspørgsmålet løser ikke samtidig det sociale spørgsmål, men først ved løsningen af det sociale spørgsmål, d.v.s. ved at afskaffe den kapitalistiske produktionsmåde, muliggøres samtidig løsningen af boligspørgsmålet. At ville løse boligspørgsmålet og stadig at ville opretholde de moderne store byer er en absurditet. Men de moderne store byer bliver først fjernet ved afskaffelsen af den kapitalistiske produktionsmåde, og når denne først er i gang, vil det dreje sig om ganske andre ting end at skaffe hver arbejder et lille hus, der tilhører ham alene.
Til at begynde med vil enhver social revolution være nødt til at tage forholdene, som den forefinder dem, og afhjælpe de mest skærende mangler med de forhåndenværende midler. Og vi har allerede set, at bolignøden straks kan afhjælpes ved ekspropriation af en del af de luksusboliger, der tilhører de besiddende klasser, og ved at foretage indkvarteringer i den øvrige del.
Det ændrer intet ved sagen, når hr. Sax i sin fortsatte udvikling igen går ud af de store byer og snakker vidt og bredt om arbejderkolonier, som skal anlægges i nærheden af byerne, når han skildrer alt det skønne ved sådanne kolonier med deres fælles »vandledning, gasbelysning, luft- eller varmtvandsopvarmning, vaskehuse, tørrestuer, badeværelser og deslige«, med »småbørnsstuer, skole, bedesal(!), læsestuer, bibliotek ... vin- og ølstue, danse- og musikhal i al ærbarhed«, med dampkraft, som ledes ind i alle husene og således »i et vist omfang kan lægge produktionen tilbage til husenes værksteder fra fabrikerne«. Som han skildrer kolonien, er den af hr. Huber direkte lånt fra socialisterne Owen og Fourier og er blot gjort komplet borgerlig ved at fjerne alt det socialistiske. Men derved bliver den først rigtig utopistisk. Der er ingen kapitalist, der har interesse i at anlægge sådanne kolonier, og der findes da heller ikke nogen i hele verden undtagen i Guise i Frankrig; og den er bygget af en Fouriertilhænger, ikke som rentabel spekulation, men som socialistisk eksperiment. [4] Hr. Sax kunne lige så godt have taget den for længst forsvundne kommunistiske koloni »Harmony Hall«, som Owen grundlagde i Hampshire i begyndelsen af fyrrerne, til indtægt for sit borgerlige projektmageri.
Imidlertid er al denne snakken om kolonier kun et tamt forsøg på igen at flyve op i »idealernes regioner«, som man også straks opgiver igen. Nu går det rask ned ad bakke med os. Den simpleste løsning er nu, »at arbejdsgiverne, fabriksejerne, hjælper arbejderne til passende boliger – enten de selv fremstiller dem, eller de opmuntrer arbejderne til selv at bygge og understøtter dem ved at stille byggegrunde til rådighed, skaffe byggekapital o.s.v.« (S. 106). – Hermed er vi igen kommet bort fra de store byer, hvor der ikke kan være tale om noget som helst af den slags; vi er sat ud på landet igen. Hr. Sax beviser nu, at her er det i fabrikanternes egen interesse at hjælpe deres arbejdere til tålelige boliger, på den ene side som god kapitalanbringelse, på den anden side, fordi det med sikkerhed vil »fremkalde en højnelse af arbejderne ..., som vil medføre en forøgelse af deres legemlige og åndelige arbejdskraft, hvilket naturligvis ... i ikke mindre grad ... vil komme arbejdsgiveren til gode. Men dermed er også det rette synspunkt for arbejdsgivernes interesse i boligspørgsmålet givet: den beror på den latente association, den omsorg, der – i reglen skjult i humanitære bestræbelsers klædebon – vises af arbejdsgiverne for deres arbejderes legemlige og økonomiske, åndelige og moralske ve og vel, en omsorg, der betaler sig pekuniært ganske af sig selv ved sine resultater: at skaffe og sikre dygtige, velegnede, villige, tilfredse og hengivne arbejdere.« (S. 108).
Frasen »latent association«, ved hjælp af hvilken Huber har forsøgt at lægge en »dybere betydning« ind i det borgerligt-filantropiske vrøvl, ændrer ikke noget ved sagen. Også uden denne frase har storfabrikanterne på landet, navnlig i England, for længst indset, at det ikke blot er nødvendigt at bygge arbejderboliger – en del af selve fabriksanlægget, men at de også forrenter sig udmærket. I England er der på denne måde opstået hele landsbyer, og nogle af disse har senere udviklet sig til byer. Men i stedet for at være de menneskevenlige kapitalister taknemmelige har arbejderne fra begyndelsen gjort meget væsentlige indvendinger mod dette »cottagesystem«. Ikke alene skal de betale monopolpriser for husene, fordi fabrikanten ingen konkurrenter har; men ved hver eneste strejke står de straks uden tag over hovedet, da fabrikanten uden videre sætter dem på gaden og derved i høj grad vanskeliggør enhver modstand. Nærmere om dette kan man finde i min bog »Den arbejdende klasses stilling i England«, side 302 og 307. [5] Men hr. Sax mener, at den slags »behøver man dog næppe at imødegå«. (S. 111). Og vil han ikke skaffe arbejderen ejendomsret til huset? Jo vist, men da »arbejdsgiverne dog altid må være i stand til at disponere over boligen for at kunne give den ny mand husly, når de afskediger en arbejder«, så – nå ja, så må det »fastsættes, at ejendomsretten ved aftale kan tilbagekaldes i de tilfælde!« (S. 113). [6]
Denne gang er vi kommet overraskende hurtigt ned. Først hed det: Arbejderen skal have ejendomsret til sit hus; så får vi at vide, at dette er umuligt i byerne og kun gennemførligt på landet; nu hører vi, at denne ejendomsret på landet skal være en ejendomsret, der »kan tilbagekaldes ved aftale!« Med denne af hr. Sax nyopdagede art af ejendomsret for arbejderne, med denne forvandling af arbejderne til kapitalister, der »ved aftale kan tilbagekaldes« som sådanne, er vi velbeholdne kommet ned på jorden igen og skal her undersøge, hvad kapitalisterne og andre filantroper virkelig har gjort for at løse boligspørgsmålet.
Hvis vi tør tro vor ven dr. Sax, så er der allerede nu fra de herrer kapitalisters side ydet en betydelig indsats for at afhjælpe bolignøden, og der er leveret bevis for, at boligspørgsmålet lader sig løse på grundlag af den kapitalistiske produktionsmåde.
Først og fremmest anfører hr. Sax – det bonapartistiske Frankrig! Louis Bonaparte udnævnte som bekendt, da verdensudstillingen i Paris skulle finde sted, en kommission, tilsyneladende til at udfærdige en indberetning om de arbejdende klassers stilling i Frankrig, men i virkeligheden med det formål at forherlige kejserdømmet ved at skildre denne stilling som virkelig paradisisk. Og indberetningen fra denne kommission, som var sammensat af bonapartismens mest korrupte redskaber, påberåber hr. Sax sig, særlig også af den grund, at resultaterne af dens arbejde er »så temmelig fuldstændige, efter hvad den Frankrig-komité selv udtaler, som sagen er overdraget«! Og hvad er det så for resultater? Af 89 store industridrivende og aktieselskaber, som gav de ønskede oplysninger, har 31 ikke bygget arbejderboliger; de boliger, der er bygget, rummer efter Sax’ eget skøn højst 50.000 til 60.000 mennesker, og disse boliger består næsten udelukkende af kun to værelser til hver familie!
Det er indlysende, at enhver kapitalist, som de særlige betingelser for hans industri – vandkraft, beliggenhed af kulgruber, lejer med jernmalm og anden minedrift o.s.v. – binder til en bestemt lokalitet på landet, må bygge boliger til sine arbejdere, hvis der ingen findes. For i dette at se et bevis for tilstedeværelsen af den »latente association«, »et talende vidnesbyrd om voksende forståelse af sagen og dens overordentlige rækkevidde«, en »meget lovende begyndelse« (s. 115), kræves en stærkt udviklet hang til at binde sig selv en på ærmet. I øvrigt adskiller de forskellige landes industrifolk sig også på dette punkt efter den foreliggende nationalkarakter. For eks. fortæller hr. Sax os s. 117:
»I England har en øget virksomhed fra arbejdsgivernes side i denne retning først gjort sig gældende i den seneste tid. Det er navnlig de afsides smålandsbyer ... Hvad der især har været arbejdsgivernes bevæggrund til at bygge boliger til deres arbejdere, er dette, at arbejderne ellers hyppigt må tilbagelægge en lang vej fra den nærmeste by til fabriken og allerede er trætte, når de ankommer til den. Imidlertid vokser antallet af arbejdsgivere, som – i dybere forståelse af forholdene – mere eller mindre sætter alle andre af den latente associations elementer i forbindelse med boligreformen, og det er disse, de blomstrende kolonier skylder deres eksistens ... Navne som Ashton i Hyde, Ashworth i Turton, Grant i Bury, Greg i Bollington, Marshall i Leeds, Strutt i Belper, Salt i Saltaire, Ackroyd i Copley o. a. er af denne grund velkendte i det forenede kongerige.«
Hellige enfold og endnu mere hellige uvidenhed! Først i den »seneste tid« har de engelske fabrikanter på landet bygget arbejderboliger! Nej, kære hr. Sax, de engelske kapitalister er virkelig storindustrielle, ikke bare med hensyn til pungen, men også hvad hovedet angår. Længe før man i Tyskland havde en virkelig storindustri, havde de indset, at når fabriker anbringes på landet, er udlægget til arbejderboliger en nødvendig, direkte og indirekte meget rentabel del af den samlede anlægskapital. Længe før kampen mellem Bismarck og det tyske bourgeoisi skænkede de tyske arbejdere foreningsfriheden, havde de engelske fabrikanter, mine- og smelteovnsejere praktisk erfaret, hvilket pres de kan øve på strejkende arbejdere, når de samtidig er disse arbejderes husværter. »De blomstrende kolonier«, som var oprettet af en Greg, en Ashton, en Ashworth, tilhører i så høj grad den »seneste tid«, at de allerede for 40 år siden af bourgeoisiet blev udbasuneret som forbilleder, sådan som jeg selv har beskrevet det for 28 år siden (Den arbejdende klasses stilling i England, s. 228-230, anmærkning [7]) . Omtrent af samme alder er de kolonier, der er oprettet af Marshall og Akroyd (sådan skriver manden sit navn), og endnu meget ældre er den, der er oprettet af Strutt – den har sine rødder i forrige århundrede. Og da en arbejderboligs gennemsnitlige levealder i England antages at være 40 år, så kan hr. Sax selv tælle på fingrene, i hvilken forfalden tilstand disse »blomstrende kolonier« nu befinder sig. Desuden ligger flertallet af disse kolonier nu ikke mere på landet; den kolossale vækst i industrien har bevirket, at de fleste af dem i den grad er blevet omgivet af fabriker og huse, at de ligger midt inde i snavsede og tilsodede byer med 20.000-30.000 indbyggere eller mere, hvilket ikke forhindrer den tyske bourgeoisvidenskab, som hr. Sax repræsenterer, i endnu i vor tid troligt at efterplapre de gamle engelske lovsange fra 1840, selv om de slet ikke kan bruges mere.
Og så gamle Akroyd! Denne brave mand var ganske vist en filantrop af reneste vand. Han elskede sine arbejdere og især de kvindelige så meget, at hans mindre menneskevenlige konkurrenter i Yorkshire plejede at sige om ham, at han drev sin fabrik udelukkende med sine egne børn! Ganske vist påstår hr. Sax, at i disse blomstrende kolonier »fødes der stadig færre uægte børn«. (S. 118). Javel, uægte børn uden for ægteskab; de kønne piger gifter sig nemlig meget unge i de engelske fabriksdistrikter.
I England har det i 60 år og mere været almindeligt at anlægge arbejderboliger tæt op ad de store fabriker på landet og samtidig med fabriken. Som allerede nævnt er mange af den slags fabrikslandsbyer blevet den kærne, om hvilken der senere har dannet sig en hel fabriksby – med alle de ulemper, en fabriksby medfører. Disse kolonier har altså ikke løst boligspørgsmålet, de har først skabt det på det sted, hvor de ligger.
Derimod ligger det helt anderledes i de lande, som med hensyn til storindustri kommer drattende efter England, og som egentlig først efter 1848 har fået at vide, hvad storindustri er, i Frankrig og især i Tyskland. Her er det kun kolossale jern- og stålværker og fabriker, som efter lang tøven beslutter sig til at bygge nogle arbejderboliger – som det Schneider’ske værk i Creusot og det Krupp’ske i Essen. Det store flertal af industrifolk på landet lader deres arbejdere trave milevidt til fabriken i hede, sne og regn hver morgen og hjem igen om aftenen. Dette er særlig tilfældet i bjergrige egne – i Vogeserne i Frankrig og Elsass, ved Wupper, Sieg, Agger, Lenne og andre rhinsk-westfalske floder. I Erzgebirge er det næppe bedre. Det er den samme småtskårne nærighed hos tyskere som hos franskmænd.
Hr. Sax ved udmærket, at hverken den meget lovende begyndelse eller de blomstrende kolonier betyder noget som helst. Han forsøger altså nu at bevise kapitalisterne, hvilke glimrende renter de vil kunne få ved at anlægge arbejderboliger. Med andre ord, han prøver på at give dem anvisning på nye måder at snyde arbejderne på.
Først viser han dem som eksempel en række London-byggeselskaber, der dels er af filantropisk, dels af spekulativ natur, og som har opnået en nettofortjeneste på 4 til 6 % og mere. At kapital, som er anbragt i arbejderboliger, forrenter sig godt, behøver hr. Sax ikke at bevise. Grunden til, at der ikke anbringes flere penge i dem, end tilfældet er, er den, at dyrere boliger forrenter sig endnu bedre for ejeren. Hr. Sax’ opfordring til kapitalisterne er altså til syvende og sidst ikke andet end en moralpræken.
Hvad nu disse London-byggeselskaber angår, hvis strålende resultater hr. Sax så kraftigt udbasunerer, så har de ifølge hans egen optælling – og her er enhver tænkelig byggespekulation medregnet – skaffet husly til 2132 familier og 706 enlige mænd, altså til mindre end 15.000 personer! Og den slags barnagtigheder vover man i Tyskland i ramme alvor at fremføre som store resultater, mens der alene i den østlige del af London lever en million arbejdere under de mest elendige boligforhold? Disse filantropiske bestræbelser er i virkeligheden alle til hobe så rystende ligegyldige, at de ikke engang nævnes i de engelske parlamentsberetninger, der beskæftiger sig med arbejdernes stilling.
Om det latterlige ukendskab til London, der lyser ud af hele dette afsnit, vil vi slet ikke tale. Kun een ting. Hr. Sax mener, at logihuset beregnet til enlige mænd i Soho skulle være forsvundet, fordi »man ikke i dette distrikt kunne regne med en talrig kundekreds«. Hr. Sax forestiller sig nemlig hele Londons Westend som en eneste luksusby og aner ikke, at der lige bag de mest elegante gader ligger de mest snavsede arbejderkvarterer, af hvilke f. eks. Soho er et. Det mønsterlogihus i Soho, som han taler om, og som jeg kendte allerede for 23 år siden, havde i begyndelsen vældig søgning, men måtte lukke, fordi ikke et menneske kunne holde ud at bo der. Og så var det dog et af de bedste.
Men arbejderbyen i Mülhausen i Elsass, – det blev da en succes?
Arbejderbyen i Mülhausen er det kontinentale bourgeoisis store paradehest, akkurat som de fordum blomstrende kolonier grundlagt af Ashton, Ashworth, Greg og konsorter var det engelske bourgeoisis. Desværre er den ikke et produkt af den »latente« association, men af den åbenlyse association mellem det andet franske kejserdømme og kapitalisterne i Elsass. Den var et af Louis Bonapartes socialistiske eksperimenter, i hvilke staten indskød 1/3 af kapitalen. I løbet af 14 år (indtil 1867) har man bygget 800 små huse efter et mangelfuldt system, som har vist sig umuligt i England, hvor man forstår sig bedre på den slags, og disse overlader man arbejderne som ejendom efter 13 til 15 års forløb mod, at de hver måned betaler en forhøjet lejeafgift. Denne form for ejendomserhvervelse, der – som vi skal se – for længst er indført i de engelske andelsbyggeselskaber, behøvede ikke først at blive opfundet af bonapartisterne i Elsass. Forhøjelsen af lejeafgiften for at kunne erhverve husene er temmelig kraftig i forhold til de engelske; efter at arbejderen f. eks. i løbet af 15 år har indbetalt 4.500 frcs., får han et hus, der 15 år før var 3.300 frcs. værd. Hvis arbejderen vil flytte eller også bare kommer i restance med betalingen for en enkelt måned (i hvilket tilfælde han kan sættes ud), beregner man 6 2/3 % af husets oprindelige værdi som årlig leje (f. eks. 17 frcs. om måneden, når husets værdi er 3.000 frcs.) og udbetaler ham resten, men uden en øre i rente. At selskabet, bortset fra »statshjælpen«, kan blive fedt, er klart; lige så klart er det, at de boliger, der leveres under disse omstændigheder, anlagt som de er langt uden for byen, under halvt landlige forhold, er langt bedre end de gamle kasernelejligheder i selve byen.
Om det par usle forsøg i Tyskland, hvis jammerlighed selv hr. Sax, side 157, erkender, skal jeg ikke sige et eneste ord.
Hvad beviser nu alle disse eksempler? Simpelt hen, at opførelse af arbejderboliger, selv når ikke alle hygiejniske love trædes under fod, forrenter sig kapitalistisk. Men det er aldrig blevet bestridt, det har vi alle sammen vidst længe. Enhver kapitalanbringelse, der tilfredsstiller et behov, forrenter sig, hvis man bærer sig fornuftigt ad. Spørgsmålet er netop: hvorfor bliver bolignøden alligevel ved at bestå, hvorfor sørger kapitalisterne alligevel ikke for tilstrækkelige, sunde boliger til arbejderne? Og der kan hr. Sax igen kun rette formaninger til kapitalen og bliver os svar skyldig. Det virkelige svar på dette spørgsmål har vi allerede givet ovenfor.
Kapitalen, det er en gang for alle fastslået, vil ikke afskaffe bolignøden, selv om den kunne. Tilbage er der så kun to udveje: arbejdernes selvhjælp og statshjælp.
Hr. Sax, der er en begejstret tilhænger af selvhjælp, har også vidunderlige ting at berette om den på boligspørgsmålets område. Desværre må han straks i begyndelsen indrømme, at selvhjælp kun kan yde noget, hvor cottagesystemet findes eller dog lader sig gennemføre, altså igen på landet; i de store byer, selv i England, vil den ikke kunne betyde noget væsentligt. Dernæst, sukker hr. Sax, »kan reformen gennem denne (selvhjælpen) kun fuldbyrdes ad en omvej og derfor stadig ufuldkomment, nemlig kun for så vidt privatbesiddelsens princip rummer en kraft, der øver indflydelse på boligens kvalitet«. Også dette kunne der være grund til at drage i tvivl; i hvert fald har »privatbesiddelsens princip« absolut ikke øvet nogen reformerende indflydelse på »kvaliteten« af forfatterens stil. Alligevel har selvhjælpen i England frembragt sådanne vidundere, »at det langt overgår alt, hvad der efter andre linier er gjort for at løse boligspørgsmålet«. Det drejer sig her om de engelske »building societies«, [8] som hr. Sax også behandler særlig udførligt, fordi »der hersker meget utilstrækkelige eller forkerte forestillinger om deres væsen og virksomhed i almindelighed. De engelske building societies er aldeles ikke ... byggeselskaber eller bygge-andelsselskaber, de må snarere kaldes ‘huserhvervelses-foreninger’; det er foreninger med det formål ved hjælp af periodiske bidrag fra medlemmerne at samle et fond og af dette – i den udstrækning, midlerne tillader det – at yde medlemmerne lån til at købe et hus for ... Disse building societies er således for den ene del af medlemmerne en spareforening, for den anden del en låneforening. – Building societies er altså pante-kreditanstalter, som er beregnet på arbejderens behov, og som hovedsagelig ... lader arbejdernes opsparede penge tilflyde indskydernes standsfæller til erhvervelse eller opførelse af et hus. Det forudsættes, at disse lån ydes mod pant i den pågældende faste ejendom og på den måde, at amortisationen af dem sker i hurtige ratebetalinger, der i sig forener forrentning og amortisation ... Denne forrentning udbetales ikke til indskyderne, men godskrives med rentes rente ... Indskuddet og de tilskrevne renter ... kan når som helst kræves tilbage med en måneds opsigelse.« (Side 170-172). »I England findes over 2000 sådanne foreninger, ... den opsparede kapital beløber sig til omkring 15.000.000 pund sterling, og henimod 100.000 arbejderfamilier er på denne måde allerede kommet i besiddelse af eget hus, et socialt resultat, som sikkert intet andet foreløbig vil kunne måle sig med.« (Side 174).
Desværre kommer der også her et »men« humpende lige bagefter: »Hermed er der imidlertid endnu på ingen måde opnået en fuldkommen løsning af spørgsmålet, alene af den grund, at erhvervelsen af eget hus kun er mulig for de bedrestillede arbejdere ... Navnlig de sanitære hensyn er tit ikke iagttaget i tilstrækkelig grad.« (Side 176). På fastlandet finder »foreninger af denne art kun et begrænset virkefelt«. De forudsætter cottagesystemet, som her kun findes på landet; men på landet er arbejderne endnu ikke tilstrækkelig udviklede til selvhjælp. I byerne derimod, hvor der kunne dannes egentlige byggeselskaber, »møder de m eget betydelige og alvorlige vanskeligheder af den mangfoldigste art«. (Side 179). De kunne kun bygge cottager, og det går ikke i de store byer. Kort og godt, »hovedrollen i løsningen af det foreliggende spørgsmål« kan »vel ikke under de nuværende forhold og næppe heller i nær fremtid tilfalde denne form for kooperativ selvhjælp«. Disse byggeforeninger befinder sig nemlig endnu »på den første, uudviklede begyndelses stadium«. »Dette gælder selv for England.« (Side 181).
Altså: kapitalisterne vil ikke, og arbejderne kan ikke. Og dermed kunne vi slutte dette afsnit, hvis det ikke var absolut nødvendigt at give nærmere oplysning om de engelske building societies, som bourgeois’er af slagsen Schulze-Delitzsch stadig opstiller som forbillede for vore arbejdere.
Disse building societies er ikke arbejderforeninger, og deres hovedformål er ikke at skaffe arbejderne egne huse. Vi vil tværtimod se, at dette kun sker undtagelsesvis. Building societies er væsentlig indrettet på spekulation, det gælder de små, der er de oprindelige, såvel som deres store efterlignere. I et værtshus slutter en del stamgæster og deres venner sig sammen i en byggeforening; det er handlende, kommiser, handelsrejsende, småmestre og andet småborgerskab – af og til også en maskinarbejder eller en anden slags arbejder, der tilhører sin klasses aristokrati, og det sker gerne på initiativ af værten, hos hvem så de ugentlige møder holdes; den umiddelbare anledning er som regel, at værten har opsporet et forholdsvis billigt stykke jord, der er til salg, og som ligger i nærheden eller et andet sted. De fleste af medlemmerne er ikke ved deres beskæftigelse bundet til en bestemt egn; selv mange af de handlende og håndværkerne har kun forretningslokale i byen, ikke lejlighed; den, der overhovedet kan, bor hellere uden for byen end midt i den tilrøgede by. Byggegrundene bliver købt, og der bliver bygget så mange huse som muligt på dem. De mere velstilledes kredit muliggør købet; de ugentlige bidrag samt nogle små lån dækker de ugentlige udlæg til opførelsen. De medlemmer, der spekulerer på eget hus, får tildelt de huse, som er under opførelse, ved lodtrækning, og ved det tilsvarende lejetillæg amortiseres købsprisen. De resterende huse bliver udlejet eller solgt. Men byggeselskabet samler, hvis det gør gode forretninger, en større eller mindre formue, som er medlemmernes, så længe de betaler deres bidrag; den kan udbetales efterhånden eller ved selskabets opløsning. Sådan former levnedsløbet sig for ni af ti engelske byggeselskaber. De andre er større selskaber, undertiden dannet under politiske eller filantropiske påskud, men deres hovedformål er til syvende og sidst stadig det at skaffe mulighed for, at småborgerskabets sparepenge kan anlægges i sikre prioriteter med god forrentning og udsigt til dividende ved hjælp af spekulation i fast ejendom.
Hvilken slags kunder disse selskaber spekulerer i, beviser det prospekt, der er udsendt af et af de største, om ikke det største af dem. Birkbeck Building Society, 29 og 30, Southampton Buildings, Chancery Lane, London, hvis indkomst siden dets grundlæggelse beløber sig til 10 ½ million pund sterling (70 millioner daler), som har anbragt over 416.000 pund i banken og i statspapirer, og som for tiden har 21.441 medlemmer og depositarer, henvender sig til publikum på følgende måde:
»De fleste mennesker er fortrolige med pianofabrikanternes såkaldte treårs-system, hvorefter enhver, der lejer et klaver for tre år, efter udløbet af denne tid bliver ejer af klaveret. Inden dette system blev indført, havde mennesker med begrænsede indtægter næsten lige så vanskeligt ved at skaffe sig et godt klaver som at skaffe sig eget hus; man betalte år efter år lejeafgift for klaveret og brugte to-tre gange så mange penge, som klaveret var værd. Men hvad der kan lade sig gøre med hensyn til et klaver, er også muligt med et hus ... Da et hus imidlertid koster mere end et klaver ... kræves der længere tid til at afdrage købsprisen gennem lejeafgiften. Som følge heraf har direktørerne truffet aftale med husejere i forskellige dele af London og dens forstæder, således at de er i stand til at tilbyde medlemmerne af Birkbeck Building Society og andre et stort udvalg af huse i de forskelligste kvarterer. Det system, direktionen agter at gå frem efter, er dette: husene udlejes for 12 ½ år, og hvis lejen betales regelmæssigt, bliver huset, når denne tid er udløbet, lejerens absolutte ejendom uden yderligere betaling af nogen art ... Lejeren kan også akkordere om kortere overdragelsestid med højere leje eller om længere overdragelsestid med lavere leje ... Folk med begrænsede indtægter, handels- og kontormedhjælpere og andre kan straks gøre sig uafhængige af alle husværter ved at blive medlem af Birkbeck Building Society.«
Det er ganske klart. Der er ikke tale om arbejdere, men om folk med begrænsede indtægter, om handels- og kontormedhjælpere o.s.v.; og det forudsættes oven i købet, at ansøgerne som regel allerede ejer et klaver. Det drejer sig faktisk her slet ikke om arbejdere, men om småborgere og om folk, der både vil og kan blive det, folk, hvis indtægter, om end inden for visse grænser, i reglen stiger gradvis, sådan som tilfældet er med kommisens og lignendes løn, mens arbejderens løn i bedste fald nominelt vedbliver at være den samme, men i virkeligheden falder i forhold til familiens forøgelse og dens voksende behov. Det er faktisk kun ganske få arbejdere, der kan være med i sådanne selskaber. På den ene side er deres indtægter for små, på den anden side er deres indtægter for usikre til, at de skulle kunne påtage sig forpligtelser 12½ år frem i tiden. De få undtagelser, som dette ikke gælder, er enten de bedst betalte arbejdere, eller det drejer sig om arbejdsformænd. [9]
I øvrigt kan enhver se, at bonapartisterne fra arbejderbyen Mülhausen ikke har gjort andet end at efterabe disse småborgerlige engelske byggeselskaber. Kun med den forskel, at de – trods den statshjælp, de modtager – snyder deres kunder langt mere end byggeselskaberne. Deres betingelser er i det hele mindre liberale end dem, der er normen i England, og mens der i England altid af hver indbetaling beregnes rente og rentes rente, der kan tilbagebetales med en måneds opsigelse, stikker fabrikanterne i Mülhausen renten og rentes renten i lommen og tilbagebetaler kun det beløb, der er indbetalt i klingende femfrancs stykker. Og ingen vil undre sig mere over denne forskel end hr. Sax, der har det hele stående i sin bog uden at vide af det.
Arbejdernes selvhjælp er der altså heller ikke noget om. Så har vi kun statshjælpen tilbage. Hvad kan hr. Sax byde på i denne henseende? Tre ting:
»For det første, staten må sørge for i sin lovgivning og forvaltning at fjerne eller på passende måde at råde bod på alt, der på nogen måde kan medføre, at de arbejdende klassers bolignød øges.« (S. 187).
Altså: revision af byggelovgivningen og frigørelse af bygningshånd-værkerne, så at der kan bygges billigere. Men i England er byggelovgivningen indskrænket til et minimum, bygningshåndværkerne er så frie som fuglen i luften, og dog findes der bolignød. Desuden bygges der så billigt i England, at husene vakler, når der kører en vogn forbi, og at der daglig styrter nogle sammen. Endnu i går, d. 25. oktober 1872, styrtede der i Manchester seks sammen på en gang og kvæstede seks arbejdere alvorligt. Det hjælper altså heller ikke.
»For det andet, staten må forhindre, at den enkelte i sin snævre individualisme viderefører ondet eller fremkalder det på ny.«
Altså: sundhedsmæssig og bygningsmæssig inspektion af arbejderboligerne, beføjelse for myndighederne til at forbyde brugen af sundhedsfarlige og forfaldne lejligheder, sådan som man har gjort i England siden 1857. Men hvordan har man gjort det? Den første lov fra 1855 (Nuisances Removal Act [10]) forblev, som hr. Sax selv indrømmer, »et dødt bogstav«, ligeledes den anden fra 1858 (Local Government Act [11]). (Side 197). Derimod tror hr. Sax, at den tredie, Artisans’ Dwellings Act, [12] der kun gælder for byer med mere end 10.000 indbyggere, »afgjort på gunstig måde vidner om det britiske parlaments dybe indsigt i sociale ting« (side 199), mens denne påstand igen blot »på gunstig måde vidner om« hr. Sax’ komplette ukendskab til engelske »ting«. At England i det hele taget er langt forud for fastlandet »i sociale ting«, er en selvfølge; det er den moderne storindustris moderland, der har den kapitalistiske produktionsmåde udviklet sig friest og mest, dens følger træder grellest frem her og fremkalder derfor også først en reaktion i lovgivningen. Det bedste bevis herfor har vi i fabrikslovgivningen. Men når hr. Sax tror, at en lov, der er vedtaget af Parlamentet, kun behøver at træde i kraft for straks at blive indført i praksis, så er det en vældig fejltagelse. Og dette gælder (måske med undtagelse af Workshops’ Act [13]) mere end nogen anden lov netop Local Government Act. Lovens virkeliggørelse blev overdraget bystyrelserne, der næsten overalt i England er anerkendt som midtpunkt for korruption af enhver slags, familiebegunstigelse og jobbery. [14] Repræsentanterne for disse bystyrelser skylder alle mulige familiehensyn deres stillinger og er enten ikke i stand til eller ønsker ikke at gennemføre den slags sociallove, mens de statsembedsmænd, der i England er beskæftiget med forberedelsen og gennemførelsen af sociallovene som regel netop udmærker sig ved streng pligtopfyldelse – om end i ringere grad nu end for tyve-tredive år siden. I byrådene er ejerne af usunde og faldefærdige huse næsten overalt stærkt repræsenteret direkte eller indirekte. Valg af byrådsmedlemmer i små områder gør de valgte afhængige af den snævreste lokalinteresse og indflydelse; intet byrådsmedlem, der vil genvælges, vover at stemme for anvendelsen af denne lov i sit valgområde. Man vil altså forstå, med hvilken modvilje denne lov næsten overalt blev modtaget af de lokale myndigheder, og at den hidtil kun har fundet anvendelse i de allermest skandaløse tilfælde og selv da kun som følge af en epidemi, der allerede er brudt ud, som sidste år i Manchester og Salford under koppeepidemien. Henvendelse til indenrigsministeren har hidtil kun båret frugt i den slags tilfælde, idet jo enhver liberal regering i England har det princip kun nødtvungent at foreslå sociale reformlove og slet ikke bruge de allerede bestående, hvis det overhovedet er muligt. Den omtalte lov har, som mange andre love i England, kun den betydning, at den i hænderne på en regering, der beherskes af arbejdere eller står under stærk indflydelse af dem, og som endelig virkelig anvender den, vil være et vældigt våben til at slå en breche i den nuværende sociale tilstand med.
»For det tredje skal statsmagten« – ifølge hr. Sax – »tage alle til rådighed stående positive forholdsregler til den bestående bolignøds afhjælpning i brug i videste udstrækning«.
Det vil sige, den skal opføre etagehuse, »virkelige mønsterbygninger« til sine »underordnede tjenestemænd og funktionærer« (men det er jo ikke arbejdere!) og »yde ... lån til kommuner, selskaber og også til private med det formål at forbedre boligerne til de arbejdende klasser« (side 203), sådan som dette sker i England ifølge Public Works Loan Act, [15] og som Louis Bonaparte har gjort i Paris og Mülhausen. Men også Public Works Loan Act eksisterer kun på papiret; regeringen stiller kun højst 50.000 pund sterling til rådighed for kommissærerne, altså midler til opførelse af højst 400 cottager, altså i løbet af 40 år 16.000 huse eller lejligheder til højst 80.000 personer – en dråbe i havet! Selv hvis vi antager, at kommissionens midler ved tilbagebetaling fordobles på 20 år, at der altså i de sidste 20 år kan opføres lejligheder til yderligere 40.000 personer, så er og bliver det stadig kun en dråbe i havet. Og da cottagerne gennemsnitlig kun varer 40 år, så må hvert år efter 40 års forløb de likvide 50.000 eller 100.000 pund anvendes til erstatning af de ældste forfaldne huse. Dette kalder hr. Sax, side 203: at gennemføre princippet praktisk rigtigt og »også i ubegrænset omfang«! Og med denne tilståelse, at staten, selv i England, »i ubegrænset omfang« så godt som slet ikke har gjort noget, slutter hr. Sax sin bog; foruden dette lader han kun den fornyede moralpræken til alle implicerede løbe af stabelen. [16]
At den nuværende stat hverken kan eller vil afhjælpe bolignøden, er soleklart. Staten er ikke andet end de besiddende klassers, grundejernes og kapitalisternes, samlede organiserede magt over for de udbyttede klasser, bønderne og arbejderne. Hvad de enkelte kapitalister (og det er kun dem, der kommer i betragtning her, da også den deltagende grundejer i denne sag først og fremmest optræder i sin egenskab af kapitalist) ikke vil, det vil deres stat heller ikke. Når altså de enkelte kapitalister ganske vist beklager bolignøden, men det næppe er muligt at få dem til rent overfladisk at dække over dens mest forfærdende konsekvenser, så vil totalkapitalisten, staten, heller ikke gøre stort mere. Den vil højst sørge for, at den grad af overfladisk tilsløring, der engang er blevet almindelig, gennemføres ligeligt overalt. Og vi har set, at det er tilfældet.
Men, kan man indvende, i Tyskland hersker bourgeois’en endnu ikke, i Tyskland er staten endnu en magt, der til en vis grad uafhængigt svæver oven over samfundet, og som netop derfor repræsenterer samfundets samlede interesser og ikke en enkelt klasses. En sådan stat kan ganske vist meget, som en bourgeoisstat ikke kan; af den kan man også på det sociale område vente noget ganske andet.
Det er de reaktionæres tale. Men i virkeligheden er den bestående stat også i Tyskland det nødvendige produkt af det samfundsmæssige grundlag, den er vokset frem af. I Preussen – og Preussen er nu toneangivende – består der ved siden af en jordejende adel, der endnu er stærk, et forholdsvist ungt og navnlig meget fejt bourgeoisi, som hidtil hverken har tilkæmpet sig det direkte politiske herredømme som i Frankrig, eller det mere eller mindre indirekte som i England. Ved siden af disse to klasser findes der imidlertid et hurtigt voksende proletariat, der er meget udviklet i intellektuel henseende, og som hver dag organiserer sig mere og mere. Vi finder altså her grundbetingelsen for den moderne bonapartisme: ligevægten mellem bourgeoisi og proletariat, ved siden af grundbetingelsen for det gamle enevældige monarki: ligevægten mellem jordejende adel og bourgeoisi. Men både i det gamle enevældige og i det moderne bonapartistiske monarki ligger den virkelige regeringsmagt i hænderne på en særlig officers- og embedskaste, der i Preussen dels supplerer sig selv, dels stammer fra lavadelen, sjældnere fra højadelen og mindst fra bourgeoisiet. Denne kastes selvstændighed – den synes at stå uden for og så at sige over samfundet – giver staten et skin af selvstændighed i forhold til samfundet.
Den statsform, som i Preussen (og efter dette mønster i Tysklands nye rigsforfatning) med nødvendig konsekvens har udviklet sig af disse hinanden modsigende samfundsmæssige tilstande, er skin-konstitutionalismen, en form, der både er det gamle enevældige monarkis nuværende opløsningsform og det bonapartistiske monarkis eksistensform. I Preussen skjulte og formidlede skin-konstitutionalismen fra 1848 til 1866 kun det enevældige monarkis langsomme forrådnelsesproces. Men siden 1866 og navnlig siden 1870 er omvæltningen i de samfundsmæssige tilstande og dermed statens opløsning foregået for alles øjne og efter kolossalt voksende skala. Industriens og især børssvindelens hurtige udvikling har revet alle de herskende klasser med i malstrømmen. Den i 1870 fra Frankrig importerede korruption i den store stil udvikler sig med uhørt fart. Stroussberg og P ereire tager hatten af for hinanden. Ministre, generaler, fyrster og grever gør i aktier så godt som de mest durkdrevne børshajer, og staten anerkender ligheden mellem dem ved i massevis at gøre børshajerne til baroner. Landadelen, der længe har været industriel som roesukkerfabrikant og brændevinsbrænder, har for længst lagt de gamle solide tider bag sig og fylder med sine navne listerne over direktørerne i alle solide og usolide aktieselskaber. Bureaukratiet foragter mere og mere kassemangel som eneste middel til at forbedre indtægten; det giver pokker i staten og gør jagt på de langt mere indbringende stillinger i industriforetagendernes administration; de, der bliver i embedet, følger deres foresattes eksempel og spekulerer i aktier eller bliver »interesserede« i jernbaner o.s.v. Man har endog lov at antage, at også løjtnanter har fingrene med i mangen spekulation. Kort og godt, opløsningen af alle elementerne i den gamle stat, det enevældige monarkis overgang til det bonapartistiske er i fuld gang, og med den næste store handels- og industrikrise bryder ikke bare den nuværende svindel sammen, men også den gamle preussiske stat. [17]
Og denne stat, hvis ikke-borgerlige elementer hver dag bliver mere borgerlige, den skal løse »det sociale spørgsmål« eller blot boligspørgsmålet? Tværtimod. I alle økonomiske spørgsmål kommer den preussiske stat mere og mere under bourgeoisiets vinger; og når lovgivningen på det økonomiske område siden i866 ikke er blevet tilpasset bourgeoisiets interesser endnu. mere, end tilfældet er, hos hvem ligger så skylden? Overvejende hos bourgeoisiet selv, som for det første er for fejt til med energi at gå ind for sine krav, og som for det andet vægrer sig ved enhver indrømmelse, så snart denne indrømmelse giver det truende proletariat nye våben i hænde. Og når statsmagten, d.v.s. Bismarck, prøver på at organisere sit eget livproletariat for ved hjælp af det at holde bourgeoisiets politiske virksomhed i ave, hvad er det så andet end et nødvendigt, velkendt bonapartistisk lille kneb, som ikke medfører andre forpligtelser over for arbejderne end nogle velvillige talemåder og højst et minimum af statshjælp til byggeselskaber à la Louis Bonaparte?
Det bedste bevis for, hvad arbejderne kan vente sig af den preussiske stat, ligger i anvendelsen af de franske milliarder, der har givet det preussiske statsapparats selvstændighed over for samfundet en ny, kort galgenfrist. Er der blevet brugt bare een daler af disse milliarder til at skaffe de berlinske arbejderfamilier, der blev sat på gaden, tag over hovedet? Tværtimod. Da efteråret kom, lod staten endog de par elendige skure rive ned, som havde tjent dem som tilflugtssted om sommeren. De fem milliarder går rask alt kødets gang, til fæstninger, kanoner og soldater; og trods Wagner von Dummerwitz, trods Stieberkonferencer med Østrig, [18] vil de tyske arbejdere ikke engang få så meget af milliarderne, som Louis Bonaparte brugte på de franske arbejdere af de millioner, han havde stjålet fra Frankrig.
I virkeligheden har bourgeoisiet kun een metode til løsning af boligspørgsmålet på sin egen manér d.v.s. en løsning, der stadig på ny rejser spørgsmålet. Denne metode hedder: »Haussmann«.
Ved »Haussmann« forstår jeg her ikke blot pariseren Haussmanns specielt bonapartistiske manér at bryde lange, lige og brede gader midt igennem tætbebyggede arbejderkvarterer og på begge sider indramme dem med store luksusbygninger, hvorved man ud over det strategiske formål at gøre det vanskeligere at bygge barrikader også tilstræbte at skabe et specielt bonapartistisk byggeproletariat, der var afhængigt af regeringen, og at forvandle byen til en ren luksusby. Jeg forstår ved »Haussmann« den nu almindelige praksis at slå brecher i arbejderkvartererne, særligt i de centralt beliggende i vore store byer, enten dette nu er foranlediget af hensyn, der angår den offentlige sundhed og forskønnelse, eller af efterspørgsel efter store centralt beliggende forretningslokaler eller af hensyn til trafiken, som jernbaneanlæg, gader o.s.v. Enten anledningen er den ene eller den anden, så er resultatet overalt det samme: de mest skandaløse stræder og gyder forsvinder under bourgeoisiets store selvforherligelse på grund af dette uhyre resultat, men – de opstår straks igen et andet sted, tit i den umiddelbare nærhed.
I »Den arbejdende klasses stilling i England« har jeg givet en skildring af Manchester, som den så ud 1843 og 1844. Siden den tid er der ført jernbaner midt igennem byen, der er anlagt nye gader, der er bygget store offentlige og private bygninger, og derved er mange af de værste distrikter, jeg har beskrevet, gennembrudt, lagt fri og forbedret, andre er fjernet, skønt endnu mange – uden hensyn til det siden den tid skærpede tilsyn af sundhedspolitiet – befinder sig i samme eller endog i værre bygningsmæssig tilstand end dengang. Men til gengæld er takket være den enorme udstrækning af byen, hvis befolkning siden er vokset med mere end halvdelen, distrikter, som dengang endnu var luftige og renlige, nu lige så overbebyggede, lige så snavsede og overfyldte af mennesker som de mest berygtede bydele dengang. Her blot et eksempel: I min bog skildrede jeg side 80 [19] og følgende en gruppe huse, som lå i dalbunden ved floden Medlock, og som under navnet Lille Irland (Little Ireland) allerede i mange år havde været Manchesters skamplet. Lille Irland er for længst forsvundet; hvor det lå, hæver der sig nu, på en høj underbygning, en banegård; bourgeoisiet ville stolt gøre det til en stor triumf, at Lille Irland lykkeligt og definitivt var fjernet. Nu kommer der i den forløbne sommer en vældig oversvømmelse, sådan som i det hele taget de inddæmmede floder i vore store byer af let forklarlige årsager giver anledning til stadig større oversvømmelser. Så viser det sig, at Lille Irland aldeles ikke er fjernet, men bare er forlagt fra den sydlige side af Oxford Road til den nordlige side og stadig florerer. Lad os høre, hvad Manchesterbladet »Weekly Times« fra 20. juli 1872, organ for Manchesters radikale bourgeoisi, siger:
»Den ulykke, som i lørdags ramte indbyggerne i Medlocks dalbund, vil forhåbentlig få en god følge: at offentlighedens opmærksomhed bliver rettet mod den håndgribelige hån mod alle sundhedsplejens love, som nu allerede længe er blevet tålt for næsen af byens embedsmænd og byens sundhedskommission. En djærv artikel i vor dagbladsudgave i går har, kun alt for spagfærdigt, afsløret hvor skændigt det står til med nogle af kælderlejlighederne ved Charles Street og Brookstreet, der blev oversvømmet. En nøje undersøgelse af en af de gårde, der var omtalt i artiklen, sætter os i stand til at bekræfte alt, hvad der var anført i artiklen, og til at erklære, at kælderlejlighederne i denne gård for længst skulle have været lukket, eller rettere man skulle aldrig have tolereret dem som menneskelige boliger. Denne gård, Squire’s Court, består af syv eller otte beboelseshuse på hjørnet af Charles Street og Brookstreet, som den spadserende, selv på det laveste sted i Brookstreet, under jernbanebuen, kan gå hen over dag efter dag uden at ane, at der i dybet under ham bor menneskelige væsener i huler. Gården ligger skjult for offentlighedens blikke, kun tilgængelig for dem, som nøden tvinger til at søge tag over hovedet i dens gravlignende afsondrethed. Selv når Medlocks for det meste stillestående vand, stemmet op mellem dæmninger, ikke går over sin sædvanlige stand, kan gulvet i disse lejligheder kun være få tommer over vandspejlet, d.v.s. at enhver større regnbyge er i stand til at presse modbydeligt råddent vand op af kloakbrøndene eller afløbsrørene og forpeste lejlighederne med de giftige gasarter, som alt vand fra oversvømmelser efterlader til erindring ... Squire’s Court ligger endnu dybere end de ubeboede kældre i husene ved Brookstreet ... tyve fod lavere end gaden, og det forpestede vand, som i lørdags blev presset op af kloakbrøndene, nåede op til taget. Vi vidste det og ventede derfor at finde gården ubeboet eller kun besat af sundhedskommissionens funktionærer med den opgave at afvaske og desinficere de stinkende vægge. I stedet så vi en mand beskæftiget med i en barbers kælderlejlighed at skovle en bunke forrådnende uhumskheder, som lå i et hjørne, op på en trillebør. Barberen, hvis kælder allerede var fejet temmelig ren, sendte os endnu dybere ned, til en række lejligheder, om hvilke han sagde, at hvis han kunne skrive, ville han skrive til pressen og kræve dem lukket. Så kom vi endelig til Squire’s Court, hvor vi fandt en køn, sundt udseende irlænderinde, som havde fuldt op at gøre med at vaske. Hun og hendes mand, en privat-natvægter, havde boet 6 år i gården, de havde en talrig familie ... I det hus, de lige havde forladt, var vandet steget omtrent op til taget, vinduerne var gået i stykker, møblerne var en ruinbunke. Beboerne, sagde han, havde kun kunnet holde huset i en sådan stand, at man kunne udholde stanken, på den måde, at man hvidtede hveranden måned med kalk ... I den indre gård, som vor reporter først nu trængte frem til, fandt han tre huse, hvis bagmur var bygget op imod de lige beskrevne, og af hvilke to var beboet. Stanken var der så afskyelig, at selv det sundeste menneske måtte blive søsyg efter et par minutters forløb ... Dette modbydelige hul var beboet af en familie på syv personer, som alle havde sovet i huset torsdag aften (den dag, den første oversvømmelse fandt sted). Eller rettere, som konen forbedrede sin egen udtalelse, ikke havde sovet, for hun og hendes mand havde kastet op størstedelen af natten på grund af stanken. Om lørdagen måtte de bære børnene ud, idet de vadede i vand op til brystet. Hun var også af den mening, at hullet var for dårligt selv til et svin, men i betragtning af den billige leje – 1 ½ shilling (15 groschen) om ugen – havde de taget det, da hendes mand på grund af sygdom i den sidste tid tit havde været uden indtægt. Det indtryk, man får af denne gård og de mennesker, der her i levende live er stuvet sammen i en grav, er et indtryk af den yderste hjælpeløshed. Vi må i øvrigt sige, at efter de iagttagelser, vi har gjort, er Squire’s Court kun et billede – måske et overdrevent – på mange andre lokaliteter her i nærheden, hvis eksistens vor sundhedskommission ikke kan tage ansvaret for. Og når man tillader, at disse lokaliteter stadig bebos, så pådrager kommissionen sig et ansvar, og nabolaget pådrager sig en risiko for epidemier, hvis omfang vi afstår fra at undersøge yderligere.«
Dette er et slående eksempel på, hvordan bourgeoisiet i praksis løser boligspørgsmålet. Disse arnesteder for epidemier, de mest infame huler og huller. som den kapitalistiske produktionsmåde nat efter nat spærrer vore arbejdere inde i, de bliver ikke fjernet, de bliver kun – forlagt! Den samme økonomiske nødvendighed, der skabte dem det første sted, skaber dem også det andet sted. Og så længe den kapitalistiske produktionsmåde består, så længe er det tåbeligt at ville løse boligspørgsmålet eller hvilket som helst andet samfundsmæssigt spørgsmål, der angår arbejdernes skæbne, isoleret. Men løsningen ligger i at afskaffe den kapitalistiske produktionsmåde, den ligger i, at arbejderklassen selv tilegner sig alle livsfornødenheder og arbejdsmidler.
1. Engels sigter til »Illustrated London News«, et meget udbredt borgerligt, illustreret ugeblad, der udkom fra 1842. – Red.
2. »Über Land und Meer« – et illustreret litterært tidsskrift, der udkom fra 1858 i Stuttgart. – Red.
3. »Gartenlaube« (lysthuset) var et småborgerligt familietidsskrift, »Kladderadatsch« et humoristisk tidsskrift. Under pseudonymet »Füselier August Kutschke« skjulte sig digteren Gotthelf Hoffmann, som på den fransk-tyske krigs tid 1870/71 forfattede patriotiske digte og krigssange. – Red.
4. Og selv denne koloni er endt med at blive rent og skært hjemsted for udbytning af arbejderne. Se det parisiske blad »Socialiste«, årgang 1886. (Note af Engels til udgaven 1887).
5. Se Marx-Engels Gesamtausgabe, 1. afd., bd. 4, s. 238/39 og 243. – Red. [engelsk] [tysk]
6. Også i denne henseende har de engelske kapitalister for længst ikke blot opfyldt alle hr. Sax’ inderligste ønsker, men langt overgået dem. Mandag den 14. oktober 1872 skulle retten under kontrollen af valglisterne til parlamentsvalgene tage stilling til et andragende fra 2000 minearbejdere om at blive opført på listen. Det viste sig, at størstedelen af disse mennesker efter reglementet for den grube, hvor de arbejdede, ikke skulle anses for lejere af de huse, de boede i, men kun som mennesker, hvis tilstedeværelse i husene tolereredes, og som til enhver tid kunne sættes på gaden uden nogen opsigelsesfrist. (Mineejer og husejer var naturligvis en og samme person). Dommerens kendelse gik ud på, at disse folk ikke var lejere, men karle og som sådanne ikke var berettiget til at blive optaget på listen. (»Daily News«, 15. oktober 1872). (Note af Engels).
7. Se Marx-Engels Gesamtausgabe, 1. afd., bd. 4, s. 178/79. – Red. [engelsk] [tysk]
8. Byggeselskaber. – Red.
9. Her er endnu et lille bidrag til belysning af forretningsgangen specielt i byggeforeningerne i London. Som bekendt tilhører næsten al den jord, London ligger på, omkring en halv snes aristokrater, deriblandt de fornemste, hertugerne af Westminster, af Bedford, af Portland o.s.v. Disse havde oprindelig bortforpagtet de enkelte byggegrunde for 99 år, og når denne tid er udløbet, overtager de besiddelsen af grunden med alt, hvad der ligger på den. De udlejer nu husene på kortere frist, 39 år f. eks., på en såkaldt repairing lease, ifølge hvilken lejeren skal sætte huset i beboelig stand og vedligeholde det. Så snart kontrakten er i orden, sender grundejeren sin arkitekt og en mand fra distriktets bygningstilsyn (surveyor), for at de kan inspicere huset og bestemme, hvilke reparationer der skal udføres. Disse er tit meget omfattende, ja de kan dreje sig om at forny hele facademuren, taget o.s.v. Lejeren deponerer nu lejekontrakten hos en byggeforening og får af denne de nødvendige penge – indtil 1000 pd. st. og mere ved en årlig leje på 130-150 pd. – som forskud på det byggearbejde, der skal udføres for hans regning. Disse byggeforeninger er altså blevet et vigtigt mellemled i et system, der har det formål uden besvær og på publikums bekostning stadig at forny og vedligeholde de huse i London, som tilhører de store grundaristokrater. Og det skal kaldes at løse boligspørgsmålet for arbejderne! (Note af Engels til udgaven fra 1887).
10. Lov om fjernelse af røgplage, støjplage o.s.v. – Red.
11. Lov om lokaladministrationen. – Red.
12. Lov cm opførelse af håndværkerboliger. – Red.
13. Værkstedsloven. – Red.
14. Jobbery vil sige misbrug af offentligt embede til fordel for embedets indehaver eller hans familie. Når f.eks. chefen for statstelegrafvæsenet bliver passiv interessent i en papirfabrik og leverer træ til denne fabrik fra sine skove og endelig overdrager den papirleverancerne til telegrafkontorerne, så er det et ganske vist temmelig lille job, men for så vidt ganske pænt, som det giver fuldstændig forståelse af, hvad der er princippet i jobbery – sådan som det i øvrigt var selvfølgeligt og venteligt hos Bismarck. (Note af Engels).
15. Lov om lån til offentlige arbejder. – Red.
16. I den sidste tid er der i de engelske love, som giver Londons bygningsmyndigheder ret til ekspropriation af hensyn til anlæg af ny gader, i nogen grad blevet taget hensyn til de arbejdere, der på denne måde bliver sat på gaden. Der er indføjet den bestemmelse, at de ny bygninger, der skal opføres, skal være egnet til at modtage de befolkningsklasser, der hidtil har boet på dette sted. Man bygger altså store fem-seksetages lejekaserner til arbejderne på de billigste byggegrunde og følger således lovens bogstav. Man må så vente og se, om dette foretagende, der er ganske uvant for arbejderne, og som føles absolut fremmedartet midt i de gamle londonske forhold, vil stå sin prøve. Men i bedste fald bliver der næppe anbragt en fjerdedel af de arbejdere, der virkelig er blevet fordrevet ved nedrivningen. (Note af Engels i udgaven fra 1887).
17. Hvad der også nu, 1886, stadig holder sammen på den preussiske stat og dens grundlag, alliancen mellem den store jordbesiddelse og industrikapitalen sådan som den er beseglet i beskyttelsestolden, er udelukkende angsten for proletariatet, som siden 1872 er vokset vældigt i antal og med hensyn til klassebevidsthed. (Note af Engels til udgaven fra 1887).
18. Der sigtes til konferencen i Gastein, august 1871, hvor den østrigske og den tyske kejser og deres kanslere drøftede politiforholdsregler mod I Internationale. – Red.
19. Se Marx-Engels Gesamtausgabe, 1. afd., bd. 4, s. 63. – Red. [engelsk] [tysk]
Sidst opdateret 11.12.2008