Marxisme Online > Arkiv > Marx/Engels > Indhold
Det franske og engelske aristokrati var ifølge sin historiske stilling kaldet til at skrive smædeskrifter mod det moderne borgerlige samfund. I den franske Julirevolution 1830 og i den engelske reformbevægelse var det endnu engang bukket under for den forhadte opkomling. En alvorlig politisk kamp kunne der ikke mere være tale om. Det havde kun én mulighed tilbage, den litterære kamp. Men også på litteraturens område var de gamle fraser fra restaurationstiden [1] blevet umulige. For at vække sympati måtte aristokratiet tilsyneladende opgive sine egne interesser og kun formulere sine anklager mod bourgeoisiet i den udbyttede arbejderklasses interesse. Sådan skaffede det sig oprejsning ved at synge smædesang mod sin nye herre og hviske ham mere eller mindre ildevarslende profetier i øret.
På denne måde opstod den feudale socialisme, halvt en klagesang, halvt en smædevise, halvt et ekko fra fortiden, halvt en trussel mod fremtiden, undertiden ramte den bourgeoisiet i hjertet ved bitter, åndrigt sønderlemmende kritik, altid komisk ved sin fuldkomne mangel på evne til at fatte den moderne histories udvikling.
De svingede med den proletariske tiggerpose som banner for at samle folket bag sig. Men hver gang folket fulgte dem, så det de gamle våbner på deres bag og stak af med høj og uærbødig latter.
En del af de franske legitimister og det unde England gav denne forestilling til bedste [2].
Når de feudale beviser, at deres måde at udbytte på var af en ganske anden form end den borgerlige udbytning, så glemmer de, at deres udbytning fandt sted under helt andre omstændigheder og betingelser, som nu er forældede. Når de påviser, at da de herskede, eksisterede det moderne proletariat ikke, så glemmer de, at netop det moderne bourgeoisi med nødvendighed er spiret frem af deres egen samfundsordning.
For resten lægger de så lidt skjul på deres kritiks reaktionære karakter, at deres hovedanklage mod bourgeoisiet netop består i, at under dets styre har der udviklet sig en klasse, som vil sprænge hele den gamle samfundsordning i luften.
Hvad de bebrejder bourgeoisiet, er ikke så meget, at det overhovedet har skabt et proletariat, som at det har skabt et revolutionært proletariat.
I den politiske praksis deltager de derfor i alle voldsforanstaltninger rettet mod arbejderklassen, og til daglig kan de nok bekvemme sig til på trods af deres opblæste fraser at samle guldæblerne [3] op og opgive troskab, kærlighed og ære for at tjene penge på uld, roer og brændevin [4].
Ligesom præsten altid har gået hånd i hånd med feudalherren, sådan er den klerikale socialisme forbundet med den feudalistiske.
Ingenting er lettere end at give den kristelige [5] askese et socialistisk anstrøg. Har ikke også kristendommen ivret mod privatejendommen, mod ægteskabet, mod staten? Har den ikke prædiket velgørenhed og fattigdom, cølibat og kødets overvindelse, klosterliv og kirke i stedet for? Den kristelige [6] socialisme er kun det vievand, hvormed præsten velsignet aristokratiets forargelse.
Det feudale aristokrati er ikke den eneste klasse, der blev styrtet af bourgeoisiet, og hvis eksistensbetingelser skrumpede ind og sygnede hen i det moderne borgerlige samfund. De middelalderlige småborgere og småbønder var forløbere for det moderne bourgeoisi. I lande med mindre udviklet industri og handel vegeterer denne klasse videre ved siden af det fremvoksende bourgeoisi.
I de lande, hvor den moderne civilisation har udviklet sig, har der dannet sig et nyt småborgerskab, der svæver mellem proletariatet og bourgeoisiet og som bestanddel af det borgerlige samfund stadig fornyer sig, men hvis medlemmer på grund af konkurrencen stadig kastes ud i proletariatet, ja, efterhånden som storindustrien udvikler sig, ser de det øjeblik nærme sig, da de forsvinder fuldstændigt som selvstændig del af det moderne samfund og både indenfor handel, industri og landbrug erstattes af opsynsmænd og forvaltere.
I lande som Frankrig, hvor bondeklassen udgør langt over halvdelen af befolkningen, var det naturligt, at de forfattere, der kæmpede for proletariatet mod bourgeoisiet, i deres kritik af bourgeoisiets herredømme anlagde småborgernes og småbøndernes målestok og tog parti for arbejderne ud fra et småborgerligt standpunkt. Sådan opstod den småborgerlige socialisme. Sismondi er den førende indenfor denne litteratur, ikke alene i Frankrig, men også i England.
Denne socialisme klarlagde yderst skarpsindigt modsigelserne i de moderne produktionsforhold. Den afslørede økonomernes hykleriske, forskønnende fremstilling af forholdene. Den påviste uomstødeligt maskinernes og arbejdsdelingens ødelæggende virkninger, koncentrationen af kapital og jordbesiddelse, overproduktionen, kriserne, småborgernes og -bøndernes nødvendige undergang, proletariatets elendighed, anarkiet i produktionen, de skrigende misforhold i rigdommens fordeling, nationernes indbyrdes industrielle ødelæggelseskrig, opløsningen af de gamle sæder, de gamle familieforhold, de gamle nationaliteter.
Men efter sit positive indhold vil denne socialisme enten genindføre de gamle produktions- og samfærdselsmidler og med dem de gamle ejendomsforhold og det gamle samfund, eller den vil med magt spærre de moderne produktions- og samfærdselsmidler inde i de gamle ejendomsforholds rammer, som de selv har sprængt og måtte sprænge. I begge tilfælde er den både reaktionær og utopisk.
Lavsvæsen i industrien og patriarkalske forhold på landet, det er dens sidste ord.
I sin videre udvikling er denne retning løbet ud i modløs jamren [7].
Den socialistiske og kommunistiske litteratur, der i Frankrig opstod under det herskende bourgeoisis tryk, og som var det litterære udtryk for kampen mod dette herredømme, blev indført i Tyskland på en tid, da bourgeoisiet lige begyndte sin kamp mod den feudale absolutisme.
Tyske filosoffer, halvfilosoffer og skønånder bemægtigede sig grådigt denne litteratur, men glemte blot, at de franske eksistensbetingelser ikke samtidig indvandrede fra Frankrig til Tyskland. Overfor forholdene i Tyskland mistede den franske litteratur al direkte praktisk betydning og fik et rent litterært præg. Den måtte fremtræde som ørkesløs spekulation over det sande samfund [8], over virkeliggørelsen af det menneskelige væsen. For det 18. århundredes tyske filosoffer fik den første franske revolutions krav ikke anden mening end at være “den praktiske fornuft”s krav i almindelighed, og det revolutionære franske bourgeoisis viljesytringer betød i deres øjne den rene viljes love, viljen, som den må være, den sande menneskelige vilje.
De tyske litteraters eneste arbejde bestod i at bringe de nye franske ideer i samklang med deres gamle filosofiske samvittighed eller rettere ud fra deres filosofiske standpunkt at tilegne sig de franske ideer.
Denne tilegnelse foregik på samme måde, som når man tilegner sig et fremmed sprog, ved oversættelse.
Det er almindelig kendt, hvordan munkene overmalede manuskripter, hvorpå de klassiske værker fra den hedenske oldtid var skrevet, med banale katolske helgenhistorier. De tyske litterater gik anderledes til værks med den verdslige franske litteratur. De føjede deres filosofiske vrøvl ind i den franske original. F.eks. efter den franske kritik af pengeforholdene skrev de “udslag af det menneskelige væsen”, efter den franske kritik af bourgeoisstaten skrev de “ophævelse af det abstrakt-almenes herredømme” o.s.v.
Denne forfalskning af den franske kritik med filosofiske fraser kaldte de “handlingens filosofi”, “sand socialisme”, “tysk socialistisk videnskab”, “filosofisk begrundelse af socialismen” o.s.v.
Den franske socialistisk-kommunistiske litteratur blev på denne måde fuldstændig kastreret. Og da den i tyskernes hænder ophørte med at være udtryk for den ene klasses kamp mod den anden, så mente tyskeren at have overvundet den “franske ensidighed”, han mente at repræsentere ikke de sande krav, men kravet om sandhed, ikke proletariatets interesser, men det menneskelige væsens interesser, mennesket overhovedet, det menneske, der ikke tilhører nogen klasse, overhovedet ikke tilhører virkeligheden, men kun den filosofiske fantasis tågehimmel.
Denne tyske socialisme, der tog sine ubehjælpsomme skolestile så alvorligt og højtideligt og udbasunerede dem så markskrigerisk, mistede imidlertid efterhånden sin pedantiske uskyld.
Det tyske og særlig det preussiske bourgeoisis kamp mod feudalherrerne og det enevældige kongedømme, kort sagt den liberale bevægelse, blev mere alvorlig.
Den “sande” socialisme fik således en kærkommen lejlighed til at stille de socialistiske krav op imod den politiske bevægelse, til at slynge de traditionelle forbandelser mod liberalismen, mod folkerepræsentationen, mod den borgerlige konkurrence, den borgerlige pressefrihed, det borgerlige retssystem, den borgerlige frihed og lighed, og prædike for folkets masse, hvordan den ikke har noget at vinde den denne borgerlige bevægelse, men tværtimod alt at tabe. Den tyske socialisme glemte i rette tid, at den franske kritik, hvis åndsforladte ekko den selv var, forudsætter det moderne borgerlige samfund med tilsvarende materielle eksistensbetingelser og egnet politisk forfatning, udelukkende forudsætninger, som det i Tyskland først gjaldt om at tilkæmpe sig.
Den tjente de tyske enevældige regeringer med deres påhæng af præster, skolemestre, landjunkere og bureaukrater som et belejligt fugleskræmsel med det truende opadstræbende bourgeoisi.
Den virkede som sød tilsætning til de bitre piskeslag og geværkugler, som var disse regeringers svar på de tyske arbejderrejsninger.
Blev den “sande” socialisme således et våben for regeringerne i kampen mod det tyske bourgeoisi, så repræsenterede den også direkte en reaktionær interesse, det tyske spidsborgerskabs [9] interesse. I Tyskland er småborgerskabet, som stammer fra det 16. århundrede og siden stadig dukker op i forskellig form, det egentlige sociale grundlag for de bestående forhold.
At bevare det er at bevare de bestående tyske forhold. Bourgeoisiets industrielle og politiske herredømme fylder det med frygt for den sikre undergang, dels som følge af kapitalkoncentrationen, dels som følge af, at det opstår et revolutionært proletariat. Småborgerskabet syntes, at den “sande” socialisme slog begge fluer med ét smæk. Den bredte sig som en epidemi.
Det gevandt af spekulativt spindelvæv, overbroderet med åndrige, oratoriske blomster, vædet i dug af elskovslummer følelse, dette gevandt af overspændthed, som de tyske socialister indhyllede et par radmagre “evige sandheder” i, øgede kun afsætningen af deres varer hos dette publikum.
På sin side indså den tyske socialisme mere og mere, at den var kaldet til at være dette småborgerskabs højtravende repræsentant.
Den proklamerede den tyske nation som den normale nation og den tyske spidsborger som normalmennesket. Den tillagde enhver nederdrægtighed, som spidsborgeren begik, en skjult, dybere, socialistisk mening, så den betød det stik modsatte af, hvad den var. Den drog den sidste konsekvens ved at optræde direkte mod den “rå destruktive” kommunistiske retning og forkynde sin upartiske ophøjethed over al klassekamp. Med meget få undtagelser hører alt, hvad der cirkulerer i Tyskland af skrifter, der udgiver sig for socialistiske og kommunistiske, til denne kraftløse smudslitteratur [10].
En del af bourgeoisiet vil afhjælpe de sociale misforhold for at sikre det borgerlige samfunds beståen.
Det drejer sig her om nationaløkonomer, filantroper, menneskevenner, om folk, der vil forbedre den arbejdende klasses stilling, organisere velgørenhedsarbejde, bekæmpe dyrplageri, stifte mådeholdsforeninger, politiske kandestøbere af den mest brogede art. Også denne bourgeoissocialisme er udarbejdet til hele systemer.
Som eksempel anfører vi Proudhons “Elendighedens filosofi”.
De socialistiske bourgeois’er vil have det moderne samfunds eksistensbetingelser, men uden de kampe og farer, de nødvendigvis fremkalder. De vil have det bestående samfund minus de elementer, der revolutionerer og opløser det. De ønsker bourgeoisiet uden proletariat. Bourgeoisiet forestiller sig ganske naturligt den verden, hvor det selv hersker, som den bedste. Bourgeoissocialismen udarbejder denne bekvemme forestilling til et helt eller halvt system. Når den opfordrer proletariatet til at realisere disse systemer og drage ind i det nye Jerusalem, så forlanger den i grunden kun, at proletariatet skal blive indenfor det nuværende samfund, men opgive sine hadefulde forestillinger om det.
En anden, mindre systematisk, men mere praktisk form for denne socialisme søgte at afholde arbejderklassen fra enhver revolutionær bevægelse ved at påvise, at ikke politiske forandringer af den ene eller den anden slags, men kun en ændring af de materielle eksistensforhold, af de økonomiske forhold kunne gavne den. Ved ændring af de materielle eksistensforhold forstår denne socialisme imidlertid på ingen måde afskaffelsen af de borgerlige produktionsforhold, der kun er mulig af revolutionær vej, men derimod administrative forbedringer, der kan foretages på grundlag af disse produktionsforhold og altså ikke forandrer noget i forholdet mellem kapital og lønarbejde, men i bedste fald skaffer bourgeoisiet en nedsættelse i omkostningerne ved dets styre og forenkler dets statshusholdning.
Sit helt rammende udtryk får bourgeoissocialismen først, når den bliver en ren og skær retorisk frase.
Frihandel! I den arbejdende klasses interesse. Beskyttelsestold! I den arbejdende klasses interesse. Fængselsreform! I den arbejdende klasses interesse. Det er bourgeoissocialismens sidste ord, det eneste, den mener alvorligt.
Bourgeoisiets socialisme består netop i den påstand at bourgeois’er er bourgeois’er – i den arbejdende klasses interesse.
Vi taler her ikke om den litteratur, der i alle store, moderne revolutioner har givet udtryk for proletariatets krav. (Skrifter af Babeuf o.a.).
Proletariatets første forsøg på direkte at gøre sine egne klasseinteresser gældende i en tid præget af almindelig uro, i den periode, da det feudale samfund blev styrtet, strandede nødvendigvis på proletariatets eget lave udviklingstrin, og fordi de materielle betingelser for dets befrielse, der netop først skabes i den borgerlige epoke, manglede. Den revolutionære litteratur, som ledsagede proletariatets første bevægelser, er nødvendigvis efter sit indhold reaktionær. Den docerer almindelig askese og et ganske plumpt ligemageri.
De egentlige socialistiske og kommunistiske systemer, St. Simons, Fouriers, Owens og andres, dukker frem i den første uudviklede periode af den kamp mellem proletariat og bourgeoisi, som vi har skildret ovenfor. (Se: “Bourgeoisi og proletariat”).
Opfinderne af disse systemer ser ganske vist modsætningen mellem klasserne såvel som de opløsende elementer i selve det herskende samfund. Men de ser ikke proletariatet som bærer af en historisk selvvirksomhed, af en særlig politisk bevægelse.
Da udviklingen af klassemodsætningen holder trit med industriens udvikling, forefinder de heller ingen materielle betingelser for proletariatets befrielse og ser sig om efter en social videnskab, efter sociale love, der kan skabe disse betingelser.
De må erstatte den sociale virksomhed med deres personlige virksomhed som opfindere, de må erstatte de historiske betingelser for befrielsen med fantastiske, de må erstatte proletariatets gradvise organisation som klasse med en specielt udpønset organisation af samfundet. Den kommende verdenshistorie opløser sig for dem i propaganda for disse samfundsplaner og i deres praktiske gennemførelse.
De er sig bevidst, at når de i deres planer hovedsagelig repræsenterer den arbejdende klasses interesser, er det, fordi det er den klasse, der lider mest. Kun under denne synsvinkel: den klasse, der lidet mest, eksisterer proletariatet for dem.
Klassekampens uudviklede form såvel som deres egne kår medfører imidlertid, at de tror, de er højt hævet over al klassemodsætning. De vil forbedre kårene for alle samfundets medlemmer, også de bedst stillede. De appellerer derfor stadig til hele samfundet uden forskel, ja fortrinsvis til den herskende klasse. Man behøver jo bare at forstå deres system for at anerkende, at det er den bedst mulige plan til det bedst mulige samfund.
De afviser derfor enhver politisk, særlig enhver revolutionær aktion, de vil nå deres mål ad fredelig vej og forsøger at bane vejen for det nye sociale evangelium ved små eksperimenter, der naturligvis mislykkes, ved eksemplets magt.
De fantastiske skildringer af fremtidens samfund fra en tid, hvor proletariatet endnu er højt uudviklet, hvor det altså endnu selv havde en fantastisk opfattelse af sin egen stilling, udspringer af denne klasses første uklare længsel efter en almindelig omformning af samfundet.
Men de socialistiske og kommunistiske skrifter består også af kritiske elementer. De angriber alt, hvad der danner grundlaget for det bestående samfund. De har da også leveret højst værdifuldt materiale til arbejdernes oplysning. Deres positive forslag med hensyn til fremtidens samfund, f.eks. ophævelse af modsætningen mellem land og by, af familien, den private ejendomsret, lønarbejdet, forkyndelsen af social harmoni, statens omdannelse til at være ren og skær forvaltning af produktion – alle disse forslag udtrykker kun klassemodsætningens forsvinden, den klassemodsætning, der netop først nu begynder at udvikle sig, som de endnu kun kender i dens første vage ubestemthed. Selve disse forslag har derfor endnu en ren utopisk karakter.
Den kritisk-utopiske socialismes og kommunismens betydning står i omvendt forhold til den historiske udvikling. I samme grad som klassekampen udvikler sig og tager form, mister denne fantastiske hæven sig over klassekampen, denne fantastiske bekæmpelse af klassekampen, al praktisk værdi, al teoretisk berettigelse. Mens derfor ophavsmændene til disse systemer i mange henseender var revolutionære, så danner deres elever altid reaktionære sekter. De fastholder mestrenes gamle anskuelser overfor proletariatets historiske videreudvikling. De søger derfor konsekvent at tage brodden af klassekampen og forsone modsætningerne. De drømmer stadig om forsøgsvis at realisere deres sociale utopier, at grundlægge enkelte Falanstèrer, stifte Home-kolonier, oprette et lille Ikarien [11] – det ny Jerusalem i lommeformat –, og for at få bygget alle disse luftkasteller må de appellere til de borgerlige hjerters og pengeposers filantropi. Efterhånden glider de ind i samme kategori som de ovenfor skildrede reaktionære eller konservative socialister og adskiller sig kun fra dem ved mere systematisk pedanteri, ved den fanatiske, overtroiske forvisning om deres sociale videnskabs mirakuløse virkninger.
De bekæmper derfor forbitret enhver politisk bevægelse blandt arbejderne, da den jo kun kan skyldes, at de er forblindede af mistillid til det nye evangelium.
Owenisterne i England, fourieristerne i Frankrig bekæmper henholdsvis chartisterne og reformisterne [12].
1. Der sigtes ikke til den engelske restaurationstid 1660-89, men til den franske restaurationstid 1814-30.
(Note af Engels til den engelske udg. 1888).
2. Legitimisterne (tilhængere af det “legitime” Bourbonmonarki) var de adelige godsejeres parti. “Det unge England” – en kreds af det engelske konservative parti, der omkring 1842 trådte offentligt frem. De repræsenteredes af Disraeli, Thomas Carlyle o.a. – Red.
3. I den engelske udgave 1888 er der efter “guldæblerne” indføjet “som er faldet ned fra industriens gren”. – Red.
4. Det passer særlig for Tysklands vedkommende, hvor den jordejende adel og junkerne udbytter den største del af deres storproducenter af roesukker og ejere af brændevinsbrænderier. De mere velhavende engelske aristokrater har endnu ikke drevet det så vidt; men også de ved, hvordan man kan erstatte den faldende rente ved at låne sit navn til mere tvivlsomme personer, der vil oprette et aktieselskab.
(Note af Engels til den engelske udgave 1888).
5. “Kristelige” står der i udgaverne 1872, 1883 og 1890, i udgaverne fra 1848 står der i stedet “hellige”. – Red.
6. Som note 5.
7. I den engelske udgave 1888 står der i stedet for dette afsnit: “Til slut, da de hårdnakkede historiske kendsgerninger havde bortvejret alle spor af selvbedragets rus, udartede denne form for socialisme til en elendig jamren”. – Red.
8. I de senere udgaver, fra og med den tyske udgave 1872, er ordene “over det sande samfund” udeladt. – Red.
9. I den engelske udgave 1888, i afsnittet om den “sande” socialisme, står der i steder for “det tyske spidsborgerskab” og “den tyske spidsborger” – “de tyske filistre” og “den tyske småborgerlige filister”. – Red.
10. Revolutionsstormen 1848 har fejet hele denne lurvede retning af vejen og betaget lederne lysten til at fortsat spekulere at spekulere i socialisme. Denne retnings hovedrepræsentant og klassiske type er hr. Karl Grün.
(Note af Engels til den tyske udgave 1890).
11. Falanstèrer var betegnelsen for de af Charles Fourier planlagte socialistiske kolonier; Ikarien kaldte Cabet sin Utopi og senere sin kommunistiske koloni i Amerika.
(Note af Engels til den engelske udgave 1888).
Home-kolonier (kolonier i hjemlandet) kalder Owen sine kommunistiske mønstersamfund. Falanstèrer var det navn, Fourier gav de samfundspaladser, han planlagde. Ikarien hed det utopiske fantasiland, hvis kommunistiske indretninger Cabet har skildret.
(Note af Engels til den tyske udgave 1890).
12. Der sigtes til tilhængerne af bladet “La Reforme”, som udkom 1843-50 i Paris. – Red.
Sidst opdateret 14.3.2015