Marxisme Online > Arkiv > Marx/Engels > Indhold
I hvilket forhold står kommunisterne til proletarerne som helhed?
Kommunisterne er ikke et særligt parti, som står i modsætning til de andre arbejderpartier.
De har ingen interesser, der ikke også er hele proletariatets interesser.
De opstiller ingen særlige [1] principper, som de vil tilpasse den proletariske bevægelse efter.
Kommunisterne adskiller sig kun fra de andre proletariske partier ved, at de på den ene side i proletarernes forskellige nationale kampe fremhæver hele proletariatets fællesinteresser, som de fremhæver uafhængigt af nationalitet, og gør disse interesser gældende, og på den anden side ved, at de på de forskellige udviklingstrin, som kampen mellem proletariat og bourgeoisi gennemløber, stadig repræsenterer hele bevægelsens interesse.
Af alle landes arbejderpartier er kommunisterne altså i deres praksis den mest resolutte del, den del, der driver de andre fremad; teoretisk har de det forud for proletariatets øvrige masse, at de har indsigt i den proletariske bevægelses betingelser, forløb og umiddelbare resultater.
Kommunisternes umiddelbare mål er det samme som alle andre proletariske partiers: proletariatets organisering som klasse, bourgeoisiherredømmets fald og proletariatets erobring af den politiske magt.
Kommunisternes teoretiske grundsætninger hviler aldeles ikke på ideer, på principper, som er opfundet eller opdaget af en eller anden verdensreformator.
De er kun almene udtryk for de faktiske forhold, der knytter sig til en eksisterende klassekamp, til en historisk bevægelse, der foregår for øjnene af os. Afskaffelsen af bestående ejendomsforhold er ikke noget, der er særegent for kommunismen.
Alle ejendomsforhold har ustandselig skiftet, de har været underkastet en stadig historisk udvikling.
Den franske revolution f.eks. afskaffede de feudale ejendomsforhold til fordel for de borgerlige.
Det, der karakteriserer kommunismen, er ikke afskaffelsen af ejendom overhovedet, men afskaffelsen af den borgerlige ejendom.
Men den moderne borgerlige privatejendom er det sidste og mest fuldendte udtryk for den måde at frembringe og tilegne sig produkterne på, som beror på klassemodsætninger, på nogles udbytning af andre [2].
I denne forstand kan kommunisterne sammenfatte deres teori i det ene udtryk: ophævelse af privatejendommen.
Man har bebrejdet os kommunister, at vi ville afskaffe den personligt erhvervede ejendom, den, man har skaffet sig ved sit eget arbejde, den ejendom, som siges at være grundlaget for al personlig frihed, virkelyst og selvstændighed. Ejendom, som man har skaffet sig ved eget arbejde, selv har erhvervet, selv har tjent! Mener I småborgernes, småbøndernes ejendom, som gik forud for den borgerlige ejendom? Den behøver vi ikke afskaffe, industriens udvikling har afskaffet den og afskaffer den stadig hver dag.
Eller mener I den moderne borgerlige privatejendom?
Men skaber lønarbejdet – proletarens arbejde – ejendom til proletaren? Absolut ikke. Det skabet kapital, d.v.s. ejendom, som udbytter lønarbejdet, og hvis vækst er betinget af, at den skaber nyt lønarbejde, som atter kan udbyttes. Ejendommen i sin nuværende form hviler på modsætningen mellem kapital og lønarbejde. Lad os se nærmere på de to sider af denne modsætning.
At være kapitalist vil ikke blot sige at indtage en rent personlig, men en samfundsmæssig stilling i produktionen. Kapitalen er et samfundsmæssigt produkt og kan kun sættes i bevægelse ved mange samfundsmedlemmers, ja i sidste instans kun ved alle samfundsmedlemmers fælles aktivitet.
Kapitalen er altså ikke nogen personlig magt, men en samfundsmæssig magt.
Når altså kapitalen bliver forvandlet til samfundsmæssig ejendom, som tilhører alle samfundets medlemmer, så er det ikke personlig ejendom, der forvandles til samfundsmæssig ejendom. Det er kun ejendommens samfundsmæssige karakter, der forandres. Den mister sin klassekarakter.
Lad os se på lønarbejdet.
Gennemsnitsprisen på lønarbejdet er arbejdslønnens minimum, d.v.s. den sum af livsfornødenheder, der er nødvendig til at holde arbejderen i live som lønarbejder. Hvad lønarbejderen altså erhverver sig ved sit arbejde, forslår kun til at opretholde den nøgne eksistens. Vi vil absolut ikke afskaffe denne personlige tilegnelse af arbejdsprodukterne, der tjener til at opretholde den blotte eksistens, en tilegnelse, der ikke giver noget overskud, som kunne give magt over fremmed arbejde. Vi vil kun ophæve den elendige karakter, som denne tilegnelsesmåde har, hvor arbejderen kun lever for at øge kapitalen, hvor han overhovedet kun lever sådan, som den herskende klasses interesse kræver det.
I det borgerlige samfund er det levende arbejde kun et middel til at øge det ophobede arbejde. I det kommunistiske samfund er det ophobede arbejde kun et middel til at gøre arbejdernes tilværelse større, rigere, bedre.
I det borgerlige samfund hersker altså fortiden over nutiden, i de kommunistiske hersker nutiden over fortiden. I det borgerlige samfund er kapitalen selvstændig og personlig. Mens det arbejdende menneske er uselvstændigt og upersonligt.
Og ophævelsen af dette forhold kalder bourgeoisiet ophævelse af det personlige og af friheden! Og med rette. Men det drejer sig ganske vist om en ophævelse af bourgeoisipersonligheden, bourgeoisiselvstændigheden og bourgeoisifriheden.
Ved frihed forstår man under de nuværende borgerlige produktionsforhold den fri handel, det fri køb og salg.
Men falder handelen, så falder også den fri handel. Fraserne om den fri handel har, som overhovedet alle bourgeoisiets bravader om frihed, kun mening, når det drejer sig om den bundne handel, om middelalderens undertrykte borger, men ikke når det drejer sig om den kommunistiske ophævelse af handelen, af de borgerlige produktionsforhold og af bourgeoisiet selv.
I bliver forfærdet over, at vi vil afskaffe privatejendommen. Men i jeres bestående samfund er privatejendommen ophævet for ni tiendedele af dets medlemmer; den eksisterer netop i kraft af, at den ikke eksisterer for ni tiendedele. I bebrejder os altså, at vi vil ophæve en ejendom, der som en nødvendig betingelse forudsætter, at det uhyre flertal af samfundets medlemmer ingen ejendom har.
I bebrejder os kort sagt, at vi vil ophæve jeres ejendom. Javist, det er det, vi vil.
Fra det øjeblik, da arbejdet ikke mere kan forvandles til kapital, penge, jordrente, altså til social magt, der kan monopoliseres, d.v.s. fra det øjeblik, da den personlige ejendom ikke mere kan slå om i borgerlig ejendom, fra det øjeblik, erklærer I, er det personlige afskaffet.
I indrømmer altså, at ved “det personlige” tænker I kun på bourgeois’en, den borgerlige ejendomsbesidder. Og den form for personlighed skal ganske rigtigt afskaffes.
Kommunismen fratager ingen magten til at tilegne sig samfundsmæssige produkter, den ophæver kun magten til – ved hjælp af denne tilegnelse – at udbytte fremmed arbejde.
Man har fremsat den indvending, at når man ophævede privatejendommen, ville alt arbejde standse, og der ville indtræde en tilstand af almindelig dovenskab.
Hvis det var rigtigt, måtte det borgerlige samfund for længst være gået til grunde af sløvhed; for de, der arbejder, tilegner sig ikke noget, og de, der tilegner sig noget, arbejder ikke. Hele indvendingen er ikke andet end en tautologi: at der ikke eksisterer lønarbejde, så snart der ikke mere er nogen kapital.
Alle de indvendinger, der rettes mod den kommunistiske tilegnelses- og produktionsmåde med hensyn til de materielle produkter, anfører man også, når det drejer sig om tilegnelsen og frembringelsen af de åndelige produkter. Ligesom bourgeois’en mener, at klasseejendommens afskaffelse er det samme som selve produktionens afskaffelse, sådan mener han, at afskaffelsen af klassedannelsen er ensbetydende med afskaffelsen af al dannelse overhovedet.
Den dannelse, hvis forsvinden det beklager er for det vældige flertal kun uddannelsen til at blive en maskine.
Men indlad Jer ikke i strid med os, sålænge I som målestok i spørgsmålet om den borgerlige ejendomsafskaffelse anvender jeres borgerlige forestillinger om frihed, dannelse, ret o.s.v. Jeres ideer er selv et produkt af de borgerlige produktions- og ejendomsforhold, ligesom jeres retsorden ikke er andet end jeres klassevilje ophøjet til lov, og denne viljes indhold er bestemt af jeres klasses materielle livsbetingelser.
Den egoistiske tankegang, ved hjælp af hvilken I forvandler jeres produktions- og ejendomsforhold fra historiske, forbigående forhold, der skifter med produktionens udvikling, til evige natur- og fornuftslove, den deler I med alle de herskende klasser, der er gået under. Hvad I forstår, når det drejer sig om den antikke ejendomsret, hvad I forstår, når det drejer sig om den feudale ejendomsret, det vover I ikke at forstå, så snart det drejer sig om den borgerlige ejendomsret.
Familiens afskaffelse! Selv de mest radikale bliver fyr og flamme over, at kommunisterne kan nære så skændige hensigter.
Hvad er grundlaget for den nuværende, den borgerlige familie? Det er kapitalen, den private tilegnelse. Helt udviklet findes den kun indenfor bourgeoisiet; men den nødvendige baggrund er proletarens tvungne familieløshed og den offentlige prostitution.
Den borgerlige familie forsvinder naturligvis, når denne baggrund falder bort, og begge dele forsvinder, når kapitalen forsvinder.
Bebrejder I os, at vi vil forhindre, at børnene udbyttes af deres forældre? Vi tilstår denne forbrydelse.
Men, siger I, vi ophæver det ømmeste af alle forhold, når vi erstatter opdragelsen i hjemmet med samfundsopdragelse.
Er jeres opdragelse da ikke også bestemt af samfundet? Bestemt af de samfundsmæssige forhold, indenfor hvis rammer opdragelsen foregår, af samfundets direkte eller indirekte indflydelse, af skolen o.s.v.? Samfundets indvirkning på opdragelsen er ikke noget, kommunisterne finder på; de forandrer kun dens karakter, de befrier opdragelsen for den herskende klasses indflydelse.
De borgerlige fraser om familie og opdragelse, om det inderlige forhold mellem forældre og børn, bliver så meget mere modbydelige, jo mere storindustrien bevirker, at alle familiebånd ødelægges for proletaren, og børnene forvandles til simpelthen at være handelsvarer og arbejdsredskaber.
Men I kommunister vil indføre kvindefællesskab, skriger hele bourgeoisiet i kor efter os.
En bourgeois ser i sin kone et rent og skært produktionsmiddel. Han hører, at produktionsmidlerne skal udnyttes i fællesskab og kan naturligvis ikke tænke sig andet, end at fællesskabet også vil komme til at omfatte kvinderne.
Han aner ikke, at det netop drejer sig om at ophæve kvindernes stilling som rene produktionsmidler.
Iøvrigt er der ikke noget, der er mere latterligt end bore bourgeois’ers højmoralske forfærdelse over det officielle kvindefællesskab, som man pådutter kommunisterne. Kommunisterne behøver ikke at indføre kvindefællesskab, det har eksisteret næsten altid.
Vore bourgeois’er, som ikke er tilfredse med, at deres proletarers koner og døtre står til deres disposition – vi taler slet ikke om den officielle prostitution – finder den største fornøjelse i at forføre hinandens koner.
Det borgerlige ægteskab er i virkeligheden konefællesskab. Man kunne da højst bebrejde kommunisterne, at de i stedet for et kvindefællesskab, der på hyklerisk måde er skjult, skulle have til hensigt at indføre officielt, åbenlyst kvindefællesskab. Iøvrigt er det en selvfølge, at når de nuværende produktionsforhold bliver afskaffet, så forsvinder også det kvindefællesskab, d.v.s. den officielle og den ikke-officielle prostitution, som er fremgået af disse produktionsforhold.
Man har endvidere bebrejdet kommunisterne, at de skulle have til hensigt at afskaffe fædreland og nationalitet.
Arbejderne har ikke noget fædreland. Man kan ikke tage fra dem, hvad de ikke har. Da proletariatet først må erobre det politiske herredømme, hæve sig op til national klasse [3], konstituere sig selv som nation, er det altså selv nationalt, selv om det er i en helt anden betydning end den borgerlige.
Den nationale isolation og modsætningerne mellem folkeslagene forsvinder mere og mere med bourgeoisiets udvikling, med handelsfriheden, verdensmarkedet, industriproduktionen og de tilsvarende livsvilkårs ensartethed.
Proletariatets herredømme vil i endnu højere grad få disse modsætninger til at forsvinde. Samlet aktion, i det mindste fra alle civiliserede landes side, er en af de første betingelser for proletariatets befrielse.
I samme grad som det ene menneskes udbytning af det andet ophæves, i samme grad ophæves den ene nations udbytning af den anden.
Når modsætningerne mellem klasserne indenfor nationen forsvinder, ophører nationernes fjendtlige stilling til hinanden.
De anklager mod kommunismen, som rejses ud fra religiøse, filosofiske og ideologiske synspunkter overhovedet, fortjener ikke at tages op til udførlig behandling.
Kræves der særlig dyb indsigt for at forstå, at når menneskenes livsvilkår, deres indbyrdes sociale forhold, deres sociale tilværelse ændrer sig, så sker der også ændringer i deres forestillinger, anskuelser og begreber, kort sagt i deres bevidsthed?
Hvad andet beviser ideernes historie, end at den åndelige produktion skifter med den materielle produktion? En tids herskende ideer har altid kun været den herskende klasses ideer.
Man taler om ideer, som revolutionerer et helt samfund; men det er kun et udtryk for den kendsgerning, at der indenfor det gamle samfund har udviklet sig elementer til et nyt, at opløsningen af de gamle ideer holder trit med opløsningen af de gamle livsvilkår.
Da den gamle verden var ved at gå under, blev de gamle religioner besejret af den kristne religion. Da kristendommens ideer i det 18. århundrede bukkede under for oplysningsideerne, kæmpede det feudale samfund sin dødskamp med bourgeoisiet, der dengang var revolutionært. Ideerne om frihed til at tænke og tro, som man vil, er kun et udtryk for den fri konkurrences herredømme på samvittighedens [4] område.
“Javel”, vil man sige, “religiøse, moralske, filosofiske, politiske, retslige ideer o.s.v. ændres ganske vist i løbet af den historiske udvikling. Religionen, moralen, filosofien, politikken, retten bliver alligevel ved at bestå trods denne skiften.
Der er desuden evige sandheder som frihed, retfærdighed o.s.v., der er fælles for alle samfundsformer. Men kommunismen afskaffer de evige sandheder, den afskaffer religionen, moralen, i stedet for at give den ny form, den kommer derfor i modstrid med hele den forudgående historiske udvikling.”
Hvad er kernen i denne anklage? Hele samfundets historie indtil nu har bevæget sig i klassemodsætninger, som i de forskellige epoker har haft forskellig form.
Men enten de har haft den ene eller den anden form, så er det en kendsgerning, og det gælder alle tidligere perioder, at den ene del af samfundet har udbyttet den anden. Det er derfor ikke til at undre sig over, at den samfundsmæssige bevidsthed i alle perioder til trods for al mangfoldighed og forskellighed bevæger sig i visse fælles former, i bevidsthedsformer, der kun kan opløses helt, når klassemodsætningerne er fuldstændigt forsvundet.
Den kommunistiske revolution betegner det mest radikale brud med de overleverede ejendomsforhold; det er ikke mærkeligt, at dens udviklingsproces medfører, at der på den mest radikale måde brydes med de overleverede ideer.
Men lad bourgeoisiets bebrejdelser mod kommunismen være.
Vi har allerede ovenfor set, at arbejderrevolutionens første skridt er at hæve proletariatet op til herskende klasse, at tilkæmpe sig demokratiet.
Proletariatet vil bruge sit politiske herredømme til efterhånden at fravriste bourgeoisiet al kapital, til at centralisere alle produktionsinstrumenter i statens hænder, d.v.s. i hænderne på proletariatet organiseret som herskende klasse, og til at øge mængden af produktionskræfter så hurtigt som muligt.
Dette kan naturligvis i begyndelsen kun ske ved despotiske indgreb i ejendomsretten og i de borgerlige produktionsforhold, altså ved foranstaltninger, der vil forekomme økonomisk utilstrækkeligt og uholdbare, men som under bevægelsens forløb vil vokse ud over sig selv og er uundgåelige som middel til at revolutionere hele produktionsmåden.
Disse foranstaltninger vil naturligvis være forskellige i de forskellige lande.
Men for de mest udviklede lande vil følgende foranstaltninger sikkert i almindelighed kunne anvendes:
Er klasseforskellene under denne udvikling forsvundet og al produktion samlet i hænderne på samfundets medlemmer selv, så mister den offentlige magt sin politiske karakter. Politisk magt i egentlig betydning er én klasses organiserede magt til at undertrykke en anden med. Når proletariatet i kampen mod bourgeoisiet nødvendigvis samles til klasse, ved en revolution gør sig til herskende klasse og som herskende klasse ophæver de gamle produktionsforhold med magt, så ophæver det med disse produktionsforhold eksistensbetingelserne for klassemodsætningen, for klasser[6] overhovedet og dermed sit eget herredømme som klasse.
I stedet for det gamle borgerlige samfund med dets klasser og klassemodsætninger får vi en sammenslutning, hvor hver enkelts fri udvikling er betingelsen for alles fri udvikling.
1. I den engelske udgave 1888 står der i stedet for “særlige” – “sekteriske”. – Red.
2. I den engelske udgave 1888 står det i stedet for “nogles udbytning af andre” – “mindretallets udbytning af flertallet”. – Red.
3. I den engelse udgave 1888 står der i stedet for “hæve sig op til national klasse” – “hæve sig op til nationens førende klasse”. – Red.
4. I de senere udgaver, fra og med den tyske udgave 1872, står der i stedet for “samvittighedens område” – “det åndelige område”. – Red.
5. I de senere tyske udgaver, fra og med udgaven 1872, står der i stedet for “modsætningen” – “forskellen”. – Red.
6. I de senere tyske udgaver, fra og med udgaven 1872, står der i stedet for “for klasser overhovedet” – “det ophæver alle klasser overhovedet”. – Red.
Sidst opdateret 14.3.2015