Marxisme Online > Arkiv > IS/SWP > Indhold
For at forstå Tyskland 1918 er det nødvendigt at kende det borgerlige, demokratiske oprør, som fandt sted 70 år tidligere i 1848.
Det liberale borgerskab ønskede på dette tidspunkt en samling af Tysklands 36 stater, feudale kongeriger og frie byer. Alle feudale forhindringer for en kapitalistisk udvikling skulle ryddes af vejen. Det samme ønskede venstrefløjen, der allierede sig med bønderne og den unge arbejderklasse. Det var nødvendigt, hvis feudalismens hær skulle trues. Men bønderne og arbejderne havde andre interesser end det liberale borgerskab og begyndte ikke blot at true den gamle orden, men også det kapitalistiske borgerskab. Lederskabet i den demokratiske bevægelse forlod folkehærens kampscene og gik over til reaktionen. Folkehæren blev knust af den preussiske hær. Junkerne (storgodsejere med jordbesiddelser i Preussen, den største tyske stat) sad endnu fast på magten.
Borgerskabet indgik en alliance med junkerne om fordeling af privilegier i Tyskland under ledelse af Otto von Bismarck. Tysk national enhed blev skabt i 1871 i form af et forbund bestående af 25 selvstændige delstater under preussisk overherredømme. Et minimum af parlamentarisme blev tilladt i form af Reichstag. Resterne af den gamle feudalisme og den unge, opvoksende kapitalisme fungerede side om side. Den borgerlige revolution var endnu kun ført halvt igennem. Mens Tyskland i 1800-tallets sidste årti mangedoblede sin industrielle produktion, forblev de politiske beslutninger i hænderne på landadelen i form af de preussiske junkere.
De indre modsætninger føltes mere og mere snærende, efterhånden som kapitalismen udviklede sig. Samtidig var den tyske kapitalisme, i modsætning til den franske, engelske, belgiske og hollandske kapitalisme, kommet for sent i gang til at være rigtig med i den opdeling af verden, som foregik i det 19. århundrede. De to fløje i den herskende klasse i Tyskland samlede sig om, gennem militær magt at tiltvinge sig en stilling i verden, som stod i forhold til dens økonomiske størrelse. Dette forsøg drev Tyskland ud i konflikt med den engelske og franske imperialisme og skabte baggrunden for l. Verdenskrig, som brød ud i 1914. Men krigen skabte samtidig en social og politisk krise for det tyske kejserdømme.
I takt med kapitalismens fremvækst begyndte også arbejderne at organisere sig. I 1860erne og 1870erne kom de første fagforeningsdannelser og i 1875 sluttede forskellige reformistiske og revolutionære tendenser sig sammen i et socialdemokratisk parti, SPD. Partiet havde en næsten ubestridt ideologisk og politisk førerstilling i den tyske arbejderklasse frem til 1914.
Selv om SPDs første politiske program, Gotha-programmet, blev kritiseret skarpt af Marx for at være reformistisk, blev SPD betragtet som marxismens fornemste arvtager og dets leder Karl Kautsky blev kaldt "marxismens pave".
Kapitalismens stabile periode i 1880erne og 1890erne gjorde det muligt for arbejderne at organisere sig fagligt og politisk, og samtidig var det muligt at opnå forbedrede levevilkår. I perioden 1878-90 var socialdemokratiske sammenslutninger og udgivelser forbudte, mens det var tilladt socialdemokraterne at stille op til parlamentariske valg. Det betød sammen med centraliseringen af kapitalen, at hele den socialdemokratiske bevægelse også blev centraliseret. Centraliseringen banede vejen for et hurtigt voksende reformistisk bureaukrati, hvis opgave var dels at forhandle med arbejdsgiverne på vegne af arbejderne og dels at administrere det store netværk af sociale foranstaltninger, som SPD efterhånden fik bygget op. Partiet skabte en hel "stat i staten" af sociale institutioner: fagforeninger, aviser, brugsforeninger, sportsklubber, sangforeninger, ungdomsforeninger, kvindeforeninger, begravelsesforeninger osv. I alle livets forhold kunne arbejderne blive betjent af deres egne institutioner. Alt i alt var SPD verdens stærkeste arbejderorganisering på den tid.
Selv om SPD med Erfurt-programmet fra 1891 erklærede sig for et marxistisk revolutionært parti, betød fagbureaukratiets specielle sociale position – der var afhængig af, at fagforeningerne havde en modpart at forhandle med – at det modarbejdede alle forsøg på at gøre oprør mod borgerskabet. Strejker virkede forstyrrende på klassesamarbejdet, og hvis arbejderne fandt på at tage magten, så ville fagbureaukratiet jo blive overflødigt. I bureaukratiet ligger en vigtig nøgle til forståelse af den rolle, [1] som SPD kom til at spille i det videre forløb.
Der opstod i begyndelsen af 1900-tallet en tredeling af partiet, som havde sin baggrund i fag- og partibureaukratiets konservative rolle. En højrefløj, som koncentrerede sine aktiviteter udelukkende om valg til parlamentet og den langsomme opbygning af de faglige organisationer. En centrumgruppe, som fastholdt de revolutionære mål, men i praksis underlagde sig den parlamentariske vej, og som så arbejderklassens egne kampe som et blandt flere midler til at opnå magten gennem parlamentet. Endelig en revolutionær fløj under ledelse af Rosa Luxemburg, Franz Mehring og Karl Liebknecht, som i kraft af de russiske arbejderes opstand og selvorganisering i 1905 så, at her lå magten til at vælte kapitalismen. [*]
1. verdenskrig kom ikke uventet. l årene op til krigsudbruddet i 1914 havde de socialdemokratiske partiers internationale sammenslutning, 2. Internationale, diskuteret, hvilken holdning de skulle indtage over for borgerskabets imperialistiske krig. Den holdning, de tog, ville blive afgørende for generalernes mulighed for at få de værnepligtige til at "kæmpe og dø for fædrelandet".
På trods af at 2. Internationale vedtog resolutioner, der opfordrede til at vende den kommende imperialistiske krig til en krig mod de nationale borgerskaber, blev næsten alle socialdemokratiske partier revet med af den nationalistiske stemning, der greb landene i august 1914.
Oppositionen mod krigen i de forskellige socialdemokratiske partier resulterede i Zimmerwald konferencen (opkaldt efter den schweiziske by, hvor den blev holdt i 1916). Centrumfløjen i SPD argumenterede for, at krigen skulle standses gennem forhandlinger, og at alle skulle standse krigshandlingerne på en gang. Venstrefløjen, med Lenin og bolsjevikpartiet i spidsen og med støtte fra SPD's venstrefløj (Spartakus), argumenterede for, at krigen kun kunne standses med revolutionære midler. Flertallet støttede dog Kautsky og centrumfløjen.
I SPD's rigsdagsgruppe stemte alle for krigsbevillingerne, trods flere medlemmers modstand. Fagbureaukratiet gjorde, hvad det kunne for at forhindre strejker i krigsårene. I slutningen af 1914 stemte Karl Liebknecbt dog ene mand imod fornyede krigsbevillinger.
SPD's kapitulation over for krigsmagerne kom som et chok for den revolutionære fløj. l 1916 tog de sig sammen og dannede en gruppe, som kaldte sig Spartakus (efter en berømt oprørsleder blandt slaverne i det gamle Rom). Spartakus udgav et undergrundsnyhedsbrev og begyndte at få kontakt med militante antikrigsaktivister. Midt i 1915 begyndte krigshysteriet at lægge sig, efterhånden som flere og flere blev sendt døde hjem fra fronten. Oppositionen til krigen bredte sig. Et år efter at Liebknecht havde lavet sit onemanshow, stemte 22 SPD Reichstagsmedlemmer i december 1915 imod krigsbevillingen. Bredden i oppositionen betød, at partiledelsen i flere vigtige byer gik over til krigsmodstanderne. Det gjaldt byer som Berlin, Leipzig og Bremen. I marts 1916 blev 33 medlemmer, der var modstandere af krigen, smidt ud af SPD.
Oppositionen måtte nødvendigvis samle sig, hvis de ikke ville hægtes af. De mødtes i januar 1917 og blev enige om at fastholde SPD's partiprincipper og partivedtægter. De opfattede nemlig SPD's højrefløj som en anti-partifløj. Ikke desto mindre ekskluderede denne anti-partifløj samtlige oppositionelle, de kunne spore. 170.000 forlod SPD, og heraf dannede 120.000 USPD (Det Uafhængige Socialdemokratiske Parti). Mellem dem var SPD's tidligere politiske leder Kautsky og Spartakusgruppen.
USPD opfattede sig selv som det ægte SPD og håbede på at genforene sig med højrefløjen, når krigen var overstået. Men samtidig tiltrak USPD alle, som var imod krigen, og som ønskede et revolutionært alternativ.
De revolutionære i Spartakus, som gik med i USPD, vidste godt, at de ikke kunne stole på Kautsky og hans lige, men nærede stor frygt for at blive isoleret fra masserne, hvis de dannede deres eget parti. Andre, f.eks. Bremen Venstre, blev uden for USPD og begyndte at skabe kontakt med ligesindede i andre byer. Men de var for svage til at danne et landsdækkende revolutionært parti med det samme.
Året 1917 blev et skæbnesvangert år. I februar 1917 blev zarstyret væltet i Rusland og arbejdermagtorganer, sovjetter, blev dannet overalt. Både i hæren, på fabrikkerne, i byerne og på landet. I oktober tog arbejderklassen i alliance med bønderne og med et revolutionært parti, bolsjevikkerne, i spidsen magten og standsede krigen for Ruslands vedkommende. Arbejderklassen over hele Europa begyndte at protestere imod krigens sociale konsekvenser. I april 1917 strejkede 200.000 tyske metalarbejdere imod, at brødrationen blev beskåret, og protester mod knaphed på fødevarer og modstand mod krigen begyndte nu at smelte sammen.
*) I Petrograd, som var den vigtigste by i Rusland på det tidspunkt, tog arbejderne magten i en kort periode i 1905. De oprettede sovjetter og organiserede byens liv. De var dog ikke stærke nok til at fastholde magten mod zaren. Det er blevet kaldt "generalprøven" for det senere opgør i 1917. Rosa Luxemburg, som deltog aktivt i Polen, der var underlagt Rusland, skrev en bog om erfaringerne fra 1905, Massestrejke, parti og fagforeninger. Bogen havde stor virkning i den interne kamp i SPD 1905-08. Se Schorske, op cit s. 28-58.
1. Se John Molyneux: Den marxistiske tradition, Åbyhøj 1992, s. 20-24.
Sidst opdateret 4.6.00