Marxisme Online > Arkiv > IS/SWP > Indhold
1918 var krigens femte år for Tyskland. Endnu inden den var afsluttet, havde den kostet 1,7 millioner tyskere livet, og 5,3 millioner var blevet såret. Arbejdernes realløn var faldet 30%, og mad var en mangelvare. 700.000 døde af sult i Tyskland. Kapitalisterne derimod profiterede af krigen, især metalarbejdsgiverne og fødevarekoncernerne.
Overalt i Europa voksede protesterne mod krigen, både på hjemmefronten og blandt soldaterne. I januar 1918 begyndte en strejke i Berlin, som bredte sig til 80 andre byer. I alt deltog en million arbejdere, Der blev dannet et arbejderråd i Berlin, som bl.a. krævede hurtige fredsforhandlinger uden landanneksioner eller krigsgæld, på basis af folkets ret til selvbestemmelse, som det blev formuleret af det russiske folks repræsentanter i Brest-Litovsk. [2]
Strejken og rådet blev smadret af politiet, men i virkeligheden blev strejken tabt indefra, fordi de strejkende havde inviteret de ledende SPD'ere, Ebert og Scheidemann, til at sidde i strejkekomiteen. Disse to gjorde alt, hvad de kunne for at bringe strejken til ophør: "Jeg tog del i strejkeledelsen, fordi jeg ønskede strejken standset, for at landet ikke skulle tage skade," udtalte Scheidemann. [3]
Som straf blev 50.000 af de strejkende sendt til fronten. Men oprørets flamme var blevet tændt, og den glødede videre under undertrykkelsens overflade.
I sommeren 1918 kom den sidste store offensiv fra Tysklands side på Vestfronten. Alle de fremskridt, de opnåede i kampens første fase, blev rullet tilbage af de allieredes modoffensiv. [*] Nederlaget var nært forestående. At de kunne trække tropper tilbage fra Østfronten, og at SPD var blevet splittet, havde givet generalstaben nyt håb. Siden storstrejken i januar 1918 havde anti-krigsbevægelsen ligget stille.
Men nu var spillet slut. General Hindenburg og Ludendorff fra den tyske generalstab kontaktede kejseren sidst i september og erklærede, at krigen var tabt. De foreslog, at en ny liberal regering blev dannet, hvor også SPD fik ministre. Hensigten var at hindre, at utilfredsheden blandt arbejdere og soldater skulle slå over i et åbent oprør. En ledende politiker sagde dengang: "Det er nødvendigt at standse et oprør fra neden med en revolution fra oven". [4]
Socialdemokraterne accepterede med det samme at indgå i en regering, hvis fornemste opgave var at bevare monarkiet.
To ting ødelagde planerne. For det første var al snak om fred med til at svække kampmodet blandt soldaterne. De så ingen grund til at dø for ingenting. Og al disciplin og straf, som så ud til at opretholde krigen, satte blot ekstra skub i utilfredsheden. For det andet ville de allierede ikke slippe Tyskland så let, og de krævede kæmpe krigserstatninger, både landområder og økonomiske. Så generalstaben kæmpede videre og sendte tropperne ud til tabte slag. Deres største fejl var, at de beordrede flåden til søs fra Kiel. [**] Matroserne ville ikke ud at sejle, de druknede kedlerne på skibene og blev arresteret. Men fem dage senere, i begyndelsen af november 1918, marcherede 5.000 matroser gennem Kiel i protest mod fængslingerne. Havnearbejderne gik med. Ni blev dræbt i kampen mod regeringsloyale tropper, som blev slået tilbage og ud af byen. Flammerne blussede op på ny.
Denne gang var de ikke til at stoppe. Et massemøde i Kiel med 20.000 deltagere dannede et matrosråd. Rådet tog magten i byen. Andre havnebyer i nærheden dannede også arbejder- og matrosråd. USPD i Hamburg krævede den 5. november, at matroserne skulle frigives, men gik imod dannelsen af råd. Men matroserne var ikke til at standse. Det var liv eller død for dem. Tyve matroser gik gennem havnen og samlede hundreder af andre arbejdere og overtog fagforeningsbygningen. Næste dag deltog 40.000 i en uofficiel demonstration og stemte for "en republik af arbejderråd". Aviserne blev overtaget, og trykkerne begyndte at producere en avis for rådet, som hed Rote Fahne (Røde Fane). Da det var revolutionære, som stod i spidsen, begyndte den første avis med ordene: "Dette er begyndelsen til den tyske revolution, til verdensrevolutionen."
Opstanden bredte sig som en løbeild. Den 4. november om aftenen havde matroserne magten i Kiel. Den 5. november nåede revolutionen Lübeck og Brünshüttel. Den 6. november Hamburg, Bremen og Wilhelmshaven. Den 7. Köln, München, Hannover og Braunschweig. Den 8. Rostock, Leipzig, Dresden, Chemnitz, Düsseldorf, Frankfurt, Stuttgart, Nürnberg …
I desperation bad hærledelsen i Kiel SPD om hjælp. De sendte en højrefløjsSPD'er, Gustav Noske, til byen. Det lykkedes ham med assistance fra det lokale USPD at blive udråbt til leder af den matroskomite, der stod i spidsen for begivenhederne. Han brugte positionen til at begrænse revolutionen mest muligt og bevare de kapitalistiske strukturer. Hans succes blev senere fulgt op af SPD i Berlin.
Berlin var gået fri i første omgang. Her passede arbejderne deres arbejde, og soldaterne blev i barakkerne.
I et forsøg på at tage brodden af opstanden tvang borgerskabet kejseren til at abdicere. USPD, Spartakus og de mest militante tillidsfolk, samlet i "de revolutionære tillidsfolk", [***] diskuterede, hvornår de skulle starte opstanden i Berlin.
Karl Liebknecht, som var blevet løsladt fra fængslet sidst i oktober måned, udgav den 8. november sammen med Ernst Meyer fra Spartakus en løbeseddel, som opfordrede til revolution. Tillidsfolkene og venstrefløjen i USPD kunne heller ikke vente længere, fordi de blev presset fra basis, og udgav en løbeseddel umiddelbart efter Liebknecht. Opfordringen til generalstrejke blev fulgt i alle fabrikkerne, og de såkaldte "loyale tropper" gik alle med en i fælles demonstration, efter at de havde revet emblemerne af officerernes uniformer.
Demonstrationen var bevæbnet. I endnu et desperat forsøg på at få situationen under kontrol overlod borgerskabet hele regeringsmagten til SPD. SPD's leder Ebert var tvunget til at udråbe republikken, og sammen med USPD dannede han en "revolutionær regering" bestående af seks folkekommissærer, tre fra hvert parti. Liebknecht blev tilbudt en post, men nægtede at deltage. Den "revolutionære regering" brød på ingen måde med det borgerlige statsapparat, og folkekommissærerne støttede sig i høj grad til den gamle embedsmandsstand.
De revolutionære lå imidlertid ikke på den lade side. De indkaldte repræsentanter fra alle kaserner og fabrikker til et stort fællesmøde i Cirkus Busch for at danne et fælles råd for hele Berlin. I alt 1500 delegerede mødte op. Men til deres store overraskelse var det SPD, der mønstrede flertallet på mødet. SPD havde sat hele sit partiapparat ind på at få valgt så mange delegerede som muligt. De havde endda opbygget arbejder- og soldaterråd til lejligheden.
Mødet nedsatte en centralkomite for rådene i Berlin bestående af 18 SPD'ere og 6 USPD'ere. Liebknecht forsøgte at trænge igennem med advarsler mod SPD's kontrarevolutionære hensigter, men enheden stod i højsædet.
Med den organisatoriske succes i Berlin håbede SPD'erne på at kunne ride stormen af. De indkaldte til en landsdækkende kongres for arbejder- og soldaterrådene i midten af december. Ud af 499 delegerede støttede 288 SPD, 90 støttede USPD, og 21 det revolutionære venstre. 179 delegerede var arbejdere, 71 var intellektuelle, 85 soldater og 164 journalister, fagforenings- og SPD-lønnede. Der er ingen tvivl om, at de repræsenterede de lokale magtorganer. Men der havde været en udbredt forvirring umiddelbart efter den 9. november. SPD havde det stærkeste organisatoriske apparat og havde fået mange poster i de lokale råd. Senere var det lykkedes dem mange steder at undgå nyvalg til rådene, så den ændrede stemning i arbejderklassen blev ikke nødvendigvis afspejlet i rådene.
Desuden formåede SPD at bruge soldaterrådene mod arbejderrådene. Før 9. november havde det været umuligt for soldaterne at organisere sig, og derfor var det noget tilfældigt, hvem der kom til at repræsentere dem. I nogle tilfælde sendte de sågar officerer.
Millioner af mennesker kom meget pludselig ind i det politiske liv og kendte knapt nok forskellen mellem SPD, USPD og Spartakus. Spartakus havde på dette tidspunkt 3-4000 medlemmer på landsplan. Store dele af USPD arbejdede bevidst på at blive lukket ind i varmen i SPD igen. SPD førte revolutionær tale, f.eks. om en socialistisk republik og magten ligger hos rådene osv. For mange var det et radikalt skridt at støtte SPD, og de havde brug for nogle erfaringer med det parti, inden de kunne bevæge sig endnu en tak til venstre.
SPD arbejdede på to felter. På den ene side søgte de at erobre magten [5] i rådene ved at udmanøvrere de revolutionære. (Liebknecht og Luxemburg fik således ikke lov til at tale på den landsdækkende rådskonference). På den anden side forsøgte de at stække rådsmagtens betydning. Dels ved at bruge rådskonferencens flertal til at pege på parlamentariske valg som erstatning for arbejder- og soldaterrådene. Dels ved at bruge hæren mod rådene, hvor disse ikke ville opgive magten.
Ideen var, at de hjemvendende tropper skulle bruges til at genoprette ro og orden i Berlin. Regeringen gav ordre til, at soldaterrådene kun skulle være rådgivende, og at soldaterne skulle adlyde officererne. Selv Barth, den mest venstredrejede af regeringens 6 mænd, skrev under på forordningen. Men hæren ville ikke bruges til at drukne revolutionen. Alle troppedelinger, som kom tilbage til Berlin, blev opildnet af den revolutionære atmosfære, som herskede, og gik i opløsning.
Mens Noske var i Kiel i november, havde han organiseret et korps af loyale matroser, kaldet Folkets Marinekorps. Hensigten var at bruge dem som sikkerhedsstyrker for regeringen. Men matroserne blev påvirket af stemningen i Berlin, en del rejste hjem til Kiel, og resten sluttede sig til de revolutionære.
Derudover kontrollerede de revolutionære en milits, som USPD'eren Eichhorn, der var blevet udnævnt til politichef i Berlin, havde bygget op. Militsen bestod af to tredjedele frivillige, resten var tidligere politifolk.
SPD begyndte at opbygge et republikansk soldaterkorps rekrutteret blandt medlemmer af den opløste hær. Styrken blev finansieret af storkapitalen. Soldaterkorpset blev hurtigt indblandet i gadekampe med de revolutionære styrker. Problemet for SPD var blot det, at soldaterne gerne ville slås mod spartakisterne, men at de var trætte af krig og nød og ikke ønskede kapitalisme igen. Soldaterne kunne altså ikke bruges til at angribe selve rådsmagten.
Den 6. december forsøgte en gruppe officerer at starte et militærkup mod de revolutionære. Det mislykkedes og bidrog blot til at øge den radikale stemning. Borgerskabet og SPD manglede en loyal styrke.
Den 22. december indgik SPD's top og general von Märchen en aftale om at danne en styrke bestående af højt betalte lejesoldater. Styrken skulle rekrutteres blandt tidligere officerer og stormtropper. Opgaven var at smadre rådene og navnet var (ironisk nok) Freikorps.
Da Noske så disse tropper på parade i al hemmelighed uden for Berlin den 4. januar, sagde han til Ebert: "Tag det roligt. Alt bliver godt igen". [6]
I juledagene kom det til kraftige kampe mellem på den ene side regeringstropperne op gå den anden side folkets marinekorps, det republikanske soldaterkorps, Eichhorns politistyrker og civile. De menige blandt regeringstropperne arresterede deres officerer og gik over til de revolutionære. I kølvandet på kampene besatte de revolutionære den socialdemokratiske avis Vorwärts og begyndte at udgive Rote Vorwärts med opfordringer til at vælte Ebert-Scheidemann regeringen.
Af frygt for at miste opbakning trak USPD sig fra regeringen.
Revolutionen udviklede sig hurtigt, men de revolutionære manglede en fælles ledelse. Spartakus forbundets 3000 medlemmer druknede nærmest i mængden af oprørske arbejdere og soldater.
Rosa Luxemburg, der havde siddet fængslet for anti-krigspropaganda og var blevet løsladt af novemberrevolutionen, opfordrede USPD til at indkalde en ekstraordinær partikonference. Da det blev afslået, indkaldte hun i stedet Spartakusforbundet til en konference med det formål at danne et selvstændigt parti. Tilstede på konferencen var også repræsentanter fra Bremen-gruppen, der ikke var gået med Spartakus ind i USPD. Karl Radek, der før krigen havde været tilsluttet Bremen-gruppen, deltog som repræsentant for Ruslands bolsjevikparti.
Allerede på konferencen viste der sig en modsætning i vurderingen af den aktuelle situation. Luxemburg forsøgte således at overbevise forsamlingen om, at tiden endnu ikke var moden til proletariatets magtovertagelse. Hun pegede på den svage basis i revolutionen. Det var ikke nok at vælte regeringen, [7] kampen for socialisme skulle bredes ud til hver eneste fabrik, til hver afkrog af landet. Arbejdernes økonomiske kamp mod arbejdsgiverne, organiseret gennem arbejderrådene, var en vigtig brik i den fortsatte kamp for arbejdermagten. Inden de revolutionære kunne tage magten, var det afgørende at vinde masserne for ideen om socialisme.
Men flertallet af de delegerede delte ikke Luxemburgs tålmodighed. Det gav sig blandt andet udslag i diskussionen om opstilling til valget til den grundlovgivende forsamling. Da flertallet mente, at revolutionen var lige om hjørnet, kunne de kun se valget som en afledningsmanøvre. Luxemburg derimod mente, at de revolutionære skulle bruge valget som et talerør for KPD's politik.
Konsekvensen blev, at KPD boykottede valget. [****] En anden konsekvens var, at de revolutionære tillidsfolk, som var i forhandlinger med KPD om tilslutning til partiet, brugte beslutningen som et bevis på, at Spartakusfolkene ikke var modne nok til at lede arbejderklassen.
KPD gik ind i januar dagene, hvor de blev stillet over for nogle afgørende slag uden opbakning fra de mest indflydelsesrige arbejderledere. Omvendt havde tillidsfolkene heller ikke Luxemburg, Radek, Jogisches og de andre til at råde dem i det stormvejr, de blev kastet ud i.
*) De allierede var Storbritannien, Frankrig og USA. De havde kæmpet sammen med Rusland mod Tyskland, indtil den russiske revolution i 1917 stort set standsede Ruslands aktive deltagelse. Formelt set trak Rusland sig ud af krigen i marts 1918, efter at fredstraktaten med Tyskland var underskrevet i Brest-Litovsk.
**) Pga. Storbritanniens overlegenhed til søs havde hele den tyske flådestyrke stort set ligget i havn i Kiel hele krigen igennem. Tysklands krig til søs bestod i ubådsangreb mod transporter over Atlanterhavet.
***) De revolutionære tillidsfolk stammede fra metalarbejderne og deres stigende opposition mod krigen. Specielt i Berlin. Richard Müller var deres dygtigste organisator og spillede en ledende rolle i strejkerne i juni 1916, april 1917 og januar 1918. Se Harman: The Lost Revolution.Germany 1918 to 1923, London 1982, s 38.
****) Denne holdning blev voldsomt kritiseret af Lenin i bogen "Venstre"-kommunismen – en børnesygdom.
2. John Riddell: The German Revolution and the Debate on Soviet Power, New York 1986, s. 20.
3. Chris Harman: The Lost Revolution. Germany 1918-23, London 1982, s.33.
4. Statssekretæren Hintze, citeret i Harman, op. cit., s.39.
5. Ibid., s. 56.
6. Ibid., s. 62.
7. Riddell, op. cit., s. 164.
Sidst opdateret 4.6.00