Marxisme Online > Arkiv > IS/SWP > Indhold
SPD havde redet de første storme af og fået et flertal på landsplan. Men juledagenes kampe og KPD's dannelse viste, at regeringen ikke kunne regere i Berlin. Revolutionen var i gang, men ikke fuldendt.
De revolutionære kræfter var endnu ikke stærke nok til at tage magten, fordi flertallet i arbejderklassen stadig nærede illusioner om regeringen under ledelse af SPD'erne Ebert og Scheidemann. Derfor forsøgte SPD'erne i samarbejde med generalerne at lægge en fælde for KPD. De borgerlige og socialdemokratiske aviser indledte en verbal klapjagt på Spartakusfolkene. Gentagne rygter blev sat i gang om at bevæbnede folk, ledet af Liebknecht, havde dræbt så også mange civile. I denne hysteriske atmosfære blev USPD-medlem og ny politichef for Berlin, Emil Eichhorn, angrebet i Vorwärts (SPD's daglige organ) for økonomisk bedrageri og andre opdigtede lovovertrædelser.
I virkeligheden ønskede regeringen at komme af med Eichhorn. Dels fordi han rådede over revolutionens mest disciplinerede og veltrænede styrke, ca. 6.000 mand, og dels fordi den ville provokere de revolutionære til at gå i aktion for tidligt.
Aviskampagnen blev ført over tre dage fra den 1. januar 1919 og endte med, at regeringen fyrede Eichhorn og indsatte SPD-medlem Eugen Ernst som politichef. En bevidst provokation, som Ernst senere indrømmede: "Spartakusfolkene kunne ikke vinde, fordi vi, pga. vores forberedelser, tvang dem til at angribe os for tidligt. De blev nødt til at handle, før de ønskede det, og vi var derfor parat med et modsvar". [8]
Fælden var sat, men den ville kun virke, hvis reaktionerne blev af en sådan karakter, at de vaklende lag i arbejderklassen og blandt soldaterne på kasernerne enten så passivt til eller faktisk støttede regeringens militære handlinger.
Der er ingen tvivl om, at der var et stort mindretal i arbejderklassen i Berlin i januar 1919, som ønskede SPD'erne ud af regeringen, og USPD/KPD sat ind i stedet for. Men situationen i resten af Tyskland gjorde, at en sådan aktion kun ville overleve få dage. Det vidste Luxemburg og lederskabet i KPD, og derfor ønskede de et fredeligt forsvar for Eichhorn og ikke en militær konfrontation med regeringen.
Desværre var der blandt deres egne medlemmer store illusioner om de revolutionæres styrke. Det gjaldt også mange af de nyligt bevidstgjorte, unge arbejdere, som så de store, magtfulde demonstrationer og blev overbevist om, at magten lå lige om hjørnet. Men selv hvis KPD havde haft styr på deres aktivister, var organisationen stadig så lille og løst sammensat, at KPD ikke kunne dirigere slagets gang.
Eichhorn nægtede at overgive sin chefstilling til Ernst med den begrundelse, at han var blevet indsat af rådene og ikke af regeringen. Den 4. januar mødtes USPD/KPD og de revolutionære tillidsfolk. De indkaldte til demonstrationer næste dag til forsvar for Eichhorn. En løbeseddel blev delt ud, som pointerede: "Slaget mod Berlins politistyrke er rettet mod hele det tyske proletariat, imod hele den tyske revolution … Deltag i en massiv demonstration… Vis jeres herskere jeres magt… Ned med Ebert-Scheidemann, Hirsh og Ernst's tyranni".[9]
150.000 deltog i demonstrationen. Talerne formanede folk til at tage hjem og komme igen næste dag. Men nogle var blevet opmuntret af stemningen og blev. Godt hjulpet af regeringens agents provocateurs besatte de endnu engang Vorwärts og flere borgerlige aviser. KPD havde ingen andel i aktionen, men tog ansvaret for at forsvare bygningerne og afsatte ressourcer til at deltage i besættelsen.
Liebknecht holdt møde med USPD og de revolutionære tillidsfolk og foreslog, at aktionen blev udvidet til at kræve Ebert og Scheidemanns regering væltet.
Dette var stik imod KPD's linje fra to dage tidligere, hvor en enig centralkomite havde vedtaget, at bevægelsen kun skulle være defensiv. Mødet opfordrede til generalstrejke, fastholdelse af besættelsen og regeringens afgang med kun seks stemmer imod, hvoraf to var de indflydelsesrige tillidsmandsledere Richard Müller og Ernst Daumig. Mødet dannede også en Revolutionær Komite, som bestod af 54 personer med Liebknecht (KPD), Lebedow (USPD) og Scholze (de revolutionære tillidsmænd) som ledere.
500.000 strejkede og demonstrerede den 6. januar, og på det tidspunkt var det muligt at handle til fordel for en tilbagekaldelse af Eichhorns fyring. Men lederne ville have en demonstration, der også tog regeringens fald på dagsordenen. I hvert fald i ord, handling var noget andet. Den Revolutionære Komite viste sig at være en snakkebutik. Der eksisterede ikke et bevidst lederskab. De fleste i revolutionskomiteen vaklede frem og tilbage og afspejlede USPD's politiske holdninger.
De betragtede arbejderklassen som noget, de kunne bruge til at presse SPD'erne med, ikke som en klasse, der selv skal tage magten. 3.000 blev bevæbnet den dag, men ingen tog initiativ til at organisere dem i delinger. Mens ca. 200.000 frysende og sultne demonstranter stod og ventede hele dagen, snakkede revolutionskomiteen, men der kom ingen initiativer. Liebknecht, Lebedow og andre havde forsøgt at overtale de venligst stemte soldater og matroser, men ingen var parat til at støtte en militær aktion mod selve regeringen. Slaget var på dette tidspunkt tabt. KPD havde ikke andet valg end at forsøge at begrænse nederlaget.
Gennem Rote Fahne [*], med Luxemburg som redaktør, opfordrede KPD'erne gang på gang revolutionskomiteen til handling, men USPD'erne var mere interesseret i at åbne forhandlinger med SPD'erne. Selv om de tilsyneladende støttede kravet om regeringens afgang, ville de ikke bruge arbejderklassens selvstændige magt til at opnå den. Højst som et pressionsmiddel. De troede også på, at SPD ville give sig. Den Revolutionære Komites vaklen gav SPD'erne det nødvendige pusterum.
SPD organiserede en moddemonstration med 150.000 deltagere den 7. januar og indkaldte til møde i ledelsen af Berlinrådene. Mødet stemte for fyringen af Eichhorn og beordrede avisbesættelserne bragt til ophør. Samme dag mødtes regeringskabinettet og centralkomitéen for rådene på landsplan, og de besluttede at bruge magt for at nedkæmpe oprøret. SPD'eren Noske blev udvalgt som blodhund. Kontrarevolutionen havde samlet sig.
Derefter begyndte der en proces, som mere eller mindre, med lokale nuancer, blev gentaget overalt i Tyskland de næste otte måneder. USPD pressede den Revolutionære Komite og tillidsfolkene, mod Liebknechts vilje, til at optage forhandlinger med regeringen. Mens det stod på, samledes Freikorpset uden for Berlin, parat til at indtage byen. Samtidig bevæbnede SPD 3.000 af deres egne republikanske tropper for at tilbageerobre Vorwärts, hvor den mest militante besættelse fandt sted. De fik ordre til at afvæbne arbejderne og det revolutionære politi.
Kontrarevolutionen fik let spil. Dels var de revolutionære dårligt organiseret. Deres kommunikationslinje var brudt sammen, fordi Den Revolutionære Komite ophørte med at eksistere, og KPD kunne ikke træde ind i det politiske tomrum, som opstod. Med deres godt 300 medlemmer i Berlin var de som en dråbe i havet.
Dels blev der sat en bevægelse i gang fra de højredrejede USPD'ere i deres landsledelse, som krævede enhed. Kravet svarede nøje til bevidstheden hos flertallet af arbejdere og soldater i Berlin på dette tidspunkt. De var parate til at forsvare revolutionen fra højre og endda protestere voldsomt mod SPD'ernes konkrete skridt. Men samtidig var SPD's rolle som revolutionsslagter endnu ikke afsløret overfor tilstrækkeligt mange. Derfor kom der opfordringer fra kasernerne og mange af de toneangivende fabrikker til, at de stridende parter skulle nedlægge våbnene og danne en fælles regering: "Proletariat, foren jer! Hvis ikke jeres ledere vil, så gør det hen over hovedet på dem". [10]
I denne atmosfære var det en nem sag for Noske og hans republikanske tropper at nedkæmpe og afvæbne de fleste af de revolutionære tropper, som befandt sig i isolerede grupper rundt om i Berlins midte. Fra den 9. til 13. januar indtog Noske og hans tropper alle de positioner, som den revolutionære bevægelse havde erobret de første tre dage. Først sendte han sine republikanske tropper, som var sammensat af partimedlemmer, ind. De mødte næsten ingen modstand. Men ved Vorwärts-besættelsen brugte han Freikorpset. Den 11. januar blev bygningen beskudt, og da besætterne sendte nogle forhandlere ud, blev de mejet ned. Mange, som overgav sig til Noskes tropper, blev skudt. Flere hundrede døde. Freikorpset havde frie hænder. Der blev indledt en hus-til-hus undersøgelse i alle arbejderkvartererne. Alle KPD-ledere, som blev fundet, blev arresteret, og KPD i Berlin gik under jorden. Den 15. januar fandt Freikorpset Liebknecht og Luxemburg, og de blev myrdet i et hotel, der fungerede som et af Freikorpsets hovedkvarterer.
Liebknecht og Luxemburg betalte sammen med hundreder af andre i de følgende måneder prisen for ikke at have en organisation, som kunne overleve et nederlag og beskytte sin ledelse. Et parti kan ikke skabes midt i en revolutionær proces. Det skal skabes og hærdes længe før. Denne dyrekøbte erfaring er desværre blevet gentaget flere gange i dette århundrede, men i Berlin januar 1919 blev den bøjet i neon for alle, som vil lytte og se.
*) Rote Fahne var blevet dagblad for KPD.
8. Ibid., s. 244.
9. Ibid., s. 245.
10. Ibid., s. 261.
Sidst opdateret 4.6.00