Marxisme Online > Arkiv > IS/SWP > Indhold
Det er karakteristisk for revolutioner i moderne tid, at de starter som en bred folkelig bevægelse vendt mod det gamle regime. De første krav, der føres frem, er politiske, dvs. krav om en ny regering. I den fase vendte de tyske arbejdere sig mod SPD. Næste fase består af forsøg på at udnytte de nyligt vundne politiske magtpositioner til at stille en række økonomiske krav. Krav til arbejdsdagens længde, lønnens størrelse, madforsyningen o.lign. Sejre på det økonomiske område kan så styrke arbejderne i at stille fornyede politiske krav.
Efter kejser- og junkerregimets fald i efteråret 1918 vendte de tyske arbejderråd sig nu mod mere økonomiske krav. Men hele tiden stod spørgsmålet om magten i samfundet også på dagsordenen.
Berlin var tugtet. KPD's mest indsigtsfulde og indflydelsesrige ledere var blevet dræbt. Der blev afholdt valg til den nationale forsamling og SPD dannede regering med to borgerlige partier. Problemet var stadigvæk, at arbejder- og soldaterrådene havde den reelle magt i det meste af resten af Tyskland. SPD'erne havde rundt omkring stadig et klart flertal. Men det havde de i kraft af deres progressivitet og ikke pga. deres kontrarevolutionære ansigt.
At de stadig havde arbejderklassens tillid i begyndelsen af 1919 ses både af, at det var relativt nemt for Noske at smadre den revolutionære styrke i Berlin, og at de fik 11,5 millioner stemmer ved valget til den nationale forsamling. USPD fik 2,5 millioner. KPD boykottede, så de, der ville have stemt på dem, stemte sikkert på USPD. Som Harman skriver: "De fleste arbejdere ønskede socialisme – men de troede, de kunne få den gennem ikke-revolutionære metoder". [11]
Det vigtigste for regeringen var at få bugt med rådenes magt og genetablere den borgerlige statsmagt. Den 19. januar blev soldaternes råd frataget al magt, og officererne fik tildelt deres gamle autoritet. Men over for arbejderrådene var det ikke nok at lave et diktat. Rådene begyndte at organisere og aktivisere brede lag af arbejdere, som ønskede at få konkrete forbedringer ud af revolutionen.
Kampe for løn- og arbejdsvilkår brød løs over hele landet. SPD sendte Frikorpset ud på et togt for at nedkæmpe og rense ud i hele Tyskland. De tog fra Berlin til Bremen, fra Bremen til Ruhrdistriktet, fra Ruhrdistriktet til det centrale Tyskland, fra det centrale Tyskland til Berlin, fra Berlin til Ruhrdistriktet igen og endnu en gang til det centrale Tyskland og derfra til München, og fra München til Chemnitz og Hamburg. Alle arbejderorganisationer blev angrebet. Tusindvis af arbejdere blev dræbt. Der var nærmest tale om en militær besættelse.
I Bremen, som var genstand for Frikorpsets første angreb, havde arbejder- og soldaterrådene dannet en selvstændig socialistisk republik den 10. januar. SPD'erne havde under halvdelen af stemmerne i rådet. Men da USPD'erne opdagede, at Berlin var faldet for Frikorpset, blev de bange og begyndte at organisere valg til borgerråd, der skulle afholdes i marts måned. Den 30. januar beordrede regeringen Frikorpset til at indtage byen, da de ikke anerkendte rådenes magt. I Bremen var SPD'erne tvunget til at angribe selve arbejdermagten, da flertallet i rådene var imod dem. Bremen-rådet foreslog, at de kunne aflevere våbnene til tropperne fra Hamburg og Bremen og dermed undgå at overgive sig til Frikorpset. Men Noske var ligeglad. Den 3. februar indtog Frikorpset byen. Bitre kampe blussede op, og 46 fra Frikorpset blev dræbt mod kun 26 arbejdere i første omgang.
SPD'erne i Hamburg havde fordømt regeringens angreb på Bremen, men ville ikke hjælpe arbejderrådene militært. Bremen blev renset. Et hundrede tilfældige mennesker blev dræbt, og arbejderhjemmene blev tømt for våben. SPD'erne i Bremen samarbejdede med Frikorpset for at oprette en stat, hvor regeringen skulle baseres på USPD's borgervalg.
Mens Bremen var ved at blive smadret, rejste Ruhrdistriktet sig. Minearbejderne var rygraden i arbejderklassen i Ruhr. Under krigen havde de nærmest været under militær straffelov, men der havde været stigende uro fra 1916 og frem. Novemberrevolutionen bragte en SPD-domineret ledelse til magten. Arbejderne pressede på for at udnytte de nye magtpositioner. Fagforeningen blev anerkendt allerede i oktober 1918. De fik 8 timers arbejdsdag, men ønskede 6 timer. Uofficielle strejker brød ud, og sikkerhedstropperne, som oprindelig var en revolutionær styrke, blev brugt imod de strejkende.
Desillusionen med SPD begyndte at brede sig. I flere byer i Ruhrdistriktet blev sammensætningen af arbejderrådene drejet dramatisk til venstre. Men først og fremmest blev der fremsat krav om socialisering af minerne. Den 10. januar stemte en konference i Essen for en ni-mands centralkommission, hvis opgave det var at overvåge mineejernes daglige virke og forberede en socialisering af minerne i samarbejde med ministeren for socialisering i Berlin. [12]
Regeringen ønskede tid og nedsatte en kommission, som skulle komme med forslag til socialisering. Det tog selvfølgelig mange uger at udarbejde. Det var nok til at holde Ruhr-folkene hen, mens Berlin og Bremen blev smadret.
I begyndelsen af februar fik regeringen en uges frist til at give 9-mands kommissionen fuldmagt til at gennemføre socialisering i minerne. I modsat fald ville der blive generalstrejke. Men Frikorpset var allerede på vej til Ruhr. Først indtog det Münster og afvæbnede den lokale sikkerhedsstyrke. Derefter indtog det landsby efter landsby den 19. februar. SPD'erne svigtede straks arbejdernes kamp og gik imod rådenes opfordring til generalstrejke. Alligevel gik 185.000 i strejke den 20. februar.
Dagen før havde bevæbnede arbejdere standset Frikorpset ved floden Boye. Men kombinationen af SPD's forræderi og Walters (Frikorpsets kommandør) militære overlegenhed tvang dem tilbage. USPD'erne begyndte at forhandle. Det gav Walter to dage ekstra, indtil styrkerne fra Bremen ankom. Så snart de kom, kastede han USPD's forhandlere til side og smadrede den sidste modstand med massearrestationer og tilfældige likvideringer til følge.
Ikke så snart var Ruhrdistriktet under foreløbig kontrol, før socialiseringsproblematikken dukkede op i det centrale Tyskland (også et minedistrikt). Den 23. februar proklamerede en konference for Erfurt- og Hesseberg- rådene af mine-, elværks-, kemisk industri- og jernbanearbejdere en total strejke til fordel for socialisering. Det var også en lille advarsel til Frikorpsets aktiviteter i Weimar, hvortil Noske havde sendt tropper for at forsvare Nationalforsamlingen i begyndelsen af februar (heraf navnet Weimarrepublikken).
Strejken var effektiv, og de delegerede i Weimar var isoleret fra Berlin både kommunikations- og transportmæssigt. SPD'erne udgav en løbeseddel, som lovede alt fra socialisering til al magt til rådene, hvis bare strejken ville ophøre, så de delegerede i Weimar kunne vedtage alle disse gode ting. Det er værd at bemærke, at halvdelen af de delegerede til konferencen i Erfurt, som havde erklæret strejken, var SPD'ere.
Alt imens fortsatte Noske sine manøvrer med Frikorpset, og den l. marts indtog de Halle, hvor USPD'erne havde flertal i arbejderrådet, og KPD havde indflydelse i sikkerhedstropperne under rådet. Rådet blev enig om ikke at gøre militær modstand, men fastholdt strejken. Alligevel provokerede Frikorpset til kamp, hvor 27 arbejdere blev dræbt. Regeringen forhandlede sig frem til en løsning, hvor rådene fik en plads i en forfatning i de centrale tyske delstater, mens fabriksrådene kun fik form af samarbejdsudvalg af den type, som vi kender i dag i Danmark. USPD standsede strejken på disse betingelser den 6. marts, præcis den dag hvor Frikorpset var på vej tilbage til Berlin, hvor der var gang i den igen.
Selvom den berlinske avantgarde havde nederlaget tæt på og havde mistet mange af dens mest talentfulde ledere, var den endnu ikke besejret. De store kampe i Ruhr og det centrale Tyskland havde givet ny inspiration. Bitterheden mod Frikorpsets besættelser var udbredt. Da hysteriet havde lagt sig efter de første 14 dage i januar, var ingen i arbejderklassen stolte over mordet på Liebknecht og Luxemburg. Deres begravelse var den største demonstration, Berlin nogen sinde havde været vidne til. Kort sagt – de berlinske arbejdere havde mere i sig.
Selv om blomsten af arbejderklassen, inklusive Luxemburg og Liebknecht, havde mistet livet under Spartakus-dagene, var sejren for SPD og Frikorpset kun kortvarig. Der opstod rivalisering mellem Noske-tropperne, som var grundlæggende monarkistiske og højreorienterede, og de socialdemokratiske republikanske korps, som havde været med til at nedkæmpe "ekstremisterne", men trods alt opfattede sig selv som socialister og forsvarere af fremskridtene fra den 9. november.
På grund af den spændte stemning, og fordi de var nødvendige andre steder i Tyskland (se ovenfor), blev Frikorpset trukket ud af Berlin sidst i januar. Det gav luft til de oppositionelle kræfter, som trods alt var imod Frikorpset, men som havde holdt sig neutrale i Spartakus-dagene. Det gjaldt USPD'erne, de revolutionære tillidsfolk og flere af de demokratiske og radikaliserede afdelinger i hæren, specielt Folkets Marinedivision, som havde holdt sig ude af kampene i begyndelsen af januar. Arbejderne i Berlin var trætte af at være besat og blev opmuntret af modstanden i Ruhr og det centrale Tyskland, som fandt sted i februar.
Der opstod en strejkebevægelse i Berlin, som udsprang af sympatistrejker for arbejderne i det centrale Tyskland, og som fremsatte sine egne krav: lønforhøjelser, valg til fabriksradene og revolutionær retsforfølgelse af de gamle militærchefer. Den 28. februar samledes en nyvalgt forsamling af fabriksrådene i Berlin. Styrkeforholdene havde forrykket sig. Et flertal af USPD-tilhængere og KPD-folk kunne stemme SPD'erne ned, hvis de ønskede det.
Den 4. marts erklærede forsamlingen af fabriksrådene en generalstrejke, som også fik støtte af de socialdemokratiske delegerede. Kravene indeholdt: rådene skulle anerkendes, alle politiske fanger løslades, organisering af arbejdermilitser og opløsning af Frikorpset. Altså en direkte udfordring af regeringen.
KPD ville ikke sidde i strejkekomiteen pga. SPD'ernes deltagelse. Endnu et udslag af venstreradikalismen, som gjorde dem impotente, da kampene brød ud. Forskellen mellem menige SPD'ere og blodhundene i regeringen var endnu ikke gået op for flertallet i KPD.
Strejken var meget effektiv, men allerede på andendagen begyndte Noskes Frikorps at paradere i gaderne igen. Kampene startede næsten samtidig med strejken. Et friluftsmassemøde blev angrebet af militære køretøjer, og det bevæbnede Frikorps affyrede deres maskingeværer ind i mængden, med utallige dræbte til følge. Dagen efter angreb Frikorpset en deling af Folkets Marinedivision, som straks forsvarede sig og derefter uddelte våben til alle, som ønskede det.
Kampene foregik denne gang ikke mellem bevæbnede KPD'ere og Frikorpset, men mellem de sidstnævnte og Folkets Marinedivision og de socialdemokratiske republikanske militser.
Spartakusdagene gentog sig, men med meget blodigere resultat. Noskes Frikorps havde kontrol over byens centrum, mens de bevæbnede arbejdere forskansede sig i Berlins østlige arbejderkvarterer. KPD forholdt sig neutral og udtalte endog: "Vi kæmper for socialisme og imod kapitalisme, men deres chefer (Folkets Marinedivisioner og de socialdemokratiske republikanske korps, forf. anm.) kæmper for deres militære poster imod deres arbejdsgivere, som de er blevet uenige med… Mellem os og dem er der ingen solidaritet." [13]
Endnu engang ser vi den abstrakte afholdelse fra at tage stilling som udtryk for, at KPD ikke forstod, at klassekampen kan lære folk meget. Fordi nogle har været imod den ene dag betyder det ikke, at de ikke kan være for dagen efter. Uanset KPD's holdning forlod SPD'erne kampen og overlod organiseringen til USPD'erne. Samtidig trykte de deres egne løbesedler og plakater, som opfordrede til at standse strejken. Frikorpset gik ind den 7-8. marts og standsede alle forsyninger til arbejderkvartererne, og efter et par dage var strejken ineffektiv. Den 9. marts endte kampene og strejken.
Frikorpset benyttede lejligheden til, med regeringens samtykke, at terrorisere Berlins arbejderbefolkning. Der, hvor de fandt våben, blev arbejderne henrettet. Flere afdelinger af Folkets Marinedivision blev henrettet en masse. I alt mistede 2.000 livet og 20.000 blev såret. SPD viste sig endnu engang som borgerskabets mest effektive våben, både militært og taktisk.
Et sted, hvor arbejderne reelt tog magten i en hel delstat og oprettede en rådsrepublik, var Bayern. Det kan måske undre mange, som husker, at både Hitler og nazismen udsprang af Münchens højreekstremistiske kredse, og at Bayernprovinsen i dag er den mest konservative af alle delstater. Men i marts/april 1919 var München i arbejder- og soldaterhænder og dannede en kæde af rådsrepublikker, som for en tid rakte fra Bayern gennem Østrig over Ungarn til Moskva. [*]
Historien var den, at München var opsamlingscenter for tyske tropper på vej til og fra fronten under 1. Verdenskrig, og novemberrevolutionens hede havde tændt utilfredsheden blandt disse tusinder af soldater. Sammen med den lokale arbejderbevægelse blev de en af revolutionens stærkeste bastioner efter den 9. november. Selv om SPD havde flertallet i arbejderrådene, var det en USPD'er, Eisner, som var præsident for rådene og dermed også for delstaten. Rådene og statsmagten smeltede nemlig sammen, efter at en bevæbnet demonstration havde jaget kongen og hans ministre fra magten og proklameret "Freie Bayern".
Eisner, som kun havde folkets spontane opbakning og ikke noget partiapparat, kunne ikke regere uden om SPD og gled mere og mere til højre, og mulighederne for rådsmagt blev forsømt. SPD forlangte et "trofast politikorps", men dette krav pressede soldaterrådene til venstre. De var nemlig den eneste bevæbnede magt i München og ønskede ikke at blive presset ud af politik. Fanget mellem sin basis i rådene og den parlamentariske støtte fra SPD opgav Eisner at regere. Inden han nåede af indgive sin afskedsbegæring, blev han dog skudt af en højreorienteret gruppe den 21. februar 1919.
I München og Nürnberg var der generalstrejke, og bevæbnede arbejdere og soldater overtog gaderne. Parlamentsmedlemmer flygtede fra München, men først efter at Auer, en højreorienteret SPD'er, som menes at stå bag attentatet på Eisner, var blevet henrettet. En overgangsregering blev dannet på basis af centralledelsen for de bayerske råd, ledet af en venstreorienteret SPD'er, Niekisch.
Men hverken denne regering eller en senere under SPD'eren Hoffman, støttet af USPD'erne, kunne skabe "stabilitet". Arbejdere og soldater krævede handling. Både i forhold til den økonomiske situation med 40.000 arbejdsløse og sociale skridt som nationalisering, nedsættelse af energipriserne, kortere arbejdsdag mm. De var inspireret af oprørene inden for Tysklands grænser, men lige så meget af det nærliggende Østrig og Ungarn, hvor rådsrepublikken netop var erklæret.
Selv SPD's medlemskonference for Sydbayern i begyndelsen af april støttede ideen om en rådsbaseret regering sammensat af SPD, USPD og KPD. Levin, som deltog sammen med Frölich fra KPD centralt, advarede mod ideen og sagde, at man ikke skulle have tillid til socialdemokrater, og at en rådsrepublik ikke bare kunne etableres, den måtte der kæmpes for.
Den "pseudo-sovjetiske republik" (som KPD kaldte den) blev alligevel oprettet. Den holdt i seks dage og udfærdigede en masse deklarationer, men da den ingen organisatorisk forbindelse havde til masserne og ingen vilje havde til at gennemføre dem, måtte disse papirvedtagelser blive, hvad de var – papir.
Socialdemokraterne i regeringen gjorde, som Levin havde forudset. Så snart de kunne, flygtede de til Nürnberg, hvor de konspirerede med Frikorpsets ledelse mod Münchenregeringen, hvor USPD nu sad med den afgørende magt. Den 13. april forsøgte en deling fra den republikanske sikkerhedsstyrke i München (en middelklasse organisering) at styrte pseudosovjetten. Hoffman holdt sin styrke ude af byen for at se, hvad der skete. Det var klogt. Soldaterne fra Münchens kaserner angreb styrken og drev den tilbage til banegården. Kuppet var afværget, og "sovjetten" bestod. Men nu krævede arbejdere og soldater en rigtig sovjet, som kunne handle.
KPD havde holdt sig væk fra pseudosovjetten, men alligevel deltaget i dens forsvar. Nu krævede en stor del af Münchens arbejderklasse, at kommunisterne skulle overtage magten. Først ville KPD ikke være med, men presset var for stort, og efter nye valg til alle fabriks- og soldaterråd var kravet uomgængeligt, hvis arbejdermagten skulle bestå. Alternativet ville have været at acceptere Bayerns overgivelse til Frikorpset uden kamp.
KPD kastede alle sine ressourcer ind i at organisere byen. Arbejderne blev bevæbnet, 10-20.000 geværer blev uddelt. Middelklassen blev afvæbnet. En generalstrejke blev iværksat. Bevæbnede arbejdere konfiskerede hamstrede madvarer fra de rige kvarterer og delte dem ud i arbejderkvartererne. Bankerne blev sat under arbejderkontrol, og alle pengetransaktioner blev minutiøst overvåget.
Problemet var, at München var isoleret. Ikke kun i Tyskland som sådan, men også i Bayern. Den socialdemokratiske presse tordnede løs i de andre byer i Bayern, som de havde gjort det under Spartakus-dagene i Berlin. "Den russiske terror raser i München, udløst af fremmedelementer. Denne skam må ikke overleve endnu en dag, endnu en time… Mænd af Bayerns bjerge, højsletter og skove: Rejs jer som én mand… Kom til rekrutteringscentrene". Sådan lød en af plakaterne underskrevet af de lokale Nosker og Eberter: Hoffman og Schneppenhorst fra SPD. [14]
Hoffmans regering, som var flyttet til Nürnberg efter pseudo-sovjettens oprettelse, startede en økonomisk blokade af München. Uden mad og kul var det kun et spørgsmål om dage, før sovjetrepublikken måtte give op. USPD'erne begyndte nu at gå imod KPD'erne i sovjetten. Levin kunne godt se, at tiden var inde til at gå, og forsøgte at starte forhandlinger om nedlæggelse af rådsrepublikken.
Men Noskes Frikorps var på vej med 30.000 mand, og de ville ikke vide af noget kompromis. De marcherede ind i byen den 1. maj. Selv om regeringen var kollapset, tog det dem to dage at få bugt med byen. 600 blev dræbt, og det terroristiske efterspil førte til 186 militære henrettelser. Levin selv blev arresteret og henrettet efter en rettergang, hvor han forsvarede sine handlinger. En del af hans forsvarstale er værd at citere, fordi den ikke kun opsummerer erfaringerne fra München, men hele den tyske revolutions kurs i 1919:
"Socialdemokraterne starter, så flygter de og forråder os. De Uafhængige (USPD) falder i fælden, slutter sig til os, og bagefter svigter de os, og vi kommunister bliver skydeskiver. Vi kommunister er alle døde mænd på orlov. Dette er jeg fuldt ud klar over." [15]
Det er ikke en historisk tilfældighed, at SPD kom til at spille en sådan rolle. Det udspringer af deres støtte til den borgerlige legalitet som forudsætning for at kunne gennemføre reformer. Revolutionen angriber den borgerlige legalitet og må knuses, hvis den truer Socialdemokratiets eksistensberettigelse som parti. Det gjorde arbejderrådene i 1918/19, derfor skulle de knuses. Frikorpsets togt gennem Tyskland var ikke kun rettet mod kommunister og andre revolutionære strømninger, det var også rettet mod socialdemokratiske arbejdere, som støttede arbejderrådene.
Det viste sig i Berlin i marts 1919, men endnu klarere i Chemnitz i det centrale Tyskland og Hamburg i Nordtyskland. Begge byer havde solide socialdemokratiske flertal i arbejderrådene, og de forsøgte at opbygge et demokratisk system og gennemførte en kortere arbejdsdag, fødevarefordeling, sociale foranstaltninger, afvæbning af højregrupper osv. Men Frikorpset, Noske og regeringen var ikke tilfredse, fordi det var arbejderrådene, som gennemførte disse ting. Magten skulle væk fra arbejderne, og begge byer blev besat og arbejderrådene opløst ved magt. [16]
Disse opløsninger skete i juni-august, da landets øvrige større byer var under kontrol. Derfor fik det ikke anden betydning, end at flere og flere arbejdere strømmede ud af SPD og ind i USPD og tildels KPD. Allerede i midten af april følte SPD, at de var stærke nok til at indkalde til den anden kongres for arbejderrådene. Fabriksrådenes magt var i virkeligheden allerede brudt, og de 219 delegerede var valgt ud fra distriktsvalg af alle, som tjente under 10.000 mark om året.
SPD havde et 3 mod l stort flertal, og efter vedtagelsen om, at alt, som var blevet gjort for at genoprette den borgerlige orden, var accepteret, blev forsamlingen opløst. Man hørte ikke mere til fabriksrådene, før de KPD-dominerede berlinske råd dukkede op igen i september 1923 (se senere).
Det er intet under, at Stresemann, leder af det højreorienterede tyske nationale folkeparti (repræsentant for storkapitalen) med tilfredshed kunne udtale om situationen: "En regering uden socialdemokrater i de næste to til tre år forekommer helt umulig. Ellers vil vi humpe fra den ene generalstrejke til den anden".
*) I kølvandet på afslutningen af 1. verdenskrig og inspireret af det revolutionære Rusland, styrtede arbejderne under socialdemokraternes ledelse de korrupte kejserdømmer i Ungarn og Østrig og oprettede arbejderråd. Senere forrådte socialdemokraterne revolutionerne og gav magten tilbage til borgerskaberne. Læs Donny Gluckstein: The Western Soviets: Workers Councils vs. Parliament 1915-20, London 1985.
11. Harman, op. cit., s. 98.
12. Ibid., s. 105.
13. Citeret i Harman, op. cit., s. 105.
14. Citeret i Harman, op. cit., s. 138.
15. Citeret i Harman, op. cit., s. 140.
16. Ibid., s. 119.
Sidst opdateret 4.6.00