Marxisme Online > Arkiv > IS/SWP > Indhold
Den tyske revolutions historie fra afviklingen af rådene og nedslagtningen af arbejderklassens militante del frem til oktober 1923 – det endelige punktum for epoken – er stort set KPD's historie. Hvor kommunisterne frem til 1920 blot var blevet hvirvlet ind i begivenhedernes gang, blev de nu aktører på scenen på lige fod med borgerskabet, SPD, centristerne i USPD og arbejderklassen. Deres størrelse og betydning var afgørende for, hvilken vej revolutionen ville komme til at gå – til sejr eller nederlag.
Derfor vil næste kapitel koncentrere sig om KPD's politiske opfattelse af udviklingen i Tyskland og de taktiske handlinger, de foreslog i den krise, som kom. Det er desværre en historie om fejlslagne dispositioner, dårlig brug af erfaringer og svingende lederskab.
Som beskrevet var 1919 et stormfuldt år i Tyskland. SPD's forræderi, Frikorpsets togt gennem Tyskland, USPD's vaklen og arbejderklassens forsøg på at vriste bedre betingelser ud af borgerskabet i ly af deres nye organisering og kejserdømmets fald.
For KPD internt var det ikke mindre stormfuldt. Tusinder af deres kadrer var døde, tre af deres mest respekterede ledere var blevet dræbt: Rosa Luxembourg, Karl Liebknecht og Leo Jogiches.
Partiet havde været præget af indre splittelse. Uenigheden på den første kongres i december 1918 om boykot af valget og spørgsmålet om deltagelse i de reformistiske fagforeninger var fortsat indtil oktober 1919. Her ekskluderede højrefløjen under Paul Levi ultra-venstrefløjen af partiet. De mente nemlig stadig, at vejen til revolutionen lå i konfrontation med statsmagten og opfattede den ændrede taktik efter nederlagene i Berlins gader, i Bremen og i München som ledelsens konservatisme.
Så selv om partiet voksede fra 3-4.000, da det blev dannet, til 105.000 i sensommeren 1919, havde det svært ved at gøre sig gældende, fordi medlemmerne tit var uenige med ledelsens befalinger og ignorerede dem.
Dette gav sig udtryk i opfordringer til plyndringer, gadekampe og oprettelse af alternative fagforeninger og medførte, at KPD mistede indflydelse i fagforeningerne og på fabrikkerne.
Flertallet af arbejdere, som brød med SPD, fandt, at USPD repræsenterede et mere realistisk alternativ end KPD, der blev opfattet som kupmagere og vilde. Her hjalp det selvfølgelig ikke, at KPD oftest var en illegal organisation i 1919, og at mange af dets ledere var i fængsel.
Resultatet af partikongressen i 1919 var, at alle i KPD skulle arbejde i de etablerede fagforeninger, at deltagelse i parlamentsvalgene var en måde at lave propaganda på, og at partiet skulle opbygges demokratisk centralistisk, dvs. at ledelsens ord skulle følges ude i de lokale distrikter.
Uenighed på disse punkter medførte automatisk eksklusion. KPD blev reduceret til 50.000 medlemmer med et slag, og eksisterede næsten ikke i Hamburg, Bremen, Berlin, Rhinlandet og Ruhrområdet. Det betød, at da den næste store krise ramte Tyskland, var KPD et meget lille, desorganiseret parti uden synderlig indflydelse i arbejderklassen.
1. Verdenskrig blev vundet af de allierede, men de var stadig bange for Tysklands industri, som hurtigt kunne udvikle sig til militært at true krigens resultat. Gennem Versailles-traktaten i 1919 forsøgte de allierede derfor at stække Tysklands udvikling. De forlangte landområder, krigserstatninger og begrænsning af det tyske militærs størrelse.
Da der ingen muligheder var for militært at tage kampen op mod de allierede, måtte SPD og USPD krybe til korset og underskrive traktaten. Det gjorde dem åbne over for angreb fra borgerskabet for at have solgt Tyskland til udlændingene, og ansvaret for alle besværligheder som sult, fattigdom og arbejdsløshed kunne således placeres som "forræderiet mod hæren den 9. november 1918".
Borgerskabet havde i 1919 brugt SPD til at få bugt med arbejderrådene og arbejderklassens fortrop. Nu var de mindre anvendelige. Nu skulle alle forbedringerne fra revolutionen rulles tilbage. I denne situation var den herskende mening hos borgerskabet, at SPD skulle lempes væk fra magten. Men ligesom der på arbejderklassens side er nogle, der handler for hurtigt og overilet, kan borgerskabet heller ikke altid regne med, at deres egne forholder sig i ro, til tiden er moden. Specielt indenfor hæren var der i månederne efter Versailles-traktatens vedtagelse en massiv agitation imod "forræderiet fra 9. november".
Frikorpset var oppe på 400.000 mand i midten af 1919. Versailles-traktaten havde fastslået, at den stående hær i Tyskland ikke måtte være over 100.000 efter juli 1920. Så efter at have været en heltmodig forsvarer af republikken mod anarkiet i form af arbejderrådene, skulle tre fjerdedele af Frikorpset nu fyres. I denne atmosfære forsøgte en gruppe indenfor hæren at skrue tiden tilbage til før 9. november 1918 og indføre militærdiktatur den 13. marts 1920.
Selv om kuppet kun blev gennemført af et lille mindretal indenfor hæren, kunne de tage magten uden kamp. Noske og Ebert forsøgte at sende soldater imod oprørerne, men generalerne svarede: "Reichswehr vil ikke skyde mod Reichswehr". SPD-toppen og resten af regeringen måtte flygte til Stuttgart. Magten var i hænderne på de samme militærchefer, som SPD havde brugt mod arbejderne. Nogle af generalerne og de fleste borgerlige partier holdt sig afventende for at se, hvem der ville vinde.
Hvis SPD kun var Ebert- og Nosketyper, havde arbejderklassen ikke en chancer, og de to blodhunde ville nok også have deltaget i en eventuel ændret regering under den konservative bureaukrat Kapp (kuppets frontfigur). Men SPD havde også andre bindinger end dem til borgerskabet.
Legien, leder af det tyske LO og SPD'er, kaldte til møde for fagforeninger, SPD og USPD i Berlin. Mødet vedtog en generalstrejke mod kuppet. Kapp svarede med at true med at skyde de strejkende. Ikke desto mindre blev strejken uhyre effektiv. Men ikke bare det. Strejken vendte op og ned på styrkeforholdet, som var blevet ændret med arbejderklassens ofre de foregående 15 måneder.
Arbejderklassen begyndte at gå i offensiven. I mindst tre vigtige områder tog arbejderklassen magten: Ruhrdistriktet, mine- og industriområdet i det centrale Tyskland og i nordregionen mellem Lübeck og Wismar.
Det unge kommunistparti var blevet født i flammer og smedet i SPD's forræderiske gløder. Man havde lært, at SPD var en revolutionsslagter. SPD havde sendt millioner af arbejdere i døden i 1914, knust arbejderavantgarden i Berlin i januar 1919, og med koldt blod myrdet de bedste arbejderledere, heriblandt Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht.
SPD havde organiseret Frikorpset og sendt det hærgende gennem Tyskland i 1919 for at smadre al arbejdermodstand mod genindførelse af den borgerlige orden.
Skulle man nu til at tro, at dette parti var arbejdernes ven? Paul Levi, den mest intelligente og besindige fra lederskabet i KPD, sad i fængsel, mens Kapp-kuppet rasede. I hans fravær vedtog ledelsen i KPD at modsætte sig generalstrejken: "Det revolutionære proletariat vil ikke løfte en finger for den regering, som myrdede Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht. De vil ikke løfte en finger for den demokratiske republik, som er en maske for borgerskabets diktatur", skrev Rote Fahne. [17]
Det unge KPD skelnede ikke mellem socialdemokratismens to ansigter.
På den ene side er Socialdemokratiet en tro støtte for kapitalismen. Hvor alternativet er revolution eller det borgerlige demokrati, hvor de selv får en rolle at spille, støtter de den etablerede orden imod revolution. Det var og er deres kontrarevolutionære ansigt.
På den anden side er Socialdemokratiet afhængigt af støtten fra arbejderklassen for at have eksistensberettigelse som politisk faktor.
Hvis SPD stiltiende havde ladet Kapp tromle alle fremskridt fra den 9. november 1918 ned, ville partiet ikke alene have været ligegyldigt for borgerskabet, men størstedelen af arbejderklassen ville have vendt partiet ryggen.
Opfattelsen af SPD som borgerligt arbejderparti med to ansigter – et kontrarevolutionært i visse situationer og som reformforsvarer i andre – fandtes ikke bredt som analyse i KPD. Derfor fejlvurderede de situationen. [18]
Selve generalstrejkens udbredelse og dannelsen af en Rød Arme i Ruhrdistriktet, som var i stand til at drive Reichswehr ud af distriktet i en kort periode, ændrede KPD's opfattelse af situationen. Efter et par dage støttede ledelsen også generalstrejken, men fastholdt, at arbejderklassen ikke skulle bevæbne sig. Den udtalelse havde meget lille indvirkning på selve kampen.
Heller ikke på medlemmerne, som selvfølgelig kastede al deres kraft ind i at organisere både strejken og det militære forsvar for strejken og arbejdermagten.
Kapp havde gennemført et brillant militærkup og overtaget regeringsmagten på en nat. Problemet var, at han ikke kunne bruge den til noget. Generalstrejken og den massive væbnede opstand i store dele af landet betød, at den reelle magt ikke længere lå i Berlins regeringskontorer, men ude i samfundet blandt strejkelederne, Røde Armes kommandanter, og hvor arbejderklassen havde organiseret sig i råd, i arbejdermagtsorganerne.
Selvom halvdelen af hæren støttede ham, og de højreorienterede partier anerkendte hans regime, var Kapp magtesløs. Kontakt til SPD's højrefløj gav intet resultat, da SPD ikke turde satse på at støtte en døende sag. Efter tre dage ved "magten", forlod Kapp den 16. marts den synkende skude og overlod kommandoen til Luttwitz, den militære leder af operationen.
SPD, som havde ledet den af Kapp afsatte regering, var i kraft af arbejderklassens reaktion og organisering i stand til at "rense ud" i hæren og en gang for alle smadre det ekstreme højres indflydelse. Watter, den øverstkommanderende for Reichswehr, havde overhovedet ikke forsvaret Ebert/Noske-regeringen. Han havde ganske vist heller ikke støttet Kapp, men det var kun for at se, hvordan styrkeprøven ville falde ud. I stedet for at angribe hærledelsen og de reaktionære blandt tropperne vendte SPD hæren imod oprørerne. Severing, SPD'er og indenrigsminister fra den gamle regering, opfordrede arbejderklassen til ikke at standse de troppebevægelser, der forsøgte at få kontrol med Ruhrdistriktet igen.
Det blev klart, at studehandelen mellem de moderat borgerlige (som ikke havde forladt Berlin) og Kapp-folkene så sådan ud: hvis kupmagerne lige så stille forsvandt og overgav magten til den lovligt valgte regering, ville statsmagtens vrede ikke ramme dem, men tværtimod de oprørske arbejdere, som rent faktisk havde forsvaret republikken. De moderat borgerlige og SPD opfordrede nu til, at generalstrejken blev stoppet og våbnene afleveret. Nu hvor faren var drevet over, kunne man jo igen have tillid til militæret og statsmagten. Men så enkle var tingene al ligevel ikke for SPD's basis.
SPD havde i mere end et år prædiket, at militæret var til at stole på, og at den virkelige fare for republikken kom fra venstre, fra USPD og KPD. Nu havde store dele af de socialdemokratiske arbejdere oplevet det modsatte. En simpel tilbagevenden til den ideologiske tilstand fra før den 13. marts var ikke mulig. Så selvom lederskabet i SPD opfordrede til at slutte generalstrejken, så ville den del af SPD, som var tættest på arbejderklassen, nemlig fagbureaukratiet, have indrømmelser, i det mindste på papiret, for at opfordre til ro igen.
Legien (LO-bossen) foreslog, at en betingelse for at stoppe strejken var en arbejderregering baseret på SPD, USPD, KPD og fagforeningerne. KPD havde mange kvaler med dette udspil, men efter tre forskellige vedtagelser spillede de ud med, at SPD og USPD skulle danne en socialistisk regering med KPD's kritiske støtte. Den bestod i, at KPD ikke ville forsøge at forberede en magtovertagelse, men de ville fastholde "fuldstændig frihed i forhold til politisk propaganda for deres egne ideer". [19] Desværre tog KPD så lang tid om at nå til enighed, at svaret først nåede frem, efter at regeringsforhandlingerne var overstået.
USPD var splittet på spørgsmålet. De havde brændt sig én gang i regeringen med SPD i november/december 1918 og ønskede ikke at gentage eksperimentet, selv om situationen var en helt anden. Legiens forslag blev således ikke basis for en ny regering. Også fordi de borgerlige hævdede, at de ville stemme en eventuel arbejderregering ned, da den havde brug for støtte fra mindst et borgerligt parti for at have flertal. Den spildte mulighed betød, at regeringen kom til at ligne den, som Kapp havde afsat, dog uden Noske, som var for kompromitteret.
Borgerskabet fik hurtigt genvundet selvtilliden, og hæren begyndte at hærge gennem de områder, som ikke havde fulgt opfordringen til at gå i arbejde og nedlægge våbnene. Lige pludselig var de, som havde rejst sig imod republikkens fjender, blevet til fjender af republikken, fordi de ikke mente, at årsagen til Kapp-kuppet var fjernet. Værst gik det ud over Ruhrdistriktets arbejdere, hvor modstanden også havde været størst. Men først den 4. april kunne Watter uhindret marchere ind i minearbejderbyerne og slagte de mest aktive.
Desværre tillader pladsen ikke detaljeret at beskrive kampen i Ruhr-distriktet og den fantastiske organisering, som arbejderrådene var i stand til at skabe. Både at opbygge en militær styrke, som kunne slå en moderne hær, og samtidig sørge for samfundets daglige virke. SPD' medvirken til nedslagtning af arbejdere efter denne kamp og USPD/KPD's manglende lederskab står som symboler på de forspildte muligheder. [20]
KPD holdt konference en måned efter Kapp kuppet og diskuterede, om deres holdning til Legiens forslag om arbejderregeringen havde været korrekt. Levi's svar var, at partiet havde haft meget lidt indflydelse på helheden, fordi det havde indtaget en undvigende holdning i starten.
Hvorfor skulle nogen lytte til KPD, når de ikke var i stand til at give bevægelsen retning og paroler, den kunne kæmpe under. Han påpegede, at "efter søndag den 14. marts (en dag efter kuppet, forf. anm.) var lederskabet i hænderne på de fem fagforbund og USPDs højrefløj. Masserne kunne ikke vindes for et nyt lederskab. Og nu, efter fem strejkedage, hvor en hel by (Berlin, forf. anm.) var lukket, hjulene var stoppet, uden forsyninger af mad og brændsel, skulle det partis ledelse, som ikke havde spillet nogen fremtrædende rolle, kunne bevæge de mægtigste kræfter i kampen? Hvis vi havde taget lederskabet i begyndelsen, kunne alt være muligt i det øjeblik, fagforeningerne sluttede strejken." [21]
Levis linje, som fik flertallet, gik på, at USPD's venstrefløj skulle trækkes over til KPD, og at der burde spilles ud overfor de socialdemokratiske arbejdere, som var utilfredse med de manglende resultater af SPD's deltagelse i regeringen. Det næste års tid gik med at føre denne linje ud i livet.
17. Citeret i Harman, op. cit., s. 187.
18. Se Harman, op, cit,m s. 160-66. Læs også en mere malende beskrivelse set af de enkelte deltagere i Ditte Cederstrand: Hvor har du hjemme, proletar?, Kbh. 1976.
19. Citeret i Harman, op. cit., s. 175.
20. Harman, op. cit., s. 180-83.
21. Citeret i Harman, op. cit., s. 190.
Sidst opdateret 4.6.00