Marxisme Online > Arkiv > IS/SWP > Indhold
To begivenheder faldt sammen i begyndelsen af 1921 og skabte et sort kapitel i både KPD's og 3. Internationales historie [*].
Den første begivenhed var, at USPD's venstrefløj i begyndelsen af 1921 blev sluttet sammen med KPD efter lang tids politisk kamp. Det nye parti havde mellem 350.000 og 500.000 medlemmer (tallene varierer fra kilde til kilde).
To faktorer forcerede splittelsen i USPD og gjorde det muligt for KPD at vokse så enormt. Den ene var, at der udviklede sig en venstrefløj i USPD pga. SPD's forræderier og Frikorpsets brutalitet. En venstrefløj, som så sit politiske ståsted som rådskommunismen frem for parlamentarismen og hældede til Komintern.
Men Komintern (og det er den anden faktor) havde skrappe betingelser, for at partier kunne tilslutte sig (de 21 punkter), hvor bl.a. tilslutningen til opbygning af et revolutionært parti og rådsmagt frem for parlament var noget af det væsentligste. Resultatet af forhandlinger med Kominterns ledelse og en partikongres i Halle i efteråret 1920 førte til, at venstrefløjen blev overbevist om, at højrefløjen måtte smides ud, og en sammenslutning med KPD var uundgåelig [**].
Selv om tilførelsen af 250.000-350.000 nye medlemmer naturligvis var en styrkelse, betød det også en svaghed. Mange af disse medlemmer var trætte af at blive holdt tilbage af de gamle højrefløjs-USPD'ere og var opsatte på at komme i gang og lave noget "revolutionært". Stemningen i partiet blev hurtigt euforisk. Arbejderklassens fantastiske styrke var også blevet bevist i Kapp-dagene, så det var bare om at komme i gang.
Derfor var de noget forundrede over, at KPD's ledelse under Levi udsendte et "åbent brev" i januar 1921 til arbejderpartierne og fagforeningerne, hvor det blev pointeret, at man kunne enes om følgende: forsvar for arbejdernes levestandard, selvforsvar mod højreterrorister, amnesti for arbejderklassens politiske fanger og handelsforbindelse med Sovjetunionen. Samtidig med forslaget om fælles aktion på disse punkter understregede brevet, at KPD ikke kunne løse krisen, det kunne kun arbejderklassens diktatur (magtovertagelse).
Lederne af de andre partier (SPD og USPD plus fagforeningerne) ignorerede brevet, men mange menige medlemmer forholdt sig positive. Men den største reaktion kom fra dele af KPD, som mente, at dette var endnu et eksempel på Levis højrepolitik. I KPD havde der, inden USPD's venstrefløj sluttede sig til, længe været polemik imod Levi for at være for forsigtig. Bl.a. var Brandler og Frölich de ledende opponenter.
I Moskva, hvor Komintern holdt til, var der også bekymring. Og her lå kimen til den anden vigtige begivenhed, som var med til at skabe katastrofen i marts 1921.
Radek, som var medlem af Kominterns ledelse og tysklandsekspert, var imod Levis linje (støttet af Zinoviev og Bukharin fra det russiske kommunistparti). Det var de ikke kun pga. Levi, men fordi deres holdning til den internationale situation var præget af utålmodighed. Denne utålmodighed havde baggrund dels i en forkert analyse af arbejderklassens styrke og kapitalistklassens mulighed for at overvinde kriseårene 1919/20. De overvurderede den første og undervurderede den anden. Dels følte de et enormt pres for at befri den unge Sovjetstat fra den skruestik, den befandt sig i.
Militærtruslen og invasionen var i første omgang blevet afværget gennem en blodig borgerkrig, men sult, bøndernes oprør og handelsboykot fra de imperialistiske lande truede landet. En revolution i et andet europæisk land ville gøre underværker. Derfor faldt Levis forsigtighed og forsøg på at vinde flertallet i arbejderklassen gennem fælles aktion i dårlig jord. Komintern forsøgte bevidst at underminere hans stilling i KPD.
Komintern fik mulighed for at kritisere Levi, da den tyske leder var en af de tyske delegerede til det italienske socialistpartis kongres. Komintern støttede, at venstrefløjen under venstreekstremisten Bordiga brød med partiet, uden at han fik centristerne med (som man havde formået i Tyskland).
Levi kritiserede den taktik, som Kominterns repræsentanter brugte. Tilbage i Tyskland blev der holdt et centralkomite møde, hvor Levis kritikpunkter blev forkastet med 28 stemmer mod 23. Kombinationen af Kominterns pres og venstreradikalismen i KPD havde væltet Levi. Levi og fire andre, heriblandt Clara Zetkin, forlod partiets centralkomite. Gruppen, som havde kritiseret Levi – Frölich, Brandler, Meyer og Thalheimer – overtog ledelsen [***].
Venstrefløjens sejr over Levi faldt sammen med to andre begivenheder, som tilsammen satte KPD år tilbage og knækkede flere af de ledende aktørers tro på sig selv.
Den første var situationen i Sovjetrusland, hvor borgerkrigens rædsler og sult havde drevet store dele af bondebefolkningen til passiv modstand mod bolsjevikkerne.
Dette kulminerede i begyndelsen af 1921 med opstanden i Kronstadt [****], som satte spørgsmålstegn ved hele revolutionens fremtid.
En del af Kominterns ledelse under Bukharin og Zinoviev[*****] ønskede, at der skulle iværksættes en afværgeaktion i Tyskland. Dels for at aflede opmærksomheden fra de alvorlige hjemlige problemer, og dels fordi en eventuel succesrig opstand ville befri Sovjet fra dets dilemma: en arbejderrevolution isoleret i et tilbagestående land uden mulighed for at opbygge socialisme.
Derfor udarbejdede de en "teori", som gik under navnet "Teorien om offensiven". Den gik ud på, at kapitalismen var kollapset, og at KPD ikke behøvede at vente på et spontant oprør blandt masserne, men kunne vække masserne med militære offensive aktioner i delområder. Dette ville samle flere arbejdere til aktion og dermed bane vejen for en magtovertagelse.
Den anden omstændighed var, at i 1919 og 1920 havde KPD opbygget en bastion i det centrale Tyskland omkring byerne Halle og Merseberg. Under Frikorpsets togt havde minearbejderne i området kæmpet bravt mod regeringens tropper, og under Kapp-kuppet havde de mere eller mindre overtaget kontrollen med området. Ved de prøjsiske delstatsvalg i februar 1921 havde KPD fået 204.000 stemmer, mens USPD og SPD tilsammen kun havde fået 147.000. Horsing, det socialdemokratiske provinsoverhoved, proklamerede, at han ville sende sikkerhedsstyrken ind i området for at få bugt med "vilde strejker, plyndring, røverier, terrorister og andre eksempler på lovløsheden."
Stærkt presset af Kominterns udsending Bela Kun (som fremførte synspunkter om "Teorien om offensiven" uden dækning fra hele Kominterns ledelse) og de radikaliserede nye medlemmer fra USPD, som endelig var sluppet for deres bagstræberiske centristiske ledelse og ønskede ,,aktion", erklærede KPD generalstrejke i hele det centrale Tyskland. I Rote Fahne opfordrede de den 18. marts de tyske arbejdere til at bevæbne sig. Tonen i KPD's agitation kan høres fra følgende citat fra Rote Fahne:
"Vi fortæller åbent til de uafhængige (USPD, forf. anm.) og socialdemokratiske arbejdere, at hvis I tolererer eller kun svagt protesterer imod den hvide terror og lynchjustits gennemført af Ebert, Severing og Horsing … så vil disse forbrydelser ikke kun hvile på jeres lederes hoveder, men også på jeres". [22]
Arbejderne i Mansfeld, hvor Horsings styrke først kom, strejkede, men var afventende i første omgang. De lokale KPD'ere i Halle var endda tilbageholdende med at erklære generalstrejke, fordi de korrekt nok vurderede, at stemningen ikke var til det. Men partiledelsen pressede på. Der blev samlet en styrke på 5.000-5.500, som kom under ledelse af en eks-KPD'er, Hoelz, som angiveligt fik både KPD og KAPD's blå stempel [******]. Styrken var ikke stærk nok til at blive i en by længere end 24 timer, og da Horsings styrke (bevæbnet politi) fangede dem, blev de spredt for alle vinde.
Selve "opstanden" fik ikke nogen større konsekvens, men KPD's reaktion var katastrofal. De forsøgte at gennemtvinge en generalstrejke imod flertallet i arbejderklassens ønske. I Hamburg demonstrerede 2.000 arbejdsløse til støtte for Hoelz og imod Horsing og forsøgte at besætte havnen. Regeringen erklærede undtagelsestilstand, og som modsvar erklærede KPD en landsdækkende generalstrejke, som imidlertid kun fik ringe opbakning (200.000 på landsplan). KPD havde selv 350.000 medlemmer.
Massen kom ikke i bevægelse, men KPD forsøgte at presse dem til det med vold, og det udartede til regulære slåskampe foran mange virksomheder mellem KPD-medlemmer og nogle arbejdsløse og flertallet af arbejdere, som ønskede at arbejde. Disse arbejdere blev hængt ud som "skruebrækkere" i partipressen.
Konsekvensen af Martsaktionen var katastrofal. 200.000 medlemmer blev tabt i løbet af nogle uger. Mange militante arbejdere, som var partimedlemmer, forlod partiet hellere end at adlyde forkerte beslutninger. Titusinder af andre medlemmer, som havde strejket i loyalitet med partiet, selvom de var i mindretal på deres egne arbejdspladser, blev ikke taget tilbage af arbejdsgiverne, og hvem skulle forsvare dem – "skruebrækkerne?" [23]
Martsaktionen var den definitive, negative historiske afprøvning af den teori, at revolutionære kan presse arbejdere til opstand gennem bevæbnet aktion, gennemført af et aktivt mindretal. Sandheden er jo den, at arbejdere aldrig går den vej, før de selv indser nødvendigheden af det eller er presset til det af borgerskabets overmod og brutalitet. Som Harman siger: "Det er ikke revolutionære, som skaber revolution, det er arbejdermasserne selv. De revolutionæres opgaver er at lede disse arbejdere, ikke sætte sig selv i stedet for dem."[24]
Det tog nogen tid, før læren af Martsaktionen blev bearbejdet, og hvis sandheden skal frem, var det heller ikke alle, som lærte af den. I KPD blev der rav i den. Først skrev Paul Levi en gennemgribende kritik af Martsaktionen og blev øjeblikkelig ekskluderet. Eksklusionen blev konfirmeret af Kominterns ledelse. Herefter adopterede ledelsen i KPD hans kritikpunkter og drejede partiet til højre. Brandler, Thalheimer, Frölich og Meyer blev overbevist dels af begivenhedens barske lærdom – partiet blev smidt ud i illegalitet i en periode, og medlemstallet faldt til 150.000 – dels af de diskussioner, som fandt sted i hele Komintern og specielt Lenin og Trotskijs intervention i 3. Internationales 3. Kongres, som blev afholdt i august 1921.
Efter bitre debatter blev man enige om følgende erklæring: "Det mest presserende spørgsmål, som Kommunistisk Internationale skal forholde sig til, er at vinde en dominerende indflydelse over flertallet af arbejdere og at få dens afgørende lag med ind i kampen. For selv om situationen er objektivt revolutionær … er flertallet af arbejdere ikke under kommunistisk indflydelse." [25]
Desværre var resolutionen om selve Martsaktionen et kompromis, som dækkede dels over modviljen mod at udlevere Zinoviev og Bukharin, og dels over en reel uenighed om, hvordan man tacklede situationen, fordi "venstreradikalismen" stadig havde godt tag i mange sektioner i Internationalen. Det var først i december 1921, at Kominterns ledelse kunne erklære, at "… det er vores opfattelse, at parolen fra Kommunistisk Internationales 3. Verdenskongres – Til masserne – og den kommunistiske bevægelses interesser generelt, kræver, at de kommunistiske partier og den Kommunistiske Internationale som helhed støtter parolen om arbejdernes enhedsfront, og at de skal tage initiativer i den retning."[26]
Et andet kompromis var, at selv om Levi havde ret, ville Internationalens ledelse ikke sætte sig udover KPD's ledelses beslutning og rehabilitere ham. Denne uklarhed om at placere skylden og rense luften betød dels, at flere gode arbejderledere forlod partiet – bl.a. Richard Müller, forhenværende ledende tillidsmand fra de revolutionære tillidsfolk i Berlin. Dels kunne ideerne om offensiv kamp og de dertil knyttede ultravenstrelinjer blomstre videre i partiet. Blandt andet kunne Ruth Fischer og Arkadi Maslow vinde opbakning fra næsten halvdelen af partiet i Berlin. Således opstod der en slags permanent fraktionskamp i partiet. For eksempel sagde Maslow i 1921, længe efter Martsaktionen: "Et parti i defensiven er et socialdemokratisk parti. Hvis det ønsker at være et kommunistisk parti, er det nødt til at være offensivt." [27]
Et sidste punkt. Ledelsen, som nu stod overfor dens historisk set vigtigste opgave i den reelle revolutionære situation, som opstod i 1923, havde taget grundlæggende fejl både i 1920 og 1921. I deres selvopfattelse havde de ringe tro på deres egen dømmekraft, specielt i situationer, hvor bevæbnet aktion var nødvendig. Dette skulle vise sig at blive af fundamental betydning i 1923.
*) 3. Internationale (Komintern) blev dannet, fordi 2. Internationale havde spillet fallit, da den overgav sig til nationalchauvinismen ved 1. verdenskrigs udbrud. Lenin og bolsjevikkerne indså, at deres eneste chance for at overleve som arbejderstat i Rusland var at sprede revolutionen. Derfor forsøgte de at opbygge en international organisering, som var reelt internationalistisk. For en fyldig beskrivelse af 3. Internationales oprettelse og udvikling, læs D. Hallas: The Comintern, London 1985.
**) De 21 punkter blev udarbejdet af Komintern for at forhindre at der gik "mode" i kommunismen, fordi det var fremgangstider for de revolutionære. Se Hallas, anf. værk, s. 29-35.
***) Clara Zetkin (1857-1933) havde været aktiv i bevægelsen helt fra begyndelsen i 1875 og tilhørte venstrefløjen i SPD før krigen. Mest kendt som socialistisk agitator i kvindespørgsmål. Hun støttede Levi i kampen om KPD's sjæl. Thalheimer, Brandler, Meyer og Frölich var bløde over for venstresekteriske synspunkter, de lærte senere af deres fejl, men bøjede så til gengæld nok for meget den anden vej. Se senere i pjecen.
****) Kronstadt var en ø tæt ved Petrograd af stategisk betydning. Under Oktober-revolutionen spillede matroserne fra basen på øen en afgørende rolle og støttede varmt bolsjevikkerne. I 1921 var de derimod imod bolsjevikkerne og stod objektivt set i spidsen for en antisovjetisk bevægelse, fordi bønderne, som udgjorde det store flertal i Rusland, var imod krigskommunismen og var parate til at rejse sig mod den unge arbejderstat. Kun den blodige nedkæmpning af Kronstadt-oprøret og Lenins nye økonomiske politik (NEP), som tillod en begrænset markedsøkonomi, reddede den øjeblikkelige situation. Debatten om, hvorvidt bolsjevikkerne handlede rigtigt, har raset lige siden. Læs Lenin og Trotskij: Kronstadt (forsvar for aktionen), Ida Mett: The Kronstadt Uprising, Canada 1971 (det anarkistiske synspunkt) og Tony Cliff. Lenin vol. 4, London 1979, s. 132-34.
*****) Nicolai Bukharin og Gregor Zinoviev var på dette tidspunkt de ledende figurer i Komintern, og begge havde brug for Trotskij og Lenins mere velovervejede politiske styring. Da de blev overladt til sig selv, blev de påvirkede af "venstrekommunismen", som var den største fare på dette tidspunkt. Derfor skrev Lenin sin bog: Venstrekommunismen – en børnesygdom, som var rettet mod tendenser i hele Komintern, men som indirekte også var en kritik af ledende bolsjevikker.
******) KAPD – Kommunistische Arbeiter Partei Deutschlands – blev dannet af ultravenstrefolk, som blev drevet ud af partiet i august 1919. Det havde en vis indflydelse i nogle distrikter, mens revolutionen var på sit højeste. Dets levetid var kun to år.
22. Citeret i Harman, op. cit., s. 201.
23. For en kortfattet beskrivelse af martsaktionen, se Duncan Hallas: The Comintern, London 1985.
24. Harman, op. cit., s. 210.
25. Citeret i Hallas, op. cit., s. 64.
26. Citeret i Hallas, op. cit., s. 66.
27. Citeret i Harman, op. cit., s. 219.
Sidst opdateret 4.6.00