Marxisme Online > Arkiv > IS/SWP > Indhold
I 1923 var alle betingelser for arbejderklassens magtovertagelse til stede. Økonomisk var det et kriseår, hvor inflationen løb løbsk og truede samfundets almindelige funktioner.
Politisk kom Weimar-republikken ud for sin alvorligste prøve, da koalitionen af socialdemokrater og midterpartier brød sammen. Samtidig voksede KPD i styrke og indflydelse, så de på et tidspunkt kunne regne med opbakning fra størstedelen af arbejderklassen. Det vil sige, at både de objektive og subjektive faktorer var på plads, til at. Tyskland i 1923 kunne blive et nyt Rusland 1917. Alligevel lykkedes det ikke. Hvorfor? For at finde svar må vi gå nærmere ind i de taktikker og beslutninger, som KPD og Kominterns ledelse valgte i løbet af 1923. Men først om forløbet frem til 1923.
Tyskland var i disse år præget af en kraftig inflation.
Inflationen havde baggrund i regeringens forsøg på at gennemføre politiske tiltag, som ikke havde dækning i produktionen. Under krigen havde Tyskland kæmpet på kreditter, som de regnede med at kunne betale tilbage, når de havde vundet krigen. Bagefter blev de tvunget til at købe fred på arbejderfronten med 8 timers arbejdsdag og en række sociale goder. Samtidig forlangte krigens sejrherrer erstatninger, som greb ind i mulighederne for at stabilisere økonomien. Derudover spekulerede de stærkeste industrialister i inflationen. De optog store lån, opkøbte andre virksomheder, fornyede maskinparken og betalte lånene tilbage, når pengene var faldet i værdi.
En af de største industrimagnater, Stinnes, sagde at "inflationen er et våben". Våbnets magt bestod i, at inflationen gjorde det muligt for storkapitalister som Stinnes at udvide deres økonomiske magt ved at opkøbe andres fallitbo for en slik. Samtidig kunne de undgå at betale skat, fordi værdien af sidste års skat var minimal, da den blev betalt med dette års penge – kun en decimal af sidste års reelle værdi. De undergravede bevidst regeringens forsøg på at standse inflationen gennem skatterne ved at flytte kapitalen udenlands og således skubbe inflationsspiralen endnu en tak opad.
I juni 1920 tilbød Industrirådet i Tyskland at hjælpe med at bekæmpe inflationen, hvis al kontrol med priser og huslejer blev afskaffet, hvis arbejdsdagen blev udvidet fra 8 til 10 timer, nedskæring i de offentlige lønningsposer, afskaffelse af samarbejdsorganerne på virksomhederne og lovgivning som kunne forsvare og udvide industrikapitalen.
Deres hensigt var klar. Hvis ikke regeringen angreb arbejderne, så ville effekten af inflationen gøre det. For befolkningen var inflationen katastrofal. Den pressede middelstanden til desperation, fordi deres opsparing blev værdiløs. For arbejderklassen betød den stigende arbejdsløshed – op til 23% i sommeren 1923 – og hungersnød, da inflationen rasede, og en dagløn ikke engang kunne betale brødet.
De politiske konklusioner og resultater af inflationen var, at en stor del af befolkningen søgte radikale løsninger. Hovedsagelig vendte småborgerskabet og de lavere lag af akademikerstanden sig mod højrenationalisterne, mens de arbejdsløse fra arbejderklassen hældede mere og mere over mod KPD.
Så længe krigsskadeserstatningerne kunne betales tilbage med penge, kunne regeringen klare sig ved at trykke flere sedler, selv om det betød, at marken faldt i værdi. Værre gik det, da de allierede forlangte en fjerdedel af Tysklands kulproduktion. SPD havde altid, når det var i regering med moderate borgerlige partier, opfyldt Versaillespagtens bestemmelser. Dette havde fået partierne til højre, specielt Det Tyske Folkeparti, til at kalde dem "forræderne fra november" (1918).
I sommeren 1922 pressede specielt Frankrig på, for at Tyskland skulle betale fuldt ud. Først begyndte den SPD-ledede regering under Wirth at opfylde kravene, men på grund af kraftig modstand fra højre, måtte regeringen gå af i december 1922. En ny regering under Cuno fra Det Tyske Folkeparti (som bl.a. Stinnes støttede) kom til magten. De standsede al udlevering af kul til Frankrig under parolen "Brød først, bagefter krigserstatninger". Denne politik fik opbakning fra alle sider i Reichstag inklusive SPD. Kun de 12 kommunister stemte imod. Som svar invaderede Frankrig Ruhrdistriktet og forsøgte at udvinde og transportere kullet med tvang.
Regeringen beordrede passiv modstand og betalte løn og flytteomkostninger for de 100.000, som franskmændene udviste fra Ruhr, fordi de ikke ville samarbejde med besættelsesmagten. Der bredte sig en fantastisk nationalistisk bølge overalt i Tyskland, og i de første tre måneder af 1923 var der næsten ingen arbejdskonflikter udenfor Ruhr-området.
Specielt de højrenationalistiske kredse profiterede af situationen. Selv om det ekstreme højre var slået tilbage efter Kappkuppet, havde de alligevel to beskyttende autoriteter, som de kunne bygge op under. Den ene var delstaten Bayern, som siden nedslagtningen af Bayern-sovjetten i 1919 havde været under højrefløjens kontrol, specielt indenrigsminister Escherich. Han tolererede alle de ekstreme højregrupper, inklusive hans egen Orgesch (45.000 mand stærk bayersk hjemmeværn) og nazisterne under Adolf Hitler.
Den anden beskytter var Bayerns egen nationale hær (som også var en del af Reichswehr), fordi de sagde god for de illegale paramilitære korps, som det ekstreme højre byggede op. Dermed kunne regeringen i Berlin intet stille op, fordi von Seekt som den nationale øverstkommanderende fastholdt, at "Reichswehr aldrig vil beskyde Reichswehr". Så da en borgerlig politiker, Rathenau, i 1922 blev skudt ned af det ekstreme højre, fordi han samarbejdede med "forræderne fra november", kunne regeringen Wirth ikke gennemføre et forbud mod højreekstremisternes militære aktiviteter. Bayerns delstatsregering nægtede at adlyde loven, og de paramilitære tropper marcherede fortsat gennem Nürnberg og Münchens gader.
Situationen i Ruhr styrkede forbindelsen mellem det officielle militær og det ekstreme højre. For selv om Von Seekt vidste, at hæren ikke var stærk nok til at fordrive franskmændene, var terrorgruppernes aktiviteter gode nok, og derfor indlemmede han dem i et Sort Reichswehr. Penge fra industrien blev brugt til at træne disse nationalistiske grupper.
I 1922 havde KPD genopbygget organisationen efter Martsaktionen og den store tilgang af medlemmer fra USPD. Højrefløjen i partiet under Brandler havde flertal i hele landet – dog ikke i Berlin. De gennemførte enhedsfronttaktikken over hele linjen. For det første i forhold til arbejdskampe, hvor KPD forsøgte dels at få SPD'erne i fagforeningernes ledelser til at støtte konflikter, dels selv støttede konflikter, selv om de var ledet af socialdemokrater. Regeringen i Berlin var SPD-ledet, og den ønskede ingen arbejdskonflikter, som kunne true den økonomiske stabilisering. Derfor kom socialdemokratiske arbejdere ofte i konflikt med regeringen, som f.eks. beordrede bevæbnet politi mod blokader og demonstrationer. På den måde vandt KPD stor opbakning blandt de strejkende og dem, som støttede dem.
For det andet foreslog KPD gang på gang fælles kamp mod fascismen. I 1922 tog Mussolini magten i Italien og socialdemokraterne i Bayern følte det ekstreme højres kolde pust i nakken – for faren var reel nok. I sommeren 1922 opfordrede KPD i et åbent brev SPD til debat om spørgsmålet. De fik intet svar.
For mange må brevet have haft sin berettigelse, da Rathenau blev myrdet blot en uge senere. Arbejderklassen rejste sig og demonstrerede over hele Tyskland. Dette pressede SPD til forhandlinger med KPD, som foreslog, at Reichswehr skulle renses, at de højreorienterede paramilitære grupper skulle afvæbnes, at alle politiske fanger fra arbejderklassen skulle løslades, og at der skulle dannes arbejdermilitser som forsvar mod det ekstreme højre. SPD mente, at parlamentarisk aktion samt fælles demonstrationer var nok, og henviste til Wirths initiativ imod det ekstreme højre. Dette var nok for SPD's menigmand. Så kunne SPD i ro og mag, efter at vreden havde lagt sig, bryde med KPD, fordi de var "for militante på det lokale plan".
For det tredje opbyggede KPD tre former for frontorganiseringer, som senere kunne bruges til at repræsentere arbejdermagten på lokalt plan: fabriksrådsbevægelsen, de "Proletariske Hundreder" samt kontrolkomiteerne. Alle disse tre former for gulvplansorganiseringer kompletterede hinanden. Fabriksrådene var institutionaliserede i 1919. Det vil sige, at de eksisterede på papiret, men havde ingen reel magt og var døde efter nedslagtningen af arbejderne i 1919. [28]
Men efter mordet på Rathenau og de efterfølgende demonstrationer og arbejderagitation begyndte de største fabriksråd i Berlin at vågne til live igen. De største fabrikker i Berlin mødtes og opfordrede de tyske fagforeninger til at indkalde til et landsdækkende møde for rådene. Da fagforeningerne ikke ville, indkaldte de selv til en konference, hvor 846 delegerede (657 fra KPD) valgte en ledelse, som senere kom til at spille en afgørende rolle. Samme konference opfordrede til nedsættelse af kontrolkomiteer for priser, hvis himmelflugt allerede i slutningen af 1922 havde ædt sig ind på arbejdernes levestandard. De skulle samarbejde med husmoderforeninger og butiksarbejdere og sikre, at inflationen ikke blev brugt til at skabe ublu priser og svindel.
Endelig begyndte enkelte af fabrikkerne at opbygge arbejdermilitser, som også havde været på tale i forhandlingerne mellem SPD og KPD. Disse kaldtes "Proletariske Hundreder", fordi man henviste til de effektive kampe, de havde ført under Kapp-kuppet.
I alle disse initiativer var enhedsfronttaktikken i højsædet, og trods indædt modstand fra venstrefløjen i KPD, må man sige, at resultaterne var imponerende. Partiet havde nu 220.000 medlemmer, og selv om dette var et fald fra før Martsaktionen, havde de rekrutteret 70.000 i 1922. Endnu vigtigere var det, at medlemmerne nu, stort set, udgjorde en enhed. På det parlamentariske plan havde KPD 12.014 byrådsmedlemmer, kontrollerede alene 80 kommuner og var det største parti i andre 70 kommuner. I fagforeningerne var KPD's styrke tiltagende, og de kontrollerede flere lokale fagforeninger. På landsplan kunne de udfordre SPD i de fleste vigtige forbund.
Når alt dette er sagt, må det også fremhæves, at der var alvorlige problemer i den måde, ledelsen i KPD så situationen anno 1923. Det første problem var, at de som reaktion på katastrofen og venstresekterismen i Martsaktionen korrigerede for meget. Deres opfattelse af enhedsfronten fik en tand for meget. Ikke så meget i dens konkrete udmøntning, som i den politiske konsekvens. Det var korrekt at forsøge fælles aktiviteter med SPD'erne og presse dem til at bryde med de borgerlige. Men hvad så? Kravet om arbejderregeringen blev brugt af KPD i denne sammenhæng. På landsplan var det en realistisk mulighed. For eksempel i det centrale Tyskland, specielt i Sachsen og Thüringen.
På KPD's kongres i Leipzig i januar 1923 beskrev højrefløjen en arbejderregering således: "En arbejderregering er ikke det samme som proletariatets diktatur, ej heller er det et forsøg på at indføre diktatur gennem fredelige parlamentariske metoder; det er et forsøg fra arbejderklassen på at gennemføre en arbejderpolitik indenfor rammerne af, og indtil videre, med borgerlig demokratiske metoder, støttet af proletariske institutioner og massebevægelser". [29]
Kongressen vedtog denne resolution og dens opfattelse af en arbejderregering med 122 stemmer mod 81.
Komintern var også splittet på spørgsmålet. Radek og andre var entusiastiske for en arbejderregering, mens Trotskij bl.a. understregede nødvendigheden af, at en sådan regering i sit program måtte have bevæbning af arbejderklassen og overføring af magten til fabriksrådene som de væsentligste punkter. Det er en offensiv opfattelse af en arbejderregering som en overgang til revolution. Og selv denne opfattelse er nok for fortænkt, fordi den forudsætter, at reformister vil holde op med at være reformister, når revolutionen står for døren. Al erfaring, også den tyske fra 1918/19 siger, at socialdemokrater fra både højre og venstre vil vige tilbage for sådan et skridt. Historien skulle desværre komme til at gentage sig i oktober samme år, men her løber vi lidt foran historien.
Tilbage til højrefløjens opfattelse. Den holder sig inden for den borgerlige legalitet og foregøgler, at en sådan regering kan gennemføre væsentlige reformer og forbedringer inden for de borgerlige rammer. Eller endnu værre: den bevæger sig på kanten af ideen om, at en arbejderregering, godt nok med udenomsparlamentarisk støtte, men uden større sværdslag, kan bane vejen til socialisme.
Dette sidste punkt har Brandler selv erkendt senere i en artikel, hvor han skriver: "Ideen om arbejderregeringen lagde op til, at KPD-folk og aktivister konkluderede, at først får vi en borgerlig koalition, så en SPD-regering støttet af kommunister, derefter en SDP/KPD regering, og til sidst en kommunistisk regering, uden blodige kampe på vejen". [30] Leipzig-kongressens hovedpointer var, at KPD og arbejderklassen stod i en defensiv position, og denne vurdering holdt de fast ved frem til juli 1923. Ruhr-krisen ændrede ikke deres opfattelse, ej heller den tiltagende økonomiske krise i kølvandet på besættelsen og inflationen. Så i en fælles artikel i maj 1923 skrev Radek (for Komintern) og Brandler, at "i dag står vi overfor et revolutionært tilbageslag".
Da den første nationalistiske bølge havde lagt sig i februar måned, begyndte realiteterne at melde sig for det tyske samfund. Den franske besættelse af Ruhr og arbejderklassens meget effektive sabotage af kulproduktionen skabte vanskeligheder for kulmagnaterne, som i det skjulte begyndte at samarbejde med franskmændene for at redde noget af profitten hjem. Afsløringen af dette forhold skabte stor vrede i arbejderklassen. Samtidig rasede inflationen; i april-juni var marken næsten værdiløs. Det udløste store økonomiske strejker, som ofte var meget bitre.
De tyske myndigheder i Ruhrdistriktet bad besættelsesmagten om hjælp, hvilket dels svækkede de nationalistiske ideers dominans og dels provokerede arbejderne til at danne "Proletariske Hundreder". Fagforeningerne var stadig tilbageholdne med at støtte økonomiske strejker i en situation, hvor politikken hos SPD var "national enhed". I stedet trådte ledelsen for fabriksrådene i Berlin til og begyndte at organisere strejkerne og dermed puste liv i den lokale gulvplansorganisering. Deres indflydelse voksede og voksede gennem foråret 1923.
Inflationen betød også, at "kontrolkomiteerne" fungerede i de byområder, hvor den lokale modstand var stor, og det kom til blodige sammenstød mellem politi og befolkningen, som ikke ville betale de annoncerede priser. Det medførte så igen den nødvendige dannelse af Proletariske Hundreder for at forsvare kontrolkomiteerne.
KPD mærkede også opsvinget. Mellem januar og juni 1923 voksede det med 70.000 medlemmer. Men stadigvæk vågnede ledelsen i KPD ikke op. De erkendte ikke, at situationen var af offensiv og ikke defensiv karakter. Et klart tegn på ændringen i situationen kom, da 310.000 mine- og metalarbejdere i Ruhr-distriktet (ca. 50% af samtlige) strejkede pga. lønnen og dannede en central strejkekomite under KPD-lederskab den 16-28. maj. Demonstrationer til støtte for strejken kom i kamp med politiet, og tre blev dræbt. "Proletariske Hundreder" blev spontant dannet, og de erobrede markedspladserne igen og hjalp kontrolkomiteerne med at holde priserne nede. [31]
I samarbejde med franskmændene dannede de lokale tyske myndigheder et politihjælpekorps, som arresterede de ledende strejkende og KPD'ere og dermed forsøgte at bryde strejken. Nogle af de strejkende begyndte at gå tilbage til arbejdet den 28. maj, og strejkeledelsen accepterede en mindre lønforhøjelse, fordi de var bange for at blive isoleret. Men snart skulle deres angst blive gjort til skamme.
I juni strejkede 30.000 stålarbejdere i Øvre Schlesien og 10.000 landarbejdere i Brandenburg (reaktionens hjerte). I det centrale Tyskland begyndte minearbejderne en arbejd-langsomt aktion i maj/juni. Strejkebevægelsen nåede sit højdepunkt i juli, da 150.000 metalarbejdere fra Berlin stemte 10 mod 1 for at strejke. I dette klima, som også indbefattede daglige myrderier fra de paramilitære terrorgruppers side mod både SPD'ere og KPD'ere, gik det op for dele af partiledelsen, at det var nødvendigt at ændre partiets holdning.
Det er svært at sige præcist, hvad der fik partiledelsen til at slå om, og i virkeligheden foreslog de heller ikke en generaloffensiv. Men den fascistiske fare fra Bayern fik Brandler til, på ledelsens vegne, at skrive en forsideartikel i Rote Fahne den 12. juli med følgende hovedindhold:
"Vi står lige foran bitre kampe. Vi må være parat til at handle. Vort parti må udvikle en organisatorisk kampdygtighed, således at vi ikke kan overraskes, hvis en borgerkrig bryder ud. Fascistisk terror kan kun effektivt bekæmpes ved at modsvare hvid terror med rød terror. Hvis bevæbnede fascister skyder mod arbejdere, må vi være parat til at udrydde dem. Hvis de skyder en arbejder ud af seks, så må vi skyde en fascist ud af fem. I Karl Liebknechts og Rosa Luxemburgs ånd – til kamp." [32]
Derpå udråbte KPD den 29. juli til at være anti-fascistisk dag med demonstrationer. Det var et klart offensivt skridt, fordi den ville udfordre fascisterne på gaden, specielt i München. Det ville også, selv om det ikke var specielt udtænkt, afprøve KPD's opbakning i arbejderklassen. Men samtidig havde opfordringen en defensiv kvalitet, fordi fascistisk terror var en daglig foreteelse som alle progressive kræfter havde følt.
Det geniale ved den antifascistiske dag bestod i, at den ikke var et eventyr som Martsaktionen. Samtidig kunne dagen vise styrkeforholdene og åbne muligheden for mere offensive skridt.
Socialdemokraterne følte sig presset af deres basis, som også ønskede at markere en modstand mod fascisterne. Men bundet som de var af deres støtte til den borgerlige stat, erklærede de demonstrationerne ulovlige i alle de delstater, de kontrollerede. Det vil sige, at kun i Sachsen, Thüringen og Würtemberg ville det være lovligt at gå på gaden [*]. Samtidig forsøgte de at forhindre deres medlemmer i at deltage i de Proletariske Hundreder, som efterhånden var opstået over det hele.
Opfordringen til den anti-fascistiske dag fik det til at summe hos arbejderne, men i KPD's partiapparat kom der en konservativ modreaktion, som fik næring, da SPD bakkede ud. De argumenterede for, at KPD risikerede at stå alene igen som i marts 1921. En kupangst greb ledelsen, og selv hvor man kunne forvente en opbakning, nemlig i Berlin hvor venstrefløjen havde magten, kom der ingen støtte til ideen.
Brandler vaklede. Selv mente han, at hvor styrken var til det, skulle der demonstreres på trods af forbudet. Der hvor de Proletariske Hundreder kunne garantere beskyttelse. Men usikker på sin egen dømmekraft (spøgelset fra Martsaktionen plagede ham) kontaktede han Komintern, hvis eneste repræsentant i Moskva var Radek. Radek telegraferede til de andre ledende Bolsjevikker på deres feriesteder, men da deres detaljerede viden om Tyskland var meget begrænset, fik han meget forskellige svar – dog overvejende for en forsigtig linje. Ud fra disse meget lemfældige vurderinger anbefalede Radek, at KPD opgav demonstrationerne.
KPD's ledelse fulgte anbefalingen, og demonstrationerne blev ændret til møder de steder, hvor de var forbudt. Alligevel var der massiv tilslutning: Berlin 200.000, Chemnitz 50.000, Leipzig 30.000, Gotha 25.000, Dresden 20.000 og Würtemberg 100.000. Men fascisterne blev ikke udfordret på gaden, og Brandler skiftede igen linje. På et centralkomitemøde den 5-6. august argumenterede han med, at det var en defensiv revolutionær kamp, som partiet skulle forberede sig på.
En enestående chance var gået tabt. Heldigvis havde arbejderklassen endnu ikke foretaget samme slags taktiske overvejelser, som kunne lamme deres handlekraft.
*) I disse stater regerede SPD kun med KPD's støtte.
28. Se Harman, op. cit., s. 225.
29. Citeret i Hallas, op. cit., s. 91.
30. Die Lehren der Deutschen Ereignisse (Kominterns Præsidiums opsamling af begivenhederne i Tyskland, 1924), her citeret fra Harman, op. cit., s. 256.
31. For en mere detaljeret gennemgang af de aktiviteter, som de proletariske hundreder og kontrolkomiteerne udførte, se Harman, op. cit., s. 242-44.
32. Citeret i Harman, op. cit., s. 260.
Sidst opdateret 4.6.00