Marxisme Online > Arkiv > IS/SWP > Indhold
Umiddelbart efter centralkomitemødet mødtes fabriksrådene i Berlin og erklærede generalstrejke den 11. august for at bringe Cuno-regeringen til fald. Først og fremmest pga. inflationen, men også pga. dens manglende evne til at bekæmpe fascismen. Fabriksrådene krævede en arbejderregering. Strejken lammede hovedstaden, og Cuno måtte gå af.
SPD og alle de "respektable" borgerlige partier dannede en "grande koalition", som kun holdt KPD og nazisterne udenfor. Stresemann, som blev statsminister, var godt nok fra samme parti som Cuno (Det Tyske Folkeparti), men hans strategi var en anden: samarbejde med franskmændene og holde flertallet af arbejdere i ro ved at have SPD med i regeringen og dermed isolere KPD.
Selvom SPD var med i regeringen, var de splittet. Det afspejlede sig i deres parlamentariske fraktion, hvor 53 ud af 171 Reichstagsmedlemmer stemte imod en tillidserklæring til Stresemann-regeringen, hvor SPD selv havde 4 ministre.
En decideret venstresocialdemokratisk tendens havde udviklet sig bl.a. under KPD's enhedsfronttaktik. E. H. Carr har beskrevet det således: "Meget få mennesker, i eller udenfor Tyskland … havde overhovedet nogen tillid til Stresemannregeringens evne til at overleve stormen". [33]
Det vil sige, at en situation, som meget lignede Rusland mellem februar og oktober 1917, var under udvikling i Tyskland. SPD havde på landsplan identificeret sig med reaktionen og var ved at miste herredømmet over arbejderklassen. KPD på sin side havde gennem de sidste to års arbejde opbygget alternative styrkepositioner, som kunne blive et alternativ til regeringen i Berlin. Først og fremmest drejede det sig om at udvikle fabriksrådene til alternative magtorganer. Det var trods alt dem, som havde væltet Cuno-regeringen. Det var også gennem dem, kontrolkomiteerne og de "Proletariske Hundreder", at forbindelsen til masserne fandtes. Desværre valgte KPD ikke den vej.
Efter at strejkebevægelsen havde væltet Cuno-regeringen, faldt klassekampens temperatur noget. SPD fik fire ministre i den nye regering, så selv om den på ingen måde indfriede de forventninger, masserne havde, så var det trods alt et skridt til venstre.
Men både KPD's ledelse og Komintern var overbevist om, at de måtte handle. Brandler tog til Moskva og var der en måned fra begyndelsen af september til begyndelsen af oktober for at diskutere, hvad der burde gøres. Den internationale ledelse med Trotskij og Zinoviev fra Kominterns ledelse i spidsen foreslog en væbnet opstand. Brandler og Radek var ikke fuldt overbeviste, men pga. de russiske lederes dominans i Komintern blev deres bekymringer overvundet.
Russiske generaler blev sendt til Tyskland for at organisere de "Proletariske Hundreder" og partiorganerne. Landet blev delt op under seks politisk-militære ledelser. Disse havde ledelsen af distrikter og underdistrikter.
De "Proletariske Hundreder" som antoges at omfatte 800 delinger med 60.000 mand skulle trænes i væbnet kamp. Den enkelte deling havde basis på en fabrik eller i et arbejderdistrikt. Deres største styrker stod i Sachsen og Thüringen, hvor de kunne operere åbent. 8000 marcherede gennem Dresden den 9. september, 5000 gennem Leipzig den 16. september. De fleste var KPD medlemmer, men i hvert fald i Sachsen var der også mange socialdemokrater med på alle niveauer i organisationen. KPD blev også gennemorganiseret med en partiledelse, der gik under jorden for at undgå, at statsmagten greb ind inden "den store dag".
Problemet var, at man hældede til den konspiratoriske side, mens en åben dialog med masserne kun i ringe omfang fandt sted. I stedet for blev arbejdere holdt tilbage, når de ønskede at slås, for ikke at spolere planen.
Den plan, der til sidst blev vedtaget i Moskva, gik ud på, at KPD skulle indgå i et regeringssamarbejde med Zeigners venstreorienterede SPD-regering i delstaten Sachsen. Derigennem ville man få mulighed for at bevæbne arbejderne og udfordre centralregeringen, som ville marchere mod regeringen i Sachsen. Derefter ville arbejderklassen rejse sig til forsvar af delstaten, og så kunne den militære opstand sættes i værk [*].
Planen var således baseret på, at venstresocialdemokraterne var parate til borgerkrig, for det var, hvad planen forudsatte. Det var de ingenlunde, og mange tegn viste det. De ville for eksempel ikke støtte en kongres for de "Proletariske Hundreder" i Sachsen i september. Og selv om de ikke satte politiet ind mod arbejderne, veg de alligevel tilbage for at rense ud i politiet, som tit handlede på egen hånd. Således kunne politiet i Sachsen for eksempel skyde på en demonstration i Dresden i begyndelsen af september og dræbe 13 arbejdere. Zeigner havde selv gentagne gange forsikret centralregeringen, at han nok skulle holde orden i eget hus.
Begivenhederne tog fart i begyndelsen af oktober. KPD truede med at vælte Zeigner, hvis han ikke rensede ud i politiet. Zeigners svar var at optage tre kommunister i regeringen: Brandler, Bottcher og Heckert den 12. oktober.
Frölich fra KPD's gruppe i Reichstag advarede centralregeringen mod at sende tropper mod arbejderregeringen i Sachsen. Men militæret var ikke til at true. De forbød de "Proletariske Hundreder" i Sachsen og forlangte, at de nedlagde deres våben. Forbudet blev ignoreret i første omgang, og den 13. oktober holdtes en kongres af Sachsens "Proletariske Hundreder" i Chemnitz, hvor en ny centralkomite for bevægelsen blev valgt: 4 KPD'ere og 4 venstresocialdemokrater. Bottcher (minister for KPD i Leipzig) kastede bolden op ved at erklære, at de "Proletariske Hundreder" skulle bevæbnes, og at KPD skulle kalde til generalmobilisering på landsplan.
General Müller, som ledede hærens operationer i Sachsen, gentog sine forbud og indsatte sig selv som politimester i Sachsen. Han forlangte, at Zeigner skulle tage afstand fra Bottchers ord, men det nægtede han.
SPD på landsplan var ikke overtilfredse med Müllers handlemåde. Der var protester i regeringen, og fagforeningerne begyndte at rasle med sablerne og truede med generalstrejke, hvis Sachsen blev angrebet. Men det skulle ikke tages som mere end symbolske protester. Da regeringen forklarede offentligheden, at Müller blot skulle til det centrale Tyskland for at forsvare Sachsen mod højreekstremister fra Bayern, så blev det slugt råt af de socialdemokratiske ledere. I SPD's inderkreds var forklaringen, at det var KPD, man var ude efter og ikke Zeigner som sådan, og hvordan kunne de, der så frejdigt havde brugt Frikorpset i 1919, være imod det?
Den 21. oktober marcherede General Müller ind i Sachsen. Hvordan ville de revolutionære svare på det? Ville de erkende deres time?
Samme dag, søndag den 21. oktober, afholdtes der en konference i Chemnitz mellem lokale fagforeninger og den nye regering for at diskutere den økonomiske situation, da hver syvende i Sachsen levede på sultegrænsen. Brandlers ide var, at konferencen skulle bruges til at starte revolutionen ved at udråbe generalstrejke mod hærens invasion. De 500 delegerede samledes, uden at Müller greb ind – 140 fra fabriksrådene, 120 fra fagforeningerne, 80 fra kontrolkomiteerne, 66 fra KPD's organiseringer og 7 fra SPD.
Efter en del debat om selve det økonomiske problem, gik Brandler på talerstolen. Han appellerede til konferencen om at erklære generalstrejke med øjeblikkelig virkning og kalde resten af den tyske arbejderklasse til hjælp. Graupe, en af de tilstedeværende socialdemokratiske ministre, erklærede straks, at konferencen ikke kunne tage en sådan beslutning, og hvis der skulle stemmes om det, ville den socialdemokratiske sektion forlade konferencen. Brandler var målløs. Efter en kort time-out blev de tilstedeværende centralkomite medlemmer enige om at erstatte opfordringen til generalstrejke med en aktionskomite, der skulle undersøge, hvad den officielle bevægelse mente. De trak sig altså fra konferencen. Det var venstresocialdemokraternes opposition mod planen, der havde knækket KPD-ledelsens mod. Som Radek bagefter opsummerede for Komintern:
"I Chemnitz blev planen om en enig opstand af socialdemokratiske og kommunistiske masser smadret. Forslaget om proklamering af generalstrejken blev ikke fremsat pga. venstresocialdemokraternes opposition." [34]
Dagen efter mødtes KPD's centralkomite, og opstanden blev aflyst, da partiet ikke mente at have nok våben i Sachsen. Radek, der var kommet fra Moskva, foreslog i stedet en defensiv generalstrejke, men alle stemte imod, højre som venstre. General Müllers tropper overtog gaderne. Få dage senere blev Zeigners regering afsat med magt af Reichswehr, og han selv blev smidt i fængsel. Nu ville venstresocialdemokraterne godt være med til en generalstrejke, men de fleste arbejdere mente ikke længere, at de kunne gøre noget, og generalstrejken blev kun støttet i ringe grad.
Oktober, som startede med så fine forhåbninger, endte i en lille prut. Det revolutionære venstres mest magtfulde bastion, Sachsen, var nu besat af Reichswehr, uden at arbejderklassen og KPD havde været i stand til samlet at forsvare den. Et af de få positive resultater var, at de to tilbageblevne socialdemokratiske ministre i den centrale regering af deres egne blev tvunget til at gå af.
KPD havde ikke levet op til deres politiske ansvar. De lod sig binde til et strategi, som indebar, at revolutionen fik politisk støtte fra elementer, som aldrig selv ville lede en revolution, selv om de måske nok ville hægte sig på, når revolutionen var i gang og så ud til at kunne vinde. Lige meget hvor meget socialdemokrater ligger til venstre, så er de reformister og tror inderst inde ikke på revolutionen eller på massernes evne til at gennemøre den og fastholde den.
I denne forbindelse spillede Komintern en lidet flatterende rolle, men til syvende og sidst kan ansvaret kun placeres hos ledeLsen i KPD. Det skub, som skulle til for at afprøve, om en magtovertagelse virkelig var mulig, kom aldrig, og derfor er det akademisk bagefter at diskutere, om det kunne være blevet en succesrig opstand. Som den franske kommunist Albert sagde:
"I september, oktober og november havde Tyskland en dyb revolutionær oplevelse, som kun er lidt kendt og forstået. Den bevæbnede vagt varede længe, men timen kom aldrig… et stille, næsten ufatteligt drama. En million revolutionære stod parate og ventede blot på signal til angreb, bag dem stod millioner af arbejdsløse, de sultende, de desperate, et pint folk, og mumlede: – Også os, også os. Mængdens muskler var parate, deres næver holdt allerede de mausere, som de ville møde Reichswehrs armerede biler med. Og intet skete, kun lidt blodigt klovneri i Dresden, da en korporal og et par mænd jog de arbejderministre, som havde fået hele det borgerlige Tyskland til at bæve, ud fra deres kontorer. Og nogle få blodpletter – i alt 60 dræbte – på fortovene i Sachsens industribyer." [35]
Denne massive, latente magt til at ændre samfundet blev aldrig afprøvet. Oktober 1923 var ikke marts 1921. Det ville ikke have været eventyrpolitik at forsøge at gøre modstand mod Müller selv uden socialdemokraternes opbakning. Og det, at de "Proletariske Hundreder" manglede våben, behøvede ikke at være en hindring, hvis hele arbejderklassen rejste sig. Der var trods alt tale om legale regeringer, der blev afsat med magt. 100.000 soldater batter ikke ret meget over for 15 millioner arbejdere, som sætter samfundet i stå.
Det er ikke det samme som at sige, at oktober i sig selv var det afgørende øjeblik. Det kunne have været tidligere, for eksempel i maj eller omkring den antifascistiske dag. Sandt er det, at i alle afgørende situationer i 1923 veg partiet tilbage for at tage offensive skridt til at prøve styrkerne af, fordi de var angste for en gentagelse af 1921. Det førte igen tilbage til den manglende kerne af et revolutionært parti i 1918-19, som kunne have vist de nye militante den korrekte vej gennem den tyske revolutions forskellige opsving og nedgange.
Den revolutionære kerne manglede i 1918, og da den blev dannet, blev den grebet først af overmod i 1921 og dernæst af konservatisme i 1923. Som Chris Harman skriver:
"Historien er tit blevet sammenlignet med et lokomotiv – men det venter ikke på, at de revolutionære stiger på. Den, der kommer for sent, bliver ligesom den vandrende jøde i mytologien tvunget til evig lidelse." [36]
*) Tyskland var på dette tidspunkt delt ind i fire geografiske magtcentre. Franskmændene havde kontrol over Ruhr distriktet i vest. Centralregeringen havde Berlin og Nordtyskland. Det yderste højre regerede i det sydlige Bayern, mens det centrale Tyskland mellem Bayern og Berlin blev kontrolleret af SPD og KPD. Regeringens diktater var åbenlyst uden virkning i Bayern og i det centrale Tyskland. Helt efter bogen smadrede man først revolutionens akse i det centrale Tyskland, inden man nedkæmpede Hitlers "march mod Berlin" i november.
33. E. H. Carr: Interegnum 1922-24, London 1969, s. 209.
34. I Die Lehren …, citeret fra Harman, op. cit., s. 290.
35. Citeret i Harman, op. cit., s. 292.
36. Harman, op. cit., s. 302.
Sidst opdateret 4.6.00