Marxisme Online > Arkiv > IS/SWP > Indhold
Den historie, som her er blevet fortalt, har haft vidtrækkende konsekvenser for menneskeheden. Der var ikke kun tale om forspildte muligheder for de tyske arbejdere til at vriste magten fra borgerskabet en gang for alle.
Den kamp, der blev opgivet, inden den kom i gang, banede vejen for en udvikling i Sovjetunionen, som endte med Stalins kontrarevolution i 1928 og fremefter. [37] Den russiske revolution i 1917 blev gennemført i bevidstheden om, at den kun kunne sejre, hvis der også blev gennemført revolutioner i andre europæiske lande, først og fremmest i Tyskland.
Isoleringen af revolutionen fra 1917 til 1923 betød blandt andet borgerkrig mod kontrarevolutionen, der blev støttet af militære styrker fra 17 forskellige nationer, hungersnød og fysisk udryddelse af arbejderklassen som klasse. Det betød, at bolsjevikpartiet kom til at regere alene på vegne af arbejderklassen. [38]
Den kommunistiske 3. Internationale, Komintern, var netop gearet til at sprede revolutionen til alle lande og støtte oprettelse af kommunistpartier over hele verden. Indtil 1923 havde alle forsøg på arbejderrevolutioner været forgæves. 1923 i Tyskland tændte nyt håb. Selv Stalin blev bevæget:
"Revolutionen i Tyskland er den vigtigste begivenhed i vores epoke. Sejren for den tyske revolution ville være vigtigere for Europa og Amerikas proletariat end den seks år gamle russiske revolution. Sejr for den tyske revolution vil flytte centret for verdensrevolutionen fra Moskva til Berlin." [39]
Mindre end et år senere formulerede Stalin teorien om "socialisme i et land", som markerer bruddet med internationalismen og signalerer bureaukratiets prioriteringer: opbygning af den nationale økonomi på ryggen af arbejderklassen og gennem likvidering af bønderne som klasse med terroristiske metoder.
Revolutionen, som udeblev i Tyskland i 1923, spillede en afgørende rolle for Trotskijs og venstreoppositionens nederlag i Sovjetunionen [*]. Spredningen af revolutionen blev derefter blot en drøm for de fleste i Rusland, og dagligdagens presserende prioriteringer skubbede drømmene til side.
I stedet for revolution fra neden begyndte Komintern at praktisere diplomati fra oven. Her er der ikke plads til andet end antydninger, men Komintern degenererede som revolutionær magtfaktor i verden efter 1923 og plejede til sidst kun de interesser, som Sovjet havde som nation, og ikke hvad der tjente arbejderklassen i det enkelte land. [40]
Stalin-klikens sejr over venstreoppositionen fik også den betydning, at Komintern selv blev et diktatorisk og bureaukratisk organ, hvor det før 1923 havde været forum for livlige debatter.
Det fik igen afgørende betydning i Tyskland i begyndelsen af 1930'erne, da Hitler var på vej til magten på ryggen af krakket i verdensøkonomien i 1929. [**]
Komintern udråbte SPD som "socialfascister", og KPD marcherede hellere sammen med nazisterne eller alene end sammen med "fascismens farligste fløj" SPD. Så selv om SPD og KPD tilsammen havde flere stemmer end nazisterne sidst i 1932, blot få måneder før Hitlers magtovertagelse, så sluttede de sig ikke sammen mod dem. Trotskij forsøgte forgæves fra sit eksil at påvirke situationen og prædikede enhedsfronttaktik, hvis succesrige gennemførelse havde placeret KPD i en gunstig situation i 1922-23. Mens KPD erklærede: "Efter Hitler – er det vores tur", og SPD i Reichstag, efter at Hitler var kommet til magten, erklærede: "Vi vil være en loyal opposition"- trampede de sorte støvler hen over dem, forbød dem, sendte dem i koncentrationslejre og smadrede alle arbejderorganiseringer. Prisen for denne sejr kom verden til at betale i blod med 50 millioner døde fra 1939 til 45.
For socialister i dag i Danmark er læren af disse begivenheder ikke blot tørre fakta fra en historisk periode, som aldrig vil gentage sig. For os er den et levende bevis på, at arbejderklassen kan organisere sig kollektivt og tage vare på sin egen fremtid og løse alle problemer. Det beviste det tyske proletariat gang på gang i disse år. Fra massemytteriet imod krigen i 1918, over sovjetten i Bayern i 1919, generalstrejken mod Kapp-kuppet i 1920, organiseringen af den røde arme i 1920, fabriksrådsbevægelsen, kontrolkomiteerne, de Proletariske Hundreder i 1922-23, opflaskningen af verdens mægtigste kommunistparti uden for Rusland i løbet af få år.
Alle disse erfaringer og landvindinger beviser, at "arbejderklassens befrielse er arbejderklassens eget værk". Uden dens indsats og heltemod var intet opnået. Det er også vigtigt at forstå, at selv om vore dages ledere fra Socialdemokratiet og SF ikke er Ebert fra SPD eller Hilferding fra USPD (senere SPD), så ville de i lignende situationer gøre det samme. Ikke fordi de er specielt blodtørstige, men fordi de er borgerlige eller reformistiske socialister. De bliver skræmt af arbejdermagten, når de ser den. Den daværende SF-formand, Gert Petersen, blev skræmt af ideen om, at den borgerlige Schlüter-regering skulle væltes af de omfattende påskestrejker i Danmark i 1985. De socialdemokratiske ledere – Anker Jørgensen og Svend Auken – arbejdede aktivt imod den.
For dem, som for Noske og Freikorpset, er opgaven den samme: først stabilisere den borgerlige orden, bagefter kommer langsomme reformer. Desværre er de blot brikker i et spil. Når borgerskabet er blevet stabiliseret, så har de ikke mere brug for Socialdemokratiet og deres lillebror, så spytter de dem ud og tramper på dem. SPD i Tyskland kom efter 1923 først tilbage til magten i 1928, da den økonomiske krise satte ind.
Endelig må det pointeres, at det har været et gennemgående tema i dette hæfte, at revolutionens muligheder i sidste instans lå i hænderne på lederne i KPD. Det har også været understreget, at det var manglen på en hærdet kerne af tyske bolsjevikker i 1918, der betød, at lederne og medlemmerne i KPD på trods af deres fantastiske indsats og utrættelige arbejde aldrig nåede at rette op på et så grundlæggende handicap, på den korte tid de havde. Den fejl eller mangel på en kerne af folk, som har arbejdet sammen i mange år og opbygget et tæt organiseret, men politisk åbent parti for at kunne råde og styre gennem revolutionens oppiskede vande den fejl behøver vi ikke at gentage.
*) I 1923 formulerede venstreoppositionen et program for udviklingen i Sovjet, som stadigvæk baserede sig på arbejderklassens demokratiske organer, sovjetterne, men som pegede op udvikling af industri og modernisering af landbrug gennem kontrolleret kollektivisering. De kæmpede for programmet, indtil de led endeligt nederlag i 1927. Trotskij blev sendt i eksil, og de fleste af venstreoppositionens folk blev sendt i arbejdslejr. Se L. Trotskij: Challenge of the Left Opposition.
**) Wall Street krakket (Børsen i USA) bragte kæmpe arbejdsløshed og inflation til hele Europa med grobund for fascistiske løsninger.
37. For en kortfattet beskrivelse af denne proces se Harman: Den russiske revolutions nederlag, Åbyhøj 1992. Om stalinismens fremvoksning se Michal Reiman: The Birth of Stalinism, London 1987. Om stalinismens virkning på Komitern se Trotskij: The Third International after Lenin. Lenin: The Bolsheviks and the World Revolution.
38. Denne proces er forklaret mange steder, men Victor Serge: From Lenin to Stalin, New York 1987, er et udmærket udgangspunkt. Også hans En revolutionærs erindringer er en personlig og meget nuanceret beskrivelse. Læs også Tony Cliff: The Revolution Besieged, London 1987.
39. Citeret i Harman, op. cit., s. 284.
40. Se Trotskij: The Third International after Lenin, og Hallas, op. cit., s. 104-22.
Sidst opdateret 12.6.00