Marxisme Online > Arkiv > IS/SWP > Indhold
Alle oversættelser fra engelsk er foretaget af forfatteren.
Noterne er i denne WWW-udgave placeret sammen med de enkelte afsnit.
I den trykte udgave er der både fodnoter og slutnoter. Fodnoterne er markeret med stjerner, slutnoterne med fortløbende tal. Denne adskillelse er opretholdt her.
For dem, der er interesseret i at se noterne samlet, gengives de herunder.
Indledning
*) Arbejdere og bønder havde under ledelse af bolsjevikpartiet taget magten ved en væbnet revolution i oktober 1917 og regerede landet gennem et demokratisk system af arbejder-, soldater- og bonderåd, kaldet sovjetter. Læs S. Wright: Den russiske revolution, København 1987, og C. Harman: Den russiske revolutions nederlag, Åbyhøj 1992.
**) Socialdemokratische Partei Deutschlands var et mægtigt parti, som fuldstændigt dominerede den tyske arbejderklasse før 1917. Det havde et revolutionært program, men en reformistisk praksis. Alle aktører, der optræder i denne pjece, udsprang af dette parti. Læs Carl E. Schorske: German Social Democracy, USA 1983.
***) De uafhængige socialdemokrater var et mindretal i SPD, som blev ekskluderet pga. deres modstand mod 1. verdenskrig. De vaklede mellem reform og revolution og er derfor blevet kaldt centrister, fordi de placerede sig mellem højre og venstre i SPD. Deres mest indflydelsesrige leder, Karl Kautsky, var fx. imod bolsjevikkernes magtovertagelse i Rusland og sovjetsystemet. Han hyldede den parlamentariske legalitet.
Kapitel 1
*) I Petrograd, som var den vigtigste by i Rusland på det tidspunkt, tog arbejderne magten i en kort periode i 1905. De oprettede sovjetter og organiserede byens liv. De var dog ikke stærke nok til at fastholde magten mod zaren. Det er blevet kaldt "generalprøven" for det senere opgør i 1917. Rosa Luxemburg, som deltog aktivt i Polen, der var underlagt Rusland, skrev en bog om erfaringerne fra 1905, Massestrejke, parti og fagforeninger. Bogen havde stor virkning i den interne kamp i SPD 1905-08. Se Schorske, op cit s. 28-58.
Kapitel 2
*) De allierede var Storbritannien, Frankrig og USA. De havde kæmpet sammen med Rusland mod Tyskland, indtil den russiske revolution i 1917 stort set standsede Ruslands aktive deltagelse. Formelt set trak Rusland sig ud af krigen i marts 1918, efter at fredstraktaten med Tyskland var underskrevet i Brest-Litovsk.
**) Pga. Storbritanniens overlegenhed til søs havde hele den tyske flådestyrke stort set ligget i havn i Kiel hele krigen igennem. Tysklands krig til søs bestod i ubådsangreb mod transporter over Atlanterhavet.
***) De revolutionære tillidsfolk stammede fra metalarbejderne og deres stigende opposition mod krigen. Specielt i Berlin. Richard Müller var deres dygtigste organisator og spillede en ledende rolle i strejkerne i juni 1916, april 1917 og januar 1918. Se Harman: The Lost Revolution. Germany 1918 to 1923, London 1982, p38.
****) Denne holdning blev voldsomt kritiseret af Lenin i bogen "Venstre"-kommunismen – en børnesygdom.
Kapitel 3
*) Rote Fahne var blevet dagblad for KPD.
Kapitel 4
*) I kølvandet på afslutningen af 1. verdenskrig og inspireret af det revolutionære Rusland, styrtede arbejderne under socialdemokraternes ledelse de korrupte kejserdømmer i Ungarn og Østrig og oprettede arbejderråd. Senere forrådte socialdemokraterne revolutionerne og gav magten tilbage til borgerskaberne. Læs Donny Gluckstein: The Western Soviets: Workers Councils vs. Parliament 1915-20, London 1985.
Kapitel 6
*) 3. Internationale (Komintern) blev dannet, fordi 2. Internationale havde spillet fallit, da den overgav sig til nationalchauvinismen ved 1. verdenskrigs udbrud. Lenin og bolsjevikkerne indså, at deres eneste chance for at overleve som arbejderstat i Rusland var at sprede revolutionen. Derfor forsøgte de at opbygge en international organisering, som var reelt internationalistisk. For en fyldig beskrivelse af 3. Internationales oprettelse og udvikling, læs D. Hallas: The Comintern, London 1985.
**) De 21 punkter blev udarbejdet af Komintern for at forhindre at der gik "mode" i kommunismen, fordi det var fremgangstider for de revolutionære. Se Hallas, anf. værk, s. 29-35.
***) Clara Zetkin (1857-1933) havde været aktiv i bevægelsen helt fra begyndelsen i 1875 og tilhørte venstrefløjen i SPD før krigen. Mest kendt som socialistisk agitator i kvindespørgsmål. Hun støttede Levi i kampen om KPD's sjæl. Thalheimer, Brandler, Meyer og Frölich var bløde over for venstresekteriske synspunkter, de lærte senere af deres fejl, men bøjede så til gengæld nok for meget den anden vej. Se senere i pjecen.
****) Kronstadt var en ø tæt ved Petrograd af stategisk betydning. Under oktober revolutionen spillede matroserne fra basen på øen en afgørende rolle og støttede varmt bolsjevikkerne. I 1921 var de derimod imod bolsjevikkerne og stod objektivt set i spidsen for en antisovjetisk bevægelse, fordi bønderne, som udgjorde det store flertal i Rusland, var imod krigskommunismen og var parate til at rejse sig mod den unge arbejderstat. Kun den blodige nedkæmpning af Kronstadt-oprøret og Lenins nye økonomiske politik (NEP), som tillod en begrænset markedsøkonomi, reddede den øjeblikkelige situation. Debatten om, hvorvidt bolsjevikkerne handlede rigtigt, har raset lige siden. Læs Lenin og Trotskij: Kronstadt (forsvar for aktionen), Ida Mett: The Kronstadt Uprising, Canada 1971 (det anarkistiske synspunkt) og Tony Cliff. Lenin vol. 4, London 1979, s. 132-34.
*****) Nicolai Bukharin og Gregor Zinoviev var på dette tidspunkt de ledende figurer i Komintern, og begge havde brug for Trotskij og Lenins mere velovervejede politiske styring. Da de blev overladt til sig selv, blev de påvirkede af "venstrekommunismen", som var den største fare på dette tidspunkt. Derfor skrev Lenin sin bog: "Venstre"-kommunismen – en børnesygdom, som var rettet mod tendenser i hele Komintern, men som indirekte også var en kritik af ledende bolsjevikker.
******) KAPD – Kommunistische Arbeiter Partei Deutschlands – blev dannet af ultravenstrefolk, som blev drevet ud af partiet i august 1919. Det havde en vis indflydelse i nogle distrikter, mens revolutionen var på sit højeste. Dets levetid var kun to år.
Kapitel 7
*) I disse stater regerede SPD kun med KPD's støtte.
Kapitel 8
*) Tyskland var på dette tidspunkt delt ind i fire geografiske magtcentre. Franskmændene havde kontrol over Ruhr distriktet i vest. Centralregeringen havde Berlin og Nordtyskland. Det yderste højre regerede i det sydlige Bayern, mens det centrale Tyskland mellem Bayern og Berlin blev kontrolleret af SPD og KPD. Regeringens diktater var åbenlyst uden virkning i Bayern og i det centrale Tyskland. Helt efter bogen smadrede man først revolutionens akse i det centrale Tyskland, inden man nedkæmpede Hitlers "march mod Berlin" i november.
Kapitel 9
*) I 1923 formulerede venstreoppositionen et program for udviklingen i Sovjet, som stadigvæk baserede sig på arbejderklassens demokratiske organer, sovjetterne, men som pegede op udvikling af industri og modernisering af landbrug gennem kontrolleret kollektivisering. De kæmpede for programmet, indtil de led endeligt nederlag i 1927. Trotskij blev sendt i eksil, og de fleste af venstreoppositionens folk blev sendt i arbejdslejr. Se L. Trotskij: Challenge of the Left Opposition.
**) Wall Street krakket (Børsen i USA) bragte kæmpe arbejdsløshed og inflation til hele Europa med grobund for fascistiske løsninger.
1. Se John Molyneux: Den marxistiske tradition, Åbyhøj 1992, s. 20-24.
2. John Riddell: The German Revolution and the Debate on Soviet Power, New York 1986, s. 20.
3. Chris Harman: The Lost Revolution. Germany 1918-23, London 1982, s.33.
4. Statssekretæren Hintze, citeret i Harman, op. cit., s.39.
5. Ibid., s. 56.
6. Ibid., s. 62.
7. Riddell, op. cit., s. 164.
8. Ibid., s. 244.
9. Ibid., s. 245.
10. Ibid., s. 261.
11. Harman, op. cit., s. 98.
12. Ibid., s. 105.
13. Citeret i Harman, op. cit., s. 105.
14. Citeret i Harman, op. cit., s. 138.
15. Citeret i Harman, op. cit., s. 140.
16. Ibid., s. 119.
17. Citeret i Harman, op. cit., s. 187.
18. Se Harman, op, cit., s. 160-66. Læs også en mere malende beskrivelse set af de enkelte deltagere i Ditte Cederstrand: Hvor har du hjemme, proletar?, Kbh. 1976.
19. Citeret i Harman, op. cit., s. 175.
20. Harman, op. cit., s. 180-83.
21. Citeret i Harman, op. cit., s. 190.
22. Citeret i Harman, op. cit., s. 201.
23. For en kortfattet beskrivelse af martsaktionen, se Duncan Hallas: The Comintern, London 1985.
24. Harman, op. cit., s. 210.
25. Citeret i Hallas, op. cit., s. 64.
26. Citeret i Hallas, op. cit., s. 66.
27. Citeret i Harman, op. cit., s. 219.
28. Se Harman, op. cit., s. 225.
29. Citeret i Hallas, op. cit., s. 91.
30. Die Lehren der Deutschen Ereignisse (Kominterns Præsidiums opsamling af begivenhederne i Tyskland, 1924), her citeret fra Harman, op. cit., s. 256.
31. For en mere detaljeret gennemgang af de aktiviteter, som de proletariske hundreder og kontrolkomiteerne udførte, se Harman, op. cit., s. 242-44.
32. Citeret i Harman, op. cit., s. 260.
33. E. H. Carr: Interegnum 1922-24, London 1969, s. 209.
34. I Die Lehren …, citeret fra Harman, op. cit., s. 290.
35. Citeret i Harman, op. cit., s. 292.
36. Harman, op. cit., s. 302.
37. For en kortfattet beskrivelse af denne proces se Harman: Den russiske revolutions nederlag, Åbyhøj 1992. Om stalinismens fremvoksning se Michal Reiman: The Birth of Stalinism, London 1987. Om stalinismens virkning på Komitern se Trotskij: The Third International after Lenin. Lenin: The Bolsheviks and the World Revolution.
38. Denne proces er forklaret mange steder, men Victor Serge: From Lenin to Stalin, New York 1987, er et udmærket udgangspunkt. Også hans En revolutionærs erindringer er en personlig og meget nuanceret beskrivelse. Læs også Tony Cliff: The Revolution Besieged, London 1987.
39. Citeret i Harman, op. cit., s. 284.
40. Se Trotskij: The Third International after Lenin, og Hallas, op. cit., s. 104-22.
Sidst opdateret 12.6.00