Marxisme Online > Arkiv > IS/SWP > Indhold
I årene 1918 til 1923 var Europa flere gange på randen af en ægte arbejderrevolution. Men hver gang, det så ud til at lykkes for arbejderklassen een gang for alle at komme kapitalismen til livs, blev den slået tilbage.
Revolutionære socialistiske ideer, som i dag kun lyder som en spinkel røst, havde i disse år opbakning fra hundredtusinder af arbejdere.
Arbejdere, som ikke bare passivt støttede disse synspunkter, men som var parate til at slås og dø for ideerne om menneskehedens befrielse fra sult og elendighed gennem deres egen bevæbnede magtovertagelse.
I intet land udenfor Rusland nåede arbejderklassen så tæt på en endelig sejr som i Tyskland. Før l. verdenskrig var Tyskland Europas førende industriland med en arbejderklasse, der var velorganiseret både politisk, kulturelt og fagligt.
En arbejderrevolution i Tyskland, som ikke blot fejede de sidste rester af feudalisme og monarki væk, men også ryddede det industrielle borgerskab af vejen, ville have sat hele Europa i flammer.
Den unge sovjetstat i Rusland, [*] som endnu ikke havde oplevet Stalins bureaukratiske kontrarevolution, ville have været aflastet i den militære og økonomiske offensiv, som borgerskabet i hele Europa havde indledt. Tysklands omvæltning til arbejderstat ville have opmuntret og inspireret de kræfter i andre europæiske lande, som ventede på at vælte deres egen herskende klasse.
Aldrig før eller siden har verden været så tæt på en verdensrevolution.
Hvorfor skal vi nu beskæftige os med, at det gik som det gik? Hvorfor er det så vigtigt, at vi beskæftiger os med begivenheder, som dog foregik for over 75 år siden? Er det ikke nok at trække på skulderen og konstatere, at "det var det", og at arbejderne nok er dømt til altid at være underlagt andres behov og lyster? Nej, der er vigtige erfaringer, som alle revolutionære kan lære af.
Netop fordi det gik galt for de revolutionære socialister i 1918-23, må man prøve at forstå historiens ubønhørlige lære. Og netop på baggrund af de historiske handlinger kan man i dag få viden om, hvordan et parti skal bevæbne sig ideologisk og organisatorisk, og hvordan det ikke skal gøre det.
Den tyske revolutionære proces fra 1918-23 er i denne forstand utroligt rig. Den peger på, hvilke spørgsmål en moderne industriel arbejderklasse kan forvente at blive stillet overfor, når den forsøger at rive magten fra sine undertrykkere. Selv om Tyskland i 1918 ikke kan sammenlignes med et borgerligt demokrati a la Danmark i 1990'erne, fordi den demokratiske proces var hæmmet af kejserdømme og rester af feudalisme, havde det et veludviklet, selvbevidst borgerskab med en moderne stat til rådighed. Borgerskabet brugte en kombination af militærmagt og eftergivenhed for at få bugt med de oprørske arbejdere.
På den ene side gjorde de brug af det tyske Socialdemokrati SPD [**] og dets venstrefløj USPD [***] for at dæmme op for den revolutionære bevægelse. Netop reformismen blev afgørende for revolutionens nederlag. På den anden side blev militær magt brugt til at smadre de små lommer af isoleret modstand, som ikke lod sig kue af reformismens søde snak.
For arbejderne blev årene fulde af eksempler på arbejderklassens selvorganisering og selvstændige kamp. Gang på gang blev borgerskabet, reformisterne og de revolutionære overraskede over hastigheden, organiseringen og størrelsen af bevægelsen.
Endnu en gang blev Marx' ord om, at "arbejderklassens befrielse er arbejderklassens eget værk", bekræftet i praksis. Og endnu engang blev det bekræftet, at uden en revolutionær kraft, som er i stand til at kanalisere og organisere den spontane kamp til faktisk at overtage magten, vil arbejderklassens energi være spildt og glemt.
På de følgende sider beskrives denne revolutionære proces, som startede den 9. november 1918 og sluttede i oktober 1923. Men for at få stillet de rigtige kulisser på plads og få en ordentlig præsentation af de aktive, som trådte frem i historiens søgelys, bliver det nødvendigt at kigge tilbage på tiden før 1918.
*) Arbejdere og bønder havde under ledelse af bolsjevikpartiet taget magten ved en væbnet revolution i oktober 1917 og regerede landet gennem et demokratisk system af arbejder-, soldater- og bonderåd, kaldet sovjetter. Læs S. Wright: Den russiske revolution, København 1987, og C. Harman: Den russiske revolutions nederlag, Åbyhøj 1992.
**) Socialdemokratische Partei Deutschlands var et mægtigt parti, som fuldstændigt dominerede den tyske arbejderklasse før 1917. Det havde et revolutionært program, men en reformistisk praksis. Alle aktører, der optræder i denne pjece, udsprang af dette parti. Læs Carl E. Schorske: German Social Democracy, USA 1983.
***) De uafhængige socialdemokrater var et mindretal i SPD, som blev ekskluderet pga. deres modstand mod 1. verdenskrig. De vaklede mellem reform og revolution og er derfor blevet kaldt centrister, fordi de placerede sig mellem højre og venstre i SPD. Deres mest indflydelsesrige leder, Karl Kautsky, var fx. imod bolsjevikkernes magtovertagelse i Rusland og sovjetsystemet. Han hyldede den parlamentariske legalitet.
Sidst opdateret 12.6.00