Spørgsmålet om den Konstituerende Forsamling og bolsjevikkernes opløsning af den er det centrale punkt i Kautskys brochure. Han vender bestandig tilbage til dette spørgsmål. Antydninger af, at bolsjevikkerne har »afskaffet demokratiet« (se ovenfor i et citat fra Kautsky), dukker op overalt i dette skrift af II Internationales ideologiske fører. Spørgsmålet er faktisk interessant og vigtigt, idet forholdet mellem borgerligt og proletarisk demokrati her var blevet et praktisk spørgsmål for revolutionen. Lad os da se på, hvordan vor »marxistiske teoretiker« behandler dette spørgsmål.
Han citerer Teser Om Den Konstituerende Forsamling, som jeg havde skrevet og offentliggjort i Pravda for d. 26. december 1917. [32] Man skulle jo synes, at der ikke kunne ventes noget bedre bevis for, at Kautsky med dokumenterne i hånden går samvittighedsfuldt til værks. Men se nu bare, hvordan Kautsky citerer. Han siger ikke, at der var 19 teser, han siger ikke, at de behandlede både spørgsmålet om, hvordan en almindelig republik med sin Konstituerende Forsamling forholder sig til en sovjetrepublik, og spørgsmålet om, hvordan konflikten mellem den Konstituerende Forsamling og proletariatets diktatur har udviklet sig historisk i vor revolution. Kautsky går uden om alt dette og fortæller simpelt hen læseren, at »to (af disse teser) er særligt vigtige«: den ene, at de socialrevolutionære spaltedes efter valgene til den Konstituerende Forsamling, men før den trådte sammen (Kautsky fortier, at det er 5. tese), den anden, at sovjetrepublikken overhovedet er en højere demokratisk form end den Konstituerende Forsamling (Kautsky fortier, at det er 3. tese).
Og af denne 3. tese citerer Kautsky kun en del ordret, nemlig følgende sætning:
»Sovjetrepublikken (er) ikke blot en højere form for demokratiske institutioner (i sammenligning med den sædvanlige borgerlige republik med den Konstituerende Forsamling som topfigur), men også den eneste form, der er i stand til at sikre den mest smertefrie [*] overgang til socialismen« [33] (Kautsky udelader ordet »sædvanlige« og indledningsordene »For overgangen fra det borgerlige til det socialistiske system er«).
Efter at have citeret disse ord udbryder Kautsky med blændende ironi:
»Skade blot, at man først kom til denne erkendelse, efter at være kommet i mindretal i den Konstituerende Forsamling. Forhen havde ingen mere energisk end Lenin forlangt den indkaldt«.
Sådan står der ordret på s. 31 i Kautskys bog!
Det er virkelig en perle! Kun en bourgeoisi-sykofant kan fremstille sagen så forløjet, at læseren må få det indtryk, at al bolsjevikkernes tale om en højere statstype er en slags påfund, der kom for dagen, efter bolsjevikkerne var kommet i mindretal i den Konstituerende Forsamling!! En så gemen løgn kan kun fremsættes af en pjalt, der har solgt sig til bourgeoisiet, eller – hvad der kommer ganske ud på det samme – forlader sig på P. Akselrod og hemmeligholder sin hjemmelsmand.
Det er jo velkendt, at jeg allerede den første dag efter min ankomst til Rusland, d. 4. april 1917, offentligt forelagde teser, der gjorde gældende, at en stat af Kommunens type er den borgerlige, parlamentariske republik overlegen. Jeg har udtalt mig herom gentagne gange på tryk, f. eks. i brochuren om de politiske partier, som blev oversat til engelsk og udkom i Amerika i januar 1918 i New York-avisen Evening Post. [34] Og ikke nok med det. Bolsjevikkernes partikonference i slutningen af april 1917 vedtog en resolution om, at en proletar- og bonderepublik står højere end den borgerlige, parlamentariske republik, at vort parti ikke ville slå sig til tåls med denne sidstnævnte, og at partiprogrammet skulle ændres i overensstemmelse hermed. [35]
Hvordan skal man karakterisere Kautskys nummer, hvor han forsikrer de tyske læsere, at jeg energisk har krævet den Konstituerende Forsamling indkaldt, og at jeg først efter at bolsjevikkerne var kommet i mindretal der var begyndt at »forklejne« den Konstituerende Forsamlings ære og værdighed. Hvilken undskyldning er der for et sådant nummer? [**]
At Kautsky ikke kendte de faktiske forhold? Men hvorfor så give sig til at skrive om dem? Eller hvorfor ikke ærligt sige, at jeg, Kautsky, skriver på grundlag af oplysninger fra mensjevikkerne Stein, Akselrod og co.? Kautsky vil gerne gå for at være objektiv og således skjule sin rolle som lakaj for mensjevikkerne, der er forbitrede over nederlaget.
Men dette er kun blomsterne. Bærrene vil komme senere.
Lad os gå med til, at Kautsky ikke har villet eller ikke har kunnet (??) få en oversættelse fra sine hjemmelsmænd, en oversættelse af de bolsjevikiske resolutioner og udtalelser om, hvorvidt de ville slå sig til tåls med den borgerligt-parlamentariske demokratiske republik. Lad os gå med til det, selv om det er højst usandsynligt. Men på side 30 i sin bog henviser Kautsky direkte til mine teser af 26. december 1917.
Kender Kautsky disse teser i deres helhed, eller kender han kun det af dem, som Stein, Akselrod og co. har oversat for ham? Kautsky citerer 3. tese om det fundamentale spørgsmål, hvorvidt bolsjevikkerne før valgene til den Konstituerende Forsamling havde erkendt og sagt til folket, at sovjetrepublikken står højere end en borgerlig republik. Men Kautsky forholder sig tavs om 2. tese.
2. tese lyder imidlertid:
»Da det revolutionære socialdemokrati opstillede kravet om indkaldelse af den Konstituerende Forsamling, fremhævede det lige fra revolutionens begyndelse i 1917 gang på gang, at sovjetrepublikken er en højere form for demokrati end den sædvanlige borgerlige republik med en Konstituerende Forsamling« (kursiveret af mig). [36]
For at fremstille bolsjevikkerne som principløse folk, som »revolutionære opportunister« (dette udtryk anvender Kautsky et eller andet sted i sin bog, jeg husker ikke i hvilken forbindelse), skjuler hr. Kautsky for sine tyske læsere, at der i teserne er en direkte henvisning til »gang på gang« gentagne udtalelser!
Sådan er de smålige, jammerlige og foragtelige metoder, som hr. Kautsky opererer med. Det teoretiske spørgsmål har han således snoet sig uden om.
Er det rigtigt eller ikke, at en borgerligt-demokratisk parlamentarisk republik står under en republik af Kommune- eller sovjettype? Det er det centrale punkt, men Kautsky er gået uden om det. Alt det, Marx har givet os i sin analyse af Pariserkommunen, har Kautsky »glemt«. Han har også »glemt« Engels’ brev til Bebel af 28. marts 1875, hvor den samme tanke af Marx er udtrykt særlig anskueligt og tydeligt: »Kommunen var allerede ikke mere nogen stat i egentlig forstand«. [37]
Her har man II Internationales mest fremtrædende teoretiker, som i en særlig brochure om Proletariatets Diktatur, der beskæftiger sig specielt med Rusland, hvor spørgsmålet om en højere statsform end den demokratisk-borgerlige er stillet direkte og gentagne gange, tier om dette spørgsmål. Hvorved adskiller dette i realiteten sig fra at gå over på bourgeoisiets side?
(Lad os i parentes bemærke, at også her trasker Kautsky i halen på de russiske mensjevikker. Blandt dem er der folk, som kender »alle citater« af Marx og Engels, så mange det skal være, men fra april 1917 til oktober 1917 og fra oktober 1917 til oktober 1918 har ingen mensjevik blot en enkelt gang forsøgt at behandle spørgsmålet om en stat af Kommune-typen. Også Plekhanov er gået uden om dette spørgsmål. De har haft gode grunde til at tie.)
Det siger sig selv, at det ville være at kaste perler for svin, hvis man gav sig til at drøfte opløsningen af den Konstituerende Forsamling [38] med folk, der kalder sig socialister og marxister, men som i virkeligheden går over til bourgeoisiet i hovedspørgsmålet, i spørgsmålet om en stat af Kommune-typen. Det må være nok som tillæg til nærværende brochure at aftrykke mine teser om den Konstituerende Forsamling i deres helhed. Heraf vil læseren se, at spørgsmålet blev stillet den 26. december 1917, både teoretisk, historisk og praktisk-politisk.
Selv om Kautsky som teoretiker ganske har afsvoret marxismen, kunne han som historiker have behandlet spørgsmålet om sovjetternes kamp mod den Konstituerende Forsamling. Vi ved fra mange af Kautskys skrifter, at han evnede at være en marxistisk historiker, at sådanne skrifter fra ham vil være af varig værdi for proletariatet, uanset at han senere er blevet renegat. Men i det foreliggende spørgsmål vender Kautsky sig også som historiker bort fra sandheden, ignorerer velkendte fakta og optræder som sykofant. Han vil fremstille bolsjevikkerne som principløse, og han fortæller om, hvordan bolsjevikkerne forsøgte at udglatte konflikten med den Konstituerende Forsamling, før de opløste den. Det er der bestemt ikke noget ondt i, vi har intet at tilbagekalde; jeg gengiver teserne i fuld ordlyd, og her siges det så klart som noget: mine herrer vaklende småborgere, som har sat jer til rette i den Konstituerende Forsamling, enten affinder I jer med det proletariske diktatur, eller vi vil besejre jer »ad den revolutionære vej« (teserne 18 og 19).
Sådan har det virkeligt revolutionære proletariat altid handlet overfor det vaklende småborgerskab, og sådan vil det altid handle.
Kautsky indtager i spørgsmålet om den Konstituerende Forsamling et formelt standpunkt. I mine teser siges det klart og gentagne gange, at revolutionens interesser står over den Konstituerende Forsamlings formelle rettigheder (se teserne 16 og 17). Det formelt-demokratiske synspunkt er tillige den borgerlige demokrats synspunkt; han anerkender ikke, at proletariatets og den proletariske klassekamps interesser står højere. Som historiker ville Kautsky ikke kunne komme uden om at anerkende, at de borgerlige parlamenter er organer for den ene eller anden klasse. Men nu havde Kautsky brug for (med det beskidte formål at afsværge revolutionen) at glemme marxismen, og han stiller ikke spørgsmålet, hvilken klasses organ den Konstituerende Forsamling i Rusland var. Kautsky undersøger ikke den konkrete situation, han bryder sig ikke om at se kendsgerningerne, han nævner ikke med et ord overfor de tyske læsere, at der i teserne ikke blot gives en teoretisk belysning af spørgsmålet om det borgerlige demokratis begrænsning (teserne 1-3) og ikke blot anføres konkrete grunde til, at partilisterne fra midten af oktober 1917 ikke stemte med realiteterne i december 1917 (teserne 4-6), men også gives en fremstilling af klassekampens og borgerkrigens historie i oktober-december 1917 (teserne 7-15). Af denne konkrete historie drog vi den konklusion (tese 14), at parolen »Al magt til den Konstituerende Forsamling« i praksis var blevet kadetternes, Kaledin-folkenes og deres håndlangeres parole.
Historikeren Kautsky bemærker ikke dette. Historikeren. Kautsky har aldrig hørt om, at den almindelige valgret giver undertiden småborgerlige, undertiden reaktionære og kontrarevolutionære parlamenter. Den marxistiske historiker Kautsky har aldrig hørt om, at valgformen, demokratiets form, er en ting, og den pågældende institutions klasseindhold en anden. Spørgsmålet om den Konstituerende Forsamlings klasseindhold er direkte stillet og besvaret i mine teser. Det er muligt, at min besvarelse er urigtig. Intet ville være os mere kærkomment end en marxistisk kritik af vor analyse fra anden side. I stedet for at skrive aldeles tåbelige fraser (dem er der mange af hos Kautsky) om, at der er nogen der hindrer kritik af bolsjevismen, skulle Kautsky have taget fat på en sådan kritik. Men det er jo netop sagen, at han ikke leverer nogen kritik. Han stiller ikke engang spørgsmålet om en klasseanalyse af sovjetterne på den ene side og den Konstituerende Forsamling på den anden. Og derfor er der ingen mulighed for at strides, for at diskutere med Kautsky; der bliver kun tilbage at vise læseren, hvorfor man ikke kan betegne Kautsky anderledes end som renegat.
Konflikten mellem sovjetterne og den Konstituerende Forsamling har sin historie, som end ikke en historiker, der ikke anlægger et klassekampssynspunkt, vilkunne komme uden om. Kautsky har end ikke villet strejfe denne faktiske historie. Kautsky har forholdt sine tyske læsere det velkendte faktum (som nu kun forbitrede mensjevikker skjuler), at sovjetterne også i den tid, da mensjevikkerne beherskede dem, dvs. fra slutningen af februar til oktober 1917, var i konflikt med de »almenstatlige« institutioner (dvs. de borgerlige). Kautsky er i realiteten tilhænger af forsoning, forståelse og samarbejde mellem proletariatet og bourgeoisiet; hvor meget end Kautsky benægter det, er det en kendsgerning, at sådan er hans holdning; det bekræftes af hele hans brochure. Hvis man ikke måtte opløse den Konstituerende Forsamling, så betyder det, at man ikke måtte føre kampen mod bourgeoisiet til ende, ikke måtte styrte det, men måtte forsone proletariatet med bourgeoisiet.
Hvorfor har Kautsky da fortiet, at mensjevikkerne arbejdede på dette lidet agtværdige forehavende fra februar til oktober 1917 uden at opnå noget? Hvis det var muligt at forsone bourgeoisiet med proletariatet, hvorfor lykkedes det da ikke for mensjevikkerne, hvorfor holdt bourgeoisiet sig borte fra sovjetterne, hvorfor kaldtes sovjetterne (af mensjevikkerne) »det revolutionære demokrati« og bourgeoisiet – »de besiddende elementer«.
Kautsky har skjult for de tyske læsere, at netop mensjevikkerne i den »epoke«, da de herskede (februar-oktober 1917) kaldte sovjetterne det revolutionære demokrati og dermed anerkendte deres overlegenhed over alle andre institutioner. Kun fordi denne kendsgerning skjules, ser det hos historikeren Kautsky ud, som om konflikten mellem sovjetterne og bourgeoisiet ikke har sin forhistorie, at den opstod på en gang, overrumplende, uden årsag som følge af bolsjevikkernes dårlige opførsel. Men i virkeligheden var det netop erfaringerne med mensjevikkernes kompromismageri, deres forsøg på at forsone proletariatet med bourgeoisiet gennem mere end et halvt år (og for en revolution er det et vældigt tidsrum), der havde overbevist folket om det ufrugtbare i disse forsøg og stødt proletariatet bort fra mensjevikkerne.
Sovjetterne er proletariatets fortræffelige kamporganisationer, som har en stor fremtid foran sig, indrømmer Kautsky. Men når det er tilfældet, falder hele Kautskys standpunkt sammen som et korthus, eller som småborgerens drømmerier om at slippe uden om proletariatets skarpe kamp mod bourgeoisiet. Hele revolutionen er jo én uafbrudt og dertil desperat kamp, og proletariatet er den førende klasse for alle undertrykte, brændpunkt og centrum for alle undertryktes stræben efter befrielse. Sovjetterne – organet for de undertrykte massers kamp – afspejlede og udtrykte naturligvis disse massers stemninger og omsvinget i deres anskuelser langt hurtigere, mere fuldstændigt og mere sikkert end en hvilken som helst anden institution (heri ligger i øvrigt en af årsagerne til, at sovjetdemokratiet er en højere type demokrati).
Sovjetterne nåede fra 28. februar (gammel tidsregning) til 25. oktober 1917 at indkalde to alrussiske kongresser for det altovervejende flertal af Ruslands befolkning, alle arbejdere og soldater og 7 eller 8 tiendedele af bønderne, rent bortset fra en mængde lokale, kreds-, by-, guvernements- og områdekongresser. I dette tidsrum nåede bourgeoisiet ikke at indkalde en eneste forsamling, der repræsenterede et flertal (med undtagelse af den åbenlyst forfalskede, parodiske »Demokratiske Konference«, [39] som vakte proletariatets harme). Den Konstituerende Forsamling var udtryk for den samme stemning hos masserne, den samme politiske gruppering som den første alrussiske sovjetkongres (junikongressen). [40] Op til indkaldelsen af den Konstituerende Forsamling (januar 1918) havde den 2. sovjetkongres (oktober 1917), [41] og den 3. sovjetkongres (januar 1918) [42] fundet sted, og begge havde vist så klart som noget, at masserne var svinget til venstre, var blevet revolutionerede og havde vendt sig bort fra mensjevikkerne og de socialrevolutionære, det vil sige havde vendt sig fra den småborgerlige ledelse, fra illusionen om forståelse med bourgeoisiet, og var gået over til den proletariske revolutionære kamp for at styrte bourgeoisiet.
Følgelig var allerede sovjetternes ydre historie et vidnesbyrd om uundgåeligheden af den Konstituerende Forsamlings opløsning og om dens reaktionære karakter. Men Kautsky står fast på sin »parole« : Lad blot revolutionen gå til grunde, lad blot bourgeoisiet triumfere over proletariatet, når bare det »rene demokrati« blomstrer! Fiat justitia, pereat mundur /Lad retfærdigheden ske fyldest, om så verden går under /!
Her følger i kort form en sammenfatning af de alrussiske sovjetkongresser i den russiske revolutions historie:
Alrussiske sovjetkongresser |
Antal delegerede |
Antal bolsjevikker |
Bolsjevikker, % |
|---|---|---|---|
1. kongres (3. juni 1917) |
790 |
103 |
13 |
2. kongres (25. oktober 1917) |
675 |
343 |
51 |
3. kongres (10. januar 1918) |
710 |
434 |
61 |
4. kongres (14. marts 1918) [43] |
1232 |
795 |
64 |
5. kongres (4. juli 1918) [44] |
1164 |
773 |
66 |
Blot ved at se på disse tal forstår man, hvorfor forsvaret for den Konstituerende Forsamling eller snakken (som Kautskys) om, at bolsjevikkerne ikke har befolkningens flertal med sig, kun møder latter hos os.
* For øvrigt. Dette udtryk »den mest smertefrie« overgang citerer Kautsky ofte, åbenbart i et forsøg på at være ironisk. Men da det er et forsøg med utjenlige midler, begår kautsky nogle sider længere fremme en perfidi og citerer falsk: »smertefri« overgang! Naturligvis, med den slags midler er det ikke sævrt at pådutte modstanderen noget vrøvl. Perfidien hjælper ham ligeledes til at slippe uden om argumentets kerne: den emst smertefrie overgang til socialismen er kun mulig, når alle de fattige er organiseret til sidste mand (gennem sovjetterne), og når statsmagtens centrum (proletariatet) støtter denne organisation.
** Den slags mensjevikiske løgne er der for øvrigt mange af i Kautskys brochure! Det er en forbitret menskeviks smædeskrift.
32. Se denne udgaves bind 10. – S. 147.
33. Se denne udgaves bind 10. – S. 147.
34. Lenins brochure De Politiske Partier i Rusland og Proletariatets opgaver, blev trykt på engelsk i bladet The Evening Post for den 15. januar 1918 og i tidsskriftet The Class Struggle (udgivet af Amerikas socialistiske partis venstrefløj) nr. 4, november–december 1917. Udkom endvidere som særtryk. – S. 148.
35. Lenin sigter her til den resolution om revision af partiprogrammet, der blev vedtaget på RSDAP(b)’s 7. alrussiske konference. Resolutionen var affattet af Lenin og findes i Samlede Værker, 5. udg. (russ.), bd. 31, s. 414-415. – S. 148.
36. Se denne udgaves bind 10. – S. 149.
38. Den 14. (27.) juni 1917 traf den Provisoriske Regering beslutning om, at der den 17. (30.) september samme år skulle afholdes valg til en Konstituerende Forsamling. I august udsatte den Provisoriske Regering valgene til den 12. (25.) november.
Valgene til den Konstituerende Forsamling fandt sted efter den socialistiske oktoberrevolutions sejr til den fastsatte tid – 12. (25.) november. De fandt sted efter valglister, der var udarbejdet før oktoberrevolutionen og efter regler, der var fastsat af den Provisoriske Regering, og de gennemførtes under forhold, hvor en betydelig del af befolkningen endnu ikke havde nået at komme til klarhed over betydningen af den socialistiske revolution. Det udnyttede de højre-socialrevolutionære, som formåede i guvernementer og områder fjernt fra hovedstaden og industricentrene at opnå stemmeflertal. Den Konstituerende Forsamling blev indkaldt af Sovjetregeringen og trådte sammen den 5. (18.) januar i Petrograd. Da den Konstituerende Forsamlings kontrarevolutionære flertal forkastede det forslag til Deklaration om det Arbejdende og Udbyttede Folks Rettigheder, som den Alrussiske Central-Eksekutivkomité havde foreslået den, og afviste at stadfæste 2. sovjetkongres’ dekreter om Freden, om Jorden og om Magtens Overgang til Sovjetterne, opløstes den Konstituerende Forsamling ved dekret af den Alrussiske Central-Eksekutivkomité af 6. (19.) januar 1918. – S. 150.
39. Den Alrussiske Demokratiske Konference blev indkaldt i september 1917 i Petrograd af sovjetternes mensjevikisk-socialrevolutionære centraleksekutivkomité for at træffe afgørelse i spørgsmålet om magten. Konferencens virkelige formål, sådan som dens arrangører forestillede sig det, var imidlertid at bortlede folkemassernes opmærksomhed fra den stadig mere overhængende revolution. Der deltog mere end 1500 i konferencen. De mensjevikiske og socialrevolutionære ledere gjorde alt for at svække arbejder- og bondesovjetternes repræsentation og øge antallet af delegerede fra forskellige småborger- og bourgeoisi-organisationer og sikrede sig derved flertal på konferencen. Der blev således givet overrepræsentation til byrådene, som fik 300 pladser, semstvoerne fik 200 pladser, kooperativerne, som var i mensjevikernes og de socialrevolutionæres hænder fik tildelt 120 pladser, mens arbejder- og soldatersovjetterne, der repræsenterede folkets overvældende flertal, fik overladt i det hele 230 pladser. Bolsjevikkerne deltog i konferencen for at udnytte den til talerstol, hvorfra man kunne afsløre mensjevikkerne og de socialrevolutionære.
Den demokratiske konference vedtog oprettelsen af et før-parlament (Republikkens Provisoriske Råd). Det var et forsøg på at give det udseende af, at der i Rusland var indført parlamentarisme. Efter vedtagelsen, som stadfæstedes af den Provisoriske Regering, skulle før-parlamentet imidlertid blot være et rådgivende organ for regeringen. Lenin gik kategorisk ind for boykot af før-parlamentet, eftersom en forbliven der ville være det samme som at fremkalde illusioner om, at denne institution skulle være i stand til at løse revolutionens opgaver. Efter at have diskuteret sagen vedtog partiets centralkomité, at bolsjevikkerne skulle udvandre fra før-parlamentet. Det skete imod Kamenevs og andre kapitulanters synspunkter, som gik ud på, at man skulle forblive i før-parlamentet. Den 7. (20.) oktober – den dag, da før-parlamentet åbnedes – forlod bolsjevikkerne forsamlingen efter at have oplæst en deklaration. – S. 153.
40. Arbejder- og soldatersovjetternes 1. alrussiske kongres fandt sted 3.-24. juni (16. juni-7. juli) 1917 i Petrograd. Der deltog 1090 delegerede. Bolsjevikkerne, som dengang var i mindretal i sovjetterne, havde 105 delegerede. Det store flertal af delegerede tilhørte mensjevikkernes og de socialrevolutionæres blok og forskellige smågrupper, der støttede den.
Lenin holdt den 4. (17.) juni en tale om forholdet til den Provisoriske Regering og den 9. (22.) juni en tale om krigen. I det hele taget benyttede bolsjevikkerne i vidt omfang kongressens talerstol til at afsløre den Provisoriske Regerings imperialistiske politik og den af mensjevikkerne og de socialrevolutionære fulgte forsoningspolitik, og bolsjevikkerne rejste tillige her kravet om hele magtens overgang til sovjetterne. I alle hovedspørgsmål stillede de egne resolutionsforslag, som de motiverede og forsvarede energisk. Bolsjevikkernes taler var ikke alene henvendt til de kongresdelegerede, men også til de brede folkemasser – arbejdere, bønder og soldater.
Kongressens mensjevikisk-socialrevolutionære flertal fik vedtaget resolutioner om støtte til den Provisoriske Regering og godkendelse af dens forberedelse af offensiv ved fronten, men afvisning af magtens overgang til sovjetterne. Kongressen valgte en centraleksekutivkomité, som eksisterede til 2. sovjetkongres. Flertallet i komiteen var i overvejende grad socialrevolutionære og mensjevikker. – S. 153.
41. Arbejder- og soldatersovjetternes 2. alrussiske kongres fandt sted i dagene 25.-26. oktober (7.-8. november) 1917 i Petrograd. Endvidere deltog delegerede fra bondesovjetter i en række kredse og guvernementer. Ifølge mandatkommissionens opgørelser var der, da kongressen åbnedes, 649 delegerede til stede, heraf 390 bolsjevikker, 160 socialrevolutionære, 72 mensjevikker og 14 internationalistiske mensjevikker. Men der vedblev at ankomme delegerede efter at kongressen var indledt. Den åbnedes den 25. oktober kl. 10.40 aften i Smolnyj. På det tidspunkt løb afdelinger af den Røde Garde, matroser og Petrograd-garnisonens revolutionære del storm mod Vinterpaladset, hvor den Provisoriske Regering opholdt sig, bevogtet af officierselever, og »stødbataljoner«, Lenin var ikke til stede i kongressens første møde, da han var optaget af at dirigere opstanden. Mensjevikkernes og den socialrevolutionære højrefløjs ledere holdt taler, hvori de opfordrede til at indlede forhandlinger med den Provisoriske Regering om dannelse af en koalitionsregering, og de betegnede den igangværende socialistiske revolution som en sammensværgelse. Da det blev klart, at kongressens flertal sluttede op om bolsjevikkerne, udvandrede mensjevikkerne, de socialrevolutionære og Bund. Kl. 4 om morgenen den 26. oktober (8. november) 1917 fik kongressen meddelelsen om, at Vinterpaladset var taget, og den Provisoriske Regering arresteret, og kongressen vedtog det af Lenin forfattede opråb »Til Arbejderne, Soldaterne, Bønderne!«, hvori der proklameredes overgang af al magt til arbejdernes, soldaternes og bøndernes sovjetter. Mødet sluttede kl. 6 morgen.
Kongressens andet møde indledtes den 26. oktober (8. november) 1917 kl. 8.40 aften. Her holdt Lenin sin tale om freden og om jorden, og kongressen vedtog de af Lenin affattede dekreter Om Freden og Om Jorden. Kongressen dannede også en arbejder- og bonderegering – folkekommissærernes råd – med Lenin som leder. Kongressen valgte en alrussisk central eksekutivkomité med 101 medlemmer, hvoraf 62 bolsjevikker, 29 venstre-socialrevolutionære, 6 internationalistiske mensjevikker, 3 fra det ukrainske socialistiske parti og 1 repræsentant for de socialrevolutionære maksimalister. Kongressen vedtog videre, at central-eksekutivkomiteen kunne suppleres med repræsentanter for bondesovjetterne og arméorganisationerne samt repræsentanter for de grupper, der var udvandret fra kongressen. Mødet sluttede kl. 6. – S. 153.
42. Arbejder- soldater- og bondesovjetternes 3. alrussiske kongres afholdtes 10.-18. (23.-31.) januar 1918 i Petrograd. 317 arbejder-, soldater- og bondesovjetter samt 110 armé-, korps- og divisionskomiteer var repræsenteret. Da kongressen indledtes var der 707 delegerede til stede, heraf 441 bolsjevikker. Den 13. (26.) januar sluttede deltagerne i den 3. alrussiske bondesovjetkongres sig til kongressen, og desuden voksede antallet af deltagere hele tiden med nyankomne, der var blevet forsinket. I kongressens afsluttende møde var antallet af deltagere 1587.
Kongressen behandlede J. M. Sverdlovs beretning om centraleksekutivkomiteens virksomhed, og Lenin aflagde beretning om det arbejde, folkekommissærernes råd havde udført. Under diskussionen opponerede mensjevikkerne og de socialrevolutionæres højrefløj mod sovjet-styrets inden- og udenrigspolitik, og i sit slutord til diskussionen om regeringens virksomhed kritiserede Lenin deres holdning skarpt. Kongressen vedtog den af Lenin affattede Deklaration Om Det Arbejdende Og Udbyttede Folks Rettigheder, som derpå faktisk var den sovjetiske stats grundlov. Kongressen vedtog videre en resolution, der helt og fuldt godkendte den centrale eksekutivkomités og regeringens virke og udtrykte fuld tillid til begge.
Kongressen vedtog en beslutning om stiftelse af den Russiske Socialistiske Republik på grundlag af et frivilligt forbund af Ruslands folk som en føderation af sovjetrepublikker, og i tilslutning hertil godkendtes sovjetstyrets politik i nationalitetsspørgsmålet.
Kongressen stadfæstede grundbestemmelserne i loven om socialisering af jorden, som var udarbejdet på grundlag af Dekretet Om Jorden.
Kongressen foretog valg til den alrussiske centrale eksekutivkomite, som kom til at bestå af 160 bolsjevikker, 125 venstre-socialrevolutionære, 2 internationalistiske mensjevikker, 3 anarkistiske kommunister, 7 socialrevolutionære maksimalister, 7 højre-socialrevolutionære og 2 mensjevikker. – S. 153.
43. Den 4. (ekstraordinære) alrussiske sovjetkongres indkaldtes til afgørelse af spørgsmålet om ratifikation af Brest-fredsaftalen og fandt sted i Moskva 14.-16. marts 1918. Ifølge de stenografiske referater fra kongressen deltog 1232 delegerede med stemmeret, heraf var 795 bolsjevikker, 283 venstre-socialrevolutionære, 29 centrum-socialrevolutionære, 21 mensjevikker, 11 internationalistiske mensjevikker samt forskellige andre. Efter at vicefolkekommissæren for udenrigsanliggender, G. V. Tjitjerin, havde orienteret om fredsaftalen, talte Lenin på den alrussiske centrale eksekutivkomités vegne. På de venstre-socialrevolutionæres vegne talte B. D. Kamkov mod fredsaftalen. Og i det hele taget gik mensjevikkerne, de socialrevolutionæres højre- og venstrefløj, maksimalisterne, anarkisterne og flere andre imod ratifikation af fredsaftalen. Efter en skarp debat vedtoges Lenins resolutionsforslag om ratifikation med overvældende flertal ved afstemning med navneopråb. 784 stemte for, imod 261, og 115 undlod at stemme.
Kongressen vedtog desuden et forslag om at gøre Moskva til hovedstad i sovjetstaten i stedet for Petrograd, og endelig valgtes ny alrussisk central eksekutivkomité med 200 medlemmer. – S. 154.
44. 5. alrussiske sovjetkongres åbnedes den 4. juli 1918 i Bolsjoj-Teatret i Moskva. På kongressen var der 1164 delegerede med stemmeret til stede, heraf var 773 bolsjevikker, 353 venstre-socialrevolutionære, 17 maksimalister, 4 anarkister, 4 internationalistiske mensjevikker, 3 repræsentanter for andre partier og 10 partiløse.
Sverdlov aflagde beretning fra den alrussiske centrale eksekutivkomité, og Lenin forelagde beretningen fra folkekommissærernes råd. Efter en stormfuld debat om beretningerne vedtog kongressen med over-vægt af stemmer en af den kommunistiske gruppe foreslået resolution, som udtrykte »fuld billigelse af den sovjetiske regerings uden- og indenrigspolitik«. Et resolutionsforslag fra de venstre-socialrevolutionære, hvori der udtryktes mistillid til regeringen og som tillige indeholdt forslag om annullering af Brest-fredsaftalen og ændring af uden- og inden-rigspolitikken, blev forkastet.
Efter dette nederlag på kongressen gik de venstre-socialrevolutionære til åben væbnet opstand, og den 6. juli udbrød der et kontrarevolutionært mytteri i Moskva. Som følge heraf afbrød kongressen sine forhandlinger og genoptog dem først den 9. juli. Efter at have påhørt regeringens redegørelse for begivenhederne den 6. og 7. juli godkendte kongressen fuldt ud regeringens energiske indgriben over for de venstre-socialrevolutionæres handlinger. Det besluttedes, at de delegerede fra denne gruppe, som delte deres ledende folks anskuelser »ikke kan have plads i arbejder- og bondesovjetterne«.
I en resolution til beretningen fra folkekommissæren for levnedsmiddelforsyningerne, A. D. Tsurupa, bekræftedes kornmonopolets urokkelighed, der pegedes på nødvendigheden af energisk overvindelse af kulakkernes modstand, og oprettelsen af fattigbøndernes komiteer godkendtes.
I afslutningsmødet den 10. juli påhørte kongressen en beretning om organiseringen af den Røde Hær og godkendte enstemmigt den kommunistiske gruppes forslag indeholdende skitsen til foranstaltninger til opstilling og udbygning af den Røde Hær på grundlag af almindelig værnepligt for den arbejdende befolkning.
Kongressen vedtog RSFSR’s første forfatning, som lovfæstede den arbejdende befolknings landvindinger. – S. 154.
Sidst opdateret 1.1.2009