Skrevet 11. eller 12. (24. eller 25.) december 1917. Trykt 13. (26.) december 1917 i Pravda nr. 213.
Oversat til dansk af Gelius Lund.
Fra Lenin: Udvalgte værker, bind 10, s. 66-70, Forlaget Tiden, København 1983.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 26. dec. 2008
1. Kravet om indkaldelse af Den Konstituerende Forsamling hørte med fuld ret med til det revolutionære socialdemokratis program, fordi Den Konstituerende Forsamling i en borgerlig republik er den højeste form for demokratisme, og fordi den imperialistiske republik med Kerenskij i spidsen, da den skabte førparlamentet, forberedte en forfalskning af valgene med en række krænkelser af demokratismen.
2. Da det revolutionære socialdemokrati opstillede kravet om indkaldelse af Den Konstituerende Forsamling, fremhævede det lige fra revolutionens begyndelse i 1917 gang på gang, at en sovjetrepublik er en højere form for demokratisme end den sædvanlige borgerlige republik med en konstituerende forsamling.
3. For overgangen fra det borgerlige til det socialistiske system, for proletariatets diktatur er arbejder-, soldater- og bonderepræsentanternes sovjetrepublik ikke blot en form for en højere type af demokratiske institutioner (i sammenligning med en sædvanlig borgerlig republik med en konstituerende forsamling som topfigur), men også den eneste form, der er i stand til at sikre den mest smertefri overgang til socialismen.
4. Indkaldelsen af Den Konstituerende Forsamling under vor revolution på grundlag af lister, der blev indleveret i midten af oktober 1917, foregår under betingelser, der udelukker muligheden for, at folkets vilje i almindelighed og de arbejdende massers vilje i særdeleshed kan komme rigtigt til udtryk ved valgene til denne konstituerende forsamling.
5. For det første giver forholdstalsvalg kun et sandt billede af folkets vilje, når partilisterne virkelig svarer til folkets faktiske opdeling i de partigrupperinger, der afspejler sig i disse lister. Men hos os har som bekendt det parti, der fra maj til oktober havde det største antal tilhængere i folket og i særdeleshed blandt bønderne, de socialrevolutionæres parti, der i midten af oktober 1917 opstillede enhedslister til Den Konstituerende Forsamling, spaltet sig november 1917 efter valgene til Den Konstituerende og før dens sammentræden.
I kraft heraf er der ikke og kan der ikke engang formelt være nogen overensstemmelse mellem vælgermassernes vilje og sammensætningen af de valgte repræsentanter til Den Konstituerende Forsamling.
6. For det andet, en endnu vigtigere, ikke formel, ikke juridisk, men samfundsøkonomisk klasseårsag til uoverensstemmelsen mellem folkets og særlig de arbejdende klassers vilje på den ene side og sammensætningen af Den Konstituerende Forsamling på den anden side er den omstændighed, at valgene til Den Konstituerende Forsamling fandt sted på et tidspunkt, da folkets overvældende flertal endnu ikke kunne være klar over hele omfanget og betydningen af oktoberrevolutionen, sovjetrevolutionen, arbejdernes og bøndernes revolution, der begyndte den 25. oktober 1917, dvs. efter indleveringen af kandidat-listerne til Den Konstituerende Forsamling.
7. Oktoberrevolutionen, der har erobret magten for sovjetterne, revet det politiske herredømme ud af bourgeoisiets hænder og overgivet det til proletariatet og de fattige bønder, gennemgår for vore øjne en række udviklingsetaper.
8. Den begyndte med sejren d. 24.-25. oktober i hovedstaden, da Den 2. Alrussiske Kongres Af Arbejder- Og Soldaterrepræsentanternes Sovjetter, denne fortrop af proletarerne og den i politisk henseende mest aktive del af bønderne, gav bolsjevikkernes parti flertallet og bragte det til magten.
9. Revolutionen fik derefter i løbet af november og december tag i hele hærens og bøndernes masse og gav sig frem for alt udslag i afsættelse og nyvalg af de gamle ledende organisationer (armékomiteer, guvernementskomiteer, bondekomiteer, Centraleksekutivkomiteen For Den Alrussiske Sovjet Af Bonderepræsentanter osv.), der repræsenterede revolutionens overståede kompromisstadium, dens borgerlige og ikke-proletariske etape, og som derfor uundgåeligt måtte forlade arenaen under bredere og større folkemassers tryk.
10. Denne stærke bevægelse i de udbyttede masser for at omdanne deres organisationers ledende organer er stadig ikke afsluttet den dag i dag, i midten af december 1917, og den endnu ikke afsluttede kongres af jernbanemænd er en af dens etaper.
11. Klassekræfternes gruppering i Rusland i deres klassekamp er altså i november og december 1917 i virkeligheden en principielt anden end den, der kunne komme til udtryk i partiernes kandidatlister til Den Konstituerende Forsamling i midten af oktober 1917.
12. De sidste begivenheder i Ukraine (til dels også i Finland, Hviderusland og Kaukasus) viser ligeledes, hvorledes der danner sig en ny gruppering af klassekræfterne i kampen mellem bl.a. den ukrainske radas [1] og den finske landdags borgerlige nationalisme på den ene side og sovjetmagten, proletariatets og bøndernes revolution i hver af disse nationale republikker på den anden side.
13. Endelig har borgerkrigen, som begyndte med kadetternes og Kaledin-tilhængernes kontrarevolutionære opstand mod sovjetmagten, mod arbejder- og bonderegeringen, på afgørende måde skærpet klassekampen og tilintetgjort enhver mulighed for ad formelt-demokratisk vej at løse de mest brændende spørgsmål, som historien har stillet Ruslands folk og i første række dets arbejderklasse og bønder.
14. Kun arbejdernes og bøndernes fuldstændige sejr over bourgeoisiets og godsejernes opstand, (der er kommet til udtryk i kadetternes og Kaledin-tilhængernes bevægelse,) kun en skånselsløs militær undertrykkelse af denne slavefogedopstand er i stand til virkelig at sikre proletariatets og bøndernes revolution. Begivenhedernes forløb og klassekampens udvikling under revolutionen har ført til, at parolen »Al magt til Den Konstituerende Forsamling«, der ikke tager hensyn til arbejder- og bonderevolutionens erobringer, ikke tager hensyn til sovjet-magten, ikke tager hensyn til beslutningerne på Den 2. Alrussiske Kongres Af Arbejder- Og Soldaterrepræsentanternes Sovjetter, til Bonderepræsentanternes 2. Alrussiske Kongres osv., at denne parole i virkeligheden er blevet kadetternes, Kaledin-tilhængernes og deres håndlangeres parole. Det bliver klart for hele folket, at Den Konstituerende Forsamling, hvis den skulle komme i et modsætningsforhold til sovjetmagten, uundgåeligt ville være dømt til politisk død.
15. Et særlig brændende spørgsmål for det russiske folk er spørgsmålet om freden. En virkelig revolutionær kamp for freden begyndte i Rusland først efter revolutionens sejr den 25. oktober, og denne sejrs første frugter var offentliggørelsen af de hemmelige traktater, afslutningen af en våbenstilstand og optagelse af offentlige forhandlinger om en altomfattende fred uden anneksioner og erstatningsbetalinger.
De brede folkemasser får i virkeligheden først nu mulighed for fuldstændigt og åbent at følge en politik, der betyder revolutionær kamp for freden, og at studere dens resultater.
På det tidspunkt, da valgene til Den Konstituerende Forsamling fandt sted, havde folkemasserne ingen mulighed herfor.
Det er klart, at der også i denne henseende uundgåeligt måtte opstå et misforhold mellem sammensætningen af de valgte repræsentanter til Den Konstituerende Forsamling og folkemassernes virkelige vilje i spørgsmålet om afslutning af krigen.
16. Sammenlagt giver de ovenfor skildrede omstændigheder det resultat, at en Konstituerende Forsamling, der indkaldes på grundlag af kandidatlister fra de partier, der eksisterede før proletariatets og bøndernes revolution, da bourgeoisiet herskede, uundgåeligt vil føre til et sammenstød med de arbejdende og udbyttede klassers vilje og interesser, de klasser, der den 25. oktober påbegyndte den socialistiske revolution mod bourgeoisiet. Naturligvis står denne revolutions interesser højere end Den Konstituerende Forsamlings formelle rettigheder, selv hvis disse formelle rettigheder ikke var blevet undergravet ved, at loven om Den Konstituerende Forsamling ikke giver folket ret til når som helst at nyvælge sine repræsentanter.
17. Ethvert direkte eller indirekte forsøg på at betragte spørgsmålet om Den Konstituerende Forsamling ud fra et formelt juridisk synspunkt, indenfor det sædvanlige borgerlige demokratis rammer, uden at tage hensyn til klassekampen og borgerkrigen, betyder, at man svigter proletariatets sag og går over til bourgeoisiets standpunkt. Det er det revolutionære socialdemokratis ubetingede pligt at advare alle og enhver mod denne fejl, som nogle få af bolsjevismens fremtrædende personer, der ikke forstår at vurdere oktoberopstanden og det proletariske diktaturs opgaver, henfalder til.
18. Den eneste chance for en smertefri løsning af den krise, der er skabt på grund af misforholdet mellem valgene til Den Konstituerende Forsamling og folkets vilje og dermed de arbejdende og udbyttede klassers interesser, er, at folket i så stort omfang og så hurtigt som muligt gør brug af retten til at nyvælge medlemmerne af Den Konstituerende Forsamling, at Den Konstituerende Forsamling selv bekræfter centraleksekutivkomiteens lov om disse omvalg, at Den Konstituerende Forsamling afgiver en uforbeholden erklæring om, at den anerkender sovjetmagten, sovjetrevolutionen og dens politik i spørgsmålet om freden, om jorden og om arbejderkontrollen, og at Den Konstituerende Forsamling resolut slutter sig til modstanderne af kadetternes og Kaledin-tilhængernes kontrarevolution.
19. Hvis disse betingelser ikke opfyldes, kan krisen i forbindelse med Den Konstituerende Forsamling kun løses ad revolutionær vej, ved hjælp af de mest energiske, hurtige, urokkelige og beslutsomme revolutionære forholdsregler fra sovjetmagtens side mod kadetternes og Kaledin-tilhængernes kontrarevolution, ligegyldigt hvilke paroler og institutioner (selv medlemskab i Den Konstituerende Forsamling) denne kontrarevolution end skjuler sig bag. Ethvert forsøg på at binde sovjetmagtens hænder i denne kamp ville være håndlangertjeneste for kontrarevolutionen.
1. Den ukrainske rada – den kontrarevolutionære ledelse af det nationalistiske ukrainske bourgeoisi, der sluttede en separat fred med Tyskland i februar 1918 og opfordrede de tysk-østrigske imperialister til at sende tropper for at knuse revolutionen i Sovjetrusland. – S. 68.
Sidst opdateret 26.12.2008