Sovjetterne er den russiske form for proletariatets diktatur. Hvis en marxistisk teoretiker i en skriftlig behandling af proletariatets diktatur virkelig ville undersøge denne foreteelse (og ikke blot gentage de småborgerlige jammerklager over diktaturet, som Kautsky gør det, når han synger med på de mensjevikiske melodier), ville denne teoretiker give en generel definition af diktaturet og derpå behandle dets særlige, nationale form, sovjetterne, og han ville give en kritik af dem som en af formerne for proletariatets diktatur.
Det er klart, at man efter Kautskys liberale »bearbejdelse« af Marx’ lære om diktaturet ikke skal vente sig noget som helst seriøst fra ham. Men det er i højeste grad lærerigt at se, hvordan han da tog fat på spørgsmålet om, hvad sovjetterne er, og hvordan han er sluppet fra det.
Sovjetterne, skriver han, idet han erindrer om deres opståen i 1905, skabte den »form for proletarisk organisation, som var den mest omfattende (umfassendste) af alle, fordi den har alle lønarbejdere med« (s. 31). I 1905 var de kun lokale korporationer, i 1917 blev de en alrussisk sammenslutning.
»Allerede nu«, fortsætter Kautsky, »har sovjetorganisationen en lang og ærefuld historie bag sig. Og den har en endnu mere storslået foran sig, og det ikke i Rusland alene. Overalt viser det sig, at de hidtidige metoder i proletariatets økonomiske og politiske kamp svigter over for de enorme kræfter, som finanskapitalen råder over i politisk og økonomisk henseende. Disse metoder må ikke opgives, de vil stadig være uundværlige i normale tider, men fra tid til anden stilles de over for opgaver, de ikke kan magte, og hvor kun en forening af alle arbejderklassens politiske og økonomiske magtmidler har udsigt til succes« (s. 32).
Der følger så en betragtning over massestrejken og over det forhold, at »fagforeningsbureaukratiet«, der er lige så uundværligt som fagforeningerne selv, »ikke egner sig til at lede de vældige klassekampe, som mere og mere bliver tidens tegn«.
»... Sovjetorganisationen er altså«, slutter Kautsky, »en af vor tids vigtigste foreteelser. Den tegner til at blive af udslaggivende betydning for de store, afgørende kampe mellem kapital og arbejde, som vi går i møde.
Men har vi ret til at forlange endnu mere af sovjetterne? Bolsjevikkerne, som efter novemberrevolutionen (efter ny tidsregning, oktoberrevolutionen efter vor tidsregning) 1917 sammen med de venstresocialrevolutionære opnåede flertallet i de russiske arbejderråd, gik efter opløsningen af den Konstituerende Forsamling over til at gøre sovjetterne, der hidtil havde været kamporganisation for en enkelt klasse, til statsorganisation. De afskaffede demokratiet, som det russiske folk havde erobret i marts-revolutionen (efter ny tidsregning, februarrevolutionen efter vor tidsregning). I overensstemmelse hermed holdt bolsjevikkerne op med at kalde sig socialdemokrater. De kalder sig kommunister« (s. 32/33, kursiveringerne er Kautskys).
Den, der kender den russiske mensjevikiske litteratur, ser straks, hvor slavisk Kautsky skriver af efter Martov, Akselrod, Stein og co. Netop slavisk, idet Kautsky fordrejer kendsgerningerne indtil det latterlige for at få dem til at passe med de mensjevikiske fordomme. F. eks. har Kautsky ikke ulejliget sig med at forespørge hos sine hjemmelsmænd som Stein i Berlin og Akselrod i Stockholm, hvornår spørgsmålet om at ændre navn fra bolsjevikker til kommunister og om sovjetternes betydning som statsorganisationer blev rejst. Hvis Kautsky havde foretaget denne simple kontrol, ville han ikke have skrevet de latterlige linjer, for begge disse spørgsmål blev rejst af bolsjevikkerne i april 1917, f. eks. i mine Teser af 4. april 1917, [29] dvs. længe før oktoberrevolutionen 1917 (for ikke at tale om opløsningen at den Konstituerende Forsamling den 5. januar 1918).
Men den betragtning af Kautsky, som jeg har anført i sin helhed, er det centrale i hele spørgsmålet om sovjetterne. Det centrale er netop, om sovjetterne skal tilstræbe at blive statsorganisationer (Bolsjevikkerne opstillede i april 1917 parolen »Al magt til sovjetterne», og på bolsjevikkernes partikonference, ligeledes i april 1917, erklærede de, at de ikke ville stille sig tilfreds med en borgerlig parlamentarisk republik, men krævede en arbejder- og bonderepublik af Kommunens type eller sovjettype); – eller om sovjetterne ikke ville tilstræbe dette, ikke ville tage magten i deres hånd, ikke ville være statsorganisationer , men forblive »kamporganisation for en enkelt klasse« (som Martov udtrykte sig, idet han med dette fromme ønske pyntede nydeligt på den kendsgerning, at sovjetterne under mensjevikisk ledelse blev brugt til at underordne arbejderne under bourgeoisiet).
Kautsky har gentaget Martovs ord slavisk, han har taget brudstykker fra den teoretiske strid mellem bolsjevikker og mensjevikker og kritikløst og tankeløst overført disse brudstykker på almen-teoretisk og alemn-europæisk grund. Det er blevet til en pærevælling, der ville fremkalde en homerisk latter hos enhver bevidst russisk arbejder, hvis han fik kendskab til den anførte betragtning af Kautsky.
Og samme latter vil møde Kautsky hos alle europæiske arbejdere (bortset fra en håndfuld forstokkede social-imperialister), når vi nu forklarer dem, hvad det her drejer sig om.
Kautsky har gjort Martov en bjørnetjeneste ved med enestående anskuelighed at føre Martovs fejl ud i det absurde. Lad os nemlig se på, hvad der kom ud af det hos Kautsky.
Sovjetterne har alle lønarbejdere med. De hidtidige metoder i proletariatets økonomiske og politiske kamp svigter over for finanskapitalen. Sovjetterne har en storrolle foran sig, ikke alene i Rusland. De vil spille en udslagsgivende rolle i de store, afgørende kampe mellem kapital og arbejde i Europa. Sådan siger Kautsky.
Udmærket. »De afgørende kampe mellem kapital og arbejde«, afgør de ikke spørgsmålet om, hvilken af disse klasser der skal beherske statsmagten?
Ikke tale om. Vorherre bevares.
I de »afgørende« kampe bør sovjetterne, som omfatter alle lønarbejdere, ikke blive statsorganisationer!
Men hvad er staten?
Staten er intet andet end en maskine, hvormed én klasse holder en anden nede.
Den undertrykte klasse, fortroppen for alle arbejdende og udbyttede i det moderne samfund, skal altså stile efter »afgørende kampe mellem kapital og arbejde«, men bør ikke røre den maskine, ved hvis hjælp kapitalen holder arbejdet nede! – – Bør ikke sønderslå denne maskine! – – Bør ikke anvende sin altomfattende organisation til at holde udbytterne nede!
Storartet, fremragende, hr. Kautsky! »Vi« anerkender klassekampen, sådan som alle liberale anerkender den, dvs. uden at bourgeoisiet styrtes ...
Her er det, at Kautskys brud med marxismen og socialismen træder klart frem. Det er en faktisk overgang til bourgeoisiet, som gerne går med til hvad som helst, undtagen at den klasse, det undertrykker, gør sine organisationer til statsorganisationer. Her kan Kautsky ikke længere redde sit standpunkt, der forsoner alt og skubber alle dybtgående modsætninger til side med fraser.
Kautsky tager enten afstand fra, at statsmagten på nogen måde går over på arbejderklassens hænder, eller han går med til, at arbejderklassen tager det gamle, borgerlige statsmaskineri i sine hænder, men han går under ingen omstændigheder med til at den sønderbryder, sønderslår det og erstatter det med et nyt, proletarisk. Man kan »fortolke» og »forklare» Kautskys betragtning sådan eller sådan, men i begge tilfælde er hans brud med marxismen og overgang til bourgeoisiet indlysende.
Allerede i det Kommunistiske Manifest skrev Marx i sin omtale af, hvad slags stat den sejrende arbejderklasse ville få brug for: »Staten, dvs. proletariatet organiseret som herskende klasse«. [30] Nu melder sig så en mand, der prætenderer stadig at være marxist, og erklærer, at det til sidste mand organiserede proletariat, som fører den »afgørende kamp« mod kapitalen, ikke bør gøre sin klasseorganisation til statsorganisation. Den »overtroiske tilbedelse af staten«, om hvilken Engels i 1891 skrev, at den »i Tyskland er blevet overført til bourgeoisiets og endog mange arbejderes almindelige bevidsthed« [31] – den kommer til syne her hos Kautsky. Gå til kamp, arbejdere, – det er vor filister »indforstået« med, (da arbejderne jo alligevel kæmper, er også bourgeois’en »indforstået« hermed, det gælder bare om at finde ud af, hvordan man kan bryde spidsen af deres sværd) – gå til kamp, men vov ikke at sejre! Ødelæg ikke bourgeoisiets statsmaskineri, sæt ikke den proletariske »statsorganisation« i stedet for bourgeoisiets »statsorganisation« !
Den der for alvor går ind for den marxistiske opfattelse, at staten ikke er andet end en maskine, hvormed en klasse undertrykker en anden, den der nogenlunde har gennemtænkt denne sandhed, vil aldrig kunne få sig til at sige det nonsens, at de proletariske organisationer, som kan besejre finanskapitalen, ikke bør gøres til statsorganisationer. Netop på dette punkt åbenbarede sig småborgeren, for hvem staten »nu alligevel« er noget, der står udenfor eller over klasserne. Men hvorfor skulle det da være tilladt proletariatet som »enkelt klasse« at føre den afgørende krig mod kapitalen, der hersker ikke alene over proletariatet, men over hele folket, over hele småborgerskabet, over alle bønderne, – men ikke være proletariatet tilladt som »enkelt klasse« at gøre sin organisation til statsorganisation? Fordi småborgerskabet frygter klassekampen og ikke fører den igennem til enden, til selve hovedsagen.
Kautsky er kommet helt i vildrede og har udleveret sig selv totalt. Bemærk: han anerkender selv, at Europa nærmer sig de afgørende kampe mellem kapital og arbejde, og at de hidtidige metoder i proletariatets økonomiske og politiske kamp svigter. Men disse metoder bestod jo netop i udnyttelse af det borgerlige demokrati. Altså? ...
Kautsky tør ikke gennemtænke, hvad der følger heraf.
... Altså kan kun en reaktionær person, en fjende af arbejderklassen, en bourgeoisitjener nu udbrede sig om det borgerlige demokratis herligheder og snakke om det rene demokrati, alt mens han vender sig til den udlevede fortid. Det borgerlige demokrati var progressivt i forhold til middelalderen, og udnytte det måtte man. Men nu svigter det arbejderklassen. Nu gælder det om ikke at se tilbage, men frem, se frem til, at det borgerlige demokrati skal afløses af det proletariske. Og mens forarbejdet til den proletariske revolution, indøvelsen og opstillingen af den proletariske armé var mulig (og nødvendig) inden for rammerne af den borgerligt-demokratiske stat, så ville det være at gøre sig til forræder over for proletariatets sag, at gøre sig til renegat, hvis man ville holde proletariatet inden for disse rammer, når det er kommet til »de afgørende kampe«.
Kautsky er havnet i en højst latterlig klemme, idet han har gentaget Martovs argument uden at lægge mærke til, at det hos Martov bygger på et andet argument, som ikke findes hos Kautsky! Martov siger (og Kautsky gentager det), at Rusland ikke er modent til socialismen, hvoraf naturligvis følger, at det endnu er for tidligt at forvandle sovjetterne fra kamporganer til statsorganisationer (læs: tiden er inde til med de mensjevikiske føreres hjælp at omdanne sovjetterne til organer for arbejdernes underordning under det imperialistiske bourgeoisi). Men Kautsky kan ikke åbent sige, at Europa ikke er modent til socialismen. I 1909, da han endnu ikke var blevet renegat, skrev Kautsky, at man ikke må frygte en forhastet revolution, at den, der af frygt for nederlag ville opgive revolutionen, ville være en forræder. Åbent at tage afstand fra dette kan Kautsky ikke bekvemme sig til. Og så resulterer det i noget sludder, som til bunds afslører hele småborgerens stupiditet og fejhed: på den ene side er Europa modent til socialismen og nærmer sig de afgørende kampe mellem arbejde og kapital – men på den anden side må man ikke gøre kamporganisationen (dvs. den organisation, der bygges op, vokser og konsolideres i kampen), proletariatets, fortroppens og organisatorens, de udbyttedes anførers organisation til statsorganisation!
I praktisk-politisk henseende er den tanke, at sovjetterne er nødvendige som kamporganisation, men ikke bør gøres til statsorganisationer endda langt tåbeligere end i teoretisk henseende. Selv i fredstid, når der ikke foreligger nogen revolutionær situation, fremkalder arbejdernes massekamp mod kapitalisterne, f. eks. massestrejker, frygtelig bitterhed på begge sider, overordentlig lidenskab i kampen, stadige henvisninger fra bourgeoisiet til at det er og agter at forblive »herre i huset« osv. Og under revolutionen, når det politiske liv er i kog, vil en organisation som sovjetterne, der omfatter alle arbejdere i alle industrigrene, endvidere alle soldater og hele den arbejdende og fattigste landbefolkning, af sig selv under kampens gang, i kraft af den simple »logik« i angreb og forsvar, komme til at stille spørgsmålet på højkant. Forsøg på at indtage et mellemstandpunkt, at »forsone« proletariatet og bourgeoisiet, er stupiditet og vil bryde ynkeligt sammen: sådan gik det i Rusland med Martovs og andre mensjevikkers prædiken, sådan vil det uvægerligt gå også i Tyskland og andre lande, hvis sovjetterne får en nogenlunde bred udfoldelse og det lykkes at samle og konsolidere dem. At sige til sovjetterne: Gå til kamp, men tag ikke selv hele statsmagten i jeres hænder, lad være med at blive statsorganisationer – det vil sige at prædike klassesamarbejde og »social fred« mellem proletariatet og bourgeoisiet. Det er latterligt at tro, at en sådan holdning i en forbitret kamp kan føre til noget som helst andet end æreløst sammenbrud. Det er Kautskys evindelige skæbne at sætte sig mellem to stole. Han foregiver at han ikke er enig med opportunisterne om noget som helst i teorien, men i virkeligheden er han i praksis enig med dem om alt væsentligt (dvs. om alt, hvad der vedrører revolutionen).
29. Se April-teserne i denne udgaves bind 7, s. 27. – S. 142.
30. Se Karl Marx og Friedrich Engels, Udvalgte Skrifter i to bind, Forlaget Tiden, København 1976, bd. 1, s. 46. – S. 143.
31. Se Karl Marx og Friedrich Engels, Udvalgte Skrifter i to bind, forlaget Tiden, København 1976, bd. 1, s. 479. – S. 144.
Sidst opdateret 1.1.2009