Som jeg allerede har påpeget, er det ikke noget ubetinget og ufravigeligt kendetegn for proletariatets diktatur, at bourgeoisiet berøves valgretten. Og i Rusland har bolsjevikkerne, som længe før oktoberrevolutionen opstillede parolen om et sådant diktatur, ikke på forhånd talt om at berøve udbytterne valgretten. Denne bestanddel af diktaturet kom ikke til verden ifølge noget partis »plan« men voksede frem af sig selv under kampens gang. Dette har historikeren Kautsky naturligvis ikke bemærket. Han har ikke forstået, at bourgeoisiet, allerede mens mensjevikkerne (som ville have et kompromis med bourgeoisiet) dominerede i sovjetterne, selv distancerede sig fra sovjetterne, boykottede dem, stillede sig i modsætning til dem og intrigerede mod dem. Sovjetterne opstod uden nogen form for forfatning og eksisterede i over et år (fra foråret 1917 til sommeren 1918) uden nogen form for forfatning. Bourgeoisiets forbitrelse mod de undertryktes selvstændige og almægtige (fordi den er altomfattende) organisation, bourgeoisiets kamp mod sovjetterne – en ubarmhjertig, egoistisk og beskidt kamp – og endelig bourgeoisiets åbenlyse deltagelse (fra kadetterne til de højre-socialrevolutionære, fra Miljukov til Kerenskij) i Kornilov-affæren, – alt dette forberedte bourgeoisiets formelle udelukkelse af sovjetterne.
Kautsky har nok hørt om Kornilov-affæren, men han blæser højt og flot på de historiske kendsgerninger og på kampens gang og former, som er bestemmende for diktaturets former: hvad skal man her med kendsgerninger, når det dog drejer sig om det »rene demokrati«? Kautskys »kritik«, som er vendt mod, at man har frataget bourgeoisiet valgretten, udmærker sig derfor ved en så... henrivende naivitet, som ville være rørende, hvis den kom fra et barn, men som kun vækker afsky, når den kommer fra en person, der endnu ikke officielt er erklæret for åndssvækket.
» ... Hvis kapitalisterne under den almindelige valgret viste sig at være et betydningsløst mindretal, ville de snarere affinde sig med deres skæbne« (s. 33) ... Ikke sandt, det er da nydeligt? Den kloge Kautsky har mange gange i historien set og kender fra iagttagelser af det levende liv udmærket godsejere og kapitalister af den slags, der retter sig efter det undertrykte flertals vilje. Den kloge Kautsky fastholder »oppositions«-synspunktet, dvs. det synspunkt, at kampen foregår inden for parlamentet. Han skriver da også bogstaveligt »oppositionen« (s. 34 og mange andre steder).
Oh lærde historiker og politiker! Det ville ikke have skadet Dem at vide, at begrebet »opposition« hører hjemme i den fredelige og udelukkende parlamentariske kamp, det er et begreb, der svarer til en ikke-revolutionær situation, et begreb, der svarer til ingen revolution. I en revolution har man at gøre med en skånselsløs modstander i en borgerkrig – ingen reaktionære jeremiader fra en småborger, der frygter denne krig, som Kautsky frygter den, kan ændre dette faktum. At anlægge synspunktet »opposition« ved behandlingen af den skånselsløse borgerkrig, når bourgeoisiet indlader sig på alle mulige forbrydelser – Versaillernes eksempel og deres aftaler med Bismarck siger et og andet til enhver, der ikke behandler historien som Gogols Petrusjka [45] – når bourgeoisiet kalder fremmede stater til hjælp og intrigerer med dem mod revolutionen, det er simpelt hen komisk. Det revolutionære proletariat skulle altså, ligesom »forvirringsråd« Kautsky, tage nathuen på og betragte bourgeoisiet som legal »opposition«, det bourgeoisi, der organiserer Dutovs, Krasnovs og tjekkernes kontrarevolutionære opstande og betaler millioner til sabotører. Hvilken dybsindighed!
Kautsky interesserer sig kun for den formelt juridiske side af sagen, så at man, når man har læst hans betragtninger over den sovjetiske forfatning uvilkårligt mindes Bebels ord: Jurister er helt igennem reaktionære mennesker. »I virkeligheden«, skriver Kautsky, »kan man imidlertid slet ikke gøre kapitalisterne alene retsløse. Hvem er kapitalist i juridisk forstand? En besiddende? Selv i et land, der er kommet så langt ad det økonomiske fremskridts vej, som Tyskland, hvor proletariatet er så talrigt, ville oprettelsen af en sovjetrepublik gøre store masser politisk retsløse. I det tyske kejserrige androg antallet af erhvervsmæssigt beskæftigede og deres familier inden for de tre store grupper landbrug, industri og handel i 1907 omkring 35 millioner i gruppen funktionærer og lønarbejdere, men 17 millioner i gruppen selvstændige. Et parti kunne altså meget vel have flertal blandt lønarbejderne, men mindretal i befolkningen« (s. 33).
Her har vi et af mønstereksemplerne på Kautskys måde at ræsonnere på. Er det måske ikke en borgermands kontrarevolutionære jeremiader? Hvorfor har De regnet alle »selvstændige« til de retsløse, hr. Kautsky, når De udmærket godt ved, at det uhyre flertal af russiske bønder ikke holder lejet arbejdskraft, hvilket betyder, at de ikke mister rettigheder. Er det måske ikke falskneri?
Hvorfor har De, lærde økonom, ikke anført de oplysninger, De udmærket kender, og som findes i den samme tyske statistik fra 1907, om lønarbejdet i landbruget, opdelt i brugsgrupper? Hvorfor har De ikke forelagt de tyske arbejdere, læserne af Deres brochure, disse oplysninger, hvoraf det ville fremgå, hvor mange udbyttere der er efter den tyske statistik, og hvor få udbytterne er af det samlede antal »selvstændige landbrugere« i den tyske statistik?
Fordi Deres renegatholdning har gjort Dem til en simpel sykofant for bourgeoisiet.
En kapitalist er, forstår sig, et udefineret juridisk begreb, og Kautsky tordner over flere sider mod den sovjetiske forfatnings »vilkårlighed«. Denne »samvittighedsfulde forsker« tillader nok det engelske bourgeoisi gennem århundreder at udarbejde og omarbejde en (i forhold til middelalderen) ny borgerlig forfatning, men os, Ruslands arbejdere og bønder, tilstår denne repræsentant for lakajvidenskaben ingen frist overhovedet. Af os forlanger han på få måneder en til mindste enkelthed gennemarbejdet forfatning ...
... »Vilkårlighed«! Tænk hvilken afgrund af beskidt lakajtjeneste overfor bourgeoisiet, af det sløveste pedanteri, der afsløres med en sådan bebrejdelse. Når helt igennem borgerlige og for størstedelen reaktionære jurister i de kapitalistiske lande gennem århundreder eller årtier har udarbejdet detaljerede regler, skrevet snesevis og hundredvis af bøger om love og lovkommentarer som undertrykker arbejderen, og binder den fattige på hænder og fødder og opstiller tusinder af chikaner og hindringer for det jævne, arbejdende menneske af folket – oh, så ser de borgerlige liberale og hr. Kautsky ikke nogen »vilkårlighed« heri! Her er der »orden« og »lovlighed«! Her er alt om, hvordan man kan »klemme« den fattige, gennemtænkt og skrevet ned. Her er der tusinder af borgerlige advokater og embedsmænd (om hvem Kautsky i det hele taget tier stille, sandsynligvis netop fordi Marx tillagde sønderslagningen af embedsmaskineriet så umådelig stor betydning ...), – advokater og embedsmænd, som er i stand til at udlægge lovene sådan, at arbejderen og middelbonden aldrig kan trænge gennem disse loves pigtrådsspærringer. Det er ikke »vilkårlighed« fra bourgeoisiets side, ikke diktatur, udøvet af egoistiske og beskidte udbyttere, der har mættet sig med folkets blod, ikke tale om! Det er »det rene demokrati«, og det bliver renere og renere dag for dag.
Men da de arbejdende og udbyttede klasser, for første gang i historien, skilt fra deres brødre hinsides grænserne, havde oprettet deres egne sovjetter, kaldt masserne, som bourgeoisiet havde undertrykt, kuet og sløvet, frem til politisk opbygning og givet sig til selv at opbygge en ny, proletarisk stat, givet sig til midt under den rasende kamp, i borgerkrigens flammer, at skitsere grundsætningerne for en stat uden udbyttere – da begyndte alle borgerskabets hallunker, hele banden af blodsugere samt deres eftersnakker Kautsky at hyle op om »vilkårlighed«! For hvordan i alverden skulle disse ulærde arbejdere og bønder, denne »pøbel« dog være i stand til at fortolke deres love? Hvorfra skulle de dog have retfærdighedsfølelse, disse simple arbejdende mennesker, som ikke følger de dannede advokaters, de borgerlige skribenters, Kautskys og de vise gamle embedsmænds gode råd?
Fra min tale den 28. april 1918 [46] citerer hr. Kautsky følgende ord: » ... Masserne bestemmer selv valgordning og valgfrister«. ... Og den »rene demokrat« Kautsky konkluderer:
»Følgelig forholder det sig åbenbart sådan, at enhver vælgerforsamling kan bestemme valgordningen efter eget forgodtbefindende. Vilkårligheden og muligheden for at skille sig af med ubekvemme oppositionelle elementer inden for proletariatet selv ville derved blive ført ud til det yderste« (s. 37).
Jamen, hvorved adskiller dette sig fra de skriverier, kapitalisternes lejede blækkulier præsterer, når de skriger op om massernes undertrykkelse af »arbejdsvillige«, flittige arbejdere under en strejke? Hvorfor er den bureaukratiske, borgerlige fastlæggelse af valgordningen i det »rene« borgerlige demokrati ikke vilkårlighed? Hvorfor skal retfærdighedsfølelsen hos masserne, som har rejst sig til kamp mod deres udbyttere gennem århundreder, hos de masser, som er opdraget og hærdet i denne desperate kamp, være ringere end hos den håndfuld embedsmænd, intellektuelle og advokater, som er opdraget i borgerlige fordomme?
Kautsky er en sand socialist, drist jer ikke til at betvivle oprigtigheden hos denne agtværdige familiefader, denne bundhæderlige borger. Han er en varm og overbevist tilhænger af arbejdernes, den proletariske revolutions sejr. Han kunne blot ønske, at pæne, intellektuelle bedste-borgere og filistre med nathue på først, før massebevægelsen, før massernes rasende kamp mod udbytterne og afgjort uden borgerkrig opstillede en mådeholden og akkurat statut for revolutionens udvikling ...
Med dyb moralsk harme beretter vor vellærde Judusjka Golovljov [47] for de tyske arbejdere, at sovjetternes alrussiske centrale eksekutivkomite den 14. juni 1918 besluttede at udelukke de højre-socialrevolutionæres og mensjevikkernes partirepræsentanter af sovjetterne. [48] »Dette skridt«, skriver Judusjka Kautsky, optændt af ædel harme, »er ikke rettet mod bestemte personer, der har begået bestemte strafbare handlinger ... Sovjet-republikkens forfatning indeholder ikke et ord om de deputeredes immunitet. Det er ikke bestemte personer, men bestemte partier, der således udelukkes af sovjetternes (s. 37).
Ja, det er jo virkelig grusomt, det er en utålelig fravigelse fra det rene demokrati, hvis regler vor revolutionære Judusjka Kautsky vil følge, når han laver revolution. Vi, de russiske bolsjevikker, skulle fra begyndelsen love Savinkov og co., Liberdan [49] og Potresov (»aktivisterne«) [50] og co. og alle deres lige immunitet, derpå skrive en straffelov, der erklærer det for strafbart at deltage i den tjekkoslovakiske kontrarevolutionære krig, eller i Ukraine og Grusien i alliancen med de tyske imperialister mod vort lands arbejdere, og først derefter ville vi så, på grundlag af denne straffelov være i vor ret til i overensstemmelse med det »rene demokrati« at udelukke »bestemte personer« af sovjetterne. Det siger sig selv, at tjekkoslovakkerne, som gennem Savinkov, Potresov og Liberdan og deres folk (eller ved hjælp af deres agitation) modtager penge fra de engelske og franske kapitalister, og ligeledes Krasnov-folkene, som ved ukrainske og tiflisske mensjevikkers hjælp er i besiddelse af granater, vil forholde sig fredsommeligt lige til det øjeblik, da vi har udarbejdet en korrekt straffelov, og som demokrater af reneste vand vil indskrænke sig til at optræde som »opposition« ...
Ikke mindre moralsk harme fremkalder det hos Kautsky, at den sovjetiske forfatning tager valgretten fra dem, der »beskæftiger lønnede arbejdere med det formål at opnå profit«. »En hjemmearbejder eller en lille mester med en enkelt svend«, skriver Kautsky, »kan leve og føle sig ganske som proletar, men han har ingen valgret« (s. 36).
Hvilken fravigelse af »det rene demokrati«! Hvilken uretfærdighed! Ganske vist har hidtil alle marxister ment, og tusinder af kendsgerninger har bekræftet, at småmestre er de mest samvittighedsløse og begærlige udbyttere af lønarbejderne, men Judusjka Kautsky beskæftiger sig naturligvis ikke med småmestrenes klasse (hvem har dog fundet på den skadelige klassekampsteori?), men med enkeltpersoner, den slags udbyttere, der »lever og føler sig ganske som proletarerer«. Den navnkundige »sparsommelige Agnes«, som man troede død for længst, er genopstået under Kautskys pen. Denne sparsommelige Agnes blev opfundet og lanceret i tysk litteratur for nogle årtier siden af den »rene« demokrat, bourgeois’en Eugen Richter. Han spåede usigelig elendighed af proletariatets diktatur, af konfiskeringen af udbytternes kapital, han spurgte med uskyldig mine, hvem der er kapitalist i juridisk forstand. Han valgte som eksempel en fattig, sparsommelig syerske (»den sparsommelige Agnes«), som de onde »proletariatets diktatorer« vil fratage hendes sidste skillinger. Der var engang, da hele det tyske socialdemokrati gjorde sig lystig over den rene demokrat, Eugen Richters »sparsommelige Agnes«. Men det er længe siden, så længe, at Bebel endnu levede og sagde sandheden åbent og ligeud: at der jo i vort parti er mange nationalliberale; [51] det er så længe siden, at det var før Kautsky blev renegat.
Nu er »den sparsommelige Agnes« genopstået som »en lille mester med en enkelt svend, der lever og føler sig ganske som proletar». De onde bolsjevikker gør ham fortræd og tager valgretten fra ham. Ganske vist kan »enhver vælgerforsamling«, som samme Kautsky siger, i sovjetrepublikken optage for eksempel en fattig mester, der er knyttet til den pågældende virksomhed, forudsat at han undtagelsesvis ikke er udbytter, forudsat at han virkelig »lever og føler sig ganske som proletar«. Men kan man nu også forlade sig på kendskabet til livet, på retfærdighedssansen hos en uordentlig og (oh rædsel) uden reglementer fungerende fabriksforsamling af simple arbejdere? Er det dog ikke klart, at det er bedre at give alle udbyttere valgret, alle der beskæftiger lønarbejdere, frem for at risikere, at arbejderne går en »sparsommelig Agnes« og en »mester, der lever og føler sig som proletar«, for nær?
Lad blot de foragtelige renegatskurke, som hyldes af bourgeoisiet og socialchauvinisterne, [*] bagtale vor sovjetiske forfatning, fordi den fratager udbytterne valgretten. Det er kun godt, eftersom det fremskynder og uddyber Europas revolutionære arbejderes brud med folk som Scheidemann og Kautsky, Renaudel og Longuet, Henderson og Ramsay MacDonald, med socialismens gamle førere og gamle forrædere.
De undertrykte klassers brede masser og de bevidste og hæderlige førere blandt de revolutionære proletarer vil være for os. Man behøver kun at gøre disse proletarer og disse masser bekendt med vor sovjetiske forfatning, og de vil straks sige: det er jo virkelig vore folk, det er jo et virkeligt arbejderparti, en virkelig arbejderregering. For den bedrager ikke arbejderne med snak om reformer, sådan som alle de nævnte førere har bedraget os, men kæmper for alvor mod udbytterne, gennemfører revolutionen for alvor, kæmper i gerning for arbejdernes fuldstændige frigørelse.
Når udbytterne efter et års sovjet-»praksis« er blevet frataget valgretten, betyder det, at disse sovjetter virkelig er organisationer for de undertrykte masser og ikke for socialimperialisterne og socialpacifisterne, der har solgt sig til bourgeoisiet. Når disse sovjetter har frataget udbytterne valgretten, betyder det, at sovjetterne ikke er organer for småborgerligt kompromismageri med kapitalisterne, ikke organer for parlamentariske sludrehoveder (folk som Kautsky, Longuet og MacDonald), men organer for det virkelig revolutionære proletariat, som kæmper på liv og død med udbytterne.
»Kautskys skrift er næsten ukendt her« skrev en velunderrettet kammerat til mig fra Berlin her forleden (det er i dag den 30. oktober). Jeg vil tilråde vore gesandter i Tyskland og Svejts ikke at lade det komme an på nogle tusinde til opkøb og gratis uddeling af denne bog til bevidste arbejdere for at træde dette »europæiske« – læs: imperialistiske og reformistiske – socialdemokrati, som forlængst er blevet »et stinkende lig«, ned i skidtet.
I slutningen af sin bog, på s. 61 og 63, fælder hr. Kautsky bitre tårer over, at den »nye teori« (som han kalder bolsjevismen, af frygt for at komme ind på Marx’ og Engels’ analyse af Pariserkommunen) »finder tilhængere selv i de gamle demokratier som for eksempel Svejts«. Det er »ubegribeligt« for Kautsky, »hvis også tyske socialdemokrater antager denne teori«.
Nej, det er fuldstændig forståeligt, fordi såvel Scheidemann’erne som Kautsky’erne efter krigens alvorlige lærepenge er blevet de revolutionære masser imod.
»Vi« har altid været for demokratiet, skriver Kautsky, og så skulle vi pludseligt tage afstand fra det!
»Vi«, de socialdemokratiske opportunister, har altid været mod proletariatets diktatur, og Kolb og co. har for længst sagt det ligeud. Kautsky ved det og tror forgæves at han kan skjule det indlysende faktum for læseren, at han er »vendt hjem« til Bernstein, Kolb og deres lige.
»Vi«, de revolutionære marxister, har aldrig gjort os noget afgudsbillede af det »rene« (borgerlige) demokrati. Plekhanov var som bekendt i 1903 revolutionær marxist (før den sørgelige svingning, der førte ham over i positionen som den russiske Scheidemann). Og Plekhanov sagde dengang på partikongressen, der vedtog programmet, [54] at proletariatet i revolutionen om fornødent vil fratage kapitalisterne valgretten og opløse et hvilket som helst parlament, hvis det optræder kontrarevolutionært. At netop dette synspunkt er det eneste, der stemmer med marxismen, vil enhver kunne se, alene af de udtalelser af Marx og Engels, som jeg tidligere har anført. Det følger tydeligt nok af alle marxismens grundsætninger.
»Vi«, de revolutionære marxister, har aldrig holdt sådanne taler til folket, som kautskyanere af alle nationer yndede at optræde, når de gjorde lakajtjeneste for bourgeoisiet, lempede sig efter den borgerlige parlamentarisme, tav stille om det moderne demokratis borgerlige karakter og kun forlangte, at det skal udvides, at det skal gennemføres til bunds.
»Vi« har sagt til bourgeoisiet: I udbyttere og hyklere taler om demokrati, samtidig med at I overalt rejser tusinder af hindringer for de undertrykte massers deltagelse i politik. Vi tager jer på ordet og forlanger i disse massers interesse udvidelse af jeres borgerlige demokrati for at forberede masserne til den revolution, der skal styrte jer, udbytterne. Og hvis I, udbytterne, forsøger at gøre modstand mod vor proletariske revolution, vil vi undertvinge jer skånselsløst, vi vil tage alle rettigheder fra jer, ja, vi vil end ikke give jer brød, for i vor proletariske republik vil udbytterne ikke have rettigheder, de vil ikke have at bide og brænde, for vi er socialister for alvor, ikke som Scheidemann og Kautsky er det.
Sådan har »Vi«, de revolutionære marxister talt, og derfor vil de undertrykte masser være for os og med os, mens Scheidemann’erne og Kautsky’erne havner på renegaternes losseplads.
* Jeg har netop læst en leder i Frankfurter Zeitung [52] (22. oktober 1918 nr. 293), der med begejstring refererer Kautskys brochure. Børsherrernes blad er tilfreds. Det manglede bare! Og en kammerat i Berlin skriver til mig, at Vorwårts, Scheidermann’ernes blad, i en artikel har erklæret, at den kan skrive under på næsten hver linie i Kautskys brochure. [53] Til lykke, til lykke!
45. Petrusjka – en person i Gogols Døde Sjæle, en livegen, som kan alfabetet, og som læser alting mekanisk, stavelse for stavelse, uden at forstå meningen. – S. 156.
46. Det drejer sig om Lenins artikel Sovjetmagtens Nærmeste Opgaver, som offentliggjordes d. 28. april i Pravda og Isvestija, og som desuden blev udgivet som særtryk. Se denne udgaves bind 10. – S. 158.
47. Judusjka Golovljov – en from hykler i Saltykov-Sjtjedrins roman Familien Golovljov. Judusjka – diminutiv af Judas. – S. 159.
48. Den 14. juni 1918 vedtog den alrussiske centrale eksekutivkomite følgende resolution:
– I betragtning af: 1) at sovjetmagten gennemlever en overordentlig vanskelig tid, idet den på én gang modstår angreb såvel fra den internationale imperialisme på alle fronter som fra dens forbundsfæller i den russiske republik, angribere, som ikke viger tilbage for i kampen mod arbejder- og bonderegeringen at anvende alle midler, lige fra den skændigste bagvaskelse til sammensværgelse og væbnet opstand; 2) at tilstedeværelsen i sovjetorganisationerne af repræsentanter for partier, der åbent tilstræber at miskreditere og omstyrte sovjetmagten, er absolut utilstedelig; 3) at det af tidligere offentliggjorte og tillige i indeværende samling fremlagte dokumenter klart konstateres, at repræsentanter for de socialrevolutionæres parti (højrefløjen og centrum) og det Russiske Social-Demokratiske Arbejderparti (mensjevikkerne), indbefattet de højest ansvarlige, er blevet afsløret som organisatorer af væbnede angreb på arbejdere og bønder, foretaget i forbund med åbenlyst kontrarevolutionære – ved Don sammen med Kaledin og Kornilov, i Ural med Dutov, i Sibirien med Semjonov, Khorvat og Koltjak og endelig, i de seneste dage, med tjekkoslovakerne og de sorte-hundreder, som opererer sammen med dem – beslutter sovjetternes alrussiske centrale eksekutivkomite: at udelukke repræsentanterne for disse partier og at opfordre alle arbejder-, soldater- og bondesovjetter, samt kosak-sovjetterne til at fjerne repræsentanter for disse fraktioner fra deres midte. – S. 159.
49. Liberdan – et ironisk øgenavn for de menskevikiske ledere Liber og Dan og deres tilhængere, almindeligt anvendt efter at det bolsjevikiske Moskva-blad, Sotsial-Demokrat, den 25. august (7. september) 1917 havde bragt en satirisk skitse af Demjan Bednyj under titlen »Liberdan«. – S. 159.
50. Aktivisterne – kaldtes en gruppe mensjevikker, som fra oktober-revolutionens første dage indlod sig i væbnet kamp mod sovjetmagten og det bolsjevikiske parti. De mensjevikiske aktivister indgik i forskellige kontrarevolutionære sammensværgelser, som støttede Kornilov, Kaledin og den borgerligt-nationalistiske ukrainske Rada, og de deltog aktivt i det hvide tjekkiske mytteri, ligesom de optrådte i forbund med de udenlandske interventionsstyrker. I 1918 lykkedes det aktivisterne med det mensjevikiske partis støtte under påskud af at ville drøfte levnedsmiddelsituationen at gennemføre flere »arbejder«-konferencer og delegeretmøder, hvor der rent faktisk rejstes krav om afskaffelse af sovjetterne. – S. 159.
51. Lenin sigter til August Bebels tale den 20. september 1910 på det tyske socialdemokratis kongres i Magdeburg. – S. 160.
52. Frankfurter Zeitung – dagblad, de store tyske børsherrers organ, udkom i Frankfurt a.M. fra 1856 til 1943. Er siden 1949 genudgivet under navnet Frankfurter Allgemeine Zeitung som organ for de vesttyske monopolherrer. – S. 161.
53. Den artikel, der sigtes til, bragtes i Vorwärts nr. 290, af 21. oktober 1918 under titlen Diktatur Eller Demokrati?
Dagbladet Vorwärts var hovedorgan for det tyske socialdemokrati. Efter Engels’ død faldt bladet i midten af 90’erne i hænderne på partiets højrefløj og bragte regelmæssigt artikler af opportunistisk indhold. Under verdenskrigen 1914-1918 fulgte bladet den socialchauvinistiske linje, og efter oktoberrevolutionen bedrev det antisovjetisk propaganda. Udkom i Berlin indtil 1933. – S. 161.
54. Lenin sigter her til Plekhanovs tale på RSDAP’s 2. kongres under debatten om partiprogrammet den 30. juli (12. august) 1903. »Det revolutionære proletariat«, sagde Plekhanov, »vil kunne begrænse de højere klassers politiske rettigheder på samme måde som de højere klasser tidligere har begrænset dets politiske rettigheder. Om anvendeligheden af en sådan forholdsregel kan man kun dømme ud fra reglen: salus revolutionis suprema lex (revolutionens tarv står over loven. – Red.). Og dette synspunkt vil vi også være nødt til at indtage i spørgsmålet om parlamenternes varighed. Hvis folket i et udbrud af revolutionær entusiasme vælger et særlig godt parlament – ... så bør vi tilstræbe at gøre det til et langvarigt parlament; men hvis valgene viser sig uheldige, må vi tilstræbe at opløse det, ikke i løbet af et par år, men i løbet af et par uger.«
Lenin henviser gentagne gange til denne udtalelse af Plekhanov. Blandt andet i skriftet Et Skridt Frem, To Skridt Tilbage (se denne udgave, bd. 3). – S. 162.
Sidst opdateret 1.1.2009